Indlæg

Lad dyrene sige farvel!

Har du mere end én hund, og er enden ved at være nået for en i flokken? Når en hund dør, efterlades kammeraterne tilbage. For en lille hundeflok er det en stor ting, der pludselig mangler én.

Hvordan reagerer en hund på at blive konfronteret med en død ven? Registrerer dyrene overhovedet at noget er anderledes? Har det en betydning for hunden, den får lov at tage afsked?

Hunden har (som andre dyr) et meget nuanceret følelsesregister.

De opfatter langt flere ting, end vi mennesker giver dem ”credit” for. Deres lugtesans er ekstremt veludviklet og er en stor del af hundens registrering af, hvad der foregår.

Efter at have foretaget utallige aflivninger og have overværet den efterfølgende afsked hundene i mellem, er jeg ikke i tvivl: Hunde SKAL have lov at sige farvel. For dyrenes skyld.

Når en hund dør, ændres dens lugt.

Lukker man en hund ind til en afdød hund, vil den med det samme kunne registrere den afdødes ændrede lugt. Det er ikke afgørende, den fysisk er henne og snuse til den døde hund. Det er nok, den ser den døde hund og opsnuser lugten. Den vil vide vennen ikke mere er en del af flokken.

Lader man ikke sin hund tage afsked, vil den ikke kunne forstå, hvor den afdøde er henne, og det kan gøre det svære for hunden at rumme forandringen.

Hunde er flokdyr, og de passer på hinanden. Du kan derfor hjælpe din hund gennem tabet ved at lade den forstå, flokken er blevet mindre.

Efterfølgende vil hunden almindeligvis ikke være sig selv i en periode. Den skal finde sig selv som en del af en reduceret flok, hvilket oftest betyder rutiner ændres i familien.

Hundens empati med os mennesker, vil også sætte sit præg. Hunden mærker, vi mennesker er kede af det, og det kan også give en ændring i adfærden for en periode.

Vi mennesker skal altid sætte dyrenes ve og vel først. Det gælder både i afskeden og for eftertiden. Lad dyrene sige deres eget farvel.

På billedet ses Charlie. Han blev aflivet i går på grund af sukkersyge og leversvigt. Charlies fantastisk familie havde på bedste vis arrangeret at flokkens 2 andre medlemmer fik lov at sige farvel efterfølgende.

Stille og roligt i hjemmet. Det var meget rørende at opleve og bekræftede igen at dyrene skal have lov at tage afsked med hinanden.

Hvis vi mennesker forstår, hvordan dyr tænker og føler, så må det give stof til eftertanke om, hvordan vi behandler dem. Det gælder for alle arter.

Pas på din gamle snude!

Denne uge syntes at have et tema, der hedder ”hunde, der ikke er helt unge længere”.

Ikke et ord om overvægt.

Jeg har haft rigtig mange klienter på klinikken med hunde, hvor ejeren har været bekymret.

Hunden har ikke virket helt frisk, og nu spekulerer ejeren på, om den er syg? Den virker mere træt, hilser ikke lige så entusiastisk som almindeligt, når man kommer hjem og i det hele taget, er energien ikke helt den samme.

Når man som dyrlæge præsenteres for disse symptomer, så undersøges hunden grundigt på bordet. Ofte tages der også en blodprøve for at udelukke alvorlige sygdomme, og der testes for hjerte- og lungeorm.

I de fleste af ugens tilfælde har vi heldigvis ikke fundet noget alvorligt hos hundene.

Men det peger snuden mod en anden problematik:

Vi mennesker skal lære at vores dyr også bliver gamle.

En ældre hund kan IKKE de samme ting, som en ung hund.

Det er dog ikke en sygdom at blive ældre, men det stiller større krav til os mennesker i den måde, vi omgås vores elskede snuder på.

Jeg synes, en ældre hund er fantastisk.

Lige så charmerende en hvalp kan være, ligeså vidunderlig er hunden, der har levet livet og er faldet til ro i sin omgang med mennesker og dyr.  Hvor patina på snuden og de forsigtige ben fortæller, at hunden har et fantastisk liv bag sig og endnu mere godt i vente i otiummet.

Mange er opdraget med at motion er godt. Meget motion er rigtig godt.

Vi mennesker ELSKER at gå tur. Af sti afsted.

Ofte fortæller folk mig stolt at i dag, har de været Bernstorffparken rundt 3 gange, og de nu er oppe på at løbe mindst 10 km med hunden. I den absolut bedste mening.

Når hunden når en vis alder, så kan den bare ikke længere gå de samme lange ture som tidligere. Det er helt naturligt. Bliver turene for lange, så vil man opleve at hunden bliver mere træt og måske ikke er så entusiastisk som tidligere.

