Indtil der indføres et nationalt fyrværkeriforbud, burde lokale løsninger være mulige. I Rudersdal Kommune har både borgere og politikere fået nej.
Sikkerhedsstyrelsen blokerer, fordi lovgivningen alene tager udgangspunkt i sikkerhed – ikke i trivsel, natur og dyrevelfærd.
Vi har et debatindlæg i Sjællandske Nyheder, der sætter fokus på problematikken og den proces, der ligger bag:
I december 2024 engagerede borgere i Søllerød sig i lokaldemokratiet ved at stille et borgerforslag i Rudersdal Kommune om at gøre Søllerød Sogn til et fyrværkerifrit område.
Forslaget nåede hurtigt de nødvendige 200 underskrifter og fik bred opbakning – både blandt borgere og i kommunalbestyrelsen – af hensyn til dyreliv, miljø og trivsel.
Alligevel viste processen én ting klart: Lokale hensyn har ingen betydning i den danske fyrværkerilovgivning.
Efter juridisk vurdering i februar 2025 stod det fast, at kommunen ikke har hjemmel til at indføre lokale forbud af hensyn til natur, dyrevelfærd eller livskvalitet. Indgreb kan kun ske ved ekstraordinær risiko for brand eller personskade.
Stress og fordrivelse af vilde dyr, miljøbelastning fra røg og affald samt borgernes ønske om ro og tryghed tæller ikke – selv om disse forhold strider mod både dyreværnslovens intentioner og tidens fokus på biodiversitet og mental sundhed.
Kommunen forsøgte med afgrænsede og tidsbegrænsede løsninger og forelagde sagen for Sikkerhedsstyrelsen to gange. Svaret var uændret nej – ikke fordi hensynene var irrelevante, men fordi loven er låst fast i et snævert sikkerhedsbegreb.
Resultatet er et paradoks: Et lokalområde kan ikke forbyde fyrværkeri, selvom borgerne ønsker det, selvom området allerede er omgivet af forbudszoner, og selvom der findes sårbar natur.
Søllerød-sagen blotlægger et strukturelt problem. Kommunerne har ingen reel mulighed for at tage ansvar for natur, dyrevelfærd og borgernes trivsel. Alt er centraliseret og reduceret til brandsikkerhed.
Det er ikke blot et juridisk problem – det er et demokratisk problem. Når borgerengagement og lokalpolitisk behandling ikke kan føre til handling, udhules nærdemokratiet.
Derfor bør fyrværkerilovgivningen ændres, så kommuner under klare rammer får hjemmel til lokale begrænsninger af hensyn til natur og lokalsamfund. Engagementet findes. Viljen findes. Nu mangler vi kun en lovgivning, der følger med tiden.
Tak til Anne Marie Mygind Wibroe og professor i jura Morten Broberg.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Favoritter-1-af-1-4-scaled.jpeg14402560Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-02-23 10:18:222026-02-23 10:22:18Staus på lokalt fyrværkeriforbud!
Første behandling af hundeloven (beslutningsforslag 74) sker den 7. april.
Det er en vigtig dag.
Hundeloven er aktuel for alle, der har hund – uanset race og størrelse.
Det er en kompleks lov, der umiddelbart kan være svær at gennemskue. Samtidig har loven store konsekvenser – både juridisk og følelsesmæssigt – for familier, hundeejere og ikke mindst hundene selv.
Når en lov kan føre til indgribende beslutninger om et familiemedlems fremtid, stiller det ekstra store krav til, at reglerne er klare, retfærdige og fagligt funderede.
Flere oplever i dag, at loven rummer uklarheder og elementer, der kan føre til uensartet praksis og afgørelser, som ikke altid opleves proportionelle i forhold til den konkrete situation.
Der er behov for at sikre, at vurderinger bygger på adfærd og konkrete forhold frem for generelle kategoriseringer, og at både retssikkerhed og dyrevelfærd vægtes højt.
