Tag Archive for: Eutanasi

Dyrene skal have lov at sige farvel til hinanden!

/i ,

Hvad sker der, når en hund forlader flokken og efterlader et familiemedlem eller måske en god ven alene tilbage?

Det er i sig selv en meget stor sorg at tage afsked med sit elskede kæledyr, men er der en eller flere hunde i familien, skal man også håndtere deres situation, hvilket gør afslutningen endnu vanskeligere.

Der er nemlig ofte mange tanker om, hvordan den efterladte hund vil klare pludselig at blive ladt alene og ikke mindst, hvordan man skal deale med selve afskeden.

I den forgangne uge har vi haft flere afslutninger, der involverede mere end bare en hund.

Dyrene, der skulle afsted, var alle nået dertil, hvor en værdig afsked var på sin plads og det helt rigtige at gøre.

Uanset hvor svært det er at sige farvel, så skal man altid huske på, at når dagen kommer, så er det jo fordi, at dyrene har det dårligt nok til, at vores kærlighed skal være stor nok til at sige stop i tide.

Mange års erfaring fra dyreklinikken har gjort, at jeg ikke er i tvivl om, at man skal lade dyrene sige farvel, hvis det er praktisk muligt.

Man kan komme i en akut situation, hvor det ikke er muligt, og der må det altid være det syge dyrs interesse, der kommer først. Sagt på en anden måde: Man skal ikke udskyde en nødvendig aflivning for at vente på, at en anden hund kan sige farvel.

Når man siger farvel, synes jeg, der skal være ro omkring ”indsovningen”. Lad derfor den syge hund være alene sammen med familien, så man giver mulighed for, at mennesker og dyr kan være sammen i øjeblikket uden forstyrrelser fra en anden hund. Når der så er blevet stille, kan man lade den ”efterladte” hund komme ind.

Det ene tilfælde var en hundemor, der efterlod sin aldrende søn tilbage. Han kom ind, kiggede på mor, gik ud igen, kom ind igen og dette scenarie gentog sig et par gange. Han snusede til hende kortvarigt og viste derudover dæmpende signaler: Drejede hoved væk, slikkede sig om munden, løftede poten. Hundens sprog, der viser, at han var underlig tilpas ved situationen, hvilket man ikke kan bebrejde ham.

Det andet tilfælde skulle to gode kammerater sige farvel til deres ven. De kom ind i lokalet, stoppede op, kiggede sig rundt, gik hen til den afdøde og gik lidt forvirrede rundt. Begge hunde viste også dæmpende signaler, men de fik snuset til deres gode ven og registreret, at noget var anderledes.

I begge tilfælde kom de efterladte hunde ud på en gåtur bagefter.

Kan hunde sørge?

Man skal ikke tillægge dyr menneskelige egenskaber, men man skal have respekt og forståelse for, at dyr har et meget nuanceret følelsesregister. Så ja, dyr gennemgår en slags sorgproces, der dog ikke er på samme niveau som et menneskes.

En i flokken er væk. Det er en stor forandring for en hund, der pludselig skal finde sig selv uden sin kammerat at spejle sig i. De mærker naturligvis også, at vi mennesker er kede af det. Dyrs empati for os, skal aldrig undervurderes. Efter lidt tid, måske 1-2 uger, så letter ”sorgen”, og dyrene bliver mere sig selv igen, måske i takt med at vi mennesker også finder vores ben i en ny virkelighed?

Man skal derfor ikke være bange for, at en efterladt hund aldrig bliver glad igen.

Det er utrolig rørende at få lov til at være vidne til dyrenes farvel til hinanden. Når man ser det, er man ikke i tvivl om, at dyrs sind indeholder utrolig mange facetter, og at de forstår langt mere, end nogle mennesker giver dem credit for.

Tak til de fantastiske mennesker, der i ugens løb gjorde sig tanker om, hvordan de bedst muligt kunne tage hånd om mere end bare en hund, trods sorgen over at skulle sige farvel fyldte enormt.

Jeg håber, at ved at dele disse erfaringer, som jeg også får takket være jer alle, kan hjælpe andre igennem en meget svær proces, hvor tunge beslutninger skal træffes. Det skal altid være kærlighed til dyrene, der sætter dagsordenen, og det vil gøre, at vi træffer de rigtige beslutninger uanset, hvor svære de er.

 

   Razze fik lov til at sige farvel til sin mor Rosa!

 

Lad dyrene tage afsked med hinanden!

