Tag Archive for: Etik

Nettet overstrømmes af dyr, der lider!

/i

Det er ikke sjovt at se dyr, der har det dårligt!

Øverst i indlægges ses et udklip fra en video, der deles på nettet i stor stil . Små kattekillinger sidder skræmte blandt en masse mennesker, som led i koreografi. Senere i videoen løftes de små killinger op og ned. Tydeligvis meget utrygge og bange ved situationen.

 

Mennesker morer sig gevaldigt over dyr, der fremstilles komiske eller i en ubehagelig situation. Dyrene kan hverken sige fra eller til.

Jeg håber, man indimellem forholder sig lidt kritisk til, hvad der fremkalder smilet.

Dyr i nød, der er syge eller udsættes for stresssituationer til morskab for mennesker, synes jeg ikke skal være genstand for opmærksomheden.

De, der ikke kan forsvare sig selv, bør ikke udnyttes og udstilles…

Læs artiklen her!

 

 

Feed-back på Laras historie

/i

Tak for den overvældende feed-back på Laras historie. (Læs historien her)

I relation til de bemærkninger, der har været – både her og i min inbakke, kommer her er par refleksioner og yderlige information.

Lara VAR i følge sine papirer vaccineret mod parvovirus. Ejer vidste ikke andet end, hvad der stod i passet.

Vacciner er ALDRIG en garanti for, en hund ikke kan blive syg, men det er den bedste beskyttelse, vi kan give mod visse sygdomme. Om hunden rent faktisk var vaccineret, kan vi kun gisne om.

Jeg har fået et par kommentarer fra folk, der skriver, de aldrig vil bruge mig og mine kollegaer som dyrlæger, da vi ikke mistænke parvovirus med det samme. Hunden havde været forbi en akut dyrlæge natten forinden, der havde taget blodprøver, der ikke UNDERSTØTTEDE en parvo-diagnose…

Den slags beskeder gør naturligvis lidt ondt. Helt tough bliver jeg aldrig, men jeg lærer at leve med det.

Jeg fortæller min historie, men må bevare en respekt for ejerene og den fortrolighed, der er. Derfor er ALT ikke udpenslet. De super søde mennesker var indforståede med, jeg fortæller historien.

Når det er sagt: da vi så hunden første gang, udviste den IKKE typiske symptomer på parvovirus. Der var derimod andre ting, der virkede som mere oplagte også uagtet hundens oprindelse.

Vi var i en dialog med ejer om, hvad og hvor mange tests, vi skulle lave. Der er i teorien RIGTIG mange tinge, stakkels Lara kunne have fejlet, og vi skal altid bruge folks penge rigtigt og tænke økonomi ind i billedet altid med hundens helbred for øje.

Hunden havde ikke voldsomt opkast eller blodig diarre, da VI så den først ,desuden var der ingen afføring vi kunne få til at lave en parvotest på stedet.

Lara blev på dag 1 sat i den form for behandling, man også ville give, hvis det var parvovirus.

At diagnosen blev stillet dagen efter var både et spørgsmål om lavpraktiske omstændigheder (ingen fæces), en overvejelse af hvad der var realistisk, hun kunne fejle og respekt for ejers økonomi.

Nettet er svært. Jeg er nok klar over at i det øjeblik, jeg åbner op og fortæller en historie, skal jeg være klar til at få slagene.

Gennem den sidste uge – med den historie om videoen med hunde og dårlig samvittighed – har jeg fået så megen kritik, jeg sjældent har oplevet før (heldigvis også mange positive ord, TAK TAK for dem). Mit opslag blev på facebook delt ca. 7000 gange + på EBs hjemmeside. De ord, jeg er blevet kaldt, vil jeg ikke engang gentage – mange af dem kan læses på tråden på fb, på Ekstra Bladets hjemmeside, men ikke mindst min egen inbakke rummer bemærkninger, der måske burde meldes til politiet. Jeg havde ikke forestillet mig mit lille eget opslag, ville give den omtale..

Mit ærinde er på ingen måde at dømme andre eller være belærene på den dårlige måde.

Jeg kan kun fortælle, hvad jeg oplever. Jeg håber naturligvis, det kommer andre til gode og på sigt vil give flere dyr et bedre liv, hvis ikke det bedste allerede!

