Tag Archive for: Førstehjælp

Julen er farlig for dine kæledyr!

Julen kan være meget farlig for dit kæledyr.

Du skal som ejer af en hund eller kat, derfor tænke dig godt om, så du undgår de værste “dødsfælder”.

Der findes en række fødevarer, du skal sikre hunden ikke sætter tænderne i!

Chokolade: Hunde kan IKKE tåle chokolade. Det indeholder stoffet ”theobromin”, der er giftigt for hunde.

Stoffet ophobes i kroppen og påvirker organerne. Det er særligt nervesystemet, der rammes – men også hjerte og kredsløb kan tage skade.

Spiser en hund på 20 kilo 120 gram mørk chokolade, kan det være dødeligt.

Hunden skal omvendt spise 10 gange så meget mælkechokolade for at blive ligeså syg.

Læs historien om Åse og chokoladeforgiftningen her!  

Juleanden: hunden skal IKKE have and i juledagene. And med skind har et højt fedtindhold, og det er almindeligvis ikke hverdagskost for hunden.

Hundens bugspytkirtel kommer derfor på overarbejde, når kødet skal fordøjes.

Dette kan medføre en betændelsestilstand, der i værste fald kan medføre, hunden skal indlægges.

Læs mere om betændelse i bugspytkirtlen her!

Skroget: hunden skal ikke have adgang til et ande- eller gåseskrog. Knoglesplintrene kan sættes sig fat i halsen på hunden, eller de kan lave skade på mave og tarm.

Hjælpen? Hvis du ser din hund spise nogle benstumper, kan du med fordel give den slikasparges på dåse. De vikler sig rundt om de spidse ben og kan være med til at få dem lettere gennem systemet. En dåse slikasparges er derfor den perfekte gave til hundeejeren, der har alt.

Julepynt:Både hunde og katte skal IKKE have adgang til gavebånd. Gavebånd er særlig sjove at lege med for katte, men båndene kan være livsfarlige. De kan give forstoppelse, der i værste fald kan være dødelig.

Glaskugler og fjer er også fristende for en lille kat og skal ikke have en plads i hjemmet med kæledyr.

Juletræet: skal ikke have levende lys hængende i halehøjde. Pels brænder nemt og hurtigt!

Et juletræ dufter godt. Det er derfor et yndet sted for hanhunden at tisse på.  Mange hunde og katte kan godt lide at spise gran, men de kan ikke fordøje grannålene. Så pas på med at lade dyrene og juletræet være ubevogtet sammen.

Julens grønne pynt kan også være farligt. Mistelten, kristtorn og julestjerner er et ”no go”, hvis der er dyr i hjemmet. De er giftige for dyrene.

Juledagene: kan godt være stressende for dyrene. Sørg for de få tilstrækkelig med ro og hvile, hunden behøver ikke rende med rundt om juletræet, og katten er jo lidt klogere – den skal nok trække sig helt automatisk.

Husk der er i juledagene desværre er flere, der ulovligt benytter sig af nytårskrudt. Hold derfor katten indenfor, så den ikke skræmmes til døde.

Rigtig god jul!

 

 

 

 

 

 

 

Derfor skal du IKKE giv din hund and Mortens Aften!

I aften er det “Mortens Aften”. Traditionen tro, står menuen på andesteg i i store mængder.

Det kan være fristende at give hunden et godt stykke and eller måske nogle fedtede rester?

Lad være. Hunden kan IKKE tåle det. Andeskind har et højt fedtindhold, og det er almindeligvis ikke  hverdagskost for hunden.

Hvorfor er det farligt?

Hundens bugspytkirtel kommer derfor på overarbejde, når kødet skal fordøjes.

Dette kan medføre en betændelsestilstand, der i værste fald kan medføre, hunden skal indlægges.

Hvad er symptomerne?

Symptomerne på en infektion i bugspytkirtlen er opkast og tynd mave.

Hunden får ondt i maven og vil ofte sætte sig i ”bedestilling” med rumpen i vejret og strække sig. Tilstanden er meget smertefuld.

Symptomerne kan optræde i mange forklædninger, og det kan variere, hvornår de starter.