Konsekvenserne af loven involverer mange følelser, og derfor kan der være en vis berøringsangst i debatten. Men netop fordi emnet er følsomt, er det vigtigt at turde tage det seriøst og fagligt.
Målet med beslutningsforslaget er forhåbentlig, at der sættes en grundig og saglig proces i gang, hvor relevante fagpersoner, eksperter og praktikere ser kritisk og konstruktivt på loven og kommer med et rimeligt, gennemtænkt forslag til revision.
En opdateret hundelov bør skabe tryghed for borgerne, styrke retssikkerheden og samtidig sikre en ansvarlig og evidensbaseret tilgang til regulering af hunde.
Jeg håber, der vil være opbakning blandt politikerne til at have hjertet det rette sted – og fornuften med – så forslaget kan komme videre.
For både dyr og menneskers skyld.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/11/IMG_4096.jpg11661179Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-02-23 10:06:112026-02-23 10:06:11Hundeloven kommer til behandling!
Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.
Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst. Whiskey satte sine spor i erindringen på en helt særlig måde. Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.
Whiskey vandrede meget stolt ind på klinikken for første gang for nogle år siden. På den måde, som kun en ’westie’-terrier kan gøre det. En ny patient, der af logistiske årsager måtte finde en ny dyrlæge.
Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var måske som følge deraf bare ikke glad.
Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose: Cushings syndrom. Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon, der har nogle negative konsekvenser. Whiskey havde som følge deraf også udviklet sukkersyge.
Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig. Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham en injektion med insulin, ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.
Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for, at dagen gik på hundens præmisser, så den havde et godt liv trods helbredets udfordringer.
Whiskeys ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt. Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok”, også set i relation til mennesker.
Hvad er et godt hundeliv?
Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok, så livet er værdigt, og dagen ikke bare er en lang venten på dødens indtræden.
Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en entydig definition på. Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt. Et dårligt hundeliv er ikke ensbetydende med, det skal være slut – men der skal såsom minimum hjælp til.
Dyr bliver ældre. Det skal de have lov til. Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.
Bliver hunden så udfordret, at den ikke længere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.
En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur. Hvis hunden ikke længere kan det – måske på grund af gigt og manglende muskelmasse – så er det kritisk. Hunden skal ikke komme i situationen, hvor den er så forpint af smerter, at den ikke længere kan rejse sig og gå.
En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende. Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, at der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, hvilket gør, at hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, fordi den liggende føler ubehag.
Kan man ikke længere hvile, kan man ikke længere restituere sig selv.
En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men den viser ubehag, hvis den ikke kan holde på sin egen afføring og måske konstant har dårlig mave.
De beskrevne situationer er naturligvis et resultat af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske er den i behandling med medicin.
På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.
Hvornår er “nok nok”?
Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se, hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt. Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.
Det er helt naturligt, idet vi elsker vores dyr, og tanken om, at de ikke er her mere, gør så ondt.
Det er derfor vigtigt, at vi livet igennem taler med hinanden om, hvad vi selv mener er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.
Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for enhver pris. Han blev dog bedre, efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.
Whiskeys ejer sagde, at den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny hund ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.
Heldigvis lod det ikke til, at Whiskey skulle nogle steder nu.
Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene, og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie – trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand.
Den sidste time
Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie. Da Whiskey trådte ind ad døren, kunne vi med det samme se, at han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste, at Whiskey var på vej til stjernerne.
Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde: “Torben, det er nu.”
På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu.”
Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.
Det bedste liv
Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene.
Whiskey var på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund – og det er altså ikke så lidt.
Whiskeys ejer kæmpede for ham. Passede ham til det sidste, også selvom det indimellem var besværligt. Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg.
Whiskey var en meget heldig hund.
Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og blevet uværdigt – i høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.
Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.
En ny begyndelse
Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “Ja, nu er jeg gået på pension.”
Med sig havde han den sødeste lille uldtot, Fie, der er en ’lhasa apso’ på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på fire uger. Båndene udvikles over årene, og det er nogle store potespor, Fie følger efter.
