Snudeshaming: det er mobning af mennesker!

/i ,

Det sker ofte mine klienter kommer til mig for at få min vurdering af hundens vægt. Er den tilpas? Er hunden for tynd eller for tyk? Oftest er den lige tilpas perfekt!

Det er helt normalt, man til et årligt sundhedseftersyn, tager en snak om vægten.

Der udspiller sig dog desværre også et andet scenarie:

Nye hvalpeejere, der i løbet af hundens første leveår, bestiller tid til en snak.

De har været udsat for noget, som går dem på og har efterladt dem grædefærdige:

De er blevet antastet af vildt fremmede mennesker på snuseturen med hvalpen.

De har vredt fået at vide,  hvalpen er ALT for fed.

Reprimanden er ofte efterfuldt af nogle hadske bemærkninger om, de dog er ude på at tage livet af hunden samt en masse dårlige råd omkring, hvad den nu ulykkelige ejer skal gøre.

HVORNÅR ER DET BLEVET OK AT STILLE SIG TIL DOMMER OVERFOR ANDRES DYR? 

HVORNÅR ER DET BLEVET I ORDEN AT UDTALE SIG OM NOGET, DE FÆRRESTE MENNESKER HAR FORSTAND PÅ?

Har man været udsat for en sådan omgang, kommer man naturligvis til dyrlægen for at få en objektiv vurdering. Er MAN vitterlig ved at tale livet af dyret og råd til, hvad de skal gøre?

Jeg bliver meget bekymret, når jeg hører, hvad folk har fået med på vejen af såkaldte gode råd:

”Lad være med at give den noget at spise hver dag”.  

”Skær maden ned til en fjerdedel”.

”Du skal gå nogle meget længere ture med den”.

”Den skal kun have mad en gang om dagen”.

Alle disse anbefalinger er decideret sundhedsskadelige for en hvalp.

Selvfølgelig skal man passe på hvalpen ikke bliver alt for tyk, men det skal ske på en forsvarlig måde, hvor hvalpen IKKE sættes på decideret slankekur, men man tager en snak med dyrlægen om, hvordan det gribes an.

Min fokus er nu ikke, hvordan man sikrer dyret den rette vægt, men en tristhed over mine klienter skal opleve at blive behandlet på måde af andre mennesker.

Det er grov mobning.

Vi elsker vores dyr. At få at vide fra fremmede mennesker, vi gør skade på væres dyr, gør ondt helt ind i hjertet.

I stort set alle tilfælde, så er det ikke rigtigt, dyret er i fare.

Måske det er internettets skyld at flere og flere bliver selvudnævnte eksperter, der til højre og venstre, kaster deres domme ud uden at blive stillet til regnskab for konsekvenserne af deres ord.

Jeg mener, det er decideret mangle på dannelse og pli, når fremmede mennesker på gaden mobber hundeejere og gør sig til dommere over hundens helbred.

Hvorfor folk har behov for dette, kan man undre sig over.

Tal nu pænt til hinanden.

Komplimenter hundens søde væremåde eller skønne udseende, hvis du absolut skal kommentere noget.

Stol på at hundeejeren sammen med deres dyrlæge nok skal holde opsyn med hundens vægt og helbred, uanset hvad anken går på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

/i ,

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Når ensomheden rammer!

/i

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…

Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.

Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.

Se det dovne dyr!

/i ,

Nettet flyder over med “sjove” filmklip af hunde og katte, der af en eller anden grund fremstår komiske.

Det kan være hunden, der kravler ud af sengen. Hunden, der grynter og snorker ekstremt. Hunden, der løber sjovt. Katten, der “danser” eller bruges til underholdning.

Typisk medfølges filmene af sjove bemærkninger, og klippene deles i tusindvis til mennesker, der finder morskab i at se hundene være på glatis.

En hund eller kat er fra naturens side IKKE doven.

Dovenskab er en menneskelig egenskab, nogle tillægger deres dyr.

For dyrenes vedkommende gemmer sig bag dovenskaben ofte en alvorlig sygdom, der hindrer dem i at udføre dens naturlige funktioner.

Bag den gryntende og snorkende hund gemmer sig alvorlige problemer og forsnævringer i luftvejene, der gør hunden ikke kan få luft og derfor kommer med den sjove lyd.

Hunden, der går sjovt, går anderledes, fordi den har benproblemer, der medfører, det gør vanvittig ondt, når den prøver at gå normalt.

