Jyllands-Posten har i dag bragt et indlæg fra Thomas Rathsack og jeg!
Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!
Af og til afslører en lovgivning mere om vores frygt end om vores viden. Den danske hundelov er et sådant eksempel. Vi står i dag med en lov, der i for høj grad er baseret på generaliseringer frem for faglig evidens – og det er på tide at ændre den.
Kernen i problemet er den såkaldte raceforbudsliste. Her bliver bestemte hunderacer kategoriseret som farlige alene på baggrund af deres udseende og oprindelse – ikke deres adfærd. Men forskning og erfaring fra både dyrlæger og adfærdseksperter peger entydigt på, at aggressiv adfærd hos hunde ikke er bundet til race alene. Den formes af en kompleks kombination af opvækst, socialisering, træning, miljø og ejerens ansvar.
Når vi dømmer hunde på deres race, overser vi det egentlige problem: menneskelig adfærd. Uansvarlige ejere, manglende viden om hundehold og utilstrækkelig træning er langt stærkere risikofaktorer for farlige situationer end en hunds genetiske ophav. Alligevel er det hundene – ikke ejerne – der betaler den højeste pris.
Et centralt, men ofte overset problem i den nuværende lovgivning er brugen af DNA-tests til at fastslå en hunds race. Umiddelbart kan det lyde som en objektiv og videnskabelig løsning. I praksis er det langt mere usikkert. Kommercielle DNA-tests til hunde er ikke udviklet til juridisk brug, og deres præcision varierer betydeligt. Resultaterne afhænger af referencepopulationer og algoritmer, som ikke er standardiserede eller gennemsigtige. To forskellige tests kan give forskellige svar på den samme hund.
Det betyder, at en hund i realiteten kan risikere at blive kategoriseret som ulovlig – og i sidste ende aflivet – på et usikkert grundlag. Når konsekvensen er så alvorlig og irreversibel, bør beviskravet være tilsvarende højt. Det er det ikke i dag.
Dette leder direkte til et andet grundlæggende juridisk problem: proportionalitetsprincippet. I en retsstat skal indgreb stå i rimeligt forhold til det problem, man forsøger at løse. Aflivning af en hund er et af de mest vidtgående
indgreb, staten kan foretage over for et dyr og dets ejer. Derfor bør det kun ske, når det er strengt nødvendigt og veldokumenteret.
I den nuværende hundelov ser vi imidlertid situationer, hvor hunde aflives alene på baggrund af race – uden at have udvist aggressiv adfærd. Det er vanskeligt at forene med proportionalitetsprincippet. Indgrebet er maksimalt, mens grundlaget ofte er minimalt.
Endnu mere problematisk bliver det, når usikre DNA-resultater eller subjektive vurderinger af udseende lægges til grund for så vidtrækkende beslutninger. Her bevæger vi os væk fra retssikkerhed og ind i et område præget af vilkårlighed.
En moderne og retfærdig hundelov bør derfor sikre:
At DNA-tests ikke anvendes som eneste eller afgørende bevis i juridiske afgørelser
At der stilles høje krav til dokumentation og faglig vurdering
At proportionalitetsprincippet respekteres i alle afgørelser
At aflivning kun anvendes som sidste udvej, når konkret farlig adfærd er dokumenteret
Samtidig bør der indføres obligatoriske, uvildige adfærdsvurderinger foretaget af kvalificerede fagpersoner, før der træffes irreversible beslutninger. Fokus bør flyttes fra, hvad en hund er, til hvad den gør.
Andre lande har allerede bevæget sig væk fra racespecifik lovgivning og over mod adfærdsbaserede løsninger – med gode resultater. Danmark bør følge efter.
En lov, der ikke bygger på faglighed og retssikkerhed, risikerer at gøre mere skade end gavn. Derfor er det ikke blot rimeligt – men nødvendigt – at revidere hundeloven. Ikke for hundenes skyld alene, men for retfærdighedens og samfundets skyld.
Hundeloven skal op til revision igen!
Husk det når I sætter Jeres kryds på tirsdag!
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Skaermbillede-2025-05-05-kl.-09.34.59.png408726Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-03-20 11:40:052026-03-20 11:53:12Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!
Berlingske tidende har i dag igen bragt et debatindlæg herfra!
Husk hundene i valgkampen!
Valgkampen kører for fuldt blus. Midt i de store emner, der fylder i den politiske debat, må vi ikke glemme det helt nære og kære – det, der betyder utrolig meget for mange mennesker: hundene.
