Tag Archive for: Hundelov

Hvad er hundeloven?

/i ,

Hvad er hundeloven?

Hundeloven er den centrale lov, der regulerer hundehold i Danmark. Den gælder for alle hundeejere – ikke kun ejere af bestemte racer – og fastsætter en række af de regler og det ansvar, der følger med at have hund.

Den gældende lov kan findes på Retsinformation under Hundeloven, lovbekendtgørelse nr. 329 af 2. marts 2021, med senere ændringer. Hvis man selv ønsker at finde loven, kan man søge på “Hundeloven” på Retsinformation.

Loven handler blandt andet om, hvordan hunde skal mærkes og registreres, og om reglerne for hundetegn (§ 1). Den indeholder også regler om ejerens pligt til at holde hunden under kontrol, herunder regler om snor og løsgående hunde (§ 3), og om politiets muligheder for at gribe ind, hvis en hund skaber problemer eller udgør en risiko.

Hundeloven spænder derfor langt bredere end den del af loven, der handler om de 13 forbudte hunderacer.

Hundeejerens ansvar

Et grundlæggende element i hundeloven er ejerens ansvar for hunden. Som hundeejer har man pligt til at sørge for, at hunden ikke strejfer omkring eller er til fare eller væsentlig gene for andre.

Loven giver samtidig politiet mulighed for at gribe ind og stille krav til den måde, en hund holdes og håndteres på (§ 6). Afhængigt af den konkrete situation kan der blandt andet blive tale om krav om snor, mundkurv eller særlige foranstaltninger omkring det sted, hvor hunden opholder sig.

Hundeloven indeholder også regler om hundeejerens erstatningsansvar for skader, som hunden forvolder, samt krav om ansvarsforsikring (§ 8).

Når en hund bider eller udviser farlig adfærd

En væsentlig del af hundeloven handler om situationer, hvor en hund bider et menneske eller et andet dyr, eller hvor dens adfærd på anden måde giver anledning til bekymring.

Her kan politiet efter reglerne i blandt andet § 6 undersøge sagen og træffe afgørelse om forskellige indgreb. Det kan eksempelvis være påbud om snor eller mundkurv og i de alvorligste tilfælde afgørelse om aflivning.

Det betyder, at hundeloven ikke alene regulerer, hvordan man må holde hund. Den giver også myndighederne mulighed for at træffe meget indgribende afgørelser om den enkelte hund.

Reglerne om de 13 racer er kun én del af hundeloven

Den del af hundeloven, som ofte får størst offentlig opmærksomhed, er forbuddet mod besiddelse og avl af 13 bestemte hunderacer samt krydsninger, hvori en eller flere af disse racer indgår (§ 1 a).

Men raceforbuddet er kun én del af loven.

En hundeejer kan derfor komme i en hundelovssag, selv om hunden ikke har nogen forbindelse til en af de 13 racer. Det kan eksempelvis ske på baggrund af en episode med bid, hundens adfærd, manglende overholdelse af et påbud eller andre forhold, som reguleres af hundeloven.

Det er vigtigt at forstå, fordi debatten om hundeloven let kommer til kun at handle om raceforbuddet. De retssikkerhedsmæssige spørgsmål ved loven er bredere og kan berøre helt almindelige hundeejere med hunde af alle racer og blandinger.

Fra almindelige regler til meget alvorlige afgørelser

Hundeloven spænder meget bredt. I den ene ende findes helt almindelige regler, som langt de fleste hundeejere møder i hverdagen – eksempelvis mærkning, registrering og hundetegn (§ 1), regler om at holde hunden under kontrol (§ 3) samt ansvarsforsikring og erstatningsansvar (§ 8).

I den anden ende findes regler, der kan føre til påbud, bøder, pensionsanbringelse og i sidste ende aflivning af en hund.

Netop derfor er det vigtigt, at hundeloven ikke kun vurderes ud fra enkelte bestemmelser. Man er nødt til at se på hele lovens opbygning, hvordan den administreres i praksis, hvilket fagligt grundlag afgørelserne træffes på, og hvilken retssikkerhed hundeejeren har, når myndighederne griber ind.

Og her bliver systemet mere kompliceret, end de fleste hundeejere formentlig er klar over. For hvis man først havner i en hundelovssag, kan det, der for ejeren opleves som én sag om én hund, i praksis blive opdelt i flere forskellige sager med forskellige journalnumre, regler og klagemuligheder.

Hvordan er en hundelovssag bygget op?

Noget af det, der gør en hundelovssag vanskelig at gennemskue for den almindelige hundeejer, er, at det, man selv oplever som én samlet sag om sin hund, i praksis kan være opdelt i tre forskellige sager med hvert sit journalnummer, forskellige regler og forskellige muligheder for at klage.

1. Pensionsanbringelsen

Hvis politiet beslutter, at hunden skal anbringes i pension, mens sagen behandles, har pensionsanbringelsen sit eget journalnummer. Denne del af sagen behandles forvaltningsretligt og kan påklages til Rigspolitiet.

Det kan få meget store konsekvenser. En hund kan opholde sig i pension i lang tid, mens sagen behandles, og samtidig kan der opstå betydelige udgifter for ejeren. For hunden betyder det desuden en adskillelse fra dens ejer og vante omgivelser.

