Whiskeys historie

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst. 

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.
Whiskey satte sine spor i erindringen på en helt særlig måde.
Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede meget stolt ind på klinikken for første gang for nogle år siden.
På den måde, som kun en ’westie’-terrier kan gøre det.
En ny patient, der af logistiske årsager måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var måske som følge deraf bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose: Cushings syndrom.
Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon, der har nogle negative konsekvenser. Whiskey havde som følge deraf også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.
Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham en injektion med insulin, ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for, at dagen gik på hundens præmisser, så den havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskeys ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.
Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok”, også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok, så livet er værdigt, og dagen ikke bare er en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en entydig definition på.
Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt. Et dårligt hundeliv er ikke ensbetydende med, det skal være slut – men der skal såsom minimum hjælp til.

Dyr bliver ældre. Det skal de have lov til.
Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den ikke længere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur. Hvis hunden ikke længere kan det – måske på grund af gigt og manglende muskelmasse – så er det kritisk.
Hunden skal ikke komme i situationen, hvor den er så forpint af smerter, at den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.
Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, at der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, hvilket gør, at hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, fordi den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile, kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men den viser ubehag, hvis den ikke kan holde på sin egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis et resultat af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske er den i behandling med medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er “nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se, hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.
Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt, idet vi elsker vores dyr, og tanken om, at de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, at vi livet igennem taler med hinanden om, hvad vi selv mener er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser?
Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for enhver pris.
Han blev dog bedre, efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskeys ejer sagde, at den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny hund ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Heldigvis lod det ikke til, at Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene, og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie – trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand.

Den sidste time

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.
Da Whiskey trådte ind ad døren, kunne vi med det samme se, at han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste, at Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde:
“Torben, det er nu.”

På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille.
“Hvis du siger, det er nu, så er det nu.”

Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side.
Whiskey døde dog ikke alene.

Whiskey var på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund – og det er altså ikke så lidt.

Whiskeys ejer kæmpede for ham. Passede ham til det sidste, også selvom det indimellem var besværligt.
Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg.

Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og blevet uværdigt – i høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene:
“Ja, nu er jeg gået på pension.”

Med sig havde han den sødeste lille uldtot, Fie, der er en ’lhasa apso’ på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på fire uger. Båndene udvikles over årene, og det er nogle store potespor, Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig.”
Det er ulempen ved en urne. Det er svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen. For som Torben sagde:
“Ja, det hvor jeg kommer fra, der hilser vi altså altid pænt på hinanden.”

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes.

I juletiden er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.
Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.
Dyr kan ikke genopstå. Der kan dog komme en lille ny hund, der giver kærligheden et fokus og et sted at gå hen – og så lever mennesket videre på en ny måde.