Tag Archive for: Det sidste farvel

Den direkte vej til stjernerne!

/i

”Lise, hvorfor skulle Peach dø?”

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige og som et naturligt spørgsmål at stille.

Som sætningen fortæller, var den dejligste lille snude Peach blevet sendt til himmels. Spørgsmålet bliver komplekst, da det var 15. gang indenfor 5 timer, jeg blev spurgt. Den ældre dame sad med sin døde hund i armene, og hun ville IKKE forlade den. Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.

Den lille hunds krop skulle på plads på rette sted, velvidende sjælen for længst var rejst til stjerne. Den ældre dame skulle hjem.

Hvis hjem er, hvor hjertet er? Så er hjemmet nu blevet revet midt over og væggene blevet til en tom skal, der minder en om alt det, der ikke længere er: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.

Et tomt hjem venter!

At ”tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, så var der måske en chance for, det hele bare var en ond drøm?  Eller at jeg havde taget fejl? Så Peachs hjerte stadig bankede, trods dødsstivheden havde indfundet sig?

 

Peachs sygdom!

Peach indfandt sig på dyreklinikken mandag morgen. Hun var blevet dårlig I løbet af weekenden. Hun kunne nu ikke stå på sine ben, virkede slap og ualmindelig trist.

En blodprøve afslørede hurtigt de barske facts: galopperende lever- og nyresvigt og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.

Vi kunne beslutte at lade sjælen komme afsted, før døden ville tvinge den til himmels.

Den tunge beslutning virkede for Peachs familie ikke som en mulighed – for et øjeblik siden håbede de jo bare, at Peach var midlertidig dårlig. Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut, Peach har jo lige været hvalp?

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene. Vi vil gøre rigtig meget for at lindre smerte og håbe på helbredelsen. Det kan være svært at bevare objektiviteten i forhold til sygdom og fakta, når en familie på sidelinjen er blevet smadret.

I en akut situation som med Peach er der ikke mulighed for langsomt at så et frø om, man skal begynde at tænke over grænsen for, hvornår et dyr er i live på rimelig vilkår.

Vi vil meget gerne passe på menneskerne, men dyrenes ve og vel kommer før alt andet. Peach var så dårligt at selv ikke en indlæggelse med alt tænkelige behandling havde ændret udsigten til liv.

 

En nødvendig beslutning!

Peach familie gik en tur for at klare tankerne. De drog afsted med lovning på, de snarest ville komme tilbage, da Peach blev dårligere og dårligere.

Peach kunne have åndet ud, mens de var væk. Hendes livsvilje var ukuelig.

Peach holdt ud og fik efterfølgende fred med sin elskede ejer ved sin side.

I løbet af seancen gennemgik vi flere gange, hvad der var galt. Jeg bekræftede igen og igen at trods det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.

Den største gave vi kan give vores kæledyr er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.

Vi mennesker må påtage os smerten og lidelsen i stedet for dyrene.  Kærligheden til dyrene må altid må være stærkere end frygten for at blive efterladt UDEN sin lille skygge.

I en situation som denne, kan man som ejer høre ordene og autoriteten, der ligger bag udtalen. Man stoler på personen, der fortæller det. Det er bare som om, hjernen ikke kan bearbejde budskabet, da chokket overdøver ordene, og de dermed ikke når frem.

Peach ejer skulle have tid. Tid til at bearbejde, hunden var død. Tid til at få bekræftet det uden tvivl var den rigtige beslutning. Tid til at kysse Peach en sidste gang. Igen og igen. Tid til bare at være med hunden vidende at om et øjeblik indtræder stilheden. Timerne gik.

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet. Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne. Forhåbentlig giver tiden op til dette, familien muligheden for at planlægge den afsked, som de ikke fik mulighed for at tilrettelægge i første omgang.

Har man som ejer af et kæledyr mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.

At stå i akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for en, er forfærdeligt.

Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen efterfølgende være den samme. Vi kan ikke planlægge os ud af den.

Man kan ikke forberede det akutte og uforudsigelige. I situationen må man finde trøst i et forløb er gået meget stærkt, så dyret fik fred uden et forløb med smerte bag sig.

Mandagen bød på alt for mange stjerner til himlen.

Hellerup var dækket af et tungt tæppe af afmagt, sorg og kærlighed.