/i , ,

Ugen sluttede med et farvel til Vuffer. Den dejligste korthårede sorte nærmest royale gravhund. Han sluttede livet efter 15 gode år med fat i den lange ende, som kun en gravhund kan leve det.

Til sidst var livet trist, med flere dårlige dage end gode, da krop og hjerne ikke længere rigtig arbejdede sammen til gavn for Vuffer.

Kuren skal ALDRIG være værre end selve sygdommen, så det var rette tid at sige farvel.

Solen skinnede så klart, og Vuffer vimsede ukoordineret rundt.

Det gør ikke noget, man dør på en god og smuk dag, og hellere en dag for tidligt end en uge for sent.

Vuffer sov ind i ejers arme med familien omkring sig. Stille og fredfyldt.

Familien rummer udover Vuffer også en anden hund, Johan. Johan kom til for nogle måneder siden og indtog sin plads i flokken, med Vuffer som familien ubetingede oversnude.

Johan var ikke tilstede under selve afskeden, da familien skulle have ro til at være nærværende overfor Vuffer. Vuffer blev efterfølgende pænt lagt i en æske med hilsner skrevet på, puttet i et blødt tæppe med snuden stikkende frem.

Afskeden!

Johan blev så lukket ind i stuen.

Det er nemlig vigtigt at lade dyrene sige farvel. Dyrene ved nemlig godt at en i flokken pludselig er væk.

De er jo kammerater og hinandens wingmen. Sover sammen, leger sammen, skændes, hjælpes ad og opdrager hinanden, da ingen lærer en hvalp bedre om livet end den ældre hund.

Hvordan må det ikke føles for en hund, at lige pludselig er ens læremester bare pist forsvundet? Samtidig med familien er ulykkelige, hvis man ikke får lov at give et sidste snus til afsked?

Johan kom ind i stuen og virkede med det samme utilpas ved situationen. Han sendte masser af dæmpende signaler, der er hunden sprog, der signalerer, han ikke er tryg ved situation.

Han vendte siden til, smaskede, lagde ørene tilbage og trak sig tilbage under en stol til start. Efter lidt tid gik han dog hen til Vuffer og snusede til ham flere gange.

Det siges at dyrene med det samme registrerer en ændret duft fra den afdøde hund.

Det er derfor ikke nødvendigt at den tilbageværende hund, skal helt hen og fysisk røre ved den døde hund. Man skal derfor ikke løfte hunden hen til den døde, hvis ikke han selv vælger det, som Johan endte med at gøre.

Vuffer blev båret ud i bilen og kørt tilbage til klinikken.

Han kommer retur i en urne, hvorefter han begraves i haven sammen med Simba, der for et års tid siden var ham, der måtte afsted til hundehimlen, hvor Vuffer sagde sit farvel.

Har man mulighed for at lade sine dyr sige farvel, skal man gøre det.

Det kan naturligvis være situationer, hvor det ikke er muligt at hensyn til den døende. Er der f.eks. tale om en akut aflivning, er det ikke altid praktisk muligt, og det skal hensynet naturligvis tages til den, der lider.

Vuffers søde familie fortalte, at de sidste år havde læst en artikel, jeg havde skrevet om emnet, hvilket gjorde de absolut ville organisere hundene kunne sige farvel.

De gav mig derfor grønt lys til, jeg gerne måtte tage en film og videreformidle budskabet igen.

Det er meget unik at få lov til taget i betragtning af, situationen er meget sårbar og sorgfyldt. Jeg er derfor meget taknemmelig for den tillid, jeg får vist.

Jeg håber, at historierne fra ”det virkelige liv” vil inspirere andre til at give vores dyr det bedste liv fra start til slut. Ved at dele erfaringer og oplevelser bliver vi alle forhåbentlig klogere til glæde og gavn for dyrene.

Dyr er sansende væsener med følelser, og det skal vi mennesker i den grad anerkende og arbejde ud fra.

Ikke kun ved livets ophør men i alle sammenhænge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fyrværkeri tager livet af dyrene allerede før, krudtet skydes af!

/i , ,

Tre kære hunde og patienter gennem mange år med hver deres problematikker og sygdomshistorik aflagde os over dagen visit.

Der var i alle tre tilfælde ingen tvivl om, at vi skulle til at beslutte, hvornår det sidste farvel skulle eksekveres. Sygdom på forskelligvis gjorde, at det var ved at være tid til at sige farvel.