“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig.” Det er ulempen ved en urne. Det er svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen. For som Torben sagde: “Ja, det hvor jeg kommer fra, der hilser vi altså altid pænt på hinanden.”
Fie er havnet i de bedste hænder.
Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes.
I juletiden er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv. Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt. Dyr kan ikke genopstå. Der kan dog komme en lille ny hund, der giver kærligheden et fokus og et sted at gå hen – og så lever mennesket videre på en ny måde.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/12/39f3454fef6853b56ca63ed2fb0040a0.jpeg14401920Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-12-27 10:36:372025-12-27 10:36:37Whiskeys historie
Mandag d. 27. oktober var der høring om hundeloven!
Det resulterede i Morten Messerschmidt tilkendegav, han ville stille forslag til en revision af hundeloven i Folketinget.
Hvad skete der så til høringen?
Eftermiddagen kom vidt omkring og belyste flere centrale udfordringer ved den nuværende hundelov.
Juridiske aspekter
Professor Frederik Waage holdt et fremragende oplæg, hvor han gennemgik de forvaltningsretlige principper, der danner rammen for politiets optræden i hundesager.
Han fremhævede tre centrale retsprincipper: officialprincippet, proportionalitetsprincippet og vejledningspligten.
Officialprincippet betyder, at politiet selv skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Selvom hundeejeren har bevisbyrden for, at hunden ikke er ulovlig, fritager det ikke politiet for ansvaret for at undersøge sagen grundigt.
Proportionalitetsprincippet forpligter myndighederne til at vælge det mindst indgribende middel. Politiet bør ikke anvende standardløsninger, men foretage konkrete vurderinger i hver sag. Det gælder især ved forvaring af hunde, som ofte bliver både langvarig og økonomisk belastende for ejeren.
Vejledningspligten indebærer, at borgerne skal have korrekt og fyldestgørende information. Politiets tidligere brug af samtykkeerklæringer til straksaflivning var uden lovhjemmel og i strid med denne pligt.
Kort sagt har mange sager været præget af manglende ensartet praksis, utilstrækkelig oplysning og uforholdsmæssige indgreb. Det skaber retsusikkerhed og store økonomiske tab for borgerne.
Problemet ligger derfor ikke alene i lovteksten, men i politiets uensartede håndhævelse.
Folketinget bør sikre klare retningslinjer – og eventuelt ændre loven – så politiet pålægges at foretage en eksplicit proportionalitetsvurdering, før indgreb iværksættes. Mindre indgribende løsninger, som fx brug af mundkurv frem for anbringelse på internat, bør i højere grad overvejes.
DNA-tests og racebestemmelse
Professor ved Institut for Biologi – Genetik og evolution Michael Møller Hansen udfordrede brugen af de nuværende DNA-tests i sager om hunderacer og racebestemmelse.
Han konkluderede, at de kommercielle tests – særligt Wisdom Panel – mangler gennemsigtighed, faglig validering og objektivitet. Resultaterne kan derfor ikke anses som retsligt eller videnskabeligt pålidelige.
Han foreslog indført en bagatelgrænse for DNA-andele på minimum 12,5 % (svarende til en oldeforælder). Bidrag under denne grænse bør ikke tillægges juridisk betydning.
Retssager og praksis
Højestesretsadvokat Poul Hvilsted, der har ført flere hundesager ved domstolene, fortalte, at han ofte har måttet advare klienter, der ønskede at gå ”all in” på en retssag – fordi udfaldet næsten altid ender med en død hund, uanset ejerens indsats.
Adfærd og aggression hos hunde
Dyrlæge Kirsten Brock holdt et vigtigt oplæg om aggression hos hunde – et emne, der ofte spiller en rolle i hundesager.
Hun påpegede, at aggression sjældent handler om ondskab, men om frygt, usikkerhed eller utryghed.
