Dødelig sygdom raserer Danmark: Pas på din kanin!

Dødelig sygdom har ramt vores kaniner!

Sygdommen kaldes for Viral Haermorrhagic Diseases i daglig tale kaldet gulsot.

90 % af kaninerne, der rammes, dør.

Sygdommen skyldes et calcivirus.

Hvad er symptomerne?

Sygdommen viser sig ved kaninen mister appetitten. Den får høj feber, trækker vejret hurtigt og får blødninger fra f.eks. næsen og rumpen.

I mange tilfælde dør kaninen UDEN forudgående symptomer.’Der går meget KORT tid fra smitte til sygdommen viser sig. Kaninen kan dø indenfor 48 timer.

Hvordan smitter det?

Virus smitter, hvis kaninerne har direkte kontakt med hinanden.

Den kan dog også smitte ved indirekte kontakt.

Det vil sige, f.eks. hvis afføring fra en syg kanin kommer i kontakt med en rask kanin. Virus kan dermed spredes via forurenet vand, fodtøj og lign.

Sørg for god hygiejne omkring dine kaniner.

Lad være med at gå og plukke grønt som mælkebøtter i grøftekanten, da der kan være smitte fra vilde kaniner.

Har du kaniner, skal du derfor IKKE klappe andre kaniner og derefter gå hjem til din egen, så kan du føre smitten med dig. Det er ikke sikkert, folk ved deres kanin er syg.

Virus er hardcore – det kan overleve i op til 105 dage ved stuetemperatur og bukker ikke under for frost.

Har du mistanke om din kanin har kaningulsot, SKAL du gå til dyrlægen.

Sygdommen kan ikke smitte til mennesker eller andre dyr.

Hvordan hindrer jeg, min kanin bliver syg?

Den bedste måde at forebygge sygdomme er ved at få din kanin vaccineret. Vaccination skal også ske, således vi hindrer hele landets kaniner i at blive smittet med sygdommen. Vaccinen skal indtil videre gives hver halve år. Vaccinen kan gives fra kaninerne er 30 dage gamle, og den dækker mod sygdom efter 7 dage.

Man har gennem lang tid vaccineret mod virus hos kaniner – der er er dog sket en mutation, der har skabt en ny grim sygdom, således den eksisterende vaccine ikke dækker mod sygdommen.

Vi anbefaler der også vaccine årligt med vaccinen Myxo-RHD, der beskytter mod blodig diarre.

De 2 vacciner kan ikke gives samtidig. Der skal gå mindst 14 dage mellem de 2 vacciner gives.

Fælles ansvar!

Kaninerne lider en smertefuld død. Det er vores menneskers ansvar at beskytte vores dyr mod unødig smerte og lidelse.

Mange kaniner lever trygt hjemme hos en familie, og du tænker måske, din kanin ikke er i risiko for at blive syg?

Virus har vist sig at være meget aggressiv, og den er så svær at komme udenom.

Derfor skal din Ninus også vaccineres. Det går jo godt, lige indtil det går galt.

Få din kanin vaccineret. Snak med din dyrlæge om mulighederne.

Stop udstillingen af syge dyr på nettet!

I disse dage dele en video hyppigt på nettet: en bulldog ses løbende op af en bakke. Midt på vejen stopper den og triller ned af bakken. Den rejser sig op, løber op af bakken igen, hvorefter den gentager handlingen.

Opslaget har fået mange ”likes” med på vejen.

Folk synes, det er nuttet at se hunden tumle rundt, som om den af egen fri vilje laver rullefald ned af bakken, fordi den synes, det er sjovt.

STOP STOP STOP! Hunden synes ikke, ”det er sjovt”. ”Sjovt” er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr.

Videoen viser IKKE naturlig adfærd for en HUND.

Hundens handling er ikke motiveret af egen fri vilje, den triller ned af bakken af en årsag.

En bulldog er avlet ”kortkraniet”.

Det vil sige knoglerne er presset sammen, således der er meget dårlig plads til de bløde strukturer som f.eks. den bløde gane. Mange bulldogs luftveje er desuden meget snævre hvilket alt i alt betyder, bulldogs kan have meget svært ved at trække vejret ordentligt.

Jeg forstiller mig den lille hund har svært ved at få luft.

Anstrengelsen op af bakken gør, den mister bevidsthed måske på grund af luftmangel og derfor triller ned af bakken, hvorefter den kommer til sig selv igen.