Ofte bliver hunden dog syg samme aften, som den fede mad er spist.

Alternativer?

I stedet for at udfordre skæbnen ved at fodre med and, så giv hunden en dejlig gåtur i stedet for.

Alternativt planlæg en godbid som et ben, du ved, hunden tåler.

Det er ikke hundens behov at spise and. Det er vores menneskers behov for at dele hyggen med vores elskede hund!

 

Trussetyv fanget i gerningsøjeblikket!

Trussetyven Max kom galt afsted?!
 
Den kække boxer Maximus havde stukket snuden for langt frem!
 
Han havde med stor fornøjelse indtaget noget damebeklædning men var blevet fanget i gerningsøjeblikket. Der var derfor ingen vej uden om. Max måtte tage turen til dyrlægen.
 
Her fik ham ordineret et brækmiddel, der gjorde han ganske kort tid efter kastede op?.
 
Et styks fine trusser landede på bordet!
 
Calvin Klein kom virkelig til sin ret i en sauce af galde og spyt!
 
Maximus kunne derefter lunte lettere slukøret hjem ovenpå sin bedrift?.
 
Pas på trusserne og andet spændende tøj! En hund kan IKKE tåle at spise det, da det i værste fald kan give blokering i fordøjelseskanalen?.
 
Det kan være dødeligt for en hund – så pas på hvor I smider tøj og andre genstande, når der er dyr i hjemmet?!

Pas på hundens medicin!

Stakkels Poul fik snuden i noget snask?!
 
Labradoodle Poul havde nemlig været på eventyr og var lykkelig, da han endelig fik stukket snuden i pakken med medicin?.
 
Han fik indtaget 10 styks eller flere smertestillende piller, der kan være livsfarlige for ham☠️.
 
Ejer opdagede heldigvis Pouls bedrifter og fik ham bragt til dyrlægen. Her fik Poul en sprøjte med medicin, der fik ham til at kaste op?‍.
 
Heldigvis kom pillerne op sammen med en masse mad, så Poul klarer skærene?.
 
Har du medicin liggende, så gem det langt væk.
 
Meget medicin er i dag fremstillet på en måde, så pillerne smager godt. De er derfor ofte attraktive at spise, så man skal være ekstra forsigtig med opbevaringen?.
 
Hunde er snu og har en meget veludviklet lugtesans. De kan derfor få snuden i ting, steder du ikke troede var muligt.
 
Så gem medicin, chokolade og lignende langt væk, så du trygt kan lade hunden være alene hjemme?.

Giv ikke din hund osso buco ben!

Giv ikke din hund osso buco ben?.

Lille Krølle kom gruelig galt afsted, da benet satte sig fast om snuden på ham.

Benet sad så godt fast bag fortænderne, at Krølles ejer ikke selv kunne hive knoglen af.

Det gjorde meget ondt, så Krølle måtte bedøves, så benet kunne snydes af snuden. Krølle blev hurtigt fri igen, og var glad for at kunne bruge munden ubesværet?.

Så vær varsom: Der er også visse typer af marvben, der kan sætte sig fast om snuden, når de er tømt for indhold.

Havner du i den uheldige situation, så kan du forsigtigt prøve at få benet løst ved hjælpe af glidecreme, der påføres knoglen om munden.

Brug din sunde fornuft – og tænk over hvad du giver din hund at snaske i?!

Krølle har det godt igen, men det er slut med osso buco i hjemmet!

Gode råd til hundens poter!

Når kulden sætter ind og veje og fortove saltes, er mange hunde i problemer.
 
Salt kan være til stor gene for hundens poter. Det sviende salt gør, mange hunde ikke vil gå steder, hvor det er lagt. Nogle ejere oplever hunden på en gåtur pludselig stiller sig med et ben løftet eller ligefrem virker halt.
 

Hvad gør saltet?

Vejsalt suger væske til sig og virker dermed udtørrende på huden.
 
Hvis poten har en lille rift eller en anden skade, vil kontakten med saltet svie og gøre ondt, da man “gnider salt i såret”!
 
