Tag Archive for: Etik

Sæt dyrenes velfærd før krudt & kugler!

De seneste dage har dyrlægerne ekspederet store mængder af beroligende medicin over disken?.
 
Desperate hundeejere søger hjælp i håb om at kunne hjælpe deres bedste ven gennem nytårsaften, velvidende der venter en rædselsfuld aften, der måske igen vil sætte yderligere traumer i en allerede skadet psyke?.
 
Nogle har de forgange år i samråd med dyrlægen forsøgt sig med diverse former for beroligende medicin, hvor meldingen lyder: ”det var overhovedet ikke tilstrækkeligt”.
 
Vi gør vores absolut bedste for at give dem alternativer til tidligere års medicin, men den triste melding er: der findes ikke et mirakelmiddel, der med garanti sikrer en aften uden angst i kroppen.
 
Dyreejerne har allerede taget alle tænkelige forholdsregler med henblik på bedste muligt at skærme dyrene for fyrværkeriets nedslag. Uanset hvor meget der gøres, kan det ikke undgås at dyrene lider?.
Tilhængerne af fyrværkeriet forstår simpelthen ikke hvor stor skade, det gør på vores dyr.
 
Krudtet har naturligvis også mange andre skadelige virkninger og konsekvenser for miljøet med hensyn til forurening. I disse klimabevidste tider skulle vi måske også snakke om, hvor krudtet kommer fra, størstedelen produceres i Kina.
 
Stadig mange mennesker og dyr kommer til skade, når krudtet benyttes før, under og efter nytårsaften.
 
Hvis ikke dyrenes velfærd er argument nok, er det rigelige med brændstof at hælde på bålet til slukning af krudtet?.
 
Fyrværkeri er og bliver en fuser, men desværre kan dyrene ikke selv vælge at gå udenom.
 
Danmark bør komme ind i kampen og tage skridtet og en gang for alle forbyde brugen af fyrværkeri?.
 
Først og fremmest for dyrenes skyld, men har man ikke hjerte til det, er der rigelig med andre argumenter at benytte sig af.

Et sekund ændrede Lunas liv!

Det her er Luna.

Luna er en snart 2 år gammel new foundlænder, som det meste af sit liv har kæmpet med en muskelsygdom, der gør hun er på høje doser af medicin. Trods dette har hun altid været glad og har aldrig virket til at være trykket af de alvorlige omstændigheder, der omkranser hende.

Dette har dog ændret sig. Luna blev for 2 uger siden overrasket af en raket på gaden, der skræmte hende noget så voldsomt.

Når en hund udsættes for et voldsomt traume, sætter angsten sig i kroppen. Angsten forsvinder IKKE, fordi raketten er væk. Tværtimod. Rakettens traume har gjort, Luna efterfølgende er blevet ængstelig overfor ting, hun ellers aldrig har været bekymret ved.

Lunas tilfælde er desværre ikke enestående. Rigtig mange kæledyr kæmper i løbet af året med de traumer som menneskets brug af fyrværkeri har givet dem.

Det kan tage mange måneder at få stress og angst ud af kroppen, og det kræver tålmodighed og omsorg fra ejers side – det er ikke nemt pludselig at have et dyr, der fra det ene øjeblik til det andet ændrer karakter, og det er hjerteskærende at være vidne til.

Brugen af fyrværkeri bør forbydes totalt. Menneskers behov for underholdning skal ikke være på bekostning af vores dyrs velbefindende.

Den korte periode, det er tilladt, kan ikke retfærdiggøre brugen af fyrværkeri. Dyrenes angst er desværre ikke tidsbegrænset men bæres med sig videre.  Uanset krudtet er væk fra himlen i løbet af sekunder, så sidder traumet i kroppen måske for resten af livet.

Luna kæmper videre! Mod sin sygdom og sine traumer!

Sidstnævnte kunne hun godt have været foruden, da der er udfordringer nok allerede. Takket være noget vidunderlige ejere, der gør alt tænkeligt muligt for hende, håber vi alt det bedste.

Derfor skal du IKKE giv din hund and Mortens Aften!

I aften er det “Mortens Aften”. Traditionen tro, står menuen på andesteg i i store mængder.

Det kan være fristende at give hunden et godt stykke and eller måske nogle fedtede rester?

