Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

/i ,

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.

De besjælede dyr

/i

Hvornår er man for gammel til at have sine tøjdyr stående fremme?  

Jeg har selv for et stykke tid siden givet mit elskede tøjdyr et nyt sted at bo. Den begyndte at fylde lidt for meget i sengen på den upassende måde. Hvornår det helt præcist skete er en sag mellem Ninus og jeg (og nej, det er ikke lang tid siden).

Hun var ikke glad, og jeg arbejder stadig på at genoprette relationen. 

Ninus har  gennem årerne har været årsag til MANGE ekstra køreture for mine forældre. Var Ninus var glemt ude? Så er alt håb ude. Ninus skulle reddes hjem igen, uanset omkostningerne. 

Ninus var nemlig med overalt. Blev den af en eller andet grund glemt, så brød min verden sammen. Verdensordenen blev ikke genoprettet før Ninus var på plads i mine arme igen. Er man tilstrækkelig ked af det længe nok, så plejer det at jo at virke, som det skal.. 

Ninus har gennem årene været udsat for meget: vask og klipning, påtegning af øjenbryn og meget mere, men alligevel er den overlevet i bedste velgående.  

Hvorfor er det at et lille tøjdyr kan indtage så stor en plads i vores bevidsthed som børn (og voksne)?  

Lola Baidel mente, det er  fordi, vi ”besjæler” dyrene.

 Den sjæl repræsenter tryghed og nærvær, en ven man altid kan betro sig til, og som aldrig svigter. 

Mange vil måske kunne nikke genkendende til, man efter barnestadiet stadig indimellem finder tøjdyrene frem, hvis man er trist og verden er uretfærdig. 

Har du planlagt at give dit barn et sødt tøjdyr, så skal du vide, hvad du potentielt set sætter i gang. Besjælingen starter nemlig allerede den dag, du køber dyret og glæder dig til at give det til en, du har nær. Verden bliver ikke den samme igen, og du må være klar på at tage konsekvensen.

I dagens anledning fandt jeg Ninus frem. Jeg blankt erkende, Ninus IKKE blev sat  på plads, men i stedet indtager sengen de næste par dage…

 Hvordan mon jeres Ninus ser ud?

 

 

 

 

 

 

Tænk på dyrene, når du er til fest!

/i

Dette indlæg er skrevet i julen 2016 og er en påmindelse til os mennesker om, vi skal TÆNKE OS OM, når vi fester! Indlægget er skrevet med grand danois Hennings stemme!

Kære ”julefrokost mennesker”! 

I skal i aften ud og give den en over snuden! Yes! 

Vil I ikke nok være søde og læse dette, før promillen går ind og snusfornuften ud? 

I aften vil I gå udendørs og prøve at tage livet af jer selv med en smøg under julefrokosten – og bare lige for at markere jeres “hurra-det-er-jul-det-er-cool-stil” smider I måske en flaske fra jer? 

Den lander i en busk eller måske i vejkanten. 

Når jeg lunter afsted på min sene aftentur, så kan jeg ikke se de knuste glasskår og chancen for, jeg vader mine store klodsede poter over glasset er meget stor. 

I tænker måske – et lille glasskår? Hvor galt kan det gå?

Det kan gå meget galt.

Det er jo mine poter! DINE hænder og ben på en gang! 

Mine 4 poter jeg bruger til at transportere mig afsted med. Jeg kan ikke bare tage en Uber. Jeg bruger dem også til at passe min pels, holde på mine kødben og til at snakke mit sprog. 

Sættes mine poter ude af funktion er jeg mere eller mindre handicappet. 

Kommer jeg galt afsted på grund af et glasskår og skærer mig – Ja, så skal jeg måske bare have en forbinding på, da der er kommet en lille rift. 

Men det kan nemt gå endnu værre, og jeg skal opereres. Efter operation skal jeg holdes i ro i mange uger og hyppigt til dyrlægen. Det gør desuden meget ondt, når jeg bevæger mig. 

Går det helt skævt, kan jeg få skåret en sene over i en pote på grund af en knivskarp glaskant. 

Det er ikke sikkert, det lige kan fikses.

Er jeg en hund, hvis liv er centrere om aktivitet? Så kan mine elskede ejere mene, det ikke er værdigt liv for mig at skulle være i ro i måneder – og ja, så ender jeg på pølsefabrikken. 

Bare fordi DU tog den lette løsning og smed flasken fra dig til julefrokost. 

Så tænk dig lige om, når du drikker i aften!

 Gør det for snuderne! 

Det giver pote at tænke sig om, før man smider flasken! 

Kærlig hilsen fra Henning.

Når lysets engel giver genskær!

/i

Dagen i dag bød på en bevægende afsked med en nær ven af familien. 

Et menneske, en begravelse, en kirke, en smuk ceremoni med tårer og smil.  

Et liv, der endte efter et smertefuldt sygdomsforløb. 

Mens jeg sad hånd i hånd og hjertens nær i kirken, var det umuligt ikke at tænke på den værdige måde, vi siger farvel til vores dyr på sammenlignet med mennesket.