Så morskab kan være mange ting.

Jeg synes ikke, det er sjovt at se lidende dyr. Ville alle folk lære dyrenes sprog at kende, kan det være, humoren ville skifte karakter.

Find the English version of this article here!

Vims kom på julemærkehjem!

/i

 Vims blev alt for tyk, da ejer var syg!

Gennem mange år havde vi i mange år en klient på Artemis, der hed Fru Andersen. Hun kom på klinikken med sin gravhund Vims.

Fru Andersen var den sødeste ældre dame, der desværre med årene blev mere og mere dement.

Vims var Fru Andersen et og alt.

Hun elskede Vims højt og uagtet hendes sindstilstand, formåede hun at give hunden mad og lukke den ud i haven efter behov.

Problemet var, at Vims blev fodret med is og småkager, intet andet.

Fru Andersen elskede selv søde sager, så det var helt naturligt, at Vims skulle dele glæderne med hende. 

Situationen udviklede sig så alvorligt, at Vims endte med at veje 20 kg.
Hunden var livsfarlig fed.

Der var naturligvis gjort masser af forsøg fra både Artemis’ og gode venners side for at hjælpe damen til at forstå, hvordan Vims skulle fodres.

Fru Andersens sygdom gjorde desværre, hun ikke kunne efterleve de gode råd.

 

Brud på loven!

Der er ingen tvivl om, at den søde Fru Andersen overtrådte dyreværnsloven for hold af dyr.

Var politiet troppet op og havde hentet hunden, er jeg ikke i tvivl om, hun var knækket fuldstændig sammen – i høj grad fordi hun var syg og ikke forstod, hvad der skete. Kærligheden til hunden var dog intakt!

Karakteristisk for hendes sygdom, havde hun nogle gange helt klare øjeblikke, men de blev sjældnere og sjældnere.

 

En plan for Vims!

I samråd med en af Fru Andersens gode veninder besluttede Artemis sig for at aflægge Vims et besøg.

Fru Andersen havde altid holdt meget af at komme på Artemis, så hun var glad for at se os og veninden. 

Det var et godt tidspunkt. Fru Andersen havde nemlig en nogenlunde “klar” dag.

Dyrlægen fortalte hende, at Vims ikke havde det godt havde brug for lidt hjælp.

 

Vims på julemærkehjem!

Vims skulle derfor på Julemærkehjem for at tabe sig og få det bedre.

Fru Andersen kendte godt Julemærkehjemmene. 

De har jo været en del af den danske kultur i rigtig mange år, så det gav hende en meget positiv association.

Hun vidste jo godt, Vims nok var lidt for tyk, men magtede ikke at ændre tingene. 

Hendes bevidst om, hun selv var syg var også tilstede momentært.  

 

Fru Grøn kunne derfor med sindsro sende Vims afsted med veninden og Artemis’ dyrlæge velvidende, hunden ville få det rigtig godt.

Et nyt hjem stod naturligvis klar til Vims. Vims fik efterfølgende tabt sig og har det i dag godt.

Fru Andersen fik også den hjælp, hun skulle have. Hun ringede efterfølgende med jævne mellemrum til os på Artemis og spurgte til Vims på Julemærkehjemmet.

Hun blev glad hver eneste gang, hun hørte, han havde det godt!

 

En lille solstråle i en svær tid!

Historien er et lille lys under ellers nogle meget triste omstændigheder. Misforstået kærlighed til dyrene ender med at gøre skade.

Eksemplet her er sjældent set, da det heldigvis ikke er ofte, dyr bliver så tykke, som i dette tilfælde.

Det findes endnu ikke Julemærkehjem til dyr.

Ligeledes findes der heller ikke “detox”, “bootcamps” og slankeophold.

 

Jeg håber heller ikke, vi når dertil. Hvis man som ejer finder opgaven med at få slanket, hunden så håbløs, man er nødt til at sende dyret afsted for at få hjælp –  så har vi alle fejlet med at hjælpe hinanden. 

 

Realistisk fodring!

Tiden tendens er dog meget i hurtige løsninger. Lad i stedet arbejde hen mod at bruge vores sunde fornuft – særligt på vegne af vores dyr.

En lille hund på 10 kg, der får 2 kogte kartofler under aftensmaden: det svarer til et menneske spiser en kæmpe burger…

Snus bliver ikke gladere af at blive forædt.
Dermed ikke sagt han ikke må få lidt ekstra, alt med måde – bare husk, det nok mere er vores behov end hundens.