Peach historie var desværre bare en dråbe i havet mandag og hele klinikken sluttede dagen med tungsind, der ikke lige vaskes væk på et øjeblik. Trods dagen går på hæld, så sidder erindringerne om dagen fast i bevidstheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Farvel til lille Whiskey

/i

Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.

Historien om Whiskey!

Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst.

Jeg husker altid et dyr, men Whiskey satte sine potespor på en helt særlig måde.

Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.

Whiskey vandrede stolt ind på  Dyreklinikken Artemis første gang for godt 2 år siden.

På den måde som kun en west highland white terrier kan gøre det.

For mig ny patient, der af logistiske årsager, måtte finde en ny dyrlæge.

Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var bare ikke glad.

Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose “Cushings Syndrom”.

Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon.  Whiskey havde som følge af sin Cushings også udviklet sukkersyge.

Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig.

Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham et prik  med insulin. Ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.

Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for dagen gik på hundens præmisser, så den  havde et godt liv trods helbredets udfordringer.

Whiskey ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt.

Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok” også set i relation til mennesker.

Hvad er et godt hundeliv?

Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok.  Så livet er værdigt og dagen ikke bare en lang venten på dødens indtræden.

Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en definition på.

Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt.

Dyr bliver som mennesker også ældre. Det skal de have lov til.

Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.

Bliver hunden så udfordret, at den IKKE mere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.

En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur.  Hvis hunden ikke længere kan det, måske på grund af gigt og manglende muskelmasse, så er det kritisk.

Hunden skal IKKE komme i situationen, den er så forpint af smerter den ikke længere kan rejse sig og gå.

En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende.

Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, som gør hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, da den liggende føler ubehag.

Kan man ikke længere hvile? Så kan man ikke længere restituere sig selv.

En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men de viser ubehag hvis de ikke kan holde på deres egen afføring og måske konstant har dårlig mave.

De beskrevne situationer er naturligvis på grund af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske den er i behandling med noget medicin.

På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.

Hvornår er ”nok nok”?

Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se,

hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt.

Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.

Det er helt naturligt idet, vi elsker vores dyr og tanken om, de ikke er her mere, gør så ondt.

Det er derfor vigtigt, vi livet igennem snakker med hinanden om, hvad vi selv mener, er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.

Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for en hver pris. Han blev dog bedre efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.

Whiskey ejer sagde, den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny snude ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.

Det ærgrede mig gevaldigt. Jeg kan nemlig ikke forstille mig noget mere dejligt menneske at få på besigtigelse den dag jeg er død.

Heldigvis lod det ikke til Whiskey skulle nogle steder nu.

Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie, trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand. Det er meget trygt at vide, der er så søde folk ansat i den oversete branche.

Den sidste time!

Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie.

Da  Whiskey trådte ind af døren, kunne vi med det samme se, han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste Whiskey var på vej til stjernerne.

Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde : “Torben, det er nu”. På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu”. Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.

Det bedste liv!

Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene. Vigtigst så var

Whiskey på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund, og det er altså ikke så lidt.

Whiskey ejer kæmpede for ham.  Passede ham til det sidste også selvom det indimellem var besværligt.

Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg. Whiskey var en meget heldig hund.

Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og bliver uværdigt. I høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.

Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.

En ny begyndelse!

Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “ja, nu er jeg gået på pension”. Med sig havde han den sødeste lille uldtot Fie, der er en lhaso pso på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, så kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på 4 uger. Båndene udvikles over årerne, og det er nogle store potespor Fie følger efter.

“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig”. Det er ulempen ved en urne. Det er altså svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen, for som

Torben sagde: “ja, det hvor jeg kommer fra, så hilser vi altså altid pænt på hinanden”.

Fie er havnet i de bedste hænder.

Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes. På denne juleaften er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv.

Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt.

Dyr kan ikke genopstandes.

Der kan dog komme en lille ny snude, der ikke har noget med en genopstandelse at gøre. Det er det valg, man tager, når man vælger at give en lille hund et hjem, velvidende der er kærlighed og overskud til at give dyret alt det bedste.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kræften tog Kurt!

/i ,

Mødet med Kurt!

I 2007 mødte jeg for første gang Kurt. Han var noget af det kæreste. En norfolk terrier af den kækkeste slags, der gennem hele livet havde noget meget ”hvalpeagtigt” over sig. Det var altid en stor fornøjelse at have Kurt på besøg, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør af hans selskab.

Sygdommen begynder!

