Tag Archive for: Dyrevelfærd

Død af skræk?

Fyrværkeri skal forbydes!

Denne lille ræv blev indleveret på dyreklinikken Artemis til morgen. Den blev fundet i en kælder efter nytåret, hvor den formodes at have søgt tilflugt for nattens bulder og brag?!

Den lille ræv overlevede ikke.

De mange vilde dyr, der færdes i naturen, har ikke mange chancer for at beskytte sig selv mod nytårets krudt og kugler. De skræmmes, og angsten flytter med, selvom nytåret slutter.

Fyrværkeri bør forbydes hele året uden undtagelser.

Myte: Det er dyreejerens egen skyld, hvis hunden er bange for skyderi

Stort set alle ejere af en hund ved de fra barnsben skal lære hvalpen lyden af fyrværkeri at kende!

Opdrætteren har ofte helt tidligt startet træningen, der så følges op i det nye hjem.

Trods alle gode intentioner, så er det ikke muligt at efterligne en rigtig nytårsaften.  De voldsomme lysglimt, pludselige lyde og lugten af krudt i et stort mismask kan ikke streames fra youtube.

Man kan naturligvis til en vis grad præge hundene gennem lydtræning, der kan hjælpe dem en smule.

Alle hunde er forskellige. Nogle er mere sensitive end andre, så små indtryk fylder stort.

Hundens hjerne kan kun rumme en vis mængde indtryk, der skal bearbejdes og bruges.

En hvalps evne til at håndtere nye indtryk er yderst begrænset, og derfor er det at skulle forholde sig til nytårsaften fyrværkeri en meget stor opgave, der meget nemt mislykkes.

Simpelthen fordi hvalpen ikke har kapacitet til det. Den manglende båndbredde skyldes, vi i hverdagen beder hvalpen rumme rigtig mange ting, og nytårsaften er en kæmpe opgave, der udfordrer både hørelse, syn og lugtesans voldsomt.

Har man en ældre hund, der måske er udfordret af slidgigt og nedsat syn, så bruger hunden rigtig mange kræfter på at holde sig selv gående. Det vil sige hundens overskud til at håndtere fyrværkeri (og andre situationer), bliver nedsat.

Derfor er det ikke ualmindeligt at ældre hunde, der aldrig tidligere har været bange for skyderi, pludselig kan blive det.

Velvidende nogle hunde ikke er bange for skyderi, så er langt de fleste det. Frygten kan optræde i mange forklædninger. Nogle gør helt vildt, gemmer sig i kælderen, ryster, halser, piber eller går hvileløst rundt.

Det er en normal sund reaktion for en hund at reagere på skyderi. Hunden hører 4,5 gange bedre end et menneske, så nytårsaften er meget højlydt set fra hundens snude.

Når noget faretruende dukker op, så reagerer kroppens nervesystem og siger, man skal passe på.

De forskellige stresshormoner produceres og resultatet viser sig på forskellig vis, så hunden kan passe på sig selv og håndtere en farlig situation.

Det er unaturligt for en hund overhovedet ikke at forholde sig til fyrværkeri, da det er farligt og en trussel mod hunden. En hund skal ikke lære totalt at rumme skyderiet, da den skal kunne passe på sig selv.

Du kan hjælpe din hund nytårsaften ved IKKE at overstimulere den, da dens kapacitet til at håndtere skyderiet dermed bliver større.

Det er derfor ikke korrekt, at hvis hundeejeren bare vænner hunden til høje lyde, så er brugen af krudt ikke et problem.

Brugen af fyrværkeri bør derfor totalt forbydes – for dyrenes skyld.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lav et “panic room” til nytårsaften!

Jo mindre lyd og lys dit kæledyr kan se, jo mindre bange bliver den nytårsaften!

Vi vil derfor gerne lave en slags “hule”, som den kan søge tilflugt i, når fyrværkeriet raser.

Er hunden vant til at være i en stor transportkasse, kan man tage udgangspunkt i den. Man kan også bruge et sofabord eller måske et lille værelse i hjemmet. Planen er at at isolere stedet mod lys og lyd, så vi skærmer dyret bedste muligt.

Cover mod lys!