Man kan heller ikke udelukke, den kan have et problem med et dårligt fungerende hjerte, der giver tab af bevidsthed ved anstrengelse.

Det lille videoklip viser en kedelig tendens i samfundet: vi mennesker overser dyrenes signaler og tolker adfærd som ”sjovt”, når der i virkeligheden er alvorlig sygdom bag.

Jeg synes ikke, det er sjovt.

Jeg håber, vi mennesker snart stopper tendensen med at lade dyrs elendighed blive stillet til skue for egen vindings skyld. Det er synd for dyrene!

Read this article in English! 

 

Et lille dyr er også et liv!

Et pindsvin, en snegl på vejen, en lille kattekilling – Danmark er fyldt med små dyr, der hver dag kæmper for at overleve i vores menneskelige verden.

Vi har fyldt livet med græsslåmaskiner, rottegift, sneglefælder, sneglegift og meget andet, der skal være med til at gøre tilværelsen NEM for os mennesker.

Hvad der bliver den nemme udvej for os mennesker bliver dog en dødsfælde for andre. Ofte en af slagsen, der medfører en pinefuld død for det stakkels dyr, der går udover.

Græsslåmaskinen, der kører de små pindsvin over. Er de ikke så heldige at dø med det samme, invalideres de, udsulter på grund af tab af bevægelighed eller bliver måske spist af et dyr!

De fleste sneglegifte medfører en langsom udsultning af sneglene.

Vi mennesker opdager det bare ofte ikke. kan vi ikke høre og se noget, ja så findes det nok ikke!!!

Rottegift medfører blodet ikke kan størkne, hvilket fører til indre blødninger og en ubehagelig død.

Giften er desuden meget farlig for alle dyr, som kommer i kontakt med det.

Gader og haver er i disse dage fyldt med knust glas fra sommerens fester.

Hunde og katte er ekstremt udsatte for at få skåret deres poter i stykker. Andre dyr, der færdes i naturen er også i fare for at blive skamferet af de skarpe stumper.

Jeg fik i dag en henvendelse fra en af mine søde klienter Hun bad om akut råd til at hjælpe en lille kattekilling, hun havde fundet.

Hun kæmpede det bedste, hun kunne for den lille kat, men det lille dyr tabte kampen.

Flere og flere er begyndt at gå i vælten for vores pindsvin, hvilket er fantastisk. Min vidunderlige pindsvineplejer bad i går mig og mine kollegaer om at artsidentificere en orm fra et pindsvin, så den helt rette behandling kunne igangsættes.

”Lise, det er vigtigt for mig”. Og ja, det ER VIGTIGT, vi hjælper de ofte oversete små liv.

Lad os tænke anderledes. Det skal ikke være nemt for os, det skal være rigtigt for vores økosystem. Måske det bliver mere besværligt for os mennesker, men det fører til bevarelsen af dyreliv.

Et dyr uanset størrelse og alder repræsenterer en lille liv og en sjæl.

De skal behandles med respekt og den dag, de ikke er her mere, ja, så beriges himlen med endnu en lille stjerne!

Pas på vores pindsvin!

Hvorfor pindsvin?

Pindsvinet er et pattedyr.

De har eksisteret i over 50 millioner år og er i dag fredet i Danmark.

Pindsvinet et et dyr mange haveejere har stor glæde af. Pindsvinet spiser stort set alt. De er særligt glade for regnorme, biller og bænkebiddere. De spiser også snegleæg.

Har du ikke pindsvin i haven i forvejen, kan du med fordel forsøge at lokke de små dyr til.

 

Fakta om pindsvin

Pindsvinet ligger i hi i 5-6 måneder. De begynder at vågne i april-maj måned. De taber en stor del af deres kropsvægt i hi, så de får travlt med at finde føde, når de slår øjnene op.

Et pindsvin er drægtigt i halvanden måned og føder sine unger (4-8 styks) omkring 1. august. Ungerne fødes med en hvid hinde og har bløde pigge, så de ikke skader moren. Piggene bliver dog hårde i løbet af et døgns tid.

Hunnerne giver mælk til ungerne i halvanden måned.

Når ungerne bliver 4 uger kommer de med forældrene ud på vandring om natten. De begynder at spise fast føde og separeres fra moren. Hun har herefter cirka 45 dage til at spise tilstrækkeligt til, hun kan går i hi igen i november / december.

Pindsvin lever alene.

