Et lille dyr er også et liv!

Et pindsvin, en snegl på vejen, en lille kattekilling – Danmark er fyldt med små dyr, der hver dag kæmper for at overleve i vores menneskelige verden.

Vi har fyldt livet med græsslåmaskiner, rottegift, sneglefælder, sneglegift og meget andet, der skal være med til at gøre tilværelsen NEM for os mennesker.

Hvad der bliver den nemme udvej for os mennesker bliver dog en dødsfælde for andre. Ofte en af slagsen, der medfører en pinefuld død for det stakkels dyr, der går udover.

Græsslåmaskinen, der kører de små pindsvin over. Er de ikke så heldige at dø med det samme, invalideres de, udsulter på grund af tab af bevægelighed eller bliver måske spist af et dyr!

De fleste sneglegifte medfører en langsom udsultning af sneglene.

Vi mennesker opdager det bare ofte ikke. kan vi ikke høre og se noget, ja så findes det nok ikke!!!

Rottegift medfører blodet ikke kan størkne, hvilket fører til indre blødninger og en ubehagelig død.

Giften er desuden meget farlig for alle dyr, som kommer i kontakt med det.

Gader og haver er i disse dage fyldt med knust glas fra sommerens fester.

Hunde og katte er ekstremt udsatte for at få skåret deres poter i stykker. Andre dyr, der færdes i naturen er også i fare for at blive skamferet af de skarpe stumper.

Jeg fik i dag en henvendelse fra en af mine søde klienter Hun bad om akut råd til at hjælpe en lille kattekilling, hun havde fundet.

Hun kæmpede det bedste, hun kunne for den lille kat, men det lille dyr tabte kampen.

Flere og flere er begyndt at gå i vælten for vores pindsvin, hvilket er fantastisk. Min vidunderlige pindsvineplejer bad i går mig og mine kollegaer om at artsidentificere en orm fra et pindsvin, så den helt rette behandling kunne igangsættes.

”Lise, det er vigtigt for mig”. Og ja, det ER VIGTIGT, vi hjælper de ofte oversete små liv.

Lad os tænke anderledes. Det skal ikke være nemt for os, det skal være rigtigt for vores økosystem. Måske det bliver mere besværligt for os mennesker, men det fører til bevarelsen af dyreliv.

Et dyr uanset størrelse og alder repræsenterer en lille liv og en sjæl.

De skal behandles med respekt og den dag, de ikke er her mere, ja, så beriges himlen med endnu en lille stjerne!

Når lyset slukkes, tændes en stjerne!

Jeg har en fin pose stående foran mig ved trappen. Den indeholder hundesnore, en sele, madskål, tæppe, legetøj og diverse godbidder.

Den skal ned i kælderen og opmagasineres, indtil det afhentes med andre ting og bringes til et dyreinternat et sted i verden. Jeg har endnu ikke båret det derned.

Måske fordi posen vidner om en uge udover det almindelige? Bærer jeg den ned, så er det definitivt.

Da mandag morgen begyndte, vidste jeg allerede, hvad der var i vente.

Man kan dog aldrig planlægge det akutte, og vi havde lige åbnet dørene, da en af mine kære snuder stod i døren med sin ejer ved sin side.

Det var tid til den sidste rejse. Der var ellers planlagt flere undersøgelser over de kommende dage, men lyset i øjnene var slukket, og hvad ville de mange undersøgelser alligevel føre til?

Vi skal altid gerne kunne bruge vores diagnostik til noget fremadrettet. Det skal gerne kunne gøre behandlingen bedre.

Nogle mennesker læner sig op af videnskabelige facts, når de svære beslutninger skal træffes. Har vi  en klar diagnose, kan det måske understøtte den umulige handling om det sidste farvel.

I dette tilfælde havde en weekend med hunden gjort udslaget, den skulle ikke udsættes for mere. Han skulle have fred, før det blev for sent, og der IKKE var tvivl.

Er du ikke i tvivl, har du ventet for længe.

Så er dyret så dårligt, det ikke længere er livet værdigt. Ejer sagde, han kunne se det på hundens øjne. Jeg kunne se på ejers øjne, det var rigtigt. Han kender sin hund.

Netop bagefter kom den kæreste gamle brune labrador ind af døren.

Jeg har fulgt hende gennem det meste af livet og en opringning fra ejeren meget tidlig samme morgen, gav skriften på væggen. Hun havde levet et langt godt liv og var pludselig knækket.

At begynde at forsøge at behandle noget, ville være et nytteløst projekt, der kun ville købe os mennesker mere tid, men som ikke ville gavne hovedpersonen.

Vi sagde farvel vidende, hunden ville se tilbage på et liv fyldt med kærlighed og glæden ved mad, der nu engang er en labradors metier i livet, intakt på dødslejet.

Direkte fra det ene lokale til det andet. Her ventede en helt speciel lille snude. Det er ikke altid alderen, der afgør, hvornår stjernerne venter.

Bare fordi man er ung, er det desværre ikke ensbetydende med, man er rask. Denne lille hund var ikke rask. Dens ejere havde overtaget hunden for lidt tid siden og havde lagt alt den kærlighed og omsorg i det lille væsen, som det overhovedet var muligt.

Jeg har haft en tæt dialog med dem hele vejen, og vi var enige om, at nu var det nok. Hun skulle have lov at få fred, så hendes krop endelig fik hvile.

Det føles anderledes at sige farvel til en hund, hvor man ved, den har levet et langt godt liv. Er dyret meget ungt, føles det som om, det aldrig fik chance. Men det GJORDE den lille snude.

