En lille Perle…

/i ,

Mandag morgen ringer telefonen på Artemis, kort tid efter bliver jeg afbrudt i min konsultation af min sygeplejerske Gudrun. Hun har en ulykkelig dame i telefonen, der engang var kunde hos os. Hun har kort fortalt, hendes mor er kommet på hospice?.

Moren har en svensk dansk gårdhund, som hun af indlysende årsager ikke længere kan tage sig af. Datteren står midt i afskeden med sin elskede mor og kan ikke give hunden, hvad den fortjener midt i sorgen og praktiske gøremål.

Gudrun og jeg ser på hinanden, og der er ingen tvivl: hun skal naturligvis komme med hunden til os, så vi kan se om vi kan hjælpe.

Kort tid efter kommer Perle til os. Hun er den dejligste 7-årige pige, der gennem et liv er blevet elsket og passet til punkt og prikke. Perles menneske fortæller om hende og beskriver en hund, der vil være en berigelse i det rette hjem.

Hun har naturligvis været i gennem en turbulent periode, og der skal ro på i starten. Alle forudsætninger er tilstede for, hun i dette rette hjem vil være til gensidig glæde og lykke.

Perles menneske var ikke helt klar over, hvad der ville ske.

Hvad vi ville gøre, da hun blev bedt om at komme?

Sorg og afmagt sætter rationelle tanker ud af spil og i en sådan situation, er det eneste rigtige at gøre at bede om hjælp. Hvis ikke ville Perle blive taberen.

Aflivning var naturligvis aldrig på tale. Vi afliver ikke raske dyr. Det var på ingen måde ej heller ønsket, men i sorgens stund er der ikke altid plads til at tænke fornuft og finde løsninger.

Det er derfor, det er så vigtigt, vi bliver ved med at tale sammen. Ikke at fordømme og være bedrevidende, men skabe rammerne for man ikke er bange for at række efter en hånd, når balancen vakler?.

”Folkedomstolen” er i dag meget hård.

Særligt når det kommer til kæledyr. I den digitale debat flyver ordene, og meninger er mange. Det er så nemt at gemme sig bag en skærm og være fordømmende. Det er sjældent, man ser et opslag om videreformidling af kæledyr, uden der er flere, der i meget skarpe toner skæmmer menneskerne og kalder dem skældsord uden overhovedet at have læst opslaget?.

Det drejer sig ikke om, man ikke skal tænke sig om, før man anskaffer sig kæledyr. Naturligvis drage omsorg for det livet igennem. Der er mange situationer, hvor aktualiteten af et nyt hjem kunne have været undgået.

Vi oplever virkeligheden til hverdag. Mennesker og dyr ”face to face”, ikke gemt bag en skærm. Det er følelser som sorg, afmagt, glæde, frustration og frygt. Vi skal træffe de rette beslutninger, så vi altid sætter dyrenes ve og vel først.

Efter at have talt med Perles menneske og set hunden, gik det stærkt. I løbet af 20 minutter havde vi fundet det perfekte nye hjem til hende, der matchede på alle punkter.

Jeg er så stolt af min vidunderlige kollegaer på Artemis, der bare med det samme, var klar til at hjælpe – og handlede?!

Det er så vigtigt, vi alle arbejder for at skabe en kultur med netværk, hvor vi hjælper hinanden, når behovet opstår?.

Det er fantastisk at se, at når der er behov for det – så virker dette netværk!

Man skal altid sige til, hvis man er i en situation, hvor man ikke længere, kan gøre det rette for dyrene. Det er kærlighed til dyr, der gør, man nogle gange erkender dette – i andre tilfælde er der andre mindre flatterende årsager bag.

Jeg er taknemmelig for Perles passer havde mod på at komme forbi, da hendes nye familie er SÅ glade for hende??.

Flere mennesker har nu hjulpet hinanden ved at ens styrke til at sige farvel bidrager til andens glæde.

På en måde redder vi jo alle lidt hinanden, som dyr så ofte redder os ?!

