Tag Archive for: Det sidste farvel

Når lyset slukkes, tændes en stjerne

/i , ,

Jeg har en fin pose stående foran mig ved trappen. Den indeholder hundesnore, en sele, madskål, tæppe, legetøj og diverse godbidder.

Den skal ned i kælderen og opmagasineres, indtil det afhentes med andre ting og bringes til et dyreinternat et sted i verden. Jeg har endnu ikke båret det derned.

Måske fordi posen vidner om en uge udover det almindelige? Bærer jeg den ned, så er det definitivt.

Da mandag morgen begyndte, vidste jeg allerede, hvad der var i vente.

Man kan dog aldrig planlægge det akutte, og vi havde lige åbnet dørene, da en af mine kære snuder stod i døren med sin ejer ved sin side.

Det var tid til den sidste rejse. Der var ellers planlagt flere undersøgelser over de kommende dage, men lyset i øjnene var slukket, og hvad ville de mange undersøgelser alligevel føre til?

Vi skal altid gerne kunne bruge vores diagnostik til noget fremadrettet. Det skal gerne kunne gøre behandlingen bedre.

Nogle mennesker læner sig op af videnskabelige facts, når de svære beslutninger skal træffes. Har vi  en klar diagnose, kan det måske understøtte den umulige handling om det sidste farvel.

I dette tilfælde havde en weekend med hunden gjort udslaget, den skulle ikke udsættes for mere. Han skulle have fred, før det blev for sent, og der IKKE var tvivl.

Er du ikke i tvivl, har du ventet for længe.

Så er dyret så dårligt, det ikke længere er livet værdigt. Ejer sagde, han kunne se det på hundens øjne. Jeg kunne se på ejers øjne, det var rigtigt. Han kender sin hund.

Netop bagefter kom den kæreste gamle brune labrador ind af døren.

Jeg har fulgt hende gennem det meste af livet og en opringning fra ejeren meget tidlig samme morgen, gav skriften på væggen. Hun havde levet et langt godt liv og var pludselig knækket.

At begynde at forsøge at behandle noget, ville være et nytteløst projekt, der kun ville købe os mennesker mere tid, men som ikke ville gavne hovedpersonen.

Vi sagde farvel vidende, hunden ville se tilbage på et liv fyldt med kærlighed og glæden ved mad, der nu engang er en labradors metier i livet, intakt på dødslejet.

Direkte fra det ene lokale til det andet. Her ventede en helt speciel lille snude. Det er ikke altid alderen, der afgør, hvornår stjernerne venter.

Bare fordi man er ung, er det desværre ikke ensbetydende med, man er rask. Denne lille hund var ikke rask. Dens ejere havde overtaget hunden for lidt tid siden og havde lagt alt den kærlighed og omsorg i det lille væsen, som det overhovedet var muligt.

Jeg har haft en tæt dialog med dem hele vejen, og vi var enige om, at nu var det nok. Hun skulle have lov at få fred, så hendes krop endelig fik hvile.

Det føles anderledes at sige farvel til en hund, hvor man ved, den har levet et langt godt liv. Er dyret meget ungt, føles det som om, det aldrig fik chance. Men det GJORDE den lille snude.

Takket været nogle helt unikke specielle mennesker, hvis omsorg og tålmodighed, er udover det almindelige. Vi havde aftalt alt på forhånd, så der var ikke mere at sige, da vi mødtes.

De ting, vi ikke siger, er dog meget stærke, og tårerne bag de mørke solbriller sagde mere end 1000 ord.

Jeg vil altid være disse mennesker meget taknemmelige fordi, de gav den lille hund et kærligt sidste hjem og ikke mindst var stærke nok til at lade kærligheden til hunden overstige deres eget afsavn. Det er noget, vi alle kan lære noget af.

På dette tidspunkt af dagen var klokken ikke slået 9 endnu. En lang dag fulgte med de glæder og sorger, som nu engang er en del af det.

Der er mange bolde at holde i luften. Frygten for at overse noget. Derfor har de fleste dyrlæger en systematisk tilgang til en patient. ”Jeg har jo lige taget en temperatur hjemme, hvorfor gør du det igen?”