For ca. 2 måneder siden kom Kurt til tjek på Artemis. Han var begyndt at kaste op dagligt. Han havde det ellers godt. Han var frisk, spiste normalt, havde normal afføring og var ellers som han plejede. Der var ikke rigtig noget mønster i opkastningerne.

Vi fandt intet anderledes i Kurts helbred, der gav anledning til bekymring. Vi startede derfor med at ændre lidt på fodringen. Noget andet foder, flere små regelmæssige måltider, en lille smule mad før sengetid og lidt før første morgenluftning, et tilskud mælkesyrebakterier og slut med diverse godbidder – de små ostehapser der let bliver ”hypnotiseret” ned fra smørebrættet og den daglige A38 som han har fået hele livet.

Det gik godt nogle dage, men så begyndte opkastningerne igen. Stadig uden et mønster.

Vi gik derfor videre med udredningen af Kurt. Den såkaldte kliniske undersøgelse, hvor han undersøges på bordet og efterset i alle ender og kanter afslørede intet unormalt.

Jeg tog derfor en blodprøve og et røntgenbillede af Kurt. Nyrer-, lever og bugspytværdier blev undersøgt. Alt normalt. Røntgenbilledet afslørede fortykkede slimhinde i maven og blodbilledet viste tegn på en infektion. Kurt blev sat i behandling med antibiotika og medicin til beskyttelse af mavesækken/slimhinde. Det gik godt ca. 6 dage, men så begyndte opkastningerne igen.

Det er altid en balancegang, hvor meget diagnostik man laver. Vi skal tage de nødvendige prøver – men vi må aldrig tage prøver i øst og vest af frygt for hvad vi eventuelt kan finde.

Vi besluttede at Kurt nu skulle ultralydsscannes. På Artemis foregår det ved at en af vores meget dygtige kollegaer kommer ud til klinikken og scanner.

Den endelige diagnose!

Hunden bliver ikke bedøvet, men skal blot ligge på siden på et bord. Scanningen gav det værst tænkelige resultat: Tydelige tegn på kræft i hele mavesækken med spredning til de lokale lymfeknuder.

I en sådan situation holder jeg fast i, at det vigtigste er, hvordan hunden har det! IKKE hvad en blodprøve eller en scanning fortæller.

Det må og skal være hundens tilstand, der danner grundlag for de videre beslutninger.  Naturligvis med diagnoser og prognoser in mente.

Aflivning eller ej?

Skulle Kurt aflives på grund af fundet i maven? Han havde det stadigvæk rimeligt.

I en sådan situation er det utrolig vigtigt at have en god snak med ejerne.

Kurts ejere er de sødeste mennesker, der altid havde udvist den kærligste omsorg overfor lille Kurt. De var naturligvis ulykkelige. Så snakken om hvornår “er nok nok” var vigtig. Kurts ejeres naturlige kærlighed til dyr og søde måde at være på gjorde det til en god snak!

Alle, der har stået i en situation med en meget syg hund, kan nok nikke genkendende til, hvor svært det er at træffe afgørelse om, hvornår man skal sige stop.

Hvad definerer et godt liv for en hund? Vi kan nok alle blive enige om, at der er hundens liv og velbefindende, det er det vigtigste.

Det må aldrig blive vores behov for at have hunden, der sætter kursen.

Det kan dog være svært i situationen, når ens elskede dyr er meget sygt, at holde fast i de gode intentioner. Det er derfor så vigtigt, vi løbende snakker med hinanden om, hvad et godt liv for vores dyr er.

En second opinion på KVL!

I Kurts tilfælde besluttede vi at sende ham på Landbohøjskolen til deres cancerafdeling, for en second opinion.

Besøget kunne først finde sted 3 dage senere. Indtil da behandlede vi Kurt efter bedste evne. Efter scanningen var det som om, Kurt havde forstået hvad vi snakkede om. Han blev trist og dårligere over de følgende dage og ville intet spise. Jeg mødtes derfor med Kurt og ejerne til en snak om hvordan det gik. Her gav vi også Kurt en indsprøjtning, der gjorde ham bedre tilpas.

Dagen efter fortalte de, at det havde været en stor succes og Kurt havde leget i vandkanten i flere timer. Jeg så en lille film med Kurt der soppede rundt i vandet, og det var en glad lille Kurt, der i øjeblikket havde det godt. Sådan skulle han gerne have det altid. Som situationen var nu, var det i det store og hele ikke noget godt liv at være Kurt.