Der er mange følelser involveret i en sådan beslutning og flere hensyn at tage men uanset hvad, så er det altid dyrenes bedste interesse, der er den afgørende faktor for, hvornår vi slutter livet.

Alle tre hunde plejer hvert år at gennemleve et helvede, når det første krudt begynder at blive skudt af. De er med rette rystende bange for fyrværkeriets lys og lyd.

Alle hensyn skal tænkes med, når vi tager den alvorlige beslutning om livets ophør.

I alle tre tilfælde besluttede vi, det ville være helt urimeligt at ”strække” det sidste farvel til efter nytår.

Vi var bange for, hundene måske bogstavelig talt ville dø af skræk over nytåret, da kroppen simpelthen ikke ville kunne holde det det stress, som nytårets fyrværkerimedfører.

Himlen har derfor fået 3 store stjerner i dag, der uden tvivl vil lyse smukkere end noget fyrværkeri nogensinde kan fremkalde.

Brugen af fyrværkeri er simpelthen dyremishandling, der i dag med medvirkende årsag til at lyset blev slukket for nogle vidunderlige elskede dyr.

Fyrværkeri bør være forbudt hele året uden undtagelser.

Motivationen er kærlighed til dyr.

Lad dyrene sige farvel!

/i , ,

Har du mere end én hund, og er enden ved at være nået for en i flokken? Når en hund dør, efterlades kammeraterne tilbage. For en lille hundeflok er det en stor ting, der pludselig mangler én.

Hvordan reagerer en hund på at blive konfronteret med en død ven? Registrerer dyrene overhovedet at noget er anderledes? Har det en betydning for hunden, den får lov at tage afsked?

Hunden har (som andre dyr) et meget nuanceret følelsesregister.

De opfatter langt flere ting, end vi mennesker giver dem ”credit” for. Deres lugtesans er ekstremt veludviklet og er en stor del af hundens registrering af, hvad der foregår.

Efter at have foretaget utallige aflivninger og have overværet den efterfølgende afsked hundene i mellem, er jeg ikke i tvivl: Hunde SKAL have lov at sige farvel. For dyrenes skyld.

Når en hund dør, ændres dens lugt.

Lukker man en hund ind til en afdød hund, vil den med det samme kunne registrere den afdødes ændrede lugt. Det er ikke afgørende, den fysisk er henne og snuse til den døde hund. Det er nok, den ser den døde hund og opsnuser lugten. Den vil vide vennen ikke mere er en del af flokken.

Lader man ikke sin hund tage afsked, vil den ikke kunne forstå, hvor den afdøde er henne, og det kan gøre det svære for hunden at rumme forandringen.

Hunde er flokdyr, og de passer på hinanden. Du kan derfor hjælpe din hund gennem tabet ved at lade den forstå, flokken er blevet mindre.

Efterfølgende vil hunden almindeligvis ikke være sig selv i en periode. Den skal finde sig selv som en del af en reduceret flok, hvilket oftest betyder rutiner ændres i familien.

Hundens empati med os mennesker, vil også sætte sit præg. Hunden mærker, vi mennesker er kede af det, og det kan også give en ændring i adfærden for en periode.

Vi mennesker skal altid sætte dyrenes ve og vel først. Det gælder både i afskeden og for eftertiden. Lad dyrene sige deres eget farvel.

På billedet ses Charlie. Han blev aflivet i går på grund af sukkersyge og leversvigt. Charlies fantastisk familie havde på bedste vis arrangeret at flokkens 2 andre medlemmer fik lov at sige farvel efterfølgende.

Stille og roligt i hjemmet. Det var meget rørende at opleve og bekræftede igen at dyrene skal have lov at tage afsked med hinanden.

Hvis vi mennesker forstår, hvordan dyr tænker og føler, så må det give stof til eftertanke om, hvordan vi behandler dem. Det gælder for alle arter.

Hellere en uge for tidlig end en dag for sent

/i ,

Den sidste uge har trukket sine dystre spor. En skærende kontrast til de mange søde hvalpefotos, der ofte fylder overskrifterne. Vi har brug for ”babybillederne” til at minde os om, livet går videre. Vi skal huske på at med sygdom følger også sundhed og nye begyndelser.

Alle ejere af et kæledyr frygter dagen, hvor det er slut.

Det er desværre de færreste dyr, der sover stille ind i kurven uden forudgående sygdom.

Det er sjældent at et kæledyr ”ud af det blå” falder om og dør af hjertestop.

