Tag Archive for: Dyreværnsloven

Kald mig ikke kamphund!

/i , ,

Berlingske har bragt (d. 29. oktober 2026) mit indlæg om, hvordan ordvalget i debatten om hundeloven kan skabe fordomme – både politisk og i vores hverdag!

Når en minister taler om “kamphunde”!

Når dyrevelfærdsminister Christian Raabjerg bruger ordet “kamphunde” på tv i debatten om hundeloven, er det ikke bare et ord. Det skaber et billede af hunde, der er født til at kæmpe og derfor i sig selv er farlige.

Men “kamphund” er en upræcis og stigmatiserende betegnelse. Den får det til at lyde, som om hunde kan puttes i én kasse, og at deres adfærd kan aflæses på deres udseende eller race. Så enkelt er virkeligheden ikke.

Når en minister bruger sådan et ord, giver det fordommene politisk vægt. Det gør debatten mere følelsesladet og sværere at føre på et sagligt grundlag. Og det rammer ikke kun de hunde, der får mærkatet. Det rammer også deres ejere, som pludselig skal forsvare sig mod en forestilling om, at deres hund er farlig, før nogen overhovedet har set den opføre sig.

Vi har brug for en seriøs debat om hundeloven. Derfor bør vi også kunne tale om hunde uden at bruge ord, der på forhånd gør dem til skurke. En minister bør vælge sine ord med omhu — især når ordene er med til at forme den offentlige debat!

Flere partier vil se på hundeloven!

/i , ,

Jyllands-Posten har bragt en artikel (23. oktober 2026), der fortæller, at flere partier nu vil have hundeloven taget op til revision.

Efter en række alvorlige sager, hvor hunde er blevet fjernet fra deres ejere, indespærret i månedsvis eller i årevis og i nogle tilfælde aflivet på et omstridt grundlag, er der nu voksende politisk opbakning til at ændre reglerne.

Ifølge Jyllands-Posten tegner der sig et flertal på 91 mandater uden om regeringen, som ønsker ændringer i hundeloven og politiets håndhævelse af den.

Kritikken handler blandt andet om den omvendte bevisbyrde, hvor hundeejeren selv skal bevise, at hunden er en lovlig race, politiets mulighed for at vurdere hundens race ud fra dens udseende og de lange perioder, hvor hunde kan være fjernet fra deres familier, mens deres sager behandles.

DF og Danmarksdemokraterne har fremsat hvert sit forslag – men med forskellige mål. 

Dansk Folkeparti (DF) ønsker en bredere gennemgang af hundeloven.

Partiet foreslår en kommission med sagkyndige, blandt andre dyrlæger, jurister, adfærdsforskere og repræsentanter fra politiet. Kommissionen skal undersøge lovens mangler og komme med forslag til ændringer, herunder se kritisk på den omvendte bevisbyrde, langvarige indespærringer og politiets mulighed for at vurdere en hunds race ud fra dens udseende.

Der blev sidste efterholdt afholdt en meget grundig høring, hvor forskellige eksperter indgående forklarede problemerne, hvorefter DF fremsagde deres forslag som de første.

Danmarksdemokraterne vil derimod sætte ind mod de langvarige indespærringer her og nu. Partiet foreslår, at hunde som udgangspunkt skal blive hos deres ejere, mens det undersøges, om de tilhører en lovlig race.

Blandt mulighederne er brug af fodlænke som alternativ til at fjerne hunden fra hjemmet.

Kort sagt: DF ønsker en bredere gennemgang af loven, mens Danmarksdemokraterne vil stoppe de langvarige indespærringer.

Det ene udelukker forhåbentlig ikke det andet.

De Konservatives dyrevelfærds- og retsordfører, Mai Mercado, havde jeg møde for få uger siden på Borgen. 

Hun fremhæver sagen om hunden Lucy som et eksempel på, hvorfor loven skal ændres.

Lucy har ifølge artiklen været i politiets varetægt i 16 måneder, selv om der ifølge Mai Mercado ikke er noget, der tyder på, at hunden er farlig eller tilhører en ulovlig race.

Mai Mercado mener, at behandlingen af hunde og deres ejere er helt urimelig, og hun retter en klar opfordring til justitsministeren om at gribe ind.

Hun ønsker, at politiet bliver kaldt til orden, så Lucy kan komme hjem til sin ejer.

Samtidig mener hun, at hundeejernes retssikkerhed skal forbedres, og stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt, at det er ejeren, der skal bevise, at hunden er lovlig.

Flere partier kræver nu forandringer.

Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet, Borgernes Parti og flere løsgængere har meldt sig i kritikken. Partierne er ikke enige om alle løsninger, men der er nu bredere politisk opbakning til at gennemgå reglerne og forbedre hundeejernes retssikkerhed.

Sagen fra Randers har også vakt stor opmærksomhed. Her døde otte hunde i politiets varetægt, og yderligere ni ud af ti hunde døde ifølge artiklen få dage efter deres frigivelse efter mere end to års indespærring. En DNA-test viste, at hundene tilhørte en lovlig race.

Ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), har erklæret sig villig til at drøfte mulige ændringer med partierne.

Det er endnu ikke ensbetydende med, at hundeloven bliver ændret, men et politisk flertal kræver nu, at problemerne bliver taget alvorligt.

For hundene og deres familier handler det om mere end paragraffer. Det handler om dyrevelfærd, retssikkerhed og muligheden for at komme hjem til dem, man elsker.

Nu bliver det afgørende, om den politiske opbakning fører til konkrete ændringer, så hunde ikke risikerer langvarig indespærring på et usikkert grundlag.

Tak til Mai, Kirk og andre for at tage sagen op.

 

Besøg hos Liberal Alliance

/i ,

Endnu et besøg på Christiansborg – eller Animal Farm, som man indimellem kunne fristes til at kalde det.

Denne gang gik turen til Liberal Alliance, hvor partiets dyrevelfærdsordfører, Helena Artmann Andresen, havde afsat tid til en snak med mig.

Helena ligesom andre politikere allerede været fremme med snuden i Folketingssalen, hvor hun har stillet kritiske spørgsmål til ministeren om hundeloven. Spørgsmål, som vi fortsat afventer svar på.

Ministeren har nok at se til, og man skal som bekendt ikke sælge skindet, før ulven er skudt. Så vi venter tålmodigt.

Der er ingen tvivl om, at Liberal Alliance også ønsker en snarlig revision af hundeloven.

Jeg har efterhånden talt med mange politikere på Christiansborg, og det er både glædeligt og opløftende at opleve, at der på tværs af partierne er en voksende erkendelse af, at loven trænger til en revision.

Begrundelserne kan være forskellige.

Retssikkerheden. Den omvendte bevisbyrde udfordrer nogle af de helt grundlæggende retsprincipper, som vores samfund bygger på. Vi skal ikke have en lovgivning, hvor borgeren risikerer at miste sit dyr på baggrund af en subjektiv vurdering og derefter selv skal løfte en næsten umulig bevisbyrde.

Følelserne. Man skal kunne hvile trygt i kærligheden til sin hund, uanset hvilken model den er født som. Ingen skal leve med en ubegrundet frygt for at få taget sin hund fra sig.

Dyrevelfærden. Som George Orwell skrev i Animal Farm:

“Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”.

Vi har en dyrevelfærdslov, som skal beskytte ALLE dyr mod unødig smerte og lidelse.

Men tilsyneladende gælder der særlige spilleregler, hvis en hund efter politiets vurdering ser forkert ud. Så kan den ende med måneders eller års ophold på en hundepension, adskilt fra sin familie, uden at have gjort nogen fortræd.

Hvor blev dyrevelfærden af?

Og så er der den sunde fornuft. Vi skal ikke være et samfund, hvor lovgivningen savner et solidt fundament af evidens, proportionalitet og realisme.

Mit indtryk efter de mange samtaler på Christiansborg er, at der er bred politisk forståelse for, at nok er nok. Nu skal der ske noget.

Men vejen fra politisk velvilje til reel handling kan desværre være lang.

Mit håb er derfor, at partierne på tværs af Folketinget nu vil gå fra ord til handling.

Helt konkret ønsker jeg, at de går sammen om at fremsætte et fælles beslutningsforslag, der pålægger regeringen at igangsætte en revision af hundeloven.

De behøver ikke være enige om den færdige løsning eller alle detaljer i loven. Men de bør kunne enes om, at følgende spørgsmål skal undersøges og behandles:

  • Retssikkerheden: Den omvendte bevisbyrde og brugen af subjektive, visuelle racevurderinger.
  • Proportionaliteten: Om det er rimeligt, at hunde, der ikke har udvist farlig adfærd, kan beslaglægges og i sidste ende aflives alene på baggrund af deres formodede race.
  • Dyrevelfærden: De langvarige pensionsanbringelser, hvor hunde kan sidde isoleret fra deres familier i måneder eller år, mens sagerne behandles.
  • De verserende sager: Muligheden for en hurtig og individuel revurdering af de beslaglæggelser, hvor hundene ikke har udvist farlig adfærd, så unødvendige anbringelser kan bringes til ophør.

