Tag Archive for: Aflivning

En sidste lille trille…

/i ,

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Stjernestunder & skyggesider

/i , ,

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Når døden venter!

/i ,

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

”Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.

 

Når lysets engel giver genskær!

/i

Dagen i dag bød på en bevægende afsked med en nær ven af familien. 

Et menneske, en begravelse, en kirke, en smuk ceremoni med tårer og smil.  

Et liv, der endte efter et smertefuldt sygdomsforløb. 

Mens jeg sad hånd i hånd og hjertens nær i kirken, var det umuligt ikke at tænke på den værdige måde, vi siger farvel til vores dyr på sammenlignet med mennesket.

Mennesker er ikke dyr, dyr er ikke mennesker. Vi er hver vores kapitel. 

Kan smerte lindres, skal det gøres. Grænserne mod intetheden flyder hurtig ud og i følelsernes vold, kan det være svært at skelne ret fra vrang. 

Jeg tror, ingen bryder sig om at ende et liv, hvis lidelsen kan mindskes først. 

Når vi ikke længere kan lindre smerten for vores dyr, så springer vi med løvehjertet. 

Mennesker får ikke denne mulighed. 

Debatten skal ikke forputtes fordi, den er for kompleks. 

Måske der alligevel er noget, mennesker kan lære fra dyrenes verden…