Hvis huden mellem tæerne er meget tynd og måske ikke er beskyttet af pels, skal der ikke meget til, før salt kan blive en smertefuld oplevelse at stifte bekendtskab med.
 
Der er dog hjælp at hente, hvis du har en hund, der er generet på de salte veje.

Forebyggelse: før turen!  

Du kan købe specialfremstillet potevoks, der lægger en beskyttende ”film” på poten, således den bedre modstår saltet.
Potevoks påføres lige før gåturen.
 
Potevoks fås i forskellige formuleringer som creme, spray, gele eller voks, så find den variant, der fungerer bedst for dig og hunden.
Jo stærkere hud, jo mere modstandsdygtig vil hunden være over for det kradse salt?.
Du kan få små ”gummisokker”, du nemt kan komme på poterne. De sidder godt fast og er nemme at rengøre efter brug. Nogle hunde er dog ikke så glade for at bevæge sig med noget på poterne.
 
Alternativt kan du bruge en babybomuldssok og komme en plasticpose udenpå, så den er vandafvisende.
Vær opmærksom på den kan være meget glat at gå på for den ældre hund, der måske ikke har så sikker på benene mere!
I mangel af bedre kan du også komme husholdningsfilm uden på en lille sok eller direkte på poterne. Film klistrer af sig selv og sidder dermed fast.

Efter turen!

Mange oplever, at hunden i tiden efter gåturen er irriteret på poterne og slikker dem. Du kan hjælpe hunden ved at tørre poterne efter turen, således du fjerner saltet fra poterne.
 
Der er flere måder at gøre det på. Du kan skylle poterne med vand fra hanen. Husk at tørre efter, så hunden ikke render rundt med drivvåde poter.
 
Du kan også bruge en helt almindelig neutral vådserviet til hurtigt at tørre poterne.
 
Servietterne er praktiske, hvis du ikke er hjemme, men skal tørre poterne.
 
Der findes forskellige former for vådservietter, hvor der er tilsat plejende stoffer, der hjælper ømme poter. 
 
Pas generelt på med at vaske poterne for meget. Mange shampooer kan være en smule kradse i det, og vi skal have huden på poterne styrket – ikke nedbrudt.
 
Når saltet er fjernet fra poterne kan man med fordel påføre en creme, der styrker huden. Skulle poterne i forvejen være lidt røde eller irriteret pga. salt eller måske sygdom, er det vigtigt, huden styrkes udefra.
 

Forslag til potepleje☃️!

 
Baby Zinksalve: ”Som var det en barnerumpe”. Zinksalve bør alle hundeejere have liggende i skabet. Det liggerne en beskyttende hinde på huden, samtidig med den virker blødgørende. Købes et produkt til babyer, vil det ofte være Svanemærket og Miljømærket. Du kan derfor trygt også bruge det på din hund efter behov.
 
Honningsalve: En salve baseret på honning og æteriske olier. Honning indeholder enzymer, der hæmmer bakteriens vækst. Produktets lave pH-værdi fremmer sårheling. Olierne er med til at fremme dannelsen af ødelagt hud. Oliernes duft gør, at hunde ikke har lyst til at slikke det af.
 
Aloe-Vera: virker hæmmende på bakterier samt helende på hunden. Der er mange firmaer, der laver produkter med aloe-vera. Produkterne specialfremstillet til dyr, tager højde for, det skal påføres hud og pels. Hvis du står i en akut situation, kan du i mangel af bedre buge en ”aloe-vera aftersun” til en irriteret pote.
 
Kamillete: Kamille kan have en ”beroligende” effekt på hud. Hvor effekten er tvivlsom hos mennesker, har det en langt bedre effekt hos dyr. Du kan derfor med fordel lave en stærk kamillete, lade den køle af og efter behov forsigtigt vaske ømme poter i det. Kamille kan også være god, hvis du har en hund med tendens til kløe. Kom det i en vandforstøver og brug det som lindring til den let kløende hud.
 
Locobase / Helosan / kopattesalve: en fed creme er god at komme på, hvis du har en hund med sprukne trædepuder og tør hud. Masser cremen godt ind i poterne og distraher hunden, så cremen får lov at virke et øjeblik.
 