Det kræver ikke, at Folketinget skriver en ny hundelov i morgen. 

Det kræver, at nogen tager initiativet, at partierne finder sammen, og at der bliver sat en konkret politisk proces i gang.

Jeg håber, at de politikere, jeg har mødt, vil tage den dialog videre med hinanden. For når så mange giver udtryk for, at loven bør revideres, er næste naturlige skridt at omsætte den politiske velvilje til et fælles initiativ.

For ellers risikerer vi at ende dér, hvor Orwell afslutter Animal Farm:

“Det var allerede umuligt at sige, hvem der var gris, og hvem der var menneske”.

Lad os nu komme videre af hensyn til hundene og retssikkerheden.

Hvad er hundeloven?

/i ,

Hvad er hundeloven?

Hundeloven er den centrale lov, der regulerer hundehold i Danmark. Den gælder for alle hundeejere – ikke kun ejere af bestemte racer – og fastsætter en række af de regler og det ansvar, der følger med at have hund.

Den gældende lov kan findes på Retsinformation under Hundeloven, lovbekendtgørelse nr. 329 af 2. marts 2021, med senere ændringer. Hvis man selv ønsker at finde loven, kan man søge på “Hundeloven” på Retsinformation.

Loven handler blandt andet om, hvordan hunde skal mærkes og registreres, og om reglerne for hundetegn (§ 1). Den indeholder også regler om ejerens pligt til at holde hunden under kontrol, herunder regler om snor og løsgående hunde (§ 3), og om politiets muligheder for at gribe ind, hvis en hund skaber problemer eller udgør en risiko.

Hundeloven spænder derfor langt bredere end den del af loven, der handler om de 13 forbudte hunderacer.

Hundeejerens ansvar

Et grundlæggende element i hundeloven er ejerens ansvar for hunden. Som hundeejer har man pligt til at sørge for, at hunden ikke strejfer omkring eller er til fare eller væsentlig gene for andre.

Loven giver samtidig politiet mulighed for at gribe ind og stille krav til den måde, en hund holdes og håndteres på (§ 6). Afhængigt af den konkrete situation kan der blandt andet blive tale om krav om snor, mundkurv eller særlige foranstaltninger omkring det sted, hvor hunden opholder sig.

Hundeloven indeholder også regler om hundeejerens erstatningsansvar for skader, som hunden forvolder, samt krav om ansvarsforsikring (§ 8).

Når en hund bider eller udviser farlig adfærd

En væsentlig del af hundeloven handler om situationer, hvor en hund bider et menneske eller et andet dyr, eller hvor dens adfærd på anden måde giver anledning til bekymring.

Her kan politiet efter reglerne i blandt andet § 6 undersøge sagen og træffe afgørelse om forskellige indgreb. Det kan eksempelvis være påbud om snor eller mundkurv og i de alvorligste tilfælde afgørelse om aflivning.

Det betyder, at hundeloven ikke alene regulerer, hvordan man må holde hund. Den giver også myndighederne mulighed for at træffe meget indgribende afgørelser om den enkelte hund.

Reglerne om de 13 racer er kun én del af hundeloven

Den del af hundeloven, som ofte får størst offentlig opmærksomhed, er forbuddet mod besiddelse og avl af 13 bestemte hunderacer samt krydsninger, hvori en eller flere af disse racer indgår (§ 1 a).

Men raceforbuddet er kun én del af loven.

En hundeejer kan derfor komme i en hundelovssag, selv om hunden ikke har nogen forbindelse til en af de 13 racer. Det kan eksempelvis ske på baggrund af en episode med bid, hundens adfærd, manglende overholdelse af et påbud eller andre forhold, som reguleres af hundeloven.

Det er vigtigt at forstå, fordi debatten om hundeloven let kommer til kun at handle om raceforbuddet. De retssikkerhedsmæssige spørgsmål ved loven er bredere og kan berøre helt almindelige hundeejere med hunde af alle racer og blandinger.

Fra almindelige regler til meget alvorlige afgørelser

Hundeloven spænder meget bredt. I den ene ende findes helt almindelige regler, som langt de fleste hundeejere møder i hverdagen – eksempelvis mærkning, registrering og hundetegn (§ 1), regler om at holde hunden under kontrol (§ 3) samt ansvarsforsikring og erstatningsansvar (§ 8).

I den anden ende findes regler, der kan føre til påbud, bøder, pensionsanbringelse og i sidste ende aflivning af en hund.

Netop derfor er det vigtigt, at hundeloven ikke kun vurderes ud fra enkelte bestemmelser. Man er nødt til at se på hele lovens opbygning, hvordan den administreres i praksis, hvilket fagligt grundlag afgørelserne træffes på, og hvilken retssikkerhed hundeejeren har, når myndighederne griber ind.

