Pas på poterne i kulden!

/i ,

Beskyt din hunds poter mod vejsalt i vinterkulden!

Når vinteren sætter ind, og veje og fortove saltes, kan det give problemer for mange hunde. Vejsalt kan være meget generende for hundens poter og forårsage både smerte og ubehag.

Mange hunde nægter at gå på saltede områder, og nogle løfter en pote eller virker ligefrem halte under gåturen. Her er, hvad du bør vide – og hvordan du kan hjælpe din hund.

Hvordan påvirker vejsalt hundens poter?

Vejsalt suger fugt til sig og virker udtørrende på huden. Hvis poten har en lille rift eller skade, kan saltet irritere og forværre tilstanden – det er bogstaveligt talt som at gnide salt i såret. Området mellem tæerne, hvor huden ofte er tynd og ikke beskyttet af pels, er særligt sårbart.

Hvad gør jeg før lufteturen?

Brug potevoks
Voks danner en beskyttende hinde på poterne og gør dem mere modstandsdygtige over for vejsalt. Påfør voksen lige før gåturen.
Fås som creme, spray, gelé eller fast voks – vælg det, der passer bedst til dig og din hund.

Potesokker
Små gummisokker beskytter poterne effektivt og er nemme at rengøre. Hvis hunden ikke bryder sig om dem, kan du prøve babybomuldssokker med en lille plastikpose udenpå (vandafvisende).
Vær opmærksom på, at nogle hunde finder det ubehageligt at have noget på poterne, og at plast kan være glat – især for ældre hunde.

Efter gåturen: Rens og pleje!

Mange hunde slikker poterne efter gåturen, fordi saltet irriterer huden. Du kan hjælpe med at fjerne saltet ved at:

  • Skylle poterne med lunkent vand og tørre dem grundigt.
  • Bruge milde vådservietter – neutrale eller med plejende ingredienser. De er praktiske, hvis du ikke er hjemme.

Undgå overdreven vask, da det kan udtørre huden yderligere og skabe nye problemer.

Hvordan plejer jeg irriterede poter?

Når saltet er fjernet, kan du smøre poterne med en fugtgivende eller helende creme for at styrke huden. Gode valg inkluderer:

  • Zinksalve: Blødgørende og beskyttende – ideel til rødme og irritation.
  • Honningsalve: Indeholder naturlige enzymer og æteriske olier, der fremmer sårheling og hæmmer bakterievækst.
  • Harpikssalve: Kendt for sine antiseptiske og helende egenskaber.

Hvornår skal du søge dyrlæge?

Hvis din hund fortsat er meget generet, selv efter forebyggelse og pleje, bør du kontakte dyrlægen. Poterne er sårbare, og symptomer som vedvarende rødme, hævelse eller halthet kan indikere en underliggende sygdom.

Alternativ til vejsalt: Urea

For at skåne hundepoterne kan du overveje at bruge urea i stedet for traditionelt vejsalt. Urea smelter is og sne uden at irritere poterne og skader heller ikke planter eller belægninger.

Bemærk dog, at det er dyrere og mindre effektivt ved meget lave temperaturer (under frysepunktet).

God vinter!

 

Hvorfor skulle Peach dø?

/i ,

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige – et naturligt spørgsmål at stille.
Som sætningen fortæller, var den dejligste lille hund, Peach, blevet sendt til himmels!
Men spørgsmålet blev komplekst, da det var 15. gang inden for 5 timer, jeg blev spurgt.

Den ældre dame sad med sin døde hund i armene. Hun ville ikke forlade den.
Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.
Den lille hunds krop skulle lægges på rette sted, velvidende at sjælen for længst var rejst til stjernerne!
Den ældre dame skulle hjem.
Men hvis hjem er dér, hvor hjertet er – så var hjemmet nu revet midt over!
Væggene var blevet til en tom skal, der kun mindede hende om alt det, der ikke længere var: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.
At “tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, var der måske en chance for, at det hele bare var en ond drøm?

Peach kom til dyreklinikken torsdag morgen. Hun var blevet dårlig i løbet af de sidste par dage.
Nu kunne hun ikke længere stå på sine ben. Hun virkede slap, ualmindelig trist.
En blodprøve afslørede hurtigt de barske fakta: galopperende lever- og nyresvigt – og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.
Vi kunne vælge at lade sjælen tage afsted, før døden ville tvinge den til himmels!

