Møde om hundeloven!
Hundeloven på Borgen!
En spændende eftermiddag på Christiansborg hvor jeg havde møde med Christian Kirk, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti – og manden, der vil tage arbejdet med hundeloven skridtet videre og endnu en gang få sagen ind i Folketinget.
Forhåbentlig sammen med gode kollegaer på tværs af partierne!
Hundeloven bør ikke være drevet af partipolitik. Den bør være en fælles hjertesag med kærlighed til dyr for øje!
Det handler helt grundlæggende om retssikkerhed – for både mennesker og dyr.
DNA skal ikke alene kunne afgøre liv eller død.
Den omvendte bevisbyrde er et alvorligt retssikkerhedsproblem.
Det bør ikke være hundeejeren, der skal bevise, at hunden ikke er en ulovlig krydsning – måske vi skal se på en afskaffelse af raceforbuddet i dets nu nuværende form!
Man skal kunne have en blandingshund uden frygt for, at den pludselig bliver taget fra en, fordi man ikke kan dokumentere dens genetiske ophav.
Og så er der proportionalitetsprincippet!
Aflivning er den ultimative og irreversible konsekvens – både for hunden og dens familie. Derfor bør en så vidtgående afgørelse også kræve et særdeles sikkert og veldokumenteret grundlag.
Når konsekvensen er uigenkaldelig, skal retssikkerheden være tilsvarende stærk.
Der er mange aspekter i hundeloven, og heldigvis skal politikerne ikke selv levere alle svarene.
De skal derimod sørge for, at de rette fagfolk kommer omkring bordet – jurister, dyrlæger, adfærdseksperter, genetikere og andre med relevant viden – så loven kan blive gennemgået grundigt og på et fagligt fundament.
Og netop derfor håber jeg, at politikere på tværs af partier vil gribe den udstrakte hånd og være med!
Det her bør ikke handle om rød eller blå blok. Hundene kender ikke til partifarver!
Det bør handle om at skabe en hundelov, vi som samfund kan stå inde for – med faglighed, proportionalitet og retssikkerhed i centrum.
Tak til Christian Kirk – Dansk Folkeparti for at tage sagen alvorligt og for viljen til at bringe hundeloven videre på Christiansborg.