2. Selve hundelovssagen

Selve hundelovssagen har et andet journalnummer. Det er her, der kan træffes afgørelse om eksempelvis påbud om hegn, mundkurv eller snor – eller i sidste ende om aflivning.

Denne afgørelse kan påklages til Rigspolitiet.

Hvis ejeren efter den administrative klagebehandling ønsker at få afgørelsen prøvet ved domstolene, er udgangspunktet, at ejeren selv må tage initiativ til at indbringe sagen. Det kan være både juridisk vanskeligt og meget bekosteligt for den enkelte hundeejer.

Det er værd at holde fast i, at der kan være tale om en afgørelse med en uigenkaldelig konsekvens: at hunden bliver aflivet. Derfor er det afgørende, at retssikkerheden, dokumentationen og mulighederne for reel prøvelse er i orden.

3. Bødesagen

Hvis sagen samtidig fører til en bøde, behandles denne som en særskilt strafferetlig sag med sit eget journalnummer.

Bødesagen følger dermed et andet retligt spor end de administrative afgørelser om selve hunden og kan prøves ved domstolene.

For hundeejeren kan én hændelse omkring én hund altså udvikle sig til flere parallelle sagsforløb. Det kræver, at ejeren kan finde rundt i forskellige journalnumre, regler, klagemuligheder og rettigheder – samtidig med at vedkommende måske står midt i en meget følelsesmæssigt belastende situation.

Hundeloven står ikke alene

Kompleksiteten stopper heller ikke ved selve hundeloven. Hunde og hundehold berøres også af en række andre lovgivninger og regelsæt.

For den almindelige hundeejer kan det derfor være meget vanskeligt at danne sig et samlet overblik over, hvilke regler der gælder, hvilke rettigheder man har, og hvad man skal være særligt opmærksom på, hvis man pludselig bliver part i en hundesag.

Det er i sig selv et retssikkerhedsmæssigt problem. Lovgivningen skal naturligvis kunne håndtere alvorlige hændelser med hunde, men borgeren skal samtidig have en reel mulighed for at forstå sin sag og varetage sine rettigheder.

Bevisbyrden er ikke kun relevant i racesager

Mange forbinder spørgsmålet om omvendt bevisbyrde med racesagerne og de 13 forbudte hunderacer. Her kan en hundeejer under bestemte betingelser blive pålagt at dokumentere, at hunden ikke tilhører eller er en krydsning med en af de racer, der er omfattet af forbuddet.

Men spørgsmål om bevis og dokumentation opstår også i bidsager. Her kan det være vanskeligt efterfølgende at fastslå præcist, hvad der er sket, hvordan en episode er opstået, og hvilken rolle de involverede mennesker og dyr har haft.

Det bliver særligt problematisk, hvis en anmeldelse sker i forbindelse med en eksisterende konflikt mellem mennesker – eksempelvis nabostridigheder, skilsmisser, uvenskab eller andre personlige konflikter.

Det betyder ikke, at anmeldelser ikke skal tages alvorligt. Tværtimod. Men når konsekvensen af en sag kan blive meget alvorlig for både hund og ejer, skal afgørelsen bygge på et så sikkert og objektivt grundlag som muligt.

Når myndighederne kan træffe en afgørelse, der i sidste ende kan betyde, at en hund bliver aflivet, bør der stilles meget høje krav til både dokumentationen og hundeejerens retssikkerhed.

Hvor mange hundelovssager har der været?

Siden ændringen af hundeloven i 2010 har politiet ifølge de foreliggende oplysninger haft mere end 50.000 hundelovssager.

Det er et meget stort antal sager og viser, at hundeloven ikke kun vedrører ganske få hundeejere eller enkelte ekstraordinære tilfælde. Gennem årene har tusindvis af hunde og deres ejere været berørt af sager efter hundeloven.

Sagerne kan være meget forskellige. De kan blandt andet handle om bid og andre hændelser med hunde, mistanke om en af de 13 forbudte racer eller krydsninger heraf, påbud om snor eller mundkurv, pensionsanbringelse, bøder og i de alvorligste tilfælde afgørelser om aflivning.

Hundelovssager kræver store ressourcer

Hundelovssager kan samtidig være meget ressourcekrævende. Det gælder både politiets sagsbehandling, klagesager, eventuelle pensionsophold og i nogle tilfælde efterfølgende retssager.

Politiet har også selv beskrevet hundesager som ressourcetunge i årsrapporter.

Når der siden 2010 har været mere end 50.000 hundelovssager, og systemet samtidig kræver betydelige ressourcer og kan have meget alvorlige konsekvenser for de involverede, er det rimeligt at stille det helt grundlæggende spørgsmål: Virker loven efter hensigten?

Forebygger hundeloven alvorlige hændelser?

Formålet med en hundelov må blandt andet være at skabe sikkerhed og forebygge alvorlige hændelser med hunde.

Derfor bør vi også løbende undersøge, om reglerne faktisk har haft den ønskede effekt.

Hvordan har antallet og karakteren af alvorlige hændelser med hunde udviklet sig siden ændringen af hundeloven i 2010? Hvilke dele af loven virker? Hvilke gør ikke? Og findes der andre tiltag, som kan skabe større sikkerhed og samtidig sikre en bedre retssikkerhed?

