Farvel til Rosie!

Sidste fredag ved middagstid gik vi en dejlig tur i Bernstorffsparken! I onsdags sen eftermiddag sluttede jeg livet for den kæreste Rosie!

Rosie var den dejligste hvide schæferhund, jeg havde haft fornøjelsen af at kende i  nogle år.

Hun kom til Artemis med hendes søde familie for nogle år siden og har efterfølgende været fast inventar. Rosie har dog ikke overrendt os med besøg på klinikken. Hun har derimod sat sig store præg, da hun har været en af mine ”kernesnuder”, når vi gang på gang har gået bonusture i Charlottenlund Skov og Ermelunden.

Rosie var ALTID med. Hun elskede at lege med hendes kammerater og være på tur med sin ejer og alle os andre, der var så heldige at være i hendes selskab.

Båndet mellem Rosie og hendes menneske var tydeligt og stærk, og kemien i top. Rosies charmerende væsen, æstetisk smukke udseende kombineret med hendes super hundesprog gjorde hende til en af mig hyppigt brugt ”snudemodel”, når der skulle fotograferes til dit og dat!

Når Rosie kom til dyrlægen gik hun glad ind i konsultationslokalet og satte som det første poterne op på bordet og ville op med det samme! Ikke alt det snak og snus, lad os komme i gang!

Et pragteksemplar af en hund, der ovenikøbet havde et meget sødt menneske med i en snor!

Hvad var galt med Rosie?

Rosie har livet igennem været ”bugspytkirtelhund”. Som mange andre schæfere producerede hun ikke nok fordøjelsesenzymer, hvilket påvirkede hendes mave- og tarm.

Tilstanden blev konstateret for mange år siden og har krævet livslang behandling. Hun var også ramt af allergi. Begge problematikker var diagnosticeret, og behandlingen havde foregået gennem længere tid, da jeg mødte Rosie første gang!

Som så mange hunde med bugspytkirtelproblemer havde Rosie en sart mave. Der skulle ikke meget til, før hun fik diarre. Fik hun noget forkert at spise eller snaskede i det forkerte, så betalt hun prisen med tynd mave, der dog altid kom på plads igen.

Rosie var for ca. 2 uger til tjek. Hun skulle have undersøgt bentøjet, da alderen gjorde, det var blevet lidt stift.  I den forbindelse fik hun taget en blodprøve, der viste ganske let forandrede værdier fra leveren. Tallene kan skyldes alt og intet.

Da Rosie ellers var frisk og ikke viste tegn på sygdom, besluttede vi, hun skulle have noget, der beskytter leveren og tjekkes igen med en ny blodprøve om nogle uger. Det er ikke ualmindeligt, vi finder let forandrede værdier på leveren, så ingen grund til panik.

En lille uge siden fik Rosie diarre. Hun blev sagt i behandling med understøttende behandling.

Fredag på helligdagen bededag var Rosie, jeg og en flok snudevenner på tur sammen, hvor hun havde det fint.

 

Fredag aften taler jeg med Rosie familie, der siger, hun har det skidt.

Rosie indlægges!

Vi beslutter sammen, Rosie skal indlægges på et dyrehospital.

Man kan som ejer af et kæledyr håndtere og klare rigtig meget, når det gælder – men på et tidspunkt skal man ikke mere tage ansvar for et sygt dyr, men overlade ansvaret til os dyrlæger, så vi kan tage over og hjælpe, trods tanken om at ens bedste ven skal være væk fra hjemmet gør ondt.

Rosie blev indlagt og der i blev igangsat behandling. Hun blev undersøgt og fik taget blodprøver. Hun fik væske og anden behandling, da hendes diarre var begyndt at sætte sit præg på kroppen. Undersøgelserne viste, hun havde Giardia, der er en parasitlignende ting.

Giadia kan optræde i mange forklædninger. Nogle gange er der nærmest ingen symptomer, andre gange er der blodig sprøjtende diarre. Vi håbede, at Rosies tilstand udelukkende skyldes denne.

