Dyreklinikken Artemis havde til aften besøg af 30 grønne spejdere fra Hellerup!

Spejderene er i gang med at tage et ”duelighedstegn” i dyr. Noget alle dyreejere i symbolsk betydning bør erhverve sig, men børn er ofte mere fremsynede end os voksne.

En af vores søde klienter havde for et par uger siden spurgt, om vi ville være med til at lave noget i den forbindelse. Og JA JA– selvfølgelig vil vi det!

Spejderne ankom – alder cirka 10 år – og startede med få en rundvisning på klinikken.

De unge kom forbi 3 ”stationer”:

Et stop i røntgenlokalet, hvor dyrlæge Louise Frost-Christensen fremviste røntgenbilleder af dyr, der har spist underlige ting, man kan se på et røntgenbillede. En synål, en 10-krone og en golfbold..

Derfra kom de til hen til vores fantastiske veterinærsygeplejerske elev Nicolines post.

Nicoline lavede en lille quiz: hvad må hunde IKKE spise?

Hunde må f.eks. ikke spise rå kartofler og chokolade mv. Der var glædeligt at se, hvor vidende, spejderne er!

De var MEGA seje, men lærte vist også lidt nyt om fodring af snuden.

Sidste station var hos undertegnede i konsultationslokalet.

Jeg startede med at spørge, om de unge egentlig vidste, hvor hundens hjerte er placeret?

Mange gode kreative bud kom op.

Svaret er: under venstre forben. Herefter skulle alle lytte med stetoskopet og med egne øre opleve, hvor FANTASTISK det er at høre et hjerte slå

Fra klinikken gik vi alle op på førstesalen.

Her havde husets Hanne Truelsen i samarbejde med Julie Stephensen , der har hundeshoppen i Vangede. arrangeret foredrag om hundens sprog i børnehøjde.

Jeg er SÅ glad for, de super søde dygtige spejderledere har taget initiativ til dette.

Alle børn skal lære at tale ”hundsk”.

Derudover håber jeg at besøget på dyreklinikken kan fremme nogle af de unges nysgerrighed på naturvidenskab og måske ”så et frø” i forhold til en drøm og at blive dyrlæge, læge eller lignende.

Hele Artemis blev bløde om hjertet ved at se spejderens entusiasme og oprigtige begejstring over hjertets slag. Deres fascinationen af hvad dyr kan finde på at spise, der skal fjernes ved operation og deres interesse i hundes signaler.

Tak til spejderlederne for tage initiativet!

Tak til alle mine kollegaer og venner af huset for at stille op på en onsdag aften

Vi havde stillet en typisk test op med afføring, hvor vi tester for hjertelungeorm på traditionel vis: afføring i et champagneglas.

For showets skyld var en enkelt prøve erstatte med dej fra chokoladekage.

NATURLIGIVIS smager dyrlægen da på prøven. Det fik flere af spejderne til at spørge om, de måtte gå ud at brække sig eller gå ind i et separat rum og råbe.

Ungdommen nu til dags er så sarte 😉.

SUPER aften. Tak til mine kollegaer, der bare stiller op ganske frivilligt – vi deler alle det samme værdig grundlag: kærligheden til dyr og et oprigtigt ønske om at gøre verden til et bedre sted for kæledyr.

Kan vi præge de yngre generationer i god retning, er vi et lille skridt videre for at forbedre livet for snuderne..

Vi håber, vi fremadrettet skal lave meget mere af den slags…

 

Ida er en super frisk pige, hun er 15 år gammel, hun har altid elsket dyr og er vokset op med både kanin og hest. Hun er flittig, begavet, dygtig til matematik og billedkunst, arbejdsom, ikke bange for at tage fat og så vil hun VILDT gerne i praktik på dyreklinikken, da hun i 8. klasse skal ud i den virkelige verden. 

Der er ikke sparet på superlativerne, når Idas fortræffeligheder skal beskrives.