Hannens adfærd er totalt styret af seksualdriften. Efter han har været i hi, venter han bare på en parring. Han spiser sig stor og stærk og er klar til kamp for at få en parring med hunnen.

Hannen deltager ikke i arbejdet med ungerne! Hannen har ædt hele sommeren og er derfor klar til hi tidligere end hunnen.

Pindsvin er aktive om natten.

De kan leve i 14-15 år, men ofte forkortes livet, da de udsættes for mange farer hver dag.

Bor du i nærheden af en tæt befærdet vej, så er din have ikke optimal som pindsvinebo!

Rigtig mange pindsvin bliver desværre dræbt i trafikken.

 

Hvordan gør du din have attraktiv for et pindsvin?

Du kan gøre din have et attraktivt sted for pindsvin at bo.

Du kan nemlig nemt  selv bygge en “hule”.

 

IMG_2078Tag børnene med i haven og gå i gang:

Et godt pindsvinebo kan bestå af en en masse småpinde, halm, blade m.v. som pindsvinene kan putte sig i.

Det er vigtigt, pindsvineboet er “tæt” sammensat, så de små dyr kan skærme sig mod omverdenen.

 

 

Pindsvin bor naturligt ofte i kompostbunker eller brændestabler.

De kan godt lide at have gode steder at gemme sig. Det er vigtigt, de har nogle rolige steder uden for meget larm fra os mennesker. De stresses nemt, er sky og skal have mulighed for at stikke af, hvis behovet opstår.

Vil du gøre noget ekstra for at hjælpe pindsvinene? Byg dem et dejligt hjem i din have!

Fra PindsvinevennerneScreen Shot 2016-05-18 at 08.07.47 i Danmark gives følgende vejledning:

“Afhængig af hvor meget plads du har i haven, kan du lave en god pindsvinebolig med en EU-palle, der fås i flere størrelser. Sav midterbrædtet af i bunden og løsn jorden der, hvor du lægger pallen. 

 

Fyld pallen op med halm og læg derefter en vandfast plade henover eller nogle brædder, så mellemrummene bliver lukket, og boligen bliver vandtæt. Du kan også pakke den ind i kraftigt plastik, men der skal være åbent i to af siderne, da det er vigtigt, at der er god luftventilation i boligen. Sæt pallen i et skyggefuldt hjørne i haven. Dæk til med kviste og grene og lad eventuelt vinca eller efeu gro henover”. 

Sørg for der ikke er ræve og hunde, der kan genere pindsvinene.

Skærm eventuelt af, der hvor pindsvinene holder til, så andre dyr ikke kan komme til dem.

Det er sjældent at en hund ikke er interesseret i at fange pindsvinet.

Pindsvin kan larme og vil derfor ofte tiltrække sig opmærksomhed fra særligt en hund.

Du må ikke flytte kompostbunker uden at have et andet hjem klar til pindsvinene.

Hvordan hjælper du pindsvin?

Som haveejer er der mange ting, du kan gøre for at give pindsvinene bedre mulighed for overlevelse.
Her kommer et par tips til, hvordan du nemt kan hjælpe de små dyr:

  • Pindsvin skal have adgang til vand. Vandet skal gives i en flad skål. Giv dem IKKE mælk.
  • Læg lidt kattefoder ud på græsplænen hver aften. Pindsvinene skal IKKE have andet at spise.
  • Der må ikke være ting, som pindsvinet kan sidde fast i så for eksempel trampoliner eller  trådhegn.
  • Pas på der ikke en en pool eller huller, som pindsvinet kan falde i.
  • Pas på haveredskaber, så pindsvinet ikke skærer sig på noget.
  • Vær opmærksom på brugen af gødning, sneglegift og ukrudtsmidler.

Foreningen: “Pindsvinevennerne i Danmark”

Er en dyreværnsforening, der har eksisteret siden 1993. Foreningen er baseret på frivillig arbejdskraft.

Foreningen er afhængig af den støtte, som den får fra privatpersoner, fonde mv.

Pindsvinevennerne har en række kontaktpersoner tilknyttet, der tager sig af pindsvin, der er kommet til skade.

Foreningens ambitionen er at sikre, så mange pindsvin som muligt kan blive raske og blive genudsat i naturen.

Pindsvinet er en truet dyreart, så det kræver meget arbejdet fra mange fronter for at redde pindsvinene.

 

Kunne du tænke dig at støtte “Pindsvinevennerne i Danmark”?