Lad være. Hunden kan IKKE tåle det. Andeskind har et højt fedtindhold, og det er almindeligvis ikke  hverdagskost for hunden.

Hvorfor er det farligt?

Hundens bugspytkirtel kommer derfor på overarbejde, når kødet skal fordøjes.

Dette kan medføre en betændelsestilstand, der i værste fald kan medføre, hunden skal indlægges.

Hvad er symptomerne?

Symptomerne på en infektion i bugspytkirtlen er opkast og tynd mave.

Hunden får ondt i maven og vil ofte sætte sig i ”bedestilling” med rumpen i vejret og strække sig. Tilstanden er meget smertefuld.

Symptomerne kan optræde i mange forklædninger, og det kan variere, hvornår de starter.

Ofte bliver hunden dog syg samme aften, som den fede mad er spist.

Alternativer?

I stedet for at udfordre skæbnen ved at fodre med and, så giv hunden en dejlig gåtur i stedet for.

Alternativt planlæg en godbid som et ben, du ved, hunden tåler.

Det er ikke hundens behov at spise and. Det er vores menneskers behov for at dele hyggen med vores elskede hund!

 

Hellere en uge for tidlig end en dag for sent

Den sidste uge har trukket sine dystre spor. En skærende kontrast til de mange søde hvalpefotos, der ofte fylder overskrifterne. Vi har brug for ”babybillederne” til at minde os om, livet går videre. Vi skal huske på at med sygdom følger også sundhed og nye begyndelser.

Alle ejere af et kæledyr frygter dagen, hvor det er slut.

Det er desværre de færreste dyr, der sover stille ind i kurven uden forudgående sygdom.

Det er sjældent at et kæledyr ”ud af det blå” falder om og dør af hjertestop.

Det vil sige, det i langt i de fleste tilfælde, bliver en aktiv beslutning, vi mennesker træffer på dyrenes vegne om at døden skal ske.

Vi frygter i den grad at overskride grænsen og trække den tunge beslutning om aflivning for længe og dermed udsætte vores dyr for unødig smerte og lidelse.

Vi har lavet mange ”blodløfter” med hinanden om, at når dagen kommer, og vi som dyrlæger vurderer, det skal være slut, så skal vi sige til – da mange ejere godt er klar over, at når følelserne sætter ind, så sætter fornuften ud.

Der går ikke en uge, oftest faktisk ikke en dag uden vi siger farvel til nogle af vores kære patienter. Ofte også uden for overenskomstmæssig åbningstid, da når et farvel skal være, skal det ikke vente.

Mange har været igennem et forløb, hvor sygdom har tæret på kroppen, og der til sidst ikke er andet at gøre end det eneste rigtige. Vi afliver jo ikke raske dyr, omvendt så skal det gøre ondt, før vi når dertil, livet ikke mere skal være.

Det der gør det så svært, det er der ikke er en facitliste. Det er jo ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad er et ”godt nok” liv for et kæledyr?

Dyr kan gå på brækkede ben, logre med halen selvom de er triste og æde til det sidste. Derfor kan vi ikke bare vurdere ud fra de åbenlyse objektive parametre. Vi skal naturligvis have dem med i betragtning men stadig huske at se det store billede.

Vi er så privilegerede, vi kan gøre det bedste for dyrene. Vi kan træffe en beslutning om at sige stop i tide og ikke bare vente til dyret ligger apatisk hen, og lyset er slukket i øjnene.

Man må gerne bare have en snert af tvivl, om det er det rette, når vi siger farvel – da har man ikke det, har man måske ventet for længe?

De sidste uger har vi sagt farvel til alt for mange af vores patienter på Artemis. For mange forstået på den måde, det også gør ondt på os at sige farvel. Det har dog alle sammen været afskeder, der i den grad har haft sin berettelse.

Hver gang vi sammen beslutter at sige farvel, skal vi huske, vi gør det af kærlighed til dyrene. Det er det, der er drivkraften og motivationen. Det er den fane, vi altid skal løfte sammen.

Men det i tankerne skal vi huske at hellere afslutte en uge for tidlig en dag for sent.

 

Read the English version here!

 

På besøg hos russiske Rada!

Søndagen bød på et dejligt gensyn med “min” russiske hund Rada.

