Indlæg

Farvel til Rosie!

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til Henning

Farvel til Henning💔!
 
Mandag morgen blev jeg afbrudt i konsultationen og fik en telefon i hånden: en grædende stemme fortalte, Henning var død☹️.
 
Henning den store grand danois, der gennem de sidste mange år har fulgt mig og mange andre på livets vej🐾!
 
Henning var sovet stille ind i sofaen hjemme og lå nu stendød!
 
Henning er en ret stor hund og ikke helt så nem at rykke rundt på. Hennings ejere var handlingslammede i chokket, så Artemis sendte en delegation afsted, der kunne hjælpe med at få Henning bragt hertil!
 
Henning fik en død, der var ham værdig. Pludselig var han væk! Lige så storslået en entre han altid gjorde, uanset hvor han var, ligeså elegant en exit sluttede æren.
 
Henning vil blive savnet af rigtig mange mennesker og dyr❤️.
 
Vi har på Artemis mistet alt alt for mange venner det seneste stykke tid. Vi husker hver og en, bærer deres historier med os videre, lærer af erfaringen og arbejder hårdt for altid at blive endnu dygtigere.
 
Derfor er der ofte brug for fotos af hvalpe og killinger til at minde os om at ligeså mange slutninger, vi gennemlever, så starter der også nye liv til glæde og grin🙏.
 
Henning har garanteret allerede fået en ny fanskare deroppe – Stjernen er i hvert fald ligeså stor som Hennings gang på jord⭐️.
 

En sidste lille trille…

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Ekstra Bladet: omkring det sidste farvel!

Ekstra Bladet har lavet en reflektion i kølvandet på en amerikansk dyrlæges opråb på facebook!

Jeg blev interviewet og gav mit besyv med om det sidste farvel!

Journalisten Ronja Ryde var meget grundig og venlig. Hun endte med at skrive et langt mere reflekteret indlæg, end det først var meningen! Tak for det!

 

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dyrlaeges-afsloering-dette-taenker-dit-kaeledyr-de-sidste-minutter-foer-det-doer/7363417

Stjernestunder & skyggesider

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Dødshjælp er en kærlighedsgerning til vores kæledyr!

Der har her til morgen kørt en debat om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være legalt i Danmark.

En repræsentant fra Etisk råd anbefaler, det fortsat ikke skal være lovligt.

Velvidende vores kæledyr ikke er mennesker, giver det alligevel stof til eftertanke at drage nogle paralleller til dyrenes verden.

Som dyrlæge og af en slagsen, der næsten dagligt sender kæledyr afsted til et bedre sted og som har MANGE liv på samvittigheden, giver det stof til eftertanke, når jeg overhører den humane debat.

Forestil Jer en verden hvor kæledyrene var underlagt de samme præmisser som mennesker? Hvor vi IKKE havde muligheden for at lade deres liv komme til en ende?

Jeg hører ekstremt sjældent, at hunden er sovet ind i kurven uden forudgående sygdom. Det sker næsten aldrig.

Langt de fleste kæledyr gives fred, når livet ikke længere er værdigt. Når hunden ikke kan gå, eller katten ikke længere kan spise. Skulle der tages en rimelig konsekvens af sygdommene, ville det betyde en mængde medicin så stor, dyret næppe ville sanse, hvad der foregik – eller måske en permanent indlæggelse på et dyrehospital der i sig selv kan stresse et dyr så meget, det nærmest tager livet af dem. Den ventede død ville ikke blive for dyrets skyld. Dette scenarie kaldes for passiv dødshjælp.

Hvad hvis vi af principielle årsager lod dyrene udleve deres sidste tid i et smertehelvede og til sidst ventede på, kroppen giver slip, så sjælen får fred? Jeg tror næppe, vi ønsker dette for vores kæledyr.

Scenarie i sig selv bør få alle kæledyrssejere til at huske på, at når livet en dag ikke mere er værdigt, så skal der i samråd med dyrlægen træffes en svær beslutning.

En beslutning, hvor vi ikke bare lader stå til, men ser virkeligheden i øjnene – Uanset hvor ondt det gør at tænke på, vi ikke mere har væres kæledyr i blandt os. Vi må ikke gemme os og lade følelserne vinde på bekostning af dyrenes ve og vel.

At lade vores dyr få fred i tide er en kærlighedserklæring til dyret. Det kommer sjældent et godt tidspunkt at sige farvel på, men der kommer et rigtigt.