Giardia er grim sygdom – vi kan komme den liv livs ved altid at samle hundens afføring op. Har du en hund med diarre? Lad den ikke rende frit og sprede sine efterladende skaber hist og pist. Gå til dyrlægen og få hunden tjekket for giardia, det gøres ved at aflevere en afføringsprøve til din dyrlæge.

Trods intensiv behandling med alt, hvad man kan tænke sig, blev Rosie ikke meget bedre. Træt, manglede appetit og stadig meget dårlig mave. Vi havde hele tiden hendes leverværdier i tankerne. Rosie forblev indlagt over weekenden. Mandag blev hun endelig undersøgt med en ultralydscanner, så vi kunne se hendes indre organer mere tydeligt.

Scanningen viste det værst tænkelige: en lever, der var skrumpet ind til næsten ingenting.

Rosies lever blev yderligere undersøgt, og det vidste sig, den overhovedet ikke fungerede.

Den svære beslutning!

Rosie blev dårligere og dårligere, og til sidst var der ikke mere at gøre. Rosie skulle ikke ende sine dage et fremmed sted, så hun blev hentet hjem.  Rosies familie skulle sige farvel et sted, hvor Rosie var tryg.

Jeg snakkede med familien kort tid før Rosie kom hjem. Rosie var så dårlig, at beslutningen om det det endelige farvel, ikke skulle vente. Trods man så inderligt ønsker sig bare en dag mere, så var det Rosies hensyn, der kom først.

Rosie havde ikke været hjemme mere end kort tid, før jeg ankom. Rosie rejse sig om kom ud og sagde hej, men lagde sig med det samme igen. Hun var på de få dage blevet ekstrem tynd, og det gjorde ondt i hjertet at se, hvor hurtigt det var gået – fra gåturen fredag til nu. Rosie var her ikke mere.

”Jeg har talt minutterne til, du skulle komme”. Sætningen fra ejeren vidnede om, det var Rosies tid til at skulle afsted. Rosies fik fred, sovende trygt med sin familie omkring sig. Befriet for smerter og ængstelighed over kroppens svigtende funktion.

Hvordan kunne det gå så galt?

Vi sidder alle tilbage med mange spørgsmål. Hvordan kunne det så hurtigt gå så galt? Ingen kender endnu svarene, der kan forklare, hvordan leveren pludselig stod af og lukkede ned.

Trods adskillige undersøgelser er der endnu ikke koblet en direkte sammenhæng mellem parametre, der med sikkerhed kan forklare, hvad der skete.

Vi vil så gerne vide det. Hvorfor? Hvis vi kan forklare tingene, kan vi måske forhindre, det sker igen?

Alle frygter ens bedste ven pludselig bliver alvorlig syg, uden det er set komme. Vi sil så gerne have klare diagnoser i håb om, de bliver fyrtårnet, der guider os til de rette beslutninger, der måske skaber lys i sorgens mørke, og gør det lettere at give slip, når tid er?

Uanset hvilke diagnoser og facts, vi præsenteres for, så må det altid være dyrenes ve og vel, der guider os til de rette beslutninger. Den dag dyrenes liv ikke er værdigt mere, så er det vores pligt som ejere, at lade dem få fred i tide. Lad dem ikke nå dertil, hvor livet bliver uværdigt.

I Rosies tilfælde så var det, det helt rette tidspunkt. Der var ikke mere at gøre for hende, og selvom der havde været et spinkelt håb, så havde det ikke været for Rosies skyld at fortsætte.

Kærligheden til Rosie var det, der satte kursen. Jeg er ikke i tvivl om, afskeden var  noget af det hårdeste, familien nogensinde har  oplevet. Troen og visheden om, det var Rosies bedste, gjorde de gav slip og lod hende få fred – en uselvisk handling, der vidner om både styrke og kærlighed.

Rosie er nu blevet til den smukkeste lyse hvide stjerne på himlen. Rosie familie står tilbage uden hende. Nogle ”hundehjem” er så vidunderlige, det er synd, de skal stå tomme, når man tænker på, hvor mange dyr, der mangler et godt hjem.

Trods Rosies potespor bliver meget svære at følge efter, håber jeg, der en dag bliver hjerterum til at åbne op for et nyt medlem af familien, velvidende en ny hund aldrig kan og skal erstatte den gamle.