 

En sidste lille trille…

/i ,

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Ekstra Bladet: omkring det sidste farvel!

/i ,

Ekstra Bladet har lavet en reflektion i kølvandet på en amerikansk dyrlæges opråb på facebook!

Jeg blev interviewet og gav mit besyv med om det sidste farvel!

Journalisten Ronja Ryde var meget grundig og venlig. Hun endte med at skrive et langt mere reflekteret indlæg, end det først var meningen! Tak for det!

 

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dyrlaeges-afsloering-dette-taenker-dit-kaeledyr-de-sidste-minutter-foer-det-doer/7363417

Stjernestunder & skyggesider

/i , ,

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Dødshjælp er en kærlighedsgerning til vores kæledyr!

/i , ,

Der har her til morgen kørt en debat om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være legalt i Danmark.

En repræsentant fra Etisk råd anbefaler, det fortsat ikke skal være lovligt.

Velvidende vores kæledyr ikke er mennesker, giver det alligevel stof til eftertanke at drage nogle paralleller til dyrenes verden.

Som dyrlæge og af en slagsen, der næsten dagligt sender kæledyr afsted til et bedre sted og som har MANGE liv på samvittigheden, giver det stof til eftertanke, når jeg overhører den humane debat.

Forestil Jer en verden hvor kæledyrene var underlagt de samme præmisser som mennesker? Hvor vi IKKE havde muligheden for at lade deres liv komme til en ende?

Jeg hører ekstremt sjældent, at hunden er sovet ind i kurven uden forudgående sygdom. Det sker næsten aldrig.

Langt de fleste kæledyr gives fred, når livet ikke længere er værdigt. Når hunden ikke kan gå, eller katten ikke længere kan spise. Skulle der tages en rimelig konsekvens af sygdommene, ville det betyde en mængde medicin så stor, dyret næppe ville sanse, hvad der foregik – eller måske en permanent indlæggelse på et dyrehospital der i sig selv kan stresse et dyr så meget, det nærmest tager livet af dem. Den ventede død ville ikke blive for dyrets skyld. Dette scenarie kaldes for passiv dødshjælp.

Hvad hvis vi af principielle årsager lod dyrene udleve deres sidste tid i et smertehelvede og til sidst ventede på, kroppen giver slip, så sjælen får fred? Jeg tror næppe, vi ønsker dette for vores kæledyr.

Scenarie i sig selv bør få alle kæledyrssejere til at huske på, at når livet en dag ikke mere er værdigt, så skal der i samråd med dyrlægen træffes en svær beslutning.

En beslutning, hvor vi ikke bare lader stå til, men ser virkeligheden i øjnene – Uanset hvor ondt det gør at tænke på, vi ikke mere har væres kæledyr i blandt os. Vi må ikke gemme os og lade følelserne vinde på bekostning af dyrenes ve og vel.

At lade vores dyr få fred i tide er en kærlighedserklæring til dyret. Det kommer sjældent et godt tidspunkt at sige farvel på, men der kommer et rigtigt.

Hvis det var lovgivning, der stod i vejen for, jeg ikke måtte lade dyrene få fred, så tror jeg, jeg ville blive meget kreativ i både min diagnostik og min medicinering. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Så på dette område er dyrene bedre stillet end os mennesker.

Lad os derfor værdsætte muligheden for at sikre dyrene en værdig død, ligeså vel som vi er forpligtet til at give dem det allerbedste liv.

Vi skal ære debatten og dyrene og fortsætte snakken om, hvad der er et godt liv, således vi giver slip i tide – for dyrenes skyld.

Det kunne tjene den menneskelige debat at skelne til kæledyrenes verden.

 

 

 

 

 

 

Tænk dig om før du tramper!

/i , ,

I disse mørke dage er det blevet endnu farligere at være en lille snude, da mennesker ikke altid ser, hvad der lever nede på jorden, men lystigt tramper afsted med tunge hurtige skridt!