Har du i lang tid bare gået derud af uden måske at tænke over at tage en status på hundens alder og energi?

Ja, så er det tid til at stoppe op og ændre rutinerne, før du tvinges til det, fordi den irriterende dyrlæge fortæller dig det.

Kort turene ned. Meget længere ned end du tror.

Gå LANGSOMT. Planlæg din tur, så du på forhånd mentalt indstiller dig på, at DU ikke får en motionstur. Du får til gengæld en mindfulness tur med fuldt fokus på at give hunden de bedste betingelser for at SNUSE.

Hundens snude er det vigtigste redskab til at opnå en god tur.

Hunde i alle aldre har godt af dette, men med særligt fokus på den ældre hund, er det så vigtig at tænke det ind i turen.

Stimuleres hunden ved at få lov til at have snuden i sporet og muntre sig på et lille areal, vil den have fået en passende tur, trods den ikke tilbagelægger mange kilometre.

Tag en lang line med. Sæt dig ned og lad så hunden få lov at finde roen til at snuse rundt omkring dig. Hvis hunden ikke er vant til at blive luftet på denne måde, kan det godt tage lidt tid, før den genopdager sin fantastiske snude, så hav TÅLMODIGHED, før du styrter videre.

Når vi ’styrter afsted’ er det ikke til gavn for hundens velvære, det er for vores egen!

Du kan således meget nemt give din ældre hund en vidunderlig alderdom på dens præmisser.

Tal gerne med din dyrlæge, hvis du er i tvivl om, hvad en passende mængde motion er.

Det er selvfølgelig altid en god idé at lade en ældre hunde gennemgå et ”seniortjek”.  Resultaterne skal bruges til at tage hundens hverdag med henblik på mad og motion op til revision! Så vi kan give vores dyr det allerbedste liv!

Måske vi mennesker også ville have godt af at sætte tempoet ned indimellem?

Read this article in English!

Den direkte vej til stjernerne!

”Lise, hvorfor skulle Peach dø?”

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige og som et naturligt spørgsmål at stille.

Som sætningen fortæller, var den dejligste lille snude Peach blevet sendt til himmels. Spørgsmålet bliver komplekst, da det var 15. gang indenfor 5 timer, jeg blev spurgt. Den ældre dame sad med sin døde hund i armene, og hun ville IKKE forlade den. Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.

Den lille hunds krop skulle på plads på rette sted, velvidende sjælen for længst var rejst til stjerne. Den ældre dame skulle hjem.

Hvis hjem er, hvor hjertet er? Så er hjemmet nu blevet revet midt over og væggene blevet til en tom skal, der minder en om alt det, der ikke længere er: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.

Et tomt hjem venter!

At ”tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, så var der måske en chance for, det hele bare var en ond drøm?  Eller at jeg havde taget fejl? Så Peachs hjerte stadig bankede, trods dødsstivheden havde indfundet sig?

 

Peachs sygdom!

Peach indfandt sig på dyreklinikken mandag morgen. Hun var blevet dårlig I løbet af weekenden. Hun kunne nu ikke stå på sine ben, virkede slap og ualmindelig trist.

En blodprøve afslørede hurtigt de barske facts: galopperende lever- og nyresvigt og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.

Vi kunne beslutte at lade sjælen komme afsted, før døden ville tvinge den til himmels.

Den tunge beslutning virkede for Peachs familie ikke som en mulighed – for et øjeblik siden håbede de jo bare, at Peach var midlertidig dårlig. Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut, Peach har jo lige været hvalp?

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene. Vi vil gøre rigtig meget for at lindre smerte og håbe på helbredelsen. Det kan være svært at bevare objektiviteten i forhold til sygdom og fakta, når en familie på sidelinjen er blevet smadret.

I en akut situation som med Peach er der ikke mulighed for langsomt at så et frø om, man skal begynde at tænke over grænsen for, hvornår et dyr er i live på rimelig vilkår.

Vi vil meget gerne passe på menneskerne, men dyrenes ve og vel kommer før alt andet. Peach var så dårligt at selv ikke en indlæggelse med alt tænkelige behandling havde ændret udsigten til liv.

 

En nødvendig beslutning!

Peach familie gik en tur for at klare tankerne. De drog afsted med lovning på, de snarest ville komme tilbage, da Peach blev dårligere og dårligere.

Peach kunne have åndet ud, mens de var væk. Hendes livsvilje var ukuelig.

Peach holdt ud og fik efterfølgende fred med sin elskede ejer ved sin side.

I løbet af seancen gennemgik vi flere gange, hvad der var galt. Jeg bekræftede igen og igen at trods det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.

Den største gave vi kan give vores kæledyr er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.