Takket været nogle helt unikke specielle mennesker, hvis omsorg og tålmodighed, er udover det almindelige. Vi havde aftalt alt på forhånd, så der var ikke mere at sige, da vi mødtes.

De ting, vi ikke siger, er dog meget stærke, og tårerne bag de mørke solbriller sagde mere end 1000 ord.

Jeg vil altid være disse mennesker meget taknemmelige fordi, de gav den lille hund et kærligt sidste hjem og ikke mindst var stærke nok til at lade kærligheden til hunden overstige deres eget afsavn. Det er noget, vi alle kan lære noget af.

På dette tidspunkt af dagen var klokken ikke slået 9 endnu. En lang dag fulgte med de glæder og sorger, som nu engang er en del af det.

Der er mange bolde at holde i luften. Frygten for at overse noget. Derfor har de fleste dyrlæger en systematisk tilgang til en patient. ”Jeg har jo lige taget en temperatur hjemme, hvorfor gør du det igen?”

Overser vi noget, fejler vi, så mister vi både dyr og klienter. Folk bare kan gå et andet sted hen, og er man heldig, bliver man hængt offentlig ud på nettet. Heldigvis har vi verdens sødeste klienter!

Men det går jo godt, lige indtil det går galt!

Mange af mine kollegaer og jeg selv går almindeligvis tidligt i seng, det fortjener dyrene.

Man møder ikke på arbejde med rystende hænder eller manglende tro på, vi gør det rigtigt!

Nu er det fredag, klinikken lukker snart dørene. så går vi alle hjem med ugens historier, vi bærer med os i vores hjerte, og som vi aldrig glemmer!

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag de mennesker, man møder på gaden.

Smiler de ikke? Hilser de ikke? Måske de bærer nogle historier med sig, der i øjeblikket fylder i sindet, således opmærksomheden på omverdenen for en stund ikke er komplet?

De er nok ikke bare sure, de er bare mennesker, hvor dagens oplevelser og indtryk måske med stærke følelser får lov at blive bearbejdet, så der er plads til, de snart igen kan være der for de mennesker, der har brug for dem.

Før jeg drager videre, vil jeg gå ned og sætte posen på plads. Glæde mig over det menneske, der midt i sin egen sorg, havde overskud til at aflevere en gave til os, der vil hjælpe andre dyr.

De lover klart vejr til aften.

Se op og send de 3 nye lysende stjerner en kærlig tanke!

 

 

Følg med på sitet og få besked hver gang, der er nye indlæg! Du finder tilmelding til højre på forsiden!

 

 

 

 

 

 

Pas på din gamle snude!

Denne uge syntes at have et tema, der hedder ”hunde, der ikke er helt unge længere”.

Ikke et ord om overvægt.

Jeg har haft rigtig mange klienter på klinikken med hunde, hvor ejeren har været bekymret.

Hunden har ikke virket helt frisk, og nu spekulerer ejeren på, om den er syg? Den virker mere træt, hilser ikke lige så entusiastisk som almindeligt, når man kommer hjem og i det hele taget, er energien ikke helt den samme.

Når man som dyrlæge præsenteres for disse symptomer, så undersøges hunden grundigt på bordet. Ofte tages der også en blodprøve for at udelukke alvorlige sygdomme, og der testes for hjerte- og lungeorm.

I de fleste af ugens tilfælde har vi heldigvis ikke fundet noget alvorligt hos hundene.

Men det peger snuden mod en anden problematik:

Vi mennesker skal lære at vores dyr også bliver gamle.

En ældre hund kan IKKE de samme ting, som en ung hund.

Det er dog ikke en sygdom at blive ældre, men det stiller større krav til os mennesker i den måde, vi omgås vores elskede snuder på.

Jeg synes, en ældre hund er fantastisk.

Lige så charmerende en hvalp kan være, ligeså vidunderlig er hunden, der har levet livet og er faldet til ro i sin omgang med mennesker og dyr.  Hvor patina på snuden og de forsigtige ben fortæller, at hunden har et fantastisk liv bag sig og endnu mere godt i vente i otiummet.

Mange er opdraget med at motion er godt. Meget motion er rigtig godt.

Vi mennesker ELSKER at gå tur. Af sti afsted.

Ofte fortæller folk mig stolt at i dag, har de været Bernstorffparken rundt 3 gange, og de nu er oppe på at løbe mindst 10 km med hunden. I den absolut bedste mening.

Når hunden når en vis alder, så kan den bare ikke længere gå de samme lange ture som tidligere. Det er helt naturligt. Bliver turene for lange, så vil man opleve at hunden bliver mere træt og måske ikke er så entusiastisk som tidligere.

Har du i lang tid bare gået derud af uden måske at tænke over at tage en status på hundens alder og energi?

Ja, så er det tid til at stoppe op og ændre rutinerne, før du tvinges til det, fordi den irriterende dyrlæge fortæller dig det.

Kort turene ned. Meget længere ned end du tror.

Gå LANGSOMT. Planlæg din tur, så du på forhånd mentalt indstiller dig på, at DU ikke får en motionstur. Du får til gengæld en mindfulness tur med fuldt fokus på at give hunden de bedste betingelser for at SNUSE.

Hundens snude er det vigtigste redskab til at opnå en god tur.

Hunde i alle aldre har godt af dette, men med særligt fokus på den ældre hund, er det så vigtig at tænke det ind i turen.

Stimuleres hunden ved at få lov til at have snuden i sporet og muntre sig på et lille areal, vil den have fået en passende tur, trods den ikke tilbagelægger mange kilometre.

