Se dig selv i spejlet!

/i

I disse dage verserer et opslag på nettet omkring et kuld killinger, der blev smidt i en skraldespand, men blev reddet i sidste øjeblik. Ordene omkring den ukendte person, der smed killingerne ud, er meget hårde og hadske.

Det er brud på dyreværnsloven at smide killinger ud, og det er IKKE OK.

MEN der er flere lag i hændelsen, som vi mennesker bør tænke over.

Læs mere her!

HVORFOR følte personen, der gjorde det – at vedkommende IKKE kunne henvende sig til den lokale dyrlæge, et internat, en hjælpeorganisation eller lignede og få HJÆLP, således det ikke var nødvendigt at skaffe sig af med dyrene på den brutale måde?

Måske fordi vi ofte er alt for hårde i vores kritik af hinanden, hvis nogen ikke kan magte opgaver, der for andre synes en selvfølge?
I stedet for at  hade vedkommende og skrive vrede opslag, så se dig selv i spejlet:
er du en person, som andre ville henvende sig til på et lavpunkt, hvor næste skridt er handlinger, der får fatale konsekvenser for levende væsener og sikkert ikke er noget, som gerningsmanden har lyst til?

Var hændelse sket i mit lokalområde, ville jeg blevet meget trist. Trist over at personen ikke var kommet til mig og havde bedt om hjælp. Jeg ville føle, jeg havde fejlet.

Lad os arbejde for at skabe en kultur, hvor vi hjælper hinanden og ikke dømmer.

Folk, der gør ekstreme ting og skader dyr og mennesker, er almindeligvis i dyb krise.
I stedet for at kun at blive vred, så lad os arbejde for et samfund, hvor der også er plads til at bede om hjælp, det vil på sigt redde langt flere dyr fra en grum skæbne…

 

 

 

Lad barnet selv lave ansøgningen!

/i

Ida er en super frisk pige, hun er 15 år gammel, hun har altid elsket dyr og er vokset op med både kanin og hest. Hun er flittig, begavet, dygtig til matematik og billedkunst, arbejdsom, ikke bange for at tage fat og så vil hun VILDT gerne i praktik på dyreklinikken, da hun i 8. klasse skal ud i den virkelige verden. 

Der er ikke sparet på superlativerne, når Idas fortræffeligheder skal beskrives.

Umiddelbart lyder hun også lige som den rette til at tilbringe en uge på Artemis.

Der er bare et problem. Det er IKKE Ida selv, der har skrevet og sendt ansøgningen i håb om at komme i praktik. Det er Idas far!

Vi modtager MANGE ansøgninger hver dag. Det er efterhånden blevet normalen at forældre sender ansøgninger på vegne af børnene. Jeg er af nysgerrighed ofte nødt til at gribe telefonen og ringe forældrene op.

 ”God formiddag, jeg takker for den fremsendte fremragende ansøgning. Det er dog vigtig for mig at vide: er der noget i vejen med deres barn?

Jeg undrer mig nemlig. Ud fra beskrivelsen lyder hun som et geni, så hendes manglende evne til ikke selv at skrive ansøgningen endvidere personlig aflevere den hos os, vækker bekymring.

 Hvis hun på en eller anden måde er syg, vil vi gerne vide det, hvis vi eventuelt skal tage hende i praktik”.

 Almindeligvis modtages pointen pænt.

Det er dog lidt trist, at de håbefulde børn fratages oplevelsen ved selv at gøre sig indsatsen og lave en ansøgning.

Det giver altid bedst pote, hvis man selv tropper op på stedet og afleverer den, så man giver et indtryk at sig selv, der forhåbentlig matcher den person, der er beskrevet på papiret.

Den glæde, man får, når man så måske endda får succes med projektet og får praktikpladsen, er desto større, når det lykkes uden en fars ansøgning.

Forældrene skal ikke bruge tiden på at skrive på børnenes vegne.

Brug dog hellere tiden på at støtte børnene i at skrive ansøgningen selv.

Giv dem et par tips til at præsentere sig selv, så tale og kropssprog går op i en højere enhed. 

I nogle folkeskoler er præsentationsteknik måske på skemaet, men at efterleve det i virkeligheden er vanskeligere end i et klasselokale.

 Hvis man gerne vil være på en dyreklinik, så skal overdreven brug af make-up, røde negle og tyggegummignakseri lægges væk (særlig hvis du er en dreng). Det er vi vist ikke det eneste sted, der mener…. 

