Indlæg

På besøg hos russiske Rada!

Søndagen bød på et dejligt gensyn med “min” russiske hund Rada.

Rada kommer fra et dyreinternat i Rusland og flyttede til Danmark for 1,5 år siden.

Jeg hjalp sammen med Thomas Rathsack  med at samle penge ind til internatet.

Rada kom til Danmark sammen med Chelina vores danske kontakt på stedet (læs historien her).

Rada fik et nyt liv hos den dejligste familie. Hun bor i dag sammen med sine 2 snudekammerater den engelske bulldog Fiona og den franske bulldog Ib.

 

 

 

Man finder næppe nogle hunde, der er mere forskellige fra hinanden end Rada og basserne. De er dog blevet de bedste venner, trods deres mange uligheder.

Rada er i dag fuldstændig integreret i sin nye tilværelse. Hun mangler et forben, men hun klarer dog sig fin på de resterende tre.

Familien fortæller, de godt kan mærke Rada indimellem skal have nogle kortere gåture. Det er nemlig ikke uproblematisk at mangle et ben. Der kan komme slidgigt i ledet, hvorfra benet er amputeret. Desuden er resten af kroppen udsat for en stor belastning, da den skal kompensere for det manglende ben.

Rada bor heldigvis i et et-plan hus. Det største spring hun tager, er når hun hopper op i sengen, hvor HELE familien sover hver nat.

Thomas & jeg var så heldige at blive inviteret på besøg.

Da jeg ankom blev jeg mødt af 3 hunde, der glade kom mig i møde. Rada trykkede sig ind til mig, som om hun kunne kende mig, hvilket jeg vælger at tro på.

De 2 andre hunde holdt sig ikke tilbage og fik hurtigt deres del af klap og kæl. Da Thomas ankom lidt efter gentog seancen sig, og Rada fik i den grad placerede sig, så Thomas ikke kunne flytte sig fra gulvet, da Rada gerne ville sidde på skødet.

 

Det havde været en lidt hård morgen for hende, da hun er bange for tordenvejr. Ellers er der ikke meget, hun er bange for. Man tænker jo, hun nok også må have oplevet en del i livet i de formodede 5 år, hun sad på internat i Rusland.

Efter en frokost med en meget imponerende pariserbøf på tallerkenen gik turen til stranden. Flokken plejer nemlig gerne at gå ned til vandet, hvor alle dyrene bader, hvis bølgerne ikke er for høje.

 

Særligt Ib er helt tosset med vand. Han svømmede ud mindst 10 gange, hvor Fiona og Rada mere soppede. Efter poterne var blevet afkølede, gik turen tilbage til huset, hvor det var tid til at sige farvel.

Rada er desværre bare en ud af utrolig mange hunde, der sidder på internater verden over. Hun ved næppe selv hvilken tilværelse, hun slap væk fra – men det er ingen tvivl om, hun stortrives i sit dejlige hjem.

Vi ville rigtig gerne igen en dag hjælpe internatet i Rusland.

Det kræver dog, vi igen får Chelina afsted til destinationen. Vi sender  IKKE bare sender penge afsted uden at være stensikre på, de bruges rigtigt. Chelina er netop optaget på studie i russisk, så jeg har store forhåbninger om, hun kommer retur til Rusland en dag:-)!

Farvel til Rosie!

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Historien om Tox er kommet i avisen!

 

Min historie om Tox er nået aviserne! Jeg håber, det viser, mit budskab er aktuelt og vigtigt!

BT gav mig en spændende overskift! Læs BTs indlæg her!

Her er mit respons på deres tolkning af historien, der blev posted på facebook!

Mit reply på facebook!

“Jeg blev rasende”, er nok lige den journalistiske festversion😫!

Kan noget få mig op i det røde felt, så er det dog alt, der skader dyrene!

Det sidste en hund ønsker at gøre er at bide!

Hvis det sker? Så er det oftest fordi, vi mennesker ikke læser vores dyr godt nok!

Vi skal ikke lade hundene komme i en situation, hvor deres grænser overskrides, så et bid bliver aktuelt!

 

 

Et sidste ønske!

Et sidste ønske!

I december 2018 døde Camilla efter et brutalt kort forløb med livmoderhalskræft. Camilla Skovgaard var i offentligheden kendt som en meget dygtig designer.

