Lad dyrene sige farvel!

Har du mere end én hund, og er enden ved at være nået for en i flokken? Når en hund dør, efterlades kammeraterne tilbage. For en lille hundeflok er det en stor ting, der pludselig mangler én.

Hvordan reagerer en hund på at blive konfronteret med en død ven? Registrerer dyrene overhovedet at noget er anderledes? Har det en betydning for hunden, den får lov at tage afsked?

Hunden har (som andre dyr) et meget nuanceret følelsesregister.

De opfatter langt flere ting, end vi mennesker giver dem ”credit” for. Deres lugtesans er ekstremt veludviklet og er en stor del af hundens registrering af, hvad der foregår.

Efter at have foretaget utallige aflivninger og have overværet den efterfølgende afsked hundene i mellem, er jeg ikke i tvivl: Hunde SKAL have lov at sige farvel. For dyrenes skyld.

Når en hund dør, ændres dens lugt.

Lukker man en hund ind til en afdød hund, vil den med det samme kunne registrere den afdødes ændrede lugt. Det er ikke afgørende, den fysisk er henne og snuse til den døde hund. Det er nok, den ser den døde hund og opsnuser lugten. Den vil vide vennen ikke mere er en del af flokken.

Lader man ikke sin hund tage afsked, vil den ikke kunne forstå, hvor den afdøde er henne, og det kan gøre det svære for hunden at rumme forandringen.

Hunde er flokdyr, og de passer på hinanden. Du kan derfor hjælpe din hund gennem tabet ved at lade den forstå, flokken er blevet mindre.

Efterfølgende vil hunden almindeligvis ikke være sig selv i en periode. Den skal finde sig selv som en del af en reduceret flok, hvilket oftest betyder rutiner ændres i familien.

Hundens empati med os mennesker, vil også sætte sit præg. Hunden mærker, vi mennesker er kede af det, og det kan også give en ændring i adfærden for en periode.

Vi mennesker skal altid sætte dyrenes ve og vel først. Det gælder både i afskeden og for eftertiden. Lad dyrene sige deres eget farvel.

På billedet ses Charlie. Han blev aflivet i går på grund af sukkersyge og leversvigt. Charlies fantastisk familie havde på bedste vis arrangeret at flokkens 2 andre medlemmer fik lov at sige farvel efterfølgende.

Stille og roligt i hjemmet. Det var meget rørende at opleve og bekræftede igen at dyrene skal have lov at tage afsked med hinanden.

Hvis vi mennesker forstår, hvordan dyr tænker og føler, så må det give stof til eftertanke om, hvordan vi behandler dem. Det gælder for alle arter.

Hellere en uge for tidlig end en dag for sent

Den sidste uge har trukket sine dystre spor. En skærende kontrast til de mange søde hvalpefotos, der ofte fylder overskrifterne. Vi har brug for ”babybillederne” til at minde os om, livet går videre. Vi skal huske på at med sygdom følger også sundhed og nye begyndelser.

Alle ejere af et kæledyr frygter dagen, hvor det er slut.

Det er desværre de færreste dyr, der sover stille ind i kurven uden forudgående sygdom.

Det er sjældent at et kæledyr ”ud af det blå” falder om og dør af hjertestop.

Det vil sige, det i langt i de fleste tilfælde, bliver en aktiv beslutning, vi mennesker træffer på dyrenes vegne om at døden skal ske.

Vi frygter i den grad at overskride grænsen og trække den tunge beslutning om aflivning for længe og dermed udsætte vores dyr for unødig smerte og lidelse.

Vi har lavet mange ”blodløfter” med hinanden om, at når dagen kommer, og vi som dyrlæger vurderer, det skal være slut, så skal vi sige til – da mange ejere godt er klar over, at når følelserne sætter ind, så sætter fornuften ud.

Der går ikke en uge, oftest faktisk ikke en dag uden vi siger farvel til nogle af vores kære patienter. Ofte også uden for overenskomstmæssig åbningstid, da når et farvel skal være, skal det ikke vente.

Mange har været igennem et forløb, hvor sygdom har tæret på kroppen, og der til sidst ikke er andet at gøre end det eneste rigtige. Vi afliver jo ikke raske dyr, omvendt så skal det gøre ondt, før vi når dertil, livet ikke mere skal være.