Den beslutning var tung. For Peachs familie føltes den umulig – for et øjeblik siden havde de jo bare håbet, at Peach var midlertidigt dårlig.
Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut? Peach har jo lige været hvalp?

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene.
Vi vil gøre alt for at lindre smerte og nære håbet om helbredelse.
Men det kan være svært at bevare objektiviteten, når man står midt i en familie, der er blevet knust.
Vi vil så gerne passe på menneskerne – men dyrenes ve og vel kommer altid først.

Peach var så syg, at selv ikke en indlæggelse med al tænkelig behandling kunne ændre udsigten til liv.
Ejer gik en tur for at samle tankerne. Hun lovede at komme tilbage, og imens blev Peach dårligere og dårligere.
Hun kunne have åndet ud, mens de var væk – men hendes livsvilje var ukuelig.
Hun holdt ud og fik til sidst fred med sin elskede ejer ved sin side!

Under hele forløbet gennemgik vi igen og igen, hvad der var galt.
Jeg bekræftede, at selvom det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.
Den største gave, vi kan give vores kæledyr, er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.
Vi mennesker må påtage os smerten i stedet for dyrene.
Kærligheden til dem må altid være stærkere end frygten for at blive efterladt uden sin lille skygge!

I sådanne stunder kan man som ejer høre ordene og føle autoriteten bag dem.
Man stoler på stemmen, der siger dem – og alligevel når de ikke frem.
Chokket overdøver forståelsen, og hjernen kan ikke rumme budskabet.

Peachs ejer skulle have tid.
Tid til at forstå, at hunden var død.
Tid til at mærke, at beslutningen var den rigtige.
Tid til at kysse Peach en sidste gang – igen og igen.
Tid til blot at være med hende, vidende at stilheden snart ville falde. Timerne gik.

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet!
Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne.
Forhåbentlig giver tiden indtil da familien mulighed for at planlægge den afsked, de ikke nåede at tage i første omgang.

Har man som ejer mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.
At stå i en akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for én, er ubærligt.
Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen være den samme.
Vi kan ikke planlægge os ud af den.

Man kan ikke forberede det akutte, det uforudsigelige.
Men man kan finde trøst i, at forløbet gik hurtigt – at dyret fik fred uden langvarig smerte.

Ugen har budt på mange nye stjerner på himlen.
Et tungt stjernetæppe af afmagt, sorg og kærlighed!
Peachs historie var desværre blot en dråbe i havet.

Hele klinikken runder dagen med et tungsind, der ikke lige vaskes væk.
Selv når dagen går på hæld, sidder erindringerne fast i bevidstheden.
Vi håber, vores sorgcoach kan hjælpe i situationer som denne – give Peachs familie støtte!
At vi kan støtte dem, der mister deres elskede kæledyr, når ensomheden rammer hårdest.
Når sorg og stilhed pludselig bliver hverdagen, hvor det før var dyret, der bragte glæde og mening!

Måske kommer der en dag nyt liv.
Men den slags beslutninger skal aldrig træffes i affekt – tiden må arbejde for sagen!

 

Høring om hundeloven

/i , ,

Mandag d. 27. oktober  var der høring om hundeloven!

Det resulterede i Morten Messerschmidt tilkendegav, han ville stille forslag til en revision af hundeloven i Folketinget.

Hvad skete der så til høringen?

Eftermiddagen kom vidt omkring og belyste flere centrale udfordringer ved den nuværende hundelov.

Juridiske aspekter

Professor Frederik Waage holdt et fremragende oplæg, hvor han gennemgik de forvaltningsretlige principper, der danner rammen for politiets optræden i hundesager.
Han fremhævede tre centrale retsprincipper: officialprincippet, proportionalitetsprincippet og vejledningspligten.

Officialprincippet betyder, at politiet selv skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Selvom hundeejeren har bevisbyrden for, at hunden ikke er ulovlig, fritager det ikke politiet for ansvaret for at undersøge sagen grundigt.

Proportionalitetsprincippet forpligter myndighederne til at vælge det mindst indgribende middel. Politiet bør ikke anvende standardløsninger, men foretage konkrete vurderinger i hver sag. Det gælder især ved forvaring af hunde, som ofte bliver både langvarig og økonomisk belastende for ejeren.

Vejledningspligten indebærer, at borgerne skal have korrekt og fyldestgørende information. Politiets tidligere brug af samtykkeerklæringer til straksaflivning var uden lovhjemmel og i strid med denne pligt.

