Læs kronikken her:

“For snart fem år siden anskaffede Dot og jeg os en bomuldshund – Hugo. Han er blevet en del af familien, og i dag forstår vi slet ikke, hvordan vi har kunnet leve uden. Én af de mange indirekte glæder ved at blive hundeejer, er, at man bliver en del af et stort netværk af familier rundt i Danmark, som alle har hund og som derfor deler interesser, glæder og sorger. En af de sorger, som jeg efterhånden ofte møder, er, når myndighederne til familiers store overraskelse skrider til aflivning af en ellers velfungerende hund. Det kunne være lille Lucy, en lokalt elsket kærlig familiehund, som jeg netop har fået besked om, er dømt til aflivning – ikke pga. farlig adfærd, men pga. en usikker DNA-test. Lucy blev for nogle uger siden fjernet fra sin familie og isoleret – et indgreb i strid med dyreværnslovens ånd. Derpå blev der igangsat en gen-test, som uden at sige noget om hendes sind og i øvrigt trods producentens advarsler, nu bruges til at afgøre Lucys liv.

Det er langt fra første gang, jeg hører om den slags sager. Og selvom Dansk Folkeparti tilbage i 2010 var med til at indføre Hundeloven og forbyde en række hunderacer, vil jeg ikke lukke øjnene for, at loven i dag har skabt en uholdbar og retsløs tilstand for mange familier rundt i Danmark. Det kan vi ikke leve med. Derfor sender jeg nu det klare signal til Justitsministeren, at vi kræver en grundig evaluering af den nuværende lov med henblik på, at Folketinget hurtigst muligt kan genskabe retssikkerheden og rimeligheden for både mennesker og dyr. Hvor præcist linien skal slås, ved jeg ikke. Men det er der heldigvis mange andre, der har bud på; og derfor vil Dansk Folkeparti tage initiativ til, at der inden den nye folketingssamling afvikles en apolitisk høring i Folketinget, hvor alle parter kan komme til orde. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre en fair og rimelig lov fremover, som faktisk har effekt efter hensigten – at sikre danske borgeres tryghed.

Da Hundeloven blev indført, var intentionen at beskytte borgere mod farlige hunde og skabe tryghed i det offentlige rum. Det står vi ved. Men når lovgivning over tid udvikler sig til at skabe større utryghed end tryghed – når den fører til vilkårlige indgreb i borgeres liv og retssikkerheden sættes over styr – ja, så er det på tide at tage et opgør. For det er ikke længere til at leve med, hvad der er blevet virkelig. Jeg hører om ældre damer, der får deres rolige familiehund fjernet af politiet, fordi en patrulje “synes, den ligner noget forbudt”. Om småbørnsfamilier, der må aflive en hund, de har haft i årevis, fordi politiets visuelle vurdering trumfer DNA-bevis. Om unge mennesker, der ruineres af pensionsudgifter og sagsomkostninger, fordi de nægter at underskrive en “frivillig aflivning”, forinden ulovlighed er påvist. Og hunde som efter år lange pensionsanbringelser er blevet permanent traumatiserede.

Dette handler ikke om følelser alene – det handler om principper. Principper om retssikkerhed, proportionalitet og forudsigelighed. Grundstenene i enhver ordentlig forvaltning, hvor borgere har mulighed for at indrette sig efter loven, hvilket i den grad er sat over styr i hundelovens nuværende udformning. Der er ikke sammenhæng mellem lovens udformning og virkeligheden. De forbudte hunderacer er ikke overrepræsenterede i bidepisoder – faktisk topper racer som schæfer og rottweiler i statistikkerne – også før hundelovens vedtagelse – og de racer er ikke forbudt. Ifølge nylige undersøgelser fra 2024-2025 er schæferhunde og rottweilere stadig blandt de racer, der oftest er involveret i bid, mens de forbudte racer sjældent figurerer i statistikkerne. I dag kan betjente på gaden alene ud fra udseende bestemme, at en hund skal tages fra sin ejer – uden reel dokumentation for, at hunden er ulovlig. Det er en praksis, der ville være komisk, hvis ikke den var så tragisk.

Hertil kommer krav om dokumentation, som er umulige at opfylde. Der findes ingen entydige gentests, der med sikkerhed kan bevise, at en hund ikke har en dråbe af en forbudt race i sig. Og selv når ejeren fremlægger en stambog eller en DNA-test, dokumentation, som myndighederne selv har opfordret borgerne til at benytte, afvises den ofte uden nogen form for begrundelse. Borgeren efterlades dermed uden mulighed for at vide, hvilken dokumentation der faktisk anerkendes som gyldig. Det udgør et klart brud på retssikkerhedens grundprincipper.

Den samme mangel på gennemsigtighed gør sig gældende i sager om skambid, hvilket også blev påpeget af Det Dyreetiske Råd i 2024. Vurderingen af bidets karakter mangler ofte den nødvendige præcision, idet konteksten for hændelsen udelades af vurderingen. Samtidig ser vi, at myndighederne ikke nødvendigvis følger en sagkyndiges vurdering af hændelsen, hvilket medfører en betydelig risiko for, at der træffes unødvendige afgørelser om aflivning.

Desuden har eksperter, gentagende gange, opfordret til en bagatelgrænse for forbudte gener i DNA-tests, da selv få procent kan udløse aflivning. Dyreetisk Råd skrev i efteråret 2024 til fødevareministeren og udtrykt bekymring over den udbredte brug af DNA-tests til at vurdere hundes race. Alligevel er ingenting sket. Det kan vi ikke være bekendt.

Som jeg skriver dette ligger Hugo og kigger dovent på mig. Han er min trofaste følgesvend og jeg tror, jeg kan være sikker på, at han aldrig vil blive taget. Men efter at have hørt de mange historier, føler jeg mig ikke sikker. For jeg kan da ikke bevise, at Hugo ikke har 1% forbudt dna i sig fra en fjern slægtning. Derfor bliver vi nødt til at stille nye krav til, hvor meget forbudt DNA en hund må indeholde, før den dømmes ulovlig. Er det én procent? En promille? I dag svæver svaret i luften – og derfor kan selv en hund med det reneste sind og et langt liv som familiedyr blive dømt alene på sin stamtavles skygger uden nogen tegn på farlig adfærd.

Dansk Folkeparti ønsker tryghed for alle. Vi ønsker ikke farlige hunde i gaderne. Men vi ønsker heller ikke et samfund, hvor lovlydige borgere mister deres kæledyr – deres familie – på baggrund af løse skøn og tilfældige vurderinger. Trods en stigning i antallet af hunde fra 550.000 i 2000 til over 800.000 i 2021 er antallet af registrerede bid faldet, hvilket indikerer, at bedre ejeransvar er nøglen. Derfor er det tid til en revision af hundeloven. Vi skal sikre klare, ensartede krav til dokumentation, så danske borgere har reel mulighed for at følge loven. Og vi skal have proportionalitet tilbage i sagsbehandlingen – så uskyldige ikke betaler med deres kæledyrs liv og deres egen psykiske trivsel for et system, der er kørt af sporet. Og hvis ikke ministeren vil tage initiativet, så gør vi i Dansk Folkeparti det gerne”.

Af Morten Messerschmidt

Læs kronikken her!