Tag en lang line med. Sæt dig ned og lad så hunden få lov at finde roen til at snuse rundt omkring dig. Hvis hunden ikke er vant til at blive luftet på denne måde, kan det godt tage lidt tid, før den genopdager sin fantastiske snude, så hav TÅLMODIGHED, før du styrter videre.

Når vi ’styrter afsted’ er det ikke til gavn for hundens velvære, det er for vores egen!

Du kan således meget nemt give din ældre hund en vidunderlig alderdom på dens præmisser.

Tal gerne med din dyrlæge, hvis du er i tvivl om, hvad en passende mængde motion er.

Det er selvfølgelig altid en god idé at lade en ældre hunde gennemgå et ”seniortjek”.  Resultaterne skal bruges til at tage hundens hverdag med henblik på mad og motion op til revision! Så vi kan give vores dyr det allerbedste liv!

Måske vi mennesker også ville have godt af at sætte tempoet ned indimellem?

Read this article in English!

Sådan får du en kat i en transportkasse!

Det kan være en kamp at få en kat i en transportkasse.

Se med her og få tricket til nemt og sikkert at få katten i kassen.

Uden stress for katten og dig!

 

Har dit kæledyr fået en skaldet plet på halen?

Har du også undret dig over din hund eller kat har fået en skaldet plet på halen?

Typisk sidder det skaldede område  nogle centimeter under haleroden og giver anledning til store bekymringer hos ejeren.

Hårtab er ofte tegn på alvorlig sygdom – Men fortvivl ej.

I nogle tilfælde er der en logisk forklaring på den åbenlyse bare plet.

Hunde, katte og andre pattedyr har nogle kirtler siddende på halen et par centimeter under haleroden.

De kaldes for ”violakirtlerne”. Violakirtlerne består af svedkirtler og talgkirtler.

Kirtlerne har forbindelse med hårene på halen.

Hårene ved violakirtlerne kan falde af og derfor, bliver der et skaldet område.

Fænomenet ses hyppigst hos hanhunde, der IKKE er kastrerede.

Hvis hanhunden er under kraftig påvirkning af hormoner gennem længere tid, kan der komme betændelse i området. Hårene falder af, området svulmer en smule op og kan virke fedtet.

Er det tilfældet, skal du gå til dyrlægen for at få den rette behandling til dit kæledyr.

Den bare plet kan ses hos både hanner og hunner.

Hos ræven er kirtlerne særligt udviklet og udsender et meget kraftigt duftstof.

Så det er grund til din hund kan komme til at lugte fælt, hvis den har rullet sig et sted, hvor ræven har været.

Hos ræven menes det, at kirtlerne er mest udviklet hos hunnen. Når ræven har unger, gnider hun halen mod rævehulen, når hun forlader den.  Dermed efterlader hun sin duft til ungerne.

Hos hunde og katte menes kirtlerne at have en funktion ved markering og signalering dyrene i mellem, på grund af det kraftige duftstof, der udsendes.

Det må være en af årsagerne til, hunde ofte snuser til hinandens bagpart.

En handling der også er et ”dæmpende signal”. Det vil sige noget, hundene gør for at vise hinanden venlighed.

Men handlingen kan således også være motiveret af duften, violakirtlerne udsender. Det er ikke analkirtlernes duft hundene snuser efter, som mange ellers tror.

Der er mange ting, der indenfor dyrlægeområdet, der endnu ikke er undersøgt og dermed  ikke er “akademisk underbygget”.

Jeg har en drøm om at undersøge nærmere, hvilken betydning duftstofferne ved halen har for dyrenes adfærd. Har det betydning, hvis hunden er halekuperet og dermed måske ikke har violakirtler?

De helt korthalede racer som bulldogs kan måske også være præget af violakirtlerne, måske ikke er tilstede? Der er lave nogle studier, men ikke nok, så det projekt vender jeg tilbage til 🙂

Er du i tvivl om, dit dyr er sygt, skal du ALTID søge dyrlæge. Hårtab kan have mange oprindelser, men i nogle tilfælde er forklaringen bare denne!

Pas på vores pindsvin!

Hvorfor pindsvin?

Pindsvinet er et pattedyr.

De har eksisteret i over 50 millioner år og er i dag fredet i Danmark.

Pindsvinet et et dyr mange haveejere har stor glæde af. Pindsvinet spiser stort set alt. De er særligt glade for regnorme, biller og bænkebiddere. De spiser også snegleæg.

Har du ikke pindsvin i haven i forvejen, kan du med fordel forsøge at lokke de små dyr til.

 

Fakta om pindsvin

Pindsvinet ligger i hi i 5-6 måneder. De begynder at vågne i april-maj måned. De taber en stor del af deres kropsvægt i hi, så de får travlt med at finde føde, når de slår øjnene op.

Et pindsvin er drægtigt i halvanden måned og føder sine unger (4-8 styks) omkring 1. august. Ungerne fødes med en hvid hinde og har bløde pigge, så de ikke skader moren. Piggene bliver dog hårde i løbet af et døgns tid.

Hunnerne giver mælk til ungerne i halvanden måned.

Når ungerne bliver 4 uger kommer de med forældrene ud på vandring om natten. De begynder at spise fast føde og separeres fra moren. Hun har herefter cirka 45 dage til at spise tilstrækkeligt til, hun kan går i hi igen i november / december.

Pindsvin lever alene.

Hannens adfærd er totalt styret af seksualdriften. Efter han har været i hi, venter han bare på en parring. Han spiser sig stor og stærk og er klar til kamp for at få en parring med hunnen.

Hannen deltager ikke i arbejdet med ungerne! Hannen har ædt hele sommeren og er derfor klar til hi tidligere end hunnen.