Præsentationsteknik i gamle dage kendt som almen dannelse.

Trods man ikke er dyrlæge, burde alt dette være logisk indlysende.

Det er det dog ikke, derfor lige et vuf med på vejen – hvis nu søndagen skal bruges på at skrive praktikansøgninger. 

(Bestikkelse kan også anbefales, vi er glade for chokolade og blomster)!

 

Dæmp lyden for dyrene skyld!

/i ,

Hvad er lyd? 

Lyd defineres som trykbølger gennem luft. Bølgerne når vores ører og ”oversættes” afhjernen til de lyde, vi hører. 

Trykbølgernes styrke beskrives gennem deres frekvens (antal af bølger per tidsenhed) nemlig Hertz. En lav frekvens kan beskrives som en dyb bastone, en høj tone som et fløjt.

 Mennesker hører lyde mellem 20-20.000 Hertz. Selektiv hørelse undtaget.

 Lydens styrke måles i decibel, der beskriver hvor høj intensiteten er i de frekvenser, vi kan høre. 

Hvad hører hunden? 

Hunde kan høre lyde mellem 40-45.000 Hertz. Nogle racer kan høre op til 75.000 Hertz. De kan derfor høre lyde 4 gange længere væk, end vi mennesker kan. 

Hvad hørelsen angår, er hunden mennesker evolutionært overlegent!

Hvis vi tager en typisk familiært udfordret husholdning med en travl hverdag. Mange ting skal nås, når familien kommer hjem. 

Far & mor forsøger at tale pænt til hinanden, men råber ofte, da dialogen skal være helt klar. Jo højere, man taler, jo bedre trænger budskabet jo ind. 

Barnet skriger, og snart græder baby. Lad os straks tænde for Ramasjang på max.

Så snart der er faldet ro på stemmerne, skal der i en fart laves mad, så køkkenmaskinerne tændes, måske mens opvaskemaskinen kører en omgang. 

I en typisk dagligstue med højlydt snak kan lydniveauet nå op på 60 dB. 

Til sammenligning laver et fly på landingsbanen støj op til 120 dB. 

Midt i det hele ligger familiens hund, der får et par lufteture i løbet af dagen, nogle kortere end andre. 

På en typisk tur på gaden er der trafikstøj, vejarbejde, folk der råber, cyklister der larmer, musik fra biler og butikker og meget mere.

Hunden er i høj grad udsat for både fysisk og psykisk stress ved de mange lyde, som den dagligt udsættes for.

 Husk hunden hører MEGET bedre end os mennesker.

 De høje lyde danner store mængder af stresshormon i kroppen, der kan føre til f.eks. rastløshed og søvnproblemer. Det er særlig problematisk, hvis hunden er udsat for lydene konstant.

 Hvis du vil hjælpe dit kæledyr?

◦   Lær din hund at kende. Viser den tegn på ubehag og stress?

◦   Vi mennesker kan ikke se, hvad der sker ’indeni’ hunden!

◦   Flyt fjernsynet til et andet lokale. Eller SMID fjernsynet ud!

◦   Smæk ikke med dørene i huset.

◦   Hav rolig adfærd i køkkenet.

◦   Lad teenageværelset lydisolere.

◦   Lad ikke hundens kurv stå i bryggerset, hvor vaskemaskinen larmer.

◦   Lad hunden bestemme, hvor den gerne vil sove. Ofte er menneskets seng at foretrække, da der almindeligvis er FRED.

◦   Fjern hundens larmende navneskilt.

◦   Få et navneskilt til hunden som ikke larmer, når det rammer f.eks. madskålen! 

Fred og ro!

Husk at lade hunden få fred og ro i løbet af dagen. Det er ikke synd, den skal være alene hjemme. Når hunden er alene, stresses den ikke af vores larm. Den får mulighed for hvile og restituere i krop og sind.

En hvalp sover ca. 18 timer i døgnet og en voksen hund mellem 14-16 timer, hvis den får lov. 

Opsøg en af de dygtige hundetrænere, hvis du fornemmer, din hund lider under de mange lyde. Dernæst opsøg selv hjælp til at skabe et mere roligt hjem.

Hvis ikke for din egen skyld, så gør det for dyrene!!!! 

Husk, et kærligt kram siger mere end 1000 ord. 

Hvem sikrer dyrene en fair rettergang i livet?

/i

Jeg var  i retten i dag, da jeg på mit 16. år fungerer som domsmand.