Det afgørende er ikke alene, hvor mange sager politiet behandler. Det afgørende er, om loven faktisk forebygger alvorlige hændelser og skaber større sikkerhed.

En lov bliver ikke nødvendigvis god, alene fordi intentionen bag den er god. Vi skal også turde undersøge, om den virker i praksis.

En revision af hundeloven bør derfor også undersøge udviklingen siden 2010: Hvor mange sager har der været? Hvilke typer sager drejer det sig om? Hvor mange hunde er blevet aflivet eller pensionsanbragt? Hvor længe varer sagerne? Og vigtigst af alt: Kan vi dokumentere, at den nuværende hundelov har gjort Danmark mere sikkert?

Når en lov berører så mange mennesker og dyr og samtidig kan have så alvorlige konsekvenser, bør vi kende svarene.

Derfor bør vi se på hele hundeloven

Debatten om hundeloven bliver ofte reduceret til spørgsmålet om de 13 forbudte racer. Men problemerne og spørgsmålene er langt bredere.

Det handler om racesager og bidsager. Det handler om pensionsanbringelser og lange sagsforløb. Det handler om bevisbyrde, dokumentation og forskellige klageveje. Det handler om politiets ressourcer, ejerens ansvar og ikke mindst om, hvordan vi bedst forebygger, at mennesker og dyr kommer til skade.

Derfor bør hundeloven gennemgås hele vejen rundt.

Vi bør undersøge, om reglerne bygger på den bedst tilgængelige faglige viden, om de faktisk skaber den ønskede sikkerhed, om sagsbehandlingen er ensartet og proportional, og om hundeejeren har den retssikkerhed, man med rimelighed kan forvente i Danmark.

De mange hundredtusinde hundeejere i Danmark fortjener en lovgivning, som er forståelig, fagligt funderet og retssikker – og som samtidig beskytter både mennesker og dyr.

Hvis vi kan gøre det bedre, bør vi også gøre det.

Spørgsmål og svar om hundeloven

/i ,

Hvorfor skal vi overhovedet ændre en lov, der skal beskytte mennesker mod farlige hunde?

Fordi jeg også ønsker, at mennesker skal beskyttes mod farlige hunde. Men vi skal ramme de hunde, der faktisk er farlige. Problemet opstår, når en hund kan ende med at blive aflivet, ikke fordi den har gjort noget farligt, men fordi der er tvivl om dens genetiske ophav.” 

Jeg ønsker ikke en svagere hundelov. Jeg ønsker en bedre og mere præcis hundelov.

Men hvorfor tage chancen? Er det ikke bedre at forbyde nogle racer, hvis det kan forhindre bare ét alvorligt angreb?

Hvis vi kan dokumentere, at raceforbuddet er den bedste måde at forhindre alvorlige angreb på, så skal vi selvfølgelig forholde os til det. Men det skal være dokumenteret. Vi bør ikke aflive raske, ikke-farlige hunde alene ud fra en antagelse om race, hvis vi kan skabe sikkerhed på en mere målrettet måde.” 

 Er en pitbull ikke mere farlig end en chihuahua?”

En stor, stærk hund kan selvfølgelig forvolde langt større skade end en lille hund. Det ville være useriøst at benægte. Men skadespotentiale er ikke det samme som farlighed, og en hunds størrelse og fysiske kapacitet er ikke i sig selv et mål for, om den enkelte hund er farlig.

Race og genetik har betydning for hundens egenskaber, men de kan ikke stå alene som grundlag for at forudsige det enkelte individs adfærd. Om en hund udvikler farlig adfærd, handler også om individet, opvæksten, træningen, socialiseringen og ikke mindst ejeren og den måde, hunden håndteres på.

Det er den skelnen, der er afgørende: Race kan fortælle noget om hundens egenskaber og fysiske forudsætninger, men det er hundens konkrete adfærd, der fortæller os, om den udgør en fare. Samtidig har ejeren et afgørende ansvar for, hvordan hunden udvikles og håndteres.

Derfor bør vi bedømme hundens konkrete adfærd og ejerens ansvar – ikke på forhånd dømme den enkelte hund på baggrund af et racenavn. 

Men der må da være en grund til, at netop de 13 racer blev forbudt?

Det er netop noget af det, jeg gerne vil have undersøgt ordentligt. Hvad er det faglige grundlag for præcis de 13 racer, og kan vi i dag dokumentere, at forbuddet faktisk har gjort Danmark mere sikkert? En lov med så alvorlige konsekvenser bør løbende kunne tåle en grundig faglig og retssikkerhedsmæssig evaluering.

Det seneste beslutningsforslag B 74 lagde netop op til, at en kommission skulle gennemgå problemerne i den eksisterende hundelov, herunder retssikkerheden for hundeejerne, den varierende praksis mellem politikredsene og de lange pensionsophold, som nogle hunde udsættes for under sagsbehandlingen. Forslaget bortfaldt (da der blev udskrevet valg til Folketinget), men behovet for en samlet og fagligt funderet gennemgang er ikke blevet mindre.

For mig handler det derfor ikke om på forhånd at konkludere, hvad resultatet skal være. Det handler om at få undersøgt, om den nuværende lovgivning faktisk bygger på et tilstrækkeligt fagligt grundlag, om den virker efter hensigten, og om den kan forsvares både retssikkerhedsmæssigt og dyrevelfærdsmæssigt.

