Hundeloven kort fortalt

Hvorfor skal vi overhovedet ændre en lov, der skal beskytte mennesker mod farlige hunde?

Fordi jeg også ønsker, at mennesker skal beskyttes mod farlige hunde. Men vi skal ramme de hunde, der faktisk er farlige. Problemet opstår, når en hund kan ende med at blive aflivet, ikke fordi den har gjort noget farligt, men fordi der er tvivl om dens genetiske ophav.” 

Jeg ønsker ikke en svagere hundelov. Jeg ønsker en bedre og mere præcis hundelov.

Men hvorfor tage chancen? Er det ikke bedre at forbyde nogle racer, hvis det kan forhindre bare ét alvorligt angreb?

Hvis vi kan dokumentere, at raceforbuddet er den bedste måde at forhindre alvorlige angreb på, så skal vi selvfølgelig forholde os til det. Men det skal være dokumenteret. Vi bør ikke aflive raske, ikke-farlige hunde alene ud fra en antagelse om race, hvis vi kan skabe sikkerhed på en mere målrettet måde.” 

 Er en pitbull ikke mere farlig end en chihuahua?”

En stor, stærk hund kan selvfølgelig forvolde langt større skade end en lille hund. Det ville være useriøst at benægte. Men skadespotentiale er ikke det samme som farlighed, og en hunds størrelse og fysiske kapacitet er ikke i sig selv et mål for, om den enkelte hund er farlig.

Race og genetik har betydning for hundens egenskaber, men de kan ikke stå alene som grundlag for at forudsige det enkelte individs adfærd. Om en hund udvikler farlig adfærd, handler også om individet, opvæksten, træningen, socialiseringen og ikke mindst ejeren og den måde, hunden håndteres på.

Det er den skelnen, der er afgørende: Race kan fortælle noget om hundens egenskaber og fysiske forudsætninger, men det er hundens konkrete adfærd, der fortæller os, om den udgør en fare. Samtidig har ejeren et afgørende ansvar for, hvordan hunden udvikles og håndteres.

Derfor bør vi bedømme hundens konkrete adfærd og ejerens ansvar – ikke på forhånd dømme den enkelte hund på baggrund af et racenavn. 

Men der må da være en grund til, at netop de 13 racer blev forbudt?

Det er netop noget af det, jeg gerne vil have undersøgt ordentligt. Hvad er det faglige grundlag for præcis de 13 racer, og kan vi i dag dokumentere, at forbuddet faktisk har gjort Danmark mere sikkert? En lov med så alvorlige konsekvenser bør løbende kunne tåle en grundig faglig og retssikkerhedsmæssig evaluering.

Det seneste beslutningsforslag B 74 lagde netop op til, at en kommission skulle gennemgå problemerne i den eksisterende hundelov, herunder retssikkerheden for hundeejerne, den varierende praksis mellem politikredsene og de lange pensionsophold, som nogle hunde udsættes for under sagsbehandlingen. Forslaget bortfaldt, men behovet for en samlet og fagligt funderet gennemgang er ikke blevet mindre.

For mig handler det derfor ikke om på forhånd at konkludere, hvad resultatet skal være. Det handler om at få undersøgt, om den nuværende lovgivning faktisk bygger på et tilstrækkeligt fagligt grundlag, om den virker efter hensigten, og om den kan forsvares både retssikkerhedsmæssigt og dyrevelfærdsmæssigt.

En farlig hund skal vi tage alvorligt – uanset race. En ufarlig hund bliver ikke farlig, fordi vi er usikre på dens stamtavle.

Men loven har eksisteret siden 2010. Hvorfor er det pludselig et problem?

Det er ikke pludselig et problem. Kritik af racebestemmelse og retssikkerhed har eksisteret i mange år. Det, der undrer mig, er snarere, at vi efter 16 år stadig diskuterer de samme grundlæggende problemer.” 

Hvis man køber en blandingshund uden papirer, har man så ikke selv taget risikoen?

Nej, det synes jeg er en urimelig præmis. Der findes tusindvis af helt almindelige blandingshunde uden stamtavle. At man ikke kan dokumentere samtlige aner i sin hund, er ikke det samme som, at hunden dermed er ulovlig. Og når konsekvensen kan være aflivning, mener jeg, at kravene til dokumentationen skal være meget høje.

Loven placerer faktisk dokumentationsbyrden hos besidderen, når politiet vurderer, at der er tvivl.  

Hvorfor er den omvendte bevisbyrde så problematisk?

Fordi det grundlæggende er et spørgsmål om retssikkerhed. I Danmark er vi ellers vant til et helt grundlæggende princip om, at det er myndighederne, der skal have et tilstrækkeligt grundlag for at gribe ind over for borgeren. Omvendt bevisbyrde findes ganske vist på enkelte områder, men her kan konsekvensen i sidste ende være, at en hund bliver aflivet. Derfor bør kravene til retssikkerheden og myndighedernes dokumentation være meget høje.

