Hjælp din hund igennem nytårsaften!

Skudperioden nærmer sig. Hvordan hjælper du bedst muligt din hund igennem dagene, hvor bragene buldrer, og himlen lyses op?

En hund hører 4,5 gange bedre end et menneske. Lydene fra fyrværkeri virker derfor meget voldsomt på vores kæledyr.

Er din hund endnu ikke bange for fyrværkeri? 

Så har du muligheden for at forebygge, den udvikler frygt for skyderiet.

Hunden spejler sig i dig. Hvis DU er rolig og afslappet, vil det have en positiv effekt på hunden.

Oplevet du et pludselig brag på gaden, hvor hunden forskrækkes? Forhold dig fuldstændig i ro.

Lad være med et reagere. Hunden vil se på dig og opleve, du ikke er bange. Dermed vil det give hunden troen på, det ikke er farligt.

Du skal IKKE begynde at fodre hunden med godbidder. Du vil i så fald belønne hunden for at være bange, og det lærer hunden ikke noget positivt af. Tværtimod kan frygten forstærkes.

Stay calm and keep walking. 

Du har en hund, der er meget bange for fyrværkeri? 

Graden af angst er meget forskellig fra hund til hund, løsningen skal derfor også være individuelt tilpasset.

Har hunden først udviklet angst for fyrværkeri, går det ikke over af sig selv. Angsten kan blive forværret år efter år. Hvis ikke der handles, kan angsten for fyrværkeri udvikle sig til angst for lyde generelt eller angst for at færdes ude, når det er mørkt.

Derfor er det altafgørende, at der sættes ind så tidligt som overhovedet muligt. Jo mindre grad af angst hunden har udvist, jo lettere er det at afhjælpe!

Nytårsaften

På selve nytårsaftensdag er det meget vigtigt, at hunden luftes godt af. Vælg et område, hvor der ikke er sandsynlighed for, der skydes nytårsraketter af, som en skov, strand, mose etc. Lad hunden være i snor! Bliver den forskrækket, kan den stikke af – uanset hvor pænt den almindeligvis går tur!

Lad gerne hunden bruge sit hoved på turen, f.eks. ved at lade den søge efter godbidder i græsset.

Sæt evt. bløde godbidder op på træstammerne, så hunden skal arbejde med snuden.

På denne måde bliver den naturligt træt og velstimuleret – men IKKE overkørt.

Se en video med gode aktiviteter du kan lave med din hund her!

Du skal ikke regne med at kunne lufte din hund, mens det brager løs udendørs.

Planlæg din dag og aften. Hvis din hund er meget utryg, så tag hensynet. Lad ikke en stor fest med meget uro fylde hjemmet. Er kroppen stresset af uro i hjemmet, vil det gøre angst overfor skyderi værre. Hvis du over hele linjen tænker over at mindske hundens stress, vil hunden være bedre rustet til at komme gennem aftenen.

Det er naturligvis udelukket, man lader en hund være alene hjemme nytårsaften.

Planlæg en aktivitet!

Vær forberedt så du har noget at distrahere hunden med, når fyrværkeriet er værst.

Det kan være en spændende leg eller et lækkert kødben.

Men HUSK ikke at stresse/køre din hund op!

Brug f.eks. et stykke legetøj som en Kong, hvor du kan komme noget mad i.

Kom godbidder i et viskestykke, hvor du laver knuder på viskestykket og lægger godbidderne i knuderne, så hunden skal arbejde med snuden.

Hunden skal bruge kræfter på at slikke maden ud. Det virker afslappende på hunden, når den slikker på noget.

Lad hunden selv vælge sin plads!

Lad hunden selv bestemme, hvor den vil være. Hvis den ligge tæt ved dig, i kurven eller under sengen, skal være dens eget valg.

Skærm af for lys og lyd!

Du kan hjælpe din hund ved at skærme godt af i hjemmet mod lysglimt og spille stille musik til at distrahere fra fyrværkerilydene. Har du ikke gardinerer i hjemmet? Dæk vinduerne til med sorte affaldssække.

Byg en hule!

Byg en hule til hunden. Brug f.eks. et sofabord og lad en tung dyne hænge ned over, så hunden kan putte sig derinde. Et tungt tæppe eller vattæppe kan virke afskærmende på lydene.

Vil du lave et “panic room” til din hund? Læs her hvordan du gør!

Påklædning!