En farlig hund skal vi tage alvorligt – uanset race. En ufarlig hund bliver ikke farlig, fordi vi er usikre på dens stamtavle.

Men loven har eksisteret siden 2010. Hvorfor er det pludselig et problem?

Det er ikke pludselig et problem. Kritik af racebestemmelse og retssikkerhed har eksisteret i mange år. Det, der undrer mig, er snarere, at vi efter 16 år stadig diskuterer de samme grundlæggende problemer.” 

Hvis man køber en blandingshund uden papirer, har man så ikke selv taget risikoen?

Nej, det synes jeg er en urimelig præmis. Der findes tusindvis af helt almindelige blandingshunde uden stamtavle. At man ikke kan dokumentere samtlige aner i sin hund, er ikke det samme som, at hunden dermed er ulovlig. Og når konsekvensen kan være aflivning, mener jeg, at kravene til dokumentationen skal være meget høje.

Loven placerer faktisk dokumentationsbyrden hos besidderen, når politiet vurderer, at der er tvivl.  

Hvorfor er den omvendte bevisbyrde så problematisk?

Fordi det grundlæggende er et spørgsmål om retssikkerhed. I Danmark er vi ellers vant til et helt grundlæggende princip om, at det er myndighederne, der skal have et tilstrækkeligt grundlag for at gribe ind over for borgeren. Omvendt bevisbyrde findes ganske vist på enkelte områder, men her kan konsekvensen i sidste ende være, at en hund bliver aflivet. Derfor bør kravene til retssikkerheden og myndighedernes dokumentation være meget høje.

Efter hundeloven kan en hundeejer i praksis blive bedt om at bevise noget, som kan være meget svært – og i nogle tilfælde umuligt – at dokumentere: Bevis, at din blandingshund ikke har en af de 13 racer et sted i sit ophav.

Hvis hunden ikke har en stamtavle, hvordan skal en almindelig hundeejer så med sikkerhed kunne bevise det? Og hvis ejeren ikke kan løfte den bevisbyrde, kan konsekvensen i sidste ende være, at hunden aflives.

Det er netop dér, retssikkerhedsproblemet opstår. Manglende mulighed for at dokumentere en hunds fulde genetiske ophav bør ikke i sig selv være det, der afgør hundens skæbne. Når myndighederne kan træffe en så alvorlig og uigenkaldelig afgørelse, bør det kræve et solidt, fagligt og dokumenterbart grundlag.

Vi bygger normalt vores retssikkerhed på, at myndighederne skal have et ordentligt grundlag for at gribe ind – ikke på, at borgeren skal bevise, at myndighederne tager fejl. Når konsekvensen kan være aflivning, skal retssikkerheden være helt i orden.

Manglende bevis for uskyld bør ikke automatisk blive til bevis for skyld.  

Men politiet tager vel ikke bare hunde, fordi de ser forkerte ud?

Jeg vil  ikke mistænkeliggøre politiet. De administrerer den lovgivning, Folketinget har givet dem. Min kritik retter sig først og fremmest mod systemet. Problemet opstår, når der er tvivl om race, og vi ikke har en entydig objektiv metode til at afgøre den.

Men så kan man vel bare tage en DNA-test?

En kommerciel race-DNA-test er ikke det samme som en retsgenetisk facitliste. Resultatet afhænger blandt andet af referencepopulationerne og den metode, virksomheden anvender. Derfor bliver det problematisk, hvis man forestiller sig, at en DNA test alene nødvendigvis giver et sikkert juridisk svar.

Der har tidl. været brugt nogle DNA test til racebestemmelse, der ikke har været godkendt til juridisk brug. Det er jo dybt problematisk  

Når konsekvensen er liv eller død for hunden, skal vi altså have en metode, der er god nok.

Lucy – hvorfor er den sag så vigtig?

Lucy illustrerer for mig hele problemet. Vi har en konkret hund, som bliver fanget i et spørgsmål om race og genetisk ophav. Og så bliver diskussionen pludselig: Hvilken race ligner hun? Hvad siger forskellige genetiske oplysninger? Hvilket bevis accepteres? Imens handler sagen om et levende dyr, hvor den endelige konsekvens er aflivning.

Men hvis Lucy faktisk er en ulovlig blanding, skal loven så ikke bare følges?

Myndighederne skal følge gældende lov. Min kritik er netop, om vi har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at afgøre, at en hund er omfattet af loven. Og derudover spørger jeg politikerne, om selve loven er rimelig og fagligt tidssvarende.

Det er pt. ikke tilstrækkelig bevist Lucy er en ulovlig race, tværtimod har en visuel vurdering fra flere dyrlæger ikke bedømt hende til at være en blanding af ulovlige racer. Dette er bleve tilsidesat i sagen.

 Er det her ikke bare hundeejere, der ikke vil acceptere loven?

Nej. Jeg er dyrlæge og har arbejdet med hunde i mere end 20 år. Jeg accepterer fuldstændig, at samfundet skal have mulighed for at gribe ind over for farlige hunde. Det her handler om, hvorvidt vi gør det på den fagligt bedste og retssikkerhedsmæssigt forsvarlige måde.

