Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.
Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.
Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?
Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension.
Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.
Hvad er galt?
Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.
Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis.
Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.
Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.
Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.
Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen.
Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.
Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger.
Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser.
Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.
Operation eller ej?
Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?
Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.
Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten.
I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning.
Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen.
Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?
Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?
Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?
Hensigtserklæringen!
Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation?
Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse?
Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning.
Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?
Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr.
Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.
I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.
I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.
Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.
Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.
Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.
Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.
Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.
Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert.
Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide.
Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.
Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.
Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt.
Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet.
Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død?
Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv…
En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende.
Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…
Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes?
Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.
Spejdere på besøg på dyreklinikken!
/i Samfund og etikDyreklinikken Artemis havde til aften besøg af 30 grønne spejdere fra Hellerup!
Spejderene er i gang med at tage et ”duelighedstegn” i dyr. Noget alle dyreejere i symbolsk betydning bør erhverve sig, men børn er ofte mere fremsynede end os voksne.
En af vores søde klienter havde for et par uger siden spurgt, om vi ville være med til at lave noget i den forbindelse. Og JA JA– selvfølgelig vil vi det!
Spejderne ankom – alder cirka 10 år – og startede med få en rundvisning på klinikken.
De unge kom forbi 3 ”stationer”:
Et stop i røntgenlokalet, hvor dyrlæge Louise Frost-Christensen fremviste røntgenbilleder af dyr, der har spist underlige ting, man kan se på et røntgenbillede. En synål, en 10-krone og en golfbold..
Derfra kom de til hen til vores fantastiske veterinærsygeplejerske elev Nicolines post.
Nicoline lavede en lille quiz: hvad må hunde IKKE spise?
Hunde må f.eks. ikke spise rå kartofler og chokolade mv. Der var glædeligt at se, hvor vidende, spejderne er!
De var MEGA seje, men lærte vist også lidt nyt om fodring af snuden.
Sidste station var hos undertegnede i konsultationslokalet.
Jeg startede med at spørge, om de unge egentlig vidste, hvor hundens hjerte er placeret?
Mange gode kreative bud kom op.
Svaret er: under venstre forben. Herefter skulle alle lytte med stetoskopet og med egne øre opleve, hvor FANTASTISK det er at høre et hjerte slå
Fra klinikken gik vi alle op på førstesalen.
Her havde husets Hanne Truelsen i samarbejde med Julie Stephensen , der har hundeshoppen i Vangede. arrangeret foredrag om hundens sprog i børnehøjde.
Jeg er SÅ glad for, de super søde dygtige spejderledere har taget initiativ til dette.
Alle børn skal lære at tale ”hundsk”.
Derudover håber jeg at besøget på dyreklinikken kan fremme nogle af de unges nysgerrighed på naturvidenskab og måske ”så et frø” i forhold til en drøm og at blive dyrlæge, læge eller lignende.
Hele Artemis blev bløde om hjertet ved at se spejderens entusiasme og oprigtige begejstring over hjertets slag. Deres fascinationen af hvad dyr kan finde på at spise, der skal fjernes ved operation og deres interesse i hundes signaler.
Tak til spejderlederne for tage initiativet!
Tak til alle mine kollegaer og venner af huset for at stille op på en onsdag aften
Vi havde stillet en typisk test op med afføring, hvor vi tester for hjertelungeorm på traditionel vis: afføring i et champagneglas.
For showets skyld var en enkelt prøve erstatte med dej fra chokoladekage.
NATURLIGIVIS smager dyrlægen da på prøven. Det fik flere af spejderne til at spørge om, de måtte gå ud at brække sig eller gå ind i et separat rum og råbe.
Ungdommen nu til dags er så sarte
😉.
SUPER aften. Tak til mine kollegaer, der bare stiller op ganske frivilligt – vi deler alle det samme værdig grundlag: kærligheden til dyr og et oprigtigt ønske om at gøre verden til et bedre sted for kæledyr.
Kan vi præge de yngre generationer i god retning, er vi et lille skridt videre for at forbedre livet for snuderne..
Vi håber, vi fremadrettet skal lave meget mere af den slags…
Se dig selv i spejlet!