Nogle hunde har glæde af en “thunder shirt”, der lægger et beroligende tryk på kroppen! En dyne at putte sig under, vil også glæde mange.

Giv en hjælpende hånd!

Der findes forskellige produkter i håndkøb, der kan afhjælpe nervøsiteten.

Kalm, Zylkene og Aptus relax er ofte benyttede produkter.

I nogle tilfælde er det nødvendigt med receptpligtig medicin. Der er kommet et nyt produkt til hjælp. Det blokerer for forskrækkelsesrefleksen, men ikke gør hunden sløv. Tal med din dyrlæge om mulighederne. Hunden skal være sundhedstjekket, før der kan udleveres receptpligtig medicin.

Har du ikke på forhånd viden om, hvordan din hund reagerer på de forskellige midler, er det altid en god ide at prøve dem af, inden de skal stå distancen nytårsaften!

Huskeliste!

Vigtigst af alt for at få en god – eller bedre – nytårsaften er:

  • Vær velforberedt og hav besluttet, hvilke behandlingsmidler, du vil anvende
  • Hvis du på forhånd ved, at din hund er meget angst – så forebyg i god tid FØR, du forventer at høre fyrværkeri
  • Sørg for at hunden er luftet godt af INDEN mørket falder på
  • Skæld ALDRIG ud på en angst hund eller prøv at tvinge den til at overvinden angsten. Vis den i stedet, at du har observeret, at den er angst, og at den trygt kan komme til dig og finde ro.
  • Skærm hunden for lys og lyd.
  • Vær selv rolig og ynk aldrig hunden.  Vis den med accept, at du har forstået, den er angst.  Det er helt OK, hvis den ikke vil lege, spise godbidder eller tygge ben.

Har din hund aldrig vist angst? Det er ingen garanti for, at den ikke pludselig kan udvikle det.

Ældre hunde, der tidligere har været helt “skudfaste” kan, i takt med at deres generelle hørelse nedsættes med alderen, pludselig udvise angst – simpelthen fordi lydene ikke længere genkendes på samme måde som tidligere!

 Alternativt kan du planlægge at holde din nytårsaften væk fra byens skyderier.

Flere hoteller i lufthavnen tilbyder hundevenlig overnatning!

Godt nytår!

 

 

 

 

 

 

 

Besøg fra Mercy

Husker I boxeren Mercy? Camillas elskede hund med bopæl på Ibiza. Camillas havde et sidste ønske: Mercy skulle til Danmark og have et kærligt hjem.

Det lykkedes, da Trine & Thomas fra Kolind meldte sig på banen og hentede Mercy hjem. I dag bor Mercy sammen med 2 snudevenner med masser af natur omkring sig i Jylland, og det går forrygende😀.

I går gik jeg så endelig mulighed for at møde Mercy, da flokken var i byen🐾.

Mercy selv er ikke klar over, hvilken opmærksomhed hun har været genstand for. Selfies og potetryk synes helt naturligt for hende😎. Hun sprang straks rutineret op på skødet af mig, som kun en boxer kan gøre det, og så var hun ellers klar til fællesfoto.

Der er ingen tvivl om, at med fælles hjælp er missionen lykkes🙏.

Mercy stortrives. Med sit kærlige væsen og charmerende udseende, kan jeg godt forstå Thomas & Trine med det samme tog hende ind i deres hjerter❣️.

Tror der var en stjerne, der i nat lyste ekstra stærkt, velvidende Mercy har det godt🌟.

Læs historien om Mercy her!

På vej i livet på 3 ben!

En glædens dag trods en lille sorg over at tage afsked med Rada for nu! Hun har fået den sødeste bedste familie, der fremadrettet vil udgøre hendes hjem!

Hun blev i eftermiddags overleveret efter en længere gennemgang af Radas fysiske forhold og snak om hendes væsen.

Livets vej på 3 ben kræver udover masser af kærliglighed særlig omtanke og omsorg.

Rada er et strålende klart lys i skærende kontrast til det russiske internats mørke skygger. Hun slap fri og har beriget alle på sin vej mange måder.

Hendes fortid taget i betragtning, så er hun sejere end de fleste…

Det er stensikkert, jeg også kommer til at følge hende i fremtiden! Det samme gælder for Thomas Rat.

Fra Rusland til Danmark på 3 ben!

Projekt “fra snude til snude” har resulteret i, den trebenede Rada er kommet til  Danmark!

