Den sidste uge har trukket sine dystre spor. En skærende kontrast til de mange søde hvalpefotos, der ofte fylder overskrifterne. Vi har brug for ”babybillederne” til at minde os om, livet går videre. Vi skal huske på at med sygdom følger også sundhed og nye begyndelser.

Alle ejere af et kæledyr frygter dagen, hvor det er slut.

Det er desværre de færreste dyr, der sover stille ind i kurven uden forudgående sygdom.

Det er sjældent at et kæledyr ”ud af det blå” falder om og dør af hjertestop.

Det vil sige, det i langt i de fleste tilfælde, bliver en aktiv beslutning, vi mennesker træffer på dyrenes vegne om at døden skal ske.

Vi frygter i den grad at overskride grænsen og trække den tunge beslutning om aflivning for længe og dermed udsætte vores dyr for unødig smerte og lidelse.

Vi har lavet mange ”blodløfter” med hinanden om, at når dagen kommer, og vi som dyrlæger vurderer, det skal være slut, så skal vi sige til – da mange ejere godt er klar over, at når følelserne sætter ind, så sætter fornuften ud.

Der går ikke en uge, oftest faktisk ikke en dag uden vi siger farvel til nogle af vores kære patienter. Ofte også uden for overenskomstmæssig åbningstid, da når et farvel skal være, skal det ikke vente.

Mange har været igennem et forløb, hvor sygdom har tæret på kroppen, og der til sidst ikke er andet at gøre end det eneste rigtige. Vi afliver jo ikke raske dyr, omvendt så skal det gøre ondt, før vi når dertil, livet ikke mere skal være.

Det der gør det så svært, det er der ikke er en facitliste. Det er jo ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad er et ”godt nok” liv for et kæledyr?

Dyr kan gå på brækkede ben, logre med halen selvom de er triste og æde til det sidste. Derfor kan vi ikke bare vurdere ud fra de åbenlyse objektive parametre. Vi skal naturligvis have dem med i betragtning men stadig huske at se det store billede.

Vi er så privilegerede, vi kan gøre det bedste for dyrene. Vi kan træffe en beslutning om at sige stop i tide og ikke bare vente til dyret ligger apatisk hen, og lyset er slukket i øjnene.

Man må gerne bare have en snert af tvivl, om det er det rette, når vi siger farvel – da har man ikke det, har man måske ventet for længe?

De sidste uger har vi sagt farvel til alt for mange af vores patienter på Artemis. For mange forstået på den måde, det også gør ondt på os at sige farvel. Det har dog alle sammen været afskeder, der i den grad har haft sin berettelse.

Hver gang vi sammen beslutter at sige farvel, skal vi huske, vi gør det af kærlighed til dyrene. Det er det, der er drivkraften og motivationen. Det er den fane, vi altid skal løfte sammen.

Men det i tankerne skal vi huske at hellere afslutte en uge for tidlig en dag for sent.

Read the English version here!

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!