Gennem årerne har jeg været med til en række forskellige sager af mere eller mindre grov karakter.

Jeg oplever, at retssystemet i høj grad er på den tiltaltes side. Alle synspunkter kommer frem, hvis de skal, uagtet det indimellem koster systemet store mængder penge. Der udsættes og aflyses møder, fordi personer ikke møder op, eller der mangler papirer m.v. Man forsøger at sikre så fair en retssag som muligt for den tiltalte.

Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet?

Det fører mig til tanken: Hvem sikrer vores dyr en fair rettergang i livet? 

Kæledyr er 100% afhængige menneskerne, der vælger at anskaffe sig dem!   

Hvis ikke dyret har det godt, er dets helbredelse afhængig af ejerens evne til at identificere, der er noget galt. Derefter at bringe dyret til dyrlæge eller anden behandling. 

Hvad er et godt dyreliv?  

Et godt dyreliv kan ses ud fra mange synspunkter.

Det er ikke bare et spørgsmål om fraværd af sygdom, men i høj grad også centreret om trivsel i hverdagen. 

Hvis en ejer vælger at lade hunden være alene hjemme hele dagen, kan ingen høre hunden pive. 

Hvis en kat efterlades alene hjemme i flere uger, kan den gå rundt i eget skidt, men hvem opdager det? 

Katten kan jo ikke skrive på facebook, den er ensom og få nogle likes! 

Før eller siden kommer ejeren jo hjem igen og sletter sporene.  

 Hvis hunden ikke “går pænt i snor”, så sættes der en “halti” eller lignende på hunden. Når hunden trækker, gør det lidt ondt , og så går hunden jo pænt. 

Hvor længe er det ok at lade sin hund gå rundt og halte? Det går jo nok over, den spiser og logrer – så har den nok ikke ondt.

Hvor længe må man lade sin kat have tynd mave uden at reagere? En dag? En uge? Nogle gange flere måneder? Tja, den har jo ikke rigtig tabt sig, og den spiser stadig, lad os lige se tiden an.

 Det kan gå galt!

De fleste mennesker elsker deres dyr og er ansvarlige dyreejere.

Men nogle gange går det galt. De forkerte mennesker får dyr.  De rigtige mennesker får de forkerte dyr. 

Livet tager en uventet drejning og de menneskelige og økonomiske ressourcerne omfordeles, så dyret ikke få den nødvendige opmærksomhed. 

 

DIT ansvar!

Som ejer af et dyr, er du både dyrets anklager, forsvarer og dommer.

Der påligger dig et kæmpe ansvar, men hvis det ansvar svigtes? Hvad så?

 Vi har i Danmark en fungerende Dyreværnslov. Mange taler om at lave et “dyreværnspoliti”, og der snakkes også om andre tiltag, der skal hjælpe dyr i nød.

 Er et dyr i krise, kan det godt tage lidt tid for dyret at ringe til politiet og sige, den er gal eller lave en efterlysning, om dens ejer ikke snart vil komme hjem?

 Disse tanker leder mig hen til det personlige ansvar!  

Lad os hjælpe hinanden.

 Lad os gøre alt, der er muligt for at skabe en åben kultur, hvor vi snakker sammen om vores dyr.

Bliver du en dag udfordret på tiden eller kommer i en situation, hvor du ved, du ikke kan tage fuldt vare på dit dyr i en periode?  Tal med dine nærmeste eller hunde- og kattevennerne.

 

Bed om hjælp!

Vores samfundskultur lægger op til, vi skal være supermennesker og have superkræfter.

 Jeg synes, den største styrke ligger i at erkende egne begrænsninger.

 Særligt når begrænsningerne har en konsekvens for vores firbenede venner.

 Der er ingen skam at gå til dyrlægen – heller ikke hvis du måske skulle være kommet for et par dage siden.

 Er du i tvivl om, dit dyr har det godt – ring og snak med dyrlægen.

 Spørg dine venner om de kender en katte- eller hundesitter, hvis tiden bliver begrænset.

 

Og vigtigst – ser du i dit nærmiljø og omgangskreds et dyr, der åbenlys ikke har det godt: TAL med ejeren.

Lad være at pege fingre i første omgang.

De fleste mennesker elsker deres dyr, og omsorgssvigt overfor disse er tegn på, ejer nok selv er i krise.

 I den situation er det sidste, man har brug for skældud. Der er mere brug for en sød henvendelse om, du ikke skal gå en tur med hunden eller tage katten til dyrlægen, når du alligevel selv skal derhen.