Du kan købe produktet molten, der er et  lystæt stof, som hyppigt bruges på film og teateropsætning – det tager også en vis grad lyd:

https://discosupport.dk/302-molton-scenetaeppe-i-metermal

Cover mod lyd!

Det findes et væld af akustikplader, der er bøjelige, der bruges i lydstudier.

De hindrer lyden i af blive reflekteret og suger på den måde de fleste lydniveauer fra (mellem og høje toner).

Der findes mange forskellige løsninger. Linket her henviser til et sæt med flere plader, er kan monteres på siderne af f.eks. et transportbur.

https://www.gear4music.dk/da/Indspilning-and-computere/EQ-Acoustics-Classic-Wedge-30-30cm-Foam-Tiles-Grey-8-Pack/14E8

Et billigere alternativ er flyttetæpper fra fx Jysk, som kan være ret effektive, når man bruger flere lag:

https://jysk.dk/indretning/plaider/diverse/flyttetaeppe-hestehov-100×150?gclsrc=aw.ds&&gclid=Cj0KCQiA0NfvBRCVARIsAO4930n3gRGareKOmrM6Sa21fIQl4c1KNAhcA3x6sF1MlgfgG1AsfLBsvHgaAkOvEALw_wcB&gclsrc=aw.ds

Tunge vattæpper, der hænges over et sofabord, kan også tage lidt lys og lyd.

Læs flere tips og tricks til at komme godt gennem nytårsaften her!

 

 

Gensyn med min russiske Rada!

Det føltes, som var det i går, jeg for første gang mødte Rada.

I Københavns lufthavn december 2018 en sen aften. Hun ankom i en transportkasse, hvorefter vi overnattede sammen på Artemis. Kulminationen på en længere proces, hvor jeg sammen med Thomas Rathsack hjalp med at samle penge ind til et internat i en fjern del af Rusland. Aktionen medførte, vi Rada til Danmark – eskorteret af Chelina Andersen, der i sin tid satte det hele i gang?.

Den trebenede gadehund fandt et nyt liv i Danmark.

Hun bor i dag hos den sødeste familie på Sjælland, hvor hun er en del af flokken sammen med hendes 2 bulldog kammerater. Hun klarer livet på 3 ben fabelagtigt?.

Der kommer ofte up-dates fra Radas familie – primært søde billeder fra snudeture ved vandet og fortællinger om en hund, der er faldet så godt til, at internatet synes som en by i Rusland!

Rada skulle i går til årligt sundhedseftersyn. Familien er så sød at tage en lidt længere tur, så jeg får fornøjelsen af at se hende. Da hun trådte ind på klinikken, gik hun til min glæde med det samme hen til mig – jeg bilder mig ind, hun kan huske mig?.

Rada klarede serviceeftersynet og blev mere end godkendt. En negl begyndte at bløde – noget hun ikke ænsede, hvortil ejeren så rationelt sagde: ”Lise, hun har nok været udsat for værre ting i Rusland”, sådan kan tingene hurtigt komme i perspektiv.

Trods jeg sjældent ser Rada, så har hun sat sine potespor. Hendes vidunderlige sind, hendes fortælling og det hun repræsenterer, gør hende meget unik for mig. Hun er et levende bevis på, det nytter at hjælpe og lave nedslagene, selvom hele verden ikke kan reddes.

Der er stadig folk, der stopper mig og spørger, hvordan det får med de russiske gadehunde.

Jeg får også nogle gange stukket penge i hånden fra folk, jeg ikke kender, der siger, det er til de russiske hunde. Ligesom tæpper og kurve afleveres på klinikken med meldingen om, det helst skal sendes til Rusland?.

Vi kunne hjælpe internatet, da Chelina befandt sig på stedet. Jeg sender ikke penge afsted uden, der er en person, jeg stoler 100 % på, der administrerer brugen på location – så i disse dage er der andre steder, der får hjælpen.

Skal Chelina retur til stedet, så kan vi måske hjælpe igen!

Rat var savnet i går. Han vogter også i den grad over Radas ve og vel, ligesom vi alle våger over hinanden.

Pote- og fodspor går hånd i hånd gennem livet, så pas på dem ??.