Det der gør det så svært, det er der ikke er en facitliste. Det er jo ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad er et ”godt nok” liv for et kæledyr?

Dyr kan gå på brækkede ben, logre med halen selvom de er triste og æde til det sidste. Derfor kan vi ikke bare vurdere ud fra de åbenlyse objektive parametre. Vi skal naturligvis have dem med i betragtning men stadig huske at se det store billede.

Vi er så privilegerede, vi kan gøre det bedste for dyrene. Vi kan træffe en beslutning om at sige stop i tide og ikke bare vente til dyret ligger apatisk hen, og lyset er slukket i øjnene.

Man må gerne bare have en snert af tvivl, om det er det rette, når vi siger farvel – da har man ikke det, har man måske ventet for længe?

De sidste uger har vi sagt farvel til alt for mange af vores patienter på Artemis. For mange forstået på den måde, det også gør ondt på os at sige farvel. Det har dog alle sammen været afskeder, der i den grad har haft sin berettelse.

Hver gang vi sammen beslutter at sige farvel, skal vi huske, vi gør det af kærlighed til dyrene. Det er det, der er drivkraften og motivationen. Det er den fane, vi altid skal løfte sammen.

Men det i tankerne skal vi huske at hellere afslutte en uge for tidlig en dag for sent.

 

Read the English version here!

 

Farvel til Rosie!

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til Henning

Farvel til Henning💔!
 
Mandag morgen blev jeg afbrudt i konsultationen og fik en telefon i hånden: en grædende stemme fortalte, Henning var død☹️.
 
Henning den store grand danois, der gennem de sidste mange år har fulgt mig og mange andre på livets vej🐾!
 
Henning var sovet stille ind i sofaen hjemme og lå nu stendød!
 
Henning er en ret stor hund og ikke helt så nem at rykke rundt på. Hennings ejere var handlingslammede i chokket, så Artemis sendte en delegation afsted, der kunne hjælpe med at få Henning bragt hertil!
 
Henning fik en død, der var ham værdig. Pludselig var han væk! Lige så storslået en entre han altid gjorde, uanset hvor han var, ligeså elegant en exit sluttede æren.
 
Henning vil blive savnet af rigtig mange mennesker og dyr❤️.
 
Vi har på Artemis mistet alt alt for mange venner det seneste stykke tid. Vi husker hver og en, bærer deres historier med os videre, lærer af erfaringen og arbejder hårdt for altid at blive endnu dygtigere.
 
Derfor er der ofte brug for fotos af hvalpe og killinger til at minde os om at ligeså mange slutninger, vi gennemlever, så starter der også nye liv til glæde og grin🙏.
 
Henning har garanteret allerede fået en ny fanskare deroppe – Stjernen er i hvert fald ligeså stor som Hennings gang på jord⭐️.
 

En lille Perle…

Mandag morgen ringer telefonen på Artemis, kort tid efter bliver jeg afbrudt i min konsultation af min sygeplejerske Gudrun. Hun har en ulykkelig dame i telefonen, der engang var kunde hos os. Hun har kort fortalt, hendes mor er kommet på hospice😔.

Moren har en svensk dansk gårdhund, som hun af indlysende årsager ikke længere kan tage sig af. Datteren står midt i afskeden med sin elskede mor og kan ikke give hunden, hvad den fortjener midt i sorgen og praktiske gøremål.

Gudrun og jeg ser på hinanden, og der er ingen tvivl: hun skal naturligvis komme med hunden til os, så vi kan se om vi kan hjælpe.

Kort tid efter kommer Perle til os. Hun er den dejligste 7-årige pige, der gennem et liv er blevet elsket og passet til punkt og prikke. Perles menneske fortæller om hende og beskriver en hund, der vil være en berigelse i det rette hjem.

Hun har naturligvis været i gennem en turbulent periode, og der skal ro på i starten. Alle forudsætninger er tilstede for, hun i dette rette hjem vil være til gensidig glæde og lykke.

Perles menneske var ikke helt klar over, hvad der ville ske.

Hvad vi ville gøre, da hun blev bedt om at komme?

Sorg og afmagt sætter rationelle tanker ud af spil og i en sådan situation, er det eneste rigtige at gøre at bede om hjælp. Hvis ikke ville Perle blive taberen.