Og her bliver systemet mere kompliceret, end de fleste hundeejere formentlig er klar over. For hvis man først havner i en hundelovssag, kan det, der for ejeren opleves som én sag om én hund, i praksis blive opdelt i flere forskellige sager med forskellige journalnumre, regler og klagemuligheder.

Hvordan er en hundelovssag bygget op?

Noget af det, der gør en hundelovssag vanskelig at gennemskue for den almindelige hundeejer, er, at det, man selv oplever som én samlet sag om sin hund, i praksis kan være opdelt i tre forskellige sager med hvert sit journalnummer, forskellige regler og forskellige muligheder for at klage.

1. Pensionsanbringelsen

Hvis politiet beslutter, at hunden skal anbringes i pension, mens sagen behandles, har pensionsanbringelsen sit eget journalnummer. Denne del af sagen behandles forvaltningsretligt og kan påklages til Rigspolitiet.

Det kan få meget store konsekvenser. En hund kan opholde sig i pension i lang tid, mens sagen behandles, og samtidig kan der opstå betydelige udgifter for ejeren. For hunden betyder det desuden en adskillelse fra dens ejer og vante omgivelser.

2. Selve hundelovssagen

Selve hundelovssagen har et andet journalnummer. Det er her, der kan træffes afgørelse om eksempelvis påbud om hegn, mundkurv eller snor – eller i sidste ende om aflivning.

Denne afgørelse kan påklages til Rigspolitiet.

Hvis ejeren efter den administrative klagebehandling ønsker at få afgørelsen prøvet ved domstolene, er udgangspunktet, at ejeren selv må tage initiativ til at indbringe sagen. Det kan være både juridisk vanskeligt og meget bekosteligt for den enkelte hundeejer.

Det er værd at holde fast i, at der kan være tale om en afgørelse med en uigenkaldelig konsekvens: at hunden bliver aflivet. Derfor er det afgørende, at retssikkerheden, dokumentationen og mulighederne for reel prøvelse er i orden.

3. Bødesagen

Hvis sagen samtidig fører til en bøde, behandles denne som en særskilt strafferetlig sag med sit eget journalnummer.

Bødesagen følger dermed et andet retligt spor end de administrative afgørelser om selve hunden og kan prøves ved domstolene.

For hundeejeren kan én hændelse omkring én hund altså udvikle sig til flere parallelle sagsforløb. Det kræver, at ejeren kan finde rundt i forskellige journalnumre, regler, klagemuligheder og rettigheder – samtidig med at vedkommende måske står midt i en meget følelsesmæssigt belastende situation.

Hundeloven står ikke alene

Kompleksiteten stopper heller ikke ved selve hundeloven. Hunde og hundehold berøres også af en række andre lovgivninger og regelsæt.

For den almindelige hundeejer kan det derfor være meget vanskeligt at danne sig et samlet overblik over, hvilke regler der gælder, hvilke rettigheder man har, og hvad man skal være særligt opmærksom på, hvis man pludselig bliver part i en hundesag.

Det er i sig selv et retssikkerhedsmæssigt problem. Lovgivningen skal naturligvis kunne håndtere alvorlige hændelser med hunde, men borgeren skal samtidig have en reel mulighed for at forstå sin sag og varetage sine rettigheder.

Bevisbyrden er ikke kun relevant i racesager

Mange forbinder spørgsmålet om omvendt bevisbyrde med racesagerne og de 13 forbudte hunderacer. Her kan en hundeejer under bestemte betingelser blive pålagt at dokumentere, at hunden ikke tilhører eller er en krydsning med en af de racer, der er omfattet af forbuddet.

Men spørgsmål om bevis og dokumentation opstår også i bidsager. Her kan det være vanskeligt efterfølgende at fastslå præcist, hvad der er sket, hvordan en episode er opstået, og hvilken rolle de involverede mennesker og dyr har haft.

Det bliver særligt problematisk, hvis en anmeldelse sker i forbindelse med en eksisterende konflikt mellem mennesker – eksempelvis nabostridigheder, skilsmisser, uvenskab eller andre personlige konflikter.

Det betyder ikke, at anmeldelser ikke skal tages alvorligt. Tværtimod. Men når konsekvensen af en sag kan blive meget alvorlig for både hund og ejer, skal afgørelsen bygge på et så sikkert og objektivt grundlag som muligt.

Når myndighederne kan træffe en afgørelse, der i sidste ende kan betyde, at en hund bliver aflivet, bør der stilles meget høje krav til både dokumentationen og hundeejerens retssikkerhed.