Pindsvin er aktive om natten.

De kan leve i 14-15 år, men ofte forkortes livet, da de udsættes for mange farer hver dag.

Bor du i nærheden af en tæt befærdet vej, så er din have ikke optimal som pindsvinebo!

Rigtig mange pindsvin bliver desværre dræbt i trafikken.

 

Hvordan gør du din have attraktiv for et pindsvin?

Du kan gøre din have et attraktivt sted for pindsvin at bo.

Du kan nemlig nemt  selv bygge en “hule”.

 

IMG_2078Tag børnene med i haven og gå i gang:

Et godt pindsvinebo kan bestå af en en masse småpinde, halm, blade m.v. som pindsvinene kan putte sig i.

Det er vigtigt, pindsvineboet er “tæt” sammensat, så de små dyr kan skærme sig mod omverdenen.

 

 

Pindsvin bor naturligt ofte i kompostbunker eller brændestabler.

De kan godt lide at have gode steder at gemme sig. Det er vigtigt, de har nogle rolige steder uden for meget larm fra os mennesker. De stresses nemt, er sky og skal have mulighed for at stikke af, hvis behovet opstår.

Vil du gøre noget ekstra for at hjælpe pindsvinene? Byg dem et dejligt hjem i din have!

Fra PindsvinevennerneScreen Shot 2016-05-18 at 08.07.47 i Danmark gives følgende vejledning:

“Afhængig af hvor meget plads du har i haven, kan du lave en god pindsvinebolig med en EU-palle, der fås i flere størrelser. Sav midterbrædtet af i bunden og løsn jorden der, hvor du lægger pallen. 

 

Fyld pallen op med halm og læg derefter en vandfast plade henover eller nogle brædder, så mellemrummene bliver lukket, og boligen bliver vandtæt. Du kan også pakke den ind i kraftigt plastik, men der skal være åbent i to af siderne, da det er vigtigt, at der er god luftventilation i boligen. Sæt pallen i et skyggefuldt hjørne i haven. Dæk til med kviste og grene og lad eventuelt vinca eller efeu gro henover”. 

Sørg for der ikke er ræve og hunde, der kan genere pindsvinene.

Skærm eventuelt af, der hvor pindsvinene holder til, så andre dyr ikke kan komme til dem.

Det er sjældent at en hund ikke er interesseret i at fange pindsvinet.

Pindsvin kan larme og vil derfor ofte tiltrække sig opmærksomhed fra særligt en hund.

Du må ikke flytte kompostbunker uden at have et andet hjem klar til pindsvinene.

Hvordan hjælper du pindsvin?

Som haveejer er der mange ting, du kan gøre for at give pindsvinene bedre mulighed for overlevelse.
Her kommer et par tips til, hvordan du nemt kan hjælpe de små dyr:

  • Pindsvin skal have adgang til vand. Vandet skal gives i en flad skål. Giv dem IKKE mælk.
  • Læg lidt kattefoder ud på græsplænen hver aften. Pindsvinene skal IKKE have andet at spise.
  • Der må ikke være ting, som pindsvinet kan sidde fast i så for eksempel trampoliner eller  trådhegn.
  • Pas på der ikke en en pool eller huller, som pindsvinet kan falde i.
  • Pas på haveredskaber, så pindsvinet ikke skærer sig på noget.
  • Vær opmærksom på brugen af gødning, sneglegift og ukrudtsmidler.

Foreningen: “Pindsvinevennerne i Danmark”

Er en dyreværnsforening, der har eksisteret siden 1993. Foreningen er baseret på frivillig arbejdskraft.

Foreningen er afhængig af den støtte, som den får fra privatpersoner, fonde mv.

Pindsvinevennerne har en række kontaktpersoner tilknyttet, der tager sig af pindsvin, der er kommet til skade.

Foreningens ambitionen er at sikre, så mange pindsvin som muligt kan blive raske og blive genudsat i naturen.

Pindsvinet er en truet dyreart, så det kræver meget arbejdet fra mange fronter for at redde pindsvinene.

 

Kunne du tænke dig at støtte “Pindsvinevennerne i Danmark”?

  • Bliv medlem af “Pindsvinevennerne i Danmark”. Det koster 100 kroner. Indbetal beløbet til Skjern Bank reg. nr. 7780 kontonr. 2121176 eller via mobile pay / swipp 30 14 16 62. Skriv navn, adresse og gerne email som reference på indbetalingen.
  • Alle beløb modtages gerne som donation.

Hvad gør jeg, hvis jeg finder et pindsvin i nød?

Ring til “Pindsvinevennerne i Danmark”s vagttelefon:

Kl. 7-15: 30 14 16 64

Kl. 15-20: 30 14 16 65

Kl. 20-07: 30 14 16 64

I Gentofte har  pindsvinevennerne flere personer, der tager sig af nødstedte pindsvin.

Kontakt Mie Hartung på tlf. 28741370, hvis du har et akut problem med et pindsvin i Gentofte.

Guide til førstehjælp: kom sikkert gennem påsken!

Mange dyreklinikker er lukket i påsken. Du skal derfor på vagthospitalet, hvis skaden sker.

Vi alle elsker vores kæledyr, og vi håber ikke at skulle akut til dyrlægen!

Her får du derfor tips & tricks til, hvordan du kan undgå skaden sker ved brug af  sund fornuft og rettidig omhu.

Dernæst kommer mine råd til, hvad du skal gøre, hvis ulykken sker.

Husk at de givne råd IKKE kan erstatte en opringning eller måske et besøg hos dyrlægen. Det er kun en vejledende guide til håndtering af mindre problemer!

