Fyrværkeri tager livet af dyrene allerede før, krudtet skydes af!

Tre kære hunde og patienter gennem mange år med hver deres problematikker og sygdomshistorik aflagde os over dagen visit.

Der var i alle tre tilfælde ingen tvivl om, at vi skulle til at beslutte, hvornår det sidste farvel skulle eksekveres. Sygdom på forskelligvis gjorde, at det var ved at være tid til at sige farvel.

Der er mange følelser involveret i en sådan beslutning og flere hensyn at tage men uanset hvad, så er det altid dyrenes bedste interesse, der er den afgørende faktor for, hvornår vi slutter livet.

Alle tre hunde plejer hvert år at gennemleve et helvede, når det første krudt begynder at blive skudt af. De er med rette rystende bange for fyrværkeriets lys og lyd.

Alle hensyn skal tænkes med, når vi tager den alvorlige beslutning om livets ophør.

I alle tre tilfælde besluttede vi, det ville være helt urimeligt at ”strække” det sidste farvel til efter nytår.

Vi var bange for, hundene måske bogstavelig talt ville dø af skræk over nytåret, da kroppen simpelthen ikke ville kunne holde det det stress, som nytårets fyrværkerimedfører.

Himlen har derfor fået 3 store stjerner i dag, der uden tvivl vil lyse smukkere end noget fyrværkeri nogensinde kan fremkalde.

Brugen af fyrværkeri er simpelthen dyremishandling, der i dag med medvirkende årsag til at lyset blev slukket for nogle vidunderlige elskede dyr.

Fyrværkeri bør være forbudt hele året uden undtagelser.

Motivationen er kærlighed til dyr.