Hvor mange hundelovssager har der været?

Siden ændringen af hundeloven i 2010 har politiet ifølge de foreliggende oplysninger haft mere end 50.000 hundelovssager.

Det er et meget stort antal sager og viser, at hundeloven ikke kun vedrører ganske få hundeejere eller enkelte ekstraordinære tilfælde. Gennem årene har tusindvis af hunde og deres ejere været berørt af sager efter hundeloven.

Sagerne kan være meget forskellige. De kan blandt andet handle om bid og andre hændelser med hunde, mistanke om en af de 13 forbudte racer eller krydsninger heraf, påbud om snor eller mundkurv, pensionsanbringelse, bøder og i de alvorligste tilfælde afgørelser om aflivning.

Hundelovssager kræver store ressourcer

Hundelovssager kan samtidig være meget ressourcekrævende. Det gælder både politiets sagsbehandling, klagesager, eventuelle pensionsophold og i nogle tilfælde efterfølgende retssager.

Politiet har også selv beskrevet hundesager som ressourcetunge i årsrapporter.

Når der siden 2010 har været mere end 50.000 hundelovssager, og systemet samtidig kræver betydelige ressourcer og kan have meget alvorlige konsekvenser for de involverede, er det rimeligt at stille det helt grundlæggende spørgsmål: Virker loven efter hensigten?

Forebygger hundeloven alvorlige hændelser?

Formålet med en hundelov må blandt andet være at skabe sikkerhed og forebygge alvorlige hændelser med hunde.

Derfor bør vi også løbende undersøge, om reglerne faktisk har haft den ønskede effekt.

Hvordan har antallet og karakteren af alvorlige hændelser med hunde udviklet sig siden ændringen af hundeloven i 2010? Hvilke dele af loven virker? Hvilke gør ikke? Og findes der andre tiltag, som kan skabe større sikkerhed og samtidig sikre en bedre retssikkerhed?

Det afgørende er ikke alene, hvor mange sager politiet behandler. Det afgørende er, om loven faktisk forebygger alvorlige hændelser og skaber større sikkerhed.

En lov bliver ikke nødvendigvis god, alene fordi intentionen bag den er god. Vi skal også turde undersøge, om den virker i praksis.

En revision af hundeloven bør derfor også undersøge udviklingen siden 2010: Hvor mange sager har der været? Hvilke typer sager drejer det sig om? Hvor mange hunde er blevet aflivet eller pensionsanbragt? Hvor længe varer sagerne? Og vigtigst af alt: Kan vi dokumentere, at den nuværende hundelov har gjort Danmark mere sikkert?

Når en lov berører så mange mennesker og dyr og samtidig kan have så alvorlige konsekvenser, bør vi kende svarene.

Derfor bør vi se på hele hundeloven

Debatten om hundeloven bliver ofte reduceret til spørgsmålet om de 13 forbudte racer. Men problemerne og spørgsmålene er langt bredere.

Det handler om racesager og bidsager. Det handler om pensionsanbringelser og lange sagsforløb. Det handler om bevisbyrde, dokumentation og forskellige klageveje. Det handler om politiets ressourcer, ejerens ansvar og ikke mindst om, hvordan vi bedst forebygger, at mennesker og dyr kommer til skade.

Derfor bør hundeloven gennemgås hele vejen rundt.

Vi bør undersøge, om reglerne bygger på den bedst tilgængelige faglige viden, om de faktisk skaber den ønskede sikkerhed, om sagsbehandlingen er ensartet og proportional, og om hundeejeren har den retssikkerhed, man med rimelighed kan forvente i Danmark.

De mange hundredtusinde hundeejere i Danmark fortjener en lovgivning, som er forståelig, fagligt funderet og retssikker – og som samtidig beskytter både mennesker og dyr.

Hvis vi kan gøre det bedre, bør vi også gøre det.

Møde om hundeloven!

/i , ,

Hundeloven på Borgen!

En spændende eftermiddag på Christiansborg hvor jeg havde møde med Christian Kirk, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti – og manden, der vil tage arbejdet med hundeloven skridtet videre og endnu en gang få sagen ind i Folketinget.

Forhåbentlig sammen med gode kollegaer på tværs af partierne!

Hundeloven bør ikke være drevet af partipolitik. Den bør være en fælles hjertesag med kærlighed til dyr for øje!

Det handler helt grundlæggende om retssikkerhed – for både mennesker og dyr.

DNA skal ikke alene kunne afgøre liv eller død.
Den omvendte bevisbyrde er et alvorligt retssikkerhedsproblem.