Hundens betydning for menneskers livskvalitet er uvurderlig. Den bekæmper ensomhed, skaber fællesskab og giver hverdagen mening, fordi man hver dag skal være noget for nogen. Alligevel er forholdet mellem menneske og hund i dag truet.
Danmark har en hundelov, som i praksis ikke længere administreres efter den oprindelige hensigt. Resultatet er, at almindelige hundeejere kan risikere at miste deres bedste ven på grund af en forvaltning og fortolkning af loven, der i mange tilfælde virker både urimelig og ude af trit med den viden, vi har i dag.
De politikere, der allerede har snuden i sporet og arbejder for en revision af hundeloven, kan gøre en afgørende forskel for tusindvis af hundeejere. Ingen bør leve med frygten for, at tilfældigheder eller skøn kan koste deres hund livet.
Derfor bør hundeloven også have en plads i valgkampen.
Husk hundene, når krydset sættes!
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/11/IMG_4096.jpg11661179Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-03-15 11:26:242026-03-15 11:26:24Husk hundene når du stemmer!
Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.
I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.
Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.
Vurdering af racepræg!
Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:
Black Mouth Cure
En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.
Sloughi
En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.
Østrigsk Pinscher
En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.
Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.
Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer.
Adfærdsvurdering på klinikken!
Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.
Hun udviste:
Nysgerrig og opsøgende adfærd
Afbalanceret og tydeligt hundesprog
Ingen tegn på aggressivitet
Ro og samarbejdsvillighed under håndtering
Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.
Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.
Samlet vurdering!
På baggrund af:
Hendes eksteriørmæssige fremtoning
Hendes proportioner og racepræg
Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse
Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.
Post scriptum: Juridisk vurdering!
Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.
En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.
Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2026/03/Bibliotek-5-af-5.jpeg991634Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-03-01 10:22:212026-03-01 10:57:34Hvorfor Lucy ikke er en ulovlig hund!
Jyllands-Posten sætter i dag fokus på Hundelovens mørke konsekvenser. Sagen om gadehunden Lucy er ikke bare en enkeltsag – den er et billede på et system, hvor tilfældige skøn afgør dyrenes skæbne.
Sagen fra Jyllands-Posten opsummeret kort:
Hunden Lucy sidder på et internat. Hendes familie sidder derhjemme og venter i uvished. De venter på en afgørelse, der kan få uoprettelige konsekvenser.
Efter et omfattende arbejde fra Amaja Loncarevic blev der fremlagt en DNA-test, der viste Lucy ikke var ulovlig.
Alligevel har politiet valgt at afvise den som tilstrækkelig dokumentation. I stedet er det nu hundens udseende, der skal være afgørende for hendes skæbne – ikke genetiske fakta, men et visuelt skøn.
Hvis afgørelsen fastholdes, risikerer Lucy at blive aflivet. Ikke fordi det med sikkerhed er bevist, at hun er ulovlig – men fordi hun kan ligne noget, der er. Det efterlader familien i en situation, hvor bevisbyrden opleves som umulig at løfte.
Lucys familie har været igennem et voldsomt og belastende forløb. De kæmper for deres hund i et system, hvor spillereglerne virker uklare, og hvor den dokumentation, de har fremlagt, ikke anerkendes.
Jeg har mødt Lucy. Hun er ikke en paragraf. Hun er ikke en teoretisk vurdering. Hun er en hund – med et sind, et temperament og en relation til sin familie.
Denne sag handler ikke kun om Lucy. Den handler om retssikkerhed, proportionalitet og rimelighed. Om hvorvidt vi som samfund kan acceptere, at mennesker fratages deres kæreste eje og i samme moment retssikkerheden.
Lucy skal hjem til sin familie.
Min vurdering af Lucy!
Jeg havde den 20. november 2025 Lucy på Dyreklinikken Artemis i forbindelse med udtagning af en vævsprøve.
I samme forbindelse blev hun exteriørmæssigt vurderet med henblik på at danne et kvalificeret skøn over hendes genetiske ophav.
Vurderingen blev foretaget på baggrund af bygning, proportioner, hovedform, øreansætning, pelsstruktur og generel fremtoning samt hendes adfærd under håndtering.
Vurdering af racepræg!
Lucys fremtoning giver samlet indtryk af en blanding med træk, der kan minde om:
Black Mouth Cure
En amerikansk brugshundetype kendt for middelstor, atletisk bygning, kort pels og et venligt, samarbejdsvilligt temperament. Racen er generelt arbejdsivrig, loyal og socialt orienteret.