Hvis det var lovgivning, der stod i vejen for, jeg ikke måtte lade dyrene få fred, så tror jeg, jeg ville blive meget kreativ i både min diagnostik og min medicinering. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Så på dette område er dyrene bedre stillet end os mennesker.

Lad os derfor værdsætte muligheden for at sikre dyrene en værdig død, ligeså vel som vi er forpligtet til at give dem det allerbedste liv.

Vi skal ære debatten og dyrene og fortsætte snakken om, hvad der er et godt liv, således vi giver slip i tide – for dyrenes skyld.

Det kunne tjene den menneskelige debat at skelne til kæledyrenes verden.

 

 

 

 

 

 

Når lyset slukkes, tændes en stjerne!

Jeg har en fin pose stående foran mig ved trappen. Den indeholder hundesnore, en sele, madskål, tæppe, legetøj og diverse godbidder.

Den skal ned i kælderen og opmagasineres, indtil det afhentes med andre ting og bringes til et dyreinternat et sted i verden. Jeg har endnu ikke båret det derned.

Måske fordi posen vidner om en uge udover det almindelige? Bærer jeg den ned, så er det definitivt.

Da mandag morgen begyndte, vidste jeg allerede, hvad der var i vente.

Man kan dog aldrig planlægge det akutte, og vi havde lige åbnet dørene, da en af mine kære snuder stod i døren med sin ejer ved sin side.

Det var tid til den sidste rejse. Der var ellers planlagt flere undersøgelser over de kommende dage, men lyset i øjnene var slukket, og hvad ville de mange undersøgelser alligevel føre til?

Vi skal altid gerne kunne bruge vores diagnostik til noget fremadrettet. Det skal gerne kunne gøre behandlingen bedre.

Nogle mennesker læner sig op af videnskabelige facts, når de svære beslutninger skal træffes. Har vi  en klar diagnose, kan det måske understøtte den umulige handling om det sidste farvel.

I dette tilfælde havde en weekend med hunden gjort udslaget, den skulle ikke udsættes for mere. Han skulle have fred, før det blev for sent, og der IKKE var tvivl.

Er du ikke i tvivl, har du ventet for længe.

Så er dyret så dårligt, det ikke længere er livet værdigt. Ejer sagde, han kunne se det på hundens øjne. Jeg kunne se på ejers øjne, det var rigtigt. Han kender sin hund.

Netop bagefter kom den kæreste gamle brune labrador ind af døren.

Jeg har fulgt hende gennem det meste af livet og en opringning fra ejeren meget tidlig samme morgen, gav skriften på væggen. Hun havde levet et langt godt liv og var pludselig knækket.

At begynde at forsøge at behandle noget, ville være et nytteløst projekt, der kun ville købe os mennesker mere tid, men som ikke ville gavne hovedpersonen.

Vi sagde farvel vidende, hunden ville se tilbage på et liv fyldt med kærlighed og glæden ved mad, der nu engang er en labradors metier i livet, intakt på dødslejet.

Direkte fra det ene lokale til det andet. Her ventede en helt speciel lille snude. Det er ikke altid alderen, der afgør, hvornår stjernerne venter.

Bare fordi man er ung, er det desværre ikke ensbetydende med, man er rask. Denne lille hund var ikke rask. Dens ejere havde overtaget hunden for lidt tid siden og havde lagt alt den kærlighed og omsorg i det lille væsen, som det overhovedet var muligt.

Jeg har haft en tæt dialog med dem hele vejen, og vi var enige om, at nu var det nok. Hun skulle have lov at få fred, så hendes krop endelig fik hvile.

Det føles anderledes at sige farvel til en hund, hvor man ved, den har levet et langt godt liv. Er dyret meget ungt, føles det som om, det aldrig fik chance. Men det GJORDE den lille snude.

Takket været nogle helt unikke specielle mennesker, hvis omsorg og tålmodighed, er udover det almindelige. Vi havde aftalt alt på forhånd, så der var ikke mere at sige, da vi mødtes.

De ting, vi ikke siger, er dog meget stærke, og tårerne bag de mørke solbriller sagde mere end 1000 ord.

Jeg vil altid være disse mennesker meget taknemmelige fordi, de gav den lille hund et kærligt sidste hjem og ikke mindst var stærke nok til at lade kærligheden til hunden overstige deres eget afsavn. Det er noget, vi alle kan lære noget af.

På dette tidspunkt af dagen var klokken ikke slået 9 endnu. En lang dag fulgte med de glæder og sorger, som nu engang er en del af det.

