Kald mig ikke kamphund!

/i , ,

Berlingske har bragt (d. 29. oktober 2026) mit indlæg om, hvordan ordvalget i debatten om hundeloven kan skabe fordomme – både politisk og i vores hverdag!

Når en minister taler om “kamphunde”!

Når dyrevelfærdsminister Christian Raabjerg bruger ordet “kamphunde” på tv i debatten om hundeloven, er det ikke bare et ord. Det skaber et billede af hunde, der er født til at kæmpe og derfor i sig selv er farlige.

Men “kamphund” er en upræcis og stigmatiserende betegnelse. Den får det til at lyde, som om hunde kan puttes i én kasse, og at deres adfærd kan aflæses på deres udseende eller race. Så enkelt er virkeligheden ikke.

Når en minister bruger sådan et ord, giver det fordommene politisk vægt. Det gør debatten mere følelsesladet og sværere at føre på et sagligt grundlag. Og det rammer ikke kun de hunde, der får mærkatet. Det rammer også deres ejere, som pludselig skal forsvare sig mod en forestilling om, at deres hund er farlig, før nogen overhovedet har set den opføre sig.

Vi har brug for en seriøs debat om hundeloven. Derfor bør vi også kunne tale om hunde uden at bruge ord, der på forhånd gør dem til skurke. En minister bør vælge sine ord med omhu — især når ordene er med til at forme den offentlige debat!

Flere partier vil se på hundeloven!

/i , ,

Jyllands-Posten har bragt en artikel (23. oktober 2026), der fortæller, at flere partier nu vil have hundeloven taget op til revision.

Efter en række alvorlige sager, hvor hunde er blevet fjernet fra deres ejere, indespærret i månedsvis eller i årevis og i nogle tilfælde aflivet på et omstridt grundlag, er der nu voksende politisk opbakning til at ændre reglerne.

Ifølge Jyllands-Posten tegner der sig et flertal på 91 mandater uden om regeringen, som ønsker ændringer i hundeloven og politiets håndhævelse af den.

Kritikken handler blandt andet om den omvendte bevisbyrde, hvor hundeejeren selv skal bevise, at hunden er en lovlig race, politiets mulighed for at vurdere hundens race ud fra dens udseende og de lange perioder, hvor hunde kan være fjernet fra deres familier, mens deres sager behandles.

DF og Danmarksdemokraterne har fremsat hvert sit forslag – men med forskellige mål. 

Dansk Folkeparti (DF) ønsker en bredere gennemgang af hundeloven.

Partiet foreslår en kommission med sagkyndige, blandt andre dyrlæger, jurister, adfærdsforskere og repræsentanter fra politiet. Kommissionen skal undersøge lovens mangler og komme med forslag til ændringer, herunder se kritisk på den omvendte bevisbyrde, langvarige indespærringer og politiets mulighed for at vurdere en hunds race ud fra dens udseende.

Der blev sidste efterholdt afholdt en meget grundig høring, hvor forskellige eksperter indgående forklarede problemerne, hvorefter DF fremsagde deres forslag som de første.

Danmarksdemokraterne vil derimod sætte ind mod de langvarige indespærringer her og nu. Partiet foreslår, at hunde som udgangspunkt skal blive hos deres ejere, mens det undersøges, om de tilhører en lovlig race.

Blandt mulighederne er brug af fodlænke som alternativ til at fjerne hunden fra hjemmet.

Kort sagt: DF ønsker en bredere gennemgang af loven, mens Danmarksdemokraterne vil stoppe de langvarige indespærringer.

Det ene udelukker forhåbentlig ikke det andet.

De Konservatives dyrevelfærds- og retsordfører, Mai Mercado, havde jeg møde for få uger siden på Borgen. 

Hun fremhæver sagen om hunden Lucy som et eksempel på, hvorfor loven skal ændres.

Lucy har ifølge artiklen været i politiets varetægt i 16 måneder, selv om der ifølge Mai Mercado ikke er noget, der tyder på, at hunden er farlig eller tilhører en ulovlig race.

Mai Mercado mener, at behandlingen af hunde og deres ejere er helt urimelig, og hun retter en klar opfordring til justitsministeren om at gribe ind.