Hunden vil nok hellere gå en længere tur og snuse meget mere uden en utålmodighed ejer, der tripper i den anden ende af snoren.

Spejdere på besøg på dyreklinikken!

/i

Dyreklinikken Artemis havde til aften besøg af 30 grønne spejdere fra Hellerup!

Spejderene er i gang med at tage et ”duelighedstegn” i dyr. Noget alle dyreejere i symbolsk betydning bør erhverve sig, men børn er ofte mere fremsynede end os voksne.

En af vores søde klienter havde for et par uger siden spurgt, om vi ville være med til at lave noget i den forbindelse. Og JA JA– selvfølgelig vil vi det!

Spejderne ankom – alder cirka 10 år – og startede med få en rundvisning på klinikken.

De unge kom forbi 3 ”stationer”:

Et stop i røntgenlokalet, hvor dyrlæge Louise Frost-Christensen fremviste røntgenbilleder af dyr, der har spist underlige ting, man kan se på et røntgenbillede. En synål, en 10-krone og en golfbold..

Derfra kom de til hen til vores fantastiske veterinærsygeplejerske elev Nicolines post.

Nicoline lavede en lille quiz: hvad må hunde IKKE spise?

Hunde må f.eks. ikke spise rå kartofler og chokolade mv. Der var glædeligt at se, hvor vidende, spejderne er!

De var MEGA seje, men lærte vist også lidt nyt om fodring af snuden.

Sidste station var hos undertegnede i konsultationslokalet.

Jeg startede med at spørge, om de unge egentlig vidste, hvor hundens hjerte er placeret?

Mange gode kreative bud kom op.

Svaret er: under venstre forben. Herefter skulle alle lytte med stetoskopet og med egne øre opleve, hvor FANTASTISK det er at høre et hjerte slå

Fra klinikken gik vi alle op på førstesalen.

Her havde husets Hanne Truelsen i samarbejde med Julie Stephensen , der har hundeshoppen i Vangede. arrangeret foredrag om hundens sprog i børnehøjde.

Jeg er SÅ glad for, de super søde dygtige spejderledere har taget initiativ til dette.

Alle børn skal lære at tale ”hundsk”.

Derudover håber jeg at besøget på dyreklinikken kan fremme nogle af de unges nysgerrighed på naturvidenskab og måske ”så et frø” i forhold til en drøm og at blive dyrlæge, læge eller lignende.

Hele Artemis blev bløde om hjertet ved at se spejderens entusiasme og oprigtige begejstring over hjertets slag. Deres fascinationen af hvad dyr kan finde på at spise, der skal fjernes ved operation og deres interesse i hundes signaler.

Tak til spejderlederne for tage initiativet!

Tak til alle mine kollegaer og venner af huset for at stille op på en onsdag aften

Vi havde stillet en typisk test op med afføring, hvor vi tester for hjertelungeorm på traditionel vis: afføring i et champagneglas.

For showets skyld var en enkelt prøve erstatte med dej fra chokoladekage.

NATURLIGIVIS smager dyrlægen da på prøven. Det fik flere af spejderne til at spørge om, de måtte gå ud at brække sig eller gå ind i et separat rum og råbe.

Ungdommen nu til dags er så sarte 😉.

SUPER aften. Tak til mine kollegaer, der bare stiller op ganske frivilligt – vi deler alle det samme værdig grundlag: kærligheden til dyr og et oprigtigt ønske om at gøre verden til et bedre sted for kæledyr.

Kan vi præge de yngre generationer i god retning, er vi et lille skridt videre for at forbedre livet for snuderne..

Vi håber, vi fremadrettet skal lave meget mere af den slags…

 

Se dig selv i spejlet!

/i

I disse dage verserer et opslag på nettet omkring et kuld killinger, der blev smidt i en skraldespand, men blev reddet i sidste øjeblik. Ordene omkring den ukendte person, der smed killingerne ud, er meget hårde og hadske.

Det er brud på dyreværnsloven at smide killinger ud, og det er IKKE OK.

MEN der er flere lag i hændelsen, som vi mennesker bør tænke over.

Læs mere her!

HVORFOR følte personen, der gjorde det – at vedkommende IKKE kunne henvende sig til den lokale dyrlæge, et internat, en hjælpeorganisation eller lignede og få HJÆLP, således det ikke var nødvendigt at skaffe sig af med dyrene på den brutale måde?