Hvis din hund selv efter disse gode råd, stadig virker meget generet på poterne, skal du naturligvis gå til dyrlægen.
Poterne er et udsat sted, og mange sygdomme kan give symptomerne relateret til ømme poter.
Er du i tvivl, skal du altid opsøge hjælp. Man kan dog komme langt med at bruge sin sunde fornuft og et par ”husråd” fra dyrlægen. 
 
HUSK, Der er dog et alternativ til vejsaltet: UREA!
 
Urea kan smelte is og sne og generer IKKE hundepoterne. Det skader desuden ikke planter og belægningen på vejene.
 
Urea er nemlig cirka 4 gange så dyrt som almindelig vejsalt. Det skal også nævnes, at urea kan dog kun bruges ned til temperaturer til lige under frysepunktet.
 
God vinter ?

Pas på hunden i sneen!

Når sne og slud, slår snuden ud.

Det er koldt derude!

Er man en lille hund, kan man nemt få frostkrystaller i pelsen, når man leger i sneen!

Får du din hund hjem sådan her?

 

Vær opmærksom på ikke at lade sne og frost gøre skade på hunden.

Du skal sørge for at få at lave en ”blid” genoptøning.

Kroppen har gennem et stykke tid været udsat for kulden.

Du skal IKKE bare snuden under en varm bruser. Får kroppen pludselig voldsom varme, kan den gå i chok.

Du skal heller IKKE bare smelte isen under køligt vand. I så fald sker der en meget hurtig produktion af iskoldt vand, hvilket nedkøler hunden meget hurtigt. Svarende til man falder i en kold sø. Det kan også være farligt.

Brug dine hænder til at fjerne de værste ismasser. Benyt eventuelt en hårtørrer på svag varme til langsomt at tø isen op. Sørg for at hunden tørres med et håndklæde og føntørres efterfølgende, så den ikke er våd i længere tid.

Selv om leg i sne er sjovt, så pas på med at lade hunden blive helt sneet til.

Stop mens legen er god, og pelsen ikke er frosset til! Så giver det pote at være i sneen.

 

 

Giv ikke din hund chokolade!

Hjemmet er fyldt med dødsfælder for vores kæledyr!

Chokolade er en af dem. Den lille mops Åse stak snuden i chokoladekalenderen og havde en fest – lige indtil hun blev opdaget!

Åse indtog MANGE stykker chokolade af blandet karakter: mælkechokolade, fyldt chokolade, mørk chokolade og alt derimellem. Heldigvis blev hun snuppet med snuden i synden!

Hunde kan IKKE tåle chokolade. Det indeholder stoffet ”theobromin”, der er giftigt for hunde.

Stoffet ophobes i kroppen og påvirker organerne. Det er særligt nervesystemet, der rammes – men også hjerte og kredsløb kan tage skade.

Spiser en hund på 20 kilo 120 gram mørk chokolade, kan det være dødeligt.

Hunden skal omvendt spise 10 gange så meget mælkechokolade for at blive ligeså syg.

Har din hund spist chokolade? Symptomerne vil være afhængige af, hvor meget og hvilken slags chokolade, der er spist.

Typisk ses opkast og øget drikkelyst, senere hjertebanken og kramper. Tegn på forgiftning ses typisk 2 timer efter, chokoladen er spist. Der kan dog få op til 24 eller længere, før tegnene viser sig.

Heldigvis vil ejeren ofte fange hunden i gerningsøjeblikket – eller notere den gode chokolade på mistænkeligvis er forsvundet.

I så fald skal du straks tage til dyrlægen, så hunden kan få en indsprøjtning, så den brækker sig.

Hunden får øjeblikkelig kvalme og brækker sig og i bedste fald, kommer chokoladen op.

Stakkels Åse brækkede både mad, chokolade og plastik op. En indsprøjtning med brækmiddel er ikke rart for en hund. Vi giver derfor KUN medicinen, hvis det virkelig skønnes nødvendigt.

Så spis straks alt din chokolade – ellers sørg for hunden IKKE kan få adgang til det!