Hun ønsker, at politiet bliver kaldt til orden, så Lucy kan komme hjem til sin ejer.

Samtidig mener hun, at hundeejernes retssikkerhed skal forbedres, og stiller spørgsmål ved, om det er rimeligt, at det er ejeren, der skal bevise, at hunden er lovlig.

Flere partier kræver nu forandringer.

Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Enhedslisten, Alternativet, Borgernes Parti og flere løsgængere har meldt sig i kritikken. Partierne er ikke enige om alle løsninger, men der er nu bredere politisk opbakning til at gennemgå reglerne og forbedre hundeejernes retssikkerhed.

Sagen fra Randers har også vakt stor opmærksomhed. Her døde otte hunde i politiets varetægt, og yderligere ni ud af ti hunde døde ifølge artiklen få dage efter deres frigivelse efter mere end to års indespærring. En DNA-test viste, at hundene tilhørte en lovlig race.

Ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), har erklæret sig villig til at drøfte mulige ændringer med partierne.

Det er endnu ikke ensbetydende med, at hundeloven bliver ændret, men et politisk flertal kræver nu, at problemerne bliver taget alvorligt.

For hundene og deres familier handler det om mere end paragraffer. Det handler om dyrevelfærd, retssikkerhed og muligheden for at komme hjem til dem, man elsker.

Nu bliver det afgørende, om den politiske opbakning fører til konkrete ændringer, så hunde ikke risikerer langvarig indespærring på et usikkert grundlag.

Tak til Mai, Kirk og andre for at tage sagen op.

 

Møde om hundeloven!

/i , ,

Hundeloven på Borgen!

En spændende eftermiddag på Christiansborg hvor jeg havde møde med Christian Kirk, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti – og manden, der vil tage arbejdet med hundeloven skridtet videre og endnu en gang få sagen ind i Folketinget.

Forhåbentlig sammen med gode kollegaer på tværs af partierne!

Hundeloven bør ikke være drevet af partipolitik. Den bør være en fælles hjertesag med kærlighed til dyr for øje!

Det handler helt grundlæggende om retssikkerhed – for både mennesker og dyr.

DNA skal ikke alene kunne afgøre liv eller død.
Den omvendte bevisbyrde er et alvorligt retssikkerhedsproblem.

Det bør ikke være hundeejeren, der skal bevise, at hunden ikke er en ulovlig krydsning – måske vi skal se på en afskaffelse af raceforbuddet i dets nu nuværende form!

Man skal kunne have en blandingshund uden frygt for, at den pludselig bliver taget fra en, fordi man ikke kan dokumentere dens genetiske ophav.

Og så er der proportionalitetsprincippet!

Aflivning er den ultimative og irreversible konsekvens – både for hunden og dens familie. Derfor bør en så vidtgående afgørelse også kræve et særdeles sikkert og veldokumenteret grundlag.

Når konsekvensen er uigenkaldelig, skal retssikkerheden være tilsvarende stærk.

Der er mange aspekter i hundeloven, og heldigvis skal politikerne ikke selv levere alle svarene.

De skal derimod sørge for, at de rette fagfolk kommer omkring bordet – jurister, dyrlæger, adfærdseksperter, genetikere og andre med relevant viden – så loven kan blive gennemgået grundigt og på et fagligt fundament.

Og netop derfor håber jeg, at politikere på tværs af partier vil gribe den udstrakte hånd og være med!

Det her bør ikke handle om rød eller blå blok. Hundene kender ikke til partifarver!

Det bør handle om at skabe en hundelov, vi som samfund kan stå inde for – med faglighed, proportionalitet og retssikkerhed i centrum.

Tak til Christian Kirk – Dansk Folkeparti for at tage sagen alvorligt og for viljen til at bringe hundeloven videre på Christiansborg.

 

Lucy er dømt til aflivning!

/i , , ,

Lucy er af Rigspolitiet blevet dømt til aflivning.

Sagen ankes.

Her er mine tanker om afgørelsen:

Efter at have læst afgørelsen mener jeg, at der fortsat er flere centrale punkter, som bør prøves ved domstolene, så sagen skal klart videre!

Ingen reel selvstændig prøvelse:

Rigspolitiet henholder sig i vidt omfang til Nordsjællands Politis afgørelse frem for at foretage en selvstændig vurdering.

