Tag Archive for: Etik

Changing minds – Changing lifes!

For snudernes skyld.

Nogle gange sker der ting i livet, som gør, du ikke bare kan fortsætte som en hovedløs kylling ud af Strandvejen.

Efter mange år som dyrlæge med masser af dyr og mennesker i hverdagen, samler jeg til stadighed erfaringer sammen.

Jeg er i virkelig dybt imponeret over, hvor omsorgsfulde og dedikerede folk er i forhold til deres kæledyr.  Det er en fornøjelse at opleve kærligheden til dyr, der blomstrer.

Folk vil virkelig det bedste for deres kæledyr. Ingen ønsker som udgangspunkt bevidst at skade deres dyr, tværtimod.

Når man til hverdag er så opslugt af dyr, som jeg, kan det ikke undgås, jeg tænker rigtig meget på dyr. Altid. Deres ve og vel fylder meget i min bevidsthed. Der går ikke en dag uden, jeg spekulerer over, hvordan dyrenes verden og vores relation til dyrene hænger sammen.

For mig et er sundt dyr ikke bare et dyr, der ikke er sygt.

Dyrene skal være i trivsel hele vejen rundt. Sundhed, sygdom & psyke hænger sammen.

Men hvordan sikrer man så sit kæledyr det allerbedste liv? Hvad indebærer et godt liv for et dyr? Spørgsmålene har desværre ikke et standardsvar og en medfølgende opskrift, men er absolut noget, der skal snakkes om.

Menneskets syn på dyr har gennem årene ændret sig. Mit eget syn på dyr har også ændret sig, som tiden er fløjet afsted. Min erfaring med dyr er blevet langt større qua mit arbejde og daglige samvær med dyr.  Jeg er også blevet langt mere bevidst om adfærd og dyrenes sprog, alt dette tilsammen har gjort mit helhedsbillede har ændret sig.

Vi mennesker er nødt til at ændre vores måde at behandle dyrene på.  ALLE dyr.  Landbrugsdyr og kæledyr all the way.

 Vi behandler nemlig simpelthen ikke vores dyr godt nok, og vi SKAL altså gøre det bedre. Nogle områder er mere presserende end andre.

 Skal en handling ændres, skal en tankegang ændres.

Vi skal se på vores dyr på en helt anden måde end hidtil, og det kræver en aktiv indsats. Vi skal blive dygtigere. Vi skal lære endnu mere om dyrenes sprog og deres signaler. Det vil være et vigtigt skridt, der vil give os langt bedre relation til vores dyr, da viden skaber muligheder for ændringer, hvis man har viljen.

Hvis man forstår dyrenes verden, vil man særligt indenfor produktion og landbrugsdyr se omstændigheder, der er i direkte modstrid med dyreværnsloven, og som skal ændres.

Lovgivningen omkring alle dyr kræver i det hele taget en stor grad af opgradering fra politisk hold.

Mere lavpraktisk er der indenfor kæledyrenes univers er der en lang række områder, hvor vi med små ændringer, kan give vores dyr en langt bedre hverdag.

 Der skal ske et paradigmeskift.

Det vil dog kræve et åbent sind. Mange af de ting, som vi i dag synes er det rigtige at gøre, er ikke nødvendigvis det optimale for dyrene.

Det vil desuden kræve en stor grad af menneskeligt overskud.

Erkendelsen af at det man hidtil har troet var bedst, ikke er det alligevel, kan gøre ondt.

Jeg var i sidste weekend på kursus hos en meget erfaren dame, der bl.a. underviste i hundens sprog. Det er et led i en 2-årig uddannelse.

Det var meget af det, hun fortalte, jeg vidste på forhånd.

Hun satte dog mange af budskaberne op på en ny måde, der har efterladt mig med et fornyet ”filter” på opfattelsen af dyr og et godt liv.

Det er blevet mig endnu mere klokkeklart, at der SKAL ske noget.

Jeg er topmotiveret for at dedikere endnu mere af min tid til at formidle og fortælle, hvad jeg oplever, erfarer og lærer. Tiden prioriteres, da det er VIGTIGT!

Jeg har  Hanne Truelsen fra Snudekompagniet med mig.

Hendes  måde at tænke på er i tråd med min. Hanne arbejder hver dag med hundens adfærd og sammen er klar til at gøre en endnu større indsats. Vi skal have skabt endnu bedre muligheder for de, der vil lære mere om dyr.

