Indlæg

Ekstra Bladet: omkring det sidste farvel!

Ekstra Bladet har lavet en reflektion i kølvandet på en amerikansk dyrlæges opråb på facebook!

Jeg blev interviewet og gav mit besyv med om det sidste farvel!

Journalisten Ronja Ryde var meget grundig og venlig. Hun endte med at skrive et langt mere reflekteret indlæg, end det først var meningen! Tak for det!

 

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dyrlaeges-afsloering-dette-taenker-dit-kaeledyr-de-sidste-minutter-foer-det-doer/7363417

Stjernestunder & skyggesider

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Har du rotter på loftet?

Eller måske i baggården? Tænk dig om før du rotter dig sammen med naboerne til kamp mod de små dyr!  

Rotten er efterhånden blevet et frygtet og forhadt dyr af mange mennesker. Rotten er dog et dyr, som bør få lidt mere respekt, end mange tilskriver den.

Læs lige med…

De lugter godt!

Rotten har en yderst veludviklet lugtesang! De lugter ”in stereo” – således kan en rotte lugte en duft fra det ene næsebor, mens det andet næsebor kan opsnuse en anden duft! Rottens fine lugtesans er blevet godt udnyttet!

Krigshelte!

Rotter kan nemlig ”klikkertrænes” på sammen måde som en hund. Det er blandt andet brugt til at lære rotten at finde ting. Rotter er dermed uddannet til at søge efter miner i krigsområder. Rotterne blev dog ikke sprunget i luften pga. deres lette vægt og hurtige legeme! Rotterne kan afsøge et område op 100 m2 på en halv time. Det er effektivt arbejde!

Rottens snude kan også opsnuse tuberkulose, hvor de opdagede mere end 40 % positive patienter end laboratorietests! En rotte kan nå at tjekke op til 100 prøver på under 20 minutter. Måske sundhedsplatformen skulle have et par gamle rotter ansat?

Syn for sagen!

Rottens syn er ikke skarpt. De ser ikke godt ud, men kan dog se ultraviolet, hvilket åbner for nye arbejdsområder.

Rotten finder vej at bruge både høre- og følesansen. De hører højere og lavere toner end både mennesker og hunden.

Rotterne kommunikerer sammen via lyde, som vi mennesker snedigt nok ikke kan høre.

Rotter har sprogøre. Trænes den, kan den skelne mellem to forskellige sprog. Evnen til at skelne mellem to slags tale er ellers kun set hos mennesket og tamarinaber.

Ingen rotter på loftet!

Rottens psyke er meget interessant. Man har fundet ud af, rotten har en metakognitiv bevidsthed, og de dermed er i stand til at tænke ud over egne tanker og handlinger. De har selverkendelse. De bruger deres viden konstruktivt i samfundet: rotten spiser (modsat hunden) aldrig noget, den ikke kender. Finder den noget ukendt mad, så starter de med at smage en lille smule for at se, hvordan det føles.

I Tyskland bruger man tiden på vigtige videnskabelige eksperimenter. Forskere har således fundet ud at rotter griner, når de bliver kildet.

Rotterne kan bedst lide at kildes på maven. De ville på samme måde som børn, gerne kildes mere.

En snu rotte!

Meget ofte sender rotten en stafet forrest, hvis ny foder skal testes. Rotteflokken sender de svageste- eller børnerotterne afsted først.  Bliver de syge eller dejser om, ja så ved rotten at den mad, skal man holde sig fra. Kvikt ik’?

Rotter meget sociale. De passer på syge medlemmer af flokken, og hvis en rotte bliver single, føler den ene alene og deprimeret. Rotten er konfliktsky sky og vil helst have ro og orden i flokken!

Rumsterstangen!

Rottens hale er et kapitel for sig selv. Her kommer dog bare et afsnit. Halen kan bruges til både bukser og nederdel, men bruges til at kommunikere med og til at holde balancen og kursen i kroner!

En rotte sveder ikke – den kan nemlig bruge halen som reguleringsstang: blodkarene på halen kan udvide sig og trække sig sammen for at opretholde den ønskede kropstemperatur.

Rotter er rene atleter i vandet. De er gode til at svømme, og hvis vandet ikke er for koldt kan de svømme i op til tre dage. Måske de kunne komme med til vinter-OL og udkonkurrere hundesvømning som nationalsport?

De er yderst adrætte og kan klemme sig igennem en åbning på størrelse med en to-krone. Kan kraniet komme igennem? Jamen, så kan resten af kroppen også!

What’s not to like?

Rotter kan være smittespreder af en række sygdomme.

Leptospirose er en nutidens trusler. Den spredes via urin fra rotterne. Så hvis et menneske rører ved rottens urin eller en vandpyt, hvor der tisset i, kan man blive smittet.