Jeg blev for kort tid siden kontaktet af Camillas forældre. Camilla var nemlig en hjerteven for dyrene og en ildsjæl, når det galt dyrs ve og vel. Hun har de sidste par år boede på Ibiza, hvor hun har støttet det lokale arbejde med dyr.

Hun fandt ro og sjælefred på øen, hvor hun boede sammen med hendes hunde. Boxeren Mercy havde en særlig plads i Camillas hjerte.

Camillas forældre fortalte mig, at det var Camillas brændende ønske, at Mercy skulle finde et godt hjem efter hendes død. Derfor tog de kontakt til mig.

Midt i sorgen over at have mistet en datter alt for tidligt, eksisterer naturligvis et ønske om at efterleve Camillas sidste ønske, der følges af en afmagt over, hvordan de dog skal gøre det?

Mercy bliver pt passet af en pige, der driver et internat på Ibiza. Stedet rummer mange dyr, så Mercy skal ikke blive der – det er forsøgt at finde et hjem til hende på øen, men det er ikke lykkes.

Camillas forældre har bedt mig om hjælpe med at imødekomme Camillas sidste ønske.

Derfor håber jeg nu, vi kan hjælpe i Danmark🙏.

Boxeren Mercy er født i 2013. Hun er en velfungerende hund, der trives godt med mennesker, hunde og endda katte. Hun halter en sjælden gang indimellem på et bagben, da hun fik skadet poten som lille.

Vi håber at finde et hjem, der kender til boxeren som race. Et hjem som har mod på at åbne hjertet og tage sig af hende, velvidende det kræver ro og tålmodighed at have en omplaceringshund.

Jeg er blevet meget berørt at have været i kontakt med Camillas familie. Det er fulgt af en taknemmelighed over at være i live med et godt helbred og et ønske om at hjælpe mennesker i sorgen.

Vi må aldrig tage vores eksistens for givet. Har du kræfterne og evnen til at gøre en forskel, skal der handles, det er så nemt bare at gå forbi.

Kan vi finde det rette hjem til Mercy, vil der blive tændt et lys i mørket☀️.

Det vil ære Camillas liv og respektere hende ønske, der om noget er drevet af kærlighed til dyr.

Skriv hvis du mener at kunne hjælpe❤️.

Opslaget er lavet i samarbejde med Camillas forældre.

 

En lille Perle…

Mandag morgen ringer telefonen på Artemis, kort tid efter bliver jeg afbrudt i min konsultation af min sygeplejerske Gudrun. Hun har en ulykkelig dame i telefonen, der engang var kunde hos os. Hun har kort fortalt, hendes mor er kommet på hospice😔.

Moren har en svensk dansk gårdhund, som hun af indlysende årsager ikke længere kan tage sig af. Datteren står midt i afskeden med sin elskede mor og kan ikke give hunden, hvad den fortjener midt i sorgen og praktiske gøremål.

Gudrun og jeg ser på hinanden, og der er ingen tvivl: hun skal naturligvis komme med hunden til os, så vi kan se om vi kan hjælpe.

Kort tid efter kommer Perle til os. Hun er den dejligste 7-årige pige, der gennem et liv er blevet elsket og passet til punkt og prikke. Perles menneske fortæller om hende og beskriver en hund, der vil være en berigelse i det rette hjem.

Hun har naturligvis været i gennem en turbulent periode, og der skal ro på i starten. Alle forudsætninger er tilstede for, hun i dette rette hjem vil være til gensidig glæde og lykke.

Perles menneske var ikke helt klar over, hvad der ville ske.

Hvad vi ville gøre, da hun blev bedt om at komme?

Sorg og afmagt sætter rationelle tanker ud af spil og i en sådan situation, er det eneste rigtige at gøre at bede om hjælp. Hvis ikke ville Perle blive taberen.

Aflivning var naturligvis aldrig på tale. Vi afliver ikke raske dyr. Det var på ingen måde ej heller ønsket, men i sorgens stund er der ikke altid plads til at tænke fornuft og finde løsninger.

Det er derfor, det er så vigtigt, vi bliver ved med at tale sammen. Ikke at fordømme og være bedrevidende, men skabe rammerne for man ikke er bange for at række efter en hånd, når balancen vakler🤝.

”Folkedomstolen” er i dag meget hård.

