Førstehjælp! Når skaden er sket..
Guide til førstehjælp!
NÅR ULYKKEN SKER…
- Ved mistanke om forgiftning af f.eks. en giftig plante, kontakt dyrlægen. Giv dyret aktivt kul og prokolin for at begrænse skaden.
- Brændt dyr: Dyrets pels tager nemt mod ild, så huden brændes hurtigt. Brandsår skal behandles med rigelige mængder af koldt vand. Tag eventuelt dyret under en bruser. Tager du til dyrlægen med dyret, skal du tage koldt vand med under transporten, så brandsåret afkøles hele tiden.
- Skåret pote: Tag poten i en skål med lidt sæbevand. Skyl skidt væk fra poten, så du kan vurdere omfanget af skaden. Hvis der er lavet et dybt sår, skal dyret selvfølgelig til dyrlægen. Læg en let forbinding på poten, alternativt kom en bomuldssok op om poten. Dette vil både beskytte såret og hindre dyret i at lave yderligere skade ved at slikke på såret. Giv dyret en krave på, hvis du har sådan en derhjemme.
- Spist gavebånd: Begynder din kat at blive dårlig efter juledagene og kaster op, skal du tage den til dyrlægen. Det kan ikke understreges nok gange, at katten ikke skal i nærheden af gavebånd.
- Skader på øjet: Hvis dyret virker generet i øjet, kan du dryppe med saltvandsdråber, der fås i håndkøb på apoteket. Brug ikke kamillete og kogt vand. Undgå at hunden klør i øjet med poten, det kan gøre en lille skade stor, hvis hornhinden ridses af en pote. Giv dyret en krave på – alternativt en sok på poten, indtil du kommer til dyrlægen. Hvis en hund har skade på hornhinden, SKAL den til dyrlægen.
- Dårlig mave, her skelner jeg mellem, om der er opkast og / eller diarre:
Kaster dyret op, så fjern mad og vand allerførst, så du har styr på, hvad der indtages.
Ved lettere opkastninger, skal dyret ikke faste i 24 timer.
Når man er fastet – eller har kastet alt mad op gennem et stykke tid – er blodsukkeret i bund. For lavt blodsukker giver kvalme. Kvalme kan fjerne appetitten og yderligere fremprovokere opkastfornemmelsen, når der endelig serveres mad.
Når dyret har været uden mad i 2-3 timer, giv det lidt honning ind på kinden (honning kan ikke “spyttes” ud) eller sukkervand, begge dele går direkte i blodbanerne. Hermed vil blodsukkeret stige og kan fjerne noget af kvalmen. Vent cirka 45 min og giv dyret en lille bitte portion mad f.eks. udkogte ris og lys fisk/kogt kylling.
Den type mad optages hurtigt i systemet og kræver ikke maven skal på hårdt arbejde.
Har du mistanke om, dyret har spist en spids genstand? Giv “slikasparges” fra dåse! De vikler sig rundt om ting og kan hjælpe med at få en spids genstand til at passere nemmere gennem tarmsystemet.
Har dyret diarre, skal der også gives let fordøjeligt mad. Hvis der ikke også er opkastninger, skal maden gerne indeholde nogle fibre.
Fibre binder væske og gør alt ikke “suser” gennem tarmen.
Kom f.eks. lidt fibre i form loppefrøskaller (Urtekram laver produktet, det kaldes også psyllium eller HUSK) på maden.
Du kan også give dyret et stykke rugbrød eller komme rå reven gulerod i maden.
Giv gerne et tilskud af mælkesyrebakterier, der er med til at stabilisere mave og tarm. Skånekost kan også købes færdiglavet hos dyrlægen.
EN KAT MÅ IKKE GÅ ET DØGN UDEN AT SPISE.
GIV OM NØDVENDIGT MAD I EN ENGANGSPRRØJTE.
BLEND KATTENS ALMINDELIGE FODER MED VAND, TRÆK DET OP I SPRØJTEN OG GIV DET DIREKTE I MUNDEN.
Tjekliste til dyrets hjemmeapotek:
Disse ting kan du med fordel have stående hjemme. Så er du beredt, hvis ulykken sker…
- Bomuldssok og sportstape til at holde sokken på plads.
- Saltvandsdråber fra apoteket.
- En mild sæbe til rens af poter og sår.
- En skærm/krave , fås enten som “badering” eller en stiv plastikkrave.
- Loppefrøskaller (Urtekrams produkt forhandles blandt andet i Irma og Menu).
- Frossen torsk, torskerogn på dåse og ris. Så kan du nemt lave skånekost.
- Engangssprøjter, så kan sprøjte lidt mad ind, hvis dyret ikke spiser.
- Færdigproduceret skånekost fra dyrlægen, f.eks. Royal Canins Gastrointestinal eller I/D fra Prescription Diet.
- Aktivt kul.
- Zinksalve eller Kovalinesalve (fås hos dyrlægen) til at smøre på smårifter og røde irriterede poter.
- Slikasparges på dåse.
- En pose, der kan lægges i fryseren og bruges til et koldt kompres.
Med disse tips og tricks kommer du og dine dyr forhåbentlig sikkert gennem julen.
Så kan I fokusere på at hygge jer sammen. Hunden i særdeleshed er et flokdyr og elsker, når hele familien er samlet 🙂