Igen måtte et lille pindsvin sande, at bare forbi man har et biologisk skjold, så er man ikke undtaget for farerne, der lurer alle steder.

Det lille pindsvin blev bragt til Artemis af en kærlig sjæl, der havde fundet hende og havde taget hende op, da kroppen ikke selv ville bringe hende frem i livet.

Hun var stor, hvilket er et godt tegn for et pindsvins liv, men hun ville ikke lade os undersøge hende, trods mange tiltag for at få hende til bogstavelig talt at rulle sig ud. Et pindsvin krøller sig sammen som en lille kugle med alle piggene på stikkerne, når de beskytter sig selv.

Vores lille ven fik derfor lidt at sove på, så vi kunne undersøge hende. Et røntgenbillede afslørende en knust pote med flere brud og en undersøgelse af munden viste en brækket underkæbe. Skaderne til sammen gjorde, vi sendte hende afsted med et stik i hjertet og en ny stjerne til himlen!

Det lille pindsvin blev umiddelbart vurderet i så god stand, vi valget at tage skridtet og undersøge hende efter ”best practice”, velvidende det ikke er alle pindsvin, der får denne mulighed.

Mange af de pindsvin, vi ser, er så ilde tilredt, det vil være imod dyreværnloven ikke at give dem fred med det samme.

Jeg ville dog ønske, vi ikke så, så mange dyr gennemgå de lidelser, som mange af pindsvinene oplever.

Bare fordi vi måske ikke ser pindsvinene, så findes de – og de mærker smerten. Vi, der arbejder med dyrene, mærker den også, og vi glemmer den aldrig.

Så pusler det i haverne, så hold øje med pindsvinene.

Få de små i sikkerhed, så hunden eller græsslåmaskinen ikke bliver bødlen, der sender dem fluks i smertehelvede, hvorefter skæbnen afhænger at menneskets evne til at spotte pindsvinet endvidere hjælpe det videre.

Pindsvinenes Venner ligger ind med en masse vejledning i, hvad du skal gøre, hvis du møder et lille dyr på din vej.

Det er så let bare at gå videre! Husk på at et lille stop fra din side kan gøre en kæmpe forskel for et andet levende væsen!

Så tænk dig om, når du tramper afsted!

Små snuder fortjener også et værdigt liv.

Når døden venter!

/i ,

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

”Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.

 

Farvel til lille Whiskey

/i

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.

Historien om Whiskey!

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.

Jeg husker altid et dyr, men Whiskey satte sine potespor på en helt særlig måde.

Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede stolt ind på  Dyreklinikken Artemis første gang for godt 2 år siden.

På den måde som kun en west highland white terrier kan gøre det.

For mig ny patient, der af logistiske årsager, måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose “Cushings Syndrom”.

Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon.  Whiskey havde som følge af sin Cushings også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.

Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham et prik  med insulin. Ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for dagen gik på hundens præmisser, så den  havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskey ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.

Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok” også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok.  Så livet er værdigt og dagen ikke bare en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en definition på.

Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt.

Dyr bliver som mennesker også ældre. Det skal de have lov til.

Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den IKKE mere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur.  Hvis hunden ikke længere kan det, måske på grund af gigt og manglende muskelmasse, så er det kritisk.

Hunden skal IKKE komme i situationen, den er så forpint af smerter den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.

Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, som gør hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, da den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile? Så kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men de viser ubehag hvis de ikke kan holde på deres egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis på grund af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske den er i behandling med noget medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er ”nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se,

hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.

Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt idet, vi elsker vores dyr og tanken om, de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, vi livet igennem snakker med hinanden om, hvad vi selv mener, er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for en hver pris. Han blev dog bedre efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskey ejer sagde, den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny snude ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Det ærgrede mig gevaldigt. Jeg kan nemlig ikke forstille mig noget mere dejligt menneske at få på besigtigelse den dag jeg er død.

Heldigvis lod det ikke til Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie, trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand. Det er meget trygt at vide, der er så søde folk ansat i den oversete branche.

Den sidste time!