Mandag d. 15. januar kl. 21! 

Hvordan mon det føles at sove på et blødt tæppe i et varmt rum for første gang efter i flere år at have sovet på et hårdt gulv i et skur? 

Hvad tænker man, når maden serveres pænt udskåret i en skål, når man er vant til at få gammelt udkogt kød fra en gryde? 

Hvilken følelse går gennem kroppen, når kærlige kærtegn i uendelige mængder erstatter flokkens kamp for opmærksomhed?

Hvorvidt trebenede Rada tænker så avanceret vides ikke.

Ankomst til Danmark!

Hun mærker forhåbentlig omsorgen og nærværet, hun er blevet mødt med, fra hun sent i går aftes kom til Danmark fra Ruslands kolde internat. 

Chelina kom trillende ind med Rada i en transportkasse. Chelinas søde familie, Thomas og jeg stod alle og trippede af forventning. 

Turen fra Rusland til Danmark er unægtelig stressende for en hund.

Det er derfor meget vigtigt, at den første tid i landet kommer til at foregå med så meget ro, som det er muligt. Indtrykkene i snudehøjde er overvældende nok allerede. 

I starten var hun trykket. 

I bilen på vej hjem fra lufthavnen sad Rada på bagsædet det vil sige, hun sad på skødet, hun ville nemlig helst sidde med snuden hvilende på en skulder.

Hun havde fra ankomst halset, og det fortsatte under køreturen. 

Ved ankomst til destinationen Artemis kom hun ud på p-pladsen, og så løftede hun hovedet, og så ville hun gerne gå en lille tur.

På 3 ben!

Rada er udfordret af, hun mangler et forben. Det gør, det ikke er helt nemt at snuse med snuden i sporet, som de fleste hunde gør. Benet blev skadet i en ulykke, hvorefter det blev amputeret under skulderen.

Vi ville derfor gerne skåne hende for trapper fra starten. 

Det var hele tiden planen, hun skulle til et grundigt dyrlægetjek, når hun kom til Danmark. Vi skal kende hendes sundhedstilstand og psyke, således vi kan give hende de rigtige rammer at leve livet i. 

Med Rada installeret på dyreklinikken, skulle hun ikke starte dagen i dag med at skulle flyttes mere rundt end nødvendigt. 

Efter en kort tur kom vi retur på klinikken, hvor der var redt seng til Rada.

Hun kom ind på de bløde tæpper, og da Thomas Rathsack satte sig med hende, faldt hun endelig til ro. På denne plads sov hun natten i gennem, dog uden Thomas, da jeg overtog vagten. 

Rada og jeg overnattede derfor i konsultationslokalet på dyreklinikken i nat. Snude ved snude. 

Hun sov med sikkerhed mere end jeg, der flere gange havde hånden på hende af frygt for, hun følte sig ensom eller blev trist!

Hvad nu?

Dagen i dag er gået med at køre en række prøver på hende. Hun får nogle korte lufteture og skal ellers slappe af.

Kroppens stressberedskab skal afmonteres. Det går godt indtil nu. 

Det rette hjem til Rada rummer uendelig hjertevarme. Det skal dog også tage hensyn til kroppens motoriske udfordringer.

 En hund kan leve et godt liv på tre ben, men det kræver at familien tager særlige hensyn. 

At adoptere hunde fra udlandet er ikke bare lige til.

Rada er en ud af rigtig mange hunde fra det russiske internat, der har fået chancen for et nyt liv. 

Det gør en forskel at hjælpe en hund også selvom man ikke kan redde alle!

Vores donation til internatet har dog skabt lokal opmærksomhed.

Chelina har været på tv i landet, hvilket har gjort flere har fået øjnene op for stedet og har adopteret hunde og katte derfra.

Respekt for livet!

Rada er udover at være en dejligste hund også et smukt symbol på, at det nytter at hjælpe. Respekten for liv, uanset hvilke omstændigheder og udfordringer, det er forbundet med, skal være der. Respekten indebærer også fravalg af liv, når de rette omstændigheder for dette er tilstede.

Udefra set vil nogle måske tænke 3 ben? Er det et liv, der er værd at leve?

 JA, det er det. Hvis man tager de rette hensyn og giver den rigtige hjælp, så er livet på 3 ben ikke så tosset. 

Tag en lidt firkantet sammenligning, der skal perspektivere situationen: rigtig mange hunde lider af svær slidgigt – nogle gange bare i et enkelt ben. Det kan blive så slemt, hunden ligger alt vægt over på det andet ben for at afhjælpe smerten. 

