Tag Archive for: Det sidste farvel

Når døden venter!

/i ,

Se godt på Sandy! Hun er en hund, der går lige i hjertet! 2 år gammel, kærlig, social og fantastisk til at læse både mennesker og dyr. Hun er den slags hund, der får folk til at stoppe på gaden for at få lov at hilse på hende!

Hendes æstetisk smukke fremtoning sammen med en vidunderlig personlighed gør hende til hunden – alle elsker, selv de, der ikke kan lide dyr!  Sandys ejer Monica er en ualmindelig smuk pige, hvis kære personlighed tydeligt har sat sine spor på Sandy, de er sammen det perfekte match.

Udefra set er Sandy en sund og rask hund.

Hvad folk ikke ved er, der bare et spørgsmål om tid, før Sandie tager sit sidste åndedrag!

Sandy er syg!

Sandy har nemlig kræft. Af den rigtig grimme slags.

Vi har fulgt Sandy siden ,hun var en lille hvalp. For 2 måneder siden kom hun til Artemis, da hendes ejer havde mærket noget dybt inde i bugen på hende. Sandy havde det ellers forrygende.

Sandy blev sendt til ultralydsscanning. Vores dygtige kollega, der er ekspert i scanninger, blev tilkaldt. Sandy blev forsigtigt lagt ned på et bord, hvorefter scanningen gik i gang.

Jeg stod ved Sandy hoved, mens Monica kærligt holdt styr bagparten. Efter et par minutter kom ordene: ”Den knude, I har mærket, ER noget”. ”Det er ikke bare ingenting, Sandy har kræft i hele kroppen. Kræften er ikke bare lokaliseret til et enkelt sted, men har spredt sig til stort set alle organer”.

Ordene i sig selv er det, enhver dyreejer frygter at høre. Det i sig selv er nok til at trække gultæppet væk under alle.

Det er bare sådan, det ikke er lang tid siden, Monica og jeg stod i en lignende situation med Sandys forgænger Cassie.

Fortidens skygge!

Cassie fik nemlig også stillet en diagnose, der endte hendes liv alt for tidligt. Da sorgen var kommet på afstand, blev Monica klar til igen at åbne hjerte og hjem for en lille ny hund, velvidende det var nogle store potespor at følge efter, da Cassie var en vidunderlig hund.

Jeg vidste derfor, dommen over Sandy ville betyde Monica ikke bare skulle forholde sig til bedst at hjælpe Sandie, men det ville være et flashback til Cassie, der ville sætte spørgsmål ved mange ting om fremtiden.

Skanningen blev afsluttet og jeg slap Monicas hånd, der helt automatisk blev grebet, da fundet på ultralyden blev fortalt.

Vi gik ud på gaden og ind på klinikken, hvor vi tog en blodprøve på Sandy. Blodprøven viste alt ok. Der var ikke noget på blodprøven, der kunne have fortalt os, hvor alvorlig situationen var.

En vigtig beslutning!

Monica skulle nu træffe nogle store beslutninger. Landbohøjskolen blev kontaktet. Universitet har en afdeling, der har speciale i kræft, og de er virkelig dygtige.

Sandy kunne komme ind til deres eksperter i kræft og gennemgå yderligere undersøgelser. Dermed kunne omfanget af sygdommen fastlægges endnu mere præcist, og de kunne give en vurdering af, hvad man kunne iværksætte af behandling, der MÅSKE kunne bremse sygdommens raseren.

Scanningen og den efterfølgende røntgenoptagelse blev forholdt universitetet. De var enige i at diagnosen var den værst tænkelige.

Monica og jeg satte os ud på bænken for klinikken.

”Hvorfor sker det her for mig Lise?”. ”Hvorfor skal mine hunde blive syge, er det noget, jeg påfører dem?”.

Jeg kan godt forstå, man som ejer tænker sådan, når man så tæt på hinanden oplever så alvorlig sygdom hos tilsyneladende ellers raske dyr.

Et specielt menneske!

Jeg tror dog på at nogle mennesker som f.eks. Monica besidder noget helt unik. Hun har en indre styrke, der gør hende i stand til at varetage Sandys bedste interesse og sikre hende livet på de rigtige vilkår uagtet, der gør så ondt i sjælen.

Ikke alle mennesker kan forståeligt nok håndtere så alvorlig sygdom og stadig sætte hunden behov før egne. Der er ingen ”højere mening” med dyr, der får forfærdelige diagnoser stillet.  Når det skal være, så er det dog som en som Monica, man skal være syg hos. Hendes kærlighed, omsorg og evne til at læse sin hund er langt udover det almindelige, hvilket kommer den syge til gode.