Kort sagt har mange sager været præget af manglende ensartet praksis, utilstrækkelig oplysning og uforholdsmæssige indgreb. Det skaber retsusikkerhed og store økonomiske tab for borgerne.
Problemet ligger derfor ikke alene i lovteksten, men i politiets uensartede håndhævelse.

Folketinget bør sikre klare retningslinjer – og eventuelt ændre loven – så politiet pålægges at foretage en eksplicit proportionalitetsvurdering, før indgreb iværksættes. Mindre indgribende løsninger, som fx brug af mundkurv frem for anbringelse på internat, bør i højere grad overvejes.

DNA-tests og racebestemmelse

Professor ved Institut for Biologi – Genetik og evolution Michael Møller Hansen udfordrede brugen af de nuværende DNA-tests i sager om hunderacer og racebestemmelse.

Han konkluderede, at de kommercielle tests – særligt Wisdom Panel – mangler gennemsigtighed, faglig validering og objektivitet. Resultaterne kan derfor ikke anses som retsligt eller videnskabeligt pålidelige.

Han foreslog indført en bagatelgrænse for DNA-andele på minimum 12,5 % (svarende til en oldeforælder). Bidrag under denne grænse bør ikke tillægges juridisk betydning.

Retssager og praksis

Højestesretsadvokat Poul Hvilsted, der har ført flere hundesager ved domstolene, fortalte, at han ofte har måttet advare klienter, der ønskede at gå ”all in” på en retssag – fordi udfaldet næsten altid ender med en død hund, uanset ejerens indsats.

Adfærd og aggression hos hunde

Dyrlæge Kirsten Brock holdt et vigtigt oplæg om aggression hos hunde – et emne, der ofte spiller en rolle i hundesager.

Hun påpegede, at aggression sjældent handler om ondskab, men om frygt, usikkerhed eller utryghed.
Når en hund knurrer, viser tænder eller måske bider, forsøger den typisk at skabe afstand til noget, den oplever som truende eller ubehageligt.
Formålet er altså afstand – ikke angreb.
Det er hundens måde at sige: “Stop, jeg har brug for plads.”

Hvis vi mennesker ignorerer de tidlige signaler – fx stiv krop, gab, slikken om munden eller knurren – kan situationen eskalere og ende i et bid.
Knurren er ikke uartighed, men kommunikation.
Ved at lytte til hundens signaler og respektere dens grænser kan vi undgå konflikter og skabe mere tryghed for både hund og ejer.

Der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem race og aggression. Derfor giver det ikke nogen mening at have et raceforbud, fordi man mener, de forbudte racer er mere aggressive end andre hunde.

Charlotte S. Andersson fra Fairdog gav sine praktiske erfaringer med hundelovssagerne, som hun gennem mere end 15 år har arbejdet med.

Hundesagkyndiges rolle

Dyrlæge Pernille Hansen holdt et spændende oplæg om de hundesagkyndiges arbejde. Der er ofte udfordringer ved vurdering af skambid og deres betydning.

Hun påpegede, at det er påfaldende, hvor sjældent de inddrages, sammenholdt med hvor mange hundelovssager der behandles hvert år.

Etiske overvejelser

Jeg holdt et indlæg om de etiske dilemmaer, som dyrlæger stilles overfor, når de skal aflive raske dyr – og dermed bryde det etiske løfte, vi har aflagt om altid at handle med omsorg, respekt og faglig integritet over for de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte.

Konklusion

Hundeloven skal ændres – både af hensyn til hundens velfærd og borgernes retssikkerhed. Der blev tilkendegivet at der vil blive stillet forslag i Folketinget om en revision af hundeloven.

Frederik Waage, Lise Rovsing, Morten Messerschmidt

 

 

 

 

Hundeloven vedrører også dig!

/i ,

Et opråb om Hundeloven!

“Hundeloven? Det er da den med kamphundene!”

Nej. Det er det faktisk ikke.
Har du hund — uanset størrelse, race eller temperament — så er du i risiko for at blive ramt af lovens utilsigtede konsekvenser.

Forleden fik jeg endnu en henvendelse på klinikken, der knuste endnu en del af mit hjerte !

En familie stod tilbage i chok og sorg. Deres elskede, kun 4 år gamle golden retriever, Snus, var taget fra dem.