Os, der har været involveret i Rosie, glemmer hende aldrig.

Hun er endnu en reminder på, vi hele tiden skal blive dygtigere, således vi fremadrettet kan hjælpe endnu flere dyr til bedring og altid træffer de rette beslutninger – at drivkraften er kærligheden til dyr, skal altid være det bærende element i alt, vi foretager os.

 

 

Nyd livet mens, vi har det. Det kan nemlig pludselig forsvinde uden de store advarsler.

Se video med Rosie her!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til Henning

Farvel til Henning?!
 
Mandag morgen blev jeg afbrudt i konsultationen og fik en telefon i hånden: en grædende stemme fortalte, Henning var død☹️.
 
Henning den store grand danois, der gennem de sidste mange år har fulgt mig og mange andre på livets vej?!
 
Henning var sovet stille ind i sofaen hjemme og lå nu stendød!
 
Henning er en ret stor hund og ikke helt så nem at rykke rundt på. Hennings ejere var handlingslammede i chokket, så Artemis sendte en delegation afsted, der kunne hjælpe med at få Henning bragt hertil!
 
Henning fik en død, der var ham værdig. Pludselig var han væk! Lige så storslået en entre han altid gjorde, uanset hvor han var, ligeså elegant en exit sluttede æren.
 
Henning vil blive savnet af rigtig mange mennesker og dyr❤️.
 
Vi har på Artemis mistet alt alt for mange venner det seneste stykke tid. Vi husker hver og en, bærer deres historier med os videre, lærer af erfaringen og arbejder hårdt for altid at blive endnu dygtigere.
 
Derfor er der ofte brug for fotos af hvalpe og killinger til at minde os om at ligeså mange slutninger, vi gennemlever, så starter der også nye liv til glæde og grin?.
 
Henning har garanteret allerede fået en ny fanskare deroppe – Stjernen er i hvert fald ligeså stor som Hennings gang på jord⭐️.
 

En lille Perle…

Mandag morgen ringer telefonen på Artemis, kort tid efter bliver jeg afbrudt i min konsultation af min sygeplejerske Gudrun. Hun har en ulykkelig dame i telefonen, der engang var kunde hos os. Hun har kort fortalt, hendes mor er kommet på hospice?.

Moren har en svensk dansk gårdhund, som hun af indlysende årsager ikke længere kan tage sig af. Datteren står midt i afskeden med sin elskede mor og kan ikke give hunden, hvad den fortjener midt i sorgen og praktiske gøremål.

Gudrun og jeg ser på hinanden, og der er ingen tvivl: hun skal naturligvis komme med hunden til os, så vi kan se om vi kan hjælpe.

Kort tid efter kommer Perle til os. Hun er den dejligste 7-årige pige, der gennem et liv er blevet elsket og passet til punkt og prikke. Perles menneske fortæller om hende og beskriver en hund, der vil være en berigelse i det rette hjem.

Hun har naturligvis været i gennem en turbulent periode, og der skal ro på i starten. Alle forudsætninger er tilstede for, hun i dette rette hjem vil være til gensidig glæde og lykke.

Perles menneske var ikke helt klar over, hvad der ville ske.

Hvad vi ville gøre, da hun blev bedt om at komme?

Sorg og afmagt sætter rationelle tanker ud af spil og i en sådan situation, er det eneste rigtige at gøre at bede om hjælp. Hvis ikke ville Perle blive taberen.

Aflivning var naturligvis aldrig på tale. Vi afliver ikke raske dyr. Det var på ingen måde ej heller ønsket, men i sorgens stund er der ikke altid plads til at tænke fornuft og finde løsninger.

Det er derfor, det er så vigtigt, vi bliver ved med at tale sammen. Ikke at fordømme og være bedrevidende, men skabe rammerne for man ikke er bange for at række efter en hånd, når balancen vakler?.

”Folkedomstolen” er i dag meget hård.