/i Samfund og etikI disse dage verserer et opslag på nettet omkring et kuld killinger, der blev smidt i en skraldespand, men blev reddet i sidste øjeblik. Ordene omkring den ukendte person, der smed killingerne ud, er meget hårde og hadske.
Det er brud på dyreværnsloven at smide killinger ud, og det er IKKE OK.
MEN der er flere lag i hændelsen, som vi mennesker bør tænke over.
Læs mere her!
HVORFOR følte personen, der gjorde det – at vedkommende IKKE kunne henvende sig til den lokale dyrlæge, et internat, en hjælpeorganisation eller lignede og få HJÆLP, således det ikke var nødvendigt at skaffe sig af med dyrene på den brutale måde?
Måske fordi vi ofte er alt for hårde i vores kritik af hinanden, hvis nogen ikke kan magte opgaver, der for andre synes en selvfølge?
I stedet for at hade vedkommende og skrive vrede opslag, så se dig selv i spejlet:
er du en person, som andre ville henvende sig til på et lavpunkt, hvor næste skridt er handlinger, der får fatale konsekvenser for levende væsener og sikkert ikke er noget, som gerningsmanden har lyst til?
Var hændelse sket i mit lokalområde, ville jeg blevet meget trist. Trist over at personen ikke var kommet til mig og havde bedt om hjælp. Jeg ville føle, jeg havde fejlet.
Lad os arbejde for at skabe en kultur, hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer.
Folk, der gør ekstreme ting og skader dyr og mennesker, er almindeligvis i dyb krise.
I stedet for at kun at blive vred, så lad os arbejde for et samfund, hvor der også er plads til at bede om hjælp, det vil på sigt redde langt flere dyr fra en grum skæbne…
Lad barnet selv lave ansøgningen!
/i Samfund og etikIda er en super frisk pige, hun er 15 år gammel, hun har altid elsket dyr og er vokset op med både kanin og hest. Hun er flittig, begavet, dygtig til matematik og billedkunst, arbejdsom, ikke bange for at tage fat og så vil hun VILDT gerne i praktik på dyreklinikken, da hun i 8. klasse skal ud i den virkelige verden.
Der er ikke sparet på superlativerne, når Idas fortræffeligheder skal beskrives.
Umiddelbart lyder hun også lige som den rette til at tilbringe en uge på Artemis.
Der er bare et problem. Det er IKKE Ida selv, der har skrevet og sendt ansøgningen i håb om at komme i praktik. Det er Idas far!
Vi modtager MANGE ansøgninger hver dag. Det er efterhånden blevet normalen at forældre sender ansøgninger på vegne af børnene. Jeg er af nysgerrighed ofte nødt til at gribe telefonen og ringe forældrene op.
”God formiddag, jeg takker for den fremsendte fremragende ansøgning. Det er dog vigtig for mig at vide: er der noget i vejen med deres barn?
Jeg undrer mig nemlig. Ud fra beskrivelsen lyder hun som et geni, så hendes manglende evne til ikke selv at skrive ansøgningen endvidere personlig aflevere den hos os, vækker bekymring.
Hvis hun på en eller anden måde er syg, vil vi gerne vide det, hvis vi eventuelt skal tage hende i praktik”.
Almindeligvis modtages pointen pænt.
Det er dog lidt trist, at de håbefulde børn fratages oplevelsen ved selv at gøre sig indsatsen og lave en ansøgning.
Det giver altid bedst pote, hvis man selv tropper op på stedet og afleverer den, så man giver et indtryk at sig selv, der forhåbentlig matcher den person, der er beskrevet på papiret.
Den glæde, man får, når man så måske endda får succes med projektet og får praktikpladsen, er desto større, når det lykkes uden en fars ansøgning.
Forældrene skal ikke bruge tiden på at skrive på børnenes vegne.
Brug dog hellere tiden på at støtte børnene i at skrive ansøgningen selv.
Giv dem et par tips til at præsentere sig selv, så tale og kropssprog går op i en højere enhed.
I nogle folkeskoler er præsentationsteknik måske på skemaet, men at efterleve det i virkeligheden er vanskeligere end i et klasselokale.
Hvis man gerne vil være på en dyreklinik, så skal overdreven brug af make-up, røde negle og tyggegummignakseri lægges væk (særlig hvis du er en dreng). Det er vi vist ikke det eneste sted, der mener….
