Har du styr på dine egne poter?

”Jeg har gået med træsko de sidste 60 år, så det var noget af en øjenåbner”. Ordnene kommer fra dyrlæge Mogens Aalund, der sammen med Team Artemis i går holdt sommerevent i aftensolen.

Hverdagen på en dyreklinik er ikke kedelig. Aldrig to dage er ens, og der er konstant udfordringer, så både hjerne og krop er på konstant arbejde. Arbejdsstillingerne følger sjældent arbejdstilsynets anvisninger, da dyrene ikke har læst overenskomsten.

Følelserne er store, så der er ikke altid nemt med smil at bære sin byrde, så skuldrene bruges flittigt.

Can we walk the talk?

Det var derfor oplagt at benytte fredagens samling til at vende snuden indaf.

Vi gør vores bedste for at lære andre om kæledyrs sundhed, men er vi egentlig selv connected med vores egne poter? Holder vi kramagtigt fast i egen hale, eller svinger den afslappet frem og tilbage? Kan vi trække på skuldrene, når dagen er omme, eller sidder de fast i følelsernes vold? Uden en større akademisk udredning var svaret givet på forhånd: der skulle seriøs hjælp til!

Hjælpen!

Vi havde derfor allieret os med Stella & Mads fra House of Happy Spirits i håb om at blive lidt klogere på os selv og rutinerne. Trods vi er perfekte,  er der måske alligevel plads til forbedringer?

Artemis’ team havde medbragt deres bedre halvdele, der har deres yrke andre steder, men som folk er flest kender til udfordringerne med at være låst fast i kroppens stativ.

Mads & Stella guidede os stille og roligt igennem os selv fra hoved til hale.

 


 

Øvelserne i praksis!

Vi startede med vores poter. De bærer os gennem livet, men får sjældent fokus. Ved at lave nogle få simple øvelser kan vi styrke vores fundament, så vi står stærkere og bevæger os lettere. Vi har jo kun 2 poter, så  vi bør kunne oveskue at give dem et øjebliks opmærksomhed i hverdagen?

Dyrene er klogere end os, de går nøgne rundt og har en helt anden føling med underlaget. Vi pakker os ind. Gerne i upraktiske sko der ingen gavn gør, og hvor man helt mister fornemmelsen for, hvor fødderne sættes. Anbefalingen lød på: vælg en sko, så du kan mærke, hvad du laver.

Mogens måtte sande at  de sidste 60 år i træsko nok kunne være gået smartere. Gamle hunde kan lære nye tricks, så hvem ved, om han bliver frontløber for det næste hit indenfor potebeklædning.

Vi nåede næsten ikke Stella til sokkeholderne, før vi så den også var gal med vores typiske ståpositur.  Vi drejer poterne udaf, så vi rigtig kan låse os fast i en fejlagtig forestilling om, man står stærkest, når man ligner en and.

Slap af i knæene og stå med poterne i hoftebrede afstand, så er du langt bedre grounded.

Skuldrene er en årsagerne til mange af os render rundt med smerte og muskelknuder. Stella & Mads demonstrede, hvor nemt det er at slippe skuldrene og mærke lettelsen, når de ikke mere rører ørerne. Brug et øjeblik på at bevæge dine skuldre og slip spændingerne

 

Vi sluttede med hænderne. Vores vigtigste arbejdsredskab. Små øvelser viste os, hvor lidt vi træner vores fingre og håndled, mobiliteten er afgørende, når vi skal ud i håndgemæng!

Nogle på holdet fik næsten tårer i øjnene af smerte. En fin bekræftelse på at vi ikke har nok fokus på  løse håndled, og vi skal til at lave søløven lidt hyppigere!

Træk vejret!

Vi skal trække vejret dybt, inderligt og fokuseret. Gerne mange gange om dagen, så vil det ifølge Mads gøre os gladere og lykkeligere.

Jeg vil tage en kammeratlig samtale med chefen på mandag. Opfordre til vi holder fokus på at styrke vores fundament. Der er jo nogle åbenlyse fordele ved at holde teamet kørende og skadesfrie 😉

Stella & Mads gjorde udfordringerne klokkeklare og gav meget konstruktive bud på, hvordan vi nemt kan gøre noget godt for os selv i hverdagen!

Deres redskaber vil give pote på enhver arbejdsplads!  Mangler du en event, eller vil du bare gerne safe yourself eller dine kollegaer, så er det med at tage kontakt til Stella & Mads – udover det var lærerigt, så var det også rigtig hyggeligt.

Jeg sad faktisk helt stille under hele seancen (næsten da –  der skulle tages et par billeder, holdes øje med cateringen og sikre, blomsterne var plads og lidt mere)..

Deres dynamik sammen er inspirerende for enhvert team, og man ender jo næsten med at tro på ægte kærlighed findes.