Mandag tog ejerne på Landbohøjskolen. Jeg blev ringet op fra universitetet om formiddagen og fik den triste diagnose.

Det endelige farvel!

Kort efter fik jeg en opringning fra ejerne, at de havde taget den tunge beslutning at Kurt ikke skulle lide unødigt, nu hvor canceren havde bredt sig. De forespurgte derfor om jeg havde mulighed for at komme hjem til dem samme eftermiddag, for at aflive ham.

Sidst på dagen tog jeg hjem til Kurt og familien. På sofaen med lidt stille musik i baggrunden lå Kurt mellem hans ejere. Aldrig har han set så sød ud, og jeg bilder mig selv ind, han var glad for at se mig.

Kurt fik fred. Stille og roligt uden smerte og unødvendig lidelse.

Kurt ville blive bragt til dyreklinikken næste dag, så jeg kørte afsted.

Hvordan føles det at aflive dyr?

Mange spørger ofte, hvordan det føles at aflive dyr!

Jeg er glad for, Kurt fik fred. Han fik fred på det helt rigtige tidspunkt. Han var ikke blevet så dårlig, at det var uværdigt.

Kurts ejere ville gøre alt for ham. På det pågældende tidspunkt var den største kærlighed til hunden at lade ham blive en lille stjerne på himlen.

Jeg siger gerne, at hvis man som ejer ikke er lidt i tvivl, om det er det rigtige tidspunkt at aflive, så har man ventet for længe.

Er man ikke i tvivl, har dyret det almindeligvis så dårligt, man har ventet for længe.

Der er altid en tomhed i sindet efter at have givet et dyr fred.

Jeg har ofte fulgt dyrene i mange år og lært dem og familierne at kende. Den dag man som dyrlæge bliver “kold” overfor at aflive et dyr, så mener jeg, man skal stoppe med at praktisere.

De følelser, der fylder sindet efter en lille sjæl får vinger, er svære at rumme.

For mit vedkommende hjælper en times intensiv hård træning på at kontrollere tankerne.

I takt med at vi på Dyreklinikken Artemis får endnu mere at lave, må jeg erkende, at formen aldrig har været bedre.

 

 

 

Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner

/i

Tak for den fantastisk opbakning, der har være til at hjælpe de, der mister et kæledyr og som står alene tilbage.

Jeg har dannet en gruppe, hvor alle jer søde mennesker, der har ytret ønske om at ville hjælpe, skal komme med.

Jeg har stadig konstruktionen under opbygning, men man må starte et sted. Så uagtet alle praktiske foranstaltninger ikke er komplette – det bliver de næppe aldrig, da vi taler om følelser – så må vi starte et sted.

Så TAK fordi du vil være med. Del gerne og pas på jeres søde dyr – de har kun jer til det..

Læs historien der førte til oprettelse af besøgsvennerne her! 

Gruppen beskrives her:


Gruppen her er skabt og administreret af Dyrlæge Lise Rovsing fra Dyreklinikken Artemis i Hellerup.
“Dyreklinikken Artemis’ besøgsvenner” er netværk af folk tilknyttet Dyreklinikken Artemis’ værdigrundlag: Drivkraften er kærlighed til dyr!

Vi er et netværk, der gerne vil gøre en forskel for de mennesker, der har mistet et kæledyr!

Målgruppen er de mennesker, det har mistet et kæledyr, men ikke umiddelbart har et stærkt nerværk bag sig, der forstår betydningen af tabet af et kæledyr.

En henvendelse fra os har til intention at gøre en forskel for et andet menneske, idet vi forstår, hvad der betyder at miste sin “lille skygge”.

Hvis vi kan udfylde bare en lille det af det tomrum dyret efterlader med glade minder om det forgangne, er vi et skidt på vej i rigtig retning.

Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, det gav til det sidste – så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt dyrehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer, når man siger farvel til sit elskede dyr.

Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.ette er et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af særligt vores ældre, der mister deres måske sidste kæledyr. Du kan yde en opringning, et besøg, en snak.¨

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Der findes allerede nu mange gode netværks, der har samme intention som dette.
Min erfaring gennem mit arbejde som dyrlæge og med mennesker er dog, at er man trist nok, er der ikke kræfter til at melde sig under de allerede etablerede faner.

Gennem arbejdet på dyreklinikken kommer jeg i direkte kontakt med målgruppen.