Måske fordi vi ofte er alt for hårde i vores kritik af hinanden, hvis nogen ikke kan magte opgaver, der for andre synes en selvfølge?
I stedet for at  hade vedkommende og skrive vrede opslag, så se dig selv i spejlet:
er du en person, som andre ville henvende sig til på et lavpunkt, hvor næste skridt er handlinger, der får fatale konsekvenser for levende væsener og sikkert ikke er noget, som gerningsmanden har lyst til?

Var hændelse sket i mit lokalområde, ville jeg blevet meget trist. Trist over at personen ikke var kommet til mig og havde bedt om hjælp. Jeg ville føle, jeg havde fejlet.

Lad os arbejde for at skabe en kultur, hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer.

Folk, der gør ekstreme ting og skader dyr og mennesker, er almindeligvis i dyb krise.
I stedet for at kun at blive vred, så lad os arbejde for et samfund, hvor der også er plads til at bede om hjælp, det vil på sigt redde langt flere dyr fra en grum skæbne…

 

 

 

Lad barnet selv lave ansøgningen!

/i

Ida er en super frisk pige, hun er 15 år gammel, hun har altid elsket dyr og er vokset op med både kanin og hest. Hun er flittig, begavet, dygtig til matematik og billedkunst, arbejdsom, ikke bange for at tage fat og så vil hun VILDT gerne i praktik på dyreklinikken, da hun i 8. klasse skal ud i den virkelige verden. 

Der er ikke sparet på superlativerne, når Idas fortræffeligheder skal beskrives.

Umiddelbart lyder hun også lige som den rette til at tilbringe en uge på Artemis.

Der er bare et problem. Det er IKKE Ida selv, der har skrevet og sendt ansøgningen i håb om at komme i praktik. Det er Idas far!

Vi modtager MANGE ansøgninger hver dag. Det er efterhånden blevet normalen at forældre sender ansøgninger på vegne af børnene. Jeg er af nysgerrighed ofte nødt til at gribe telefonen og ringe forældrene op.

 ”God formiddag, jeg takker for den fremsendte fremragende ansøgning. Det er dog vigtig for mig at vide: er der noget i vejen med deres barn?

Jeg undrer mig nemlig. Ud fra beskrivelsen lyder hun som et geni, så hendes manglende evne til ikke selv at skrive ansøgningen endvidere personlig aflevere den hos os, vækker bekymring.

 Hvis hun på en eller anden måde er syg, vil vi gerne vide det, hvis vi eventuelt skal tage hende i praktik”.

 Almindeligvis modtages pointen pænt.

Det er dog lidt trist, at de håbefulde børn fratages oplevelsen ved selv at gøre sig indsatsen og lave en ansøgning.

Det giver altid bedst pote, hvis man selv tropper op på stedet og afleverer den, så man giver et indtryk at sig selv, der forhåbentlig matcher den person, der er beskrevet på papiret.

Den glæde, man får, når man så måske endda får succes med projektet og får praktikpladsen, er desto større, når det lykkes uden en fars ansøgning.

Forældrene skal ikke bruge tiden på at skrive på børnenes vegne.

Brug dog hellere tiden på at støtte børnene i at skrive ansøgningen selv.

Giv dem et par tips til at præsentere sig selv, så tale og kropssprog går op i en højere enhed. 

I nogle folkeskoler er præsentationsteknik måske på skemaet, men at efterleve det i virkeligheden er vanskeligere end i et klasselokale.

 Hvis man gerne vil være på en dyreklinik, så skal overdreven brug af make-up, røde negle og tyggegummignakseri lægges væk (særlig hvis du er en dreng). Det er vi vist ikke det eneste sted, der mener…. 

Præsentationsteknik i gamle dage kendt som almen dannelse.

Trods man ikke er dyrlæge, burde alt dette være logisk indlysende.

Det er det dog ikke, derfor lige et vuf med på vejen – hvis nu søndagen skal bruges på at skrive praktikansøgninger. 

(Bestikkelse kan også anbefales, vi er glade for chokolade og blomster)!

 

Dæmp lyden for dyrene skyld!

/i ,

Hvad er lyd? 

Lyd defineres som trykbølger gennem luft. Bølgerne når vores ører og ”oversættes” afhjernen til de lyde, vi hører. 

Trykbølgernes styrke beskrives gennem deres frekvens (antal af bølger per tidsenhed) nemlig Hertz. En lav frekvens kan beskrives som en dyb bastone, en høj tone som et fløjt.

