Jeg har en fin pose stående foran mig ved trappen. Den indeholder hundesnore, en sele, madskål, tæppe, legetøj og diverse godbidder.
Den skal ned i kælderen og opmagasineres, indtil det afhentes med andre ting og bringes til et dyreinternat et sted i verden. Jeg har endnu ikke båret det derned.
Måske fordi posen vidner om en uge udover det almindelige? Bærer jeg den ned, så er det definitivt.
Da mandag morgen begyndte, vidste jeg allerede, hvad der var i vente.
Man kan dog aldrig planlægge det akutte, og vi havde lige åbnet dørene, da en af mine kære snuder stod i døren med sin ejer ved sin side.
Det var tid til den sidste rejse. Der var ellers planlagt flere undersøgelser over de kommende dage, men lyset i øjnene var slukket, og hvad ville de mange undersøgelser alligevel føre til?
Vi skal altid gerne kunne bruge vores diagnostik til noget fremadrettet. Det skal gerne kunne gøre behandlingen bedre.
Nogle mennesker læner sig op af videnskabelige facts, når de svære beslutninger skal træffes. Har vi en klar diagnose, kan det måske understøtte den umulige handling om det sidste farvel.
I dette tilfælde havde en weekend med hunden gjort udslaget, den skulle ikke udsættes for mere. Han skulle have fred, før det blev for sent, og der IKKE var tvivl.
Er du ikke i tvivl, har du ventet for længe.
Så er dyret så dårligt, det ikke længere er livet værdigt. Ejer sagde, han kunne se det på hundens øjne. Jeg kunne se på ejers øjne, det var rigtigt. Han kender sin hund.
Netop bagefter kom den kæreste gamle brune labrador ind af døren.
Jeg har fulgt hende gennem det meste af livet og en opringning fra ejeren meget tidlig samme morgen, gav skriften på væggen. Hun havde levet et langt godt liv og var pludselig knækket.
At begynde at forsøge at behandle noget, ville være et nytteløst projekt, der kun ville købe os mennesker mere tid, men som ikke ville gavne hovedpersonen.
Vi sagde farvel vidende, hunden ville se tilbage på et liv fyldt med kærlighed og glæden ved mad, der nu engang er en labradors metier i livet, intakt på dødslejet.
Direkte fra det ene lokale til det andet. Her ventede en helt speciel lille snude. Det er ikke altid alderen, der afgør, hvornår stjernerne venter.
Bare fordi man er ung, er det desværre ikke ensbetydende med, man er rask. Denne lille hund var ikke rask. Dens ejere havde overtaget hunden for lidt tid siden og havde lagt alt den kærlighed og omsorg i det lille væsen, som det overhovedet var muligt.
Jeg har haft en tæt dialog med dem hele vejen, og vi var enige om, at nu var det nok. Hun skulle have lov at få fred, så hendes krop endelig fik hvile.
Det føles anderledes at sige farvel til en hund, hvor man ved, den har levet et langt godt liv. Er dyret meget ungt, føles det som om, det aldrig fik chance. Men det GJORDE den lille snude.
Takket været nogle helt unikke specielle mennesker, hvis omsorg og tålmodighed, er udover det almindelige. Vi havde aftalt alt på forhånd, så der var ikke mere at sige, da vi mødtes.
De ting, vi ikke siger, er dog meget stærke, og tårerne bag de mørke solbriller sagde mere end 1000 ord.
Jeg vil altid være disse mennesker meget taknemmelige fordi, de gav den lille hund et kærligt sidste hjem og ikke mindst var stærke nok til at lade kærligheden til hunden overstige deres eget afsavn. Det er noget, vi alle kan lære noget af.
På dette tidspunkt af dagen var klokken ikke slået 9 endnu. En lang dag fulgte med de glæder og sorger, som nu engang er en del af det.
Der er mange bolde at holde i luften. Frygten for at overse noget. Derfor har de fleste dyrlæger en systematisk tilgang til en patient. ”Jeg har jo lige taget en temperatur hjemme, hvorfor gør du det igen?”
Overser vi noget, fejler vi, så mister vi både dyr og klienter. Folk bare kan gå et andet sted hen, og er man heldig, bliver man hængt offentlig ud på nettet. Heldigvis har vi verdens sødeste klienter!
Men det går jo godt, lige indtil det går galt!
Mange af mine kollegaer og jeg selv går almindeligvis tidligt i seng, det fortjener dyrene.
Man møder ikke på arbejde med rystende hænder eller manglende tro på, vi gør det rigtigt!
Nu er det fredag, klinikken lukker snart dørene. så går vi alle hjem med ugens historier, vi bærer med os i vores hjerte, og som vi aldrig glemmer!
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, man aldrig ved, hvad der gemmer sig bag de mennesker, man møder på gaden.
Smiler de ikke? Hilser de ikke? Måske de bærer nogle historier med sig, der i øjeblikket fylder i sindet, således opmærksomheden på omverdenen for en stund ikke er komplet?
De er nok ikke bare sure, de er bare mennesker, hvor dagens oplevelser og indtryk måske med stærke følelser får lov at blive bearbejdet, så der er plads til, de snart igen kan være der for de mennesker, der har brug for dem.
Før jeg drager videre, vil jeg gå ned og sætte posen på plads. Glæde mig over det menneske, der midt i sin egen sorg, havde overskud til at aflevere en gave til os, der vil hjælpe andre dyr.
De lover klart vejr til aften.
Se op og send de 3 nye lysende stjerner en kærlig tanke!
(Reposted på opfordring).