Præsentationsteknik i gamle dage kendt som almen dannelse.
Trods man ikke er dyrlæge, burde alt dette være logisk indlysende.
Det er det dog ikke, derfor lige et vuf med på vejen – hvis nu søndagen skal bruges på at skrive praktikansøgninger.
(Bestikkelse kan også anbefales, vi er glade for chokolade og blomster)!
Dæmp lyden for dyrene skyld!
/i Samfund og etik, Træning og adfærdHvad er lyd?
Lyd defineres som trykbølger gennem luft. Bølgerne når vores ører og ”oversættes” afhjernen til de lyde, vi hører.
Trykbølgernes styrke beskrives gennem deres frekvens (antal af bølger per tidsenhed) nemlig Hertz. En lav frekvens kan beskrives som en dyb bastone, en høj tone som et fløjt.
Mennesker hører lyde mellem 20-20.000 Hertz. Selektiv hørelse undtaget.
Lydens styrke måles i decibel, der beskriver hvor høj intensiteten er i de frekvenser, vi kan høre.
Hvad hører hunden?
Hunde kan høre lyde mellem 40-45.000 Hertz. Nogle racer kan høre op til 75.000 Hertz. De kan derfor høre lyde 4 gange længere væk, end vi mennesker kan.
Hvad hørelsen angår, er hunden mennesker evolutionært overlegent!
Hvis vi tager en typisk familiært udfordret husholdning med en travl hverdag. Mange ting skal nås, når familien kommer hjem.
Far & mor forsøger at tale pænt til hinanden, men råber ofte, da dialogen skal være helt klar. Jo højere, man taler, jo bedre trænger budskabet jo ind.
Barnet skriger, og snart græder baby. Lad os straks tænde for Ramasjang på max.
Så snart der er faldet ro på stemmerne, skal der i en fart laves mad, så køkkenmaskinerne tændes, måske mens opvaskemaskinen kører en omgang.
I en typisk dagligstue med højlydt snak kan lydniveauet nå op på 60 dB.
Til sammenligning laver et fly på landingsbanen støj op til 120 dB.
Midt i det hele ligger familiens hund, der får et par lufteture i løbet af dagen, nogle kortere end andre.
På en typisk tur på gaden er der trafikstøj, vejarbejde, folk der råber, cyklister der larmer, musik fra biler og butikker og meget mere.
Hunden er i høj grad udsat for både fysisk og psykisk stress ved de mange lyde, som den dagligt udsættes for.
Husk hunden hører MEGET bedre end os mennesker.
De høje lyde danner store mængder af stresshormon i kroppen, der kan føre til f.eks. rastløshed og søvnproblemer. Det er særlig problematisk, hvis hunden er udsat for lydene konstant.
Hvis du vil hjælpe dit kæledyr?
◦ Lær din hund at kende. Viser den tegn på ubehag og stress?
◦ Vi mennesker kan ikke se, hvad der sker ’indeni’ hunden!
◦ Flyt fjernsynet til et andet lokale. Eller SMID fjernsynet ud!
◦ Smæk ikke med dørene i huset.
◦ Hav rolig adfærd i køkkenet.
◦ Lad teenageværelset lydisolere.
◦ Lad ikke hundens kurv stå i bryggerset, hvor vaskemaskinen larmer.
◦ Lad hunden bestemme, hvor den gerne vil sove. Ofte er menneskets seng at foretrække, da der almindeligvis er FRED.
◦ Fjern hundens larmende navneskilt.
◦ Få et navneskilt til hunden som ikke larmer, når det rammer f.eks. madskålen!
Fred og ro!
Husk at lade hunden få fred og ro i løbet af dagen. Det er ikke synd, den skal være alene hjemme. Når hunden er alene, stresses den ikke af vores larm. Den får mulighed for hvile og restituere i krop og sind.
En hvalp sover ca. 18 timer i døgnet og en voksen hund mellem 14-16 timer, hvis den får lov.
Opsøg en af de dygtige hundetrænere, hvis du fornemmer, din hund lider under de mange lyde. Dernæst opsøg selv hjælp til at skabe et mere roligt hjem.
Hvis ikke for din egen skyld, så gør det for dyrene!!!!
