Tag Archive for: Aktiv dødshjælp

Stjernestunder & skyggesider

/i , ,

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Når døden venter!

/i ,

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

”Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.

 

Kræften tog Kurt!

/i ,

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Når ensomheden rammer!

/i

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…

Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.

Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.

Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

/i ,

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.

Når lysets engel giver genskær!

/i

Dagen i dag bød på en bevægende afsked med en nær ven af familien. 

Et menneske, en begravelse, en kirke, en smuk ceremoni med tårer og smil.  

Et liv, der endte efter et smertefuldt sygdomsforløb. 

Mens jeg sad hånd i hånd og hjertens nær i kirken, var det umuligt ikke at tænke på den værdige måde, vi siger farvel til vores dyr på sammenlignet med mennesket.

Mennesker er ikke dyr, dyr er ikke mennesker. Vi er hver vores kapitel. 

Kan smerte lindres, skal det gøres. Grænserne mod intetheden flyder hurtig ud og i følelsernes vold, kan det være svært at skelne ret fra vrang. 

Jeg tror, ingen bryder sig om at ende et liv, hvis lidelsen kan mindskes først. 

Når vi ikke længere kan lindre smerten for vores dyr, så springer vi med løvehjertet. 

Mennesker får ikke denne mulighed. 

Debatten skal ikke forputtes fordi, den er for kompleks. 

Måske der alligevel er noget, mennesker kan lære fra dyrenes verden…