Modstridende DNA-tests: De fire DNA-tests peger i vidt forskellige retninger. Alligevel konkluderer Rigspolitiet, at de samlet set ikke dokumenterer Lucys lovlige ophav.

Embark afvises uden nærmere vurdering: Rigspolitiet forholder sig ikke til, hvad klassificeringen “Bahraini Village Dog” og “Mixed Ancestry” betyder, selv om Embark er udviklet til netop denne type hunde.

DNA-testenes validitet vurderes ikke: Rigspolitiet skriver selv, at de ikke har fundet anledning til at tage stilling til testenes validitet, selv om de indgår i grundlaget for afgørelsen.

Visuel vurdering: de inddrager ikke min grundige vurdering af Lucys ophav!

Proportionalitetsprincippet: Rigspolitiet henviser til, at hundeloven ikke giver mulighed for en mildere sanktion end aflivning.

Men det ændrer ikke ved, at grundlaget for at anvende loven skal være sikkert og tilstrækkeligt dokumenteret, når konsekvensen er så indgribende og uigenkaldelig.

 

Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!

/i , ,

Jyllands-Posten har i dag bragt et indlæg fra Thomas Rathsack og jeg!

 

Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!

Af og til afslører en lovgivning mere om vores frygt end om vores viden. Den danske hundelov er et sådant eksempel. Vi står i dag med en lov, der i for høj grad er baseret på generaliseringer frem for faglig evidens – og det er på tide at ændre den.

Kernen i problemet er den såkaldte raceforbudsliste. Her bliver bestemte hunderacer kategoriseret som farlige alene på baggrund af deres udseende og oprindelse – ikke deres adfærd. Men forskning og erfaring fra både dyrlæger og adfærdseksperter peger entydigt på, at aggressiv adfærd hos hunde ikke er bundet til race alene. Den formes af en kompleks kombination af opvækst, socialisering, træning, miljø og ejerens ansvar.

Når vi dømmer hunde på deres race, overser vi det egentlige problem: menneskelig adfærd. Uansvarlige ejere, manglende viden om hundehold og utilstrækkelig træning er langt stærkere risikofaktorer for farlige situationer end en hunds genetiske ophav. Alligevel er det hundene – ikke ejerne – der betaler den højeste pris.

Et centralt, men ofte overset problem i den nuværende lovgivning er brugen af DNA-tests til at fastslå en hunds race. Umiddelbart kan det lyde som en objektiv og videnskabelig løsning. I praksis er det langt mere usikkert. Kommercielle DNA-tests til hunde er ikke udviklet til juridisk brug, og deres præcision varierer betydeligt. Resultaterne afhænger af referencepopulationer og algoritmer, som ikke er standardiserede eller gennemsigtige. To forskellige tests kan give forskellige svar på den samme hund.

Det betyder, at en hund i realiteten kan risikere at blive kategoriseret som ulovlig – og i sidste ende aflivet – på et usikkert grundlag. Når konsekvensen er så alvorlig og irreversibel, bør beviskravet være tilsvarende højt. Det er det ikke i dag.

Dette leder direkte til et andet grundlæggende juridisk problem: proportionalitetsprincippet. I en retsstat skal indgreb stå i rimeligt forhold til det problem, man forsøger at løse. Aflivning af en hund er et af de mest vidtgående

indgreb, staten kan foretage over for et dyr og dets ejer. Derfor bør det kun ske, når det er strengt nødvendigt og veldokumenteret.

I den nuværende hundelov ser vi imidlertid situationer, hvor hunde aflives alene på baggrund af race – uden at have udvist aggressiv adfærd. Det er vanskeligt at forene med proportionalitetsprincippet. Indgrebet er maksimalt, mens grundlaget ofte er minimalt.

Endnu mere problematisk bliver det, når usikre DNA-resultater eller subjektive vurderinger af udseende lægges til grund for så vidtrækkende beslutninger. Her bevæger vi os væk fra retssikkerhed og ind i et område præget af vilkårlighed.