 

Kom i snak med hinanden og hjælp hinanden!

Her taler vi ikke om virkelig grove tilfælde af dyremishandling (det skal omgående meldes til politiet), som vi indimellem ser i medicin.

 Jeg taler om det gode dyreliv i dagligdagen.

Uanset hvilken lovgivning der sættes for hold af dyr, kommer vi ikke uden om en ting:

 DU er den person, der sikrer dit dyr en fair rettergang i livet!  

Hvis vi mennesker bliver bedre til at lære og forstå dyrenes sprog og hjælpe hinanden, ja så kommer vi nok aldrig i situationen, at der er brug for en retsinstans til at hjælpe…

 

Hund fra udlandet med en mystisk tumor!

/i

I sommeren 2015 fik Artemis besøg af hunden Dakotah.

Dakotah havde tabt sig!

Dakotahs ejer var fra USA og udstationeret i Danmark i nogle år, hvor Dakotah var tilknyttet Artemis.  Dakotah var en 13-årig, steriliseret blandingshund, som ejerne havde adopteret som hvalp.

Dakotah fik en dyrlægetid på Artemis, da hun ikke virkede frisk Hun ville ikke spise, ville gerne gå tur men var ikke rigtig sig selv. Hun havde tabt sig over en periode.  

Hvad fejlede hun?  

Den første undersøgelse af Dakotah viste ikke andet end lidt feber. Hendes blodprøver viste let tegn på infektion, men ellers var hendes tal fine.

Dakotah gennemgik herefter en række undersøgelser, men vi kom ikke nærmere, hvad der var galt med hende.

Hun blev behandlet med antibiotika og diverse andet medicin, men det havde ikke den store effekt.

Til sidst var situationen så skidt, vi skulle træffe et valg: eutanasi eller at åbne hende ved operation for at se, om det gav svaret og løsningen.

Operation eller ej!

Ejerne var ikke i tvivl: Dakotah skulle have alle chancer, så operationen blev planlagt. Dakotah kom på operationsbordet. Mens Dakotahs operation gik i gang, snakkede vi med de søde ejere.

De fortalte lidt mere om Dakotahs livshistorie. Hun var i sin tid fundet i en skraldespand i Albanien, hvor de havde taget hende til sig. Hun var blevet tjekket og steriliseret hos den lokale dyrlæge og siden hen rejst verden rundt med sin nye familie.

Et overraskende fund!

Da Dakotah blev åbnet, blev alle meget overraskende. Bagerst i bugen  lå en kæmpe masse på størrelse med en fodbold. Det var svært at se til start, hvor massen stammede fra. Takket været vores dygtige kirurg blev masse fjernet fra Dakotah.

Massen viste sig at stamme fra livmoderen.

Da der stadig var æggestokke tilbage i hunden, konkluderede vi, at dyrlægen i Albanien havde lavet en meget alternativ uhyggelig sterilisation:

Han havde fjernet det stykke af livmoderen, som ligger lige over livmoderhalsen.  Det vil sige, der stadig lå en stump livmoder i hunden. Desuden lå æggestokkene også tilbage. 

Operationen hindrede hunden i at blive drægtig og bløde, hvilket må antages at have været formålet  – uden hensyn til hundens helbred på andre fronter. 

I dag steriliserer man ved at fjerne æggestokkene og evt. livmoderen.

Dakotah havde således aldrig kunnet blive drægtig eller har haft rigtige løbetider. Hun havde dog gradvist udviklet en gigantisk livmoderbetændelse på grund af den tvivlsomme operationsmetode.

Efter Daktoah fik fjernes livmoderen, blomstrede hun op og har det rigtig godt i dag.

Husk historien!

Historien her er en reminder på, det er meget vigtigt at tage dyrenes historik med, når vi forsøger at finde ud af, hvad de fejler.

 Verden rundt er der andre sygdomme end dem, vi ser i Danmark. Der kan være stor forskel på, hvordan man opererer forskellige ting.  Forskellige lande har forskellige motivationer for at lave operationer. Danmark er på mange måder et privilegeret land for vores kæledyr. I de sydeuropæiske lande er vores kære dyr ikke så heldigt stillet.

 

Så giv Jeres dyr et ekstra kram – hele tiden!

Har en hund samvittighed?

/i

Kan hunden have dårlig samvittighed?