 Mennesker hører lyde mellem 20-20.000 Hertz. Selektiv hørelse undtaget.

 Lydens styrke måles i decibel, der beskriver hvor høj intensiteten er i de frekvenser, vi kan høre. 

Hvad hører hunden? 

Hunde kan høre lyde mellem 40-45.000 Hertz. Nogle racer kan høre op til 75.000 Hertz. De kan derfor høre lyde 4 gange længere væk, end vi mennesker kan. 

Hvad hørelsen angår, er hunden mennesker evolutionært overlegent!

Hvis vi tager en typisk familiært udfordret husholdning med en travl hverdag. Mange ting skal nås, når familien kommer hjem. 

Far & mor forsøger at tale pænt til hinanden, men råber ofte, da dialogen skal være helt klar. Jo højere, man taler, jo bedre trænger budskabet jo ind. 

Barnet skriger, og snart græder baby. Lad os straks tænde for Ramasjang på max.

Så snart der er faldet ro på stemmerne, skal der i en fart laves mad, så køkkenmaskinerne tændes, måske mens opvaskemaskinen kører en omgang. 

I en typisk dagligstue med højlydt snak kan lydniveauet nå op på 60 dB. 

Til sammenligning laver et fly på landingsbanen støj op til 120 dB. 

Midt i det hele ligger familiens hund, der får et par lufteture i løbet af dagen, nogle kortere end andre. 

På en typisk tur på gaden er der trafikstøj, vejarbejde, folk der råber, cyklister der larmer, musik fra biler og butikker og meget mere.

Hunden er i høj grad udsat for både fysisk og psykisk stress ved de mange lyde, som den dagligt udsættes for.

 Husk hunden hører MEGET bedre end os mennesker.

 De høje lyde danner store mængder af stresshormon i kroppen, der kan føre til f.eks. rastløshed og søvnproblemer. Det er særlig problematisk, hvis hunden er udsat for lydene konstant.

 Hvis du vil hjælpe dit kæledyr?

◦   Lær din hund at kende. Viser den tegn på ubehag og stress?

◦   Vi mennesker kan ikke se, hvad der sker ’indeni’ hunden!

◦   Flyt fjernsynet til et andet lokale. Eller SMID fjernsynet ud!

◦   Smæk ikke med dørene i huset.

◦   Hav rolig adfærd i køkkenet.

◦   Lad teenageværelset lydisolere.

◦   Lad ikke hundens kurv stå i bryggerset, hvor vaskemaskinen larmer.

◦   Lad hunden bestemme, hvor den gerne vil sove. Ofte er menneskets seng at foretrække, da der almindeligvis er FRED.

◦   Fjern hundens larmende navneskilt.

◦   Få et navneskilt til hunden som ikke larmer, når det rammer f.eks. madskålen! 

Fred og ro!

Husk at lade hunden få fred og ro i løbet af dagen. Det er ikke synd, den skal være alene hjemme. Når hunden er alene, stresses den ikke af vores larm. Den får mulighed for hvile og restituere i krop og sind.

En hvalp sover ca. 18 timer i døgnet og en voksen hund mellem 14-16 timer, hvis den får lov. 

Opsøg en af de dygtige hundetrænere, hvis du fornemmer, din hund lider under de mange lyde. Dernæst opsøg selv hjælp til at skabe et mere roligt hjem.

Hvis ikke for din egen skyld, så gør det for dyrene!!!! 

Husk, et kærligt kram siger mere end 1000 ord. 

Hvem sikrer dyrene en fair rettergang i livet?

/i

Jeg var  i retten i dag, da jeg på mit 16. år fungerer som domsmand.

Gennem årerne har jeg været med til en række forskellige sager af mere eller mindre grov karakter.

Jeg oplever, at retssystemet i høj grad er på den tiltaltes side. Alle synspunkter kommer frem, hvis de skal, uagtet det indimellem koster systemet store mængder penge. Der udsættes og aflyses møder, fordi personer ikke møder op, eller der mangler papirer m.v. Man forsøger at sikre så fair en retssag som muligt for den tiltalte.

Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet?

Det fører mig til tanken: Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet? 

Kæledyr er 100% afhængige menneskerne, der vælger at anskaffe sig dem!   

Hvis ikke dyret har det godt, er dets helbredelse afhængig af ejerens evne til at identificere, der er noget galt. Derefter at bringe dyret til dyrlæge eller anden behandling. 