Er du på i tvivl om dit dyrs helbred, så kontakt en DYRLÆGE.

Kontakt IKKE Google eller Facebook!

 

Påskens farer: 

  • Påskeliljer, andre liljer og mange forårsbebudere som krokus og tulipaner er giftige for dyr. Særligt katte kan synes, de er sjove at nippe til.  Har du altankasse? Pas på blomster som hortensia og fuchsia, de kan være giftige for katten.
  • Sæt planterne langt væk fra dine dyr, eller endnu bedre – DROP DEM (altså planterne ikke dyrene)!
  • Fjer og påskepynt er lige noget i særdeleshed for katten at lege med. Pas på, dyrene ikke spiser pynten. Det kan føre til alvorlige maveproblemer, der kræver akut besøg hos dyrlægen.
  • Hæng IKKE levende lys lavt på bordet i halehøjde: brændt pels er ikke godt.
  • Hæng IKKE glaskugler, fine påskeæg m.v. på troldegrene og lignende  i halehøjde: knuste kugler = knuste poter.
  • Giv IKKE hunden for meget fed mad fra påskebordet. Det kan give akut mavekneb, der kræver øjeblikkelig dyrlægebesøg.  Hunden skal nok indlægges og en stor regning samt sorg i sindet venter.
  • Har du lige fået hvalp? Husk at hvalpen skal have rigtig meget ro. Selvom hunden virker til at være “helt gearet”, betyder det ikke, det er godt for den at være med i selskabet i flere timer. Giv hvalpen fred og ro.

 

NÅR ULYKKEN SKER…

  • Forgiftning: Ved mistanke om forgiftning af f.eks. en giftig plante, kontakt dyrlægen. Giv dyret aktivt kul og prokolin, zoolac eller diapaste  for at begrænse skaden. Har du ikke dette i huset? Giv lidt brød, der kan “suge” i mavesækken.
  • Brændt dyr: Dyrets pels tager nemt mod ild, så huden brændes hurtigt. Brandsår skal behandles med rigelige mængder af koldt vand. Tag eventuelt dyret under en bruser. Tager du til dyrlægen med dyret, skal du tage koldt vand med under transporten, så brandsåret afkøles hele tiden.
  • Skåret pote: Tag poten i en skål med lidt sæbevand. Skyl skidt væk fra poten, så du kan vurdere omfanget af skaden. Hvis der er lavet et dybt sår, skal dyret selvfølgelig til dyrlægen. Læg en let forbinding på poten, alternativt kom en bomuldssok op om poten. Dette vil både beskytte såret og hindre dyret i at lave yderligere skade ved at slikke på såret. Giv dyret en krave på, hvis du har sådan en derhjemme.
  • Spist påskepynt: Begynder dit kæledyr at blive dårlig og og kaste op, skal du tage den til dyrlægen.
  • Skader på øjet: Hvis dyret virker generet i øjet, kan du dryppe med saltvandsdråber, der fås i håndkøb på apoteket. Brug ikke kamillete og kogt vand. Undgå at hunden klør i øjet med poten, det kan gøre en lille skade stor, hvis hornhinden ridses af en pote. Giv dyret en krave på – alternativt en sok på poten, indtil du kommer til dyrlægen. Hvis en hund har skade på hornhinden, SKAL den til dyrlægen.
  • Dårlig mave, her skelner jeg mellem, om der er opkast og / eller diarré:

Opkast: Kaster dyret op, så fjern mad og vand allerførst, så du har styr på, hvad der indtages.

Ved lettere opkastninger, skal dyret ikke faste i 24 timer.

Når man er fastet – eller har kastet alt mad op gennem et stykke tid – er blodsukkeret i bund. For lavt blodsukker giver kvalme. Kvalme kan fjerne appetitten og yderligere fremprovokere opkastfornemmelsen, når der endelig serveres mad.

Når dyret har været uden mad i 2-3 timer, giv det lidt honning ind på kinden (honning kan ikke “spyttes” ud) eller sukkervand, begge dele går direkte i blodbanerne. Hermed vil blodsukkeret stige og kan fjerne noget af kvalmen. Vent cirka 45 min og giv dyret en lille bitte portion mad f.eks. udkogte ris og lys fisk/kogt kylling.

Den type mad optages hurtigt i systemet og kræver ikke, maven skal på hårdt arbejde.

Har du mistanke om, dyret har spist en spids genstand? Giv “slikasparges” fra dåse! De vikler sig rundt om ting og kan hjælpe med at få en spids genstand til at passere nemmere gennem tarmsystemet.

Fortsætter hunden med at brække sig, skal du søge dyrlæge.

Diarré: Har dyret diarré, skal der også gives let fordøjeligt mad. Hvis der ikke også er opkastninger, skal maden gerne indeholde nogle fibre.

Fibre binder væske og gør alt ikke “suser” gennem tarmen.

Kom f.eks. lidt fibre i form loppefrøskaller (Urtekram laver produktet, det kaldes også psyllium eller HUSK) på maden.

Du kan også give dyret et stykke rugbrød eller komme rå reven gulerod i maden.

Giv gerne et tilskud af mælkesyrebakterier, der er med til at stabilisere mave og tarm. Skånekost kan også købes færdiglavet hos dyrlægen.

Vigtigt: EN KAT MÅ IKKE GÅ ET DØGN UDEN AT SPISE. Tag til dyrlægen hvis du oplever dette. 

GIV OM NØDVENDIGT KATTEN MAD MED EN ENGANGSPRRØJTE, SÅ DEN TVINGES TIL AT SPISE.

