Indlæg

Se dig selv i spejlet!

I disse dage verserer et opslag på nettet omkring et kuld killinger, der blev smidt i en skraldespand, men blev reddet i sidste øjeblik. Ordene omkring den ukendte person, der smed killingerne ud, er meget hårde og hadske.

Det er brud på dyreværnsloven at smide killinger ud, og det er IKKE OK.

MEN der er flere lag i hændelsen, som vi mennesker bør tænke over.

Læs mere her!

HVORFOR følte personen, der gjorde det – at vedkommende IKKE kunne henvende sig til den lokale dyrlæge, et internat, en hjælpeorganisation eller lignede og få HJÆLP, således det ikke var nødvendigt at skaffe sig af med dyrene på den brutale måde?

Måske fordi vi ofte er alt for hårde i vores kritik af hinanden, hvis nogen ikke kan magte opgaver, der for andre synes en selvfølge?
I stedet for at
 hade vedkommende og skrive vrede opslag, så se dig selv i spejlet:
er du en person, som andre ville henvende sig til på et lavpunkt, hvor næste skridt er handlinger, der får fatale konsekvenser for levende væsener og sikkert ikke er noget, som gerningsmanden har lyst til?

Var hændelse sket i mit lokalområde, ville jeg blevet meget trist. Trist over at personen ikke var kommet til mig og havde bedt om hjælp. Jeg ville føle, jeg havde fejlet.

Lad os arbejde for at skabe en kultur, hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer.

Folk, der gør ekstreme ting og skader dyr og mennesker, er almindeligvis i dyb krise.
I stedet for at kun at blive vred, så lad os arbejde for et samfund, hvor der også er plads til at bede om hjælp, det vil på sigt redde langt flere dyr fra en grum skæbne…

 

 

 

Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.

Skyder du fyrværkeri af? Det er brud på dyreværnsloven!

Mange hundeejere oplever i disse dage at se deres elskede dyr i panisk angst. Rystende, pivende, helt ude af stand til at være i deres egen krop og næsten umulige at berolige.

Den triste tilstand skyldes en underlig trang, nogle mennesker besidder.  Trangen til se noget sige ”bang”, høje hyl og sol, måne og stjerner.

Vi taler ikke om et samleje langt over det forventelig, men derimod om menneskets fascination af fyrværkeri.

Det er som bekendt ulovligt at skyde fyrværkeri af før d. 27. december.

Mange mennesker bryder dog alligevel loven og skyder fyrværkeri allerede nu og til langt ind i januar.

Angst for skyderi hos dyr er noget, dyrlægerne bruger meget “krudt” på.

Har man en hund, der bliver bange? De omsorgsfulde ejere lægger  mange timer i at træne snuden gennem året, således den gøres mere ”stærk” overfor fyrværkeriets påvirkning.

Trods den bedste indsats fra ejer, er det dog sjældent nok til at en hund, der er bange for fyrværkeri, gennemgår nytårsaften uden stærk angst – medmindre den får receptpligtige lægemidler, der dæmper symptomerne. Dyrlægerne udskriver  i disse dage medicin til mange dyr!

Jeg mener, du bryder dyreværnsloven, du skyder fyrværkeri af før, op til og efter nytår.

Dyr må IKKE udsættes for unødig smerte og lidelse.

Brugen af fyrværkeri er DIREKTE at udsætte hunde og katte for unødig lidelse.

Sæt snuderne først. STOP skyderiet. Før, under og efter nytår.

Jeg mener, loven skal ændres, så det bliver helt forbudt.

Der vil altid være nogle, der bruger fyrværkeri forsvarligt, men nogle gange skal en lov gå ud over mange for at beskytte få! I dette tilfælde snuderne.

Tænk dig om før du skyder.

Dit knald skader dyrene og bryder lovene.

 

Tænk på dyrene, når du er til fest!

Dette indlæg er skrevet i julen 2016 og er en påmindelse til os mennesker om, vi skal TÆNKE OS OM, når vi fester! Indlægget er skrevet med grand danois Hennings stemme!

Kære ”julefrokost mennesker”! 

I skal i aften ud og give den en over snuden! Yes! 

Vil I ikke nok være søde og læse dette, før promillen går ind og snusfornuften ud? 

I aften vil I gå udendørs og prøve at tage livet af jer selv med en smøg under julefrokosten – og bare lige for at markere jeres “hurra-det-er-jul-det-er-cool-stil” smider I måske en flaske fra jer? 

Den lander i en busk eller måske i vejkanten. 

Når jeg lunter afsted på min sene aftentur, så kan jeg ikke se de knuste glasskår og chancen for, jeg vader mine store klodsede poter over glasset er meget stor. 

I tænker måske – et lille glasskår? Hvor galt kan det gå?

Det kan gå meget galt.

Det er jo mine poter! DINE hænder og ben på en gang! 

Mine 4 poter jeg bruger til at transportere mig afsted med. Jeg kan ikke bare tage en Uber. Jeg bruger dem også til at passe min pels, holde på mine kødben og til at snakke mit sprog. 

Sættes mine poter ude af funktion er jeg mere eller mindre handicappet. 

Kommer jeg galt afsted på grund af et glasskår og skærer mig – Ja, så skal jeg måske bare have en forbinding på, da der er kommet en lille rift. 

Men det kan nemt gå endnu værre, og jeg skal opereres. Efter operation skal jeg holdes i ro i mange uger og hyppigt til dyrlægen. Det gør desuden meget ondt, når jeg bevæger mig. 

Går det helt skævt, kan jeg få skåret en sene over i en pote på grund af en knivskarp glaskant. 

Det er ikke sikkert, det lige kan fikses.

Er jeg en hund, hvis liv er centrere om aktivitet? Så kan mine elskede ejere mene, det ikke er værdigt liv for mig at skulle være i ro i måneder – og ja, så ender jeg på pølsefabrikken. 

Bare fordi DU tog den lette løsning og smed flasken fra dig til julefrokost. 

Så tænk dig lige om, når du drikker i aften!

 Gør det for snuderne! 

Det giver pote at tænke sig om, før man smider flasken! 

Kærlig hilsen fra Henning.