Husk, et kærligt kram siger mere end 1000 ord.
Hvem sikrer dyrene en fair rettergang i livet?
/i Samfund og etikJeg var i retten i dag, da jeg på mit 16. år fungerer som domsmand.
Gennem årerne har jeg været med til en række forskellige sager af mere eller mindre grov karakter.
Jeg oplever, at retssystemet i høj grad er på den tiltaltes side. Alle synspunkter kommer frem, hvis de skal, uagtet det indimellem koster systemet store mængder penge. Der udsættes og aflyses møder, fordi personer ikke møder op, eller der mangler papirer m.v. Man forsøger at sikre så fair en retssag som muligt for den tiltalte.
Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet?
Det fører mig til tanken: Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet?
Kæledyr er 100% afhængige menneskerne, der vælger at anskaffe sig dem!
Hvis ikke dyret har det godt, er dets helbredelse afhængig af ejerens evne til at identificere, der er noget galt. Derefter at bringe dyret til dyrlæge eller anden behandling.
Hvad er et godt dyreliv?
Et godt dyreliv kan ses ud fra mange synspunkter.
Det er ikke bare et spørgsmål om fraværd af sygdom, men i høj grad også centreret om trivsel i hverdagen.
Hvis en ejer vælger at lade hunden være alene hjemme hele dagen, kan ingen høre hunden pive.
Hvis en kat efterlades alene hjemme i flere uger, kan den gå rundt i eget skidt, men hvem opdager det?
Katten kan jo ikke skrive på facebook, den er ensom og få nogle likes!
Før eller siden kommer ejeren jo hjem igen og sletter sporene.
Hvis hunden ikke “går pænt i snor”, så sættes der en “halti” eller lignende på hunden. Når hunden trækker, gør det lidt ondt , og så går hunden jo pænt.
Hvor længe er det ok at lade sin hund gå rundt og halte? Det går jo nok over, den spiser og logrer – så har den nok ikke ondt.
Hvor længe må man lade sin kat have tynd mave uden at reagere? En dag? En uge? Nogle gange flere måneder? Tja, den har jo ikke rigtig tabt sig, og den spiser stadig, lad os lige se tiden an.
Det kan gå galt!
De fleste mennesker elsker deres dyr og er ansvarlige dyreejere.
Men nogle gange går det galt. De forkerte mennesker får dyr. De rigtige mennesker får de forkerte dyr.
Livet tager en uventet drejning og de menneskelige og økonomiske ressourcerne omfordeles, så dyret ikke få den nødvendige opmærksomhed.
DIT ansvar!
Som ejer af et dyr, er du både dyrets anklager, forsvarer og dommer.
Der påligger dig et kæmpe ansvar, men hvis det ansvar svigtes? Hvad så?
Vi har i Danmark en fungerende Dyreværnslov. Mange taler om at lave et “dyreværnspoliti”, og der snakkes også om andre tiltag, der skal hjælpe dyr i nød.
Er et dyr i krise, kan det godt tage lidt tid for dyret at ringe til politiet og sige, den er gal eller lave en efterlysning, om dens ejer ikke snart vil komme hjem?
Disse tanker leder mig hen til det personlige ansvar!
Lad os hjælpe hinanden.
Lad os gøre alt, der er muligt for at skabe en åben kultur, hvor vi snakker sammen om vores dyr.
Bliver du en dag udfordret på tiden eller kommer i en situation, hvor du ved, du ikke kan tage fuldt vare på dit dyr i en periode? Tal med dine nærmeste eller hunde- og kattevennerne.
Bed om hjælp!
Vores samfundskultur lægger op til, vi skal være supermennesker og have superkræfter.
Jeg synes, den største styrke ligger i at erkende egne begrænsninger.
Særligt når begrænsningerne har en konsekvens for vores firbenede venner.
Der er ingen skam at gå til dyrlægen – heller ikke hvis du måske skulle være kommet for et par dage siden.
Er du i tvivl om, dit dyr har det godt – ring og snak med dyrlægen.
Spørg dine venner om de kender en katte- eller hundesitter, hvis tiden bliver begrænset.
Og vigtigst – ser du i dit nærmiljø og omgangskreds et dyr, der åbenlys ikke har det godt: TAL med ejeren.