Overser vi noget, fejler vi, så mister vi både dyr og klienter. Folk bare kan gå et andet sted hen, og er man heldig, bliver man hængt offentlig ud på nettet. Heldigvis har vi verdens sødeste klienter!

Men det går jo godt, lige indtil det går galt!

Mange af mine kollegaer og jeg selv går almindeligvis tidligt i seng, det fortjener dyrene.

Man møder ikke på arbejde med rystende hænder eller manglende tro på, vi gør det rigtigt!

Nu er det fredag, klinikken lukker snart dørene. så går vi alle hjem med ugens historier, vi bærer med os i vores hjerte, og som vi aldrig glemmer!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag de mennesker, man møder på gaden.

Smiler de ikke? Hilser de ikke? Måske de bærer nogle historier med sig, der i øjeblikket fylder i sindet, således opmærksomheden på omverdenen for en stund ikke er komplet?

De er nok ikke bare sure, de er bare mennesker, hvor dagens oplevelser og indtryk måske med stærke følelser får lov at blive bearbejdet, så der er plads til, de snart igen kan være der for de mennesker, der har brug for dem.

Før jeg drager videre, vil jeg gå ned og sætte posen på plads. Glæde mig over det menneske, der midt i sin egen sorg, havde overskud til at aflevere en gave til os, der vil hjælpe andre dyr.

De lover klart vejr til aften.

Se op og send de 3 nye lysende stjerner en kærlig tanke!

(Reposted på opfordring).

Lad dyrene tage afsked med hinanden!

/i , ,

Forleden måtte lille Cookie rejse til hundehimlen efter et langt og godt liv.

Forskellige helbredsmæssige udfordringer gjorde, at der til sidst ikke var andet at gøre, end at lade kærligheden træffe valget at sige farvel.

Sorgen var forståeligt nok stor og tårerne mange.

Perioden fra man tager beslutningen om, at aflivning skal finde sted, og til det rent faktisk sker, er en svær tid.  Timerne føles uendelig lange, trods tiden alligevel går alt for stærkt.

Cookie havde en dejlig snudekammerat, som havde fulgt hende gennem livet, og som nu pludselig stod til at blive ladt alene.

Midt i sorgen havde familien mange tanker om, hvordan de bedst kunne hjælpe den hund, der snart ville blive ladt tilbage.

Vi nåede heldigvis at snakke sammen, og Cookies kammerat kom med på klinikken. Da Cookie var sovet stille ind, fik vennen i sit eget tempo lov til at forholde sig til situationen og sige farvel:

Vi trak os tilbage og lod hende selv gå rundt og gøre, som hun ville – INTET skal forceres.

Hun gik lidt rundt uden at gå direkte hen til Cookie, søgte sin familie og trissede så omkring igen. Hun så på Cookie, snusede i retning deraf og efter lidt tid, sluttede vi seancen.

Hvis man på nogen måde har mulighed for at give dyrene mulighed for at sige farvel til hinanden, skal man gøre det.

Dyr er følende væsener og vil selvfølgelig opfatte, når vennen pludselig ikke er der mere. De gennemgår også en slags sorgproces, som vi skal have respekt for.

Ved at lade dem tage afsked med hinanden, kan vi mennesker hjælpe dyrene til bedre at komme igennem en svær tid.

Så hvis det i praksis er muligt:  Giv dyrene muligeheden for tage afsked med hinanden – lad dem selv bestemme i øjeblikket, om de ønsker det!

Tak til Cookies dejlige familie for at lave mig bruge dem til inspiration for andre, der måske går sig med overvejelser om, hvordan det sidste farvel skal takles, når der er flere dyr i familien!

 

 

Dyrene skal have lov at sige farvel til hinanden!

/i ,

Hvad sker der, når en hund forlader flokken og efterlader et familiemedlem eller måske en god ven alene tilbage?

Det er i sig selv en meget stor sorg at tage afsked med sit elskede kæledyr, men er der en eller flere hunde i familien, skal man også håndtere deres situation, hvilket gør afslutningen endnu vanskeligere.