Aflivning var naturligvis aldrig på tale. Vi afliver ikke raske dyr. Det var på ingen måde ej heller ønsket, men i sorgens stund er der ikke altid plads til at tænke fornuft og finde løsninger.

Det er derfor, det er så vigtigt, vi bliver ved med at tale sammen. Ikke at fordømme og være bedrevidende, men skabe rammerne for man ikke er bange for at række efter en hånd, når balancen vakler🤝.

”Folkedomstolen” er i dag meget hård.

Særligt når det kommer til kæledyr. I den digitale debat flyver ordene, og meninger er mange. Det er så nemt at gemme sig bag en skærm og være fordømmende. Det er sjældent, man ser et opslag om videreformidling af kæledyr, uden der er flere, der i meget skarpe toner skæmmer menneskerne og kalder dem skældsord uden overhovedet at have læst opslaget🤒.

Det drejer sig ikke om, man ikke skal tænke sig om, før man anskaffer sig kæledyr. Naturligvis drage omsorg for det livet igennem. Der er mange situationer, hvor aktualiteten af et nyt hjem kunne have været undgået.

Vi oplever virkeligheden til hverdag. Mennesker og dyr ”face to face”, ikke gemt bag en skærm. Det er følelser som sorg, afmagt, glæde, frustration og frygt. Vi skal træffe de rette beslutninger, så vi altid sætter dyrenes ve og vel først.

Efter at have talt med Perles menneske og set hunden, gik det stærkt. I løbet af 20 minutter havde vi fundet det perfekte nye hjem til hende, der matchede på alle punkter.

Jeg er så stolt af min vidunderlige kollegaer på Artemis, der bare med det samme, var klar til at hjælpe – og handlede💪!

Det er så vigtigt, vi alle arbejder for at skabe en kultur med netværk, hvor vi hjælper hinanden, når behovet opstår🙏.

Det er fantastisk at se, at når der er behov for det – så virker dette netværk!

Man skal altid sige til, hvis man er i en situation, hvor man ikke længere, kan gøre det rette for dyrene. Det er kærlighed til dyr, der gør, man nogle gange erkender dette – i andre tilfælde er der andre mindre flatterende årsager bag.

Jeg er taknemmelig for Perles passer havde mod på at komme forbi, da hendes nye familie er SÅ glade for hende🐾🐾.

Flere mennesker har nu hjulpet hinanden ved at ens styrke til at sige farvel bidrager til andens glæde.

På en måde redder vi jo alle lidt hinanden, som dyr så ofte redder os 💞!

 

En sidste lille trille…

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Ekstra Bladet: omkring det sidste farvel!

Ekstra Bladet har lavet en reflektion i kølvandet på en amerikansk dyrlæges opråb på facebook!

Jeg blev interviewet og gav mit besyv med om det sidste farvel!

Journalisten Ronja Ryde var meget grundig og venlig. Hun endte med at skrive et langt mere reflekteret indlæg, end det først var meningen! Tak for det!

 

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dyrlaeges-afsloering-dette-taenker-dit-kaeledyr-de-sidste-minutter-foer-det-doer/7363417

Stjernestunder & skyggesider

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Dødshjælp er en kærlighedsgerning til vores kæledyr!

Der har her til morgen kørt en debat om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være legalt i Danmark.

En repræsentant fra Etisk råd anbefaler, det fortsat ikke skal være lovligt.

Velvidende vores kæledyr ikke er mennesker, giver det alligevel stof til eftertanke at drage nogle paralleller til dyrenes verden.

Som dyrlæge og af en slagsen, der næsten dagligt sender kæledyr afsted til et bedre sted og som har MANGE liv på samvittigheden, giver det stof til eftertanke, når jeg overhører den humane debat.

Forestil Jer en verden hvor kæledyrene var underlagt de samme præmisser som mennesker? Hvor vi IKKE havde muligheden for at lade deres liv komme til en ende?

Jeg hører ekstremt sjældent, at hunden er sovet ind i kurven uden forudgående sygdom. Det sker næsten aldrig.

Langt de fleste kæledyr gives fred, når livet ikke længere er værdigt. Når hunden ikke kan gå, eller katten ikke længere kan spise. Skulle der tages en rimelig konsekvens af sygdommene, ville det betyde en mængde medicin så stor, dyret næppe ville sanse, hvad der foregik – eller måske en permanent indlæggelse på et dyrehospital der i sig selv kan stresse et dyr så meget, det nærmest tager livet af dem. Den ventede død ville ikke blive for dyrets skyld. Dette scenarie kaldes for passiv dødshjælp.