Rada kommer fra et dyreinternat i Rusland og flyttede til Danmark for 1,5 år siden.

Jeg hjalp sammen med Thomas Rathsack  med at samle penge ind til internatet.

Rada kom til Danmark sammen med Chelina vores danske kontakt på stedet (læs historien her).

Rada fik et nyt liv hos den dejligste familie. Hun bor i dag sammen med sine 2 snudekammerater den engelske bulldog Fiona og den franske bulldog Ib.

 

 

 

Man finder næppe nogle hunde, der er mere forskellige fra hinanden end Rada og basserne. De er dog blevet de bedste venner, trods deres mange uligheder.

Rada er i dag fuldstændig integreret i sin nye tilværelse. Hun mangler et forben, men hun klarer dog sig fin på de resterende tre.

Familien fortæller, de godt kan mærke Rada indimellem skal have nogle kortere gåture. Det er nemlig ikke uproblematisk at mangle et ben. Der kan komme slidgigt i ledet, hvorfra benet er amputeret. Desuden er resten af kroppen udsat for en stor belastning, da den skal kompensere for det manglende ben.

Rada bor heldigvis i et et-plan hus. Det største spring hun tager, er når hun hopper op i sengen, hvor HELE familien sover hver nat.

Thomas & jeg var så heldige at blive inviteret på besøg.

Da jeg ankom blev jeg mødt af 3 hunde, der glade kom mig i møde. Rada trykkede sig ind til mig, som om hun kunne kende mig, hvilket jeg vælger at tro på.

De 2 andre hunde holdt sig ikke tilbage og fik hurtigt deres del af klap og kæl. Da Thomas ankom lidt efter gentog seancen sig, og Rada fik i den grad placerede sig, så Thomas ikke kunne flytte sig fra gulvet, da Rada gerne ville sidde på skødet.

 

Det havde været en lidt hård morgen for hende, da hun er bange for tordenvejr. Ellers er der ikke meget, hun er bange for. Man tænker jo, hun nok også må have oplevet en del i livet i de formodede 5 år, hun sad på internat i Rusland.

Efter en frokost med en meget imponerende pariserbøf på tallerkenen gik turen til stranden. Flokken plejer nemlig gerne at gå ned til vandet, hvor alle dyrene bader, hvis bølgerne ikke er for høje.

 

Særligt Ib er helt tosset med vand. Han svømmede ud mindst 10 gange, hvor Fiona og Rada mere soppede. Efter poterne var blevet afkølede, gik turen tilbage til huset, hvor det var tid til at sige farvel.

Rada er desværre bare en ud af utrolig mange hunde, der sidder på internater verden over. Hun ved næppe selv hvilken tilværelse, hun slap væk fra – men det er ingen tvivl om, hun stortrives i sit dejlige hjem.

Vi ville rigtig gerne igen en dag hjælpe internatet i Rusland.

Det kræver dog, vi igen får Chelina afsted til destinationen. Vi sender  IKKE bare sender penge afsted uden at være stensikre på, de bruges rigtigt. Chelina er netop optaget på studie i russisk, så jeg har store forhåbninger om, hun kommer retur til Rusland en dag:-)!

Farvel til Rosie!

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Historien om Tox er kommet i avisen!

 

Min historie om Tox er nået aviserne! Jeg håber, det viser, mit budskab er aktuelt og vigtigt!

BT gav mig en spændende overskift! Læs BTs indlæg her!

Her er mit respons på deres tolkning af historien, der blev posted på facebook!

Mit reply på facebook!

“Jeg blev rasende”, er nok lige den journalistiske festversion?!

Kan noget få mig op i det røde felt, så er det dog alt, der skader dyrene!

Det sidste en hund ønsker at gøre er at bide!

Hvis det sker? Så er det oftest fordi, vi mennesker ikke læser vores dyr godt nok!

Vi skal ikke lade hundene komme i en situation, hvor deres grænser overskrides, så et bid bliver aktuelt!

 

 

Et sidste ønske!

Et sidste ønske!

I december 2018 døde Camilla efter et brutalt kort forløb med livmoderhalskræft. Camilla Skovgaard var i offentligheden kendt som en meget dygtig designer.