Vi skal desuden have masser af inspiration med på vejen fra mine kollegaer og andre folk med forstand på dyr.

Så er det jo helt op til hver enkelt, om man vil læse med og deltage i kampen.

 ”Pick n’ choose”.

Vi har en kæmpe opgave foran os. Vi kan gøre det meget bedre for dyrene end, vi gør det i dag.

Jeg håber dermed, I vil følge med og hjælpe mig, så vi sammen gør det bedre for snudernes skyld!

Følg med på sitet www.liserovsing.dk.

Snudeshaming: det er mobning af mennesker!

Det sker ofte mine klienter kommer til mig for at få min vurdering af hundens vægt. Er den tilpas? Er hunden for tynd eller for tyk? Oftest er den lige tilpas perfekt!

Det er helt normalt, man til et årligt sundhedseftersyn, tager en snak om vægten.

Der udspiller sig dog desværre også et andet scenarie:

Nye hvalpeejere, der i løbet af hundens første leveår, bestiller tid til en snak.

De har været udsat for noget, som går dem på og har efterladt dem grædefærdige:

De er blevet antastet af vildt fremmede mennesker på snuseturen med hvalpen.

De har vredt fået at vide,  hvalpen er ALT for fed.

Reprimanden er ofte efterfuldt af nogle hadske bemærkninger om, de dog er ude på at tage livet af hunden samt en masse dårlige råd omkring, hvad den nu ulykkelige ejer skal gøre.

HVORNÅR ER DET BLEVET OK AT STILLE SIG TIL DOMMER OVERFOR ANDRES DYR? 

HVORNÅR ER DET BLEVET I ORDEN AT UDTALE SIG OM NOGET, DE FÆRRESTE MENNESKER HAR FORSTAND PÅ?

Har man været udsat for en sådan omgang, kommer man naturligvis til dyrlægen for at få en objektiv vurdering. Er MAN vitterlig ved at tale livet af dyret og råd til, hvad de skal gøre?

Jeg bliver meget bekymret, når jeg hører, hvad folk har fået med på vejen af såkaldte gode råd:

”Lad være med at give den noget at spise hver dag”.  

”Skær maden ned til en fjerdedel”.

”Du skal gå nogle meget længere ture med den”.

”Den skal kun have mad en gang om dagen”.

Alle disse anbefalinger er decideret sundhedsskadelige for en hvalp.

Selvfølgelig skal man passe på hvalpen ikke bliver alt for tyk, men det skal ske på en forsvarlig måde, hvor hvalpen IKKE sættes på decideret slankekur, men man tager en snak med dyrlægen om, hvordan det gribes an.

Min fokus er nu ikke, hvordan man sikrer dyret den rette vægt, men en tristhed over mine klienter skal opleve at blive behandlet på måde af andre mennesker.

Det er grov mobning.

Vi elsker vores dyr. At få at vide fra fremmede mennesker, vi gør skade på væres dyr, gør ondt helt ind i hjertet.

I stort set alle tilfælde, så er det ikke rigtigt, dyret er i fare.

Måske det er internettets skyld at flere og flere bliver selvudnævnte eksperter, der til højre og venstre, kaster deres domme ud uden at blive stillet til regnskab for konsekvenserne af deres ord.

Jeg mener, det er decideret mangle på dannelse og pli, når fremmede mennesker på gaden mobber hundeejere og gør sig til dommere over hundens helbred.

Hvorfor folk har behov for dette, kan man undre sig over.

Tal nu pænt til hinanden.

Komplimenter hundens søde væremåde eller skønne udseende, hvis du absolut skal kommentere noget.

Stol på at hundeejeren sammen med deres dyrlæge nok skal holde opsyn med hundens vægt og helbred, uanset hvad anken går på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til lille Whiskey

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.

Historien om Whiskey!

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.

Jeg husker altid et dyr, men Whiskey satte sine potespor på en helt særlig måde.

Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede stolt ind på  Dyreklinikken Artemis første gang for godt 2 år siden.

På den måde som kun en west highland white terrier kan gøre det.

For mig ny patient, der af logistiske årsager, måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose “Cushings Syndrom”.

Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon.  Whiskey havde som følge af sin Cushings også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.

Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham et prik  med insulin. Ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for dagen gik på hundens præmisser, så den  havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskey ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.

Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok” også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok.  Så livet er værdigt og dagen ikke bare en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en definition på.

Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt.

Dyr bliver som mennesker også ældre. Det skal de have lov til.

Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den IKKE mere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur.  Hvis hunden ikke længere kan det, måske på grund af gigt og manglende muskelmasse, så er det kritisk.

Hunden skal IKKE komme i situationen, den er så forpint af smerter den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.

Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, som gør hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, da den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile? Så kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men de viser ubehag hvis de ikke kan holde på deres egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis på grund af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske den er i behandling med noget medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er ”nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se,

hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.

Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt idet, vi elsker vores dyr og tanken om, de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, vi livet igennem snakker med hinanden om, hvad vi selv mener, er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for en hver pris. Han blev dog bedre efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskey ejer sagde, den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny snude ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Det ærgrede mig gevaldigt. Jeg kan nemlig ikke forstille mig noget mere dejligt menneske at få på besigtigelse den dag jeg er død.

Heldigvis lod det ikke til Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie, trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand. Det er meget trygt at vide, der er så søde folk ansat i den oversete branche.

Den sidste time!

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.

Da  Whiskey trådte ind af døren, kunne vi med det samme se, han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde : “Torben, det er nu”. På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu”. Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv!

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene. Vigtigst så var

Whiskey på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund, og det er altså ikke så lidt.

Whiskey ejer kæmpede for ham.  Passede ham til det sidste også selvom det indimellem var besværligt.

Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg. Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og bliver uværdigt. I høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse!

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “ja, nu er jeg gået på pension”. Med sig havde han den sødeste lille uldtot Fie, der er en lhaso pso på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, så kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på 4 uger. Båndene udvikles over årerne, og det er nogle store potespor Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig”. Det er ulempen ved en urne. Det er altså svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen, for som

Torben sagde: “ja, det hvor jeg kommer fra, så hilser vi altså altid pænt på hinanden”.

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes. På denne juleaften er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.

Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.

Dyr kan ikke genopstandes.

Der kan dog komme en lille ny snude, der ikke har noget med en genopstandelse at gøre. Det er det valg, man tager, når man vælger at give en lille hund et hjem, velvidende der er kærlighed og overskud til at give dyret alt det bedste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Aftenshowet: Lad børnene selv lave ansøgningerne!

Mit læserbrev om min frustration over “curling-forældrene” bragte mig i Aftenshowet.

Læs mit indlæg her!

 

Nej, alle hunde skal ikke bare hilse på hinanden!

Villabyerne bragte mit læserbrev, skrevet samme med Hanne Truelsen fra Snudekompagniet, om det at møde hinanden!

http://gentofte.lokalavisen.dk/debat-nej-alle-hunde-skal-ikke-bare-hilse-paa-hinanden-/20170303/laeserbreve/170309874/1019!

Ekstra Bladet: lad dyr være dyr!

I forbindelse med de mange debatter på nettet om vores tendens til at menneskeliggøre dyrene, blev jeg interviewet af Ekstra Bladet!

Se artiklen her!

Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner

Tak for den fantastisk opbakning, der har være til at hjælpe de, der mister et kæledyr og som står alene tilbage.

Jeg har dannet en gruppe, hvor alle jer søde mennesker, der har ytret ønske om at ville hjælpe, skal komme med.

Jeg har stadig konstruktionen under opbygning, men man må starte et sted. Så uagtet alle praktiske foranstaltninger ikke er komplette – det bliver de næppe aldrig, da vi taler om følelser – så må vi starte et sted.

Så TAK fordi du vil være med. Del gerne og pas på jeres søde dyr – de har kun jer til det..

Læs historien der førte til oprettelse af besøgsvennerne her! 

Gruppen beskrives her:


Gruppen her er skabt og administreret af Dyrlæge Lise Rovsing fra Dyreklinikken Artemis i Hellerup.
“Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner” er netværk af folk tilknyttet Dyreklinikken Artemis’ værdigrundlag: Drivkraften er kærlighed til dyr!

Vi er et netværk, der gerne vil gøre en forskel for de mennesker, der har mistet et kæledyr!

Målgruppen er de mennesker, det har mistet et kæledyr, men ikke umiddelbart har et stærkt nerværk bag sig, der forstår betydningen af tabet af et kæledyr.

