Vims kom på julemærkehjem!

 Vims blev alt for tyk, da ejer var syg!

Gennem mange år havde vi i mange år en klient på Artemis, der hed Fru Andersen. Hun kom på klinikken med sin gravhund Vims.

Fru Andersen var den sødeste ældre dame, der desværre med årene blev mere og mere dement.

Vims var Fru Andersen et og alt.

Hun elskede Vims højt og uagtet hendes sindstilstand, formåede hun at give hunden mad og lukke den ud i haven efter behov.

Problemet var, at Vims blev fodret med is og småkager, intet andet.

Fru Andersen elskede selv søde sager, så det var helt naturligt, at Vims skulle dele glæderne med hende. 

Situationen udviklede sig så alvorligt, at Vims endte med at veje 20 kg.
Hunden var livsfarlig fed.

Der var naturligvis gjort masser af forsøg fra både Artemis’ og gode venners side for at hjælpe damen til at forstå, hvordan Vims skulle fodres.

Fru Andersens sygdom gjorde desværre, hun ikke kunne efterleve de gode råd.

 

Brud på loven!

Der er ingen tvivl om, at den søde Fru Andersen overtrådte dyreværnsloven for hold af dyr.

Var politiet troppet op og havde hentet hunden, er jeg ikke i tvivl om, hun var knækket fuldstændig sammen – i høj grad fordi hun var syg og ikke forstod, hvad der skete. Kærligheden til hunden var dog intakt!

Karakteristisk for hendes sygdom, havde hun nogle gange helt klare øjeblikke, men de blev sjældnere og sjældnere.

 

En plan for Vims!

I samråd med en af Fru Andersens gode veninder besluttede Artemis sig for at aflægge Vims et besøg.

Fru Andersen havde altid holdt meget af at komme på Artemis, så hun var glad for at se os og veninden. 

Det var et godt tidspunkt. Fru Andersen havde nemlig en nogenlunde “klar” dag.

Dyrlægen fortalte hende, at Vims ikke havde det godt havde brug for lidt hjælp.

 

Vims på julemærkehjem!

Vims skulle derfor på Julemærkehjem for at tabe sig og få det bedre.

Fru Andersen kendte godt Julemærkehjemmene. 

De har jo været en del af den danske kultur i rigtig mange år, så det gav hende en meget positiv association.

Hun vidste jo godt, Vims nok var lidt for tyk, men magtede ikke at ændre tingene. 

Hendes bevidst om, hun selv var syg var også tilstede momentært.  

 

Fru Grøn kunne derfor med sindsro sende Vims afsted med veninden og Artemis’ dyrlæge velvidende, hunden ville få det rigtig godt.

Et nyt hjem stod naturligvis klar til Vims. Vims fik efterfølgende tabt sig og har det i dag godt.

Fru Andersen fik også den hjælp, hun skulle have. Hun ringede efterfølgende med jævne mellemrum til os på Artemis og spurgte til Vims på Julemærkehjemmet.

Hun blev glad hver eneste gang, hun hørte, han havde det godt!

 

En lille solstråle i en svær tid!

Historien er et lille lys under ellers nogle meget triste omstændigheder. Misforstået kærlighed til dyrene ender med at gøre skade.

Eksemplet her er sjældent set, da det heldigvis ikke er ofte, dyr bliver så tykke, som i dette tilfælde.

Det findes endnu ikke Julemærkehjem til dyr.

Ligeledes findes der heller ikke “detox”, “bootcamps” og slankeophold.

 

Jeg håber heller ikke, vi når dertil. Hvis man som ejer finder opgaven med at få slanket, hunden så håbløs, man er nødt til at sende dyret afsted for at få hjælp –  så har vi alle fejlet med at hjælpe hinanden. 

 

Realistisk fodring!

Tiden tendens er dog meget i hurtige løsninger. Lad i stedet arbejde hen mod at bruge vores sunde fornuft – særligt på vegne af vores dyr.

En lille hund på 10 kg, der får 2 kogte kartofler under aftensmaden: det svarer til et menneske spiser en kæmpe burger…

Snus bliver ikke gladere af at blive forædt.
Dermed ikke sagt han ikke må få lidt ekstra, alt med måde – bare husk, det nok mere er vores behov end hundens.

Hunden vil nok hellere gå en længere tur og snuse meget mere uden en utålmodighed ejer, der tripper i den anden ende af snoren.