Lad være at pege fingre i første omgang.
De fleste mennesker elsker deres dyr, og omsorgssvigt overfor disse er tegn på, ejer nok selv er i krise.
I den situation er det sidste, man har brug for skældud. Der er mere brug for en sød henvendelse om, du ikke skal gå en tur med hunden eller tage katten til dyrlægen, når du alligevel selv skal derhen.
Kom i snak med hinanden og hjælp hinanden!
Her taler vi ikke om virkelig grove tilfælde af dyremishandling (det skal omgående meldes til politiet), som vi indimellem ser i medicin.
Jeg taler om det gode dyreliv i dagligdagen.
Uanset hvilken lovgivning der sættes for hold af dyr, kommer vi ikke uden om en ting:
DU er den person, der sikrer dit dyr en fair rettergang i livet!
Hvis vi mennesker bliver bedre til at lære og forstå dyrenes sprog og hjælpe hinanden, ja så kommer vi nok aldrig i situationen, at der er brug for en retsinstans til at hjælpe…
Hund fra udlandet med en mystisk tumor!
/i Samfund og etikI sommeren 2015 fik Artemis besøg af hunden Dakotah.
Dakotah havde tabt sig!
Dakotahs ejer var fra USA og udstationeret i Danmark i nogle år, hvor Dakotah var tilknyttet Artemis. Dakotah var en 13-årig, steriliseret blandingshund, som ejerne havde adopteret som hvalp.
Dakotah fik en dyrlægetid på Artemis, da hun ikke virkede frisk Hun ville ikke spise, ville gerne gå tur men var ikke rigtig sig selv. Hun havde tabt sig over en periode.
Hvad fejlede hun?
Den første undersøgelse af Dakotah viste ikke andet end lidt feber. Hendes blodprøver viste let tegn på infektion, men ellers var hendes tal fine.
Dakotah gennemgik herefter en række undersøgelser, men vi kom ikke nærmere, hvad der var galt med hende.
Hun blev behandlet med antibiotika og diverse andet medicin, men det havde ikke den store effekt.
Til sidst var situationen så skidt, vi skulle træffe et valg: eutanasi eller at åbne hende ved operation for at se, om det gav svaret og løsningen.
Operation eller ej!
Ejerne var ikke i tvivl: Dakotah skulle have alle chancer, så operationen blev planlagt. Dakotah kom på operationsbordet. Mens Dakotahs operation gik i gang, snakkede vi med de søde ejere.
De fortalte lidt mere om Dakotahs livshistorie. Hun var i sin tid fundet i en skraldespand i Albanien, hvor de havde taget hende til sig. Hun var blevet tjekket og steriliseret hos den lokale dyrlæge og siden hen rejst verden rundt med sin nye familie.
Et overraskende fund!
Da Dakotah blev åbnet, blev alle meget overraskende. Bagerst i bugen lå en kæmpe masse på størrelse med en fodbold. Det var svært at se til start, hvor massen stammede fra. Takket været vores dygtige kirurg blev masse fjernet fra Dakotah.
Massen viste sig at stamme fra livmoderen.
Da der stadig var æggestokke tilbage i hunden, konkluderede vi, at dyrlægen i Albanien havde lavet en meget alternativ uhyggelig sterilisation:
Han havde fjernet det stykke af livmoderen, som ligger lige over livmoderhalsen. Det vil sige, der stadig lå en stump livmoder i hunden. Desuden lå æggestokkene også tilbage.
Operationen hindrede hunden i at blive drægtig og bløde, hvilket må antages at have været formålet – uden hensyn til hundens helbred på andre fronter.
I dag steriliserer man ved at fjerne æggestokkene og evt. livmoderen.
Dakotah havde således aldrig kunnet blive drægtig eller har haft rigtige løbetider. Hun havde dog gradvist udviklet en gigantisk livmoderbetændelse på grund af den tvivlsomme operationsmetode.
Efter Daktoah fik fjernes livmoderen, blomstrede hun op og har det rigtig godt i dag.
Husk historien!
Historien her er en reminder på, det er meget vigtigt at tage dyrenes historik med, når vi forsøger at finde ud af, hvad de fejler.