Sloughi
En nordafrikansk mynde med let, elegant og slank kropsbygning, lange ben, smalt hoved og et roligt, værdigt og sensitivt temperament. Sloughi er kendt for at være reserveret, men ikke aggressiv.
Østrigsk Pinscher
En mellemstor, robust og funktionel gårdhund med harmoniske proportioner, moderat bredt hoved og veludviklet, men ikke tung muskulatur. Racen er traditionelt anvendt som vagtsom gård- og familiehund og er kendt for at være opmærksom, stabil og tæt knyttet til sine mennesker uden at være aggressiv. Den har et naturligt, tydeligt hundesprog og god situationsfornemmelse.
Disse racer er alle lovlige i Danmark og kendetegnes ikke ved aggressivitet som racetypisk træk.
Lucys proportioner, hovedform og samlede kropsbygning harmonerer ikke med de racer, der er omfattet af forbuddet i hundelovgivningen. Hun fremstår lettere og mere atletisk i sin konstruktion og uden de karakteristika (massiv bredde, kraftigt kæbeparti, kompakt og tung forpart), som typisk ses hos de forbudte typer.
Adfærdsvurdering på klinikken!
Under besøget på klinikken blev Lucy håndteret i et for hende nyt miljø blandt fremmede mennesker. Hun opholdt sig både på gulvet og på konsultationsbordet.
Hun udviste:
Nysgerrig og opsøgende adfærd
Afbalanceret og tydeligt hundesprog
Ingen tegn på aggressivitet
Ro og samarbejdsvillighed under håndtering
Under den kliniske undersøgelse blev hun fastholdt af en fremmed person, mens jeg undersøgte hendes mundhule og ører. Situationen må betegnes som let presset, da fysisk fastholdelse og inspektion af munden ofte opleves som grænseoverskridende for mange hunde.
Lucy stod imidlertid afslappet og tillidsfuld gennem hele forløbet uden udfald, knurren, spændingsreaktion eller undvigende aggression.
Samlet vurdering!
På baggrund af:
Hendes eksteriørmæssige fremtoning
Hendes proportioner og racepræg
Hendes stabile og sociale adfærd i uvant miljø
Hendes rolige håndterbarhed under klinisk undersøgelse
Vurderer jeg, at der ikke er fagligt grundlag for at kategorisere Lucy som tilhørende en ulovlig hunderace. Hun fremstår som en velfungerende, social og velafbalanceret familiehund uden tegn på aggressiv eller risikobetonet adfærd.
Post scriptum: Juridisk vurdering!
Efter hundelovens § 1 a skal vurderingen af, om en hund er omfattet af forbudsbestemmelserne, bero på en konkret og individuel helhedsvurdering af hundens eksteriør og fremtoning.
En hund kan alene anses for omfattet af forbuddet, hvis den i væsentlig grad besidder de karakteristiske træk, der kendetegner en af de specifikt forbudte racer eller fremstår som en tydelig krydsning heraf.
Den foretagne exteriørmæssige gennemgang og adfærdsvurdering giver ikke objektivt grundlag for at fastslå, at Lucy i væsentlig grad svarer til en forbudt type efter den gældende lovgivning.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/07/wordpress_header_dog.png6001920Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-03-01 10:21:002026-03-01 10:56:23Jyllands-Posten graver i Hundeloven!
Indtil der indføres et nationalt fyrværkeriforbud, burde lokale løsninger være mulige. I Rudersdal Kommune har både borgere og politikere fået nej.
Sikkerhedsstyrelsen blokerer, fordi lovgivningen alene tager udgangspunkt i sikkerhed – ikke i trivsel, natur og dyrevelfærd.
Vi har et debatindlæg i Sjællandske Nyheder, der sætter fokus på problematikken og den proces, der ligger bag:
I december 2024 engagerede borgere i Søllerød sig i lokaldemokratiet ved at stille et borgerforslag i Rudersdal Kommune om at gøre Søllerød Sogn til et fyrværkerifrit område.
Forslaget nåede hurtigt de nødvendige 200 underskrifter og fik bred opbakning – både blandt borgere og i kommunalbestyrelsen – af hensyn til dyreliv, miljø og trivsel.
Alligevel viste processen én ting klart: Lokale hensyn har ingen betydning i den danske fyrværkerilovgivning.
Efter juridisk vurdering i februar 2025 stod det fast, at kommunen ikke har hjemmel til at indføre lokale forbud af hensyn til natur, dyrevelfærd eller livskvalitet. Indgreb kan kun ske ved ekstraordinær risiko for brand eller personskade.
