Tænder afslører ulovlig hundehandel!
Den dejligste lille pudel kom til tjek på dyreklinikken.
Hunden var i sommers købt i et østeuropæisk land og bragt til Danmark sammen med familien.
Bedre sent end aldrig, nu skulle hunden lige tjekkes igennem.
Den søde ejer havde i forvejen en hund fra den samme opdrætter, og den lille ny var blevet taget rigtig godt imod af den voksne hund.
Hunden havde været 4 måneder, da den rejste til Danmark.
Ifølge lovgivningen skal en hund nemlig være vaccineret mod rabiesvirus og først 21 dage efter, må hunden rejse ind i Danmark. Derfor er de fleste hunde ca. 4 måneder, når de kommer til Danmark. Hunden var købt som en toy pudel, det vil sige en af racens helt små modeller.
Ifølge hundens pas var den født i slutningen af marts og var derfor nu ca. 7 måneder gammel.
Hunden synes godt nok lidt stor for en toy pudel, og det var lidt svært at vurdere, hvad den måske ville ende på i vægt.
Hunden virkede nysgerrig og tillidsfuld og spiste lystigt godbider.
Efter megen snak fik vi den lille hund på bordet, og herefter blev snakken en anden.
Ved en undersøgelse af hundens mund fandt vi, at hunden endnu ikke have tabt en eneste tand. Dette er yderst usædvanligt for en hund på 7 måneder.
En hvalp har 28 mælketænder i munden. Når den er 4 måneder gammel begynder den at skifte tænderne til de 42 blivende tænder. Når hvalpen er 6 måneder gammel, er alle tænderne skiftet.
Den lille hund kunne derfor på ingen måde være 7 måneder gammel, knap 4 måneder gammel var mere realistisk.
Hundens størrelse fortalte, at i en alder af 4 måneder kunne hunden IKKE være en toy pudel. Den var alt for stor til at gå under den kategori, en mellem pudel virkede mere sandsynligt.
Der var derfor ingen tvivl om, at opdrætteren har snydt på det groveste med hundens alder og sendt den til Danmark med falske papirer.
Ejer sagde, at hun godt nok havde tænkt, hunden var meget lille, da hun fik den med sig – men det var jo en toy pudel, og de er jo rigtig nok meget små som hvalpe.
En dyrlæge havde skrevet under på, hunden var vaccineret efter forskrifterne, så alt virkede umiddelbart til at være i orden.
Det er ALT for tidligt for en lille hvalp at blive taget fra moren, når den er 4 uger. I dette tilfælde virkede hunden til at have det godt, og det skyldes nok, at den var så heldig at bo sammen med en voksen hund af samme slags og ikke mindst en meget omsorgsfuld kærlig familie.
I langt de fleste tilfælde går det ikke godt. Hundene bliver skadet for livet.
Ulovlig handel med hunde er et kæmpe problem, og det er desværre svært at komme til livs med den nuværende lovgivning. Der vil altid være brodne kar med opdrættere, der sætter penge før dyrenes ve og vel samt dyrlæger, der vil forfalske papirer osv.
Forbrugerne skal naturligvis forholde sig yderst kritiske, når hunden købes fra udlandet.
Der skal dog mere til, da det system, vi har i dag, IKKE fungerer.
Jeg tror, at en del af løsningen findes i en digitalisering af papirer, så det ikke bliver så tilfældigt at være opdrætter, og desuden gør det sværere at snyde med underskrifter og vacciner. Det vil naturligvis kræve et samarbejde landene i mellem, og der er nok lang vej igen.
Hvis ikke vi gør noget, vil vi i fremtiden se endnu flere hunde, som bliver mishandlet ved at blive taget bort fra moren alt for tidligt, og desuden vil mange familier få drømmen om en dejlig hund knust, da dyrene ikke har fået den gode start på livet, der danner fundamentet for en god sund mental udvikling.