Hvad med ofrene for hundeangreb? Glemmer I ikke dem?

Absolut ikke. Et alvorligt hundeangreb kan være frygteligt, og selvfølgelig skal ofrene beskyttes. Derfor skal vi netop have en effektiv hundelov. Men jeg mener ikke, at hensynet til ofrene og hensynet til retssikkerhed er modsætninger. Målet må være at identificere de hunde, der reelt udgør en risiko.

Hvis du fik lov til at ændre hundeloven i morgen, hvad ville du så gøre?

Tre ting. Jeg ville få raceforbuddet fagligt evalueret. Jeg ville ændre proceduren omkring racebestemmelse og bevisbyrde, så en hund ikke kan dø på et usikkert grundlag. Og jeg ville sikre langt hurtigere sagsbehandling, så hunde ikke sidder isoleret i pension i meget lange perioder, mens deres sag kører.

Hvad er dit budskab til politikerne?

Få hundeloven evalueret. Bevar muligheden for at gribe hårdt ind over for farlige hunde, men sørg for, at ingen hund bliver aflivet på et fagligt usikkert grundlag. Vi kan godt skabe både tryghed for mennesker, dyrevelfærd og retssikkerhed. Det ene behøver ikke udelukke det andet. Send de hunde hjem der pt. er “klemt” og sidder på internat på et usikkert grundlag, deriblandt Lucy.

 

 

Møde om hundeloven!

/i , ,

Hundeloven på Borgen!

En spændende eftermiddag på Christiansborg hvor jeg havde møde med Christian Kirk, dyrevelfærdsordfører for Dansk Folkeparti – og manden, der vil tage arbejdet med hundeloven skridtet videre og endnu en gang få sagen ind i Folketinget.

Forhåbentlig sammen med gode kollegaer på tværs af partierne!

Hundeloven bør ikke være drevet af partipolitik. Den bør være en fælles hjertesag med kærlighed til dyr for øje!

Det handler helt grundlæggende om retssikkerhed – for både mennesker og dyr.

DNA skal ikke alene kunne afgøre liv eller død.
Den omvendte bevisbyrde er et alvorligt retssikkerhedsproblem.

Det bør ikke være hundeejeren, der skal bevise, at hunden ikke er en ulovlig krydsning – måske vi skal se på en afskaffelse af raceforbuddet i dets nu nuværende form!

Man skal kunne have en blandingshund uden frygt for, at den pludselig bliver taget fra en, fordi man ikke kan dokumentere dens genetiske ophav.

Og så er der proportionalitetsprincippet!

Aflivning er den ultimative og irreversible konsekvens – både for hunden og dens familie. Derfor bør en så vidtgående afgørelse også kræve et særdeles sikkert og veldokumenteret grundlag.

Når konsekvensen er uigenkaldelig, skal retssikkerheden være tilsvarende stærk.

Der er mange aspekter i hundeloven, og heldigvis skal politikerne ikke selv levere alle svarene.

De skal derimod sørge for, at de rette fagfolk kommer omkring bordet – jurister, dyrlæger, adfærdseksperter, genetikere og andre med relevant viden – så loven kan blive gennemgået grundigt og på et fagligt fundament.

Og netop derfor håber jeg, at politikere på tværs af partier vil gribe den udstrakte hånd og være med!

Det her bør ikke handle om rød eller blå blok. Hundene kender ikke til partifarver!

Det bør handle om at skabe en hundelov, vi som samfund kan stå inde for – med faglighed, proportionalitet og retssikkerhed i centrum.

Tak til Christian Kirk – Dansk Folkeparti for at tage sagen alvorligt og for viljen til at bringe hundeloven videre på Christiansborg.

 

Lucy er dømt til aflivning!

/i , , ,

Lucy er af Rigspolitiet blevet dømt til aflivning.

Sagen ankes.

Her er mine tanker om afgørelsen:

Efter at have læst afgørelsen mener jeg, at der fortsat er flere centrale punkter, som bør prøves ved domstolene, så sagen skal klart videre!

Ingen reel selvstændig prøvelse:

Rigspolitiet henholder sig i vidt omfang til Nordsjællands Politis afgørelse frem for at foretage en selvstændig vurdering.

Modstridende DNA-tests: De fire DNA-tests peger i vidt forskellige retninger. Alligevel konkluderer Rigspolitiet, at de samlet set ikke dokumenterer Lucys lovlige ophav.

Embark afvises uden nærmere vurdering: Rigspolitiet forholder sig ikke til, hvad klassificeringen “Bahraini Village Dog” og “Mixed Ancestry” betyder, selv om Embark er udviklet til netop denne type hunde.

DNA-testenes validitet vurderes ikke: Rigspolitiet skriver selv, at de ikke har fundet anledning til at tage stilling til testenes validitet, selv om de indgår i grundlaget for afgørelsen.

Visuel vurdering: de inddrager ikke min grundige vurdering af Lucys ophav!

Proportionalitetsprincippet: Rigspolitiet henviser til, at hundeloven ikke giver mulighed for en mildere sanktion end aflivning.

Men det ændrer ikke ved, at grundlaget for at anvende loven skal være sikkert og tilstrækkeligt dokumenteret, når konsekvensen er så indgribende og uigenkaldelig.

 

Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!