Lige som når man mangler et ben, så skal kroppen kompensere for den vægtbærende stang, der ikke opfylder sin rolle. Disse hunde lever også med den rigtige omsorg gode liv lige til den dag livet ikke længere bliver for hundens skyld.

Radas handikap er meget synligt. Rigtig mange hunde bærer på lidelser, vi mennesker bare ikke umiddelbart ser.

Uanset hvad der sker, så bliver det Radas bedste, der sætter kursen. 

Vi kender endnu ikke helt navigationskoordinaterne, men vi er ved at finde dem. 

I aften vogter Thomas over Rada. Eller måske det er omvendt? Hun kan i hvert fald ikke være et bedre sted. 

Når tirsdagen kommer, ser vi, hvad dagen bringer.

Indtil da skal Rada bare have det godt og vænne sig til en ny tilværelse. 

Alle omkring Rada påmindes igen om, at en hund “ikke bare er en hund”, men noget af det mest tillidsfulde og livsbekræftende, der findes. 

 

Projekt “Fra snude til snude”

Følg facebook siden “fra snude til snude”. Siden skal samle aktiviteterne omkring indsamling af ting, der skal doneres til dyr i nød verden over. Siden skal ligeledes være koordinationssted for diverse event, der samler penge ind til konkrete projekter!

Se sitet her!

Hjælp os at hjælpe andre!

Dyreejere i Danmark elsker deres dyr, og de skal ikke mangle noget. Det er derfor almindeligt, at man gennem et liv med kæledyr får samlet en masse ”udstyr” sammen, der med tiden bliver uaktuelt. Måske kæledyret er vokset ud af selen, ikke vil bruge legetøjet mere, får en ny kurv osv. Alt sammen noget, der efterlader ting, som ikke længere er i brug i hjemmet.

Mange af tingene fejler ikke noget, men vores ”brug og smid væk kultur” gør, mange gode ting går tabt. Det vil vi gerne ændre til glæde for dyr verden over. Når man siger farvel! Et andet scenarie udspiller sig den dag, man siger farvel til sit elskede kæledyr. Ofte er der kurve, skåle, seler, snore, legetøj med videre tilovers fra et lang liv. Bare at smide tingene ud virker forkert, da minderne jo hænger ved. Nogle ting kan naturligvis gemmes, hvis man ved, der skal komme en ”lille ny”, men i mange tilfælde kan det være rart at starte på en frisk.

Projekt ”fra snude til snude” hjælper med at videreformidle de brugte ting. Vi støtter løbende forskellige brændpunkter, som f.eks. internater i ind- og udlandet og vi giver donationer til projekter efter behov. Man kan ikke altid planlægge, hvornår der er brug for hjælp.

Hvor kan jeg aflevere mine ting?

Vi samler ind til projekter, der støtter udsatte dyr, således de får glæde af vores overskud. Vi samler ind på Dyreklinikken Artemis, Gersonsvej 2, 2900 Hellerup og på Fuglebjergvej 9, 3400 Hillerød. Vil du hjælpe? Kunne du tænke dig at fungere som opsamlingssted, så kontakt os.

Har du et projekt, der har brug for hjælp?

Har du en forening eller et projekt, der har brug for hjælp, så send os en besked og du kommer på vores projektliste. Vores mulighed at hjælpe et projekt er afhængig af, hvor mange donationer vi aktuelt har stående. ”Fra snude til snude” er en løbende begivenhed.

Hvem står bag?

Projektet er drevet af dyrlæge Lise Rovsing med støtte fra tidl. jægersoldat Thomas Ratzsack. Gennem vores netværk vil vi gerne sætte fokus på at hjælpe dyr i nød gennem vores allerede eksisterende ressourcer.

Fra snude til snude har allerede hjulpet:

– Vi har sendt donationer afsted til et dyreinternat i Rumænien

– Vi har sendt en kæmpe donation afsted, der skal hjælpe de hjemløses hunde

– Vi sender i december ’17 en portion penge afsted, der skal indkøbe foder til et internat i det fjerne Rusland

Hvem er din dyrehelt 2017?

Hver eneste dag møder jeg mennesker, der i min optik er en slags ”dyrehelte”. Det er de mennesker, der gør noget helt særligt for dyrene.