BLEND KATTENS ALMINDELIGE FODER MED VAND, TRÆK DET OP I SPRØJTEN OG GIV DET DIREKTE I MUNDEN.

Er dyret meget slapt eller du er i tvivl: GÅ TIL DYRLÆGEN!

 

Tjekliste til dyrets hjemmeapotek:  

Disse ting kan du med fordel have stående hjemme. Så er du beredt, hvis ulykken sker…

  • Bomuldssok og sportstape til at holde sokken på plads til brug ved skåret pote.
  • Saltvandsdråber fra apoteket.
  • En mild sæbe til rens af poter og sår.
  • En skærm/krave , fås enten som “badering” eller en stiv plastikkrave.
  • Loppefrøskaller (Urtekrams produkt forhandles blandt andet i Irma og Menu).
  • Frossen torsk, torskerogn på dåse og ris. Så kan du nemt lave skånekost.
  • Engangssprøjter, så kan sprøjte lidt mad ind, hvis dyret ikke spiser.
  • Færdigproduceret skånekost fra dyrlægen, f.eks. Royal Canins Gastrointestinal eller I/D fra Prescription Diet.
  • Aktivt kul.
  • Baby zinksalve eller Kovalinesalve (fås hos dyrlægen) til at smøre på smårifter og røde irriterede poter.
  • Slikasparges på dåse.
  • En pose, der kan lægges i fryseren og bruges til et koldt kompres.

Med disse tips og tricks kommer du og dine dyr forhåbentlig sikkert gennem påsken!

Så kan I fokusere på at hygge jer sammen. Hunden i særdeleshed er et flokdyr og elsker, når hele familien er samlet 🙂

 

 

Snudeshaming: det er mobning af mennesker!

Det sker ofte mine klienter kommer til mig for at få min vurdering af hundens vægt. Er den tilpas? Er hunden for tynd eller for tyk? Oftest er den lige tilpas perfekt!

Det er helt normalt, man til et årligt sundhedseftersyn, tager en snak om vægten.

Der udspiller sig dog desværre også et andet scenarie:

Nye hvalpeejere, der i løbet af hundens første leveår, bestiller tid til en snak.

De har været udsat for noget, som går dem på og har efterladt dem grædefærdige:

De er blevet antastet af vildt fremmede mennesker på snuseturen med hvalpen.

De har vredt fået at vide,  hvalpen er ALT for fed.

Reprimanden er ofte efterfuldt af nogle hadske bemærkninger om, de dog er ude på at tage livet af hunden samt en masse dårlige råd omkring, hvad den nu ulykkelige ejer skal gøre.

HVORNÅR ER DET BLEVET OK AT STILLE SIG TIL DOMMER OVERFOR ANDRES DYR? 

HVORNÅR ER DET BLEVET I ORDEN AT UDTALE SIG OM NOGET, DE FÆRRESTE MENNESKER HAR FORSTAND PÅ?

Har man været udsat for en sådan omgang, kommer man naturligvis til dyrlægen for at få en objektiv vurdering. Er MAN vitterlig ved at tale livet af dyret og råd til, hvad de skal gøre?

Jeg bliver meget bekymret, når jeg hører, hvad folk har fået med på vejen af såkaldte gode råd:

”Lad være med at give den noget at spise hver dag”.  

”Skær maden ned til en fjerdedel”.

”Du skal gå nogle meget længere ture med den”.

”Den skal kun have mad en gang om dagen”.

Alle disse anbefalinger er decideret sundhedsskadelige for en hvalp.

Selvfølgelig skal man passe på hvalpen ikke bliver alt for tyk, men det skal ske på en forsvarlig måde, hvor hvalpen IKKE sættes på decideret slankekur, men man tager en snak med dyrlægen om, hvordan det gribes an.

Min fokus er nu ikke, hvordan man sikrer dyret den rette vægt, men en tristhed over mine klienter skal opleve at blive behandlet på måde af andre mennesker.

Det er grov mobning.

Vi elsker vores dyr. At få at vide fra fremmede mennesker, vi gør skade på væres dyr, gør ondt helt ind i hjertet.

I stort set alle tilfælde, så er det ikke rigtigt, dyret er i fare.

Måske det er internettets skyld at flere og flere bliver selvudnævnte eksperter, der til højre og venstre, kaster deres domme ud uden at blive stillet til regnskab for konsekvenserne af deres ord.

Jeg mener, det er decideret mangle på dannelse og pli, når fremmede mennesker på gaden mobber hundeejere og gør sig til dommere over hundens helbred.

Hvorfor folk har behov for dette, kan man undre sig over.

Tal nu pænt til hinanden.

Komplimenter hundens søde væremåde eller skønne udseende, hvis du absolut skal kommentere noget.

Stol på at hundeejeren sammen med deres dyrlæge nok skal holde opsyn med hundens vægt og helbred, uanset hvad anken går på.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lopper

Begynder dit hund eller kat pludselig at klø sig?

Måske den har fået lopper!

I Danmark har katteloppen størst betydning (Ctenocephalides felis).

Katteloppen går både på både hunde og katte.

En voksen hunloppe lægger hver dag 30-50 æg, der kan klækkes i løbet af en uge.

I værste fald kan æggene udvikle sig til 20.000 voksne lopper i løbet af 2 måneder.

Den voksne loppe hopper på “sit bytte” typisk en hund eller kat, kort tid efter den er klækket.

Her suger den blod, hvorefter loppen falder af og havner i omgivelserne, typisk i gulvsprækker og møbler.

Lopperne parrer sig og  lægger deres æg. Ægget klækkes og en lille larve ser dagens lys.