Umiddelbart lyder hun også lige som den rette til at tilbringe en uge på Artemis.

Der er bare et problem. Det er IKKE Ida selv, der har skrevet og sendt ansøgningen i håb om at komme i praktik. Det er Idas far!

Vi modtager MANGE ansøgninger hver dag. Det er efterhånden blevet normalen at forældre sender ansøgninger på vegne af børnene. Jeg er af nysgerrighed ofte nødt til at gribe telefonen og ringe forældrene op.

 ”God formiddag, jeg takker for den fremsendte fremragende ansøgning. Det er dog vigtig for mig at vide: er der noget i vejen med deres barn?

Jeg undrer mig nemlig. Ud fra beskrivelsen lyder hun som et geni, så hendes manglende evne til ikke selv at skrive ansøgningen endvidere personlig aflevere den hos os, vækker bekymring.

 Hvis hun på en eller anden måde er syg, vil vi gerne vide det, hvis vi eventuelt skal tage hende i praktik”.

 Almindeligvis modtages pointen pænt.

Det er dog lidt trist, at de håbefulde børn fratages oplevelsen ved selv at gøre sig indsatsen og lave en ansøgning.

Det giver altid bedst pote, hvis man selv tropper op på stedet og afleverer den, så man giver et indtryk at sig selv, der forhåbentlig matcher den person, der er beskrevet på papiret.

Den glæde, man får, når man så måske endda får succes med projektet og får praktikpladsen, er desto større, når det lykkes uden en fars ansøgning.

Forældrene skal ikke bruge tiden på at skrive på børnenes vegne.

Brug dog hellere tiden på at støtte børnene i at skrive ansøgningen selv.

Giv dem et par tips til at præsentere sig selv, så tale og kropssprog går op i en højere enhed. 

I nogle folkeskoler er præsentationsteknik måske på skemaet, men at efterleve det i virkeligheden er vanskeligere end i et klasselokale.

 Hvis man gerne vil være på en dyreklinik, så skal overdreven brug af make-up, røde negle og tyggegummignakseri lægges væk (særlig hvis du er en dreng). Det er vi vist ikke det eneste sted, der mener…. 

Præsentationsteknik i gamle dage kendt som almen dannelse.

Trods man ikke er dyrlæge, burde alt dette være logisk indlysende.

Det er det dog ikke, derfor lige et vuf med på vejen – hvis nu søndagen skal bruges på at skrive praktikansøgninger. 

(Bestikkelse kan også anbefales, vi er glade for chokolade og blomster)!

 

Jeg var  i retten i dag, da jeg på mit 16. år fungerer som domsmand.

Gennem årerne har jeg været med til en række forskellige sager af mere eller mindre grov karakter.

Jeg oplever, at retssystemet i høj grad er på den tiltaltes side. Alle synspunkter kommer frem, hvis de skal, uagtet det indimellem koster systemet store mængder penge. Der udsættes og aflyses møder, fordi personer ikke møder op, eller der mangler papirer m.v. Man forsøger at sikre så fair en retssag som muligt for den tiltalte.

Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet?

Det fører mig til tanken: Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet? 

Kæledyr er 100% afhængige menneskerne, der vælger at anskaffe sig dem!   

Hvis ikke dyret har det godt, er dets helbredelse afhængig af ejerens evne til at identificere, der er noget galt. Derefter at bringe dyret til dyrlæge eller anden behandling. 

Hvad er et godt dyreliv?  

Et godt dyreliv kan ses ud fra mange synspunkter.

Det er ikke bare et spørgsmål om fraværd af sygdom, men i høj grad også centreret om trivsel i hverdagen. 

Hvis en ejer vælger at lade hunden være alene hjemme hele dagen, kan ingen høre hunden pive. 

Hvis en kat efterlades alene hjemme i flere uger, kan den gå rundt i eget skidt, men hvem opdager det? 