/i , ,

Jyllands-Posten har i dag bragt et indlæg fra Thomas Rathsack og jeg!

 

Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!

Af og til afslører en lovgivning mere om vores frygt end om vores viden. Den danske hundelov er et sådant eksempel. Vi står i dag med en lov, der i for høj grad er baseret på generaliseringer frem for faglig evidens – og det er på tide at ændre den.

Kernen i problemet er den såkaldte raceforbudsliste. Her bliver bestemte hunderacer kategoriseret som farlige alene på baggrund af deres udseende og oprindelse – ikke deres adfærd. Men forskning og erfaring fra både dyrlæger og adfærdseksperter peger entydigt på, at aggressiv adfærd hos hunde ikke er bundet til race alene. Den formes af en kompleks kombination af opvækst, socialisering, træning, miljø og ejerens ansvar.

Når vi dømmer hunde på deres race, overser vi det egentlige problem: menneskelig adfærd. Uansvarlige ejere, manglende viden om hundehold og utilstrækkelig træning er langt stærkere risikofaktorer for farlige situationer end en hunds genetiske ophav. Alligevel er det hundene – ikke ejerne – der betaler den højeste pris.

Et centralt, men ofte overset problem i den nuværende lovgivning er brugen af DNA-tests til at fastslå en hunds race. Umiddelbart kan det lyde som en objektiv og videnskabelig løsning. I praksis er det langt mere usikkert. Kommercielle DNA-tests til hunde er ikke udviklet til juridisk brug, og deres præcision varierer betydeligt. Resultaterne afhænger af referencepopulationer og algoritmer, som ikke er standardiserede eller gennemsigtige. To forskellige tests kan give forskellige svar på den samme hund.

Det betyder, at en hund i realiteten kan risikere at blive kategoriseret som ulovlig – og i sidste ende aflivet – på et usikkert grundlag. Når konsekvensen er så alvorlig og irreversibel, bør beviskravet være tilsvarende højt. Det er det ikke i dag.

Dette leder direkte til et andet grundlæggende juridisk problem: proportionalitetsprincippet. I en retsstat skal indgreb stå i rimeligt forhold til det problem, man forsøger at løse. Aflivning af en hund er et af de mest vidtgående

indgreb, staten kan foretage over for et dyr og dets ejer. Derfor bør det kun ske, når det er strengt nødvendigt og veldokumenteret.

I den nuværende hundelov ser vi imidlertid situationer, hvor hunde aflives alene på baggrund af race – uden at have udvist aggressiv adfærd. Det er vanskeligt at forene med proportionalitetsprincippet. Indgrebet er maksimalt, mens grundlaget ofte er minimalt.

Endnu mere problematisk bliver det, når usikre DNA-resultater eller subjektive vurderinger af udseende lægges til grund for så vidtrækkende beslutninger. Her bevæger vi os væk fra retssikkerhed og ind i et område præget af vilkårlighed.

En moderne og retfærdig hundelov bør derfor sikre:

  • At DNA-tests ikke anvendes som eneste eller afgørende bevis i juridiske afgørelser
  • At der stilles høje krav til dokumentation og faglig vurdering
  • At proportionalitetsprincippet respekteres i alle afgørelser
  • At aflivning kun anvendes som sidste udvej, når konkret farlig adfærd er dokumenteret

Samtidig bør der indføres obligatoriske, uvildige adfærdsvurderinger foretaget af kvalificerede fagpersoner, før der træffes irreversible beslutninger. Fokus bør flyttes fra, hvad en hund er, til hvad den gør.

Andre lande har allerede bevæget sig væk fra racespecifik lovgivning og over mod adfærdsbaserede løsninger – med gode resultater. Danmark bør følge efter.

En lov, der ikke bygger på faglighed og retssikkerhed, risikerer at gøre mere skade end gavn. Derfor er det ikke blot rimeligt – men nødvendigt – at revidere hundeloven. Ikke for hundenes skyld alene, men for retfærdighedens og samfundets skyld.

Hundeloven skal op til revision igen!

Husk det når I sætter Jeres kryds på tirsdag!

 

 

Husk hundene når du stemmer!

/i , ,

Berlingske tidende har  i dag igen bragt et debatindlæg herfra!

Husk hundene i valgkampen!

Valgkampen kører for fuldt blus. Midt i de store emner, der fylder i den politiske debat, må vi ikke glemme det helt nære og kære – det, der betyder utrolig meget for mange mennesker: hundene.

Hundens betydning for menneskers livskvalitet er uvurderlig. Den bekæmper ensomhed, skaber fællesskab og giver hverdagen mening, fordi man hver dag skal være noget for nogen. Alligevel er forholdet mellem menneske og hund i dag truet.

Danmark har en hundelov, som i praksis ikke længere administreres efter den oprindelige hensigt. Resultatet er, at almindelige hundeejere kan risikere at miste deres bedste ven på grund af en forvaltning og fortolkning af loven, der i mange tilfælde virker både urimelig og ude af trit med den viden, vi har i dag.

De politikere, der allerede har snuden i sporet og arbejder for en revision af hundeloven, kan gøre en afgørende forskel for tusindvis af hundeejere. Ingen bør leve med frygten for, at tilfældigheder eller skøn kan koste deres hund livet.

Derfor bør hundeloven også have en plads i valgkampen.