Når en hund knurrer, viser tænder eller måske bider, forsøger den typisk at skabe afstand til noget, den oplever som truende eller ubehageligt.
Formålet er altså afstand – ikke angreb.
Det er hundens måde at sige: “Stop, jeg har brug for plads.”
Hvis vi mennesker ignorerer de tidlige signaler – fx stiv krop, gab, slikken om munden eller knurren – kan situationen eskalere og ende i et bid.
Knurren er ikke uartighed, men kommunikation.
Ved at lytte til hundens signaler og respektere dens grænser kan vi undgå konflikter og skabe mere tryghed for både hund og ejer.
Der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem race og aggression. Derfor giver det ikke nogen mening at have et raceforbud, fordi man mener, de forbudte racer er mere aggressive end andre hunde.
Charlotte S. Andersson fra Fairdog gav sine praktiske erfaringer med hundelovssagerne, som hun gennem mere end 15 år har arbejdet med.
Hundesagkyndiges rolle
Dyrlæge Pernille Hansen holdt et spændende oplæg om de hundesagkyndiges arbejde. Der er ofte udfordringer ved vurdering af skambid og deres betydning.
Hun påpegede, at det er påfaldende, hvor sjældent de inddrages, sammenholdt med hvor mange hundelovssager der behandles hvert år.
Etiske overvejelser
Jeg holdt et indlæg om de etiske dilemmaer, som dyrlæger stilles overfor, når de skal aflive raske dyr – og dermed bryde det etiske løfte, vi har aflagt om altid at handle med omsorg, respekt og faglig integritet over for de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte.
Konklusion
Hundeloven skal ændres – både af hensyn til hundens velfærd og borgernes retssikkerhed. Der blev tilkendegivet at der vil blive stillet forslag i Folketinget om en revision af hundeloven.
Frederik Waage, Lise Rovsing, Morten Messerschmidt
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Skaermbillede-2025-05-05-kl.-09.34.59.png408726Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-10-28 14:03:132025-10-28 14:14:08Høring om hundeloven
Nej. Det er det faktisk ikke.
Har du hund — uanset størrelse, race eller temperament — så er du i risiko for at blive ramt af lovens utilsigtede konsekvenser.
Forleden fik jeg endnu en henvendelse på klinikken, der knuste endnu en del af mit hjerte !
En familie stod tilbage i chok og sorg. Deres elskede, kun 4 år gamle golden retriever, Snus, var taget fra dem.
En helt almindelig, glad, velfungerende familiehund — uden nogen som helst adfærdsmæssige problemer.
På en gåtur kom Snus op at diskutere med en anden hund.
Der blev gøet, knurret og delt et par bask.
“Men det er da normalt?”
Ja! Det er helt normalt. Hunde er levende væsener — de har følelser, grænser og personligheder. Ikke alle hunde elsker hinanden, og nogle gange går det galt i et splitsekund. Alle hunde skal ikke kunne hinanden.
Men den slags skal IKKE koste en hund livet.
Alligevel blev Snus afhentet af politiet.
Og på baggrund af en politirapport — uden at møde hunden — besluttede den adfærdssagkyndige: Snus skal aflives.
En enkelt episode. Et øjebliks uheld. Et liv, der skal slukkes.
Desværre er Snus ikke den eneste.
Som dyrlæge hører jeg det igen og igen:
“Hvis uheldet er ude – kan jeg så miste min hund?”
Og sandheden er: Ja. Det kan du.
Selv den sødeste, mest stabile familiehund kan blive offer for en lov, der ikke ser helheden, men siger “snip, snap, snude – så er du dømt ude”!
Hundeloven skal laves om.
Vi skal turde spørge os selv:
Hvilket samfund ønsker vi?
Et samfund, hvor frygt og fordomme bestemmer?
Eller et, hvor fornuft, faglighed og respekt for liv får lov at råde?
Hundeloven skal i høring den 27. oktober.