Der er mange bolde at holde i luften. Frygten for at overse noget. Derfor har de fleste dyrlæger en systematisk tilgang til en patient. ”Jeg har jo lige taget en temperatur hjemme, hvorfor gør du det igen?”

Overser vi noget, fejler vi, så mister vi både dyr og klienter. Folk bare kan gå et andet sted hen, og er man heldig, bliver man hængt offentlig ud på nettet. Heldigvis har vi verdens sødeste klienter!

Men det går jo godt, lige indtil det går galt!

Mange af mine kollegaer og jeg selv går almindeligvis tidligt i seng, det fortjener dyrene.

Man møder ikke på arbejde med rystende hænder eller manglende tro på, vi gør det rigtigt!

Nu er det fredag, klinikken lukker snart dørene. så går vi alle hjem med ugens historier, vi bærer med os i vores hjerte, og som vi aldrig glemmer!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag de mennesker, man møder på gaden.

Smiler de ikke? Hilser de ikke? Måske de bærer nogle historier med sig, der i øjeblikket fylder i sindet, således opmærksomheden på omverdenen for en stund ikke er komplet?

De er nok ikke bare sure, de er bare mennesker, hvor dagens oplevelser og indtryk måske med stærke følelser får lov at blive bearbejdet, så der er plads til, de snart igen kan være der for de mennesker, der har brug for dem.

Før jeg drager videre, vil jeg gå ned og sætte posen på plads. Glæde mig over det menneske, der midt i sin egen sorg, havde overskud til at aflevere en gave til os, der vil hjælpe andre dyr.

De lover klart vejr til aften.

Se op og send de 3 nye lysende stjerner en kærlig tanke!

 

 

Følg med på sitet og få besked hver gang, der er nye indlæg! Du finder tilmelding til højre på forsiden!

 

 

 

 

 

 

Den direkte vej til stjernerne!

”Lise, hvorfor skulle Peach dø?”

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige og som et naturligt spørgsmål at stille.

Som sætningen fortæller, var den dejligste lille snude Peach blevet sendt til himmels. Spørgsmålet bliver komplekst, da det var 15. gang indenfor 5 timer, jeg blev spurgt. Den ældre dame sad med sin døde hund i armene, og hun ville IKKE forlade den. Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.

Den lille hunds krop skulle på plads på rette sted, velvidende sjælen for længst var rejst til stjerne. Den ældre dame skulle hjem.

Hvis hjem er, hvor hjertet er? Så er hjemmet nu blevet revet midt over og væggene blevet til en tom skal, der minder en om alt det, der ikke længere er: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.

Et tomt hjem venter!

At ”tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, så var der måske en chance for, det hele bare var en ond drøm?  Eller at jeg havde taget fejl? Så Peachs hjerte stadig bankede, trods dødsstivheden havde indfundet sig?

 

Peachs sygdom!

Peach indfandt sig på dyreklinikken mandag morgen. Hun var blevet dårlig I løbet af weekenden. Hun kunne nu ikke stå på sine ben, virkede slap og ualmindelig trist.

En blodprøve afslørede hurtigt de barske facts: galopperende lever- og nyresvigt og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.

Vi kunne beslutte at lade sjælen komme afsted, før døden ville tvinge den til himmels.

Den tunge beslutning virkede for Peachs familie ikke som en mulighed – for et øjeblik siden håbede de jo bare, at Peach var midlertidig dårlig. Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut, Peach har jo lige været hvalp?

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene. Vi vil gøre rigtig meget for at lindre smerte og håbe på helbredelsen. Det kan være svært at bevare objektiviteten i forhold til sygdom og fakta, når en familie på sidelinjen er blevet smadret.

I en akut situation som med Peach er der ikke mulighed for langsomt at så et frø om, man skal begynde at tænke over grænsen for, hvornår et dyr er i live på rimelig vilkår.

Vi vil meget gerne passe på menneskerne, men dyrenes ve og vel kommer før alt andet. Peach var så dårligt at selv ikke en indlæggelse med alt tænkelige behandling havde ændret udsigten til liv.

 

En nødvendig beslutning!

Peach familie gik en tur for at klare tankerne. De drog afsted med lovning på, de snarest ville komme tilbage, da Peach blev dårligere og dårligere.

Peach kunne have åndet ud, mens de var væk. Hendes livsvilje var ukuelig.

Peach holdt ud og fik efterfølgende fred med sin elskede ejer ved sin side.

I løbet af seancen gennemgik vi flere gange, hvad der var galt. Jeg bekræftede igen og igen at trods det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.

Den største gave vi kan give vores kæledyr er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.