Hvad hvis vi af principielle årsager lod dyrene udleve deres sidste tid i et smertehelvede og til sidst ventede på, kroppen giver slip, så sjælen får fred? Jeg tror næppe, vi ønsker dette for vores kæledyr.

Scenarie i sig selv bør få alle kæledyrssejere til at huske på, at når livet en dag ikke mere er værdigt, så skal der i samråd med dyrlægen træffes en svær beslutning.

En beslutning, hvor vi ikke bare lader stå til, men ser virkeligheden i øjnene – Uanset hvor ondt det gør at tænke på, vi ikke mere har væres kæledyr i blandt os. Vi må ikke gemme os og lade følelserne vinde på bekostning af dyrenes ve og vel.

At lade vores dyr få fred i tide er en kærlighedserklæring til dyret. Det kommer sjældent et godt tidspunkt at sige farvel på, men der kommer et rigtigt.

Hvis det var lovgivning, der stod i vejen for, jeg ikke måtte lade dyrene få fred, så tror jeg, jeg ville blive meget kreativ i både min diagnostik og min medicinering. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Så på dette område er dyrene bedre stillet end os mennesker.

Lad os derfor værdsætte muligheden for at sikre dyrene en værdig død, ligeså vel som vi er forpligtet til at give dem det allerbedste liv.

Vi skal ære debatten og dyrene og fortsætte snakken om, hvad der er et godt liv, således vi giver slip i tide – for dyrenes skyld.

Det kunne tjene den menneskelige debat at skelne til kæledyrenes verden.

 

 

 

 

 

 

Tænk dig om før du tramper!

I disse mørke dage er det blevet endnu farligere at være en lille snude, da mennesker ikke altid ser, hvad der lever nede på jorden, men lystigt tramper afsted med tunge hurtige skridt!

Igen måtte et lille pindsvin sande, at bare forbi man har et biologisk skjold, så er man ikke undtaget for farerne, der lurer alle steder.

Det lille pindsvin blev bragt til Artemis af en kærlig sjæl, der havde fundet hende og havde taget hende op, da kroppen ikke selv ville bringe hende frem i livet.

Hun var stor, hvilket er et godt tegn for et pindsvins liv, men hun ville ikke lade os undersøge hende, trods mange tiltag for at få hende til bogstavelig talt at rulle sig ud. Et pindsvin krøller sig sammen som en lille kugle med alle piggene på stikkerne, når de beskytter sig selv.

Vores lille ven fik derfor lidt at sove på, så vi kunne undersøge hende. Et røntgenbillede afslørende en knust pote med flere brud og en undersøgelse af munden viste en brækket underkæbe. Skaderne til sammen gjorde, vi sendte hende afsted med et stik i hjertet og en ny stjerne til himlen!

Det lille pindsvin blev umiddelbart vurderet i så god stand, vi valget at tage skridtet og undersøge hende efter ”best practice”, velvidende det ikke er alle pindsvin, der får denne mulighed.

Mange af de pindsvin, vi ser, er så ilde tilredt, det vil være imod dyreværnloven ikke at give dem fred med det samme.

Jeg ville dog ønske, vi ikke så, så mange dyr gennemgå de lidelser, som mange af pindsvinene oplever.

Bare fordi vi måske ikke ser pindsvinene, så findes de – og de mærker smerten. Vi, der arbejder med dyrene, mærker den også, og vi glemmer den aldrig.

Så pusler det i haverne, så hold øje med pindsvinene.

Få de små i sikkerhed, så hunden eller græsslåmaskinen ikke bliver bødlen, der sender dem fluks i smertehelvede, hvorefter skæbnen afhænger at menneskets evne til at spotte pindsvinet endvidere hjælpe det videre.

Pindsvinenes Venner ligger ind med en masse vejledning i, hvad du skal gøre, hvis du møder et lille dyr på din vej.

Det er så let bare at gå videre! Husk på at et lille stop fra din side kan gøre en kæmpe forskel for et andet levende væsen!

Så tænk dig om, når du tramper afsted!

Små snuder fortjener også et værdigt liv.