Der er nemlig ofte mange tanker om, hvordan den efterladte hund vil klare pludselig at blive ladt alene og ikke mindst, hvordan man skal deale med selve afskeden.

I den forgangne uge har vi haft flere afslutninger, der involverede mere end bare en hund.

Dyrene, der skulle afsted, var alle nået dertil, hvor en værdig afsked var på sin plads og det helt rigtige at gøre.

Uanset hvor svært det er at sige farvel, så skal man altid huske på, at når dagen kommer, så er det jo fordi, at dyrene har det dårligt nok til, at vores kærlighed skal være stor nok til at sige stop i tide.

Mange års erfaring fra dyreklinikken har gjort, at jeg ikke er i tvivl om, at man skal lade dyrene sige farvel, hvis det er praktisk muligt.

Man kan komme i en akut situation, hvor det ikke er muligt, og der må det altid være det syge dyrs interesse, der kommer først. Sagt på en anden måde: Man skal ikke udskyde en nødvendig aflivning for at vente på, at en anden hund kan sige farvel.

Når man siger farvel, synes jeg, der skal være ro omkring ”indsovningen”. Lad derfor den syge hund være alene sammen med familien, så man giver mulighed for, at mennesker og dyr kan være sammen i øjeblikket uden forstyrrelser fra en anden hund. Når der så er blevet stille, kan man lade den ”efterladte” hund komme ind.

Det ene tilfælde var en hundemor, der efterlod sin aldrende søn tilbage. Han kom ind, kiggede på mor, gik ud igen, kom ind igen og dette scenarie gentog sig et par gange. Han snusede til hende kortvarigt og viste derudover dæmpende signaler: Drejede hoved væk, slikkede sig om munden, løftede poten. Hundens sprog, der viser, at han var underlig tilpas ved situationen, hvilket man ikke kan bebrejde ham.

Det andet tilfælde skulle to gode kammerater sige farvel til deres ven. De kom ind i lokalet, stoppede op, kiggede sig rundt, gik hen til den afdøde og gik lidt forvirrede rundt. Begge hunde viste også dæmpende signaler, men de fik snuset til deres gode ven og registreret, at noget var anderledes.

I begge tilfælde kom de efterladte hunde ud på en gåtur bagefter.

Kan hunde sørge?

Man skal ikke tillægge dyr menneskelige egenskaber, men man skal have respekt og forståelse for, at dyr har et meget nuanceret følelsesregister. Så ja, dyr gennemgår en slags sorgproces, der dog ikke er på samme niveau som et menneskes.

En i flokken er væk. Det er en stor forandring for en hund, der pludselig skal finde sig selv uden sin kammerat at spejle sig i. De mærker naturligvis også, at vi mennesker er kede af det. Dyrs empati for os, skal aldrig undervurderes. Efter lidt tid, måske 1-2 uger, så letter ”sorgen”, og dyrene bliver mere sig selv igen, måske i takt med at vi mennesker også finder vores ben i en ny virkelighed?

Man skal derfor ikke være bange for, at en efterladt hund aldrig bliver glad igen.

Det er utrolig rørende at få lov til at være vidne til dyrenes farvel til hinanden. Når man ser det, er man ikke i tvivl om, at dyrs sind indeholder utrolig mange facetter, og at de forstår langt mere, end nogle mennesker giver dem credit for.

Tak til de fantastiske mennesker, der i ugens løb gjorde sig tanker om, hvordan de bedst muligt kunne tage hånd om mere end bare en hund, trods sorgen over at skulle sige farvel fyldte enormt.

Jeg håber, at ved at dele disse erfaringer, som jeg også får takket være jer alle, kan hjælpe andre igennem en meget svær proces, hvor tunge beslutninger skal træffes. Det skal altid være kærlighed til dyrene, der sætter dagsordenen, og det vil gøre, at vi træffer de rigtige beslutninger uanset, hvor svære de er.

 

   Razze fik lov til at sige farvel til sin mor Rosa!