En moderne og retfærdig hundelov bør derfor sikre:

  • At DNA-tests ikke anvendes som eneste eller afgørende bevis i juridiske afgørelser
  • At der stilles høje krav til dokumentation og faglig vurdering
  • At proportionalitetsprincippet respekteres i alle afgørelser
  • At aflivning kun anvendes som sidste udvej, når konkret farlig adfærd er dokumenteret

Samtidig bør der indføres obligatoriske, uvildige adfærdsvurderinger foretaget af kvalificerede fagpersoner, før der træffes irreversible beslutninger. Fokus bør flyttes fra, hvad en hund er, til hvad den gør.

Andre lande har allerede bevæget sig væk fra racespecifik lovgivning og over mod adfærdsbaserede løsninger – med gode resultater. Danmark bør følge efter.

En lov, der ikke bygger på faglighed og retssikkerhed, risikerer at gøre mere skade end gavn. Derfor er det ikke blot rimeligt – men nødvendigt – at revidere hundeloven. Ikke for hundenes skyld alene, men for retfærdighedens og samfundets skyld.

Hundeloven skal op til revision igen!

Husk det når I sætter Jeres kryds på tirsdag!

 

 

Husk hundene når du stemmer!

/i , ,

Berlingske tidende har  i dag igen bragt et debatindlæg herfra!

Husk hundene i valgkampen!

Valgkampen kører for fuldt blus. Midt i de store emner, der fylder i den politiske debat, må vi ikke glemme det helt nære og kære – det, der betyder utrolig meget for mange mennesker: hundene.

Hundens betydning for menneskers livskvalitet er uvurderlig. Den bekæmper ensomhed, skaber fællesskab og giver hverdagen mening, fordi man hver dag skal være noget for nogen. Alligevel er forholdet mellem menneske og hund i dag truet.

Danmark har en hundelov, som i praksis ikke længere administreres efter den oprindelige hensigt. Resultatet er, at almindelige hundeejere kan risikere at miste deres bedste ven på grund af en forvaltning og fortolkning af loven, der i mange tilfælde virker både urimelig og ude af trit med den viden, vi har i dag.

De politikere, der allerede har snuden i sporet og arbejder for en revision af hundeloven, kan gøre en afgørende forskel for tusindvis af hundeejere. Ingen bør leve med frygten for, at tilfældigheder eller skøn kan koste deres hund livet.

Derfor bør hundeloven også have en plads i valgkampen.

Husk hundene, når krydset sættes!

 

Hvorfor Lucy ikke er en ulovlig hund!

/i , ,

Min vurdering af Lucy!

Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.

I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.

Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.

Vurdering af racepræg! 

Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:

  •      Black Mouth Cure

En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.

 

  •      Sloughi

En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.

 

  •      Østrigsk Pinscher

En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.

 

Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.

Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer. 

Adfærdsvurdering på klinikken!

Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.

Hun udviste:

  •      Nysgerrig og opsøgende adfærd
  •      Afbalanceret og tydeligt hundesprog
  •      Ingen tegn på aggressivitet
  •      Ro og samarbejdsvillighed under håndtering

Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.

Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.

Samlet vurdering!

På baggrund af:

  •      Hendes eksteriørmæssige fremtoning
  •      Hendes proportioner og racepræg
  •      Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
  •      Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse

Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.

Post scriptum: Juridisk vurdering!

Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.

En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.

Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.

Hundeloven kommer til behandling! 

/i , ,

Første behandling af hundeloven (beslutningsforslag 74) sker den 7. april.

Det er en vigtig dag.

Hundeloven er aktuel for alle, der har hund – uanset race og størrelse.

Det er en kompleks lov, der umiddelbart kan være svær at gennemskue. Samtidig har loven store konsekvenser – både juridisk og følelsesmæssigt – for familier, hundeejere og ikke mindst hundene selv.

Når en lov kan føre til indgribende beslutninger om et familiemedlems fremtid, stiller det ekstra store krav til, at reglerne er klare, retfærdige og fagligt funderede.

Flere oplever i dag, at loven rummer uklarheder og elementer, der kan føre til uensartet praksis og afgørelser, som ikke altid opleves proportionelle i forhold til den konkrete situation.

Der er behov for at sikre, at vurderinger bygger på adfærd og konkrete forhold frem for generelle kategoriseringer, og at både retssikkerhed og dyrevelfærd vægtes højt.