Katten kan jo ikke skrive på facebook, den er ensom og få nogle likes! 

Før eller siden kommer ejeren jo hjem igen og sletter sporene.  

 Hvis hunden ikke “går pænt i snor”, så sættes der en “halti” eller lignende på hunden. Når hunden trækker, gør det lidt ondt , og så går hunden jo pænt. 

Hvor længe er det ok at lade sin hund gå rundt og halte? Det går jo nok over, den spiser og logrer – så har den nok ikke ondt.

Hvor længe må man lade sin kat have tynd mave uden at reagere? En dag? En uge? Nogle gange flere måneder? Tja, den har jo ikke rigtig tabt sig, og den spiser stadig, lad os lige se tiden an.

 Det kan gå galt!

De fleste mennesker elsker deres dyr og er ansvarlige dyreejere.

Men nogle gange går det galt. De forkerte mennesker får dyr.  De rigtige mennesker får de forkerte dyr. 

Livet tager en uventet drejning og de menneskelige og økonomiske ressourcerne omfordeles, så dyret ikke få den nødvendige opmærksomhed. 

 

DIT ansvar!

Som ejer af et dyr, er du både dyrets anklager, forsvarer og dommer.

Der påligger dig et kæmpe ansvar, men hvis det ansvar svigtes? Hvad så?

 Vi har i Danmark en fungerende Dyreværnslov. Mange taler om at lave et “dyreværnspoliti”, og der snakkes også om andre tiltag, der skal hjælpe dyr i nød.

 Er et dyr i krise, kan det godt tage lidt tid for dyret at ringe til politiet og sige, den er gal eller lave en efterlysning, om dens ejer ikke snart vil komme hjem?

 Disse tanker leder mig hen til det personlige ansvar!  

Lad os hjælpe hinanden.

 Lad os gøre alt, der er muligt for at skabe en åben kultur, hvor vi snakker sammen om vores dyr.

Bliver du en dag udfordret på tiden eller kommer i en situation, hvor du ved, du ikke kan tage fuldt vare på dit dyr i en periode?  Tal med dine nærmeste eller hunde- og kattevennerne.

 

Bed om hjælp!

Vores samfundskultur lægger op til, vi skal være supermennesker og have superkræfter.

 Jeg synes, den største styrke ligger i at erkende egne begrænsninger.

 Særligt når begrænsningerne har en konsekvens for vores firbenede venner.

 Der er ingen skam at gå til dyrlægen – heller ikke hvis du måske skulle være kommet for et par dage siden.

 Er du i tvivl om, dit dyr har det godt – ring og snak med dyrlægen.

 Spørg dine venner om de kender en katte- eller hundesitter, hvis tiden bliver begrænset.

 

Og vigtigst – ser du i dit nærmiljø og omgangskreds et dyr, der åbenlys ikke har det godt: TAL med ejeren.

Lad være at pege fingre i første omgang.

De fleste mennesker elsker deres dyr, og omsorgssvigt overfor disse er tegn på, ejer nok selv er i krise.

 I den situation er det sidste, man har brug for skældud. Der er mere brug for en sød henvendelse om, du ikke skal gå en tur med hunden eller tage katten til dyrlægen, når du alligevel selv skal derhen.

 

Kom i snak med hinanden og hjælp hinanden!

Her taler vi ikke om virkelig grove tilfælde af dyremishandling (det skal omgående meldes til politiet), som vi indimellem ser i medicin.

 Jeg taler om det gode dyreliv i dagligdagen.

Uanset hvilken lovgivning der sættes for hold af dyr, kommer vi ikke uden om en ting:

 DU er den person, der sikrer dit dyr en fair rettergang i livet!  

Hvis vi mennesker bliver bedre til at lære og forstå dyrenes sprog og hjælpe hinanden, ja så kommer vi nok aldrig i situationen, at der er brug for en retsinstans til at hjælpe…