Stress og fordrivelse af vilde dyr, miljøbelastning fra røg og affald samt borgernes ønske om ro og tryghed tæller ikke – selv om disse forhold strider mod både dyreværnslovens intentioner og tidens fokus på biodiversitet og mental sundhed.
Kommunen forsøgte med afgrænsede og tidsbegrænsede løsninger og forelagde sagen for Sikkerhedsstyrelsen to gange. Svaret var uændret nej – ikke fordi hensynene var irrelevante, men fordi loven er låst fast i et snævert sikkerhedsbegreb.
Resultatet er et paradoks: Et lokalområde kan ikke forbyde fyrværkeri, selvom borgerne ønsker det, selvom området allerede er omgivet af forbudszoner, og selvom der findes sårbar natur.
Søllerød-sagen blotlægger et strukturelt problem. Kommunerne har ingen reel mulighed for at tage ansvar for natur, dyrevelfærd og borgernes trivsel. Alt er centraliseret og reduceret til brandsikkerhed.
Det er ikke blot et juridisk problem – det er et demokratisk problem. Når borgerengagement og lokalpolitisk behandling ikke kan føre til handling, udhules nærdemokratiet.
Derfor bør fyrværkerilovgivningen ændres, så kommuner under klare rammer får hjemmel til lokale begrænsninger af hensyn til natur og lokalsamfund. Engagementet findes. Viljen findes. Nu mangler vi kun en lovgivning, der følger med tiden.
Tak til Anne Marie Mygind Wibroe og professor i jura Morten Broberg.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Favoritter-1-af-1-4-scaled.jpeg14402560Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-02-23 10:18:222026-02-23 10:22:18Staus på lokalt fyrværkeriforbud!
Første behandling af hundeloven (beslutningsforslag 74) sker den 7. april.
Det er en vigtig dag.
Hundeloven er aktuel for alle, der har hund – uanset race og størrelse.
Det er en kompleks lov, der umiddelbart kan være svær at gennemskue. Samtidig har loven store konsekvenser – både juridisk og følelsesmæssigt – for familier, hundeejere og ikke mindst hundene selv.
Når en lov kan føre til indgribende beslutninger om et familiemedlems fremtid, stiller det ekstra store krav til, at reglerne er klare, retfærdige og fagligt funderede.
Flere oplever i dag, at loven rummer uklarheder og elementer, der kan føre til uensartet praksis og afgørelser, som ikke altid opleves proportionelle i forhold til den konkrete situation.
Der er behov for at sikre, at vurderinger bygger på adfærd og konkrete forhold frem for generelle kategoriseringer, og at både retssikkerhed og dyrevelfærd vægtes højt.
Konsekvenserne af loven involverer mange følelser, og derfor kan der være en vis berøringsangst i debatten. Men netop fordi emnet er følsomt, er det vigtigt at turde tage det seriøst og fagligt.
Målet med beslutningsforslaget er forhåbentlig, at der sættes en grundig og saglig proces i gang, hvor relevante fagpersoner, eksperter og praktikere ser kritisk og konstruktivt på loven og kommer med et rimeligt, gennemtænkt forslag til revision.
En opdateret hundelov bør skabe tryghed for borgerne, styrke retssikkerheden og samtidig sikre en ansvarlig og evidensbaseret tilgang til regulering af hunde.
Jeg håber, der vil være opbakning blandt politikerne til at have hjertet det rette sted – og fornuften med – så forslaget kan komme videre.
For både dyr og menneskers skyld.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/11/IMG_4096.jpg11661179Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2026-02-23 10:06:112026-02-23 10:06:11Hundeloven kommer til behandling!
Lille Whiskey kom egentlig bare for at få fjernet sting efter en mindre operation på Artemis. Han blev aflivet kort tid efter sin ankomst.
Der knytter sig en helt særlig historie til Whiskey, der nåede at leve 14 gode år, før døden meldte sin ankomst. Whiskey satte sine spor i erindringen på en helt særlig måde. Hans liv er for længst gået over i historien, men hans fortælling står endnu usagt.
Whiskey vandrede meget stolt ind på klinikken for første gang for nogle år siden. På den måde, som kun en ’westie’-terrier kan gøre det. En ny patient, der af logistiske årsager måtte finde en ny dyrlæge.
Whiskey havde forskellige problemer. Han drak store mængder vand, tissede ekstremt, han tabte sig og var måske som følge deraf bare ikke glad.