 

Vildkatte føler også smerte

I dag kom en af vores gamle klienter forbi. Han havde observeret en vildkat i baggården og  lagt mærke til dens kløer så underlige ud.

Han brugte derfor tid og energi på at vinde kattens tillid, så han kunne lokke den i en boks og bringe den til dyrlægen. En handling, der for nogle ville være ”for besværligt”. I dette tilfælde var kærligheden til dyr større end udfordringens omfang.

Vi fik den lille kat bedøvet. Alle kløerne på forbenene var vokset dybt ind i poterne. En tilstand, der er forbundet med stor smerte og risiko for alvorlige følgesygdomme, hvis ikke det behandles.

Vi klippede kløerne. De skulle nærmest trækkes ud, hvor de var vokset ind i huden. Som konsekvens af de fjernede kløer, var der nu store åbne blødende huller ind i poterne.

Samtidig blev vi mødt af en stank af råddenskab, der tydede på en dyb betændelse i kødet.

Den lille kat fik badet sårene. De dybeste huller blev lukket med en tråd. Vi gav hende antibiotika og smertestillende medicin.

Den søde mand, der bragte hende til Artemis, vil i den kommende tid sikre, hun får medicin hver dag. Vi håber alt det bedste for den lille kat.

Det gør ondt helt ind i hjertet med tanke på hvor mange katte, der lever i Danmark, der ikke er under opsyn.

Indgroede kløer er ikke usædvanligt, og smerten er stor for det ramte dyr.

Ser du en vildkat, der ikke ser rask ud, håber jeg, du vil gøre indsatsen og bringe den til dyrlæge.

Trods det i nogle tilfælde kan virke ”idyllisk” med en katte i baggården, så skal du altid lægge mærke til, om de har det godt.

Dyrene har kun os mennesker til at hjælpe sig, og de er afhængige af vores barmhjertighed og omsorg.

Fordi man har en snude, har man ikke altid en stemme. Tal derfor altid dyrenes sag.

Tak til ham, der bragte den lille kat til os. Lugten af råddenskab vil blive svær at fjerne fra tankerne, men det inspirerer til fortsat at opfordre folk til at tænke sig om og handle, hvis I ser dyr i nød.

 

 

 

 

 

 

Har din hund ofte dårlig mave?

Uhyggelig sygdom raserer: Giardia hos hund! 

Har din hund ofte dårlig mave? Så kan det være tegn på, den er inficeret med GIARDIA. 

På Artemis oplever vi i disse dage et stadigt stigende antal hunde, der diagnosticeres med giardia. 

Læs med og bliv klogere på sygdommen, der kan blive et alvorligt problem, hvis ikke vi får sat ind nu!

Saml hundens afføring op og kontakt dyrlægen, hvis din hund meget ofte har dårlig mave

Hvad er giardia?

Giardia er en lille organisme (protozo), der kan smitte både mennesker og dyr.

Særligt hunde rammes af sygdommen ”giardiose”.

Hvad er symptomerne på giardiose?

Hos hunden ses typisk diarre.  Afføringen er ofte lysfarvet og slimet, måske med blod i. Der ses gerne en historik med afføring, der veksler i konsistens, hvor ejer tilskriver det, ”hunden har snasket i noget råddent” eller ”fået noget forkert at spise”.

Hunden beskrives gerne trist i perioder og med svingende lyst til at spise.

Giardia er en sygdom, der kan optræde i rigtig mange forklædninger.

Hvordan smitter giardia?

Hunden smittes, hvis den indtager giardia.

Giardia udskilles med hundens afføring. Smitten sker derfor, hvis hunden indtager giardia ved f.eks. at drikke fra en forurenet vandpyt eller slikke på noget afføring, der indeholder giardia.

Der går cirka 5-12 dage fra en hund smittes med giardia, til den måske udviser tegn på sygdom.

Livscyklus, sådan lever giardia!

Giardias livscyklus består af 2 trin: cyster og trophozoiten.

Cysterne er den form, der smitter dyr. Hunden spiser cysterne, der når mavesækken.