Så JA – det handler også om din lille fluffy Snus🐾!
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/10/IMG_2520.jpg16141179Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-10-12 12:07:212025-10-12 12:24:09Hundeloven vedrører også dig!
Som dyrlæge har jeg – ligesom mine kolleger – aflagt en ed. Et løfte om at sætte dyrets sundhed og velfærd først. At handle med omsorg, respekt og faglig integritet overfor de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte og behandle.
Netop derfor er det dybt problematisk, at vi med Hundeloven i hånden bliver bedt om at aflive raske, velfungerende hunde udelukkende på grund af deres race eller en enkelt episode, der ikke nødvendigvis afspejler hundens samlede adfærd.
Hundeloven giver i dag mulighed – og i visse tilfælde pålæg – for aflivning af hunde, som vurderes at udgøre en fare, eller som tilhører bestemte racer. Men loven levner alt for lidt plads til faglige vurderinger, individuelle hensyn eller rehabilitering. Den tager ikke højde for kontekst, opdragelse eller den enkelte hunds faktiske adfærd.
Det placerer dyrlæger i et uløseligt etisk dilemma. På den ene side står myndighedernes afgørelser og ejerens fortvivlelse. På den anden side står vores professionelle og moralske forpligtelse: At beskytte dyret – ikke tage dets liv uden sundhedsfaglig begrundelse.
Når vi afliver et dyr, er det fordi, det er sygt og livet ikke længere er værdigt. Ofte har vi kæmpet for dyrets liv og haft lange svære samtaler med de pårørende om dyrets velbefindende. Vi kæmper for liv, vi tager ikke bare liv.
Når en rask og social hund skal aflives, ikke fordi den er syg, men fordi den er “forkert” ifølge loven – så går det imod alt, hvad vi har lært og lovet. Det sætter os i en situation, hvor vi enten må bryde vores etiske løfte eller risikere en professionel konflikt.
Vi har brug for en opdatering af Hundeloven. En lov, der baserer sig på evidens, adfærdsfaglig viden og individuel vurdering – ikke forsimplede racekategorier. En lov, der lytter til fagfolk, og som giver dyrlæger mulighed for at stå ved deres løfte – ikke tvinger dem til at bryde det.
For i sidste ende handler det ikke kun om hundene. Det handler også om, hvilket samfund vi vil være. Et samfund, hvor vi behandler dyr med respekt og retfærdighed – eller et, hvor frygt og fordomme afgør deres skæbne.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Skaermbillede-2025-05-05-kl.-09.34.59.png408726Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-09-18 14:25:112025-09-18 14:25:11Et etisk dilemma for dyrlæger
Vi er nødt til at revidere hundeloven – for retssikkerheden og Lucys skyld!” – Morten Messerschmidt i en kronik i dag i Avisen Danmark
Hundeloven har længe haft store og indgribende konsekvenser for både mennesker og dyr. Det er derfor glædeligt, at Morten – efter vores møde – har lyttet og nu tager sagen videre.
En revision af hundeloven er et vigtigt skridt for at sikre både retssikkerhed og dyrevelfærd.
Læs kronikken her:
“For snart fem år siden anskaffede Dot og jeg os en bomuldshund – Hugo. Han er blevet en del af familien, og i dag forstår vi slet ikke, hvordan vi har kunnet leve uden. Én af de mange indirekte glæder ved at blive hundeejer, er, at man bliver en del af et stort netværk af familier rundt i Danmark, som alle har hund og som derfor deler interesser, glæder og sorger. En af de sorger, som jeg efterhånden ofte møder, er, når myndighederne til familiers store overraskelse skrider til aflivning af en ellers velfungerende hund. Det kunne være lille Lucy, en lokalt elsket kærlig familiehund, som jeg netop har fået besked om, er dømt til aflivning – ikke pga. farlig adfærd, men pga. en usikker DNA-test. Lucy blev for nogle uger siden fjernet fra sin familie og isoleret – et indgreb i strid med dyreværnslovens ånd. Derpå blev der igangsat en gen-test, som uden at sige noget om hendes sind og i øvrigt trods producentens advarsler, nu bruges til at afgøre Lucys liv.