Whiskey blev grundigt undersøgt og fik snart den første diagnose: Cushings syndrom. Det er en sygdom, hvor kroppen danner for meget binyrebarkhormon, der har nogle negative konsekvenser. Whiskey havde som følge deraf også udviklet sukkersyge.
Har man begge sygdomme, er behandlingen vanskelig. Whiskeys ejer skulle to gange daglig give ham en injektion med insulin, ligesom han omhyggeligt også skulle give anden medicin.
Whiskey var delvist blind. Hans meget omsorgsfulde ejer sørgede for, at dagen gik på hundens præmisser, så den havde et godt liv trods helbredets udfordringer.
Whiskeys ejer var bedemand. Det er ham, der kommer ud i hjemmet, når lægen har erklæret et menneske for dødt. Vi har meget naturligt gennem tiden haft mange snakke om, hvornår “nok er nok”, også set i relation til mennesker.
Hvad er et godt hundeliv?
Vi mennesker har muligheden for at kunne give vores kæledyr fred tids nok, så livet er værdigt, og dagen ikke bare er en lang venten på dødens indtræden.
Hvad et godt hundeliv er, kan jeg ikke give en entydig definition på. Jeg har dog gjort mig mange tanker om, hvornår et hundeliv er dårligt. Et dårligt hundeliv er ikke ensbetydende med, det skal være slut – men der skal såsom minimum hjælp til.
Dyr bliver ældre. Det skal de have lov til. Tingene går langsommere, benene er lidt “stivere”, synet og hørelsen måske nedsat, og det kræver ekstra opmærksomhed fra ejeren at passe på hunden. Ofte skal der lidt medicin til for at optimere hundens funktioner.
Bliver hunden så udfordret, at den ikke længere kan opretholde kroppens basale funktioner? Lad mig give nogle eksempler.
En hund skal selv kunne rejse sig op og gå en lille tur. Hvis hunden ikke længere kan det – måske på grund af gigt og manglende muskelmasse – så er det kritisk. Hunden skal ikke komme i situationen, hvor den er så forpint af smerter, at den ikke længere kan rejse sig og gå.
En hund skal kunne hvile sig. Den skal kunne sove i flere timer sammenhængende. Hvis en hund f.eks. har et dårligt hjerte, kan det med tiden blive så skidt, at der ophobes væske i lungerne. Dette giver hunden en fornemmelse af at være “ved at drukne”. Når hunden ligger ned, kommer der yderligere pres på lungerne, hvilket gør, at hunden måske hoster – eller rejser sig op og går rundt, fordi den liggende føler ubehag.
Kan man ikke længere hvile, kan man ikke længere restituere sig selv.
En hund skal kunne komme af med sin egen afføring. En hund er fra naturens side meget renlig. En hund “skammer” sig ikke (det er en menneskelig egenskab, vi tillægger vores dyr), men den viser ubehag, hvis den ikke kan holde på sin egen afføring og måske konstant har dårlig mave.
De beskrevne situationer er naturligvis et resultat af alvorlig sygdom hos hunden. Man lader selvfølgelig ikke bare sin hund gå rundt og være dårlig. Måske er den i behandling med medicin.
På et tidspunkt kan det desværre udvikle sig sådan, at trods den bedste diagnostik og behandling, så har hunden det stadig skidt og får det gradvist dårligere.
Hvornår er “nok nok”?
Når man som ejer er på den sidste rejse med hunden, kan det ofte være svært at se, hvordan hunden egentlig har det, da forværringen kan komme snigende langsomt. Vi er sammen med vores dyr hver dag, og vi vænner os til at se dem være på en bestemt måde, så små tegn på sygdom opfattes som normalt eller acceptabelt.
Det er helt naturligt, idet vi elsker vores dyr, og tanken om, at de ikke er her mere, gør så ondt.
Det er derfor vigtigt, at vi livet igennem taler med hinanden om, hvad vi selv mener er et værdigt liv for et dyr. Hvornår bliver livet ikke længere på dyrets præmisser? Vi skal huske at give dyrene en hensigtserklæring, så vi siger stop i tide.
Whiskeys ejer og jeg var fra starten meget enige om, at Whiskey ikke skulle leve for enhver pris. Han blev dog bedre, efter han blev sat i behandling, og vi glædede os over fremgangen.
Whiskeys ejer sagde, at den dag Whiskey ikke var her mere, så skulle en lille ny hund ikke bare flytte ind i hjemmet. Det skulle først ske den dag, han gik på pension, hvilket nok ikke havde så lange udsigter.
