Hundeloven skaber frygt – ikke tryghed!
Et sundhedstjek på dyreklinikken af den søde schæferhund Vigga, endte med at blive et besøg i følelsernes vold.
En gåtur i Bernstorffsparken nær var gået grueligt galt. Ejer, Vigga og en veninde var ude at gå en tur. Vigga gik ved deres side og snusede stille og roligt ned langs stien.
Pludselig kommer en fremmed hund løbende bagfra med kurs direkte mod Vigga. Den fremmede hund er en mellemstor hund af en ubestemt blanding, noget mindre end en schæfer.
Den gør ingen mine til at stoppe op, trods Vigga pænt vender siden til – på hundens sprog et tegn på venlighed og signal til, at man ikke ønsker en konflikt. Læs mere om hundens signaler her!
Viggas observante ejer når at se, hvad der sker, da hunden larmer på stien.
Hun får lige akkurat trådt ind mellem Vigga og den fremmede hund, før hunden rammer Vigga. Hun ser sig desperat om efter ejeren til den fremmede hund.
Længere nede ad stien kommer ejeren gående. Rettere slentrende. Han ser udmærket, hvad der foregår, men gør ikke mine til at afhjælpe i situationen. Da han kommer hen, og endelig får hunden i snor siger han: ”ja, den kan jo ikke lide schæferhunde”.
Jeg havde Vigga og hendes ejer på besøg på dyreklinikken nogle dage efter, at scenariet havde udspillet sig. På mirakuløs vis var ingen kommet fysisk til skade, men sporene skræmmer, og skrækken havde sat sig i kroppen:
Angsten for at miste!
Viggas ejer sagde, at det var lige præcis det her scenearie, hun som ejer af en større hund frygter.
Havde den fremmede hund nået at komme til Vigga, havde Vigga sagt fra. Den fremmede hund respekterede nemlig ikke Viggas sprog med de dæmpende signaler, så det ville have været helt naturligt, at den havde bidt ud efter hunden, hvis hun var blevet angrebet.
Da Vigga var større end den fremmede hund, havde hun med al sandsynlighed været ”den stærkeste”.
Hundeloven skaber frygten!
Vi har en hundelov i Danmark. Den siger, at en hvis en hund har ”skambidt” en anden hund, kan den konfiskeres og i værste fald aflives.
Et bid er et øjebliksbillede!
Det er ikke usandsynligt, at Vigga havde endt med at give et skambid, hvis ikke der var grebet ind i tide. Når man vurderer et bid, giver det et øjebliksbillede, men det fortæller dog intet om den kontekst, som biddet er opstået ud fra.
Menneskets ansvar!
I dette tilfælde var det ikke Vigga, der var problemet. Problemet var ejeren til den fremmede hund!
Han lader sin hund gå løs i en hundepark, velvidende om, at det er en bestemt type hund, nemlig schæferen, der ”trigger” noget i den.
I et sådan tilfælde bør man tage en snor på sin hund fra turens start, eller som minimum være ekstrem observant. Således kan ejer nå at reagere i tide og tage hunden i snor, når han ser en schæferhund.
Det er meget almindeligt, at jeg hører om et scenarie a la dette i klinikken. Det er særligt ejere af store hunde, der er meget bange for, at deres hunde umotiveret bliver overfaldet af mindre hunde.
Skulle det eskalere i en konflikt, vil det nemlig typisk være de store hunde, der får problemet, på trods af, at det ikke hovedsageligt er deres ansvar trods de måske ikke har gjort noget forkert.
Den menneskelige faktor spiller tillige en stor rolle. Nogle menneskers evne til at udvise empati er ikke nødvendigvis altid til stede.
Det er ikke rimeligt, at hundeejere skal frygte for deres hunds liv og skæbne pga. en lov, der ikke løser problemerne.
Hundene bliver taberne i spillet, da samtlige konflikter er menneskets fejl, og ikke hundens.
En hund er menneskets kæreste eje. Frygten for at noget uretfærdigt kan true hunden og i værste fald føre til, at man mister den, er følelsesmæssigt særdeles hårdt.
Det skal ikke være frygt, der sætter dagsordenen.
Man må ikke være bange for at gå en tur med sin hund, fordi man frygter at møde det forkerte menneske på det forkerte tidspunkt.
Lad os tage hundeloven op til revision. Lad os respektere dyrene og tage ansvar velvidende om, at det er et makkerskab, hund og menneske i mellem.