Hunde kan også smittes med leptospirose og overføre sygdommen til mennesker.

Tidligere mente man, de var skyld i spredning af pest, hvilket var med til at give rotterne et blakket ry.

If you can’t beat them!

Hvis du gerne vil slippe af med rotterne, så tænk dig om.

Dyr må IKKE udsættes for unødig smerte og lidelse.

I stedet for at bruge gift og fælder, så kan det være, man kan ”outsmarte” rotten og naturligt få dem til at trække sig…

Er dog ikke sikker på, mennesket er klogt nok til at slå rotten på dens egen hjemmebane!

Små snuder har også et hjerte og sjæl. Behandl dem alle med respekt!

Tak til Merete Rosenberg fra Den glade hundelufter for at inspirere og hjælpe med udarbejdelse af dette indlæg 🙂 

 

 

 

 

Når døden venter!

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.

 

Når lyset slukkes, tændes en stjerne!

Jeg har en fin pose stående foran mig ved trappen. Den indeholder hundesnore, en sele, madskål, tæppe, legetøj og diverse godbidder.

Den skal ned i kælderen og opmagasineres, indtil det afhentes med andre ting og bringes til et dyreinternat et sted i verden. Jeg har endnu ikke båret det derned.

Måske fordi posen vidner om en uge udover det almindelige? Bærer jeg den ned, så er det definitivt.

Da mandag morgen begyndte, vidste jeg allerede, hvad der var i vente.

Man kan dog aldrig planlægge det akutte, og vi havde lige åbnet dørene, da en af mine kære snuder stod i døren med sin ejer ved sin side.

Det var tid til den sidste rejse. Der var ellers planlagt flere undersøgelser over de kommende dage, men lyset i øjnene var slukket, og hvad ville de mange undersøgelser alligevel føre til?

Vi skal altid gerne kunne bruge vores diagnostik til noget fremadrettet. Det skal gerne kunne gøre behandlingen bedre.

Nogle mennesker læner sig op af videnskabelige facts, når de svære beslutninger skal træffes. Har vi  en klar diagnose, kan det måske understøtte den umulige handling om det sidste farvel.

I dette tilfælde havde en weekend med hunden gjort udslaget, den skulle ikke udsættes for mere. Han skulle have fred, før det blev for sent, og der IKKE var tvivl.

Er du ikke i tvivl, har du ventet for længe.

Så er dyret så dårligt, det ikke længere er livet værdigt. Ejer sagde, han kunne se det på hundens øjne. Jeg kunne se på ejers øjne, det var rigtigt. Han kender sin hund.

Netop bagefter kom den kæreste gamle brune labrador ind af døren.

Jeg har fulgt hende gennem det meste af livet og en opringning fra ejeren meget tidlig samme morgen, gav skriften på væggen. Hun havde levet et langt godt liv og var pludselig knækket.

At begynde at forsøge at behandle noget, ville være et nytteløst projekt, der kun ville købe os mennesker mere tid, men som ikke ville gavne hovedpersonen.

Vi sagde farvel vidende, hunden ville se tilbage på et liv fyldt med kærlighed og glæden ved mad, der nu engang er en labradors metier i livet, intakt på dødslejet.

Direkte fra det ene lokale til det andet. Her ventede en helt speciel lille snude. Det er ikke altid alderen, der afgør, hvornår stjernerne venter.

Bare fordi man er ung, er det desværre ikke ensbetydende med, man er rask. Denne lille hund var ikke rask. Dens ejere havde overtaget hunden for lidt tid siden og havde lagt alt den kærlighed og omsorg i det lille væsen, som det overhovedet var muligt.

Jeg har haft en tæt dialog med dem hele vejen, og vi var enige om, at nu var det nok. Hun skulle have lov at få fred, så hendes krop endelig fik hvile.

Det føles anderledes at sige farvel til en hund, hvor man ved, den har levet et langt godt liv. Er dyret meget ungt, føles det som om, det aldrig fik chance. Men det GJORDE den lille snude.

Takket været nogle helt unikke specielle mennesker, hvis omsorg og tålmodighed, er udover det almindelige. Vi havde aftalt alt på forhånd, så der var ikke mere at sige, da vi mødtes.

De ting, vi ikke siger, er dog meget stærke, og tårerne bag de mørke solbriller sagde mere end 1000 ord.

Jeg vil altid være disse mennesker meget taknemmelige fordi, de gav den lille hund et kærligt sidste hjem og ikke mindst var stærke nok til at lade kærligheden til hunden overstige deres eget afsavn. Det er noget, vi alle kan lære noget af.

På dette tidspunkt af dagen var klokken ikke slået 9 endnu. En lang dag fulgte med de glæder og sorger, som nu engang er en del af det.