De skal have tilbuddet, da vi dyreelsker forstår, hvad de gennemgår. Dog på en måde der hele vejen rundt har respekt og ydmyghed overfor mennesket bag.

Vi forstår, at når man har det sværest, har man ikke kræfter til at bede om hjælp til at tale om “dyret”.

Det er ikke en medlidenhedsgerning, der skal laves, men rent medmenneskeligt for allle os, der elsker vores dyr.

Målgruppen kan variere fra tid til anden. Vi kan ikke gøre en forskel for hele verden, men vi må starte et sted, og det er nu engang i vores nærområde. Skulle inspirationen sprede sig er det kun godt.

Vil du være med?

Så skriv her på gruppen..

Det er min ambition besøgsvennerne en dag vil være at finde over hele landet!

https://www.facebook.com/groups/1228925297119055/

 

Hjælp os at hjælpe andre!

/i

Dyreklinikken Artemis har hele året haft en indsamling kørende.

Vores søde klienter har doneret brugt udstyr fra kæledyr til os.
Artemis distribuerer tingene videre til projekter, der hjælper dyr i nød i ind- og udland.

Rigtig mange mennesker har en overflod af ting til dyrene hjemme.
Snuden skal ikke mangle noget. Den dag snuden ikke vil lege med tingene mere, eller man finder noget nyt og spændende, ja så står man med en masse ting til overs.
Mange af tingene fejler ikke noget, men vores ”brug og smid væk kultur” gør, mange gode ting går tabt.  Det vil vi gerne ændre.

Når man siger farvel!
Et andet scenarie udspiller sig den dag, man siger farvel til sit elskede kæledyr. Ofte er der kurve, skåle, seler, snore, legetøj med videre tilovers fra et lang liv.
Bare at smide tingene ud virker forkert, da minderne jo hænger ved.
Vi har haft succes med at opfordre folk til at aflevere tingene til os, så andre kan få glæde af dem.

Nogle ting kan naturligvis gemmes, hvis man ved, der kommer en lille ny snude, men i mange tilfælde kan det være rart at ”starte på en frisk”.
Jeg håber det i fremtiden bliver helt almindeligt, man kommer på besøg efter det sidste farvel og donerer, hvad doneres skal.
Ved samme lejlighed kan man få en snak og et kæmpe kram – det kan nemlig være svært at gå tilbage til stedet, hvor en aflivning har fundet sted, da minderne vælter frem. Et besøg  kan derfor  give en fin afslutning, og der er plads til tårerne igen.

Konceptet!
Vores koncept er  ”apolitisk”. Vi vil bare gerne hjælpe dyr i nød. Vi har ikke tilknytning til en bestemt forening eller formål –  melder nogen sig med et godt formål, så er vi klar på at videregive, hvad vi aktuelt har.
Nogle gange er krisen akut opstået og i de tilfælde, er det fantastisk, så hurtig folk er til at komme og hjælpe. Bliv ved med det!
Min erfaring er at rigtig mange mennesker gerne vil hjælpe, men det nogle gange er svært at finde det rigtige formål og forum. Det håber jeg, Artemis kan hjælpe med.

I relation til vores indsamling af dyreting gentager vi derfor i år succesen og samler tøj og lignende ind – så har du aflagt tøj eller andre gode ting stående som udsatte grupper, kan få glæde af, så KOM med dem.

Vi sørger for, de bliver distribueret ud til de rigtige steder.

Brug december som en anledning til at få ryddet op og ryddet ud. Kom med tingene til os og så skal vi sikre, nogle får glæde af det.
Jeg lover, det ikke er noget med tingene sælges – det hele foræres væk….

TAK til alle Jer der i løbet af året er kommet med ting.
TAK til alle de frivillige fra foreningerne, der har hentet ting og sikret, de er endt de rigtige steder.

Jeg håber, vi i fællesskab i det nye år, kan hjælpe endnu flere dyr i nød…

Når ensomheden rammer!

/i

Farvel til en ven!

I går fik Artemis en opringning. Det var tid igen. En lille hund kaldet Mille skulle af sted på sin sidste rejse på denne jord.

Jeg kendte ejeren Fru Green gennem mange år, men det var dog lang tid siden, hun havde været på klinikken. Hun boede afsides i en lille lejlighed. Udenfor lejligheden var en lille terrasse, hvor hunden gennem et længere stykke tid var kommet ud hver dag, da kræfterne ikke var til mere for hverken Mille eller Fru Green. Fru Green var selv meget gammel.