Vi mennesker må påtage os smerten og lidelsen i stedet for dyrene.  Kærligheden til dyrene må altid må være stærkere end frygten for at blive efterladt UDEN sin lille skygge.

I en situation som denne, kan man som ejer høre ordene og autoriteten, der ligger bag udtalen. Man stoler på personen, der fortæller det. Det er bare som om, hjernen ikke kan bearbejde budskabet, da chokket overdøver ordene, og de dermed ikke når frem.

Peach ejer skulle have tid. Tid til at bearbejde, hunden var død. Tid til at få bekræftet det uden tvivl var den rigtige beslutning. Tid til at kysse Peach en sidste gang. Igen og igen. Tid til bare at være med hunden vidende at om et øjeblik indtræder stilheden. Timerne gik.

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet. Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne. Forhåbentlig giver tiden op til dette, familien muligheden for at planlægge den afsked, som de ikke fik mulighed for at tilrettelægge i første omgang.

Har man som ejer af et kæledyr mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.

At stå i akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for en, er forfærdeligt.

Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen efterfølgende være den samme. Vi kan ikke planlægge os ud af den.

Man kan ikke forberede det akutte og uforudsigelige. I situationen må man finde trøst i et forløb er gået meget stærkt, så dyret fik fred uden et forløb med smerte bag sig.

Mandagen bød på alt for mange stjerner til himlen.

Hellerup var dækket af et tungt tæppe af afmagt, sorg og kærlighed.

Peach historie var desværre bare en dråbe i havet mandag og hele klinikken sluttede dagen med tungsind, der ikke lige vaskes væk på et øjeblik. Trods dagen går på hæld, så sidder erindringerne om dagen fast i bevidstheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til lille Whiskey

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.

Historien om Whiskey!

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.

Jeg husker altid et dyr, men Whiskey satte sine potespor på en helt særlig måde.

Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede stolt ind på  Dyreklinikken Artemis første gang for godt 2 år siden.

På den måde som kun en west highland white terrier kan gøre det.

For mig ny patient, der af logistiske årsager, måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose “Cushings Syndrom”.

Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon.  Whiskey havde som følge af sin Cushings også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.

Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham et prik  med insulin. Ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for dagen gik på hundens præmisser, så den  havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskey ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.

Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok” også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok.  Så livet er værdigt og dagen ikke bare en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en definition på.

Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt.

Dyr bliver som mennesker også ældre. Det skal de have lov til.

Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den IKKE mere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur.  Hvis hunden ikke længere kan det, måske på grund af gigt og manglende muskelmasse, så er det kritisk.

Hunden skal IKKE komme i situationen, den er så forpint af smerter den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.

Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, som gør hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, da den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile? Så kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men de viser ubehag hvis de ikke kan holde på deres egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis på grund af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske den er i behandling med noget medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er ”nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se,

hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.

Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt idet, vi elsker vores dyr og tanken om, de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, vi livet igennem snakker med hinanden om, hvad vi selv mener, er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for en hver pris. Han blev dog bedre efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskey ejer sagde, den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny snude ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Det ærgrede mig gevaldigt. Jeg kan nemlig ikke forstille mig noget mere dejligt menneske at få på besigtigelse den dag jeg er død.

Heldigvis lod det ikke til Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie, trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand. Det er meget trygt at vide, der er så søde folk ansat i den oversete branche.

Den sidste time!

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.

Da  Whiskey trådte ind af døren, kunne vi med det samme se, han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde : “Torben, det er nu”. På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu”. Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv!

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene. Vigtigst så var

Whiskey på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund, og det er altså ikke så lidt.

Whiskey ejer kæmpede for ham.  Passede ham til det sidste også selvom det indimellem var besværligt.

Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg. Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og bliver uværdigt. I høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse!

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “ja, nu er jeg gået på pension”. Med sig havde han den sødeste lille uldtot Fie, der er en lhaso pso på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, så kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på 4 uger. Båndene udvikles over årerne, og det er nogle store potespor Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig”. Det er ulempen ved en urne. Det er altså svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen, for som

Torben sagde: “ja, det hvor jeg kommer fra, så hilser vi altså altid pænt på hinanden”.

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes. På denne juleaften er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.

Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.

Dyr kan ikke genopstandes.

Der kan dog komme en lille ny snude, der ikke har noget med en genopstandelse at gøre. Det er det valg, man tager, når man vælger at give en lille hund et hjem, velvidende der er kærlighed og overskud til at give dyret alt det bedste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner

Tak for den fantastisk opbakning, der har være til at hjælpe de, der mister et kæledyr og som står alene tilbage.

Jeg har dannet en gruppe, hvor alle jer søde mennesker, der har ytret ønske om at ville hjælpe, skal komme med.