Larven spindes til en puppe,  der så hurtigt bliver til den voksne loppe.

(Kilde: Frontlinecombo.dk)

Hvor hurtigt denne udvikling går afhænger af temperaturen og luftfugtigheden.

Har vi haft en en mild vinter, huse med god isolering, centralvarme og mange gulvtæpper er det gode levevilkår for lopperne  hele året.

Lopper er et helårsårsproblem!

Den voksne loppe vil søge mod hunden af katten. Loppen navigerer ved hjælp af vibrationer, varme og luftfugtighed. Hvis gunstige forhold er tilstede, kan værtsdyret hurtigt tiltrække lopperne.

Mange oplever at deres kæledyr angribes af lopper, når familien kommer hjem fra ferie. I ferien har  huset været “lukket ned” med slukket lyst og minimal varme.

Pupperne har i ferien ligget i dvale og venter på at blive “vækket”. Pupperne reagerer på vibrationer fra dyr og mennesker i bevægelse, et godt lys og den rette luftfugtighed. Forhold, der typisk kommer, når en familie kommer hjem til huset efter ferien.

Pupperne vil nu  HURTIGT udvikle sig til lopper.

Lopperne angriber særligt området omkring rumpen. Men de kan selvfølgelig være over hele kroppen.

 

Hvordan ved jeg, om mit dyr har lopper? 

Er der mange lopper, kan de ses med det blotte øje.

Loppernes afføring efterlader små sorte prikker på dyrets hud. Loppeafførring indeholder blod. Hvis man kommer et vådt stykke køkkenrulle på de sorte prikker og gnider forsigtigt, vil vandet opløse afføringen og papiret bliver rødbrunt.

Loppeproblemer undgås lettest ved forebyggende behandling.

 

Hvilken type loppeprodukt skal man vælge?

Det er min erfaring at alternative metoder som æteriske olier, tags i halsbånd, halsbånd m.v. IKKE er tilstrækkelig effektivt, hvis man har et loppeproblem i hjemmet.

 

Spot-on

”Spot-on” er fællesbetegnelsen for midler, der dryppes på dyrets hud – som regel i nakken eller mellem skulderbladene. Der er forskel på disse midler – idet nogle af dem kun er effektive mod lopper, mens andre er aktive mod både lopper og flåter.

De fleste virker en måned. Men nogle af dem mister effekt, hvis dyret vaskes ofte eller tager svømmeture.

Der findes efterhånden en hel del af disse produkter på markedet, de fleste fås i håndkøb, og de nyeste kræver recept.

 

Tyggetabletter
Det nyeste tiltag inden for behandling og forebyggelse af lopper er  tyggetabletter.

Til hunden fås en pille, der både forebygger lopper og flåter.

Til katten fås en pille, der kan bruges til at bekæmpe et loppeproblem – men ikke flåter.

Tyggetablettens fordel er, den er nemt at give. Desuden nedsættes beskyttelsen ikke, selvom dyret ofte vaskes eller svømmer meget.

Tyggetabletterne er på recept. Hvis du er interesseret i at anvende de nyeste midler til din hund, skal du derfor kontakte din dyrlæge.

 

HUSK HUSK HUSK

Når du giver dit kæledyr loppemiddel, så giv det om formiddagen.

Hvis der kommer en reaktion på produktet, skal du til dyrlægen.

Kommer reaktionen sent på aften, skal du derfor til vagtdyrlægen.

Observer altid dit kæledyr efter indgivelse af alle former for produkter og medicin.

 

 

Hvad kan du gøre i hjemmet, hvis der er lopper?

En vigtig del i loppebekæmpelsen er derfor at få has på de mange tusinde æg, kokoner, larver og voksne lopper, der kan befinde sig i hjemmet. Selvom du ikke ser levende lopper på dit kæledyr, kan lopperne godt være tilstede i hjemmet og give kløe hos dyrene.

  1. Hjemmet skal gøres grundigt rent. Støvsug meget grundigt og husk at smide støvsuger posen ud efter brug.
  2. Vask tæpper, betræk, puder, kurve mv. i vaskemaskinen ved 60 grader.
  3. Husk at de fleste  produkter virker ved de dræber lopper, der springer på dyret. Dermed kan lopperne ikke nå at lægge æg, før de dør. Dyrene skal behandles med loppemiddel  3 måneder, hvis man vil være sikker på at få brudt loppens cyklus. Pupperne kan nemlig overleve i omgivelserne i 3 måneder.
  4. Husk at behandle alle dyr i hjemme
  5. Hav tålmodighed 🙂

 

Det er altid en overvejelse: hvor meget skal vi gøre for at forebygge sygdomme, vi rent faktisk kan behandle?

Har man haft et loppeproblemet, ved man, det IKKE er sjovt. Nogle kan føle det lettere at flytte fra hus og hjem end at få has på lopperne.

Det er dog op til hver enkelt dyreejer at tænke over egen situation, da alle IKKE kan skæres over en kam.

Hvad er risikoen for at få lopper? Mulighederne for behandling? Hvordan vil det påvirke dit kæledyrs helbredet, hvis lopperne raserer?

Ikke mindst – hvad er din tid og tålmodighed til?

 

Skovflåten – Danmarks farligste dyr!

En skovflåt er lille og kan være svær at se.

Fjernes den ikke i tide, kan den være farlig!

Rådyr og mus er naturlige bærere af skovflåten.

Du skal hver dag tjekke din hund og kat for flåter.

Mærker du en lille hævelse i huden, kan det være en flåt. Lad være med at “hive”, før du ved, hvad det er. 