En helt almindelig, glad, velfungerende familiehund — uden nogen som helst adfærdsmæssige problemer.

På en gåtur kom Snus op at diskutere med en anden hund.
Der blev gøet, knurret og delt et par bask.

“Men det er da normalt?”

Ja! Det er helt normalt. Hunde er levende væsener — de har følelser, grænser og personligheder. Ikke alle hunde elsker hinanden, og nogle gange går det galt i et splitsekund. Alle hunde skal ikke kunne hinanden.

Men den slags skal IKKE koste en hund livet.

Alligevel blev Snus afhentet af politiet.

Og på baggrund af en politirapport — uden at møde hunden — besluttede den adfærdssagkyndige: Snus skal aflives.

En enkelt episode. Et øjebliks uheld. Et liv, der skal slukkes.

Desværre er Snus ikke den eneste.

Som dyrlæge hører jeg det igen og igen:
“Hvis uheldet er ude – kan jeg så miste min hund?”

Og sandheden er: Ja. Det kan du.

Selv den sødeste, mest stabile familiehund kan blive offer for en lov, der ikke ser helheden, men siger “snip, snap, snude – så er du dømt ude”!

Hundeloven skal laves om.

Vi skal turde spørge os selv:

Hvilket samfund ønsker vi?

Et samfund, hvor frygt og fordomme bestemmer?

Eller et, hvor fornuft, faglighed og respekt for liv får lov at råde?

Hundeloven skal i høring den 27. oktober.

Så JA – det handler også om din lille fluffy Snus🐾!

Et etisk dilemma for dyrlæger

/i , ,

Berlingske har bragt d. 15/9-25 bragt mit indlæg: 

Hundeloven strider mod vores løfte

Som dyrlæge har jeg – ligesom mine kolleger – aflagt en ed. Et løfte om at sætte dyrets sundhed og velfærd først. At handle med omsorg, respekt og faglig integritet overfor de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte og behandle.

Netop derfor er det dybt problematisk, at vi med Hundeloven i hånden bliver bedt om at aflive raske, velfungerende hunde udelukkende på grund af deres race eller en enkelt episode, der ikke nødvendigvis afspejler hundens samlede adfærd.

Hundeloven giver i dag mulighed – og i visse tilfælde pålæg – for aflivning af hunde, som vurderes at udgøre en fare, eller som tilhører bestemte racer. Men loven levner alt for lidt plads til faglige vurderinger, individuelle hensyn eller rehabilitering. Den tager ikke højde for kontekst, opdragelse eller den enkelte hunds faktiske adfærd.

Det placerer dyrlæger i et uløseligt etisk dilemma. På den ene side står myndighedernes afgørelser og ejerens fortvivlelse. På den anden side står vores professionelle og moralske forpligtelse: At beskytte dyret – ikke tage dets liv uden sundhedsfaglig begrundelse.

Når vi afliver et dyr, er det fordi, det er sygt og livet ikke længere er værdigt. Ofte har vi kæmpet for dyrets liv og haft lange svære samtaler med de pårørende om dyrets velbefindende.  Vi kæmper for liv, vi tager ikke bare liv.

Når en rask og social hund skal aflives, ikke fordi den er syg, men fordi den er “forkert” ifølge loven – så går det imod alt, hvad vi har lært og lovet. Det sætter os i en situation, hvor vi enten må bryde vores etiske løfte eller risikere en professionel konflikt.

Vi har brug for en opdatering af Hundeloven. En lov, der baserer sig på evidens, adfærdsfaglig viden og individuel vurdering – ikke forsimplede racekategorier. En lov, der lytter til fagfolk, og som giver dyrlæger mulighed for at stå ved deres løfte – ikke tvinger dem til at bryde det.

For i sidste ende handler det ikke kun om hundene. Det handler også om, hvilket samfund vi vil være. Et samfund, hvor vi behandler dyr med respekt og retfærdighed – eller et, hvor frygt og fordomme afgør deres skæbne.

Hundeloven kommer på den politiske agenda

/i ,

Vi er nødt til at revidere hundeloven – for retssikkerheden og Lucys skyld!”
– Morten Messerschmidt i en kronik i dag i Avisen Danmark

Hundeloven har længe haft store og indgribende konsekvenser for både mennesker og dyr. Det er derfor glædeligt, at Morten – efter vores møde – har lyttet og nu tager sagen videre.

En revision af hundeloven er et vigtigt skridt for at sikre både retssikkerhed og dyrevelfærd.