Mennesker er ikke dyr, dyr er ikke mennesker. Vi er hver vores kapitel. 

Kan smerte lindres, skal det gøres. Grænserne mod intetheden flyder hurtig ud og i følelsernes vold, kan det være svært at skelne ret fra vrang. 

Jeg tror, ingen bryder sig om at ende et liv, hvis lidelsen kan mindskes først. 

Når vi ikke længere kan lindre smerten for vores dyr, så springer vi med løvehjertet. 

Mennesker får ikke denne mulighed. 

Debatten skal ikke forputtes fordi, den er for kompleks. 

Måske der alligevel er noget, mennesker kan lære fra dyrenes verden…

Glem aldrig løvehjertet!

/i

Bliv inspireret af Astid Lindgrens fortælling, når du skal sige farvel til dit kæledyr! 

 ”Jonatan, jeg ser lyset fra Nangilima! Jeg ser lyset” 

Husker I Astrid Lindgrens fortælling om Brødrene Løvehjerte? En smuk historie om 2 brødre, der begge ender med at dø fra vores jord og kommer til Nagijala, hvor de kæmper de godes kamp mod det onde? 

Til slut redder Tvebak sin bror Jonatan ved at tage ham på skuldrene og springe ud fra en høj klippe – trods Tvebak er meget meget bange, gør han det alligevel. 

”For når man er ved at dø af skræk, er der ikke andet at gøre end at springe”. 

På Artemis har vi de sidste par dage har mange meget syge dyr. 

De har ikke alle været syge nok til, det har været tid til at slutte rejsen, men syge nok til at overvejelsen om, hvornår beslutningen skal træffes, presser sig på. 

Hvornår er ”nok nok”? 

Det er en af de sværeste beslutninger af træffe.

Du ønsker kun det bedste for dit dyr, men at skulle sige farvel til sin bedste ven giver så modstridende følelser: fornuften ved, det er det rigtige at gøre, men hjertet vil bare gerne vil beholde sin kære ven. 

Det føles som det godes kamp mod det onde, trods der ingen onde er. 

Vores vigtigste opgave er at sikre, dyrenes værdighed bevares.

Man skal gerne have en lille smule tvivl tilbage i sindet, da hvis man overhovedet ikke tvivler, så har man ventet for længe. 

En livsklog bror sagde til mig i relation til et af livets andre komplekse forhold: ”Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl”. 

Måske sætningen også kan overføres til afskeden med dyrene? 

Den har i hvert fald givet slutningen på mange ting allerede.   

Nogle mennesker ønsker inderst inde, kæledyret sover ind i trygge rammer i hjemmet. Så behøver man ikke selv aktivt at trække stikket.

I praksis er det meget sjældent, det sker. Netop fordi vi er meget opmærksomme på vores dyr og opdager, hvis de får det dårligt. 

Vi vil ikke trække dyrene gennem et unødigt smertehelvede. Det er dog ikke ensbetydende med, det ikke er OK at lade dyret leve på den nødvendige medicin – hvis det gør,  dyret har det godt.

Når det kommer til afskeden med dyrene, skal vi alle finde vores indre løvehjerte frem. Trods vi er meget meget bange – bange for at træffe beslutningen, men i høj grad også bange for ikke at træffe den i tide. Vi må holde dialogen åben. Snakke med andre dyreelsker, fagfolk og familien, så vi i symbolsk betydning tager hinanden på skuldrene og bare springer, når tid er.

Frygten for ensomheden må ikke være det, der træffer beslutninger, men derimod kærligheden til dyrene. 

Det godes kamp mod det onde. 

Findes der så et Nangilima for dyrene? JA. Det tror jeg på. 

Jeg plejer at sige, himlen får en lille ny stjerne når en dyresjæl forlader jorden. Jeg tror, de alle mødes et sted, hvor de løber og leger og ikke er bundet af livet og de jordiske begrænsninger. 

Jeg tror dog, de kommer direkte i Nagilima og ikke først til Nagijala – med mindre vores jord er dyrenes Nagilaja? 

Den tanke for jeg indimellem, når jeg ser på, hvor grimt nogle mennesker behandler dyrene, og hvordan lovgivning desværre ikke altid varetager dyrenes tarv.

”På den anden side af stjernerne. Der er det endnu lejrbålenes og sagaernes tid, og der kan du opleve eventyr fra morgen til aften og også om natten”

Og jeg tror på, der er flere mennesker i blandt dem, da kærligheden dyr og mennesker i mellem er grænseløs. 

Når dagen kommer, og vi siger farvel – så må glæden findes i, dyrene kommer et dejligt sted hen uden smerter og anden lidelse. 

”På den anden side af stjernerne. Det er noget andet end at bare ligge her og hoste og være syg og aldrig kunne lege”. 

Så når tiden nærmer sig – tænk på Tvebak, der sprang trods han var allermest bange velvidende, han endte et godt sted for sig selv og sin kære bror. 

Dyrene skal nok se lyset, men vi mennesker må være stærke nok til at vise dem vejen. 

”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske”.,  

Løvehjertet må aldrig glemmes.