Fra papiret til virkeligheden!

Monica og jeg var helt enige om at Sandy almen befindende endnu IKKE stemte overens med den stillede diagnose.

Sandys adfærd viste IKKE tegn på smerte eller ubehag. Umiddelbart kan man spørge sig selv om Sandy ikke var bedst tjent med at få lov at sove ind med dette samme på grund af fundene i kroppen?

Jeg synes, det må være dyrets tilstand, der skal sætte retningen for behandling. Altid. Det er derfor, det er så vigtigt, vi kender vores dyr og er i stand til at læse deres signaler. På den måde kan vi nemlig bedst varetage deres ve og vel. Monica læser Sandy til perfektion. Jeg ved, hun ved, når Sandy får det dårligt, og hun vil reagere med det samme.

Monica besluttede Sandy ikke skulle udsættes for en akademisk gennemgang med meget ringe udsigt til at det vil gøre en forskel.

En større undersøgelse er også noget, der kan påvirke et dyr – og ville Sandys liv ikke blive bedre af, hun IKKE skulle stresses med indlæggelse, bedøvelser og andre indgreb?

Det har oftest sin rigtige berettelse at lade dyr gennemgå meget grundige undersøgelser, men undersøgelserne skal have et formål: og det skal være i dyrets interesse og ikke fordi, vi mennesker vil have helt klar besked.

Hver dag er en gave!

Det er nu 3 uger siden, Sandy fik sin sygdom konstateret. Hun kommer til løbende tjek på dyreklinikken. Rent lavpraktisk så presser kræften i kroppen på hende. Måske det en dag bliver noget så lavpraktisk som manglende evne til at komme af med sin afføring, der gør vi trækker stikket.

Monica og jeg er forberedte. Monica har mit nummer og ved, hun må ringe til mig døgnet rundt. Jeg er forberedt på, Sandy pludselig siger stop og det skal være NU, hun skal blive til en lille stjerne på himlen.

Det er en underlig vished at gå rundt med. Hver gang telefonen giver et bip strejfer tanken mig, om det nu er Sandys tid?

Hver gang vi møder hinanden og et dyr på gaden, så ved vi aldrig, hvad folk bærer med sig. Ikke alt er som det kan synes. Så talt pænt til hinanden og bær over, hvis der vrisses i køen. Sorg og smerte kan komme i rigtig meget forklædninger, så giv et smil og lad dem komme først i køen.

Der kommer aldrig et godt tidspunkt at sige farvel. Men der kommer et rigtigt tidspunkt.

Sandy er her endnu. Hver dag med hende er en gave.

Monica er et smukt eksempel på, der findes de her mennesker, der selv kæmper til hverdag men som alligevel rummer så meget kærlighed til dyr, hun giver Sandy livet, så længe det giver mening.

 

Kræften tog Kurt!

/i ,

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner

/i

Tak for den fantastisk opbakning, der har være til at hjælpe de, der mister et kæledyr og som står alene tilbage.

Jeg har dannet en gruppe, hvor alle jer søde mennesker, der har ytret ønske om at ville hjælpe, skal komme med.

Jeg har stadig konstruktionen under opbygning, men man må starte et sted. Så uagtet alle praktiske foranstaltninger ikke er komplette – det bliver de næppe aldrig, da vi taler om følelser – så må vi starte et sted.

Så TAK fordi du vil være med. Del gerne og pas på jeres søde dyr – de har kun jer til det..

Læs historien der førte til oprettelse af besøgsvennerne her! 

Gruppen beskrives her:


Gruppen her er skabt og administreret af Dyrlæge Lise Rovsing fra Dyreklinikken Artemis i Hellerup.
“Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner” er netværk af folk tilknyttet Dyreklinikken Artemis’ værdigrundlag: Drivkraften er kærlighed til dyr!

Vi er et netværk, der gerne vil gøre en forskel for de mennesker, der har mistet et kæledyr!

Målgruppen er de mennesker, det har mistet et kæledyr, men ikke umiddelbart har et stærkt nerværk bag sig, der forstår betydningen af tabet af et kæledyr.

En henvendelse fra os har til intention at gøre en forskel for et andet menneske, idet vi forstår, hvad der betyder at miste sin “lille skygge”.

Hvis vi kan udfylde bare en lille det af det tomrum dyret efterlader med glade minder om det forgangne, er vi et skidt på vej i rigtig retning.

Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, det gav til det sidste – så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt dyrehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer, når man siger farvel til sit elskede dyr.

Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.ette er et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af særligt vores ældre, der mister deres måske sidste kæledyr. Du kan yde en opringning, et besøg, en snak.¨

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Der findes allerede nu mange gode netværks, der har samme intention som dette.
Min erfaring gennem mit arbejde som dyrlæge og med mennesker er dog, at er man trist nok, er der ikke kræfter til at melde sig under de allerede etablerede faner.

Gennem arbejdet på dyreklinikken kommer jeg i direkte kontakt med målgruppen.

De skal have tilbuddet, da vi dyreelsker forstår, hvad de gennemgår. Dog på en måde der hele vejen rundt har respekt og ydmyghed overfor mennesket bag.

Vi forstår, at når man har det sværest, har man ikke kræfter til at bede om hjælp til at tale om “dyret”.

Det er ikke en medlidenhedsgerning, der skal laves, men rent medmenneskeligt for allle os, der elsker vores dyr.

Målgruppen kan variere fra tid til anden. Vi kan ikke gøre en forskel for hele verden, men vi må starte et sted, og det er nu engang i vores nærområde. Skulle inspirationen sprede sig er det kun godt.

Vil du være med?

Så skriv her på gruppen..

Det er min ambition besøgsvennerne en dag vil være at finde over hele landet!

https://www.facebook.com/groups/1228925297119055/

 

Hjælp os at hjælpe andre!

/i

Dyreklinikken Artemis har hele året haft en indsamling kørende.

Vores søde klienter har doneret brugt udstyr fra kæledyr til os.
Artemis distribuerer tingene videre til projekter, der hjælper dyr i nød i ind- og udland.

Rigtig mange mennesker har en overflod af ting til dyrene hjemme.
Snuden skal ikke mangle noget. Den dag snuden ikke vil lege med tingene mere, eller man finder noget nyt og spændende, ja så står man med en masse ting til overs.
Mange af tingene fejler ikke noget, men vores ”brug og smid væk kultur” gør, mange gode ting går tabt.  Det vil vi gerne ændre.

Når man siger farvel!
Et andet scenarie udspiller sig den dag, man siger farvel til sit elskede kæledyr. Ofte er der kurve, skåle, seler, snore, legetøj med videre tilovers fra et lang liv.
Bare at smide tingene ud virker forkert, da minderne jo hænger ved.
Vi har haft succes med at opfordre folk til at aflevere tingene til os, så andre kan få glæde af dem.

Nogle ting kan naturligvis gemmes, hvis man ved, der kommer en lille ny snude, men i mange tilfælde kan det være rart at ”starte på en frisk”.
Jeg håber det i fremtiden bliver helt almindeligt, man kommer på besøg efter det sidste farvel og donerer, hvad doneres skal.
Ved samme lejlighed kan man få en snak og et kæmpe kram – det kan nemlig være svært at gå tilbage til stedet, hvor en aflivning har fundet sted, da minderne vælter frem. Et besøg  kan derfor  give en fin afslutning, og der er plads til tårerne igen.

Konceptet!
Vores koncept er  ”apolitisk”. Vi vil bare gerne hjælpe dyr i nød. Vi har ikke tilknytning til en bestemt forening eller formål –  melder nogen sig med et godt formål, så er vi klar på at videregive, hvad vi aktuelt har.
Nogle gange er krisen akut opstået og i de tilfælde, er det fantastisk, så hurtig folk er til at komme og hjælpe. Bliv ved med det!
Min erfaring er at rigtig mange mennesker gerne vil hjælpe, men det nogle gange er svært at finde det rigtige formål og forum. Det håber jeg, Artemis kan hjælpe med.

I relation til vores indsamling af dyreting gentager vi derfor i år succesen og samler tøj og lignende ind – så har du aflagt tøj eller andre gode ting stående som udsatte grupper, kan få glæde af, så KOM med dem.

Vi sørger for, de bliver distribueret ud til de rigtige steder.

Brug december som en anledning til at få ryddet op og ryddet ud. Kom med tingene til os og så skal vi sikre, nogle får glæde af det.
Jeg lover, det ikke er noget med tingene sælges – det hele foræres væk….

TAK til alle Jer der i løbet af året er kommet med ting.
TAK til alle de frivillige fra foreningerne, der har hentet ting og sikret, de er endt de rigtige steder.

Jeg håber, vi i fællesskab i det nye år, kan hjælpe endnu flere dyr i nød…

Når ensomheden rammer!