Læs kronikken her:

“For snart fem år siden anskaffede Dot og jeg os en bomuldshund – Hugo. Han er blevet en del af familien, og i dag forstår vi slet ikke, hvordan vi har kunnet leve uden. Én af de mange indirekte glæder ved at blive hundeejer, er, at man bliver en del af et stort netværk af familier rundt i Danmark, som alle har hund og som derfor deler interesser, glæder og sorger. En af de sorger, som jeg efterhånden ofte møder, er, når myndighederne til familiers store overraskelse skrider til aflivning af en ellers velfungerende hund. Det kunne være lille Lucy, en lokalt elsket kærlig familiehund, som jeg netop har fået besked om, er dømt til aflivning – ikke pga. farlig adfærd, men pga. en usikker DNA-test. Lucy blev for nogle uger siden fjernet fra sin familie og isoleret – et indgreb i strid med dyreværnslovens ånd. Derpå blev der igangsat en gen-test, som uden at sige noget om hendes sind og i øvrigt trods producentens advarsler, nu bruges til at afgøre Lucys liv.

Det er langt fra første gang, jeg hører om den slags sager. Og selvom Dansk Folkeparti tilbage i 2010 var med til at indføre Hundeloven og forbyde en række hunderacer, vil jeg ikke lukke øjnene for, at loven i dag har skabt en uholdbar og retsløs tilstand for mange familier rundt i Danmark. Det kan vi ikke leve med. Derfor sender jeg nu det klare signal til Justitsministeren, at vi kræver en grundig evaluering af den nuværende lov med henblik på, at Folketinget hurtigst muligt kan genskabe retssikkerheden og rimeligheden for både mennesker og dyr. Hvor præcist linien skal slås, ved jeg ikke. Men det er der heldigvis mange andre, der har bud på; og derfor vil Dansk Folkeparti tage initiativ til, at der inden den nye folketingssamling afvikles en apolitisk høring i Folketinget, hvor alle parter kan komme til orde. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre en fair og rimelig lov fremover, som faktisk har effekt efter hensigten – at sikre danske borgeres tryghed.

Da Hundeloven blev indført, var intentionen at beskytte borgere mod farlige hunde og skabe tryghed i det offentlige rum. Det står vi ved. Men når lovgivning over tid udvikler sig til at skabe større utryghed end tryghed – når den fører til vilkårlige indgreb i borgeres liv og retssikkerheden sættes over styr – ja, så er det på tide at tage et opgør. For det er ikke længere til at leve med, hvad der er blevet virkelig. Jeg hører om ældre damer, der får deres rolige familiehund fjernet af politiet, fordi en patrulje “synes, den ligner noget forbudt”. Om småbørnsfamilier, der må aflive en hund, de har haft i årevis, fordi politiets visuelle vurdering trumfer DNA-bevis. Om unge mennesker, der ruineres af pensionsudgifter og sagsomkostninger, fordi de nægter at underskrive en “frivillig aflivning”, forinden ulovlighed er påvist. Og hunde som efter år lange pensionsanbringelser er blevet permanent traumatiserede.

Dette handler ikke om følelser alene – det handler om principper. Principper om retssikkerhed, proportionalitet og forudsigelighed. Grundstenene i enhver ordentlig forvaltning, hvor borgere har mulighed for at indrette sig efter loven, hvilket i den grad er sat over styr i hundelovens nuværende udformning. Der er ikke sammenhæng mellem lovens udformning og virkeligheden. De forbudte hunderacer er ikke overrepræsenterede i bidepisoder – faktisk topper racer som schæfer og rottweiler i statistikkerne – også før hundelovens vedtagelse – og de racer er ikke forbudt. Ifølge nylige undersøgelser fra 2024-2025 er schæferhunde og rottweilere stadig blandt de racer, der oftest er involveret i bid, mens de forbudte racer sjældent figurerer i statistikkerne. I dag kan betjente på gaden alene ud fra udseende bestemme, at en hund skal tages fra sin ejer – uden reel dokumentation for, at hunden er ulovlig. Det er en praksis, der ville være komisk, hvis ikke den var så tragisk.

