Ugen sluttede med et farvel til Vuffer. Den dejligste korthårede sorte nærmest royale gravhund. Han sluttede livet efter 15 gode år med fat i den lange ende, som kun en gravhund kan leve det.

Til sidst var livet trist, med flere dårlige dage end gode, da krop og hjerne ikke længere rigtig arbejdede sammen til gavn for Vuffer.

Kuren skal ALDRIG være værre end selve sygdommen, så det var rette tid at sige farvel.

Solen skinnede så klart, og Vuffer vimsede ukoordineret rundt.

Det gør ikke noget, man dør på en god og smuk dag, og hellere en dag for tidligt end en uge for sent.

Vuffer sov ind i ejers arme med familien omkring sig. Stille og fredfyldt.

Familien rummer udover Vuffer også en anden hund, Johan. Johan kom til for nogle måneder siden og indtog sin plads i flokken, med Vuffer som familien ubetingede oversnude.

Johan var ikke tilstede under selve afskeden, da familien skulle have ro til at være nærværende overfor Vuffer. Vuffer blev efterfølgende pænt lagt i en æske med hilsner skrevet på, puttet i et blødt tæppe med snuden stikkende frem.

Afskeden!

Johan blev så lukket ind i stuen.

Det er nemlig vigtigt at lade dyrene sige farvel. Dyrene ved nemlig godt at en i flokken pludselig er væk.

De er jo kammerater og hinandens wingmen. Sover sammen, leger sammen, skændes, hjælpes ad og opdrager hinanden, da ingen lærer en hvalp bedre om livet end den ældre hund.

Hvordan må det ikke føles for en hund, at lige pludselig er ens læremester bare pist forsvundet? Samtidig med familien er ulykkelige, hvis man ikke får lov at give et sidste snus til afsked?

Johan kom ind i stuen og virkede med det samme utilpas ved situationen. Han sendte masser af dæmpende signaler, der er hunden sprog, der signalerer, han ikke er tryg ved situation.

Han vendte siden til, smaskede, lagde ørene tilbage og trak sig tilbage under en stol til start. Efter lidt tid gik han dog hen til Vuffer og snusede til ham flere gange.

Det siges at dyrene med det samme registrerer en ændret duft fra den afdøde hund.

Det er derfor ikke nødvendigt at den tilbageværende hund, skal helt hen og fysisk røre ved den døde hund. Man skal derfor ikke løfte hunden hen til den døde, hvis ikke han selv vælger det, som Johan endte med at gøre.

Vuffer blev båret ud i bilen og kørt tilbage til klinikken.

Han kommer retur i en urne, hvorefter han begraves i haven sammen med Simba, der for et års tid siden var ham, der måtte afsted til hundehimlen, hvor Vuffer sagde sit farvel.

Har man mulighed for at lade sine dyr sige farvel, skal man gøre det.

Det kan naturligvis være situationer, hvor det ikke er muligt at hensyn til den døende. Er der f.eks. tale om en akut aflivning, er det ikke altid praktisk muligt, og det skal hensynet naturligvis tages til den, der lider.

Vuffers søde familie fortalte, at de sidste år havde læst en artikel, jeg havde skrevet om emnet, hvilket gjorde de absolut ville organisere hundene kunne sige farvel.

De gav mig derfor grønt lys til, jeg gerne måtte tage en film og videreformidle budskabet igen.

Det er meget unik at få lov til taget i betragtning af, situationen er meget sårbar og sorgfyldt. Jeg er derfor meget taknemmelig for den tillid, jeg får vist.

Jeg håber, at historierne fra ”det virkelige liv” vil inspirere andre til at give vores dyr det bedste liv fra start til slut. Ved at dele erfaringer og oplevelser bliver vi alle forhåbentlig klogere til glæde og gavn for dyrene.

Dyr er sansende væsener med følelser, og det skal vi mennesker i den grad anerkende og arbejde ud fra.

Ikke kun ved livets ophør men i alle sammenhænge.