  • Bliv medlem af “Pindsvinevennerne i Danmark”. Det koster 100 kroner. Indbetal beløbet til Skjern Bank reg. nr. 7780 kontonr. 2121176 eller via mobile pay / swipp 30 14 16 62. Skriv navn, adresse og gerne email som reference på indbetalingen.
  • Alle beløb modtages gerne som donation.

Hvad gør jeg, hvis jeg finder et pindsvin i nød?

Ring til “Pindsvinevennerne i Danmark”s vagttelefon:

Kl. 7-15: 30 14 16 64

Kl. 15-20: 30 14 16 65

Kl. 20-07: 30 14 16 64

I Gentofte har  pindsvinevennerne flere personer, der tager sig af nødstedte pindsvin.

Kontakt Mie Hartung på tlf. 28741370, hvis du har et akut problem med et pindsvin i Gentofte.

Snudeshaming: det er mobning af mennesker!

Det sker ofte mine klienter kommer til mig for at få min vurdering af hundens vægt. Er den tilpas? Er hunden for tynd eller for tyk? Oftest er den lige tilpas perfekt!

Det er helt normalt, man til et årligt sundhedseftersyn, tager en snak om vægten.

Der udspiller sig dog desværre også et andet scenarie:

Nye hvalpeejere, der i løbet af hundens første leveår, bestiller tid til en snak.

De har været udsat for noget, som går dem på og har efterladt dem grædefærdige:

De er blevet antastet af vildt fremmede mennesker på snuseturen med hvalpen.

De har vredt fået at vide,  hvalpen er ALT for fed.

Reprimanden er ofte efterfuldt af nogle hadske bemærkninger om, de dog er ude på at tage livet af hunden samt en masse dårlige råd omkring, hvad den nu ulykkelige ejer skal gøre.

HVORNÅR ER DET BLEVET OK AT STILLE SIG TIL DOMMER OVERFOR ANDRES DYR? 

HVORNÅR ER DET BLEVET I ORDEN AT UDTALE SIG OM NOGET, DE FÆRRESTE MENNESKER HAR FORSTAND PÅ?

Har man været udsat for en sådan omgang, kommer man naturligvis til dyrlægen for at få en objektiv vurdering. Er MAN vitterlig ved at tale livet af dyret og råd til, hvad de skal gøre?

Jeg bliver meget bekymret, når jeg hører, hvad folk har fået med på vejen af såkaldte gode råd:

”Lad være med at give den noget at spise hver dag”.  

”Skær maden ned til en fjerdedel”.

”Du skal gå nogle meget længere ture med den”.

”Den skal kun have mad en gang om dagen”.

Alle disse anbefalinger er decideret sundhedsskadelige for en hvalp.

Selvfølgelig skal man passe på hvalpen ikke bliver alt for tyk, men det skal ske på en forsvarlig måde, hvor hvalpen IKKE sættes på decideret slankekur, men man tager en snak med dyrlægen om, hvordan det gribes an.

Min fokus er nu ikke, hvordan man sikrer dyret den rette vægt, men en tristhed over mine klienter skal opleve at blive behandlet på måde af andre mennesker.

Det er grov mobning.

Vi elsker vores dyr. At få at vide fra fremmede mennesker, vi gør skade på væres dyr, gør ondt helt ind i hjertet.

I stort set alle tilfælde, så er det ikke rigtigt, dyret er i fare.

Måske det er internettets skyld at flere og flere bliver selvudnævnte eksperter, der til højre og venstre, kaster deres domme ud uden at blive stillet til regnskab for konsekvenserne af deres ord.

Jeg mener, det er decideret mangle på dannelse og pli, når fremmede mennesker på gaden mobber hundeejere og gør sig til dommere over hundens helbred.

Hvorfor folk har behov for dette, kan man undre sig over.

Tal nu pænt til hinanden.

Komplimenter hundens søde væremåde eller skønne udseende, hvis du absolut skal kommentere noget.

Stol på at hundeejeren sammen med deres dyrlæge nok skal holde opsyn med hundens vægt og helbred, uanset hvad anken går på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Når ensomheden rammer!

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…

Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.

Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.

Se det dovne dyr!

Nettet flyder over med “sjove” filmklip af hunde og katte, der af en eller anden grund fremstår komiske.

Det kan være hunden, der kravler ud af sengen. Hunden, der grynter og snorker ekstremt. Hunden, der løber sjovt. Katten, der “danser” eller bruges til underholdning.