Det bør ikke være hundeejeren, der skal bevise, at hunden ikke er en ulovlig krydsning – måske vi skal se på en afskaffelse af raceforbuddet i dets nu nuværende form!

Man skal kunne have en blandingshund uden frygt for, at den pludselig bliver taget fra en, fordi man ikke kan dokumentere dens genetiske ophav.

Og så er der proportionalitetsprincippet!

Aflivning er den ultimative og irreversible konsekvens – både for hunden og dens familie. Derfor bør en så vidtgående afgørelse også kræve et særdeles sikkert og veldokumenteret grundlag.

Når konsekvensen er uigenkaldelig, skal retssikkerheden være tilsvarende stærk.

Der er mange aspekter i hundeloven, og heldigvis skal politikerne ikke selv levere alle svarene.

De skal derimod sørge for, at de rette fagfolk kommer omkring bordet – jurister, dyrlæger, adfærdseksperter, genetikere og andre med relevant viden – så loven kan blive gennemgået grundigt og på et fagligt fundament.

Og netop derfor håber jeg, at politikere på tværs af partier vil gribe den udstrakte hånd og være med!

Det her bør ikke handle om rød eller blå blok. Hundene kender ikke til partifarver!

Det bør handle om at skabe en hundelov, vi som samfund kan stå inde for – med faglighed, proportionalitet og retssikkerhed i centrum.

Tak til Christian Kirk – Dansk Folkeparti for at tage sagen alvorligt og for viljen til at bringe hundeloven videre på Christiansborg.

 

Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!

/i , ,

Jyllands-Posten har i dag bragt et indlæg fra Thomas Rathsack og jeg!

 

Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!

Af og til afslører en lovgivning mere om vores frygt end om vores viden. Den danske hundelov er et sådant eksempel. Vi står i dag med en lov, der i for høj grad er baseret på generaliseringer frem for faglig evidens – og det er på tide at ændre den.

Kernen i problemet er den såkaldte raceforbudsliste. Her bliver bestemte hunderacer kategoriseret som farlige alene på baggrund af deres udseende og oprindelse – ikke deres adfærd. Men forskning og erfaring fra både dyrlæger og adfærdseksperter peger entydigt på, at aggressiv adfærd hos hunde ikke er bundet til race alene. Den formes af en kompleks kombination af opvækst, socialisering, træning, miljø og ejerens ansvar.

Når vi dømmer hunde på deres race, overser vi det egentlige problem: menneskelig adfærd. Uansvarlige ejere, manglende viden om hundehold og utilstrækkelig træning er langt stærkere risikofaktorer for farlige situationer end en hunds genetiske ophav. Alligevel er det hundene – ikke ejerne – der betaler den højeste pris.

Et centralt, men ofte overset problem i den nuværende lovgivning er brugen af DNA-tests til at fastslå en hunds race. Umiddelbart kan det lyde som en objektiv og videnskabelig løsning. I praksis er det langt mere usikkert. Kommercielle DNA-tests til hunde er ikke udviklet til juridisk brug, og deres præcision varierer betydeligt. Resultaterne afhænger af referencepopulationer og algoritmer, som ikke er standardiserede eller gennemsigtige. To forskellige tests kan give forskellige svar på den samme hund.

Det betyder, at en hund i realiteten kan risikere at blive kategoriseret som ulovlig – og i sidste ende aflivet – på et usikkert grundlag. Når konsekvensen er så alvorlig og irreversibel, bør beviskravet være tilsvarende højt. Det er det ikke i dag.

Dette leder direkte til et andet grundlæggende juridisk problem: proportionalitetsprincippet. I en retsstat skal indgreb stå i rimeligt forhold til det problem, man forsøger at løse. Aflivning af en hund er et af de mest vidtgående

indgreb, staten kan foretage over for et dyr og dets ejer. Derfor bør det kun ske, når det er strengt nødvendigt og veldokumenteret.

I den nuværende hundelov ser vi imidlertid situationer, hvor hunde aflives alene på baggrund af race – uden at have udvist aggressiv adfærd. Det er vanskeligt at forene med proportionalitetsprincippet. Indgrebet er maksimalt, mens grundlaget ofte er minimalt.

Endnu mere problematisk bliver det, når usikre DNA-resultater eller subjektive vurderinger af udseende lægges til grund for så vidtrækkende beslutninger. Her bevæger vi os væk fra retssikkerhed og ind i et område præget af vilkårlighed.