Efter hundeloven kan en hundeejer i praksis blive bedt om at bevise noget, som kan være meget svært – og i nogle tilfælde umuligt – at dokumentere: Bevis, at din blandingshund ikke har en af de 13 racer et sted i sit ophav.

Hvis hunden ikke har en stamtavle, hvordan skal en almindelig hundeejer så med sikkerhed kunne bevise det? Og hvis ejeren ikke kan løfte den bevisbyrde, kan konsekvensen i sidste ende være, at hunden aflives.

Det er netop dér, retssikkerhedsproblemet opstår. Manglende mulighed for at dokumentere en hunds fulde genetiske ophav bør ikke i sig selv være det, der afgør hundens skæbne. Når myndighederne kan træffe en så alvorlig og uigenkaldelig afgørelse, bør det kræve et solidt, fagligt og dokumenterbart grundlag.

Vi bygger normalt vores retssikkerhed på, at myndighederne skal have et ordentligt grundlag for at gribe ind – ikke på, at borgeren skal bevise, at myndighederne tager fejl. Når konsekvensen kan være aflivning, skal retssikkerheden være helt i orden.

Manglende bevis for uskyld bør ikke automatisk blive til bevis for skyld.  

Men politiet tager vel ikke bare hunde, fordi de ser forkerte ud?

Jeg vil  ikke mistænkeliggøre politiet. De administrerer den lovgivning, Folketinget har givet dem. Min kritik retter sig først og fremmest mod systemet. Problemet opstår, når der er tvivl om race, og vi ikke har en entydig objektiv metode til at afgøre den.

Men så kan man vel bare tage en DNA-test?

En kommerciel race-DNA-test er ikke det samme som en retsgenetisk facitliste. Resultatet afhænger blandt andet af referencepopulationerne og den metode, virksomheden anvender. Derfor bliver det problematisk, hvis man forestiller sig, at en DNA test alene nødvendigvis giver et sikkert juridisk svar.

Der har tidl. været brugt nogle DNA test til racebestemmelse, der ikke har været godkendt til juridisk brug. Det er jo dybt problematisk  

Når konsekvensen er liv eller død for hunden, skal vi altså have en metode, der er god nok.

Lucy – hvorfor er den sag så vigtig?

Lucy illustrerer for mig hele problemet. Vi har en konkret hund, som bliver fanget i et spørgsmål om race og genetisk ophav. Og så bliver diskussionen pludselig: Hvilken race ligner hun? Hvad siger forskellige genetiske oplysninger? Hvilket bevis accepteres? Imens handler sagen om et levende dyr, hvor den endelige konsekvens er aflivning.

Men hvis Lucy faktisk er en ulovlig blanding, skal loven så ikke bare følges?

Myndighederne skal følge gældende lov. Min kritik er netop, om vi har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at afgøre, at en hund er omfattet af loven. Og derudover spørger jeg politikerne, om selve loven er rimelig og fagligt tidssvarende.

Det er pt. ikke tilstrækkelig bevist Lucy er en ulovlig race, tværtimod har en visuel vurdering fra flere dyrlæger ikke bedømt hende til at være en blanding af ulovlige racer. Dette er bleve tilsidesat i sagen.

 Er det her ikke bare hundeejere, der ikke vil acceptere loven?

Nej. Jeg er dyrlæge og har arbejdet med hunde i mere end 20 år. Jeg accepterer fuldstændig, at samfundet skal have mulighed for at gribe ind over for farlige hunde. Det her handler om, hvorvidt vi gør det på den fagligt bedste og retssikkerhedsmæssigt forsvarlige måde.

Hvad med ofrene for hundeangreb? Glemmer I ikke dem?

Absolut ikke. Et alvorligt hundeangreb kan være frygteligt, og selvfølgelig skal ofrene beskyttes. Derfor skal vi netop have en effektiv hundelov. Men jeg mener ikke, at hensynet til ofrene og hensynet til retssikkerhed er modsætninger. Målet må være at identificere de hunde, der reelt udgør en risiko.

Hvis du fik lov til at ændre hundeloven i morgen, hvad ville du så gøre?

Tre ting. Jeg ville få raceforbuddet fagligt evalueret. Jeg ville ændre proceduren omkring racebestemmelse og bevisbyrde, så en hund ikke kan dø på et usikkert grundlag. Og jeg ville sikre langt hurtigere sagsbehandling, så hunde ikke sidder isoleret i pension i meget lange perioder, mens deres sag kører.

Hvad er dit budskab til politikerne?

Få hundeloven evalueret. Bevar muligheden for at gribe hårdt ind over for farlige hunde, men sørg for, at ingen hund bliver aflivet på et fagligt usikkert grundlag. Vi kan godt skabe både tryghed for mennesker, dyrevelfærd og retssikkerhed. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Send de hunde hjem der pt. er “klemt” og sidder på internat på et usikkert grundlag, deriblandt Lucy.