Særligt når det kommer til kæledyr. I den digitale debat flyver ordene, og meninger er mange. Det er så nemt at gemme sig bag en skærm og være fordømmende. Det er sjældent, man ser et opslag om videreformidling af kæledyr, uden der er flere, der i meget skarpe toner skæmmer menneskerne og kalder dem skældsord uden overhovedet at have læst opslaget🤒.

Det drejer sig ikke om, man ikke skal tænke sig om, før man anskaffer sig kæledyr. Naturligvis drage omsorg for det livet igennem. Der er mange situationer, hvor aktualiteten af et nyt hjem kunne have været undgået.

Vi oplever virkeligheden til hverdag. Mennesker og dyr ”face to face”, ikke gemt bag en skærm. Det er følelser som sorg, afmagt, glæde, frustration og frygt. Vi skal træffe de rette beslutninger, så vi altid sætter dyrenes ve og vel først.

Efter at have talt med Perles menneske og set hunden, gik det stærkt. I løbet af 20 minutter havde vi fundet det perfekte nye hjem til hende, der matchede på alle punkter.

Jeg er så stolt af min vidunderlige kollegaer på Artemis, der bare med det samme, var klar til at hjælpe – og handlede💪!

Det er så vigtigt, vi alle arbejder for at skabe en kultur med netværk, hvor vi hjælper hinanden, når behovet opstår🙏.

Det er fantastisk at se, at når der er behov for det – så virker dette netværk!

Man skal altid sige til, hvis man er i en situation, hvor man ikke længere, kan gøre det rette for dyrene. Det er kærlighed til dyr, der gør, man nogle gange erkender dette – i andre tilfælde er der andre mindre flatterende årsager bag.

Jeg er taknemmelig for Perles passer havde mod på at komme forbi, da hendes nye familie er SÅ glade for hende🐾🐾.

Flere mennesker har nu hjulpet hinanden ved at ens styrke til at sige farvel bidrager til andens glæde.

På en måde redder vi jo alle lidt hinanden, som dyr så ofte redder os 💞!

 

Så går turen til Egypten igen!

Hjælp os at hjælpe et internat i Egypten!

Mandag den 25. marts rejser super seje Birgitte Brogaard for anden gang til Egypten for at yde en indsats for gadehundene på internatet “Animal Care Center Hurghada”💪.

Birgitte er en ildsjæl, der prioriterer at lægge sine kræfter i at hjælpe vores snudevenner, der desperat har brug for hjælp et andet sted i verden🙌. Efter at have oplevet stedet med egne øjne i efteråret og set hvor meget, der kan gøres for at hjælpe, tager Birgitte rejsen endnu en gang.

I Egypten er forholdene for hunde IKKE som i Danmark.

Dyrene er jagtet vildt på mange måder. Det er nemlig meget almindeligt at forgifte gadehundene, så gaderne holdes ”pæne” for turisterne. En forgiftning er en langsom smertefuld død for et dyr, hvis det ikke får hjælp😞!

Internatet gør en kæmpe indsats for nødstedte dyr.

De hjælper dyrene på fode igen, hvorefter de sættes retur.
Mange af hundene kan dog ikke komme retur på gaden, så de bliver på stedet. Her gør man, hvad man kan for at finde nye hjem.

Birgitte kender til forholdene, og hun ved præcis, hvad hun skal gøre for bedst muligt at hjælpe på stedet.

Internatet mangler alt. Medicin, foder, forbindingsmaterialer, dækkener, hygiejneartikler og meget mere.

Vi vil gerne hjælpe hende godt på vej, således hun har de bedste betingelser for at gøre en kæmpe forskel for dyrene
på stedet.

Thomas Rathsack og jeg samler igen penge ind, så vi kan hjælpe stedet med medicin💊. Birgitte tager det med, da medicin er svært at få fat på i Egypten.

Birgitte skal desuden på stedet indkøbe foder, tæpper og ting til at forbedre stedets forhold.

Med hendes erfaring fra sidste besøg er hun nu endnu mere velforberedt, så rejsen vil hjælpe flest mulige dyr.

Vi har brug for alle de penge, vi kan samle sammen🙏!

Vil du hjælpe?

Send en donation til 71764 (Fra snude til snude❤️)!

Selv små beløb gør en forskel.

 

Kan min hund dø af at spise kyllingesnacks?

Der verserer i øjeblikket en heftig debat om, snacks med kylling fra Kina er årsag til dødsfald blandt vores hunde.
 
Fakta er, det endnu ikke er påvist et stof i produkterne, der kan skade dyrene.
 