Konsekvenserne af loven involverer mange følelser, og derfor kan der være en vis berøringsangst i debatten. Men netop fordi emnet er følsomt, er det vigtigt at turde tage det seriøst og fagligt.

Målet med beslutningsforslaget er forhåbentlig, at der sættes en grundig og saglig proces i gang, hvor relevante fagpersoner, eksperter og praktikere ser kritisk og konstruktivt på loven og kommer med et rimeligt, gennemtænkt forslag til revision.

En opdateret hundelov bør skabe tryghed for borgerne, styrke retssikkerheden og samtidig sikre en ansvarlig og evidensbaseret tilgang til regulering af hunde.

Jeg håber, der vil være opbakning blandt politikerne til at have hjertet det rette sted – og fornuften med – så forslaget kan komme videre.

For både dyr og menneskers skyld.

Høring om hundeloven

/i , ,

Mandag d. 27. oktober  var der høring om hundeloven!

Det resulterede i Morten Messerschmidt tilkendegav, han ville stille forslag til en revision af hundeloven i Folketinget.

Hvad skete der så til høringen?

Eftermiddagen kom vidt omkring og belyste flere centrale udfordringer ved den nuværende hundelov.

Juridiske aspekter

Professor Frederik Waage holdt et fremragende oplæg, hvor han gennemgik de forvaltningsretlige principper, der danner rammen for politiets optræden i hundesager.
Han fremhævede tre centrale retsprincipper: officialprincippet, proportionalitetsprincippet og vejledningspligten.

Officialprincippet betyder, at politiet selv skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Selvom hundeejeren har bevisbyrden for, at hunden ikke er ulovlig, fritager det ikke politiet for ansvaret for at undersøge sagen grundigt.

Proportionalitetsprincippet forpligter myndighederne til at vælge det mindst indgribende middel. Politiet bør ikke anvende standardløsninger, men foretage konkrete vurderinger i hver sag. Det gælder især ved forvaring af hunde, som ofte bliver både langvarig og økonomisk belastende for ejeren.

Vejledningspligten indebærer, at borgerne skal have korrekt og fyldestgørende information. Politiets tidligere brug af samtykkeerklæringer til straksaflivning var uden lovhjemmel og i strid med denne pligt.

Kort sagt har mange sager været præget af manglende ensartet praksis, utilstrækkelig oplysning og uforholdsmæssige indgreb. Det skaber retsusikkerhed og store økonomiske tab for borgerne.
Problemet ligger derfor ikke alene i lovteksten, men i politiets uensartede håndhævelse.

Folketinget bør sikre klare retningslinjer – og eventuelt ændre loven – så politiet pålægges at foretage en eksplicit proportionalitetsvurdering, før indgreb iværksættes. Mindre indgribende løsninger, som fx brug af mundkurv frem for anbringelse på internat, bør i højere grad overvejes.

DNA-tests og racebestemmelse

Professor ved Institut for Biologi – Genetik og evolution Michael Møller Hansen udfordrede brugen af de nuværende DNA-tests i sager om hunderacer og racebestemmelse.

Han konkluderede, at de kommercielle tests – særligt Wisdom Panel – mangler gennemsigtighed, faglig validering og objektivitet. Resultaterne kan derfor ikke anses som retsligt eller videnskabeligt pålidelige.

Han foreslog indført en bagatelgrænse for DNA-andele på minimum 12,5 % (svarende til en oldeforælder). Bidrag under denne grænse bør ikke tillægges juridisk betydning.

Retssager og praksis

Højestesretsadvokat Poul Hvilsted, der har ført flere hundesager ved domstolene, fortalte, at han ofte har måttet advare klienter, der ønskede at gå ”all in” på en retssag – fordi udfaldet næsten altid ender med en død hund, uanset ejerens indsats.

Adfærd og aggression hos hunde

Dyrlæge Kirsten Brock holdt et vigtigt oplæg om aggression hos hunde – et emne, der ofte spiller en rolle i hundesager.

Hun påpegede, at aggression sjældent handler om ondskab, men om frygt, usikkerhed eller utryghed.
Når en hund knurrer, viser tænder eller måske bider, forsøger den typisk at skabe afstand til noget, den oplever som truende eller ubehageligt.
Formålet er altså afstand – ikke angreb.
Det er hundens måde at sige: “Stop, jeg har brug for plads.”