En henvendelse fra os har til intention at gøre en forskel for et andet menneske, idet vi forstår, hvad der betyder at miste sin “lille skygge”.

Hvis vi kan udfylde bare en lille det af det tomrum dyret efterlader med glade minder om det forgangne, er vi et skidt på vej i rigtig retning.

Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, det gav til det sidste – så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt dyrehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer, når man siger farvel til sit elskede dyr.

Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.ette er et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af særligt vores ældre, der mister deres måske sidste kæledyr. Du kan yde en opringning, et besøg, en snak.¨

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Der findes allerede nu mange gode netværks, der har samme intention som dette.
Min erfaring gennem mit arbejde som dyrlæge og med mennesker er dog, at er man trist nok, er der ikke kræfter til at melde sig under de allerede etablerede faner.

Gennem arbejdet på dyreklinikken kommer jeg i direkte kontakt med målgruppen.

De skal have tilbuddet, da vi dyreelsker forstår, hvad de gennemgår. Dog på en måde der hele vejen rundt har respekt og ydmyghed overfor mennesket bag.

Vi forstår, at når man har det sværest, har man ikke kræfter til at bede om hjælp til at tale om “dyret”.

Det er ikke en medlidenhedsgerning, der skal laves, men rent medmenneskeligt for allle os, der elsker vores dyr.

Målgruppen kan variere fra tid til anden. Vi kan ikke gøre en forskel for hele verden, men vi må starte et sted, og det er nu engang i vores nærområde. Skulle inspirationen sprede sig er det kun godt.

Vil du være med?

Så skriv her på gruppen..

Det er min ambition besøgsvennerne en dag vil være at finde over hele landet!

https://www.facebook.com/groups/1228925297119055/

 

Hjælp os at hjælpe andre!

Dyreklinikken Artemis har hele året haft en indsamling kørende.

Vores søde klienter har doneret brugt udstyr fra kæledyr til os.
Artemis distribuerer tingene videre til projekter, der hjælper dyr i nød i ind- og udland.

Rigtig mange mennesker har en overflod af ting til dyrene hjemme.
Snuden skal ikke mangle noget. Den dag snuden ikke vil lege med tingene mere, eller man finder noget nyt og spændende, ja så står man med en masse ting til overs.
Mange af tingene fejler ikke noget, men vores ”brug og smid væk kultur” gør, mange gode ting går tabt.  Det vil vi gerne ændre.

Når man siger farvel!
Et andet scenarie udspiller sig den dag, man siger farvel til sit elskede kæledyr. Ofte er der kurve, skåle, seler, snore, legetøj med videre tilovers fra et lang liv.
Bare at smide tingene ud virker forkert, da minderne jo hænger ved.
Vi har haft succes med at opfordre folk til at aflevere tingene til os, så andre kan få glæde af dem.

Nogle ting kan naturligvis gemmes, hvis man ved, der kommer en lille ny snude, men i mange tilfælde kan det være rart at ”starte på en frisk”.
Jeg håber det i fremtiden bliver helt almindeligt, man kommer på besøg efter det sidste farvel og donerer, hvad doneres skal.
Ved samme lejlighed kan man få en snak og et kæmpe kram – det kan nemlig være svært at gå tilbage til stedet, hvor en aflivning har fundet sted, da minderne vælter frem. Et besøg  kan derfor  give en fin afslutning, og der er plads til tårerne igen.

Konceptet!
Vores koncept er  ”apolitisk”. Vi vil bare gerne hjælpe dyr i nød. Vi har ikke tilknytning til en bestemt forening eller formål –  melder nogen sig med et godt formål, så er vi klar på at videregive, hvad vi aktuelt har.
Nogle gange er krisen akut opstået og i de tilfælde, er det fantastisk, så hurtig folk er til at komme og hjælpe. Bliv ved med det!
Min erfaring er at rigtig mange mennesker gerne vil hjælpe, men det nogle gange er svært at finde det rigtige formål og forum. Det håber jeg, Artemis kan hjælpe med.

I relation til vores indsamling af dyreting gentager vi derfor i år succesen og samler tøj og lignende ind – så har du aflagt tøj eller andre gode ting stående som udsatte grupper, kan få glæde af, så KOM med dem.

Vi sørger for, de bliver distribueret ud til de rigtige steder.