Problematikken skal anskues fra en anden vinkel.
 
”Alt med måde”.
 
Snacksene er meget populære, da de har en god smag. Der er derfor mange, der ynder at fodre deres hund med dem.
 
Snacksene har et højt indhold af protein. Hvis man spiser for meget protein, kan kroppen tage skade. Det kan belaste nyrerne og i værste fald føre til organsvigt.
 
Særligt små hunderacer er i fare. De mindre modeller er nogle gange lidt kræsne og spiser ikke så meget. Hvis man ofte får et par stænger med snacks, kan det nemt tage appetitten fra hundens almindelige foder, da de mætter.
 
Det vil sige hunden får sit energiindtag fra protein. Hvis det bliver hundens primære fødeindtag, kan det i værste fald give skader.
 
Derfor skal man altid være opmærksom på at hunden spiser en varieret kost.
 
Danmark er et gennemkontrolleret land.
 
Vores leverandører af snacks lever alle op til kravene, der sikrer forbrugeren et sikkert produkt.
 
Der stilles krav til råmaterialerne, til produktionen og til testning af produkterne. Det er nogle komplekse og omfattende trin, der lever op til både nationale og internationale standarder.
 
Alle disse trin er med til at sikre, vi som forbrugere trygt kan benytte produkterne.
 
Der er dog ingen lovgivning, der kan forbyde folk at give deres hunde for mange snacks.
 
Vi kan ikke lovgive om sund fornuft😎.
 
Så brug snacksene med omtanke🙏.

Reflektioner om hundeloven!

Hundeloven viser sit grimme ansigt i mange forklædninger! 

 

I går eftermiddags var Artemis omdrejningspunkt for en afsked lidt udover det sædvanlige. 

 

Det er Charlotte, ildsjælen fra Fair Dogs, der havde lavet set-uppet, og hun var med hele vejen. 

 

En hund, der hedder Titan, har tilbragt 16 måneder på et internat! Han dør kort tid før, hans sag skal for retten. En ulykkelig ejer, vil gerne have lov at sige farvel til sin ven, der ikke er blevet mindre betydningsfuld trods den lange adskillelse.

 

Der er dog et praktisk problem, da hunden blev sendt til obduktion, så dødsårsdagen kunne bestemmes, før afskeden kunne finde sted. 

 

Det blev derfor arrangeret at Titan blev bragt til Artemis. Her skulle en afsked mellem hund og ejer finde sted, og Titan skulle sendes anstændigt til kæledyrskremering.

 

Titan ankom i en rød pose. Vi iførte os hansker og forklæder af hensyn til hygiejnen. Da posen åbnes bredte sig med det sammen en særlig lugt i rummet. 

 

Vi dyrlæger kender lugten alt for godt. I forbindelse med det sidste farvel, sker det at et dyr dør og lægges på frost for derefter at skulle tøs op igen. Det giver en helt speciel tung dunst, der lugter af død, forfald og råddenskab! 

 

På grund af obduktionen kom Titan retur bogstavelig talt i 2 dele. I den ene pose lå bagparten med dertil hørende organer. I den anden posen lå forparten med dertil hørende organer. Til min store lettelse var det søde hoved ikke maltrakteret. 

 

Jeg synes Charlotte tog det flot. Uanset hvor mange døde hunde og obduktioner, man har set, så var det her meget specielt. 

 

Omstændighederne omkring Titans vej til den røde pose, gør indtryk. Den måde han blev præsenteret på, da vi åbnede sækken, var ikke et kønt syn. Bare lugten vil være nok til at slå en ”civil” ud, vi dyrlæger er jo mere rutineret i det – men Charlotte holdt hovedet højt og hjalp uden at kny. 

 

Det var umuligt at sige noget om Titans dødsårsag, hvilket heller IKKE var min opgave. Vi fik efter bedste evne lagt Titan med et tæppe over sig, således det var hans fine hoved, der var i fokus. 

 

Titans ejer ankom og fik sagt farvel. Det gjorde ondt på hele klinikken at vidne den smerte, som han tydeligt udstrålede: ikke at have set sin elskede hund i 16 måneder, for derefter at skulle sige farvel til en død hund, der selv efter sin død ikke fik lov at få meget værdighed med sig i graven. 

 

Hele episoden satte mange tanker i gang.  

Nok er nok!