 Jeg mener ikke en hund, kan have dårlig samvittighed. Tolker vi mennesker dyrs adfærd som  dårlig samvittighed, så  har vi misforstået noget. Hunden viser nemlig et meget tydeligt kropssprog, der forsøger at sende ejeren et budskab.

 Hvis en person taler lidt truende til sin hund, måske højlydt eller irriteret, så reagerer hunden på det. Det ligger i hundens natur, den gerne vil have fred i flokken. Hunden vil derfor i en presset situation gerne signalere, den er sød, venlig og vil have ro.

 

Hvad er de dæmpende signaler?

 Men hvordan signalerer en hund så det til sin ejer? Den kan jo ikke sende en sms med en smiley. 

I stedet bruger hunden sit kropssprog til at tale sin sag. 

Hunden gør brug af et kropssprog, der skal fortælle ejeren, hunden er sød og rar og mennesket bør dæmpe sin adfærd, da der ikke er fare på færde.

Det signaler hunden ved f.eks. at dreje hovedet lidt væk og ikke se ejeren i øjnene. 

Den sænker hovedet lidt, måske den endda vender rumpen til eller begynder at smaske eller gabe.

I hundesprog betyder alle de her små signaler: “jeg er ikke ude på at skabe konflikt, jeg er sød vil gerne have fred i flokken, lad være med at være gal”. 

Alle de små signaler hunden sender, fejltolkes ofte af mennesker, som dårlig samvittighed. Det er det ikke. Det er udtryk for en stærk kommunikation fra hundens side, der misforstås af mennesker.

 

Hvad er samvittighed? 

Samvittighed en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr.

Samvittighed er et ord, der rummer tanker som etik og moral. Så nuanceret er en hund ikke i sin tankegang. En hund har en simpel hukommelse.

 Den skelner mellem, hvad der er sikker og farligt. Alt andet er at menneskeliggøre dyret.

 

Skal man skælde ud? 

Nytter det så at skælde hunden ud? Nej. Jeg tror på, det nytter at rose hunden, når den gør noget rigtigt. Husk på du har max 4 sekunder til at belønne din hund , hvis den gør noget rigtigt. Går der længere tid, ved den ikke, hvad den belønnes for. Belønningen skal falde promte. 

Hunden kan godt lave en kobling mellem en handling og en gal ejer, men den forstår ikke handlingen i sig selv er forkert. Den vil bare næste gang gøre sin gerning sikker.

 

Sjov klip på nettet  – what’s not to like! 

Nettet flyder med sjov klip af dyr, der går sjovt eller siger underligt. De fremstilles til morskab og får mange “likes” med på vejen. Jeg synes dog ikke, der er meget at “like”.

Nu er humor jo subjektivt. Jeg synes selv ikke, det er sjovt at se dyr, der ikke har det godt. 

Umiddelbart ser det jo sjovt ud. Men fakta er bare at der bag den komiske adfærd gemmer sig en form for sygdom eller dysfunktion, der udfordrer dyret anatomi og funktioner. Det kan give sjove lyde, en spøjs gang med videre – og det skal vi mennesker bare holde os for øje, når vi griner, deler og liker.

 

Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

/i ,

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.

De besjælede dyr

/i

Hvornår er man for gammel til at have sine tøjdyr stående fremme?  

Jeg har selv for et stykke tid siden givet mit elskede tøjdyr et nyt sted at bo. Den begyndte at fylde lidt for meget i sengen på den upassende måde. Hvornår det helt præcist skete er en sag mellem Ninus og jeg (og nej, det er ikke lang tid siden).

Hun var ikke glad, og jeg arbejder stadig på at genoprette relationen. 

Ninus har  gennem årerne har været årsag til MANGE ekstra køreture for mine forældre. Var Ninus var glemt ude? Så er alt håb ude. Ninus skulle reddes hjem igen, uanset omkostningerne. 

Ninus var nemlig med overalt. Blev den af en eller andet grund glemt, så brød min verden sammen. Verdensordenen blev ikke genoprettet før Ninus var på plads i mine arme igen. Er man tilstrækkelig ked af det længe nok, så plejer det at jo at virke, som det skal.. 

Ninus har gennem årene været udsat for meget: vask og klipning, påtegning af øjenbryn og meget mere, men alligevel er den overlevet i bedste velgående.  

Hvorfor er det at et lille tøjdyr kan indtage så stor en plads i vores bevidsthed som børn (og voksne)?  