 

Lad dyrene tage afsked med hinanden!

/i , ,

Ugen sluttede med et farvel til Vuffer. Den dejligste korthårede sorte nærmest royale gravhund. Han sluttede livet efter 15 gode år med fat i den lange ende, som kun en gravhund kan leve det.

Til sidst var livet trist, med flere dårlige dage end gode, da krop og hjerne ikke længere rigtig arbejdede sammen til gavn for Vuffer.

Kuren skal ALDRIG være værre end selve sygdommen, så det var rette tid at sige farvel.

Solen skinnede så klart, og Vuffer vimsede ukoordineret rundt.

Det gør ikke noget, man dør på en god og smuk dag, og hellere en dag for tidligt end en uge for sent.

Vuffer sov ind i ejers arme med familien omkring sig. Stille og fredfyldt.

Familien rummer udover Vuffer også en anden hund, Johan. Johan kom til for nogle måneder siden og indtog sin plads i flokken, med Vuffer som familien ubetingede oversnude.

Johan var ikke tilstede under selve afskeden, da familien skulle have ro til at være nærværende overfor Vuffer. Vuffer blev efterfølgende pænt lagt i en æske med hilsner skrevet på, puttet i et blødt tæppe med snuden stikkende frem.

Afskeden!

Johan blev så lukket ind i stuen.

Det er nemlig vigtigt at lade dyrene sige farvel. Dyrene ved nemlig godt at en i flokken pludselig er væk.

De er jo kammerater og hinandens wingmen. Sover sammen, leger sammen, skændes, hjælpes ad og opdrager hinanden, da ingen lærer en hvalp bedre om livet end den ældre hund.

Hvordan må det ikke føles for en hund, at lige pludselig er ens læremester bare pist forsvundet? Samtidig med familien er ulykkelige, hvis man ikke får lov at give et sidste snus til afsked?

Johan kom ind i stuen og virkede med det samme utilpas ved situationen. Han sendte masser af dæmpende signaler, der er hunden sprog, der signalerer, han ikke er tryg ved situation.

Han vendte siden til, smaskede, lagde ørene tilbage og trak sig tilbage under en stol til start. Efter lidt tid gik han dog hen til Vuffer og snusede til ham flere gange.

Det siges at dyrene med det samme registrerer en ændret duft fra den afdøde hund.

Det er derfor ikke nødvendigt at den tilbageværende hund, skal helt hen og fysisk røre ved den døde hund. Man skal derfor ikke løfte hunden hen til den døde, hvis ikke han selv vælger det, som Johan endte med at gøre.

Vuffer blev båret ud i bilen og kørt tilbage til klinikken.

Han kommer retur i en urne, hvorefter han begraves i haven sammen med Simba, der for et års tid siden var ham, der måtte afsted til hundehimlen, hvor Vuffer sagde sit farvel.

Har man mulighed for at lade sine dyr sige farvel, skal man gøre det.

Det kan naturligvis være situationer, hvor det ikke er muligt at hensyn til den døende. Er der f.eks. tale om en akut aflivning, er det ikke altid praktisk muligt, og det skal hensynet naturligvis tages til den, der lider.

Vuffers søde familie fortalte, at de sidste år havde læst en artikel, jeg havde skrevet om emnet, hvilket gjorde de absolut ville organisere hundene kunne sige farvel.

De gav mig derfor grønt lys til, jeg gerne måtte tage en film og videreformidle budskabet igen.

Det er meget unik at få lov til taget i betragtning af, situationen er meget sårbar og sorgfyldt. Jeg er derfor meget taknemmelig for den tillid, jeg får vist.

Jeg håber, at historierne fra ”det virkelige liv” vil inspirere andre til at give vores dyr det bedste liv fra start til slut. Ved at dele erfaringer og oplevelser bliver vi alle forhåbentlig klogere til glæde og gavn for dyrene.

Dyr er sansende væsener med følelser, og det skal vi mennesker i den grad anerkende og arbejde ud fra.

Ikke kun ved livets ophør men i alle sammenhænge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal man dø af skræk?