Det er langt fra første gang, jeg hører om den slags sager. Og selvom Dansk Folkeparti tilbage i 2010 var med til at indføre Hundeloven og forbyde en række hunderacer, vil jeg ikke lukke øjnene for, at loven i dag har skabt en uholdbar og retsløs tilstand for mange familier rundt i Danmark. Det kan vi ikke leve med. Derfor sender jeg nu det klare signal til Justitsministeren, at vi kræver en grundig evaluering af den nuværende lov med henblik på, at Folketinget hurtigst muligt kan genskabe retssikkerheden og rimeligheden for både mennesker og dyr. Hvor præcist linien skal slås, ved jeg ikke. Men det er der heldigvis mange andre, der har bud på; og derfor vil Dansk Folkeparti tage initiativ til, at der inden den nye folketingssamling afvikles en apolitisk høring i Folketinget, hvor alle parter kan komme til orde. Det er vigtigt, hvis vi skal sikre en fair og rimelig lov fremover, som faktisk har effekt efter hensigten – at sikre danske borgeres tryghed.
Da Hundeloven blev indført, var intentionen at beskytte borgere mod farlige hunde og skabe tryghed i det offentlige rum. Det står vi ved. Men når lovgivning over tid udvikler sig til at skabe større utryghed end tryghed – når den fører til vilkårlige indgreb i borgeres liv og retssikkerheden sættes over styr – ja, så er det på tide at tage et opgør. For det er ikke længere til at leve med, hvad der er blevet virkelig. Jeg hører om ældre damer, der får deres rolige familiehund fjernet af politiet, fordi en patrulje “synes, den ligner noget forbudt”. Om småbørnsfamilier, der må aflive en hund, de har haft i årevis, fordi politiets visuelle vurdering trumfer DNA-bevis. Om unge mennesker, der ruineres af pensionsudgifter og sagsomkostninger, fordi de nægter at underskrive en “frivillig aflivning”, forinden ulovlighed er påvist. Og hunde som efter år lange pensionsanbringelser er blevet permanent traumatiserede.
Dette handler ikke om følelser alene – det handler om principper. Principper om retssikkerhed, proportionalitet og forudsigelighed. Grundstenene i enhver ordentlig forvaltning, hvor borgere har mulighed for at indrette sig efter loven, hvilket i den grad er sat over styr i hundelovens nuværende udformning. Der er ikke sammenhæng mellem lovens udformning og virkeligheden. De forbudte hunderacer er ikke overrepræsenterede i bidepisoder – faktisk topper racer som schæfer og rottweiler i statistikkerne – også før hundelovens vedtagelse – og de racer er ikke forbudt. Ifølge nylige undersøgelser fra 2024-2025 er schæferhunde og rottweilere stadig blandt de racer, der oftest er involveret i bid, mens de forbudte racer sjældent figurerer i statistikkerne. I dag kan betjente på gaden alene ud fra udseende bestemme, at en hund skal tages fra sin ejer – uden reel dokumentation for, at hunden er ulovlig. Det er en praksis, der ville være komisk, hvis ikke den var så tragisk.
Hertil kommer krav om dokumentation, som er umulige at opfylde. Der findes ingen entydige gentests, der med sikkerhed kan bevise, at en hund ikke har en dråbe af en forbudt race i sig. Og selv når ejeren fremlægger en stambog eller en DNA-test, dokumentation, som myndighederne selv har opfordret borgerne til at benytte, afvises den ofte uden nogen form for begrundelse. Borgeren efterlades dermed uden mulighed for at vide, hvilken dokumentation der faktisk anerkendes som gyldig. Det udgør et klart brud på retssikkerhedens grundprincipper.