Der er mange bolde at holde i luften. Frygten for at overse noget. Derfor har de fleste dyrlæger en systematisk tilgang til en patient. ”Jeg har jo lige taget en temperatur hjemme, hvorfor gør du det igen?”

Overser vi noget, fejler vi, så mister vi både dyr og klienter. Folk bare kan gå et andet sted hen, og er man heldig, bliver man hængt offentlig ud på nettet. Heldigvis har vi verdens sødeste klienter!

Men det går jo godt, lige indtil det går galt!

Mange af mine kollegaer og jeg selv går almindeligvis tidligt i seng, det fortjener dyrene.

Man møder ikke på arbejde med rystende hænder eller manglende tro på, vi gør det rigtigt!

Nu er det fredag, klinikken lukker snart dørene. så går vi alle hjem med ugens historier, vi bærer med os i vores hjerte, og som vi aldrig glemmer!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag de mennesker, man møder på gaden.

Smiler de ikke? Hilser de ikke? Måske de bærer nogle historier med sig, der i øjeblikket fylder i sindet, således opmærksomheden på omverdenen for en stund ikke er komplet?

De er nok ikke bare sure, de er bare mennesker, hvor dagens oplevelser og indtryk måske med stærke følelser får lov at blive bearbejdet, så der er plads til, de snart igen kan være der for de mennesker, der har brug for dem.

Før jeg drager videre, vil jeg gå ned og sætte posen på plads. Glæde mig over det menneske, der midt i sin egen sorg, havde overskud til at aflevere en gave til os, der vil hjælpe andre dyr.

De lover klart vejr til aften.

Se op og send de 3 nye lysende stjerner en kærlig tanke!

 

 

Følg med på sitet og få besked hver gang, der er nye indlæg! Du finder tilmelding til højre på forsiden!

 

 

 

 

 

 

Den direkte vej til stjernerne!

”Lise, hvorfor skulle Peach dø?”

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige og som et naturligt spørgsmål at stille.

Som sætningen fortæller, var den dejligste lille snude Peach blevet sendt til himmels. Spørgsmålet bliver komplekst, da det var 15. gang indenfor 5 timer, jeg blev spurgt. Den ældre dame sad med sin døde hund i armene, og hun ville IKKE forlade den. Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.

Den lille hunds krop skulle på plads på rette sted, velvidende sjælen for længst var rejst til stjerne. Den ældre dame skulle hjem.

Hvis hjem er, hvor hjertet er? Så er hjemmet nu blevet revet midt over og væggene blevet til en tom skal, der minder en om alt det, der ikke længere er: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.

Et tomt hjem venter!

At ”tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, så var der måske en chance for, det hele bare var en ond drøm?  Eller at jeg havde taget fejl? Så Peachs hjerte stadig bankede, trods dødsstivheden havde indfundet sig?

 

Peachs sygdom!

Peach indfandt sig på dyreklinikken mandag morgen. Hun var blevet dårlig I løbet af weekenden. Hun kunne nu ikke stå på sine ben, virkede slap og ualmindelig trist.

En blodprøve afslørede hurtigt de barske facts: galopperende lever- og nyresvigt og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.

Vi kunne beslutte at lade sjælen komme afsted, før døden ville tvinge den til himmels.

Den tunge beslutning virkede for Peachs familie ikke som en mulighed – for et øjeblik siden håbede de jo bare, at Peach var midlertidig dårlig. Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut, Peach har jo lige været hvalp?

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene. Vi vil gøre rigtig meget for at lindre smerte og håbe på helbredelsen. Det kan være svært at bevare objektiviteten i forhold til sygdom og fakta, når en familie på sidelinjen er blevet smadret.

I en akut situation som med Peach er der ikke mulighed for langsomt at så et frø om, man skal begynde at tænke over grænsen for, hvornår et dyr er i live på rimelig vilkår.

Vi vil meget gerne passe på menneskerne, men dyrenes ve og vel kommer før alt andet. Peach var så dårligt at selv ikke en indlæggelse med alt tænkelige behandling havde ændret udsigten til liv.

 

En nødvendig beslutning!

Peach familie gik en tur for at klare tankerne. De drog afsted med lovning på, de snarest ville komme tilbage, da Peach blev dårligere og dårligere.

Peach kunne have åndet ud, mens de var væk. Hendes livsvilje var ukuelig.

Peach holdt ud og fik efterfølgende fred med sin elskede ejer ved sin side.

I løbet af seancen gennemgik vi flere gange, hvad der var galt. Jeg bekræftede igen og igen at trods det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.

Den største gave vi kan give vores kæledyr er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.

Vi mennesker må påtage os smerten og lidelsen i stedet for dyrene.  Kærligheden til dyrene må altid må være stærkere end frygten for at blive efterladt UDEN sin lille skygge.