Hvis vi mennesker ignorerer de tidlige signaler – fx stiv krop, gab, slikken om munden eller knurren – kan situationen eskalere og ende i et bid.
Knurren er ikke uartighed, men kommunikation.
Ved at lytte til hundens signaler og respektere dens grænser kan vi undgå konflikter og skabe mere tryghed for både hund og ejer.

Der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem race og aggression. Derfor giver det ikke nogen mening at have et raceforbud, fordi man mener, de forbudte racer er mere aggressive end andre hunde.

Charlotte S. Andersson fra Fairdog gav sine praktiske erfaringer med hundelovssagerne, som hun gennem mere end 15 år har arbejdet med.

Hundesagkyndiges rolle

Dyrlæge Pernille Hansen holdt et spændende oplæg om de hundesagkyndiges arbejde. Der er ofte udfordringer ved vurdering af skambid og deres betydning.

Hun påpegede, at det er påfaldende, hvor sjældent de inddrages, sammenholdt med hvor mange hundelovssager der behandles hvert år.

Etiske overvejelser

Jeg holdt et indlæg om de etiske dilemmaer, som dyrlæger stilles overfor, når de skal aflive raske dyr – og dermed bryde det etiske løfte, vi har aflagt om altid at handle med omsorg, respekt og faglig integritet over for de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte.

Konklusion

Hundeloven skal ændres – både af hensyn til hundens velfærd og borgernes retssikkerhed. Der blev tilkendegivet at der vil blive stillet forslag i Folketinget om en revision af hundeloven.

Frederik Waage, Lise Rovsing, Morten Messerschmidt

 

 

 

 

Et etisk dilemma for dyrlæger

/i , ,

Berlingske har bragt d. 15/9-25 bragt mit indlæg: 

Hundeloven strider mod vores løfte

Som dyrlæge har jeg – ligesom mine kolleger – aflagt en ed. Et løfte om at sætte dyrets sundhed og velfærd først. At handle med omsorg, respekt og faglig integritet overfor de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte og behandle.

Netop derfor er det dybt problematisk, at vi med Hundeloven i hånden bliver bedt om at aflive raske, velfungerende hunde udelukkende på grund af deres race eller en enkelt episode, der ikke nødvendigvis afspejler hundens samlede adfærd.

Hundeloven giver i dag mulighed – og i visse tilfælde pålæg – for aflivning af hunde, som vurderes at udgøre en fare, eller som tilhører bestemte racer. Men loven levner alt for lidt plads til faglige vurderinger, individuelle hensyn eller rehabilitering. Den tager ikke højde for kontekst, opdragelse eller den enkelte hunds faktiske adfærd.

Det placerer dyrlæger i et uløseligt etisk dilemma. På den ene side står myndighedernes afgørelser og ejerens fortvivlelse. På den anden side står vores professionelle og moralske forpligtelse: At beskytte dyret – ikke tage dets liv uden sundhedsfaglig begrundelse.

Når vi afliver et dyr, er det fordi, det er sygt og livet ikke længere er værdigt. Ofte har vi kæmpet for dyrets liv og haft lange svære samtaler med de pårørende om dyrets velbefindende.  Vi kæmper for liv, vi tager ikke bare liv.

Når en rask og social hund skal aflives, ikke fordi den er syg, men fordi den er “forkert” ifølge loven – så går det imod alt, hvad vi har lært og lovet. Det sætter os i en situation, hvor vi enten må bryde vores etiske løfte eller risikere en professionel konflikt.

Vi har brug for en opdatering af Hundeloven. En lov, der baserer sig på evidens, adfærdsfaglig viden og individuel vurdering – ikke forsimplede racekategorier. En lov, der lytter til fagfolk, og som giver dyrlæger mulighed for at stå ved deres løfte – ikke tvinger dem til at bryde det.

For i sidste ende handler det ikke kun om hundene. Det handler også om, hvilket samfund vi vil være. Et samfund, hvor vi behandler dyr med respekt og retfærdighed – eller et, hvor frygt og fordomme afgør deres skæbne.