Særligt når det kommer til kæledyr. I den digitale debat flyver ordene, og meninger er mange. Det er så nemt at gemme sig bag en skærm og være fordømmende. Det er sjældent, man ser et opslag om videreformidling af kæledyr, uden der er flere, der i meget skarpe toner skæmmer menneskerne og kalder dem skældsord uden overhovedet at have læst opslaget?.

Det drejer sig ikke om, man ikke skal tænke sig om, før man anskaffer sig kæledyr. Naturligvis drage omsorg for det livet igennem. Der er mange situationer, hvor aktualiteten af et nyt hjem kunne have været undgået.

Vi oplever virkeligheden til hverdag. Mennesker og dyr ”face to face”, ikke gemt bag en skærm. Det er følelser som sorg, afmagt, glæde, frustration og frygt. Vi skal træffe de rette beslutninger, så vi altid sætter dyrenes ve og vel først.

Efter at have talt med Perles menneske og set hunden, gik det stærkt. I løbet af 20 minutter havde vi fundet det perfekte nye hjem til hende, der matchede på alle punkter.

Jeg er så stolt af min vidunderlige kollegaer på Artemis, der bare med det samme, var klar til at hjælpe – og handlede?!

Det er så vigtigt, vi alle arbejder for at skabe en kultur med netværk, hvor vi hjælper hinanden, når behovet opstår?.

Det er fantastisk at se, at når der er behov for det – så virker dette netværk!

Man skal altid sige til, hvis man er i en situation, hvor man ikke længere, kan gøre det rette for dyrene. Det er kærlighed til dyr, der gør, man nogle gange erkender dette – i andre tilfælde er der andre mindre flatterende årsager bag.

Jeg er taknemmelig for Perles passer havde mod på at komme forbi, da hendes nye familie er SÅ glade for hende??.

Flere mennesker har nu hjulpet hinanden ved at ens styrke til at sige farvel bidrager til andens glæde.

På en måde redder vi jo alle lidt hinanden, som dyr så ofte redder os ?!

 

En sidste lille trille…

For kort tid siden tager jeg i mod Fru Agerstrøm og lille Minnie. Jeg har kendt Fru Agerstrøm i mange år ligeledes Minnie, der er en kær shih tzu model på nu 13 år.

Fru Agerstrøm sætter sig med hjælp fra en stok på stolen, hun behøver ikke hjælp fra min hånd.

”Ja Lise, du er jo den sværeste person at ringe til”, starter hun. ”Minnie har det ikke godt, og jeg vil gerne have, du afliver hende”.

Minnie snifler glad omkring, lidt godbidder kan hurtigt løfte stemningen, så dem fedtes der ikke med.

Fru Agerstrøm fortsætter, at sådan her plejer Minnie altså ikke at være. Hun ligger bare derhjemme og vil ingenting mere.

Sagen er den, at Minnie gennem det sidste halve års tid er blevet dårligt seende, og nu er der næsten ikke mere syn tilbage. Minnie døjer også med slidgigt, så dagens gøremål er i forvejen lidt besværlige, men dog mulige.

”Vi har mange mennesker i huset pga. sygdom i familien, og før i tiden elskede Minnie alle, der kom.  Nu hilsner hun ikke engang mere, når der kommer nogen. Lise, jeg er jo selv blevet 80 år gammel”.

Jeg vidste godt Fru Agerstrøm var oppe i årene, men jeg blev alligevel overrasket over tallet sammenholdt med den friske dame, der sad foran mig. Hun fortalte mig, hun gennem lang tid, havde tænkt på at ringe til mig, men havde alligevel puttet sig, da Minnie jo klarede den.

Der kan være mange grunde til en hund ”bare ligger”. I Minnies tilfælde er det svigtende syn og kroppens aldring det afgørende. Nogle hunde bliver meget ængstelige, når synssansen forsvinder. Når de alligevel klarer sig så fint i vante rammer, er det fordi, deres imponerende snude primært overtager styringen. Næsen bliver navigationen, der får dem sikkert omkring.

Dog skal der ikke megen forandring til at ryste sindet, så selv små forandringer fylder stort. Heraf kommer angsten. Hvis man er bange for ikke at kunne finde omkring, så bliver man, hvor man er.

Er man samtidig motorisk udfordret og har andre aldersbetingede skavanker, så kan det hele godt blive trist, når man er hund.