Brug december som en anledning til at få ryddet op og ryddet ud. Kom med tingene til os og så skal vi sikre, nogle får glæde af det.
Jeg lover, det ikke er noget med tingene sælges – det hele foræres væk….

TAK til alle Jer der i løbet af året er kommet med ting.
TAK til alle de frivillige fra foreningerne, der har hentet ting og sikret, de er endt de rigtige steder.

Jeg håber, vi i fællesskab i det nye år, kan hjælpe endnu flere dyr i nød…

Dyreklinikken Artemis’ Venner

Dyreklinikken Artemis’ Venners støtteprojekt har til formål at indsamle midler til støtte for dyrevelfærd, i Danmark som i udlandet.

Støtteprojektets formål er at indsamle donationer både i form af økonomiske midler og af udstyr til hunde og kattes velfærd og trivsel. Indsamlingerne doneres til mindre organisationer, foreninger og private initiativer, hvis primære mål er at forbedre dyrs velfærd og trivsel.

Støtteprojektet baserer sig på frivillig arbejdskraft og er non-profit for alle involverede.

Mål:

Målet deler sig i to:

  • Indsamling af udstyr til katte og hunde, nyt som brugt, men i funktionel og anvendelig stand. Det kan være seler, halsbånd, legetøj, foder, kradsebræt, plejemidler mv, som man har i overskud og ikke længere har brug for derhjemme. Alle kan aflevere det brugte udstyr som donation til Dyreklinikken Artemis i Hellerup, hvor det vil blive opbevaret i kælderen, indtil det afsendes eller afhentes til den udvalgte dyrevelfærdsorganisation.
  • Indsamling af økonomiske midler med henblik på donation til dyrevelfærdsorganisationer.

 

Målgruppe

De indsamlede donationer fordeles til mindre non-profit dyrevelfærdsorganisationer.

Støtteprojektets deltagere

Netværket af støtteprojektets deltagere tager udspring i Dyreklinikkens Artemis’ Venners netværk af dyreglade og frivillige personer, der ønsker at bidrage og deltage i arbejdet med at udføre netværkets formål.

Dyreklinikken Artemis venner er forsamlet som platform via facebook og har eksisteret siden   2015.

Deltagere i støtteprojektets aktiviteter er de medlemmer, der har lyst og tid til at bidrage med deres frivillige arbejdskraft.

Har du mistet dit kæledyr?

At sige farvel til sit kæledyr er noget af det sværeste, vi som dyreelskere oplever.

Man efterlades med et kæmpe tomrum og en masse ting, som hunden eller katten brugte, der bringer minder frem.

På Artemis vil vi gerne gennem “Dyreklinikken Artemis venner” hjælpe med at hjælpe andre dyr.

Vi modtager derfor meget gerne rekvisitter som f.eks. seler, kurve, snore, legetøj, halsbånd mv., som du ikke længere skal bruge. I stedet for at smide det ud, så bring tingene til Artemis, hvor vi samler dem.

Tingene vil løbende blive givet ud til dyr i nød efter behov.

Den systematiske indsamling gør, vi næsten altid har et lille lager stående, så når krisen opstår, er vi klar med hjælp! Vi vil meget gerne modtage ting, der er i så god stand, de stadig umiddelbart kan bruges igen.

Vi håber dette tiltag vil hjælpe dyr i nød, men også vil hjælpe dig som kæledyrsejer med at få “closure”, så det er de dejlige minder fremfor sorgen, der står tilbage.

Hvis du har problemer med at komme i vores åbningstid fra 8-17 på hverdage, så send en mail til info@artemis.dk.

Glimt fra indsamlingen:

Den 8. juli 2016:

Dyreklinikken Artemis’ Venner sendte igen til aften en stor sending afsted til nødlidende dyr i Syd-Europa via foreningen KARLA.

TAK til alle jer, der har afleveret ting til os: foder, brugte seler, legetøj mv.
Bliv endelig ved med at donere ting, så vi kan hjælpe andre, der ikke er så heldigt stillede, som vores egne snuder..

Den 27. august 2015:

I dag sendte “Dyreklinikken Artemis venner” et stort læs afsted til et dyreinternat i Rumænien. Vi takker for de mange løbende donationer og håber, I fortsat vil aflevere brugte seler, kurve, foder mv. til vores indsamling, således vi altid er klar til at give et bidrag efter behov!

Når ensomheden rammer!

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…

Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.

Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.