Mødet med Kurt!
I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.
Sygdommen begynder!
For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.
Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.
Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.
Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.
Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.
Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.
Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.
Den endelige diagnose!
Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.
I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.
Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger. Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.
Aflivning eller ej?
Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.
I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.
Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!
Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.
Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.
Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.
Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.
En second opinion på KVL!
I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.
Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.
Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.
Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.
Det endelige farvel!
Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.
Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.
Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.
Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.
Hvordan føles det at aflive dyr?
Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!
Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.
Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.
Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.
Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.
Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.
Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.
De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.
For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.
I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.