Når vi dertil, hvor angsten bliver invaliderende, som i Minnies tilfælde, så synes Minnies omsorgsfulde ejer ikke længere, hun kunne lade stå til.

Minnie sad i armene hos sin ejer og fik et lille stik i nakken. Jeg forsikrede om, det ikke gjorde ondt på Minnie, hvortil Fru Agerstrøm så rigtig svarede ”det er godt, da det gør ondt på mig”.

Minnie lukkede langsomt øjnene, mens Fru Agerstrøm og jeg sad ved siden af hinanden og snakkede. De sidste 13 år passerede forbi i lokalet.

Minnie havde altid været en rask hund lige indtil de sidste par år, hvor alderen kom snigende.

For et par år siden lovede jeg, jeg ville passe Minnie, hvis Fru Agerstrøm pludselig måtte på hospitalet. En dag ringende hun, og jeg indfriede mit løfte, hentede straks Minnie og fik hende passet, indtil Fru Agerstrøm vendte hjem igen. Det havde hun aldrig glemt.

Synet af Minnie, der for et øjeblik siden, havde sniflet rundt og kækt spist godbider var et rart billede at slutte af med.

Hvornår er det ikke godt nok mere?

Beslutningen om, hvornår et liv ikke er godt nok mere til at leve, er der ingen facitliste på. Hvad der definerer en værdig tilværelse, vil være unikt for hvert enkelt liv. I dette tilfælde var et liv med blindhed, angst og gigt ikke længere tilstrækkeligt. Minnie var meget dårlig, men ikke helt så dårlig at hendes liv endnu var blevet uværdigt. Minnies ejer vidste, vi ville passere den usynlige grænse for, hvad måske er etisk forsvarligt, hvis hun bare lod tiden gå.

Som hun så rigtig sagde: ”så vænner Minnie sig jo bare til, at sådan er det – men det er jo egentlig ikke godt nok?”.  Der må i min optik gerne være en snert af tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at sige farvel i øjeblikket. Er du ikke i tvivl overhovedet, kan man have ventet for længe.

Med de fantastiske liv vi giver vores kæledyr, fortjener de også en værdig afsked. Vi skal altid gøre det, der er det rigtige for dyrene – ikke for os. Gør vi det, skal vi nok finde et lys i sorgen, fordi har sat dyrene først.

Da Minnie havde lukket sine øjne endeligt, fulgte jeg fru Agerstrøm ud. Jeg sagde, jeg troede, hun snart ville mærke en klump af bekymring forsvinde. ”Lise, jeg mærker det allerede. Jeg er bare ked af, jeg ikke skal have hund igen”. Jeg lovede at tage kontakt til min veninde, der i sin tid havde passet Minnie, og så vil vi komme på besøg.

Jeg er ikke i tvivl om alle de følelser, Minnies ejer gennemlevede. Jeg ved også, hun kommer hjem til et stort tomrum, trods huset er fyldt med mennesker.

Mange forstår ikke hvad det vil sige at miste et kæledyr, det er en helt speciel sorg, som ikke pårørende rummer og forstår. Kan vi gøre noget for at hjælpe de efterladte og gøre en forskel for et menneske i en særlig sorg? Jeg arbejder stadig på at finde den optimale model for besøgsvennerne, der kan fungere for flere, ikke kun afhængig af mig.

Det er på ”to do listen”, hvis noget er vigtigt nok, skal det nok ske. Det her er vigtigt.

Læs mere om besøgsvennerne her!

Ekstra Bladet: omkring det sidste farvel!

Ekstra Bladet har lavet en reflektion i kølvandet på en amerikansk dyrlæges opråb på facebook!

Jeg blev interviewet og gav mit besyv med om det sidste farvel!

Journalisten Ronja Ryde var meget grundig og venlig. Hun endte med at skrive et langt mere reflekteret indlæg, end det først var meningen! Tak for det!