Typisk medfølges filmene af sjove bemærkninger, og klippene deles i tusindvis til mennesker, der finder morskab i at se hundene være på glatis.

En hund eller kat er fra naturens side IKKE doven.

Dovenskab er en menneskelig egenskab, nogle tillægger deres dyr.

For dyrenes vedkommende gemmer sig bag dovenskaben ofte en alvorlig sygdom, der hindrer dem i at udføre dens naturlige funktioner.

Bag den gryntende og snorkende hund gemmer sig alvorlige problemer og forsnævringer i luftvejene, der gør hunden ikke kan få luft og derfor kommer med den sjove lyd.

Hunden, der går sjovt, går anderledes, fordi den har benproblemer, der medfører, det gør vanvittig ondt, når den prøver at gå normalt.

Så morskab kan være mange ting.

Jeg synes ikke, det er sjovt at se lidende dyr. Ville alle folk lære dyrenes sprog at kende, kan det være, humoren ville skifte karakter.

Find the English version of this article here!

Vims kom på julemærkehjem!

 Vims blev alt for tyk, da ejer var syg!

Gennem mange år havde vi i mange år en klient på Artemis, der hed Fru Andersen. Hun kom på klinikken med sin gravhund Vims.

Fru Andersen var den sødeste ældre dame, der desværre med årene blev mere og mere dement.

Vims var Fru Andersen et og alt.

Hun elskede Vims højt og uagtet hendes sindstilstand, formåede hun at give hunden mad og lukke den ud i haven efter behov.

Problemet var, at Vims blev fodret med is og småkager, intet andet.

Fru Andersen elskede selv søde sager, så det var helt naturligt, at Vims skulle dele glæderne med hende. 

Situationen udviklede sig så alvorligt, at Vims endte med at veje 20 kg.
Hunden var livsfarlig fed.

Der var naturligvis gjort masser af forsøg fra både Artemis’ og gode venners side for at hjælpe damen til at forstå, hvordan Vims skulle fodres.

Fru Andersens sygdom gjorde desværre, hun ikke kunne efterleve de gode råd.

 

Brud på loven!

Der er ingen tvivl om, at den søde Fru Andersen overtrådte dyreværnsloven for hold af dyr.

Var politiet troppet op og havde hentet hunden, er jeg ikke i tvivl om, hun var knækket fuldstændig sammen – i høj grad fordi hun var syg og ikke forstod, hvad der skete. Kærligheden til hunden var dog intakt!

Karakteristisk for hendes sygdom, havde hun nogle gange helt klare øjeblikke, men de blev sjældnere og sjældnere.

 

En plan for Vims!

I samråd med en af Fru Andersens gode veninder besluttede Artemis sig for at aflægge Vims et besøg.

Fru Andersen havde altid holdt meget af at komme på Artemis, så hun var glad for at se os og veninden. 

Det var et godt tidspunkt. Fru Andersen havde nemlig en nogenlunde “klar” dag.

Dyrlægen fortalte hende, at Vims ikke havde det godt havde brug for lidt hjælp.

 

Vims på julemærkehjem!

Vims skulle derfor på Julemærkehjem for at tabe sig og få det bedre.

Fru Andersen kendte godt Julemærkehjemmene. 

De har jo været en del af den danske kultur i rigtig mange år, så det gav hende en meget positiv association.

Hun vidste jo godt, Vims nok var lidt for tyk, men magtede ikke at ændre tingene. 

Hendes bevidst om, hun selv var syg var også tilstede momentært.  

 

Fru Grøn kunne derfor med sindsro sende Vims afsted med veninden og Artemis’ dyrlæge velvidende, hunden ville få det rigtig godt.

Et nyt hjem stod naturligvis klar til Vims. Vims fik efterfølgende tabt sig og har det i dag godt.

Fru Andersen fik også den hjælp, hun skulle have. Hun ringede efterfølgende med jævne mellemrum til os på Artemis og spurgte til Vims på Julemærkehjemmet.

Hun blev glad hver eneste gang, hun hørte, han havde det godt!

 

En lille solstråle i en svær tid!

Historien er et lille lys under ellers nogle meget triste omstændigheder. Misforstået kærlighed til dyrene ender med at gøre skade.

Eksemplet her er sjældent set, da det heldigvis ikke er ofte, dyr bliver så tykke, som i dette tilfælde.

Det findes endnu ikke Julemærkehjem til dyr.