Vi mennesker må påtage os smerten og lidelsen i stedet for dyrene.  Kærligheden til dyrene må altid må være stærkere end frygten for at blive efterladt UDEN sin lille skygge.

I en situation som denne, kan man som ejer høre ordene og autoriteten, der ligger bag udtalen. Man stoler på personen, der fortæller det. Det er bare som om, hjernen ikke kan bearbejde budskabet, da chokket overdøver ordene, og de dermed ikke når frem.

Peach ejer skulle have tid. Tid til at bearbejde, hunden var død. Tid til at få bekræftet det uden tvivl var den rigtige beslutning. Tid til at kysse Peach en sidste gang. Igen og igen. Tid til bare at være med hunden vidende at om et øjeblik indtræder stilheden. Timerne gik.

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet. Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne. Forhåbentlig giver tiden op til dette, familien muligheden for at planlægge den afsked, som de ikke fik mulighed for at tilrettelægge i første omgang.

Har man som ejer af et kæledyr mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.

At stå i akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for en, er forfærdeligt.

Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen efterfølgende være den samme. Vi kan ikke planlægge os ud af den.

Man kan ikke forberede det akutte og uforudsigelige. I situationen må man finde trøst i et forløb er gået meget stærkt, så dyret fik fred uden et forløb med smerte bag sig.

Mandagen bød på alt for mange stjerner til himlen.

Hellerup var dækket af et tungt tæppe af afmagt, sorg og kærlighed.

Peach historie var desværre bare en dråbe i havet mandag og hele klinikken sluttede dagen med tungsind, der ikke lige vaskes væk på et øjeblik. Trods dagen går på hæld, så sidder erindringerne om dagen fast i bevidstheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til lille Whiskey

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.

Historien om Whiskey!

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.

Jeg husker altid et dyr, men Whiskey satte sine potespor på en helt særlig måde.

Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede stolt ind på  Dyreklinikken Artemis første gang for godt 2 år siden.

På den måde som kun en west highland white terrier kan gøre det.

For mig ny patient, der af logistiske årsager, måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose “Cushings Syndrom”.

Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon.  Whiskey havde som følge af sin Cushings også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.

Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham et prik  med insulin. Ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for dagen gik på hundens præmisser, så den  havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskey ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.

Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok” også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok.  Så livet er værdigt og dagen ikke bare en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en definition på.

Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt.

Dyr bliver som mennesker også ældre. Det skal de have lov til.

Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den IKKE mere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur.  Hvis hunden ikke længere kan det, måske på grund af gigt og manglende muskelmasse, så er det kritisk.

Hunden skal IKKE komme i situationen, den er så forpint af smerter den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.

Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, som gør hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, da den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile? Så kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men de viser ubehag hvis de ikke kan holde på deres egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis på grund af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske den er i behandling med noget medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er ”nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se,

hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.

Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt idet, vi elsker vores dyr og tanken om, de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, vi livet igennem snakker med hinanden om, hvad vi selv mener, er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for en hver pris. Han blev dog bedre efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskey ejer sagde, den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny snude ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Det ærgrede mig gevaldigt. Jeg kan nemlig ikke forstille mig noget mere dejligt menneske at få på besigtigelse den dag jeg er død.

Heldigvis lod det ikke til Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie, trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand. Det er meget trygt at vide, der er så søde folk ansat i den oversete branche.

Den sidste time!

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.

Da  Whiskey trådte ind af døren, kunne vi med det samme se, han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde : “Torben, det er nu”. På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu”. Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv!

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene. Vigtigst så var

Whiskey på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund, og det er altså ikke så lidt.

Whiskey ejer kæmpede for ham.  Passede ham til det sidste også selvom det indimellem var besværligt.

Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg. Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og bliver uværdigt. I høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse!

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “ja, nu er jeg gået på pension”. Med sig havde han den sødeste lille uldtot Fie, der er en lhaso pso på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, så kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på 4 uger. Båndene udvikles over årerne, og det er nogle store potespor Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig”. Det er ulempen ved en urne. Det er altså svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen, for som

Torben sagde: “ja, det hvor jeg kommer fra, så hilser vi altså altid pænt på hinanden”.

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes. På denne juleaften er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.

Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.

Dyr kan ikke genopstandes.

Der kan dog komme en lille ny snude, der ikke har noget med en genopstandelse at gøre. Det er det valg, man tager, når man vælger at give en lille hund et hjem, velvidende der er kærlighed og overskud til at give dyret alt det bedste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.