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.

Da  Whiskey trådte ind af døren, kunne vi med det samme se, han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde : “Torben, det er nu”. På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu”. Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv!

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene. Vigtigst så var

Whiskey på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund, og det er altså ikke så lidt.

Whiskey ejer kæmpede for ham.  Passede ham til det sidste også selvom det indimellem var besværligt.

Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg. Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og bliver uværdigt. I høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse!

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “ja, nu er jeg gået på pension”. Med sig havde han den sødeste lille uldtot Fie, der er en lhaso pso på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, så kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på 4 uger. Båndene udvikles over årerne, og det er nogle store potespor Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig”. Det er ulempen ved en urne. Det er altså svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen, for som

Torben sagde: “ja, det hvor jeg kommer fra, så hilser vi altså altid pænt på hinanden”.

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes. På denne juleaften er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.

Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.

Dyr kan ikke genopstandes.

Der kan dog komme en lille ny snude, der ikke har noget med en genopstandelse at gøre. Det er det valg, man tager, når man vælger at give en lille hund et hjem, velvidende der er kærlighed og overskud til at give dyret alt det bedste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

/i ,

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Har du givet dit kæledyr en hensigtserklæring?

/i ,

Futte kom til Dyreklinikken Artemis. Den dejligste labrador retriever på 10 år. En gammel ven, vi havde fulgt gennem mange år.

Futte havde gennem de sidste par måneder ændret sin adfærd.Han kunne ikke rigtig finde hvile om natten. Virkede mere træt. Var blevet oppustet i bugen. Ville dog gerne spise, gå tur og lege med sin kammerat.

Futte var nu en ældre herre, så adfærden var måske “bare” kroppens naturlige forfald?

Det forventes jo ikke, man skal rende rundt som en kåd hvalp, når man er gået på pension. 

Særligt ikke, når man i forvejen har gigt i bentøjet og er i behandling for nedsat funktion af stofskiftet.

Hvad er galt?  

Futtes forældre havde nu stadig en følelse af noget ikke var, som det skulle være.

Derfor havde de taget turen fra Nordsjælland til Artemis. 

Futte blev undersøgt. Jo, han var en distingveret snude med smukke grå aftegninger på mulen. Han så med al respekt ganske rigtig en anelse “vommet” ud – mere end forventelige af en evig sulten labrador.

 Futte fik taget en blodprøve for at screene hans organer. Blodprøven blev sat til analyse i laboratoriet. Mens vi ventede på svar, gik vi i røntgenlokalet for at tage billeder af Futtes “indre”.

 Røntgenbilledet gav os forklaringen: en stor meget stor milt slørede billedet. Futtes blodprøver understøttede mistanken: Futte havde kræft i milten.

Kræft i milten eller en milttumor kan opstå som følge af forandringer i selve milten eller som spredninger fra andre steder i kroppen. 

Det rammer typisk større hunderacer. Typisk ses tumoren hos hunde over 5 år. Forløbet kan være meget varierende, afhængig af omfanget af kræften og hvor fremskreden det er.

Som ved alle former for kræft kan symptomerne komme i mange forklædninger. 

Typisk ses en afdæmpet adfærd, øget drikkelyst og tissetrang, en stor “vommet” bug, blege slimhinder og indimellem oplever folk, hunden pludselig kollapser. 

Oplever du nogle af disse symptomer hos din hund, skal du straks søge dyrlægehjælp.

Operation eller ej? 

Futtes forældre var naturligvis dybt ulykkelige. De stod overfor en meget svær beslutning: skulle Futte opereres, eller skulle Futte have fred?

 Man kan godt fjerne en milt med en tumor ved operation.

Når hunden åbnes, vil dyrlægen altid se efter, om der er tegn på kræften har spredt sig til andre organer. Er dette tilfælde, er det sjældent hunden får lov at vågne op igen. Hvis kræften synes lokaliseret til milten, fjernes denne. Mange hunde lever gode år efter at have fået fjernet milten. 

