Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

”Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.