Herfra bevæger cysterne sig til tyndtarmen, hvor de udvikler sig til stadiet ”trophozoiter”

1 cyste danner 2-4 trophozoiter.

Trophozoiterne vandrer gennem tarmen og kapsler sig ind til cyster i den bagerste del af tarmen (tyktarmen).

Det er trophozoiterne, der gør hunden syg.

Indkapslingen menes at ske ved hjælp fra tarmens pH-værdi og galdesalte.

Cysterne udskilles med hunden afføring. Der kan også udskilles trophozoiter i fæces, men de overlever ikke og er ikke med til at sprede smitten. Det er cysterne, der spreder sygdommen.

Hvem rammes af giardia?

Sygdommen ses ofte hos unge hunde, eller hos hunde hvor immunforsvaret er under pres måske på grund af anden sygdom? Sygdommen kan dog ramme ALLE.

Man kan derfor spekulere i om en general immunsuppression og stress kan være en del af den udløsende faktor for cysternes udskillelse? På samme måde kan hunde, der er under stress rammes hårdere af sygdommen end andre.

Der er ikke alle hunde, der smittes med giardia, der udvikler symptomer på sygdom.

Hvordan gør giardia skade?

Man kender ikke præcist mekanismen bag skaderne, men teorien er at giardia gør skade på tarmens overflade. Der frigives nogle giftstoffer og tarmens evne til at omsætte føde forandres.

Der sker også ofte en overvækst af almindeligt forekommende tarmbakterier i tarmen, der også kan gøre hunden syg.

Diagnostik

Man stiller diagnosen ved at teste afføring fra hunden. Mange dyreklinikker kan selv lave prøven. Man kan stille diagnosen ved at påvise både trophozoiter og cyster.

Man kan dog ikke være sikker på resultatet, da cysterne udskilles periodisk. Det vil sige, er hunden negativ ved testen, kan man være ”uheldig” at have ramt et tidspunkt, hvor er ikke udskilles cyster.

Nogle gange tester man 3 fæces prøver samlet inden for 10 dage.

Overlevelsen!

Cysterne er meget levestærke og modstandsdygtige:

  • Overlever ca. 7 uger i jorden ved 4 grader.
  • Overlever flere uger i et fugtigt køligt miljø.
  • Overlever i koldt vand (under 10 grader) i mange måneder, i vand over 37 grader er levetiden 4-5 dage.
  • Overlever i 2 uger ved ned til minus 13 grader.
  • Overlever i få dage ved udsættelse for direkte sollys.

Behandling 

Der findes ikke en behandling, der er en ”sikker” behandling til kæledyr. På grund af giardias måde at leve på, kan den være meget svær at få ram på i behandlingen.

Hav derfor tålmodighed.

Vi sætter ind på flere fronter: medicin samt forebyggelse af re-infektion (hunden smittes igen).

Medicin:

Dyrlægen vil typisk ordinere enten en bestemt ormekur eller antibiotika som et led i behandlingen. Der er ikke én slags medicin, der er en sikker behandling.

Forebyggelse af smitte igen:

Hvis en hund har giardia, sker der meget ofte det, den smitter sig selv igen og igen.

Giardia er meget smitsomt, så der pålægger hundeejeren et etisk ansvar i forhold til at hindre spredning af sygdommen.

Ideelt set flyttes hunden fra hjemmet, indtil det er rengjort og desinficeret, og hunden er færdigbehandlet. Det er dog en praktisk udfordring for de fleste. Man kan omgås problematikken ved omhyggelig planlægning og eksekvering.

Saml afføring op!

Du skal være meget omhyggelig med at samle hunden afføring op. Lad ikke hunden løbe frit i haven eller andre steder, før den har besørget, da det er med til at sprede smitten. Tag handsker på, når du håndterer afføringen, da det kan smitte til mennesker. Kom afføringen i en plasticpose.

Saml altid hundens afføring op – raske voksne hunde kan være smittebærere!

Begrænset frihed!