Hvad er et godt dyreliv?  

Et godt dyreliv kan ses ud fra mange synspunkter.

Det er ikke bare et spørgsmål om fraværd af sygdom, men i høj grad også centreret om trivsel i hverdagen. 

Hvis en ejer vælger at lade hunden være alene hjemme hele dagen, kan ingen høre hunden pive. 

Hvis en kat efterlades alene hjemme i flere uger, kan den gå rundt i eget skidt, men hvem opdager det? 

Katten kan jo ikke skrive på facebook, den er ensom og få nogle likes! 

Før eller siden kommer ejeren jo hjem igen og sletter sporene.  

 Hvis hunden ikke “går pænt i snor”, så sættes der en “halti” eller lignende på hunden. Når hunden trækker, gør det lidt ondt , og så går hunden jo pænt. 

Hvor længe er det ok at lade sin hund gå rundt og halte? Det går jo nok over, den spiser og logrer – så har den nok ikke ondt.

Hvor længe må man lade sin kat have tynd mave uden at reagere? En dag? En uge? Nogle gange flere måneder? Tja, den har jo ikke rigtig tabt sig, og den spiser stadig, lad os lige se tiden an.

 Det kan gå galt!

De fleste mennesker elsker deres dyr og er ansvarlige dyreejere.

Men nogle gange går det galt. De forkerte mennesker får dyr.  De rigtige mennesker får de forkerte dyr. 

Livet tager en uventet drejning og de menneskelige og økonomiske ressourcerne omfordeles, så dyret ikke få den nødvendige opmærksomhed. 

 

DIT ansvar!

Som ejer af et dyr, er du både dyrets anklager, forsvarer og dommer.

Der påligger dig et kæmpe ansvar, men hvis det ansvar svigtes? Hvad så?

 Vi har i Danmark en fungerende Dyreværnslov. Mange taler om at lave et “dyreværnspoliti”, og der snakkes også om andre tiltag, der skal hjælpe dyr i nød.

 Er et dyr i krise, kan det godt tage lidt tid for dyret at ringe til politiet og sige, den er gal eller lave en efterlysning, om dens ejer ikke snart vil komme hjem?

 Disse tanker leder mig hen til det personlige ansvar!  

Lad os hjælpe hinanden.

 Lad os gøre alt, der er muligt for at skabe en åben kultur, hvor vi snakker sammen om vores dyr.

Bliver du en dag udfordret på tiden eller kommer i en situation, hvor du ved, du ikke kan tage fuldt vare på dit dyr i en periode?  Tal med dine nærmeste eller hunde- og kattevennerne.

 

Bed om hjælp!

Vores samfundskultur lægger op til, vi skal være supermennesker og have superkræfter.

 Jeg synes, den største styrke ligger i at erkende egne begrænsninger.

 Særligt når begrænsningerne har en konsekvens for vores firbenede venner.

 Der er ingen skam at gå til dyrlægen – heller ikke hvis du måske skulle være kommet for et par dage siden.

 Er du i tvivl om, dit dyr har det godt – ring og snak med dyrlægen.

 Spørg dine venner om de kender en katte- eller hundesitter, hvis tiden bliver begrænset.

 

Og vigtigst – ser du i dit nærmiljø og omgangskreds et dyr, der åbenlys ikke har det godt: TAL med ejeren.

Lad være at pege fingre i første omgang.

De fleste mennesker elsker deres dyr, og omsorgssvigt overfor disse er tegn på, ejer nok selv er i krise.

 I den situation er det sidste, man har brug for skældud. Der er mere brug for en sød henvendelse om, du ikke skal gå en tur med hunden eller tage katten til dyrlægen, når du alligevel selv skal derhen.

 

Kom i snak med hinanden og hjælp hinanden!

Her taler vi ikke om virkelig grove tilfælde af dyremishandling (det skal omgående meldes til politiet), som vi indimellem ser i medicin.

 Jeg taler om det gode dyreliv i dagligdagen.

Uanset hvilken lovgivning der sættes for hold af dyr, kommer vi ikke uden om en ting:

 DU er den person, der sikrer dit dyr en fair rettergang i livet!  

Hvis vi mennesker bliver bedre til at lære og forstå dyrenes sprog og hjælpe hinanden, ja så kommer vi nok aldrig i situationen, at der er brug for en retsinstans til at hjælpe…