Når ensomheden rammer!
Farvel til en ven!
I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.
Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.
Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.
Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.
Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.
Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.
Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.
“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.
I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.
Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.
Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?
Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?
Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.
Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…
En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.
Opfølgning på Fru Green lidt tid senere..
Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.
Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.
Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.
Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…
Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.
Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.
Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?
Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.
Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.
Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.
