Der er FÅRår i luften!
Repertoiret bliver udvidet i disse dage.
Lørdagen bød på store oplevelser ude på landet.
Et får haltede, det syntes at have ondt i ”poten”.
Ja, sådan et rigtigt FÅR med uld og klove! Almindeligvis ikke mit kompetenceområde. Trods en større eksamen for mange år siden indenfor dette fagområde, er manglen på vedligehold af viden og praktisk erfaring en væsentlig udfordring.
Principperne er dog til en vis grad de samme, hvad angår undersøgelse af et sygt dyr, uanset hvilken genre vi bevæger os i.
Gummistøvler, kedeldragt og diverse andre remedier, der forekom naturligt blev pakken i bilen.
Store fårventninger!
Fårventningens glæde var stor, og jeg trillede afsted mod farmen i Hillerød.
Du skal altid alliere sig med folk, der ved mere end dig selv. Det var så ikke muligt i dag, men jeg havde dog stadig assistance med mig, der senere skulle vise sig at komme uventet til hjælp.
Fårene stod forsamlet på en mark.
Det stod hurtigt klart: Jeg vil gerne tale med nr. 32.
Lettere sagt end gjort, så første udfordring var at få skilt fårene fra bukkene.
Dette foregår bogstavelig talt ved at gå gennet det syge får væk fra flokken.
Til dette formål bruges en hyrdehund.
Derefter kan fåret placeres, så det kan undersøges.
Dagens crew samlet omkring fårene var delvist under oplæring.
Det vil sige, det gik ikke helt så nemt at få nr. 32 i tale, og det var IKKE hyrdehundens skyld.
Forsamlingen var mildest talt en flok hovedløse kyllinger, og nr. 32 var tilsyneladende ganske uimponeret af forsøgene på en samtale.
Der sker nu det at dagens publikum, der var medbragt til farmen for oplevelsens skyld, pludselig blander sig. Næbbet kunne IKKE holdes flettet længere: ”JEG skal nok få fanget nr. 32”.
Ind på marken vader min yndige assistent, min lillebror Frederik.
Der sker nu det, at jeg på nuværende tidspunkt havde godt greb i nr. 32, og Frederik og jeg fik derefter ført 32 afsides hen til kammeratlig samtale med ryggen mod en væg.
Jeg var nu nødt til at slippe grebet og overlade nr. 32s flugtforsøg i Frederik og bondemandens hænder.
Aktionen!
Benene og klovene på nr. 32 blev nøje undersøgt, en spand vand blev rekvireret – ikke forbi Frederik var tørstig, men forbi klovene skulle vaskes fri for mudder (plus det gav dyrlægen lidt tænketid, samme princip gør sig gældende, når man beder en klient gå ud med hunden og fremskaffe en urinprøve). Langt om længe blev jeg færdig, og nr. 32 fik heldigvis lov at beholde sit nummer og gå tilbage til flokken.
Der blev langt en plan for 32s fremtid. Benet skal nok klare det.
Han synes udholdende, er stærk og virker til at være en rigtig god kammerat. Han har alt, der skal til for at gå ”all the way”. Dog skal han arbejde på sine evner til samarbejde med ledelsen.
Vi pakkede nu sammen. Snuden skulle tilbage mod storbyen.
Jeg skal ikke fremadrettet til at gøre mig til ekspert på ting, jeg ikke har tilstrækkelig forstand på.
Men så er det godt, jeg har Frederik, der ikke er ked af af både at stille diagnoser og ordinere behandling!