En moderne og retfærdig hundelov bør derfor sikre:

  • At DNA-tests ikke anvendes som eneste eller afgørende bevis i juridiske afgørelser
  • At der stilles høje krav til dokumentation og faglig vurdering
  • At proportionalitetsprincippet respekteres i alle afgørelser
  • At aflivning kun anvendes som sidste udvej, når konkret farlig adfærd er dokumenteret

Samtidig bør der indføres obligatoriske, uvildige adfærdsvurderinger foretaget af kvalificerede fagpersoner, før der træffes irreversible beslutninger. Fokus bør flyttes fra, hvad en hund er, til hvad den gør.

Andre lande har allerede bevæget sig væk fra racespecifik lovgivning og over mod adfærdsbaserede løsninger – med gode resultater. Danmark bør følge efter.

En lov, der ikke bygger på faglighed og retssikkerhed, risikerer at gøre mere skade end gavn. Derfor er det ikke blot rimeligt – men nødvendigt – at revidere hundeloven. Ikke for hundenes skyld alene, men for retfærdighedens og samfundets skyld.

Hundeloven skal op til revision igen!

Husk det når I sætter Jeres kryds på tirsdag!

 

 

Hvorfor Lucy ikke er en ulovlig hund!

/i , ,

Min vurdering af Lucy!

Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.

I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.

Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.

Vurdering af racepræg! 

Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:

  •      Black Mouth Cure

En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.

 

  •      Sloughi

En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.

 

  •      Østrigsk Pinscher

En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.

 

Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.

Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer. 

Adfærdsvurdering på klinikken!

Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.

Hun udviste:

  •      Nysgerrig og opsøgende adfærd
  •      Afbalanceret og tydeligt hundesprog
  •      Ingen tegn på aggressivitet
  •      Ro og samarbejdsvillighed under håndtering

Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.

Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.

Samlet vurdering!

På baggrund af:

  •      Hendes eksteriørmæssige fremtoning
  •      Hendes proportioner og racepræg
  •      Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
  •      Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse

Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.

Post scriptum: Juridisk vurdering!

Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.

En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.

Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.

Jyllands-Posten graver i Hundeloven!

/i ,

Hundelovens dystre virkelighed!

Jyllands-Posten sætter i dag fokus på Hundelovens mørke konsekvenser. Sagen om gadehunden Lucy er ikke bare en enkeltsag – den er et billede på et system, hvor tilfældige skøn afgør dyrenes skæbne.

Sagen fra Jyllands-Posten opsummeret kort:

Hunden Lucy sidder på et internat. Hendes familie sidder derhjemme og venter i uvished. De venter på en afgørelse, der kan få uoprettelige konsekvenser.

Efter et omfattende arbejde fra Amaja Loncarevic blev der fremlagt en DNA-test, der viste Lucy ikke var ulovlig.

Alligevel har politiet valgt at afvise den som tilstrækkelig dokumentation. I stedet er det nu hundens udseende, der skal være afgørende for hendes skæbne – ikke genetiske fakta, men et visuelt skøn.

Hvis afgørelsen fastholdes, risikerer Lucy at blive aflivet. Ikke fordi det med sikkerhed er bevist, at hun er ulovlig – men fordi hun kan ligne noget, der er. Det efterlader familien i en situation, hvor bevisbyrden opleves som umulig at løfte.

Lucys familie har været igennem et voldsomt og belastende forløb. De kæmper for deres hund i et system, hvor spillereglerne virker uklare, og hvor den dokumentation, de har fremlagt, ikke anerkendes.

Jeg har mødt Lucy. Hun er ikke en paragraf. Hun er ikke en teoretisk vurdering. Hun er en hund – med et sind, et temperament og en relation til sin familie.

Denne sag handler ikke kun om Lucy. Den handler om retssikkerhed, proportionalitet og rimelighed. Om hvorvidt vi som samfund kan acceptere, at mennesker fratages deres kæreste eje og i samme moment retssikkerheden.

Lucy skal hjem til sin familie.

Min vurdering af Lucy!

Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.

I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.

Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.

Vurdering af racepræg! 

Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:

  •      Black Mouth Cure

En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.

 

  •      Sloughi

En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.

 

  •      Østrigsk Pinscher

En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.

 

Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.

Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer. 

Adfærdsvurdering på klinikken!

Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.

Hun udviste:

  •      Nysgerrig og opsøgende adfærd
  •      Afbalanceret og tydeligt hundesprog
  •      Ingen tegn på aggressivitet
  •      Ro og samarbejdsvillighed under håndtering

Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.

Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.

Samlet vurdering!

På baggrund af:

  •      Hendes eksteriørmæssige fremtoning
  •      Hendes proportioner og racepræg
  •      Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
  •      Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse

Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.

 

Post scriptum: Juridisk vurdering!

Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.

En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.

Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.

Staus på lokalt fyrværkeriforbud!

/i ,

Kampen for forbud mod fyrværkeri fortsætter.