Det kan være stort og småt. Det kan være hende, der ringer fordi, hun har fundet en nedkørt kat og gerne vil sikre, den kommer pænt afsted. Hende, der hjælper et lille stakkels forhutlet pindsvin i nød. Familien, der adopterer katten som ingen vil have på internatet. Dem, der siger farvel til deres kæledyr i tide, trods det gør så ondt.

Jeg møder rigtig mange helte hver dag, og jeg er dybt imponeret af dem alle sammen. En ”heltegerning” behøver ikke være noget overdrevet eller exceptionelt. Det er for mig en gerning, hvor hjertet er på rette sted, og hvor det 100 % er dyrenes bedste, der er for øje. En helt kan dog også være et dyr, der gør en helt speciel forskel for et andet menneske.

Jeg ville gerne hver dag kunne hylde mine helte, da de om nogen fortjener det. Det er så vigtigt, vi også på nettet, husker at fejre de gode historier, da der er en tendens til altid at fremhæve ting, der forarger, og som har en negativ klang.

Jeg blev derfor rigtig glad da Agria Dyreforsikring spurgte om, jeg ville hjælpe dem i deres konkurrence om at finde Danmarks Dyrehelt 2017.

Jeg er med i deres dommerpanel og skal være med til at kåre den person eller det dyr, som fortjener præmien i år. Kender du en person eller et dyr, der har gjort noget særligt, som du synes fortjener at vinde?

Følg linket her og tilmeld din helt.

Jeg synes, det er et super projekt! Jeg har selv en række mennesker, jeg gerne ville nominere, men jeg må nøjes med at opfordre Jer til at gøre det.

Jeg vil i stedet forsøge at tjene til inspiration ved at fortælle nogle historier om mine eventyr, hvori der optræder mange helte.

”Hunden og helten”

Det var en mørk og meget stormfuld søndag. Nærmere bestemt sidste søndag og kongeriget hed Hellerup. Jeg havde barikeret mig på slottet Artemis, hvor vandet snart var ved at danne en voldgrav omkring fæstningen. Pludselig hamrede det på døren. Meget højt og aggressivt. Jeg åbnede døren og udenfor stod en mand: Høj, pæn uden at være prangende, korrekt ekviperet manglende bare en sixpence for at være klar til at nedlægge den første og bedste krikand. Min storebror Johannes. Han var oprevet. Noget var sket. Det var ikke bare på grund af regnen og eftervirkningen efter weekendens festligheder, hvor de måske nok igen havde fedtet lidt med det hele og var løb tør for pølsehorn?

Johannes fortalte, han havde observeret en sort hund siddende uden på gaden i regnen. Da han efter 2 timer igen havde set den samme hund på det samme sted, havde han skredet til handling.

Hunden blev fragtet ind i en nærliggende butik, hvor han havde fortalt, den måtte blive der, da den ikke kunne stå ude og fryse. Den havde ikke et navneskilt på, så de kunne ikke ringe til en ejer.

Johannes havde derfor givet butikken mit nummer og var derefter kørt i ekspresfart til Artemis for at få banket mig op for at bede om hjælp.

Jeg fortalte, at de fleste hunde havde en mikrochip siddende, man med en scanner kan aflæse og dermed finde frem til en ejer. Da jeg var i besiddelse af en sådan scanner, fik Johannes sendt mig meget hurtigt af sti afsted i håbet, om hunden kunne komme hjem til sin ejer…

Jeg blev jo glad helt ind i hjertet over at have sådan en bror. Mange mennesker ville slet ikke have lagt mærke til en hund på gaden. Mange ville tænke ”det tager nogle andre sig af” eller, ”det kan jeg da ikke blande mig i”.

Men ikke Johannes, han blander sig gerne. Altid. I dette tilfælde er jeg for en gang skyld rigtig glad for hans fantastiske indblanding, da han måske ikke umiddelbart synes som en type, der render og fodrer ænderne med brød. Men er der dyr i nød, så er han den første til at hjælpe.

Denne søndag fik han ikke bare afværget en akut situation og fik hunden ind, han tænke også videre for at løse det efterfølgende problem. Det er i min optik en rigtig dyrehelt. Han bliver dog ikke nomineret, da det kan blive noget være rod, hvis jeg så stemte på ham. Han får dog min stemme hver eneste dag, og jeg er glad for at en bror, hvis hjerte også sidder på rette sted, når det gælder om at hjælpe dyrene.