Den lille Mille lå på sofaen på et lyseblåt tæppe og sov tungt, da jeg kom. Der var ingen tvivl om, der var det rigtige at gøre at sige farvel til Mille nu.

Jeg snakkede med Fru Green om, at Mille trods sin sygdom så overraskende frisk ud. Hun havde haft et langt godt liv.

Fru Green fortalte mig, at hun følte, hun ikke mere kunne tage vare på Mille, da hun selv var meget syg.

Ligesom Mille så Fru Green nu frisk ud i mine øjne.

Mille fik et lille prik i nakken, så hun faldt i søvn. Fru Green og jeg sad og holdt hinanden i hænderne, mens hunden faldt hen. Da Mille sov tungt, gav jeg hende sprøjten, der stoppede hjertet og himlen fik endnu en lille lysende stjerne.

“Kan du ikke også give mig en”, spurgte Fru Green mig.

I øjeblikket ønskede jeg virkelig, jeg kunne gøre noget for Fru Green. Trykket fra hendes hånd og blikket i hendes øjne fortalte mig, at når Mille var væk, var der ikke meget tilbage i lejligheden og livet.

Kontrasten mellem, hvad vi kan gøre for vores elskede dyr, men ikke kan gøre for vores elskede mennesker, når livet nærmer sig enden, synes ofte stor.

Velvidende, at jeg ikke må give Fru Green den lilla væske, kan jeg måske gøre noget andet?

Hvis tomrummet efter Milles død udfyldes med glade minder om hende? Måske en snak om, hvad hunden betød og hvilken glæde, hun gav til det sidste, så vil livet måske være mere tåleligt?

Det kræver et helt særligt hundehjerte at forstå, hvilken ensomhed, der rammer når man siger farvel til sin lille skygge. Ikke alle mennesker er så privilegerede at være omgivet af venner og familie, særligt når der er brug for dem.

Jeg tænker at starte et netværk, der kan gøre en forskel for nogle af vores ældre, der mister deres sidste kæledyr. Man skal yde en opringning, et besøg, en snak…

En handling, der er med til at bevare mindet om det lille dyr. Det lille dyr, som andre måske ikke forstår, fyldte livet og som – når det er borte – bare erstattes af ingenting.

Opfølgning på Fru Green lidt tid senere.. 

Jeg snakkede endelig med Fru Green. Hun tog ikke telefonen de første 3 gange, jeg ringede i dagene efter, vi sagde farvel til Mille. Hun troede, det var kommunen, der ringede.

Der gik et øjeblik, før hun fandt ud af, hvem jeg var. Hun sagde, hun ikke plejede at tage telefonen. Man vidste jo aldrig, hvem der ringede.

Hun fortalte, hun var trist og slet ikke havde haft lyst til noget som helst, efter Mille sov ind. Nu var der jo ikke grund til at åbne terrassedøren mere. Ingen lille hund, der vækkede hende om morgenen. Ingen lille skygge, der fulgte hende, men bare et tomt spejl retur.

Vi snakkede lidt frem og tilbage. Hun ville egentlig gerne have besøg men i disse dage, følte hun ikke overskud til gæster. Det var bedre med telefonen. Vi aftalte, jeg skulle ringe igen om 14 dage. Jeg sagde til hende, jeg ikke have opgivet at få lov at komme på besøg…

Udfordringen er stor, men ikke umulig. De mennesker, der har brug for besøget, er de, der ikke har overskud til at få gæster.

Ingen har lyst til at få udstillet ensomheden.

Hvordan laves vinklen, så det ikke føles som et overgreb? Så Fru Green oprigtigt føler, vi er der, fordi sorgen er universel for os, der elsker vores dyr? Både dem vi har og dem, vi mistede?

Der skal laves en indsats for at fortælle om projektet. Så man gennem hundens liv ved, vi er der, så når afskedens time kommer, vil det være en selvfølge med et lille besøg efterfølgende. Så vi alle fortæller historien, der ikke bare skal være en historie men vores virkelighed.

Mennesker i sorg over deres kæledyrs sygdom eller bortgang kan være meget urimelige, da afmagt ikke er rationelt. Det er lettest at trække sig tilbage eller blive gal.

Sætningen “elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, da der er der mest brug for det” slutter dagens skriv.

Glem aldrig løvehjertet!