Husk hundene, når krydset sættes!

 

Hvorfor Lucy ikke er en ulovlig hund!

/i , ,

Min vurdering af Lucy!

Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.

I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.

Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.

Vurdering af racepræg! 

Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:

  •      Black Mouth Cure

En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.

 

  •      Sloughi

En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.

 

  •      Østrigsk Pinscher

En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.

 

Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.

Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer. 

Adfærdsvurdering på klinikken!

Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.

Hun udviste:

  •      Nysgerrig og opsøgende adfærd
  •      Afbalanceret og tydeligt hundesprog
  •      Ingen tegn på aggressivitet
  •      Ro og samarbejdsvillighed under håndtering

Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.

Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.

Samlet vurdering!

På baggrund af:

  •      Hendes eksteriørmæssige fremtoning
  •      Hendes proportioner og racepræg
  •      Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
  •      Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse

Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.

Post scriptum: Juridisk vurdering!

Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.

En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.

Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.

Jyllands-Posten graver i Hundeloven!

/i ,

Hundelovens dystre virkelighed!

Jyllands-Posten sætter i dag fokus på Hundelovens mørke konsekvenser. Sagen om gadehunden Lucy er ikke bare en enkeltsag – den er et billede på et system, hvor tilfældige skøn afgør dyrenes skæbne.

Sagen fra Jyllands-Posten opsummeret kort:

Hunden Lucy sidder på et internat. Hendes familie sidder derhjemme og venter i uvished. De venter på en afgørelse, der kan få uoprettelige konsekvenser.

Efter et omfattende arbejde fra Amaja Loncarevic blev der fremlagt en DNA-test, der viste Lucy ikke var ulovlig.

Alligevel har politiet valgt at afvise den som tilstrækkelig dokumentation. I stedet er det nu hundens udseende, der skal være afgørende for hendes skæbne – ikke genetiske fakta, men et visuelt skøn.

Hvis afgørelsen fastholdes, risikerer Lucy at blive aflivet. Ikke fordi det med sikkerhed er bevist, at hun er ulovlig – men fordi hun kan ligne noget, der er. Det efterlader familien i en situation, hvor bevisbyrden opleves som umulig at løfte.

Lucys familie har været igennem et voldsomt og belastende forløb. De kæmper for deres hund i et system, hvor spillereglerne virker uklare, og hvor den dokumentation, de har fremlagt, ikke anerkendes.

Jeg har mødt Lucy. Hun er ikke en paragraf. Hun er ikke en teoretisk vurdering. Hun er en hund – med et sind, et temperament og en relation til sin familie.

Denne sag handler ikke kun om Lucy. Den handler om retssikkerhed, proportionalitet og rimelighed. Om hvorvidt vi som samfund kan acceptere, at mennesker fratages deres kæreste eje og i samme moment retssikkerheden.

Lucy skal hjem til sin familie.

Min vurdering af Lucy!

Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.

I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.

Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.

Vurdering af racepræg! 

Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:

  •      Black Mouth Cure

En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.

 

  •      Sloughi

En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.

 

  •      Østrigsk Pinscher

En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.

 

Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.

Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer. 

Adfærdsvurdering på klinikken!

Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.

Hun udviste:

  •      Nysgerrig og opsøgende adfærd
  •      Afbalanceret og tydeligt hundesprog
  •      Ingen tegn på aggressivitet
  •      Ro og samarbejdsvillighed under håndtering

Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.

Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.

Samlet vurdering!

På baggrund af:

  •      Hendes eksteriørmæssige fremtoning
  •      Hendes proportioner og racepræg
  •      Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
  •      Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse

Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.

 

Post scriptum: Juridisk vurdering!

Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.

En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.

Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.

Hundeloven kommer til behandling! 

/i , ,

Første behandling af hundeloven (beslutningsforslag 74) sker den 7. april.

Det er en vigtig dag.

Hundeloven er aktuel for alle, der har hund – uanset race og størrelse.

Det er en kompleks lov, der umiddelbart kan være svær at gennemskue. Samtidig har loven store konsekvenser – både juridisk og følelsesmæssigt – for familier, hundeejere og ikke mindst hundene selv.

Når en lov kan føre til indgribende beslutninger om et familiemedlems fremtid, stiller det ekstra store krav til, at reglerne er klare, retfærdige og fagligt funderede.

Flere oplever i dag, at loven rummer uklarheder og elementer, der kan føre til uensartet praksis og afgørelser, som ikke altid opleves proportionelle i forhold til den konkrete situation.

Der er behov for at sikre, at vurderinger bygger på adfærd og konkrete forhold frem for generelle kategoriseringer, og at både retssikkerhed og dyrevelfærd vægtes højt.

Konsekvenserne af loven involverer mange følelser, og derfor kan der være en vis berøringsangst i debatten. Men netop fordi emnet er følsomt, er det vigtigt at turde tage det seriøst og fagligt.

Målet med beslutningsforslaget er forhåbentlig, at der sættes en grundig og saglig proces i gang, hvor relevante fagpersoner, eksperter og praktikere ser kritisk og konstruktivt på loven og kommer med et rimeligt, gennemtænkt forslag til revision.

En opdateret hundelov bør skabe tryghed for borgerne, styrke retssikkerheden og samtidig sikre en ansvarlig og evidensbaseret tilgang til regulering af hunde.

