Hundeloven vedrører også dig!
Et opråb om Hundeloven!
“Hundeloven? Det er da den med kamphundene!”
Nej. Det er det faktisk ikke.
Har du hund — uanset størrelse, race eller temperament — så er du i risiko for at blive ramt af lovens utilsigtede konsekvenser.
Forleden fik jeg endnu en henvendelse på klinikken, der knuste endnu en del af mit hjerte !
En familie stod tilbage i chok og sorg. Deres elskede, kun 4 år gamle golden retriever, Snus, var taget fra dem.
En helt almindelig, glad, velfungerende familiehund — uden nogen som helst adfærdsmæssige problemer.
På en gåtur kom Snus op at diskutere med en anden hund.
Der blev gøet, knurret og delt et par bask.
“Men det er da normalt?”
Ja! Det er helt normalt. Hunde er levende væsener — de har følelser, grænser og personligheder. Ikke alle hunde elsker hinanden, og nogle gange går det galt i et splitsekund. Alle hunde skal ikke kunne hinanden.
Men den slags skal IKKE koste en hund livet.
Alligevel blev Snus afhentet af politiet.
Og på baggrund af en politirapport — uden at møde hunden — besluttede den adfærdssagkyndige: Snus skal aflives.
En enkelt episode. Et øjebliks uheld. Et liv, der skal slukkes.
Desværre er Snus ikke den eneste.
Som dyrlæge hører jeg det igen og igen:
“Hvis uheldet er ude – kan jeg så miste min hund?”
Og sandheden er: Ja. Det kan du.
Selv den sødeste, mest stabile familiehund kan blive offer for en lov, der ikke ser helheden, men siger “snip, snap, snude – så er du dømt ude”!
Hundeloven skal laves om.
Vi skal turde spørge os selv:
Hvilket samfund ønsker vi?
Et samfund, hvor frygt og fordomme bestemmer?
Eller et, hvor fornuft, faglighed og respekt for liv får lov at råde?
Hundeloven skal i høring den 27. oktober.
Så JA – det handler også om din lille fluffy Snus🐾!