Det vil sige, det i langt i de fleste tilfælde, bliver en aktiv beslutning, vi mennesker træffer på dyrenes vegne om at døden skal ske.

Vi frygter i den grad at overskride grænsen og trække den tunge beslutning om aflivning for længe og dermed udsætte vores dyr for unødig smerte og lidelse.

Vi har lavet mange ”blodløfter” med hinanden om, at når dagen kommer, og vi som dyrlæger vurderer, det skal være slut, så skal vi sige til – da mange ejere godt er klar over, at når følelserne sætter ind, så sætter fornuften ud.

Der går ikke en uge, oftest faktisk ikke en dag uden vi siger farvel til nogle af vores kære patienter. Ofte også uden for overenskomstmæssig åbningstid, da når et farvel skal være, skal det ikke vente.

Mange har været igennem et forløb, hvor sygdom har tæret på kroppen, og der til sidst ikke er andet at gøre end det eneste rigtige. Vi afliver jo ikke raske dyr, omvendt så skal det gøre ondt, før vi når dertil, livet ikke mere skal være.

Det der gør det så svært, det er der ikke er en facitliste. Det er jo ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad er et ”godt nok” liv for et kæledyr?

Dyr kan gå på brækkede ben, logre med halen selvom de er triste og æde til det sidste. Derfor kan vi ikke bare vurdere ud fra de åbenlyse objektive parametre. Vi skal naturligvis have dem med i betragtning men stadig huske at se det store billede.

Vi er så privilegerede, vi kan gøre det bedste for dyrene. Vi kan træffe en beslutning om at sige stop i tide og ikke bare vente til dyret ligger apatisk hen, og lyset er slukket i øjnene.

Man må gerne bare have en snert af tvivl, om det er det rette, når vi siger farvel – da har man ikke det, har man måske ventet for længe?

De sidste uger har vi sagt farvel til alt for mange af vores patienter på Artemis. For mange forstået på den måde, det også gør ondt på os at sige farvel. Det har dog alle sammen været afskeder, der i den grad har haft sin berettelse.

Hver gang vi sammen beslutter at sige farvel, skal vi huske, vi gør det af kærlighed til dyrene. Det er det, der er drivkraften og motivationen. Det er den fane, vi altid skal løfte sammen.

Men det i tankerne skal vi huske at hellere afslutte en uge for tidlig en dag for sent.

 

Read the English version here!

 

Farvel til Rosie!

/i ,

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til Henning

/i ,
Farvel til Henning?!
 
Mandag morgen blev jeg afbrudt i konsultationen og fik en telefon i hånden: en grædende stemme fortalte, Henning var død☹️.
 
Henning den store grand danois, der gennem de sidste mange år har fulgt mig og mange andre på livets vej?!
 
Henning var sovet stille ind i sofaen hjemme og lå nu stendød!
 
Henning er en ret stor hund og ikke helt så nem at rykke rundt på. Hennings ejere var handlingslammede i chokket, så Artemis sendte en delegation afsted, der kunne hjælpe med at få Henning bragt hertil!
 
Henning fik en død, der var ham værdig. Pludselig var han væk! Lige så storslået en entre han altid gjorde, uanset hvor han var, ligeså elegant en exit sluttede æren.
 
Henning vil blive savnet af rigtig mange mennesker og dyr❤️.
 
Vi har på Artemis mistet alt alt for mange venner det seneste stykke tid. Vi husker hver og en, bærer deres historier med os videre, lærer af erfaringen og arbejder hårdt for altid at blive endnu dygtigere.
 
Derfor er der ofte brug for fotos af hvalpe og killinger til at minde os om at ligeså mange slutninger, vi gennemlever, så starter der også nye liv til glæde og grin?.
 
Henning har garanteret allerede fået en ny fanskare deroppe – Stjernen er i hvert fald ligeså stor som Hennings gang på jord⭐️.
 

En sidste lille trille…

/i ,

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Ekstra Bladet: omkring det sidste farvel!

/i ,

Ekstra Bladet har lavet en reflektion i kølvandet på en amerikansk dyrlæges opråb på facebook!

Jeg blev interviewet og gav mit besyv med om det sidste farvel!

Journalisten Ronja Ryde var meget grundig og venlig. Hun endte med at skrive et langt mere reflekteret indlæg, end det først var meningen! Tak for det!

 

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dyrlaeges-afsloering-dette-taenker-dit-kaeledyr-de-sidste-minutter-foer-det-doer/7363417

Stjernestunder & skyggesider

/i , ,

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!