Verden rundt er der andre sygdomme end dem, vi ser i Danmark. Der kan være stor forskel på, hvordan man opererer forskellige ting. Forskellige lande har forskellige motivationer for at lave operationer. Danmark er på mange måder et privilegeret land for vores kæledyr. I de sydeuropæiske lande er vores kære dyr ikke så heldigt stillet.
Så giv Jeres dyr et ekstra kram – hele tiden!
Har en hund samvittighed?
/i Samfund og etikKan hunden have dårlig samvittighed?
Jeg mener ikke en hund, kan have dårlig samvittighed. Tolker vi mennesker dyrs adfærd som dårlig samvittighed, så har vi misforstået noget. Hunden viser nemlig et meget tydeligt kropssprog, der forsøger at sende ejeren et budskab.
Hvis en person taler lidt truende til sin hund, måske højlydt eller irriteret, så reagerer hunden på det. Det ligger i hundens natur, den gerne vil have fred i flokken. Hunden vil derfor i en presset situation gerne signalere, den er sød, venlig og vil have ro.
Hvad er de dæmpende signaler?
Men hvordan signalerer en hund så det til sin ejer? Den kan jo ikke sende en sms med en smiley.
I stedet bruger hunden sit kropssprog til at tale sin sag.
Hunden gør brug af et kropssprog, der skal fortælle ejeren, hunden er sød og rar og mennesket bør dæmpe sin adfærd, da der ikke er fare på færde.
Det signaler hunden ved f.eks. at dreje hovedet lidt væk og ikke se ejeren i øjnene.
Den sænker hovedet lidt, måske den endda vender rumpen til eller begynder at smaske eller gabe.
I hundesprog betyder alle de her små signaler: “jeg er ikke ude på at skabe konflikt, jeg er sød vil gerne have fred i flokken, lad være med at være gal”.
Alle de små signaler hunden sender, fejltolkes ofte af mennesker, som dårlig samvittighed. Det er det ikke. Det er udtryk for en stærk kommunikation fra hundens side, der misforstås af mennesker.
Hvad er samvittighed?
Samvittighed en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr.
Samvittighed er et ord, der rummer tanker som etik og moral. Så nuanceret er en hund ikke i sin tankegang. En hund har en simpel hukommelse.
Den skelner mellem, hvad der er sikker og farligt. Alt andet er at menneskeliggøre dyret.
Skal man skælde ud?
Nytter det så at skælde hunden ud? Nej. Jeg tror på, det nytter at rose hunden, når den gør noget rigtigt. Husk på du har max 4 sekunder til at belønne din hund , hvis den gør noget rigtigt. Går der længere tid, ved den ikke, hvad den belønnes for. Belønningen skal falde promte.
Hunden kan godt lave en kobling mellem en handling og en gal ejer, men den forstår ikke handlingen i sig selv er forkert. Den vil bare næste gang gøre sin gerning sikker.
Sjov klip på nettet – what’s not to like!
Nettet flyder med sjov klip af dyr, der går sjovt eller siger underligt. De fremstilles til morskab og får mange “likes” med på vejen. Jeg synes dog ikke, der er meget at “like”.
Nu er humor jo subjektivt. Jeg synes selv ikke, det er sjovt at se dyr, der ikke har det godt.
Umiddelbart ser det jo sjovt ud. Men fakta er bare at der bag den komiske adfærd gemmer sig en form for sygdom eller dysfunktion, der udfordrer dyret anatomi og funktioner. Det kan give sjove lyde, en spøjs gang med videre – og det skal vi mennesker bare holde os for øje, når vi griner, deler og liker.
Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?
/i Aflivning (eutansi), Samfund og etikFutte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.
Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.
Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?
Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension.
Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.
Hvad er galt?
Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.
Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis.
Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.
Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.
Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.
Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen.
Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.
Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger.
Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser.
Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.
Operation eller ej?
Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?
Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.
Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten.
I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning.
Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen.
Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?
Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?
Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?
Hensigtserklæringen!
Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation?
Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse?
Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning.
Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?
Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr.
Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.
I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.
I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.
Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.
Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.
Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.
Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.
Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.
Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert.
Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide.
Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.
Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.
Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt.
Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet.
Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død?
Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv…
En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende.
Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…
Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes?
Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.
Angst for torden
/i Træning og adfærdEr din hund bange for tordenvejr? Så er dage med regn og bulder ikke sjove for hunden eller for dig som ejer, der er vidne til en skrækslagen snude
Hvis vejrudsigten forudsiger tordenvejr, så kan du gøre vise ting for at gøre uvejret lidt lettere for hunden:
– Spil musik, så larmen dæmpes.
– Sæt en velkendt tv-serie på, som hunden forbinder med en hyggestund, hvor familien er samlet.
– Skærm vinduerne, så hunden ikke kan se eventuelle glimt fra lyn.
– Gå en god tur med hunden ifør uvejret sætter ind. Hunden skal være træt, men ikke udmattet.
– Når hunden begynder at blive urolig, skal du være meget ROLIG. Jo mere rolig, du er, jo mere rolig bliver hunden. De store fester hjemme skal derfor gemmes til, solen skinner.
Ovennævnte tips ved de fleste.
Du kan dog komme lidt yderligere udover stepperne, hvis du FORBEREDER dig. Der findes forskelligt “legetøj”, der kan være med til at gøre aftenen mere tålelig for hunden.
Prøv f.eks en Kong – det er et stykke legetøj, hvis center er en godbid, som hunden kan spise.
Den er designet således, at hunden skal bruge hovedet og munden for at få kiksen spist.
Dette tager lang tid for hunden.
Hunden vil blive grebet af den rolige hyggelige aktivitet – tyggeriet og slikkeriet frigiver ENDORFINER, der får hunden til at føle sig bedre tilpas og kan være med til at mindske hundens angst. Giv derfor en Kong eller et lignende legetøj, når tordenvejret ulmer i det fjerne.
Siger vejrudsigten torden, men hjertet siger snuden skal have det godt, så køb lidt hjælp til at komme gennem vejret..
Nej, alle hunde skal ikke bare hilse på hinanden!
/i Forside, Træning og adfærdDe fleste hundeejere kender nok dette scenarie:
Du er ude at gå tur med hunden, der er i sele og snor. Pludselig kommer der en fremmed hund løbende hen mod Jer.
Et stykke væk står ejeren til den fremmede hund og råber: ”Bare rolig, min hund gør ikke noget!”
Et sekund efter er de to hunde oppe at toppes, og du må hive din egen hund væk fra den fremmede hund, der først efter få minutter bliver hentet af sin ejer.
Det er en udbredt misforståelse at alle hunde skal kunne omgås hinanden.
Hunde er racister, de kan oftest bedst lide egen race.
Det er ikke alle hunde, der fra hvalpetiden er blevet socialiseret, altså kommet ud blandt andre hunde. Nogle har måske haft dårlige oplevelser, der sidder i kroppen og kan gøre mødet med en fremmed hund til en prøvelse.
RESPEKTER at du ikke kender historien bag en hund, du møder på gaden. Hvis en ejer har sin hund i snor og ikke gør antræk til at slippe den løs eller lade den hilse på fremmede hunde, er det oftest af en årsag.
Den ansvarlige hundeejer lader netop snoren blive på, hvis man ved, hunden ikke altid er tryg ved fremmede hunde.
Ideen om at alle hunde bare skal kunne lege sammen i fred og fordragelighed er forældet. Jo mere vi mennesker lærer om dyrene, jo bedre bliver vi også til at lære vores egen hund at kende og ved, hvad hunden er tryg ved – og hvornår man som ejer skal sætte en line på hunden eller gå væk fra en eventuel potentiel konflikt.
At møde en hund hvor ejeren siger, den ikke skal hilse, skal altid respekteres og ønsket efterkommes.
Hvis alle mennesker udviste dette hensyn, så ville rigtig mange konflikter kunne undgås.
Husk disse små tips på din næste tur med hunden!
Alt dette tager udgangspunkt i hundens sprog.
Lær din hunds sprog at kende. Lær at læse din hund og forstå dens signaler.
Gør du dette, er du langt i forhold til at få en god hverdag med din hund. Hvis alle respekterer hundenes sprog og sætter sig ind i signalerne, er vi mennesker kommet langt i forhold til at have det godt med hinanden og vores dyr!
Read the English version here!