Jer, der skriver på Laras tråd, er så velformulerede og begavede.

Der sidder også en masse mennesker derude, der ikke automatisk søger den information, som vi naturligt søger i relation til vores kæledyr.

Stop – Jeg er IKKE udepå at hænge opdræt fra dyr fra Bulagarien eller fra andre lande ud. Her havde ejer bare haft en meget meget sparsom dialog med stedet og en “til døren” leverance. Det kan også forekomme i Danmark og alle andre steder i verden.

Kan vi SAMMEN med den gode dialog nå nogle af dem og hjælpe til på vejen med dyrene, gerne via facebook, så er jeg glad.

Jeg tror på at historiefortællingen os i mellem inspirerer, lærer os noget, udfordrer vores syn på sundhed og sygdom blandt kæledyr.

Jeg bliver selv altid berørt at af læse jeres beretninger og ikke mindst bemærkninger.

Jeg håber virkelig, vi bevarer den gode debattone – også selvom vi ikke altid er enige.

Jeg kan selv være fristet til indimellem bare at flette næbbet på grund af den meget hårde feedback, særligt den der går på mig som person, men jeg gør det ikke, da der stadig er meget at vinde på vegne af vores kæledyr.

Det må ikke blive den negative tone, der sætter en dagsorden – og dermed ikke sagt, der er noget i vejen på at blive udfordret på ens udmeldinger.

At arbejde med dyr er ikke sort og hvidt. Det er også et arbejde med mennesker.

Tit og ofte følger dyrene hverken lærebøgerne eller brugsanvisningen og her, må jeg og mine kollegaer støtte os til den kliniske undersøgelse (“hands on” på dyret), sparring hinanden i mellem og omhyggeligt vælge testene, vi laver, ud fra sund fornuft – MEN også en rimelig økonomisk betragtning afstemt med ejeren…

Vi lærer hele livet, og det er altid “nemt”, når dyrene følger bøgerne.. Der er straks mere kompleks med de tilfælde, der afviger fuldstændigt.

 

Vims kom på julemærkehjem!

/i

 Vims blev alt for tyk, da ejer var syg!

Gennem mange år havde vi i mange år en klient på Artemis, der hed Fru Andersen. Hun kom på klinikken med sin gravhund Vims.

Fru Andersen var den sødeste ældre dame, der desværre med årene blev mere og mere dement.

Vims var Fru Andersen et og alt.

Hun elskede Vims højt og uagtet hendes sindstilstand, formåede hun at give hunden mad og lukke den ud i haven efter behov.

Problemet var, at Vims blev fodret med is og småkager, intet andet.

Fru Andersen elskede selv søde sager, så det var helt naturligt, at Vims skulle dele glæderne med hende. 

Situationen udviklede sig så alvorligt, at Vims endte med at veje 20 kg.
Hunden var livsfarlig fed.

Der var naturligvis gjort masser af forsøg fra både Artemis’ og gode venners side for at hjælpe damen til at forstå, hvordan Vims skulle fodres.

Fru Andersens sygdom gjorde desværre, hun ikke kunne efterleve de gode råd.

 

Brud på loven!

Der er ingen tvivl om, at den søde Fru Andersen overtrådte dyreværnsloven for hold af dyr.

Var politiet troppet op og havde hentet hunden, er jeg ikke i tvivl om, hun var knækket fuldstændig sammen – i høj grad fordi hun var syg og ikke forstod, hvad der skete. Kærligheden til hunden var dog intakt!

Karakteristisk for hendes sygdom, havde hun nogle gange helt klare øjeblikke, men de blev sjældnere og sjældnere.

 

En plan for Vims!

I samråd med en af Fru Andersens gode veninder besluttede Artemis sig for at aflægge Vims et besøg.

Fru Andersen havde altid holdt meget af at komme på Artemis, så hun var glad for at se os og veninden. 

Det var et godt tidspunkt. Fru Andersen havde nemlig en nogenlunde “klar” dag.

Dyrlægen fortalte hende, at Vims ikke havde det godt havde brug for lidt hjælp.

 

Vims på julemærkehjem!

Vims skulle derfor på Julemærkehjem for at tabe sig og få det bedre.