Jeg har stadig konstruktionen under opbygning, men man må starte et sted. Så uagtet alle praktiske foranstaltninger ikke er komplette – det bliver de næppe aldrig, da vi taler om følelser – så må vi starte et sted.

Så TAK fordi du vil være med. Del gerne og pas på jeres søde dyr – de har kun jer til det..

Læs historien der førte til oprettelse af besøgsvennerne her! 

Gruppen beskrives her:


Gruppen her er skabt og administreret af Dyrlæge Lise Rovsing fra Dyreklinikken Artemis i Hellerup.
“Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner” er netværk af folk tilknyttet Dyreklinikken Artemis’ værdigrundlag: Drivkraften er kærlighed til dyr!

Vi er et netværk, der gerne vil gøre en forskel for de mennesker, der har mistet et kæledyr!

Målgruppen er de mennesker, det har mistet et kæledyr, men ikke umiddelbart har et stærkt nerværk bag sig, der forstår betydningen af tabet af et kæledyr.

En henvendelse fra os har til intention at gøre en forskel for et andet menneske, idet vi forstår, hvad der betyder at miste sin “lille skygge”.

Hvis vi kan udfylde bare en lille det af det tomrum dyret efterlader med glade minder om det forgangne, er vi et skidt på vej i rigtig retning.

Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, det gav til det sidste – så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt dyrehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer, når man siger farvel til sit elskede dyr.

Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.ette er et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af særligt vores ældre, der mister deres måske sidste kæledyr. Du kan yde en opringning, et besøg, en snak.¨

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Der findes allerede nu mange gode netværks, der har samme intention som dette.
Min erfaring gennem mit arbejde som dyrlæge og med mennesker er dog, at er man trist nok, er der ikke kræfter til at melde sig under de allerede etablerede faner.

Gennem arbejdet på dyreklinikken kommer jeg i direkte kontakt med målgruppen.

De skal have tilbuddet, da vi dyreelsker forstår, hvad de gennemgår. Dog på en måde der hele vejen rundt har respekt og ydmyghed overfor mennesket bag.

Vi forstår, at når man har det sværest, har man ikke kræfter til at bede om hjælp til at tale om “dyret”.

Det er ikke en medlidenhedsgerning, der skal laves, men rent medmenneskeligt for allle os, der elsker vores dyr.

Målgruppen kan variere fra tid til anden. Vi kan ikke gøre en forskel for hele verden, men vi må starte et sted, og det er nu engang i vores nærområde. Skulle inspirationen sprede sig er det kun godt.

Vil du være med?

Så skriv her på gruppen..

Det er min ambition besøgsvennerne en dag vil være at finde over hele landet!

https://www.facebook.com/groups/1228925297119055/

 

Når ensomheden rammer!

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille snude kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt stjernetæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

I regi af denne historie er Artemis’ besøgsvenner blevet skabt. Læs mere her!

 

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede. Jeg måtte medgive, jeg almindeligvis selv brugte samme strategi, så det skulle hun ikke være ked af.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille snude, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…
Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.
Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv, men fortsættelsen følger…

 

Hjælp din hund til en bedre gang uden medicin!

Du kan gøre meget for at hjælpe din hund til at gå bedre, hvis den har ondt i bentøjet!

Mange ældre hunde døjer med benproblemer f.eks. i form af gigt.

Gigt ses hos alle racer i alle aldre, dog med en overvægt indenfor ældre hunde af de større slags.

I vintersæsonen kan is og salt genere poterne.

Det samme kan dog glatte gulve.

 

Tips & tricks!

Har du en hund, der har lange hår under poterne, kan du med fordel klippe disse korte.

Hårene kan virke som en “skøjte” for hunden og gøre et i forvejen glat gulv endnu mere ustabilt at stå på, hvis bentøjet ikke er helt på toppen.

Klipper du hårene væk, står poterne mere solidt plantet.

Hvis hunden har sin kurv et bestemt sted eller ynder at placere sig på en speciel krog i stuen, kan du lægge en gummimåtte under kurven eller tæppet. Herved kan hunden lettere rejse sig op, når den ikke samtidig skal kæmpe med glatte poter og ømme ben!

På denne måde kan du nemt og hurtigt gør hunden liv lettere og mere ubesværet.. Bare ved at tage poten i hånden og klippe hårene J Snus vil være dig taknemmelig!

Der er naturligvis meget mere, du kan gøre for at afhjælpe gigtproblemer.

Dette lille tip bør alle dog huske.

Det er nemt og kræver ikke andet end en saks og et par godbidder!

Men den lille indsats lover jeg, kan gøre en stor forskel for vores elskede dyr.

(Det er også billigere end at flytte eller lægge tæpper i hele huset)!