I Futtes tilfælde var vejen frem ikke en klokkeklar beslutning. 

Vi skal altid se dyrene i et helhedsbillede og ikke isoleret set lade en ting træffe afgørelsen. 

Et helhedssyn på Futte satte gang i nogle spørgsmål omkring etik i forhold til et værdigt dyreliv. Hvor langt skal vi gå for at holde liv i vores dyr?

 Vil det være ok at lade Futte gennemgå en større operation, når han i forvejen har flere skavanker, der sætter en dæmper på det gode hundeliv?

Hvis han var 3 år yngre uden gigt og andre udfordringer, havde det gjort en forskel for beslutningen?

Hensigtserklæringen!

Var det kærligheden til Futte, der skulle være motivationen for at tilvælge en operation? 

Eller var det i virkeligheden den største kærlighed at sige stop nu og dermed sikre, Futte ikke blev udsat for unødig smerte og lidelse? 

Hvornår man som ejer, skal give slip, er den sværeste beslutning. 

Vi ved, at når vi får et kæledyr, får vi også en stor sorg, da dyrene sjældent overlever deres mennesker. Men hvornår er et hundeliv ikke værdig mere? Hvornår bliver det vores behov at holde liv i en hund og ikke dyrets ve og vel, der prioriteres?

Når man som ejer står midt i det – og har en syg hund, hvor en behandling stilles i udsigt, er det utrolig svært at bevare objektiviteten, da vi med næb og klør ønsker at beholde vores elskede dyr. 

Det er derfor så utrolig vigtigt, vi husker at bevare snakken om, hvornår “nok er nok”. Denne snak skal tages gennem hele livet og ikke kun, når situationen spidser til.

I den svære tid er det vigtigt at holde sig selv op på de hensigsterklæringer, vi gav hinanden og vores dyr, mens det var gode tider.

 I den pressede situation er det nemlig sjældent fornuften men følelserne, der sejrer.

 Tanken om at miste sin bedste ven, gør så ondt.

 Futte forældre og jeg snakkede frem og tilbage. De så hinanden dybt i øjnene og fortalte, de altid havde lovet sig selv, de ikke ville trække Futtes liv unødigt langt.

Futtes alder og generelle helbredstilstand trak i retning af et farvel.

Futte drog hjem igen og i går søndag sidst på eftermiddagen, fik jeg lov at lade ham sove ind på Artemis.

Futte var omgivet af sin familie til det sidste. Han havde haft en fest af en dag med nogle overdådige sidste måltider og masser af kærlighed.

Han var i løbet af 2 dage blevet markant dårligere, så det føltes helt rigtig at lade ham få fred, trods det stadig føltes så forkert. 

Det var i min optik en “god” aflivning. Futte har haft et fantastisk liv. Og han fik lov at komme af sted i tide. 

Hvis man som ejer ikke er en lille smule i tvivl, når man træffer beslutningen om eutanasi, så har man ventet for længe.

Enhver med fornuft vil synes, det er rimeligt at lade et voldsomt afkræftet og sygt dyr få fred.

 Det er langt svære i gråzonerne, hvor dyrene endnu ikke er blevet så dårlige, livet er blevet uværdigt. 

Det er dog der, jeg mener, vi skal lade kærligheden overvinde alt og lade dyrene sove ind med værdigheden i behold og med en lille tvivl intakt i sindet. 

Har du endnu ikke givet din elskede snude en hensigtserklæring om en værdig død? 

Tag snakken med dine nærmeste om, hvad du har af tanker om en værdig død og et godt hundeliv… 

En hensigtserklæring kan måske spare dit elskede kæledyr for ufortjent smerte i den sidste ende. 

Sorgen vil ikke blive mindre – men den vil blive lettere at bære…

Hvis du synes stjernebilledet viste lidt mere end 4 klare stjerner i går aftes? 

Så var det fordi, Futte indtog stjerne nummer 5 og dannede en smuk slutning på en søndag, der repræsenterede såvel livets begyndelse som den svære afsked.