Lola Baidel mente, det er  fordi, vi ”besjæler” dyrene.

 Den sjæl repræsenter tryghed og nærvær, en ven man altid kan betro sig til, og som aldrig svigter. 

Mange vil måske kunne nikke genkendende til, man efter barnestadiet stadig indimellem finder tøjdyrene frem, hvis man er trist og verden er uretfærdig. 

Har du planlagt at give dit barn et sødt tøjdyr, så skal du vide, hvad du potentielt set sætter i gang. Besjælingen starter nemlig allerede den dag, du køber dyret og glæder dig til at give det til en, du har nær. Verden bliver ikke den samme igen, og du må være klar på at tage konsekvensen.

I dagens anledning fandt jeg Ninus frem. Jeg blankt erkende, Ninus IKKE blev sat  på plads, men i stedet indtager sengen de næste par dage…

 Hvordan mon jeres Ninus ser ud?

 

 

 

 

 

 

Tænk på dyrene, når du er til fest!

/i

Dette indlæg er skrevet i julen 2016 og er en påmindelse til os mennesker om, vi skal TÆNKE OS OM, når vi fester! Indlægget er skrevet med grand danois Hennings stemme!

Kære ”julefrokost mennesker”! 

I skal i aften ud og give den en over snuden! Yes! 

Vil I ikke nok være søde og læse dette, før promillen går ind og snusfornuften ud? 

I aften vil I gå udendørs og prøve at tage livet af jer selv med en smøg under julefrokosten – og bare lige for at markere jeres “hurra-det-er-jul-det-er-cool-stil” smider I måske en flaske fra jer? 

Den lander i en busk eller måske i vejkanten. 

Når jeg lunter afsted på min sene aftentur, så kan jeg ikke se de knuste glasskår og chancen for, jeg vader mine store klodsede poter over glasset er meget stor. 

I tænker måske – et lille glasskår? Hvor galt kan det gå?

Det kan gå meget galt.

Det er jo mine poter! DINE hænder og ben på en gang! 

Mine 4 poter jeg bruger til at transportere mig afsted med. Jeg kan ikke bare tage en Uber. Jeg bruger dem også til at passe min pels, holde på mine kødben og til at snakke mit sprog. 

Sættes mine poter ude af funktion er jeg mere eller mindre handicappet. 

Kommer jeg galt afsted på grund af et glasskår og skærer mig – Ja, så skal jeg måske bare have en forbinding på, da der er kommet en lille rift. 

Men det kan nemt gå endnu værre, og jeg skal opereres. Efter operation skal jeg holdes i ro i mange uger og hyppigt til dyrlægen. Det gør desuden meget ondt, når jeg bevæger mig. 

Går det helt skævt, kan jeg få skåret en sene over i en pote på grund af en knivskarp glaskant. 

Det er ikke sikkert, det lige kan fikses.

Er jeg en hund, hvis liv er centrere om aktivitet? Så kan mine elskede ejere mene, det ikke er værdigt liv for mig at skulle være i ro i måneder – og ja, så ender jeg på pølsefabrikken. 

Bare fordi DU tog den lette løsning og smed flasken fra dig til julefrokost. 

Så tænk dig lige om, når du drikker i aften!

 Gør det for snuderne! 

Det giver pote at tænke sig om, før man smider flasken! 

Kærlig hilsen fra Henning.

Når lysets engel giver genskær!

/i

Dagen i dag bød på en bevægende afsked med en nær ven af familien. 

Et menneske, en begravelse, en kirke, en smuk ceremoni med tårer og smil.  

Et liv, der endte efter et smertefuldt sygdomsforløb. 

Mens jeg sad hånd i hånd og hjertens nær i kirken, var det umuligt ikke at tænke på den værdige måde, vi siger farvel til vores dyr på sammenlignet med mennesket.

Mennesker er ikke dyr, dyr er ikke mennesker. Vi er hver vores kapitel. 

Kan smerte lindres, skal det gøres. Grænserne mod intetheden flyder hurtig ud og i følelsernes vold, kan det være svært at skelne ret fra vrang. 

Jeg tror, ingen bryder sig om at ende et liv, hvis lidelsen kan mindskes først. 

Når vi ikke længere kan lindre smerten for vores dyr, så springer vi med løvehjertet. 

Mennesker får ikke denne mulighed. 

Debatten skal ikke forputtes fordi, den er for kompleks. 

Måske der alligevel er noget, mennesker kan lære fra dyrenes verden…