Hjælp, jeg har fået hvalp

Avisen Politikken bringer idag et særligt tillæg omhandlende kæledyr.

Politikken 2. 28/4-22

Af dyrlæge Lise Rovsing, Dyreklinikken Artemis og adfærdskonsulent og hundetræner Hanne Truelsen, Snudekompagniet

 Hjælp, jeg har fået hvalp

Hvalpe er skønne, men det er en stor opgave at få den godt integreret i familien.

Der findes mange forskellige ”retninger” indenfor hundetræning. Vi er alle forskellige, og en bestemt indgangsvinkel til det at have hund, er ikke nødvendigvis ideel for alle.

Det vigtige er, at have en positiv tilgang til hunden i alle henseender.

Det nye hjem!

Hvalpen ankommer typisk til den nye familie ca. 8-9 uger gammel. Vent gerne til hvalpen er 9-10 uger.

Den kommer ind i et travlt hjem, da de fleste familier har en hektisk hverdag. Det kan være overvældende at få en hvalp passet ind i programmet, også selvom man synes, man har tænkt det hele godt igennem.

Det er en stor livsstilsændring for familien, og hvalpens udvikling sker så hurtigt i de første mange måneder, at det kan være svært at følge med, både for hund og ejer.

Ro og søvn!

Respekter at den lille hvalp er blevet taget fra sin mor og sine søskende. Den vil have et stort behov for tilvænning, søvn og hvile, meget mere end de fleste tror.

Hvis hvalpen ikke får den fornødne hvile, bliver dens evne til at rumme nye ting dårligere. Det kan føre til problemer med f.eks. at blive renlig og lære nyt.

Sæt tid af til at være sammen med hvalpen. Uanset hvilken race hvalp du har, vil den ALTID være et unikt individ, som det tager tid at lære at kende – lige som det tager tid for hvalpen at lære sin nye familie at kende.

I den første tilvænningstid i de nye omgivelser, er det begrænset, hvad hvalpen skal have af motion. Hvalpen skal kun ”luftes af”, snuse rundt og udforske sin nye verden.

Overmotioneres hvalpen, kan den fysisk tage skade.

Sæt dig godt ind i raceegenskaberne af dit nye familiemedlem. Din opdrætter og dyrlæge kan også altid hjælpe.

Lær hundens sprog og signaler!

Brug tiden aktivt på at lære at forstå hvalpen og de mange signaler, den sender til os, når den ”snakker” med os. Hunde kommunikerer via et meget højt udviklet og nuanceret hundesprog, vi kalder det: dæmpende signaler.

Hunde forstår ikke menneskesprog. De kommer til at forstå verbale kommandoer. Heldigvis kan vi mennesker lære at forstå hundens sprog og signaler, og øvelse gør mester!

Det er en meget trist kendsgerning, at mange sunde og raske hunde hvert år omplaceres eller aflives pga. ”problematisk adfærd”. Mange af disse situationer ville kunne undgås, hvis man sætter sig ind i hundens naturlige adfærd og sprog.

Den rigtige kommunikation er så afgørende for en harmonisk sameksistens hund og menneske imellem.

Sætter man sig ind i hundens sprog og signaler, f.eks. ved at deltage til hvalpeinformationsaften mv., er man godt fra start og ”begynderfejl” kan rettes. Det er aldrig for sent.

Der kan også ligge en sygdom bag en problematisk adfærd. Snak med dyrlægen hvis mistanken går på hunden f.eks. har smerter, som ofte er årsag til ændret opførsel.

Tillid til hinanden!

Man skal aldrig misbruge sin hunds tillid ved at være for hårdhændet ved den.

Sæt fokus på at arbejde med positiv indlæring: Vi belønner den adfærd, vi gerne vil have og ignorerer den adfærd, vi ikke ønsker. Denne øvelse er ikke let for os som mennesker.

Hunden lærer dermed hurtigt, hvad der skal til for at blive en succes.

Gætter den rigtig, kommer der en belønning i form af en godbid eller et venligt ord. Gætter den forkert, sker der ikke noget ved det.

Helt naturligt vil hunden gå efter at gætte rigtig hver gang. Møder den ikke hårdhændet straf for at have ”gættet forkert”, vil den have lyst og mod til at prøve sig frem igen!

Hvalpelicens!

Frem til hvalpen den er ca. 16-20 uger gammel, har den det, vi kalder ”hvalpelicens” overfor andre voksne hunde.

Den forstår ikke vi menneskers regelsæt samt andre voksne hundes, som den møder på sin vej. Det skal den først have en chance for at lære, og det lærer hvalpen hurtigst ved, at vi er konsekvente på den positive måde. De samme regler er gældende i indlæringsfacen.

Afliv gamle myter om ”lederskab og dominans”; altså myten om, at hunden vil forsøge at overtage magten, hvis ikke ejeren gør.

Dominans udvises KUN mellem artsfæller – aldrig mellem hunde og mennesker.

Godt begyndt!

  • Har gjort sig klart, at det under alle omstændigheder er en omvæltning at blive hundeejer
  • Har afsat den fornødne tid til at lære hvalpen at kende
  • At man nu skal til at lære et nyt sprog – nemlig hundens sprog og signaler
  • Har stor tålmodighed med hvalpens udvikling
  • Går til hvalpesocialisering ved dygtige og kompetente instruktører

Og husk at nyde hvalpetiden!

God fornøjelse.