/i ,

Lille Bucky på 8 år har en alvorlig hjertelidelse. Hans hjerteklap lukker ikke, som den skal. Bucky er i behandling med flere slags medicin, men desværre vil hjertet med tiden blive dårligere og dårligere, og det er allerede skidt.

Bucky har det heldigvis pt godt.

Jeg havde en lang snak med Buckys ejer for at par dage siden. Vi snakkede om hans medicinering, hvad hun skulle holde øje med, og vi vendte også det uundgåelige sidste farvel, der en dag kommer.

Går tingene stærkt,  er det muligt, Buckys hjerte er blevet dårligere, når vi kommer til december.

Bucky er en af de mange dyr, der bliver hundeangst, når der bruges fyrværkeri.

Der er allerede taget alle tænkelige tiltag for at beskytte Bucky nytårsaften. Desværre skydes der af længe før og efter nytårssaften. Buckys ejer påpegede, er det nærmest umuligt at beskytte ham mod høje brag og lysglimt uanset hvad, der gøres.

Buckys ejer sagde at hvis vi i december er nået dertil, hvor Buckys liv er under overvejelse pga. det stadig svigtende hjerte, så skal han IKKE opleve tiden op til og efter nytårsaften.

Han er så bange, det nok ville tage livet af ham i set i skyggen af det dårlige hjerte.

Bucky er ikke den eneste hund, der er bange for fyrværkeri. Selv uden et svigtende hjerte som udfordring, er dyrene under hårdt pres i forbindelse med nytåret.

Jeg undrer mig til stadig over, brugen af fyrværkeri ikke er forbudt.

Dyreværnsloven skal beskytte dyr mod unødig smerte og lidelse. Brugen af krudt er et direkte brud på loven.

Når jeg hører de overvejelser, som Buckys ejer fornuftigt gør sig, så gør det ondt langt ind i hjertet!

Der er absolut mange områder, hvorpå dyrevelfærden i Danmark kan opgraderes, noget mere komplekst end andet.

Det er bare en ”no brainer” at SELVFØLGELIG, skal det ikke være tilladt at benytte fyrværkeri på noget tidspunkt af året.

Buckys historie er bare endnu en trist erfaring fra den virkelige verden.

Her er liv og død ikke bare er en fiktiv fortælling, og det er kærligheden til dyr og respekt for liv, der sætter dagsordenen

Lad dyrene sige farvel!

/i , ,

Har du mere end én hund, og er enden ved at være nået for en i flokken? Når en hund dør, efterlades kammeraterne tilbage. For en lille hundeflok er det en stor ting, der pludselig mangler én.

Hvordan reagerer en hund på at blive konfronteret med en død ven? Registrerer dyrene overhovedet at noget er anderledes? Har det en betydning for hunden, den får lov at tage afsked?

Hunden har (som andre dyr) et meget nuanceret følelsesregister.

De opfatter langt flere ting, end vi mennesker giver dem ”credit” for. Deres lugtesans er ekstremt veludviklet og er en stor del af hundens registrering af, hvad der foregår.

Efter at have foretaget utallige aflivninger og have overværet den efterfølgende afsked hundene i mellem, er jeg ikke i tvivl: Hunde SKAL have lov at sige farvel. For dyrenes skyld.

Når en hund dør, ændres dens lugt.

Lukker man en hund ind til en afdød hund, vil den med det samme kunne registrere den afdødes ændrede lugt. Det er ikke afgørende, den fysisk er henne og snuse til den døde hund. Det er nok, den ser den døde hund og opsnuser lugten. Den vil vide vennen ikke mere er en del af flokken.

Lader man ikke sin hund tage afsked, vil den ikke kunne forstå, hvor den afdøde er henne, og det kan gøre det svære for hunden at rumme forandringen.

Hunde er flokdyr, og de passer på hinanden. Du kan derfor hjælpe din hund gennem tabet ved at lade den forstå, flokken er blevet mindre.

Efterfølgende vil hunden almindeligvis ikke være sig selv i en periode. Den skal finde sig selv som en del af en reduceret flok, hvilket oftest betyder rutiner ændres i familien.