Heldigvis lod det ikke til, at Whiskey skulle nogle steder nu.
Vi fjernede en lille knude på ham, der var til stor gene, og Whiskeys familie tillod sig selv for første gang i evigheder at tage på en lille ferie – trygt overladende Whiskey til den sødeste hundepasser, der også var bedemand.
Den sidste time
Whiskey kom til fjernelse af trådene efter operationen, mens ejer var på ferie. Da Whiskey trådte ind ad døren, kunne vi med det samme se, at han var skidt. Han så træt og trist ud, havde på få dage tabt sig og virkede fjern. En blodprøve viste, at Whiskey var på vej til stjernerne.
Jeg ringede med det samme til ejeren og sagde: “Torben, det er nu.”
På dette tidspunkt begyndte tårerne at trille. “Hvis du siger, det er nu, så er det nu.”
Lige efter gav jeg Whiskey en sprøjte, så han faldt i søvn. Derefter endnu en sprøjte, hvor den frygtede lilla væske sprøjtes direkte i en blodåre og med det samme stopper hjertet og sender sjælen af sted.
Det bedste liv
Whiskey døde uden sin ejer ved sin side. Whiskey døde dog ikke alene.
Whiskey var på livets svære rejse aldrig ensom, men blev passet op og elsket så meget, som man nu kan elske en hund – og det er altså ikke så lidt.
Whiskeys ejer kæmpede for ham. Passede ham til det sidste, også selvom det indimellem var besværligt. Nogle havde måske givet op på grund af udfordringerne med medicin og natlige tisseture. Men Whiskey fik det hele. Alt sammen pakket ind i kærlighed og omsorg.
Whiskey var en meget heldig hund.
Whiskeys eksempel illustrerer smukt balancen mellem et liv, der giver udfordringer, men endnu ikke er tippet over og blevet uværdigt – i høj grad fordi Whiskeys familie organiserede sig, så livet blev på hundens præmisser. Lige indtil det øjeblik, hvor det ikke var det mere.
Præmissen for Whiskeys liv var nøje tænkt igennem. På en beundringsværdig måde, vi alle kan lære noget af.
En ny begyndelse
Forleden skete det så endelig. Torben dukkede op på Artemis med ordene: “Ja, nu er jeg gået på pension.”
Med sig havde han den sødeste lille uldtot, Fie, der er en ’lhasa apso’ på 12 uger. Det var ikke det samme som Whiskey, men som vi blev enige om, kan man ikke indhente 14 års kammeratskab på fire uger. Båndene udvikles over årene, og det er nogle store potespor, Fie følger efter.
“Whiskey står stadig hjemme på fylden. Jeg nænner ikke at sætte ham ned. Når jeg skal af sted, skal Whiskey med mig.” Det er ulempen ved en urne. Det er svært igen at sige farvel. Til gengæld kan man hver morgen sige godmorgen. For som Torben sagde: “Ja, det hvor jeg kommer fra, der hilser vi altså altid pænt på hinanden.”
Fie er havnet i de bedste hænder.
Fies ankomst repræsenterer en cirkel, der lukkes.
I juletiden er det nærliggende at lave en sammenligning med opstandelsen og det evige liv. Dyr lever ikke evigt. Kærligheden til dyret kan leve evigt. Dyr kan ikke genopstå. Der kan dog komme en lille ny hund, der giver kærligheden et fokus og et sted at gå hen – og så lever mennesket videre på en ny måde.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/12/39f3454fef6853b56ca63ed2fb0040a0.jpeg14401920Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-12-27 10:36:372025-12-27 10:36:37Whiskeys historie
Mandag d. 27. oktober var der høring om hundeloven!
Det resulterede i Morten Messerschmidt tilkendegav, han ville stille forslag til en revision af hundeloven i Folketinget.
Hvad skete der så til høringen?
Eftermiddagen kom vidt omkring og belyste flere centrale udfordringer ved den nuværende hundelov.
Juridiske aspekter
Professor Frederik Waage holdt et fremragende oplæg, hvor han gennemgik de forvaltningsretlige principper, der danner rammen for politiets optræden i hundesager.
Han fremhævede tre centrale retsprincipper: officialprincippet, proportionalitetsprincippet og vejledningspligten.
Officialprincippet betyder, at politiet selv skal sikre, at sagen er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Selvom hundeejeren har bevisbyrden for, at hunden ikke er ulovlig, fritager det ikke politiet for ansvaret for at undersøge sagen grundigt.