/i

Bliv inspireret af Astid Lindgrens fortælling, når du skal sige farvel til dit kæledyr! 

 ”Jonatan, jeg ser lyset fra Nangilima! Jeg ser lyset” 

Husker I Astrid Lindgrens fortælling om Brødrene Løvehjerte? En smuk historie om 2 brødre, der begge ender med at dø fra vores jord og kommer til Nagijala, hvor de kæmper de godes kamp mod det onde? 

Til slut redder Tvebak sin bror Jonatan ved at tage ham på skuldrene og springe ud fra en høj klippe – trods Tvebak er meget meget bange, gør han det alligevel. 

”For når man er ved at dø af skræk, er der ikke andet at gøre end at springe”. 

På Artemis har vi de sidste par dage har mange meget syge dyr. 

De har ikke alle været syge nok til, det har været tid til at slutte rejsen, men syge nok til at overvejelsen om, hvornår beslutningen skal træffes, presser sig på. 

Hvornår er ”nok nok”? 

Det er en af de sværeste beslutninger af træffe.

Du ønsker kun det bedste for dit dyr, men at skulle sige farvel til sin bedste ven giver så modstridende følelser: fornuften ved, det er det rigtige at gøre, men hjertet vil bare gerne vil beholde sin kære ven. 

Det føles som det godes kamp mod det onde, trods der ingen onde er. 

Vores vigtigste opgave er at sikre, dyrenes værdighed bevares.

Man skal gerne have en lille smule tvivl tilbage i sindet, da hvis man overhovedet ikke tvivler, så har man ventet for længe. 

En livsklog bror sagde til mig i relation til et af livets andre komplekse forhold: ”Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl”. 

Måske sætningen også kan overføres til afskeden med dyrene? 

Den har i hvert fald givet slutningen på mange ting allerede.   

Nogle mennesker ønsker inderst inde, kæledyret sover ind i trygge rammer i hjemmet. Så behøver man ikke selv aktivt at trække stikket.

I praksis er det meget sjældent, det sker. Netop fordi vi er meget opmærksomme på vores dyr og opdager, hvis de får det dårligt. 

Vi vil ikke trække dyrene gennem et unødigt smertehelvede. Det er dog ikke ensbetydende med, det ikke er OK at lade dyret leve på den nødvendige medicin – hvis det gør,  dyret har det godt.

Når det kommer til afskeden med dyrene, skal vi alle finde vores indre løvehjerte frem. Trods vi er meget meget bange – bange for at træffe beslutningen, men i høj grad også bange for ikke at træffe den i tide. Vi må holde dialogen åben. Snakke med andre dyreelsker, fagfolk og familien, så vi i symbolsk betydning tager hinanden på skuldrene og bare springer, når tid er.

Frygten for ensomheden må ikke være det, der træffer beslutninger, men derimod kærligheden til dyrene. 

Det godes kamp mod det onde. 

Findes der så et Nangilima for dyrene? JA. Det tror jeg på. 

Jeg plejer at sige, himlen får en lille ny stjerne når en dyresjæl forlader jorden. Jeg tror, de alle mødes et sted, hvor de løber og leger og ikke er bundet af livet og de jordiske begrænsninger. 

Jeg tror dog, de kommer direkte i Nagilima og ikke først til Nagijala – med mindre vores jord er dyrenes Nagilaja? 

Den tanke for jeg indimellem, når jeg ser på, hvor grimt nogle mennesker behandler dyrene, og hvordan lovgivning desværre ikke altid varetager dyrenes tarv.

”På den anden side af stjernerne. Der er det endnu lejrbålenes og sagaernes tid, og der kan du opleve eventyr fra morgen til aften og også om natten”

Og jeg tror på, der er flere mennesker i blandt dem, da kærligheden dyr og mennesker i mellem er grænseløs. 

Når dagen kommer, og vi siger farvel – så må glæden findes i, dyrene kommer et dejligt sted hen uden smerter og anden lidelse. 

”På den anden side af stjernerne. Det er noget andet end at bare ligge her og hoste og være syg og aldrig kunne lege”. 

Så når tiden nærmer sig – tænk på Tvebak, der sprang trods han var allermest bange velvidende, han endte et godt sted for sig selv og sin kære bror. 

Dyrene skal nok se lyset, men vi mennesker må være stærke nok til at vise dem vejen. 

”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske”.,  

Løvehjertet må aldrig glemmes.