Den samme mangel på gennemsigtighed gør sig gældende i sager om skambid, hvilket også blev påpeget af Det Dyreetiske Råd i 2024. Vurderingen af bidets karakter mangler ofte den nødvendige præcision, idet konteksten for hændelsen udelades af vurderingen. Samtidig ser vi, at myndighederne ikke nødvendigvis følger en sagkyndiges vurdering af hændelsen, hvilket medfører en betydelig risiko for, at der træffes unødvendige afgørelser om aflivning.
Desuden har eksperter, gentagende gange, opfordret til en bagatelgrænse for forbudte gener i DNA-tests, da selv få procent kan udløse aflivning. Dyreetisk Råd skrev i efteråret 2024 til fødevareministeren og udtrykt bekymring over den udbredte brug af DNA-tests til at vurdere hundes race. Alligevel er ingenting sket. Det kan vi ikke være bekendt.
Som jeg skriver dette ligger Hugo og kigger dovent på mig. Han er min trofaste følgesvend og jeg tror, jeg kan være sikker på, at han aldrig vil blive taget. Men efter at have hørt de mange historier, føler jeg mig ikke sikker. For jeg kan da ikke bevise, at Hugo ikke har 1% forbudt dna i sig fra en fjern slægtning. Derfor bliver vi nødt til at stille nye krav til, hvor meget forbudt DNA en hund må indeholde, før den dømmes ulovlig. Er det én procent? En promille? I dag svæver svaret i luften – og derfor kan selv en hund med det reneste sind og et langt liv som familiedyr blive dømt alene på sin stamtavles skygger uden nogen tegn på farlig adfærd.
Dansk Folkeparti ønsker tryghed for alle. Vi ønsker ikke farlige hunde i gaderne. Men vi ønsker heller ikke et samfund, hvor lovlydige borgere mister deres kæledyr – deres familie – på baggrund af løse skøn og tilfældige vurderinger. Trods en stigning i antallet af hunde fra 550.000 i 2000 til over 800.000 i 2021 er antallet af registrerede bid faldet, hvilket indikerer, at bedre ejeransvar er nøglen. Derfor er det tid til en revision af hundeloven. Vi skal sikre klare, ensartede krav til dokumentation, så danske borgere har reel mulighed for at følge loven. Og vi skal have proportionalitet tilbage i sagsbehandlingen – så uskyldige ikke betaler med deres kæledyrs liv og deres egen psykiske trivsel for et system, der er kørt af sporet. Og hvis ikke ministeren vil tage initiativet, så gør vi i Dansk Folkeparti det gerne”.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2018/04/håndogpote.jpg14142121Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-07-20 08:12:402025-07-20 08:12:40Hundeloven kommer på den politiske agenda
For nogle uger siden blev Lucy taget af politiet, fordi nogen i området anmeldte, at hun gik uden snor. Hun blev derefter anbragt på et internat – uden kontakt til sin familie.
Lucy blev i efteråret adopteret fra udlandet. Hun er en velfungerende familiehund, som hjalp sin familie med at hele sorgen efter tabet af deres tidligere hund.
Lucys gener blev efterfølgende testet, som Hundeloven kræver det. Testens resultat faldt uheldigt ud – og det betyder, at Lucy nu skal aflives.
Udelukkende på grund af en usikker test, der intet fortæller om Lucys kærlige væsen og uproblematiske adfærd.
Gentesten, der blev brugt, er ikke udviklet til at afgøre, om en hund er “farlig”. Den måler udelukkende på DNA for at anslå racemæssig baggrund og er behæftet med stor usikkerhed.
Selv firmaet bag testen advarer mod, at den bruges i juridiske sammenhænge – alligevel anvendes den i Danmark til at afgøre liv eller død for helt almindelige familiehunde.
Det er både uetisk og uacceptabelt i et retssamfund.
Lucy lever endnu – men det gør retfærdighedssansen og respekten for liv ikke.
De visner en lille smule mere, hver eneste gang sager som Lucys ser dagens lys.