 

Hvad gør jeg, hvis jeg finder en flåt?

Klip lidt af pelsen af, så du ordentligt kan se, hvad der foregår på huden!

Der ses ofte lidt rødme i området omkring flåten.

Flåtens størrelse afhænger af, hvor længe den har siddet på hunden, samt hvilket udviklingsstadie flåten er i.

 

Brug en flåtfjerner til at fjerne flåten: drej roligt flåten roligt af.

En flåtfjerner fås i forskellige modeller så vælg den, du nemmest kan bruge.

LAD VÆRE med at hive i flåten eller forsøg at masse den.

Du skal heller IKKE bruge det gamle “husråd” med at komme smør eller olie på.

Hvis du er i tvivl om, du har fået hele flåten væk, skal du ikke gå i panik.

Det vigtigste er, du har fået fjernet “kroppen”.

Skulle der være en lille stump tilbage fra et “flåtben”, er det ikke en katastrofe.

 

Hvad gør jeg, når flåten er fjernet?

Hvis huden ser rød ud, kan du med fordel smøre med f.eks. zinksalve, et aloe vera produkt eller Eight Hour crème.

Der kan komme en lille lokalreaktion i huden, hvor flåten har siddet.  Du kan måske mærke en lille hævelse. Dette er almindeligt, og er ikke nødvendigvis tegn på din hund er blevet syg.

Det kan hjælpe at klippe hårene af i området, så huden får luft og er lettere tilgængelig.

Bliver området ømt, meget rødt eller klør, skal du gå til dyrlægen.

 

Hvilke sygdomme kan en flåt overføre? 

Skovflåten i Danmark kan være bærer af flere bakterier og vira, der kan give sygdomme hos både dyr og mennesker. Fælles for alle sygdommene er, diagnosen kan være meget svær at stille.

Symptomerne kan optræde i mangle forklædninger og behandlingen altid målrettes den enkelte hund.

 

Borrelia (Lyme disease)

Sygdommen borrelia eller “Lyme disease” er den mest kendte sygdom, som flåten kan overføre. Sygdommen skyldes spirokæten Borrelia burgdoferi.

I Danmark skønnes det, at cirka 15 % af alle skovflåter har borreliabakterien i sig.

Skovflåten bider sig fast på dyret, når det færdes i naturen.

Borrelia-smitstoffet findes i skovflåtens tarm. Smitten fra flåt til dyr, sker via flåtens spytkanaler.

Overførslen sker dog først 24-48 timer efter flåten har bidt sig fast.

Spirokæten formerer sig i huden og kan ende i dyrets bindevæv og led.

 

Symptomer på borrelia

Symptomerne på borrelia kan være meget diffuse:

Den akutte form for borrelia varer ca. 7-21 dage. Hunden får feber og ømhed i bentøjet.

Den kroniske form for borrelia viser sig almindeligvis med symptomer relateret til nervesystemet. Det kan f.eks. være haltheder eller stivhed på et eller flere ben, svingende feber og problemer med urinvejene.

ehandles sygdommen ikke, kan den være dødelig.

Hunden kan også være ”subklinisk” inficerede. Det betyder, den er smittet med borrelia, men den viser ikke tegn på sygdom. Denne tilstand kan vare fra 1-3 år.

Der går almindeligvis et par uger fra hunden bides af en skovflåt til man ser tegn på sygdom.’

 

Diagnostik af borrelia

Diagnosen kan være vanskelig at stille. Man tager udgangspunkt i at hunden danner antistoffer mod borrelia.  Er hunden under mistanke, udtager dyrlægen en blodprøve.

 

Behandling af borrelia

Borrelia kan behandles med antibiotika.

I nogle tilfælde suppleres behandlingen med smertestillende medicin.

 

Anaplasmose

Skovflåten kan overføre sygdommen anaplasmose (tidligere benævnt Erchlisiose).

Tegn på sygdommen kan være tristhed, vægttab, feber, mangel på appetit og halthed.

Ligesom med borrelia, kan vi tilbyde en blodprøve, der kan hjælpe med diagnosen.

Cirka 25 % af alle skovflåter har bakterien i sig.

En hund kan godt have antistoffer overfor Anaplasmose uden at være syg.

 

TBE (hjernehindebetændelse)  TBE = Tick-born encephalitis.

Sygdommen kendes bedst fra mennesker.

Mennesker med TBE får hovedpine, ondt i musklerne, feber og bliver meget trætte.

Sygdommen overføres med det samme flåten bider sig fast. Man er ikke klar over, hvor udbredt sygdommen er hos dyr. Det er endnu ikke almindeligt at se TBE hos dyr.

 

Hvordan hindrer jeg, min hund bliver syg?

Forbyg skovflåten bider sig fast på dyret.

Der findes forskellige produkter, der beskytter mod flåter. F.eks. et “spot-on” produkt, man lægger på huden i nakken og en tyggetablet.

Der findes også et halsbånd til formålet.

Der er udviklet en vaccine til forebyggelse af borrelia. Vaccine hindrer borreliasmitstof i at nå fra flåt til hund. Vaccinen hindrer IKKE flåten i at sætte sig på hunden.

Der findes en række alternativer til spot-on produkt og tyggetablet.

Eksempler kan være nogle naturlige olier, der beskytter mod utøj. Lavendelolie i lyske og nakke siges at have en afskrækkende effekt på flåter.

Nogle bruger særlige hvidløgspiller i maden og andre synes at et halsbånd med ravsten, giver god beskyttelse.

 

Tal med din dyrlæge om, hvad du skal gøre for at bedst muligt beskytte dit dyr 🙂