 

 

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/dyrlaeges-afsloering-dette-taenker-dit-kaeledyr-de-sidste-minutter-foer-det-doer/7363417

Stjernestunder & skyggesider

Vi har på Artemis har sat en rekord, der ikke lige frem er noget at prale af. Alligevel nævner jeg det, da det illustrerer noget vigtigt: den altoverskyggende kærlighed til dyrene, der går langt ud over menneskets egoistiske behov.

Jeg har aldrig før aflivet så mange dyr, som jeg har gjort de sidste 7 dage. Flere har ringet og sagt mit skriv om dødshjælp til dyr, rykkede noget. Jeg havde dog ikke forestillet mig omfanget, der har været voldsomt.

Samtlige afslutninger har været lige, som de skulle være. Helt berettiget og på det tidpunkt, der aldrig bliver godt, men som er rigtigt!

Det har været dyr, hvis historier repræsenterer et langt forløb og ikke mindst et liv med deres familier, hvor hvert enkelt hjerte fortjener sin helt egen fortælling.

Der har været store følelser bag, svære beslutninger og ikke mindst en efterfølgende sorg, der ikke bare forsvinder.

Når jeg har lyttet på hjertet og erklæret dyret for dødt, så er dyret i fysisk betydning ikke mere i live.

Det betyder dog ikke, at de i er væk i bevidstheden hos de kærlige ejere, da minderne ikke forsvinder, trods kroppen giver slip.

Ikke alle forstår, hvad det vil sige at miste et kæledyr.

Jeg har hørt meget gennem tiden: ”Det er da flot, han blev så gammel”, ”det er bare et dyr”, ”nu skal da være glad for, du ikke ud og gå med ham om morgenen mere” og meget andet.

Kommentarerne er ikke ondt ment, men nok bare et udtryk for, ikke alle kan sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste et dyr.

Der er næppe en opskrift på, hvordan man kommer videre. Man skal give sig selv plads og lov til at sørge, mindes, græde og glædes.

Hvordan det føles at være den, der slukker livet, er ubeskriveligt.

Hvor mange liv skal man redde, før det retfærdiggør, man tager et? Et mere tænkt filosofisk spørgsmål end et, der skal svares på – det dukker nogle gange op i tankerne.

I ugens løb har der også været mange raske glade dyr, der har hjulpet på ligevægten.

Det store spørgsmål om kosmisk retfærdighed eller ej, spekulerer jeg videre over!

Jeg er så stolt af de mange fantastiske ejere derude, der så virkeligheden i øjnene og traf den meget svære beslutning. I tjener til inspiration for alle, der elsker dyr. Tak for Jer.

På et tidspunkt letter de sorte skyer måske, men bevistheden om de mange liv bæres med mig videre og glemmes aldrig.

God weekend og husk at kigge op på stjernehimlen, der er blevet en hel del rigere!

Dødshjælp er en kærlighedsgerning til vores kæledyr!

Der har her til morgen kørt en debat om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal være legalt i Danmark.

En repræsentant fra Etisk råd anbefaler, det fortsat ikke skal være lovligt.

Velvidende vores kæledyr ikke er mennesker, giver det alligevel stof til eftertanke at drage nogle paralleller til dyrenes verden.

Som dyrlæge og af en slagsen, der næsten dagligt sender kæledyr afsted til et bedre sted og som har MANGE liv på samvittigheden, giver det stof til eftertanke, når jeg overhører den humane debat.

Forestil Jer en verden hvor kæledyrene var underlagt de samme præmisser som mennesker? Hvor vi IKKE havde muligheden for at lade deres liv komme til en ende?

Jeg hører ekstremt sjældent, at hunden er sovet ind i kurven uden forudgående sygdom. Det sker næsten aldrig.

Langt de fleste kæledyr gives fred, når livet ikke længere er værdigt. Når hunden ikke kan gå, eller katten ikke længere kan spise. Skulle der tages en rimelig konsekvens af sygdommene, ville det betyde en mængde medicin så stor, dyret næppe ville sanse, hvad der foregik – eller måske en permanent indlæggelse på et dyrehospital der i sig selv kan stresse et dyr så meget, det nærmest tager livet af dem. Den ventede død ville ikke blive for dyrets skyld. Dette scenarie kaldes for passiv dødshjælp.