Jeg blev for kort tid siden kontaktet af Camillas forældre. Camilla var nemlig en hjerteven for dyrene og en ildsjæl, når det galt dyrs ve og vel. Hun har de sidste par år boede på Ibiza, hvor hun har støttet det lokale arbejde med dyr.

Hun fandt ro og sjælefred på øen, hvor hun boede sammen med hendes hunde. Boxeren Mercy havde en særlig plads i Camillas hjerte.

Camillas forældre fortalte mig, at det var Camillas brændende ønske, at Mercy skulle finde et godt hjem efter hendes død. Derfor tog de kontakt til mig.

Midt i sorgen over at have mistet en datter alt for tidligt, eksisterer naturligvis et ønske om at efterleve Camillas sidste ønske, der følges af en afmagt over, hvordan de dog skal gøre det?

Mercy bliver pt passet af en pige, der driver et internat på Ibiza. Stedet rummer mange dyr, så Mercy skal ikke blive der – det er forsøgt at finde et hjem til hende på øen, men det er ikke lykkes.

Camillas forældre har bedt mig om hjælpe med at imødekomme Camillas sidste ønske.

Derfor håber jeg nu, vi kan hjælpe i Danmark?.

Boxeren Mercy er født i 2013. Hun er en velfungerende hund, der trives godt med mennesker, hunde og endda katte. Hun halter en sjælden gang indimellem på et bagben, da hun fik skadet poten som lille.

Vi håber at finde et hjem, der kender til boxeren som race. Et hjem som har mod på at åbne hjertet og tage sig af hende, velvidende det kræver ro og tålmodighed at have en omplaceringshund.

Jeg er blevet meget berørt at have været i kontakt med Camillas familie. Det er fulgt af en taknemmelighed over at være i live med et godt helbred og et ønske om at hjælpe mennesker i sorgen.

Vi må aldrig tage vores eksistens for givet. Har du kræfterne og evnen til at gøre en forskel, skal der handles, det er så nemt bare at gå forbi.

Kan vi finde det rette hjem til Mercy, vil der blive tændt et lys i mørket☀️.

Det vil ære Camillas liv og respektere hende ønske, der om noget er drevet af kærlighed til dyr.

Skriv hvis du mener at kunne hjælpe❤️.

Opslaget er lavet i samarbejde med Camillas forældre.

 

En lille Perle…

Mandag morgen ringer telefonen på Artemis, kort tid efter bliver jeg afbrudt i min konsultation af min sygeplejerske Gudrun. Hun har en ulykkelig dame i telefonen, der engang var kunde hos os. Hun har kort fortalt, hendes mor er kommet på hospice?.

Moren har en svensk dansk gårdhund, som hun af indlysende årsager ikke længere kan tage sig af. Datteren står midt i afskeden med sin elskede mor og kan ikke give hunden, hvad den fortjener midt i sorgen og praktiske gøremål.

Gudrun og jeg ser på hinanden, og der er ingen tvivl: hun skal naturligvis komme med hunden til os, så vi kan se om vi kan hjælpe.

Kort tid efter kommer Perle til os. Hun er den dejligste 7-årige pige, der gennem et liv er blevet elsket og passet til punkt og prikke. Perles menneske fortæller om hende og beskriver en hund, der vil være en berigelse i det rette hjem.

Hun har naturligvis været i gennem en turbulent periode, og der skal ro på i starten. Alle forudsætninger er tilstede for, hun i dette rette hjem vil være til gensidig glæde og lykke.

Perles menneske var ikke helt klar over, hvad der ville ske.

Hvad vi ville gøre, da hun blev bedt om at komme?

Sorg og afmagt sætter rationelle tanker ud af spil og i en sådan situation, er det eneste rigtige at gøre at bede om hjælp. Hvis ikke ville Perle blive taberen.

Aflivning var naturligvis aldrig på tale. Vi afliver ikke raske dyr. Det var på ingen måde ej heller ønsket, men i sorgens stund er der ikke altid plads til at tænke fornuft og finde løsninger.

Det er derfor, det er så vigtigt, vi bliver ved med at tale sammen. Ikke at fordømme og være bedrevidende, men skabe rammerne for man ikke er bange for at række efter en hånd, når balancen vakler?.

”Folkedomstolen” er i dag meget hård.