Fru Andersen kendte godt Julemærkehjemmene. 

De har jo været en del af den danske kultur i rigtig mange år, så det gav hende en meget positiv association.

Hun vidste jo godt, Vims nok var lidt for tyk, men magtede ikke at ændre tingene. 

Hendes bevidst om, hun selv var syg var også tilstede momentært.  

 

Fru Grøn kunne derfor med sindsro sende Vims afsted med veninden og Artemis’ dyrlæge velvidende, hunden ville få det rigtig godt.

Et nyt hjem stod naturligvis klar til Vims. Vims fik efterfølgende tabt sig og har det i dag godt.

Fru Andersen fik også den hjælp, hun skulle have. Hun ringede efterfølgende med jævne mellemrum til os på Artemis og spurgte til Vims på Julemærkehjemmet.

Hun blev glad hver eneste gang, hun hørte, han havde det godt!

 

En lille solstråle i en svær tid!

Historien er et lille lys under ellers nogle meget triste omstændigheder. Misforstået kærlighed til dyrene ender med at gøre skade.

Eksemplet her er sjældent set, da det heldigvis ikke er ofte, dyr bliver så tykke, som i dette tilfælde.

Det findes endnu ikke Julemærkehjem til dyr.

Ligeledes findes der heller ikke “detox”, “bootcamps” og slankeophold.

 

Jeg håber heller ikke, vi når dertil. Hvis man som ejer finder opgaven med at få slanket, hunden så håbløs, man er nødt til at sende dyret afsted for at få hjælp –  så har vi alle fejlet med at hjælpe hinanden. 

 

Realistisk fodring!

Tiden tendens er dog meget i hurtige løsninger. Lad i stedet arbejde hen mod at bruge vores sunde fornuft – særligt på vegne af vores dyr.

En lille hund på 10 kg, der får 2 kogte kartofler under aftensmaden: det svarer til et menneske spiser en kæmpe burger…

Snus bliver ikke gladere af at blive forædt.
Dermed ikke sagt han ikke må få lidt ekstra, alt med måde – bare husk, det nok mere er vores behov end hundens.

Hunden vil nok hellere gå en længere tur og snuse meget mere uden en utålmodighed ejer, der tripper i den anden ende af snoren.

Se dig selv i spejlet!

/i

I disse dage verserer et opslag på nettet omkring et kuld killinger, der blev smidt i en skraldespand, men blev reddet i sidste øjeblik. Ordene omkring den ukendte person, der smed killingerne ud, er meget hårde og hadske.

Det er brud på dyreværnsloven at smide killinger ud, og det er IKKE OK.

MEN der er flere lag i hændelsen, som vi mennesker bør tænke over.

Læs mere her!

HVORFOR følte personen, der gjorde det – at vedkommende IKKE kunne henvende sig til den lokale dyrlæge, et internat, en hjælpeorganisation eller lignede og få HJÆLP, således det ikke var nødvendigt at skaffe sig af med dyrene på den brutale måde?

Måske fordi vi ofte er alt for hårde i vores kritik af hinanden, hvis nogen ikke kan magte opgaver, der for andre synes en selvfølge?
I stedet for at  hade vedkommende og skrive vrede opslag, så se dig selv i spejlet:
er du en person, som andre ville henvende sig til på et lavpunkt, hvor næste skridt er handlinger, der får fatale konsekvenser for levende væsener og sikkert ikke er noget, som gerningsmanden har lyst til?

Var hændelse sket i mit lokalområde, ville jeg blevet meget trist. Trist over at personen ikke var kommet til mig og havde bedt om hjælp. Jeg ville føle, jeg havde fejlet.

Lad os arbejde for at skabe en kultur, hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer.

Folk, der gør ekstreme ting og skader dyr og mennesker, er almindeligvis i dyb krise.
I stedet for at kun at blive vred, så lad os arbejde for et samfund, hvor der også er plads til at bede om hjælp, det vil på sigt redde langt flere dyr fra en grum skæbne…

 

 

 

Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

/i ,

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.

Skyder du fyrværkeri af? Det er brud på dyreværnsloven!

/i

Mange hundeejere oplever i disse dage at se deres elskede dyr i panisk angst. Rystende, pivende, helt ude af stand til at være i deres egen krop og næsten umulige at berolige.