I en situation som denne, kan man som ejer høre ordene og autoriteten, der ligger bag udtalen. Man stoler på personen, der fortæller det. Det er bare som om, hjernen ikke kan bearbejde budskabet, da chokket overdøver ordene, og de dermed ikke når frem.

Peach ejer skulle have tid. Tid til at bearbejde, hunden var død. Tid til at få bekræftet det uden tvivl var den rigtige beslutning. Tid til at kysse Peach en sidste gang. Igen og igen. Tid til bare at være med hunden vidende at om et øjeblik indtræder stilheden. Timerne gik.

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet. Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne. Forhåbentlig giver tiden op til dette, familien muligheden for at planlægge den afsked, som de ikke fik mulighed for at tilrettelægge i første omgang.

Har man som ejer af et kæledyr mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.

At stå i akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for en, er forfærdeligt.

Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen efterfølgende være den samme. Vi kan ikke planlægge os ud af den.

Man kan ikke forberede det akutte og uforudsigelige. I situationen må man finde trøst i et forløb er gået meget stærkt, så dyret fik fred uden et forløb med smerte bag sig.

Mandagen bød på alt for mange stjerner til himlen.

Hellerup var dækket af et tungt tæppe af afmagt, sorg og kærlighed.

Peach historie var desværre bare en dråbe i havet mandag og hele klinikken sluttede dagen med tungsind, der ikke lige vaskes væk på et øjeblik. Trods dagen går på hæld, så sidder erindringerne om dagen fast i bevidstheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til lille Whiskey

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.

Historien om Whiskey!

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.

Jeg husker altid et dyr, men Whiskey satte sine potespor på en helt særlig måde.

Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede stolt ind på  Dyreklinikken Artemis første gang for godt 2 år siden.

På den måde som kun en west highland white terrier kan gøre det.

For mig ny patient, der af logistiske årsager, måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose “Cushings Syndrom”.

Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon.  Whiskey havde som følge af sin Cushings også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.

Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham et prik  med insulin. Ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for dagen gik på hundens præmisser, så den  havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskey ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.

Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok” også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok.  Så livet er værdigt og dagen ikke bare en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en definition på.

Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt.

Dyr bliver som mennesker også ældre. Det skal de have lov til.

Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den IKKE mere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur.  Hvis hunden ikke længere kan det, måske på grund af gigt og manglende muskelmasse, så er det kritisk.

Hunden skal IKKE komme i situationen, den er så forpint af smerter den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.

Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, som gør hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, da den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile? Så kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men de viser ubehag hvis de ikke kan holde på deres egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis på grund af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske den er i behandling med noget medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er ”nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se,

hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.

Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt idet, vi elsker vores dyr og tanken om, de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, vi livet igennem snakker med hinanden om, hvad vi selv mener, er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for en hver pris. Han blev dog bedre efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskey ejer sagde, den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny snude ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Det ærgrede mig gevaldigt. Jeg kan nemlig ikke forstille mig noget mere dejligt menneske at få på besigtigelse den dag jeg er død.

Heldigvis lod det ikke til Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie, trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand. Det er meget trygt at vide, der er så søde folk ansat i den oversete branche.

Den sidste time!

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.

Da  Whiskey trådte ind af døren, kunne vi med det samme se, han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde : “Torben, det er nu”. På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu”. Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv!

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene. Vigtigst så var

Whiskey på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund, og det er altså ikke så lidt.

Whiskey ejer kæmpede for ham.  Passede ham til det sidste også selvom det indimellem var besværligt.

Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg. Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og bliver uværdigt. I høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse!

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “ja, nu er jeg gået på pension”. Med sig havde han den sødeste lille uldtot Fie, der er en lhaso pso på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, så kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på 4 uger. Båndene udvikles over årerne, og det er nogle store potespor Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig”. Det er ulempen ved en urne. Det er altså svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen, for som

Torben sagde: “ja, det hvor jeg kommer fra, så hilser vi altså altid pænt på hinanden”.

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes. På denne juleaften er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.

Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.

Dyr kan ikke genopstandes.

Der kan dog komme en lille ny snude, der ikke har noget med en genopstandelse at gøre. Det er det valg, man tager, når man vælger at give en lille hund et hjem, velvidende der er kærlighed og overskud til at give dyret alt det bedste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Når ensomheden rammer!

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille snude kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt stjernetæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

I regi af denne historie er Artemis’ besøgsvenner blevet skabt. Læs mere her!

 

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede. Jeg måtte medgive, jeg almindeligvis selv brugte samme strategi, så det skulle hun ikke være ked af.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille snude, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…
Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.
Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv, men fortsættelsen følger…

 

Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.