Hellere en uge for tidlig end en dag for sent

Den sidste uge har trukket sine dystre spor. En skærende kontrast til de mange søde hvalpefotos, der ofte fylder overskrifterne. Vi har brug for ”babybillederne” til at minde os om, livet går videre. Vi skal huske på at med sygdom følger også sundhed og nye begyndelser.

Alle ejere af et kæledyr frygter dagen, hvor det er slut.

Det er desværre de færreste dyr, der sover stille ind i kurven uden forudgående sygdom.

Det er sjældent at et kæledyr ”ud af det blå” falder om og dør af hjertestop.

Det vil sige, det i langt i de fleste tilfælde, bliver en aktiv beslutning, vi mennesker træffer på dyrenes vegne om at døden skal ske.

Vi frygter i den grad at overskride grænsen og trække den tunge beslutning om aflivning for længe og dermed udsætte vores dyr for unødig smerte og lidelse.

Vi har lavet mange ”blodløfter” med hinanden om, at når dagen kommer, og vi som dyrlæger vurderer, det skal være slut, så skal vi sige til – da mange ejere godt er klar over, at når følelserne sætter ind, så sætter fornuften ud.

Der går ikke en uge, oftest faktisk ikke en dag uden vi siger farvel til nogle af vores kære patienter. Ofte også uden for overenskomstmæssig åbningstid, da når et farvel skal være, skal det ikke vente.

Mange har været igennem et forløb, hvor sygdom har tæret på kroppen, og der til sidst ikke er andet at gøre end det eneste rigtige. Vi afliver jo ikke raske dyr, omvendt så skal det gøre ondt, før vi når dertil, livet ikke mere skal være.

Det der gør det så svært, det er der ikke er en facitliste. Det er jo ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad er et ”godt nok” liv for et kæledyr?

Dyr kan gå på brækkede ben, logre med halen selvom de er triste og æde til det sidste. Derfor kan vi ikke bare vurdere ud fra de åbenlyse objektive parametre. Vi skal naturligvis have dem med i betragtning men stadig huske at se det store billede.

Vi er så privilegerede, vi kan gøre det bedste for dyrene. Vi kan træffe en beslutning om at sige stop i tide og ikke bare vente til dyret ligger apatisk hen, og lyset er slukket i øjnene.

Man må gerne bare have en snert af tvivl, om det er det rette, når vi siger farvel – da har man ikke det, har man måske ventet for længe?

De sidste uger har vi sagt farvel til alt for mange af vores patienter på Artemis. For mange forstået på den måde, det også gør ondt på os at sige farvel. Det har dog alle sammen været afskeder, der i den grad har haft sin berettelse.

Hver gang vi sammen beslutter at sige farvel, skal vi huske, vi gør det af kærlighed til dyrene. Det er det, der er drivkraften og motivationen. Det er den fane, vi altid skal løfte sammen.

Men det i tankerne skal vi huske at hellere afslutte en uge for tidlig en dag for sent.

 

Read the English version here!