Dødshjælp er en kærlighedsgerning til vores kæledyr!

Der har her til morgen kørt en debat om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være legalt i Danmark.

En repræsentant fra Etisk råd anbefaler, det fortsat ikke skal være lovligt.

Velvidende vores kæledyr ikke er mennesker, giver det alligevel stof til eftertanke at drage nogle paralleller til dyrenes verden.

Som dyrlæge og af en slagsen, der næsten dagligt sender kæledyr afsted til et bedre sted og som har MANGE liv på samvittigheden, giver det stof til eftertanke, når jeg overhører den humane debat.

Forestil Jer en verden hvor kæledyrene var underlagt de samme præmisser som mennesker? Hvor vi IKKE havde muligheden for at lade deres liv komme til en ende?

Jeg hører ekstremt sjældent, at hunden er sovet ind i kurven uden forudgående sygdom. Det sker næsten aldrig.

Langt de fleste kæledyr gives fred, når livet ikke længere er værdigt. Når hunden ikke kan gå, eller katten ikke længere kan spise. Skulle der tages en rimelig konsekvens af sygdommene, ville det betyde en mængde medicin så stor, dyret næppe ville sanse, hvad der foregik – eller måske en permanent indlæggelse på et dyrehospital der i sig selv kan stresse et dyr så meget, det nærmest tager livet af dem. Den ventede død ville ikke blive for dyrets skyld. Dette scenarie kaldes for passiv dødshjælp.

Hvad hvis vi af principielle årsager lod dyrene udleve deres sidste tid i et smertehelvede og til sidst ventede på, kroppen giver slip, så sjælen får fred? Jeg tror næppe, vi ønsker dette for vores kæledyr.

Scenarie i sig selv bør få alle kæledyrssejere til at huske på, at når livet en dag ikke mere er værdigt, så skal der i samråd med dyrlægen træffes en svær beslutning.

En beslutning, hvor vi ikke bare lader stå til, men ser virkeligheden i øjnene – Uanset hvor ondt det gør at tænke på, vi ikke mere har væres kæledyr i blandt os. Vi må ikke gemme os og lade følelserne vinde på bekostning af dyrenes ve og vel.

At lade vores dyr få fred i tide er en kærlighedserklæring til dyret. Det kommer sjældent et godt tidspunkt at sige farvel på, men der kommer et rigtigt.

Hvis det var lovgivning, der stod i vejen for, jeg ikke måtte lade dyrene få fred, så tror jeg, jeg ville blive meget kreativ i både min diagnostik og min medicinering. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Så på dette område er dyrene bedre stillet end os mennesker.

Lad os derfor værdsætte muligheden for at sikre dyrene en værdig død, ligeså vel som vi er forpligtet til at give dem det allerbedste liv.

Vi skal ære debatten og dyrene og fortsætte snakken om, hvad der er et godt liv, således vi giver slip i tide – for dyrenes skyld.

Det kunne tjene den menneskelige debat at skelne til kæledyrenes verden.