Reflektioner om hundeloven!

Hundeloven viser sit grimme ansigt i mange forklædninger! 

 

I går eftermiddags var Artemis omdrejningspunkt for en afsked lidt udover det sædvanlige. 

 

Det er Charlotte, ildsjælen fra Fair Dogs, der havde lavet set-uppet, og hun var med hele vejen. 

 

En hund, der hedder Titan, har tilbragt 16 måneder på et internat! Han dør kort tid før, hans sag skal for retten. En ulykkelig ejer, vil gerne have lov at sige farvel til sin ven, der ikke er blevet mindre betydningsfuld trods den lange adskillelse.

 

Der er dog et praktisk problem, da hunden blev sendt til obduktion, så dødsårsdagen kunne bestemmes, før afskeden kunne finde sted. 

 

Det blev derfor arrangeret at Titan blev bragt til Artemis. Her skulle en afsked mellem hund og ejer finde sted, og Titan skulle sendes anstændigt til kæledyrskremering.

 

Titan ankom i en rød pose. Vi iførte os hansker og forklæder af hensyn til hygiejnen. Da posen åbnes bredte sig med det sammen en særlig lugt i rummet. 

 

Vi dyrlæger kender lugten alt for godt. I forbindelse med det sidste farvel, sker det at et dyr dør og lægges på frost for derefter at skulle tøs op igen. Det giver en helt speciel tung dunst, der lugter af død, forfald og råddenskab! 

 

På grund af obduktionen kom Titan retur bogstavelig talt i 2 dele. I den ene pose lå bagparten med dertil hørende organer. I den anden posen lå forparten med dertil hørende organer. Til min store lettelse var det søde hoved ikke maltrakteret. 

 

Jeg synes Charlotte tog det flot. Uanset hvor mange døde hunde og obduktioner, man har set, så var det her meget specielt. 

 

Omstændighederne omkring Titans vej til den røde pose, gør indtryk. Den måde han blev præsenteret på, da vi åbnede sækken, var ikke et kønt syn. Bare lugten vil være nok til at slå en ”civil” ud, vi dyrlæger er jo mere rutineret i det – men Charlotte holdt hovedet højt og hjalp uden at kny. 

 

Det var umuligt at sige noget om Titans dødsårsag, hvilket heller IKKE var min opgave. Vi fik efter bedste evne lagt Titan med et tæppe over sig, således det var hans fine hoved, der var i fokus. 

 

Titans ejer ankom og fik sagt farvel. Det gjorde ondt på hele klinikken at vidne den smerte, som han tydeligt udstrålede: ikke at have set sin elskede hund i 16 måneder, for derefter at skulle sige farvel til en død hund, der selv efter sin død ikke fik lov at få meget værdighed med sig i graven. 

 

Hele episoden satte mange tanker i gang.  

Nok er nok!

Siden hundeloven blev en realitet, er jeg gang på gang blevet konfronteret med den gennem mit arbejde som dyrlæge. Nu må NOK være nok!

 

Loven må og skal laves om. 

 

Dyrene er taberne, og mennesker bliver ødelagt. 

 

Loven skulle blandt andet skabe tryghed. Hvis der er noget, den lov har skabt, så er det frygt blandt alle, der har hund. Folk er bange. Meget bange. Bange for deres hund pludselig bliver dømt til aflivning eller bliver taget fra dem, fordi der opstår en situation hunde i mellem, der mistolkes af den forkerte person. 

 

Dertil kommer at de mennesker, der har oplevet konsekvenserne af loven, har om noget mistet troen på et retssamfund. Det er ikke at skabe tryghed og tillid. Vi skal ikke have love, der er baseret på frygt og misforståelser.  

Hundens sprog er vejen frem!

ALLE hunde har et sprog. 

Bliver vi mennesker bedre til at lære dette, vil rigtig mange konflikter hund og hund og mennesker i mellem kunne undgås, og det ville ikke være nødvendigt med en hundelov. 

Læs om mødet med andre hunde her!