Indtil der indføres et nationalt fyrværkeriforbud, burde lokale løsninger være mulige. I Rudersdal Kommune har både borgere og politikere fået nej.

Sikkerhedsstyrelsen blokerer, fordi lovgivningen alene tager udgangspunkt i sikkerhed – ikke i trivsel, natur og dyrevelfærd.

Vi har et debatindlæg i Sjællandske Nyheder, der sætter fokus på problematikken og den proces, der ligger bag:

I december 2024 engagerede borgere i Søllerød sig i lokaldemokratiet ved at stille et borgerforslag i Rudersdal Kommune om at gøre Søllerød Sogn til et fyrværkerifrit område.

Forslaget nåede hurtigt de nødvendige 200 underskrifter og fik bred opbakning – både blandt borgere og i kommunalbestyrelsen – af hensyn til dyreliv, miljø og trivsel.

Alligevel viste processen én ting klart: Lokale hensyn har ingen betydning i den danske fyrværkerilovgivning.

Efter juridisk vurdering i februar 2025 stod det fast, at kommunen ikke har hjemmel til at indføre lokale forbud af hensyn til natur, dyrevelfærd eller livskvalitet. Indgreb kan kun ske ved ekstraordinær risiko for brand eller personskade.

Stress og fordrivelse af vilde dyr, miljøbelastning fra røg og affald samt borgernes ønske om ro og tryghed tæller ikke – selv om disse forhold strider mod både dyreværnslovens intentioner og tidens fokus på biodiversitet og mental sundhed.

Kommunen forsøgte med afgrænsede og tidsbegrænsede løsninger og forelagde sagen for Sikkerhedsstyrelsen to gange. Svaret var uændret nej – ikke fordi hensynene var irrelevante, men fordi loven er låst fast i et snævert sikkerhedsbegreb.

Resultatet er et paradoks: Et lokalområde kan ikke forbyde fyrværkeri, selvom borgerne ønsker det, selvom området allerede er omgivet af forbudszoner, og selvom der findes sårbar natur.

Søllerød-sagen blotlægger et strukturelt problem. Kommunerne har ingen reel mulighed for at tage ansvar for natur, dyrevelfærd og borgernes trivsel. Alt er centraliseret og reduceret til brandsikkerhed.

Det er ikke blot et juridisk problem – det er et demokratisk problem. Når borgerengagement og lokalpolitisk behandling ikke kan føre til handling, udhules nærdemokratiet.

Derfor bør fyrværkerilovgivningen ændres, så kommuner under klare rammer får hjemmel til lokale begrænsninger af hensyn til natur og lokalsamfund. Engagementet findes. Viljen findes. Nu mangler vi kun en lovgivning, der følger med tiden.

Tak til Anne Marie Mygind Wibroe og professor i jura Morten Broberg.

Hundeloven kommer til behandling! 

/i , ,

Første behandling af hundeloven (beslutningsforslag 74) sker den 7. april.

Det er en vigtig dag.

Hundeloven er aktuel for alle, der har hund – uanset race og størrelse.

Det er en kompleks lov, der umiddelbart kan være svær at gennemskue. Samtidig har loven store konsekvenser – både juridisk og følelsesmæssigt – for familier, hundeejere og ikke mindst hundene selv.

Når en lov kan føre til indgribende beslutninger om et familiemedlems fremtid, stiller det ekstra store krav til, at reglerne er klare, retfærdige og fagligt funderede.

Flere oplever i dag, at loven rummer uklarheder og elementer, der kan føre til uensartet praksis og afgørelser, som ikke altid opleves proportionelle i forhold til den konkrete situation.

Der er behov for at sikre, at vurderinger bygger på adfærd og konkrete forhold frem for generelle kategoriseringer, og at både retssikkerhed og dyrevelfærd vægtes højt.

Konsekvenserne af loven involverer mange følelser, og derfor kan der være en vis berøringsangst i debatten. Men netop fordi emnet er følsomt, er det vigtigt at turde tage det seriøst og fagligt.

Målet med beslutningsforslaget er forhåbentlig, at der sættes en grundig og saglig proces i gang, hvor relevante fagpersoner, eksperter og praktikere ser kritisk og konstruktivt på loven og kommer med et rimeligt, gennemtænkt forslag til revision.

En opdateret hundelov bør skabe tryghed for borgerne, styrke retssikkerheden og samtidig sikre en ansvarlig og evidensbaseret tilgang til regulering af hunde.

Jeg håber, der vil være opbakning blandt politikerne til at have hjertet det rette sted – og fornuften med – så forslaget kan komme videre.

For både dyr og menneskers skyld.