Proportionalitetsprincippet forpligter myndighederne til at vælge det mindst indgribende middel. Politiet bør ikke anvende standardløsninger, men foretage konkrete vurderinger i hver sag. Det gælder især ved forvaring af hunde, som ofte bliver både langvarig og økonomisk belastende for ejeren.
Vejledningspligten indebærer, at borgerne skal have korrekt og fyldestgørende information. Politiets tidligere brug af samtykkeerklæringer til straksaflivning var uden lovhjemmel og i strid med denne pligt.
Kort sagt har mange sager været præget af manglende ensartet praksis, utilstrækkelig oplysning og uforholdsmæssige indgreb. Det skaber retsusikkerhed og store økonomiske tab for borgerne.
Problemet ligger derfor ikke alene i lovteksten, men i politiets uensartede håndhævelse.
Folketinget bør sikre klare retningslinjer – og eventuelt ændre loven – så politiet pålægges at foretage en eksplicit proportionalitetsvurdering, før indgreb iværksættes. Mindre indgribende løsninger, som fx brug af mundkurv frem for anbringelse på internat, bør i højere grad overvejes.
DNA-tests og racebestemmelse
Professor ved Institut for Biologi – Genetik og evolution Michael Møller Hansen udfordrede brugen af de nuværende DNA-tests i sager om hunderacer og racebestemmelse.
Han konkluderede, at de kommercielle tests – særligt Wisdom Panel – mangler gennemsigtighed, faglig validering og objektivitet. Resultaterne kan derfor ikke anses som retsligt eller videnskabeligt pålidelige.
Han foreslog indført en bagatelgrænse for DNA-andele på minimum 12,5 % (svarende til en oldeforælder). Bidrag under denne grænse bør ikke tillægges juridisk betydning.
Retssager og praksis
Højestesretsadvokat Poul Hvilsted, der har ført flere hundesager ved domstolene, fortalte, at han ofte har måttet advare klienter, der ønskede at gå ”all in” på en retssag – fordi udfaldet næsten altid ender med en død hund, uanset ejerens indsats.
Adfærd og aggression hos hunde
Dyrlæge Kirsten Brock holdt et vigtigt oplæg om aggression hos hunde – et emne, der ofte spiller en rolle i hundesager.
Hun påpegede, at aggression sjældent handler om ondskab, men om frygt, usikkerhed eller utryghed.
Når en hund knurrer, viser tænder eller måske bider, forsøger den typisk at skabe afstand til noget, den oplever som truende eller ubehageligt.
Formålet er altså afstand – ikke angreb.
Det er hundens måde at sige: “Stop, jeg har brug for plads.”
Hvis vi mennesker ignorerer de tidlige signaler – fx stiv krop, gab, slikken om munden eller knurren – kan situationen eskalere og ende i et bid.
Knurren er ikke uartighed, men kommunikation.
Ved at lytte til hundens signaler og respektere dens grænser kan vi undgå konflikter og skabe mere tryghed for både hund og ejer.
Der er ikke påvist nogen sammenhæng mellem race og aggression. Derfor giver det ikke nogen mening at have et raceforbud, fordi man mener, de forbudte racer er mere aggressive end andre hunde.
Charlotte S. Andersson fra Fairdog gav sine praktiske erfaringer med hundelovssagerne, som hun gennem mere end 15 år har arbejdet med.
Hundesagkyndiges rolle
Dyrlæge Pernille Hansen holdt et spændende oplæg om de hundesagkyndiges arbejde. Der er ofte udfordringer ved vurdering af skambid og deres betydning.
Hun påpegede, at det er påfaldende, hvor sjældent de inddrages, sammenholdt med hvor mange hundelovssager der behandles hvert år.
Etiske overvejelser
Jeg holdt et indlæg om de etiske dilemmaer, som dyrlæger stilles overfor, når de skal aflive raske dyr – og dermed bryde det etiske løfte, vi har aflagt om altid at handle med omsorg, respekt og faglig integritet over for de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte.
Konklusion
Hundeloven skal ændres – både af hensyn til hundens velfærd og borgernes retssikkerhed. Der blev tilkendegivet at der vil blive stillet forslag i Folketinget om en revision af hundeloven.
Frederik Waage, Lise Rovsing, Morten Messerschmidt
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Skaermbillede-2025-05-05-kl.-09.34.59.png408726Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-10-28 14:03:132025-10-28 14:14:08Høring om hundeloven
Nej. Det er det faktisk ikke.
Har du hund — uanset størrelse, race eller temperament — så er du i risiko for at blive ramt af lovens utilsigtede konsekvenser.