Ideen om, at alle hunde bare skal kunne lege sammen i fred og fordragelighed, er forældet. Jo mere vi mennesker lærer om dyrene, jo bedre bliver vi også til at lære vores egen hund at kende og ved, hvad hunden er tryg ved – og hvornår man som ejer skal sætte en line på hunden eller gå væk fra en eventuel potentiel konflikt. 

Læs mere om hundens sprog her!

Det er os mennesker, der er problemet, men det er dyrene, det går udover. 

Hundeloven er baseret på nogle forkerte præmisser.

Jeg ønsker ikke et samfund, hvor det er frygt, der driver folks handlinger. Det skal være tillid, viden og omsorg, der skal være de bærende elementer. 

Så lad os få en oplyst debat, så vi kan få skabt en ny præmis, således hundeloven ændres. Dyrene fortjener bedre. 

Titans afsked blev pludselig et konkret eksempel på den virkelighed og skæbne, som hundeloven har dikteret. 

Vi fik gjort rent efter alle forskrifter, hvor Titan blev stedt til hvile! Den råddenskab som loven kommer med vil ikke forsvinde, uanset hvor rent nogle prøver at gøre det. 

Fordi man har en snude, har man ikke en stemme. 

Mit ærinde er altid dyrenes sag, og der er fortsat og til stadighed meget at kæmpe for. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vil hjælper fortsat!

Tak for støtten til ”Inges Shelter” i Egypten. Stedet gør et kæmpe stykke arbejde for lokalt at hjælpe de mange gadehunde i byen, der ofte bringes meget syge til internatet.

De donerede penge er indtil nu blevet brugt til at forbedre de fysiske forhold for dyrene. Der er blevet indkøbt tæpper, hundene kan ligge på og holde varmen til vinter, foderskåle, kasser til opbevaring og diverse hygiejnemidler.

Der indkøbt ordentligt foder, så dyrene bliver rigtigt ernæret.

Der er desuden brugt penge på, at de frivillige på stedet bedre kan hjælpe de mange tilskadekomne hunde, der oftest er forgiftede.

En forgiftning er meget smertefuldt for en hund eller kat og uden hjælp, går dyrene en pinefuld død i møde. Foruden den store forsyning af medbragt medicin, er der indkøbt yderligere remedier, der kan afhjælpe dyrene ved forgiftning og anden sygdom.

En del af pengene afsættes til dyrlægeregninger lokalt.

Vores donation har allerede gjort en stor forskel. Det er dog stadig en dråbe i vandet med henblik på fremtiden for internatet. Vi håber derfor at stadig at modtage støtte til projektet.

Vi har pt en dansk veninde på stedet, der stadig har nogle dage tilbage på internatet, hvor hun vil sikre pengene bruges rigtigt. Hun fortæller, vores hjælp er utroligt værdsat mere end ord kan beskrive det. Birgitte vil fortsat løbende sende rapporter fra stedet, så vi følger, pengenes rejse og forbedringerne på internatet.

Vil du hjælpe?

Send en indbetaling til mobile pay 71764.

Sammen kan vi gøre en vigtig forskel for vores snudevenner i en anden del af verden.

Behovet for hjælp er meget stort, så selv en lille donation hjælper.

 

 

Hjælp os at hjælpe et internat i Egypten!

Hjælp Thomas Rathsack og jeg med at støtte et dyreinternat i Egypten!

Internatet ”Inges Shelter” ligger i Mubarak i Egypten. Internatet huser omkring 30 hunde fra Egypten, der alle venter at blive adopteret af lokale eller udenlandske familier.

Inge, der er ophavskvinde til steder, kommer fra Holland men har slået sig ned i Egypten. Her har hun dedikeret sit liv til at hjælpe dyrene.

Hundene på stedet er syge til start. De fleste er fundet syge på gaderne og bragt til internatet.

Det er meget almindelige at forgifte dyr i Egypten. Stedet hjælper dyrene på fode igen, hvorefter de sættes retur.

Mange af hundene kan dog ikke komme retur på gaden, så de bliver på stedet. Her gør man, hvad man kan for at finde nye hjem.

Det er ikke nemt at få en hund ud af landet,  Fødevarestyrelsen har strenge krav omkring hundene, der sendes videre.

