Hundelovens dystre skygger forfølger også ukrainerne!
I disse dage læser vi historien om den ukrainske flygtning, der fik frataget sin hund ved ankomst til grænsen efter at have været igennem en lang udmattende rejse fra hans forliste hjemland.
På grund af at hunden er på den ”danske forbudsliste”, må han ikke få sit kæreste eje med sig videre.
Der blev lovet en dispensation i forhold til hundelovens raceparagraffer, således at en ”forbudt” fra Ukraine kunne få tilladelse til at blive med sin ejer i Danmark.
Der er dog ikke hjemmel i hundeloven til dispensationer, og hundeloven er ikke ændret.
I Danmark er magtens tredeling: lovgivende magt (Folketing og regering), udøvende magt (regering) og dømmende magt (domstolene).
I forhold til hundeloven, er det politiet, der er den udøvende part og dermed forvalter love og regler.
Der er altså politiet, der i første omgang bestemmer, hvad der skal med ukrainernes ”forbudte” hunde. Da loven ikke er ændret, vil politiet næppe ikke kunne gøre andet end at følge hundeloven.
Enhver med hjertet intakt kan naturligvis ikke mene, at mennesker i deres livs mest sårbare øjeblik skal have fjernet deres kæledyr, så naturligvis skal der laves en dispensation fra de gældende regler, og det kræver en lovændring.
Ligesom så mange andre regler i Danmark i disse dage bøjes for at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores medmennesker fra det krigshærgede Ukraine.
Sagen sætter dog nogle ting i perspektiv, og det triste eksempel kan tjene som inspiration:
Hundeloven fortjener nemlig i den grad en revision.
En hund er IKKE farlig pga. dens race og dermed udseende.
ALLE hunde kan være problematiske, hvis dens ejer IKKE tager højde for hundens personlighed; hvad hundens naturlige instinkter foreskriver af adfærd.
Det er menneskets ansvar at hjælpe hundene til at begå sig i vores verden og støtte dem i at træffe de rette valg.
Forbudslisten er dermed overflødig, hvis vi mennesker lever op til vores ansvar overfor dyrene.
Skal en forbudsliste være tilstede, bør alle hunde faktisk være forbudte, indtil vi mennesker lærer at forstå hundens sprog og signaler og navigerer derefter.
Vores samfund skal ikke baseres på frygt men på tillid. Frygt må aldrig sætte dagsordenen.
Udover den problematiske forbudsliste, lever mange ejere af en større hund i dag i konstant frygt på de almindelige lufteture.
Bliver en større hund antastet af en mindre hund på en upassende måde, er det naturlig adfærd, at den større hund siger fra.
Bliver den mindre hund bidt uheldigt, kan det føre til, at den større hund bliver konfiskeret og i værste fald aflivet.
På trods af at hændelsen må betegnes som naturlig adfærd, der intet har med aggressivitet at gøre.
Mange ejere af de større hunde er derfor i konstant alarmberedskab, hvilket kan sætte en dæmper på den ellers store glæde ved at have hund.
Det er ikke en måde, vi skal leve sammen på.
Hundeloven fortjener i den grad en revision, og det ville klæde politikerne at åbne ballet og indbyde til en proces, så vi kommer i gang.