Hertil kommer krav om dokumentation, som er umulige at opfylde. Der findes ingen entydige gentests, der med sikkerhed kan bevise, at en hund ikke har en dråbe af en forbudt race i sig. Og selv når ejeren fremlægger en stambog eller en DNA-test, dokumentation, som myndighederne selv har opfordret borgerne til at benytte, afvises den ofte uden nogen form for begrundelse. Borgeren efterlades dermed uden mulighed for at vide, hvilken dokumentation der faktisk anerkendes som gyldig. Det udgør et klart brud på retssikkerhedens grundprincipper.

Den samme mangel på gennemsigtighed gør sig gældende i sager om skambid, hvilket også blev påpeget af Det Dyreetiske Råd i 2024. Vurderingen af bidets karakter mangler ofte den nødvendige præcision, idet konteksten for hændelsen udelades af vurderingen. Samtidig ser vi, at myndighederne ikke nødvendigvis følger en sagkyndiges vurdering af hændelsen, hvilket medfører en betydelig risiko for, at der træffes unødvendige afgørelser om aflivning.

Desuden har eksperter, gentagende gange, opfordret til en bagatelgrænse for forbudte gener i DNA-tests, da selv få procent kan udløse aflivning. Dyreetisk Råd skrev i efteråret 2024 til fødevareministeren og udtrykt bekymring over den udbredte brug af DNA-tests til at vurdere hundes race. Alligevel er ingenting sket. Det kan vi ikke være bekendt.

Som jeg skriver dette ligger Hugo og kigger dovent på mig. Han er min trofaste følgesvend og jeg tror, jeg kan være sikker på, at han aldrig vil blive taget. Men efter at have hørt de mange historier, føler jeg mig ikke sikker. For jeg kan da ikke bevise, at Hugo ikke har 1% forbudt dna i sig fra en fjern slægtning. Derfor bliver vi nødt til at stille nye krav til, hvor meget forbudt DNA en hund må indeholde, før den dømmes ulovlig. Er det én procent? En promille? I dag svæver svaret i luften – og derfor kan selv en hund med det reneste sind og et langt liv som familiedyr blive dømt alene på sin stamtavles skygger uden nogen tegn på farlig adfærd.

Dansk Folkeparti ønsker tryghed for alle. Vi ønsker ikke farlige hunde i gaderne. Men vi ønsker heller ikke et samfund, hvor lovlydige borgere mister deres kæledyr – deres familie – på baggrund af løse skøn og tilfældige vurderinger. Trods en stigning i antallet af hunde fra 550.000 i 2000 til over 800.000 i 2021 er antallet af registrerede bid faldet, hvilket indikerer, at bedre ejeransvar er nøglen. Derfor er det tid til en revision af hundeloven. Vi skal sikre klare, ensartede krav til dokumentation, så danske borgere har reel mulighed for at følge loven. Og vi skal have proportionalitet tilbage i sagsbehandlingen – så uskyldige ikke betaler med deres kæledyrs liv og deres egen psykiske trivsel for et system, der er kørt af sporet. Og hvis ikke ministeren vil tage initiativet, så gør vi i Dansk Folkeparti det gerne”.

Af Morten Messerschmidt

Læs kronikken her!

Dommen er afsagt: Lucy er dømt til aflivning

/i ,

For nogle uger siden blev Lucy taget af politiet, fordi nogen i området anmeldte, at hun gik uden snor. Hun blev derefter anbragt på et internat – uden kontakt til sin familie.

Lucy blev i efteråret adopteret fra udlandet. Hun er en velfungerende familiehund, som hjalp sin familie med at hele sorgen efter tabet af deres tidligere hund.

Lucys gener blev efterfølgende testet, som Hundeloven kræver det. Testens resultat faldt uheldigt ud – og det betyder, at Lucy nu skal aflives.

Udelukkende på grund af en usikker test, der intet fortæller om Lucys kærlige væsen og uproblematiske adfærd.

Gentesten, der blev brugt, er ikke udviklet til at afgøre, om en hund er “farlig”. Den måler udelukkende på DNA for at anslå racemæssig baggrund og er behæftet med stor usikkerhed.

Selv firmaet bag testen advarer mod, at den bruges i juridiske sammenhænge – alligevel anvendes den i Danmark til at afgøre liv eller død for helt almindelige familiehunde.
Det er både uetisk og uacceptabelt i et retssamfund.

Lucy lever endnu – men det gør retfærdighedssansen og respekten for liv ikke.
De visner en lille smule mere, hver eneste gang sager som Lucys ser dagens lys.