Desuden er det “ikke bare” at adoptere en hund fra udlandet. Den lange transport kan være meget skadelig for dyret, og mange af hundene bærer traumer på sjælen med sig. Jo mere hjælp, vi kan give lokalt på internatet, jo bedre for dyrene.

Internatet mangler alt. Medicin, foder, forbindingsmaterialer, dækkener, hygiejneartikler og meget mere. Stedet er afhængig af frivillige kræfters hjælp.

Se video fra internatet her!

I dag drager en dansk veninde Birgitte Brogaard afsted for at hjælpe internatet i en uges tid.
Hun hjembringer en af stedets mange hunde den trebenede Lucy for at give hende et godt hjem i Danmark.

Vi vil gerne hjælpe hende med at hjælpe hundene på stedet. Det faktum, vi har en person på stedet, gør en stor forskel. Sådan sikrer vi os pengene bruges rigtigt, og der kan sættes system i hjælpen.

Vi har til start pakket en kuffert fuld af medicin, medicinske shampooer, forbindingsmaterialer mv., som Birgitte bringer med til internatet.

Vi vil gerne give hende muligheden for at tage på indkøb i Egypten og lokalt indkøbe foder og andet, der vil gøre en kæmpe forskel på internatet.

Vil du støtte os og Birgitte, så send en indbetaling til:

Mobilepay 71764

Alle beløb gør en forskel!

Tak for hjælpen.

 

Hvordan kommer din hund gennem nytårsaften?

Hellerups hunde tager til fest på Hotel Clarion!

Har du en hund, der er bange for høje lyde og fyrværkeri?

Så er nytårsaften den værste aften på hele året.

Uanset hvor mange gode tiltag, man gør for at hjælpe sin hund igennem, så er det i mange tilfælde umuligt at beskytte hunden mod en voldsom angst. Det gør ondt i hjertet at se hunden lide.

Det bør være totalt forbudt at benytte fyrværkeri, da det er i modstrid med dyreværnsloven. Loven siger, dyr skal beskyttes mod unødig smerte og lidelse.

Der er dog hjælp at hente den 31.december

Tag din hund med på Hotel Clarion i Kastrup Lufthavn. På grund af larmen fra flyene er hotellet godt lydisoleret. Andre lufthavnshoteller kan naturligvis også benyttes.

Du kan tage din hund med på hotellet og få en aften, hvor larmen ikke er så overdøvende som hjemme hos dig selv.

Måske du selv vil få en hyggelig aften, hvis du oplever, din hund slapper af?

Hvis et hotelophold er med til at give hunden en bedre aften end almindeligvis til nytår, så er det bare med at få booket snuden og dig selv ind med det samme

Godt nytår…

Ulveunger på Artemis!

Torsdag aften fik Dyreklinikken Artemis besøg af en lidt anden slags dyr end almindeligt: nemlig ulveunger! Ikke den slags der i disse dage er jaget vildt, men varianten i grønne uniformer, i alderen 8-10 år og på udflugt med spejderkorpset i Hellerup.

De skulle besøge dyreklinikken som et led i et tema om dyr.

Kl 18.30 var venteværelset invaderet. Banderne stod klar, men ikke på den måde der forårsager ”everybody down”.

Bande 1 og bande 2 blev fordelt i klinikken konsultationslokaler.

Det ene sted blev ulveungerne udfordret på deres viden om, hvad en hund kan tåle at spise.

Man må f.eks. ikke give hunden chokolade, løg, rå kartofler mv. Man skal derfor skynde sig at spise slikket selv, så snuden ikke få snuppet det først.

I det andet lokale stod jeg klar med labrador Molly. Udstyret med et stetoskop fik vi lokaliseret Mollys hjerte, og alle fik lov at lytte til slagene.

Det er ikke helt nemt at høre, så det krævede dyb koncentration og lidt tid for ulveungerne, før hjertets rytme fik fat i bevidstheden.

Fra klinikken gik turen til førstesalen hvor Mie Harting gennemgik pindsvinets udfordringer. Mange har pindsvin i haven, og der er meget, vi alle kan gøre for at hjælpe de små dyr på vej i livet.

Hanne Truelsen fra Snudekompagniet afsluttede med en gennemgang af hundens sprog. Vi mennesker kan lære hundens sprog, men ”hundsk” er ikke på skoleskemaet (endnu).