Den triste tilstand skyldes en underlig trang, nogle mennesker besidder.  Trangen til se noget sige ”bang”, høje hyl og sol, måne og stjerner.

Vi taler ikke om et samleje langt over det forventelig, men derimod om menneskets fascination af fyrværkeri.

Det er som bekendt ulovligt at skyde fyrværkeri af før d. 27. december.

Mange mennesker bryder dog alligevel loven og skyder fyrværkeri allerede nu og til langt ind i januar.

Angst for skyderi hos dyr er noget, dyrlægerne bruger meget “krudt” på.

Har man en hund, der bliver bange? De omsorgsfulde ejere lægger  mange timer i at træne snuden gennem året, således den gøres mere ”stærk” overfor fyrværkeriets påvirkning.

Trods den bedste indsats fra ejer, er det dog sjældent nok til at en hund, der er bange for fyrværkeri, gennemgår nytårsaften uden stærk angst – medmindre den får receptpligtige lægemidler, der dæmper symptomerne. Dyrlægerne udskriver  i disse dage medicin til mange dyr!

Jeg mener, du bryder dyreværnsloven, du skyder fyrværkeri af før, op til og efter nytår.

Dyr må IKKE udsættes for unødig smerte og lidelse.

Brugen af fyrværkeri er DIREKTE at udsætte hunde og katte for unødig lidelse.

Sæt snuderne først. STOP skyderiet. Før, under og efter nytår.

Jeg mener, loven skal ændres, så det bliver helt forbudt.

Der vil altid være nogle, der bruger fyrværkeri forsvarligt, men nogle gange skal en lov gå ud over mange for at beskytte få! I dette tilfælde snuderne.

Tænk dig om før du skyder.

Dit knald skader dyrene og bryder lovene.

 

Tænk på dyrene, når du er til fest!

/i

Dette indlæg er skrevet i julen 2016 og er en påmindelse til os mennesker om, vi skal TÆNKE OS OM, når vi fester! Indlægget er skrevet med grand danois Hennings stemme!

Kære ”julefrokost mennesker”! 

I skal i aften ud og give den en over snuden! Yes! 

Vil I ikke nok være søde og læse dette, før promillen går ind og snusfornuften ud? 

I aften vil I gå udendørs og prøve at tage livet af jer selv med en smøg under julefrokosten – og bare lige for at markere jeres “hurra-det-er-jul-det-er-cool-stil” smider I måske en flaske fra jer? 

Den lander i en busk eller måske i vejkanten. 

Når jeg lunter afsted på min sene aftentur, så kan jeg ikke se de knuste glasskår og chancen for, jeg vader mine store klodsede poter over glasset er meget stor. 

I tænker måske – et lille glasskår? Hvor galt kan det gå?

Det kan gå meget galt.

Det er jo mine poter! DINE hænder og ben på en gang! 

Mine 4 poter jeg bruger til at transportere mig afsted med. Jeg kan ikke bare tage en Uber. Jeg bruger dem også til at passe min pels, holde på mine kødben og til at snakke mit sprog. 

Sættes mine poter ude af funktion er jeg mere eller mindre handicappet. 

Kommer jeg galt afsted på grund af et glasskår og skærer mig – Ja, så skal jeg måske bare have en forbinding på, da der er kommet en lille rift. 

Men det kan nemt gå endnu værre, og jeg skal opereres. Efter operation skal jeg holdes i ro i mange uger og hyppigt til dyrlægen. Det gør desuden meget ondt, når jeg bevæger mig. 

Går det helt skævt, kan jeg få skåret en sene over i en pote på grund af en knivskarp glaskant. 

Det er ikke sikkert, det lige kan fikses.

Er jeg en hund, hvis liv er centrere om aktivitet? Så kan mine elskede ejere mene, det ikke er værdigt liv for mig at skulle være i ro i måneder – og ja, så ender jeg på pølsefabrikken. 

Bare fordi DU tog den lette løsning og smed flasken fra dig til julefrokost. 

Så tænk dig lige om, når du drikker i aften!

 Gør det for snuderne! 

Det giver pote at tænke sig om, før man smider flasken! 

Kærlig hilsen fra Henning.