Hvad hvis vi af principielle årsager lod dyrene udleve deres sidste tid i et smertehelvede og til sidst ventede på, kroppen giver slip, så sjælen får fred? Jeg tror næppe, vi ønsker dette for vores kæledyr.

Scenarie i sig selv bør få alle kæledyrssejere til at huske på, at når livet en dag ikke mere er værdigt, så skal der i samråd med dyrlægen træffes en svær beslutning.

En beslutning, hvor vi ikke bare lader stå til, men ser virkeligheden i øjnene – Uanset hvor ondt det gør at tænke på, vi ikke mere har væres kæledyr i blandt os. Vi må ikke gemme os og lade følelserne vinde på bekostning af dyrenes ve og vel.

At lade vores dyr få fred i tide er en kærlighedserklæring til dyret. Det kommer sjældent et godt tidspunkt at sige farvel på, men der kommer et rigtigt.

Hvis det var lovgivning, der stod i vejen for, jeg ikke måtte lade dyrene få fred, så tror jeg, jeg ville blive meget kreativ i både min diagnostik og min medicinering. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Så på dette område er dyrene bedre stillet end os mennesker.

Lad os derfor værdsætte muligheden for at sikre dyrene en værdig død, ligeså vel som vi er forpligtet til at give dem det allerbedste liv.

Vi skal ære debatten og dyrene og fortsætte snakken om, hvad der er et godt liv, således vi giver slip i tide – for dyrenes skyld.

Det kunne tjene den menneskelige debat at skelne til kæledyrenes verden.

 

 

 

 

 

 

Tænk dig om før du tramper!

I disse mørke dage er det blevet endnu farligere at være en lille snude, da mennesker ikke altid ser, hvad der lever nede på jorden, men lystigt tramper afsted med tunge hurtige skridt!

Igen måtte et lille pindsvin sande, at bare forbi man har et biologisk skjold, så er man ikke undtaget for farerne, der lurer alle steder.

Det lille pindsvin blev bragt til Artemis af en kærlig sjæl, der havde fundet hende og havde taget hende op, da kroppen ikke selv ville bringe hende frem i livet.

Hun var stor, hvilket er et godt tegn for et pindsvins liv, men hun ville ikke lade os undersøge hende, trods mange tiltag for at få hende til bogstavelig talt at rulle sig ud. Et pindsvin krøller sig sammen som en lille kugle med alle piggene på stikkerne, når de beskytter sig selv.

Vores lille ven fik derfor lidt at sove på, så vi kunne undersøge hende. Et røntgenbillede afslørende en knust pote med flere brud og en undersøgelse af munden viste en brækket underkæbe. Skaderne til sammen gjorde, vi sendte hende afsted med et stik i hjertet og en ny stjerne til himlen!

Det lille pindsvin blev umiddelbart vurderet i så god stand, vi valget at tage skridtet og undersøge hende efter ”best practice”, velvidende det ikke er alle pindsvin, der får denne mulighed.

Mange af de pindsvin, vi ser, er så ilde tilredt, det vil være imod dyreværnloven ikke at give dem fred med det samme.

Jeg ville dog ønske, vi ikke så, så mange dyr gennemgå de lidelser, som mange af pindsvinene oplever.

Bare fordi vi måske ikke ser pindsvinene, så findes de – og de mærker smerten. Vi, der arbejder med dyrene, mærker den også, og vi glemmer den aldrig.

Så pusler det i haverne, så hold øje med pindsvinene.

Få de små i sikkerhed, så hunden eller græsslåmaskinen ikke bliver bødlen, der sender dem fluks i smertehelvede, hvorefter skæbnen afhænger at menneskets evne til at spotte pindsvinet endvidere hjælpe det videre.

Pindsvinenes Venner ligger ind med en masse vejledning i, hvad du skal gøre, hvis du møder et lille dyr på din vej.

Det er så let bare at gå videre! Husk på at et lille stop fra din side kan gøre en kæmpe forskel for et andet levende væsen!

Så tænk dig om, når du tramper afsted!

Små snuder fortjener også et værdigt liv.

Når døden venter!

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.

 

Kræften tog Kurt!

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.