Hundens empati med os mennesker, vil også sætte sit præg. Hunden mærker, vi mennesker er kede af det, og det kan også give en ændring i adfærden for en periode.

Vi mennesker skal altid sætte dyrenes ve og vel først. Det gælder både i afskeden og for eftertiden. Lad dyrene sige deres eget farvel.

På billedet ses Charlie. Han blev aflivet i går på grund af sukkersyge og leversvigt. Charlies fantastisk familie havde på bedste vis arrangeret at flokkens 2 andre medlemmer fik lov at sige farvel efterfølgende.

Stille og roligt i hjemmet. Det var meget rørende at opleve og bekræftede igen at dyrene skal have lov at tage afsked med hinanden.

Hvis vi mennesker forstår, hvordan dyr tænker og føler, så må det give stof til eftertanke om, hvordan vi behandler dem. Det gælder for alle arter.

Hellere en uge for tidlig end en dag for sent

/i ,

Den sidste uge har trukket sine dystre spor. En skærende kontrast til de mange søde hvalpefotos, der ofte fylder overskrifterne. Vi har brug for ”babybillederne” til at minde os om, livet går videre. Vi skal huske på at med sygdom følger også sundhed og nye begyndelser.

Alle ejere af et kæledyr frygter dagen, hvor det er slut.

Det er desværre de færreste dyr, der sover stille ind i kurven uden forudgående sygdom.

Det er sjældent at et kæledyr ”ud af det blå” falder om og dør af hjertestop.

Det vil sige, det i langt i de fleste tilfælde, bliver en aktiv beslutning, vi mennesker træffer på dyrenes vegne om at døden skal ske.

Vi frygter i den grad at overskride grænsen og trække den tunge beslutning om aflivning for længe og dermed udsætte vores dyr for unødig smerte og lidelse.

Vi har lavet mange ”blodløfter” med hinanden om, at når dagen kommer, og vi som dyrlæger vurderer, det skal være slut, så skal vi sige til – da mange ejere godt er klar over, at når følelserne sætter ind, så sætter fornuften ud.

Der går ikke en uge, oftest faktisk ikke en dag uden vi siger farvel til nogle af vores kære patienter. Ofte også uden for overenskomstmæssig åbningstid, da når et farvel skal være, skal det ikke vente.

Mange har været igennem et forløb, hvor sygdom har tæret på kroppen, og der til sidst ikke er andet at gøre end det eneste rigtige. Vi afliver jo ikke raske dyr, omvendt så skal det gøre ondt, før vi når dertil, livet ikke mere skal være.

Det der gør det så svært, det er der ikke er en facitliste. Det er jo ikke en eksakt videnskab at vurdere, hvad er et ”godt nok” liv for et kæledyr?

Dyr kan gå på brækkede ben, logre med halen selvom de er triste og æde til det sidste. Derfor kan vi ikke bare vurdere ud fra de åbenlyse objektive parametre. Vi skal naturligvis have dem med i betragtning men stadig huske at se det store billede.

Vi er så privilegerede, vi kan gøre det bedste for dyrene. Vi kan træffe en beslutning om at sige stop i tide og ikke bare vente til dyret ligger apatisk hen, og lyset er slukket i øjnene.

Man må gerne bare have en snert af tvivl, om det er det rette, når vi siger farvel – da har man ikke det, har man måske ventet for længe?

De sidste uger har vi sagt farvel til alt for mange af vores patienter på Artemis. For mange forstået på den måde, det også gør ondt på os at sige farvel. Det har dog alle sammen været afskeder, der i den grad har haft sin berettelse.

Hver gang vi sammen beslutter at sige farvel, skal vi huske, vi gør det af kærlighed til dyrene. Det er det, der er drivkraften og motivationen. Det er den fane, vi altid skal løfte sammen.

Men det i tankerne skal vi huske at hellere afslutte en uge for tidlig en dag for sent.

 

Read the English version here!

 

Farvel til Rosie!

/i ,

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stjernestunder & skyggesider

/i , ,

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Når døden venter!

/i ,

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

”Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.