Siden hundeloven blev en realitet, er jeg gang på gang blevet konfronteret med den gennem mit arbejde som dyrlæge. Nu må NOK være nok!

 

Loven må og skal laves om. 

 

Dyrene er taberne, og mennesker bliver ødelagt. 

 

Loven skulle blandt andet skabe tryghed. Hvis der er noget, den lov har skabt, så er det frygt blandt alle, der har hund. Folk er bange. Meget bange. Bange for deres hund pludselig bliver dømt til aflivning eller bliver taget fra dem, fordi der opstår en situation hunde i mellem, der mistolkes af den forkerte person. 

 

Dertil kommer at de mennesker, der har oplevet konsekvenserne af loven, har om noget mistet troen på et retssamfund. Det er ikke at skabe tryghed og tillid. Vi skal ikke have love, der er baseret på frygt og misforståelser.  

Hundens sprog er vejen frem!

ALLE hunde har et sprog. 

Bliver vi mennesker bedre til at lære dette, vil rigtig mange konflikter hund og hund og mennesker i mellem kunne undgås, og det ville ikke være nødvendigt med en hundelov. 

Læs om mødet med andre hunde her!

Ideen om, at alle hunde bare skal kunne lege sammen i fred og fordragelighed, er forældet. Jo mere vi mennesker lærer om dyrene, jo bedre bliver vi også til at lære vores egen hund at kende og ved, hvad hunden er tryg ved – og hvornår man som ejer skal sætte en line på hunden eller gå væk fra en eventuel potentiel konflikt. 

Læs mere om hundens sprog her!

Det er os mennesker, der er problemet, men det er dyrene, det går udover. 

Hundeloven er baseret på nogle forkerte præmisser.

Jeg ønsker ikke et samfund, hvor det er frygt, der driver folks handlinger. Det skal være tillid, viden og omsorg, der skal være de bærende elementer. 

Så lad os få en oplyst debat, så vi kan få skabt en ny præmis, således hundeloven ændres. Dyrene fortjener bedre. 

Titans afsked blev pludselig et konkret eksempel på den virkelighed og skæbne, som hundeloven har dikteret. 

Vi fik gjort rent efter alle forskrifter, hvor Titan blev stedt til hvile! Den råddenskab som loven kommer med vil ikke forsvinde, uanset hvor rent nogle prøver at gøre det. 

Fordi man har en snude, har man ikke en stemme. 

Mit ærinde er altid dyrenes sag, og der er fortsat og til stadighed meget at kæmpe for. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En sidste lille trille…

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Vil hjælper fortsat!

Tak for støtten til ”Inges Shelter” i Egypten. Stedet gør et kæmpe stykke arbejde for lokalt at hjælpe de mange gadehunde i byen, der ofte bringes meget syge til internatet.

De donerede penge er indtil nu blevet brugt til at forbedre de fysiske forhold for dyrene. Der er blevet indkøbt tæpper, hundene kan ligge på og holde varmen til vinter, foderskåle, kasser til opbevaring og diverse hygiejnemidler.

Der indkøbt ordentligt foder, så dyrene bliver rigtigt ernæret.

Der er desuden brugt penge på, at de frivillige på stedet bedre kan hjælpe de mange tilskadekomne hunde, der oftest er forgiftede.

En forgiftning er meget smertefuldt for en hund eller kat og uden hjælp, går dyrene en pinefuld død i møde. Foruden den store forsyning af medbragt medicin, er der indkøbt yderligere remedier, der kan afhjælpe dyrene ved forgiftning og anden sygdom.

En del af pengene afsættes til dyrlægeregninger lokalt.

Vores donation har allerede gjort en stor forskel. Det er dog stadig en dråbe i vandet med henblik på fremtiden for internatet. Vi håber derfor at stadig at modtage støtte til projektet.

Vi har pt en dansk veninde på stedet, der stadig har nogle dage tilbage på internatet, hvor hun vil sikre pengene bruges rigtigt. Hun fortæller, vores hjælp er utroligt værdsat mere end ord kan beskrive det. Birgitte vil fortsat løbende sende rapporter fra stedet, så vi følger, pengenes rejse og forbedringerne på internatet.

Vil du hjælpe?

Send en indbetaling til mobile pay 71764.

Sammen kan vi gøre en vigtig forskel for vores snudevenner i en anden del af verden.

Behovet for hjælp er meget stort, så selv en lille donation hjælper.