Ligeledes findes der heller ikke “detox”, “bootcamps” og slankeophold.

 

Jeg håber heller ikke, vi når dertil. Hvis man som ejer finder opgaven med at få slanket, hunden så håbløs, man er nødt til at sende dyret afsted for at få hjælp –  så har vi alle fejlet med at hjælpe hinanden. 

 

Realistisk fodring!

Tiden tendens er dog meget i hurtige løsninger. Lad i stedet arbejde hen mod at bruge vores sunde fornuft – særligt på vegne af vores dyr.

En lille hund på 10 kg, der får 2 kogte kartofler under aftensmaden: det svarer til et menneske spiser en kæmpe burger…

Snus bliver ikke gladere af at blive forædt.
Dermed ikke sagt han ikke må få lidt ekstra, alt med måde – bare husk, det nok mere er vores behov end hundens.

Hunden vil nok hellere gå en længere tur og snuse meget mere uden en utålmodighed ejer, der tripper i den anden ende af snoren.

Spejdere på besøg på dyreklinikken!

Dyreklinikken Artemis havde til aften besøg af 30 grønne spejdere fra Hellerup!

Spejderene er i gang med at tage et duelighedstegn i dyr. Noget alle dyreejere i symbolsk betydning bør erhverve sig, men børn er ofte mere fremsynede end os voksne.

En af vores søde klienter havde for et par uger siden spurgt, om vi ville være med til at lave noget i den forbindelse. Og JA JA selvfølgelig vil vi det!

Spejderne ankom alder cirka 10 år og startede med få en rundvisning på klinikken.

De unge kom forbi 3 stationer:

Et stop i røntgenlokalet, hvor dyrlæge Louise Frost-Christensen fremviste røntgenbilleder af dyr, der har spist underlige ting, man kan se på et røntgenbillede. En synål, en 10-krone og en golfbold..

Derfra kom de til hen til vores fantastiske veterinærsygeplejerske elev Nicolines post.

Nicoline lavede en lille quiz: hvad må hunde IKKE spise?

Hunde må f.eks. ikke spise rå kartofler og chokolade mv. Der var glædeligt at se, hvor vidende, spejderne er!

De var MEGA seje, men lærte vist også lidt nyt om fodring af snuden.

Sidste station var hos undertegnede i konsultationslokalet.

Jeg startede med at spørge, om de unge egentlig vidste, hvor hundens hjerte er placeret?

Mange gode kreative bud kom op.

Svaret er: under venstre forben. Herefter skulle alle lytte med stetoskopet og med egne øre opleve, hvor FANTASTISK det er at høre et hjerte slå

Fra klinikken gik vi alle op på førstesalen.

Her havde husets Hanne Truelsen i samarbejde med Julie Stephensen , der har hundeshoppen i Vangede. arrangeret foredrag om hundens sprog i børnehøjde.

Jeg er SÅ glad for, de super søde dygtige spejderledere har taget initiativ til dette.

Alle børn skal lære at tale hundsk.

Derudover håber jeg at besøget på dyreklinikken kan fremme nogle af de unges nysgerrighed på naturvidenskab og måske så et frø i forhold til en drøm og at blive dyrlæge, læge eller lignende.

Hele Artemis blev bløde om hjertet ved at se spejderens entusiasme og oprigtige begejstring over hjertets slag. Deres fascinationen af hvad dyr kan finde på at spise, der skal fjernes ved operation og deres interesse i hundes signaler.

Tak til spejderlederne for tage initiativet!

Tak til alle mine kollegaer og venner af huset for at stille op på en onsdag aften

Vi havde stillet en typisk test op med afføring, hvor vi tester for hjertelungeorm på traditionel vis: afføring i et champagneglas.

For showets skyld var en enkelt prøve erstatte med dej fra chokoladekage.

NATURLIGIVIS smager dyrlægen da på prøven. Det fik flere af spejderne til at spørge om, de måtte gå ud at brække sig eller gå ind i et separat rum og råbe.

Ungdommen nu til dags er så sarte 😉.

SUPER aften. Tak til mine kollegaer, der bare stiller op ganske frivilligt vi deler alle det samme værdig grundlag: kærligheden til dyr og et oprigtigt ønske om at gøre verden til et bedre sted for kæledyr.

Kan vi præge de yngre generationer i god retning, er vi et lille skridt videre for at forbedre livet for snuderne..

Vi håber, vi fremadrettet skal lave meget mere af den slags