Jeg håber, der vil være opbakning blandt politikerne til at have hjertet det rette sted – og fornuften med – så forslaget kan komme videre.

For både dyr og menneskers skyld.

Høring om hundeloven

/i , ,

Mandag d. 27. oktober  var der høring om hundeloven!

Det resulterede i Morten Messerschmidt tilkendegav, han ville stille forslag til en revision af hundeloven i Folketinget.

Hvad skete der så til høringen?

Eftermiddagen kom vidt omkring og belyste flere centrale udfordringer ved den nuværende hundelov.

Juridiske aspekter

Professor Frederik Waage holdt et fremragende oplæg, hvor han gennemgik de forvaltningsretlige principper, der danner rammen for politiets optræden i hundesager.
Han fremhævede tre centrale retsprincipper: officialprincippet, proportionalitetsprincippet og vejledningspligten.

Officialprincippet betyder, at politiet selv skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Selvom hundeejeren har bevisbyrden for, at hunden ikke er ulovlig, fritager det ikke politiet for ansvaret for at undersøge sagen grundigt.

Proportionalitetsprincippet forpligter myndighederne til at vælge det mindst indgribende middel. Politiet bør ikke anvende standardløsninger, men foretage konkrete vurderinger i hver sag. Det gælder især ved forvaring af hunde, som ofte bliver både langvarig og økonomisk belastende for ejeren.

Vejledningspligten indebærer, at borgerne skal have korrekt og fyldestgørende information. Politiets tidligere brug af samtykkeerklæringer til straksaflivning var uden lovhjemmel og i strid med denne pligt.

Kort sagt har mange sager været præget af manglende ensartet praksis, utilstrækkelig oplysning og uforholdsmæssige indgreb. Det skaber retsusikkerhed og store økonomiske tab for borgerne.
Problemet ligger derfor ikke alene i lovteksten, men i politiets uensartede håndhævelse.

Folketinget bør sikre klare retningslinjer – og eventuelt ændre loven – så politiet pålægges at foretage en eksplicit proportionalitetsvurdering, før indgreb iværksættes. Mindre indgribende løsninger, som fx brug af mundkurv frem for anbringelse på internat, bør i højere grad overvejes.

DNA-tests og racebestemmelse

Professor ved Institut for Biologi – Genetik og evolution Michael Møller Hansen udfordrede brugen af de nuværende DNA-tests i sager om hunderacer og racebestemmelse.

Han konkluderede, at de kommercielle tests – særligt Wisdom Panel – mangler gennemsigtighed, faglig validering og objektivitet. Resultaterne kan derfor ikke anses som retsligt eller videnskabeligt pålidelige.

Han foreslog indført en bagatelgrænse for DNA-andele på minimum 12,5 % (svarende til en oldeforælder). Bidrag under denne grænse bør ikke tillægges juridisk betydning.

Retssager og praksis

Højestesretsadvokat Poul Hvilsted, der har ført flere hundesager ved domstolene, fortalte, at han ofte har måttet advare klienter, der ønskede at gå ”all in” på en retssag – fordi udfaldet næsten altid ender med en død hund, uanset ejerens indsats.

Adfærd og aggression hos hunde

Dyrlæge Kirsten Brock holdt et vigtigt oplæg om aggression hos hunde – et emne, der ofte spiller en rolle i hundesager.

Hun påpegede, at aggression sjældent handler om ondskab, men om frygt, usikkerhed eller utryghed.
Når en hund knurrer, viser tænder eller måske bider, forsøger den typisk at skabe afstand til noget, den oplever som truende eller ubehageligt.
Formålet er altså afstand – ikke angreb.
Det er hundens måde at sige: “Stop, jeg har brug for plads.”

Hvis vi mennesker ignorerer de tidlige signaler – fx stiv krop, gab, slikken om munden eller knurren – kan situationen eskalere og ende i et bid.
Knurren er ikke uartighed, men kommunikation.
Ved at lytte til hundens signaler og respektere dens grænser kan vi undgå konflikter og skabe mere tryghed for både hund og ejer.

Der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem race og aggression. Derfor giver det ikke nogen mening at have et raceforbud, fordi man mener, de forbudte racer er mere aggressive end andre hunde.

Charlotte S. Andersson fra Fairdog gav sine praktiske erfaringer med hundelovssagerne, som hun gennem mere end 15 år har arbejdet med.

Hundesagkyndiges rolle

Dyrlæge Pernille Hansen holdt et spændende oplæg om de hundesagkyndiges arbejde. Der er ofte udfordringer ved vurdering af skambid og deres betydning.

Hun påpegede, at det er påfaldende, hvor sjældent de inddrages, sammenholdt med hvor mange hundelovssager der behandles hvert år.

Etiske overvejelser

Jeg holdt et indlæg om de etiske dilemmaer, som dyrlæger stilles overfor, når de skal aflive raske dyr – og dermed bryde det etiske løfte, vi har aflagt om altid at handle med omsorg, respekt og faglig integritet over for de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte.

Konklusion

Hundeloven skal ændres – både af hensyn til hundens velfærd og borgernes retssikkerhed. Der blev tilkendegivet at der vil blive stillet forslag i Folketinget om en revision af hundeloven.

Frederik Waage, Lise Rovsing, Morten Messerschmidt