Vi har en dyreværnslov, der skal beskytte dyr mod unødig smerte, angst, lidelse og varigt men.
At blive anbragt pludseligt på et internat eller en dyrepension er et voldsomt indgreb i en hunds liv – og det er i den grad traumatiserende.
Hundeloven bryder dermed med dyreværnslovens grundprincipper.
Lad os ændre loven – så ingen hunde og familier skal frygte at ende med Lucys skæbne.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2022/01/eulov.jpg10161125Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-07-16 09:43:022025-07-16 09:43:02Dommen er afsagt: Lucy er dømt til aflivning
Tak til Morten Messerschmidt for at ville bruge sin søndag sammen med mig til en snak om hundelovens udfordringer.
Som hundeejer og stor dyreven lyttede Morten til alt, hvad jeg havde på hjerte !
Hundeloven skal revideres, og jeg tror på, at Morten sætter snuden i sporet og meget snart får sat processen i gang.
Det kommer til at tage lang tid, før et nyt udspil potentielt kan præsenteres, så jeg håber derfor, at Morten også vil arbejde videre med at få indført en bagatelgrænse for, hvor meget “ulovlig race” en hund må indeholde, før den risikerer aflivning .
Det skal træde i kraft hurtigst muligt!
Jeg er taknemmelig for tiden.
Én ting er at blive lyttet til – noget andet er at føle sig hørt.
Tak til Hugo for at pynte på billedet.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/07/Skaermbillede-2025-07-16-kl.-09.36.15.png5561252Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-07-16 09:37:462025-07-16 09:37:46Hundeloven på vej mod revision
I går fik jeg igen et hjerteskærende opkald fra en dybt ulykkelig familie.
Deres elskede hund Lucy var blevet taget på baggrund af en klage om, at hun havde gået uden snor. Det blev i den forbindelse vurderet, at hun *måske* indeholder en ulovlig race – og derfor blev hun anbragt på et ukendt internat, hvor hun nu afventer sin skæbne.
Hun er en super velfungerende gadehund fra udlandet, der har boet i Danmark siden efteråret. Hun er højt elsket af sin familie.
Lucy er endnu et offer for hundelovens dystre virkelighed.
Hun blev taget med, fordi man vurderede, at der måske kunne være en ulovlig race i hendes genetiske baggrund. Familien var knust og spurgte om råd. Det var hjerteskærende at skulle fortælle dem, at chancen for at de ser Lucy igen, er meget lille.
Som gadehund består hun realistisk set af et mix af alt muligt. Chancen for, at hun i en gentest “tester positiv” for en ulovlig race, er stor. Ren russisk roulette!
Hun afventer nu sin dødsdom – uden sin familie ved sin side.
Det er helt forkasteligt, at man i Danmark som hundeejer skal leve i frygt for, at ens hund pludselig bliver taget – udelukkende baseret på udseende!
Alle med “gadekryds” er derfor i farezonen og kan nemt blive “fældet” på baggrund af flere generationers krydsninger på tværs af racer.
Hundeloven skal laves om!
Der bør som minimum være en bagatelgrænse for andelen af “forbudte” gener i blandingshunde. Man skal ikke være bange for at få taget og aflivet sin hund pga. udseende!
Hunden er en kæmpe del af mange menneskers hverdag og bringer glæde og lys – også i de mørke tider.
Lad os se på loven igen og få den opdateret, så ingen uden grund skal frygte at miste deres elskede kæledyr!
Jeg er ikke advokat eller politi og vil ikke forholde mig til processen og detaljerne i forløbet.
Som dyrlæge vil jeg dog gerne sætte fokus på essensen: respekten for liv!
Jeg håber alt det bedste for Lucy. Skulle det – som ventet – ende fatalt, så vil hendes skæbne forhåbentlig inspirere til forbedringer af lovgivningen, så vi én gang for alle sætter en stopper for fortællinger som Lucys!