  • Lad ikke hunden løbe rundt på friområder, hvor den kan sprede smitten.
  • Gå tur med snor og sele.
  • Lad ikke andre hunde komme ind i din have, hvis I er ramt af giardia.
  • Lad ikke hunden drikke vand af vandpytter eller springvand.

Vask af pels!

Da giardia udskilles med afføringen, kan der nemt sætte sig cyster i pelsen. Hunden kan nemt slikke dem i sig ved almindelig soignering.

Vask hundens pels i klorhexidinshampoo 4 %. Særligt nede ved rumpen, hvor afføringen kan sætte små spor. Vask rumpen hver gang hunden har haft afføring. Husk at bruge handsker.

Rengøring og desinfektion!

Hold ekstremt god hygiejne. Rengør med sæbe og skyl godt efter, så der ikke sidder afføring tilbage, hvis hunden har haft diarre i hjemmet.

Du kan f.eks. bruge Virkon-S som desinfektionsmiddel i hjemmet (kan købes flere steder på nettet). Lad gerne området tørre helt op i flere dage, før det tages i brug.

Vask og desinficer potentielt forurenede ting såsom legetøj, vandskåle, hundekurv, gulve mv., så længe hunden har symptomer på sygdom.

Kogevask tæpper og dyner og tør det i tørretumbleren derefter ved højeste temperatur i 30 min.

Brug en damprenser til at gøre grundig rent i hjemmet. Kan nemt bruges til rengøring af bilen, tæpper og andre steder, hvor hunden lægger sig.

Efterspil

Som beskrevet kan giardia være en sygdom, der er vanskelig at behandle. Mange faktorer er i spil for en succes.

Det er ofte set at trods gentagne behandlinger, bliver hunden ved at have tendens til dårlig mave og energiniveaet er ikke i top.

Det er derfor vigtigt for restitutionen at tænke hele vejen rundt.

Giardia laver skade på tarmen. Der gælder derfor om at gøre alt for at styrke hundens fordøjelse.

Under behandlingen skal hunden spise skånekost, så den måske ødelagte tarm belastes mindst muligt. Foderet skal indeholde nogle gode fibre, der styrker tarmens fordøjelse. Der findes mange kommercielt fremstillede diæter med ekstra fibre.

Alternativt kan maden tilsættes produktet ”profibre”, der fås hos dyrlægen.

Jeg anbefaler gerne, man giver hunden et kosttilskud med mælkesyrebakterier under og efter endt behandling. På den måde styrkes tarmen.

Har hunden lidt af diarre gennem længere tid, er det almindeligt, den kommer i underskud af folinsyre og B12 vitamin. Begge dele optages over tarmvæggen.

Hunden kan med fordel gives et tilskud med folinsyre og B12 vitamin, der er afgørende for mange funktioner i kroppen. Du kan hos dyrlægen få et kombinationsprodukt, der indeholder begge dele.

Mekanismerne bag frigivelsen af giardiacyster er som nævnt ikke helt fastlagt.

Det er min erfaring at alt, hvad der kan give ”et dyk” i immunforsvaret kan være en udløsende årsag til, hunden bliver syg. Stress er i den grad noget, der sætter immunforsvaret under pres.

Et kosttilskud med essentielle fedtsyre kan også være en god ide, således immunsystemet styres mest muligt. 

Har din hund fået giardia, og har du og din dyrlæge svært ved at få bugt med det? Så er det en god idé at se på hundens hverdag og psyke. Er hunden stresset eller er den i trivsel?

Stress er et til tider misbrugt ord. I denne sammenhæng ser jeg på stress som en tilstand, hvor der er sket eller sker en vedvarende ophobning af stresshormoner og kemikalier i kroppen. Det gør, hundens nervesystem er under pres, hvorfor kroppen ikke får hvile og mulighed for at restituere.

Gennemgå hundens hverdag. Tænk over måske at gå nogle kortere ture, ikke lade hunden blive for ”gearet op”, lad den snuse noget mere og giv den ro til at hvile og sove. Lidt fred for os mennesker, kan alle have brug for.

Sundhed og psyke hænger sammen. Tænker vi hele vejen rundt i forbindelse med behandling af giardia får vi det bedste resultat til glæde for hund og ejer!