Besøg hos Liberal Alliance
Endnu et besøg på Christiansborg – eller Animal Farm, som man indimellem kunne fristes til at kalde det.
Denne gang gik turen til Liberal Alliance, hvor partiets dyrevelfærdsordfører, Helena Artmann Andresen, havde afsat tid til en snak med mig.
Helena ligesom andre politikere allerede været fremme med snuden i Folketingssalen, hvor hun har stillet kritiske spørgsmål til ministeren om hundeloven. Spørgsmål, som vi fortsat afventer svar på.
Ministeren har nok at se til, og man skal som bekendt ikke sælge skindet, før ulven er skudt. Så vi venter tålmodigt.
Der er ingen tvivl om, at Liberal Alliance også ønsker en snarlig revision af hundeloven.
Jeg har efterhånden talt med mange politikere på Christiansborg, og det er både glædeligt og opløftende at opleve, at der på tværs af partierne er en voksende erkendelse af, at loven trænger til en revision.
Begrundelserne kan være forskellige.
Retssikkerheden. Den omvendte bevisbyrde udfordrer nogle af de helt grundlæggende retsprincipper, som vores samfund bygger på. Vi skal ikke have en lovgivning, hvor borgeren risikerer at miste sit dyr på baggrund af en subjektiv vurdering og derefter selv skal løfte en næsten umulig bevisbyrde.
Følelserne. Man skal kunne hvile trygt i kærligheden til sin hund, uanset hvilken model den er født som. Ingen skal leve med en ubegrundet frygt for at få taget sin hund fra sig.
Dyrevelfærden. Som George Orwell skrev i Animal Farm:
“Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”.
Vi har en dyrevelfærdslov, som skal beskytte ALLE dyr mod unødig smerte og lidelse.
Men tilsyneladende gælder der særlige spilleregler, hvis en hund efter politiets vurdering ser forkert ud. Så kan den ende med måneders eller års ophold på en hundepension, adskilt fra sin familie, uden at have gjort nogen fortræd.
Hvor blev dyrevelfærden af?
Og så er der den sunde fornuft. Vi skal ikke være et samfund, hvor lovgivningen savner et solidt fundament af evidens, proportionalitet og realisme.
Mit indtryk efter de mange samtaler på Christiansborg er, at der er bred politisk forståelse for, at nok er nok. Nu skal der ske noget.
Men vejen fra politisk velvilje til reel handling kan desværre være lang.
Mit håb er derfor, at partierne på tværs af Folketinget nu vil gå fra ord til handling.
Helt konkret ønsker jeg, at de går sammen om at fremsætte et fælles beslutningsforslag, der pålægger regeringen at igangsætte en revision af hundeloven.
De behøver ikke være enige om den færdige løsning eller alle detaljer i loven. Men de bør kunne enes om, at følgende spørgsmål skal undersøges og behandles:
- Retssikkerheden: Den omvendte bevisbyrde og brugen af subjektive, visuelle racevurderinger.
- Proportionaliteten: Om det er rimeligt, at hunde, der ikke har udvist farlig adfærd, kan beslaglægges og i sidste ende aflives alene på baggrund af deres formodede race.
- Dyrevelfærden: De langvarige pensionsanbringelser, hvor hunde kan sidde isoleret fra deres familier i måneder eller år, mens sagerne behandles.
- De verserende sager: Muligheden for en hurtig og individuel revurdering af de beslaglæggelser, hvor hundene ikke har udvist farlig adfærd, så unødvendige anbringelser kan bringes til ophør.
Det kræver ikke, at Folketinget skriver en ny hundelov i morgen.
Det kræver, at nogen tager initiativet, at partierne finder sammen, og at der bliver sat en konkret politisk proces i gang.
Jeg håber, at de politikere, jeg har mødt, vil tage den dialog videre med hinanden. For når så mange giver udtryk for, at loven bør revideres, er næste naturlige skridt at omsætte den politiske velvilje til et fælles initiativ.
For ellers risikerer vi at ende dér, hvor Orwell afslutter Animal Farm:
“Det var allerede umuligt at sige, hvem der var gris, og hvem der var menneske”.
Lad os nu komme videre af hensyn til hundene og retssikkerheden.