Vi har en dyreværnslov, der skal beskytte dyr mod unødig smerte, angst, lidelse og varigt men.
At blive anbragt pludseligt på et internat eller en dyrepension er et voldsomt indgreb i en hunds liv – og det er i den grad traumatiserende.

Hundeloven bryder dermed med dyreværnslovens grundprincipper.

Lad os ændre loven – så ingen hunde og familier skal frygte at ende med Lucys skæbne.

 

 

 

 

Hundeloven på vej mod revision

/i ,

Tak til Morten Messerschmidt for at ville bruge sin søndag sammen med mig til en snak om hundelovens udfordringer.

Som hundeejer og stor dyreven lyttede Morten til alt, hvad jeg havde på hjerte !

Hundeloven skal revideres, og jeg tror på, at Morten sætter snuden i sporet og meget snart får sat processen i gang.

Det kommer til at tage lang tid, før et nyt udspil potentielt kan præsenteres, så jeg håber derfor, at Morten også vil arbejde videre med at få indført en bagatelgrænse for, hvor meget “ulovlig race” en hund må indeholde, før den risikerer aflivning .

Det skal træde i kraft hurtigst muligt!

Jeg er taknemmelig for tiden.

Én ting er at blive lyttet til – noget andet er at føle sig hørt.

Tak til Hugo for at pynte på billedet.

 

Hundelovens skyggeside!

/i ,

I går fik jeg igen et hjerteskærende opkald fra en dybt ulykkelig familie.

Deres elskede hund  Lucy var blevet taget på baggrund af en klage om, at hun havde gået uden snor. Det blev i den forbindelse vurderet, at hun *måske* indeholder en ulovlig race – og derfor blev hun anbragt på et ukendt internat, hvor hun nu afventer sin skæbne.

Hun er en super velfungerende gadehund fra udlandet, der har boet i Danmark siden efteråret. Hun er højt elsket af sin familie.

Lucy er endnu et offer for hundelovens dystre virkelighed.

Hun blev taget med, fordi man vurderede, at der måske kunne være en ulovlig race i hendes genetiske baggrund. Familien var knust og spurgte om råd. Det var hjerteskærende at skulle fortælle dem, at chancen for at de ser Lucy igen, er meget lille.

Som gadehund består hun realistisk set af et mix af alt muligt. Chancen for, at hun i en gentest “tester positiv” for en ulovlig race, er stor. Ren russisk roulette!

Hun afventer nu sin dødsdom – uden sin familie ved sin side.

Det er helt forkasteligt, at man i Danmark som hundeejer skal leve i frygt for, at ens hund pludselig bliver taget – udelukkende baseret på udseende!

Alle med “gadekryds” er derfor i farezonen og kan nemt blive “fældet” på baggrund af flere generationers krydsninger på tværs af racer.

Hundeloven skal laves om!

Der bør som minimum være en bagatelgrænse for andelen af “forbudte” gener i blandingshunde. Man skal ikke være bange for at få taget og aflivet sin hund pga. udseende!

Hunden er en kæmpe del af mange menneskers hverdag og bringer glæde og lys – også i de mørke tider.

Lad os se på loven igen og få den opdateret, så ingen uden grund skal frygte at miste deres elskede kæledyr!

Jeg er ikke advokat eller politi og vil ikke forholde mig til processen og detaljerne i forløbet.

Som dyrlæge vil jeg dog gerne sætte fokus på essensen: respekten for liv!

Jeg håber alt det bedste for Lucy. Skulle det – som ventet – ende fatalt, så vil hendes skæbne forhåbentlig inspirere til forbedringer af lovgivningen, så vi én gang for alle sætter en stopper for fortællinger som Lucys!

 

 

Hundeloven trænger til en revision

/i , ,

Berlingske Tidende har i dag bragt mit indlæg om hundeloven!

Hundeloven, som den ser ud i dag, er præget af forældede tanker om hundeadfærd og sikkerhed. Loven blev i sin tid skabt som et svar på en række alvorlige episoder med farlige hunde, men bygger primært på raceforbud i stedet for at se på den enkelte hunds opførsel og ejerens ansvar.

Det nuværende fokus på bestemte racer skaber en falsk tryghed og skaber frygt blandt hundeejere. Forskning viser, at en hunds adfærd langt mere afhænger af opdragelse, miljø og sociale erfaringer end af dens race. Derfor er det både urimeligt og ineffektivt at dømme hunde alene på baggrund af deres udseende.