Jeg er mægtig glad for spejdernes initiativ til at tage ulveungerne med på besøg på Artemis.

Hvis man i en ung alder lærer om dyr og forstår at bag hver eneste lille snude banker et hjerte med følelser og intelligens, så omgås man dyr med en anden respekt og omsorg.

Forhåbentlig vil det sætte sit præg på ulveungernes forhold til dyr, og de bliver ambassadører for snuderne!

Husk at spejdere er fremtidens ledere!

Er ulveungerne med på snudeholdet, så ser fremtiden lys ud for vores dyr!


Der er FÅRår i luften!

Repertoiret bliver udvidet i disse dage.

Lørdagen bød på store oplevelser ude på landet.

Et får haltede, det syntes at have ondt i ”poten”.

Ja, sådan et rigtigt FÅR med uld og klove! Almindeligvis ikke mit kompetenceområde. Trods en større eksamen for mange år siden indenfor dette fagområde, er manglen på vedligehold af viden og praktisk erfaring en væsentlig udfordring.

Principperne er dog til en vis grad de samme, hvad angår undersøgelse af et sygt dyr, uanset hvilken genre vi bevæger os i.

Gummistøvler, kedeldragt og diverse andre remedier, der forekom naturligt blev pakken i bilen.

Store fårventninger!

Fårventningens glæde var stor, og jeg trillede afsted mod farmen i Hillerød.

Du skal altid alliere sig med folk, der ved mere end dig selv. Det var så ikke muligt i dag, men jeg havde dog stadig assistance med mig, der senere skulle vise sig at komme uventet til hjælp.

Fårene stod forsamlet på en mark.

Det stod hurtigt klart: Jeg vil gerne tale med nr. 32. 

Lettere sagt end gjort, så første udfordring var at få skilt fårene fra bukkene.

Dette foregår bogstavelig talt ved at gå gennet det syge får væk fra flokken.

Til dette formål bruges en hyrdehund.

Derefter kan fåret placeres, så det kan undersøges.

Dagens crew samlet omkring fårene var delvist under oplæring.

Det vil sige, det gik ikke helt så nemt at få nr. 32 i tale, og det var IKKE hyrdehundens skyld.

Forsamlingen var mildest talt en flok hovedløse kyllinger, og nr. 32 var tilsyneladende ganske uimponeret af forsøgene på en samtale.

Der sker nu det at dagens publikum, der var medbragt til farmen for oplevelsens skyld, pludselig blander sig. Næbbet kunne IKKE holdes flettet længere: ”JEG skal nok få fanget nr. 32”.

Ind på marken vader min yndige assistent, min lillebror Frederik.

Der sker nu det, at jeg på nuværende tidspunkt havde godt greb i nr. 32, og Frederik og jeg fik derefter ført 32 afsides hen til kammeratlig samtale med ryggen mod en væg.

Jeg var nu nødt til at slippe grebet og overlade nr. 32s flugtforsøg i Frederik og bondemandens hænder.

Aktionen!

Benene og klovene på nr. 32 blev nøje undersøgt, en spand vand blev rekvireret – ikke forbi Frederik var tørstig, men forbi klovene skulle vaskes fri for mudder (plus det gav dyrlægen lidt tænketid, samme princip gør sig gældende, når man beder en klient gå ud med hunden og fremskaffe en urinprøve). Langt om længe blev jeg færdig, og nr. 32 fik heldigvis lov at beholde sit nummer og gå  tilbage til flokken.

Der blev langt en plan for 32s fremtid. Benet skal nok klare det.

Han synes udholdende, er stærk og virker til at være en rigtig god kammerat. Han har alt, der skal til for at gå ”all the way”. Dog skal han arbejde på sine evner til samarbejde med ledelsen.

Vi pakkede nu sammen. Snuden skulle tilbage mod storbyen.

Jeg skal ikke fremadrettet til at gøre mig til ekspert på ting, jeg ikke har tilstrækkelig forstand på.

Men så er det godt, jeg har Frederik, der ikke er ked af af både at stille diagnoser og ordinere behandling!