Forleden fik jeg endnu en henvendelse på klinikken, der knuste endnu en del af mit hjerte !
En familie stod tilbage i chok og sorg. Deres elskede, kun 4 år gamle golden retriever, Snus, var taget fra dem.
En helt almindelig, glad, velfungerende familiehund — uden nogen som helst adfærdsmæssige problemer.
På en gåtur kom Snus op at diskutere med en anden hund.
Der blev gøet, knurret og delt et par bask.
“Men det er da normalt?”
Ja! Det er helt normalt. Hunde er levende væsener — de har følelser, grænser og personligheder. Ikke alle hunde elsker hinanden, og nogle gange går det galt i et splitsekund. Alle hunde skal ikke kunne hinanden.
Men den slags skal IKKE koste en hund livet.
Alligevel blev Snus afhentet af politiet.
Og på baggrund af en politirapport — uden at møde hunden — besluttede den adfærdssagkyndige: Snus skal aflives.
En enkelt episode. Et øjebliks uheld. Et liv, der skal slukkes.
Desværre er Snus ikke den eneste.
Som dyrlæge hører jeg det igen og igen:
“Hvis uheldet er ude – kan jeg så miste min hund?”
Og sandheden er: Ja. Det kan du.
Selv den sødeste, mest stabile familiehund kan blive offer for en lov, der ikke ser helheden, men siger “snip, snap, snude – så er du dømt ude”!
Hundeloven skal laves om.
Vi skal turde spørge os selv:
Hvilket samfund ønsker vi?
Et samfund, hvor frygt og fordomme bestemmer?
Eller et, hvor fornuft, faglighed og respekt for liv får lov at råde?
Hundeloven skal i høring den 27. oktober.
Så JA – det handler også om din lille fluffy Snus🐾!
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/10/IMG_2520.jpg16141179Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-10-12 12:07:212025-10-12 12:24:09Hundeloven vedrører også dig!
Som dyrlæge har jeg – ligesom mine kolleger – aflagt en ed. Et løfte om at sætte dyrets sundhed og velfærd først. At handle med omsorg, respekt og faglig integritet overfor de dyr, vi har viet vores liv til at beskytte og behandle.
Netop derfor er det dybt problematisk, at vi med Hundeloven i hånden bliver bedt om at aflive raske, velfungerende hunde udelukkende på grund af deres race eller en enkelt episode, der ikke nødvendigvis afspejler hundens samlede adfærd.
Hundeloven giver i dag mulighed – og i visse tilfælde pålæg – for aflivning af hunde, som vurderes at udgøre en fare, eller som tilhører bestemte racer. Men loven levner alt for lidt plads til faglige vurderinger, individuelle hensyn eller rehabilitering. Den tager ikke højde for kontekst, opdragelse eller den enkelte hunds faktiske adfærd.
Det placerer dyrlæger i et uløseligt etisk dilemma. På den ene side står myndighedernes afgørelser og ejerens fortvivlelse. På den anden side står vores professionelle og moralske forpligtelse: At beskytte dyret – ikke tage dets liv uden sundhedsfaglig begrundelse.
Når vi afliver et dyr, er det fordi, det er sygt og livet ikke længere er værdigt. Ofte har vi kæmpet for dyrets liv og haft lange svære samtaler med de pårørende om dyrets velbefindende. Vi kæmper for liv, vi tager ikke bare liv.
Når en rask og social hund skal aflives, ikke fordi den er syg, men fordi den er “forkert” ifølge loven – så går det imod alt, hvad vi har lært og lovet. Det sætter os i en situation, hvor vi enten må bryde vores etiske løfte eller risikere en professionel konflikt.
Vi har brug for en opdatering af Hundeloven. En lov, der baserer sig på evidens, adfærdsfaglig viden og individuel vurdering – ikke forsimplede racekategorier. En lov, der lytter til fagfolk, og som giver dyrlæger mulighed for at stå ved deres løfte – ikke tvinger dem til at bryde det.
For i sidste ende handler det ikke kun om hundene. Det handler også om, hvilket samfund vi vil være. Et samfund, hvor vi behandler dyr med respekt og retfærdighed – eller et, hvor frygt og fordomme afgør deres skæbne.
https://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2025/05/Skaermbillede-2025-05-05-kl.-09.34.59.png408726Lise Rovsinghttps://liserovsing.dk/wp-content/uploads/2017/04/Logo3_n.pngLise Rovsing2025-09-18 14:25:112025-09-18 14:25:11Et etisk dilemma for dyrlæger