/i

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…

Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.

Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.

Glem aldrig løvehjertet!

/i

Bliv inspireret af Astid Lindgrens fortælling, når du skal sige farvel til dit kæledyr! 

 ”Jonatan, jeg ser lyset fra Nangilima! Jeg ser lyset” 

Husker I Astrid Lindgrens fortælling om Brødrene Løvehjerte? En smuk historie om 2 brødre, der begge ender med at dø fra vores jord og kommer til Nagijala, hvor de kæmper de godes kamp mod det onde? 

Til slut redder Tvebak sin bror Jonatan ved at tage ham på skuldrene og springe ud fra en høj klippe – trods Tvebak er meget meget bange, gør han det alligevel. 

”For når man er ved at dø af skræk, er der ikke andet at gøre end at springe”. 

På Artemis har vi de sidste par dage har mange meget syge dyr. 

De har ikke alle været syge nok til, det har været tid til at slutte rejsen, men syge nok til at overvejelsen om, hvornår beslutningen skal træffes, presser sig på. 

Hvornår er ”nok nok”? 

Det er en af de sværeste beslutninger af træffe.

Du ønsker kun det bedste for dit dyr, men at skulle sige farvel til sin bedste ven giver så modstridende følelser: fornuften ved, det er det rigtige at gøre, men hjertet vil bare gerne vil beholde sin kære ven. 

Det føles som det godes kamp mod det onde, trods der ingen onde er. 

Vores vigtigste opgave er at sikre, dyrenes værdighed bevares.

Man skal gerne have en lille smule tvivl tilbage i sindet, da hvis man overhovedet ikke tvivler, så har man ventet for længe. 

En livsklog bror sagde til mig i relation til et af livets andre komplekse forhold: ”Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl”. 

Måske sætningen også kan overføres til afskeden med dyrene? 

Den har i hvert fald givet slutningen på mange ting allerede.   

Nogle mennesker ønsker inderst inde, kæledyret sover ind i trygge rammer i hjemmet. Så behøver man ikke selv aktivt at trække stikket.

I praksis er det meget sjældent, det sker. Netop fordi vi er meget opmærksomme på vores dyr og opdager, hvis de får det dårligt. 

Vi vil ikke trække dyrene gennem et unødigt smertehelvede. Det er dog ikke ensbetydende med, det ikke er OK at lade dyret leve på den nødvendige medicin – hvis det gør,  dyret har det godt.

Når det kommer til afskeden med dyrene, skal vi alle finde vores indre løvehjerte frem. Trods vi er meget meget bange – bange for at træffe beslutningen, men i høj grad også bange for ikke at træffe den i tide. Vi må holde dialogen åben. Snakke med andre dyreelsker, fagfolk og familien, så vi i symbolsk betydning tager hinanden på skuldrene og bare springer, når tid er.

Frygten for ensomheden må ikke være det, der træffer beslutninger, men derimod kærligheden til dyrene. 

Det godes kamp mod det onde. 

Findes der så et Nangilima for dyrene? JA. Det tror jeg på. 

Jeg plejer at sige, himlen får en lille ny stjerne når en dyresjæl forlader jorden. Jeg tror, de alle mødes et sted, hvor de løber og leger og ikke er bundet af livet og de jordiske begrænsninger. 

Jeg tror dog, de kommer direkte i Nagilima og ikke først til Nagijala – med mindre vores jord er dyrenes Nagilaja? 

Den tanke for jeg indimellem, når jeg ser på, hvor grimt nogle mennesker behandler dyrene, og hvordan lovgivning desværre ikke altid varetager dyrenes tarv.

”På den anden side af stjernerne. Der er det endnu lejrbålenes og sagaernes tid, og der kan du opleve eventyr fra morgen til aften og også om natten”

Og jeg tror på, der er flere mennesker i blandt dem, da kærligheden dyr og mennesker i mellem er grænseløs. 

Når dagen kommer, og vi siger farvel – så må glæden findes i, dyrene kommer et dejligt sted hen uden smerter og anden lidelse. 

”På den anden side af stjernerne. Det er noget andet end at bare ligge her og hoste og være syg og aldrig kunne lege”. 

Så når tiden nærmer sig – tænk på Tvebak, der sprang trods han var allermest bange velvidende, han endte et godt sted for sig selv og sin kære bror. 

Dyrene skal nok se lyset, men vi mennesker må være stærke nok til at vise dem vejen. 

”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske”.,  

Løvehjertet må aldrig glemmes.