Særligt når det kommer til kæledyr. I den digitale debat flyver ordene, og meninger er mange. Det er så nemt at gemme sig bag en skærm og være fordømmende. Det er sjældent, man ser et opslag om videreformidling af kæledyr, uden der er flere, der i meget skarpe toner skæmmer menneskerne og kalder dem skældsord uden overhovedet at have læst opslaget?.

Det drejer sig ikke om, man ikke skal tænke sig om, før man anskaffer sig kæledyr. Naturligvis drage omsorg for det livet igennem. Der er mange situationer, hvor aktualiteten af et nyt hjem kunne have været undgået.

Vi oplever virkeligheden til hverdag. Mennesker og dyr ”face to face”, ikke gemt bag en skærm. Det er følelser som sorg, afmagt, glæde, frustration og frygt. Vi skal træffe de rette beslutninger, så vi altid sætter dyrenes ve og vel først.

Efter at have talt med Perles menneske og set hunden, gik det stærkt. I løbet af 20 minutter havde vi fundet det perfekte nye hjem til hende, der matchede på alle punkter.

Jeg er så stolt af min vidunderlige kollegaer på Artemis, der bare med det samme, var klar til at hjælpe – og handlede?!

Det er så vigtigt, vi alle arbejder for at skabe en kultur med netværk, hvor vi hjælper hinanden, når behovet opstår?.

Det er fantastisk at se, at når der er behov for det – så virker dette netværk!

Man skal altid sige til, hvis man er i en situation, hvor man ikke længere, kan gøre det rette for dyrene. Det er kærlighed til dyr, der gør, man nogle gange erkender dette – i andre tilfælde er der andre mindre flatterende årsager bag.

Jeg er taknemmelig for Perles passer havde mod på at komme forbi, da hendes nye familie er SÅ glade for hende??.

Flere mennesker har nu hjulpet hinanden ved at ens styrke til at sige farvel bidrager til andens glæde.

På en måde redder vi jo alle lidt hinanden, som dyr så ofte redder os ?!

 

Så går turen til Egypten igen!

Hjælp os at hjælpe et internat i Egypten!

Mandag den 25. marts rejser super seje Birgitte Brogaard for anden gang til Egypten for at yde en indsats for gadehundene på internatet “Animal Care Center Hurghada”?.

Birgitte er en ildsjæl, der prioriterer at lægge sine kræfter i at hjælpe vores snudevenner, der desperat har brug for hjælp et andet sted i verden?. Efter at have oplevet stedet med egne øjne i efteråret og set hvor meget, der kan gøres for at hjælpe, tager Birgitte rejsen endnu en gang.

I Egypten er forholdene for hunde IKKE som i Danmark.

Dyrene er jagtet vildt på mange måder. Det er nemlig meget almindeligt at forgifte gadehundene, så gaderne holdes ”pæne” for turisterne. En forgiftning er en langsom smertefuld død for et dyr, hvis det ikke får hjælp?!

Internatet gør en kæmpe indsats for nødstedte dyr.

De hjælper dyrene på fode igen, hvorefter de sættes retur.
Mange af hundene kan dog ikke komme retur på gaden, så de bliver på stedet. Her gør man, hvad man kan for at finde nye hjem.

Birgitte kender til forholdene, og hun ved præcis, hvad hun skal gøre for bedst muligt at hjælpe på stedet.

Internatet mangler alt. Medicin, foder, forbindingsmaterialer, dækkener, hygiejneartikler og meget mere.

Vi vil gerne hjælpe hende godt på vej, således hun har de bedste betingelser for at gøre en kæmpe forskel for dyrene
på stedet.

Thomas Rathsack og jeg samler igen penge ind, så vi kan hjælpe stedet med medicin?. Birgitte tager det med, da medicin er svært at få fat på i Egypten.

Birgitte skal desuden på stedet indkøbe foder, tæpper og ting til at forbedre stedets forhold.

Med hendes erfaring fra sidste besøg er hun nu endnu mere velforberedt, så rejsen vil hjælpe flest mulige dyr.

Vi har brug for alle de penge, vi kan samle sammen?!

Vil du hjælpe?

Send en donation til 71764 (Fra snude til snude❤️)!

Selv små beløb gør en forskel.