Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!
Jyllands-Posten har i dag bragt et indlæg fra Thomas Rathsack og jeg!
Tid til en retfærdig og fagligt funderet hundelov!
Af og til afslører en lovgivning mere om vores frygt end om vores viden. Den danske hundelov er et sådant eksempel. Vi står i dag med en lov, der i for høj grad er baseret på generaliseringer frem for faglig evidens – og det er på tide at ændre den.
Kernen i problemet er den såkaldte raceforbudsliste. Her bliver bestemte hunderacer kategoriseret som farlige alene på baggrund af deres udseende og oprindelse – ikke deres adfærd. Men forskning og erfaring fra både dyrlæger og adfærdseksperter peger entydigt på, at aggressiv adfærd hos hunde ikke er bundet til race alene. Den formes af en kompleks kombination af opvækst, socialisering, træning, miljø og ejerens ansvar.
Når vi dømmer hunde på deres race, overser vi det egentlige problem: menneskelig adfærd. Uansvarlige ejere, manglende viden om hundehold og utilstrækkelig træning er langt stærkere risikofaktorer for farlige situationer end en hunds genetiske ophav. Alligevel er det hundene – ikke ejerne – der betaler den højeste pris.
Et centralt, men ofte overset problem i den nuværende lovgivning er brugen af DNA-tests til at fastslå en hunds race. Umiddelbart kan det lyde som en objektiv og videnskabelig løsning. I praksis er det langt mere usikkert. Kommercielle DNA-tests til hunde er ikke udviklet til juridisk brug, og deres præcision varierer betydeligt. Resultaterne afhænger af referencepopulationer og algoritmer, som ikke er standardiserede eller gennemsigtige. To forskellige tests kan give forskellige svar på den samme hund.
Det betyder, at en hund i realiteten kan risikere at blive kategoriseret som ulovlig – og i sidste ende aflivet – på et usikkert grundlag. Når konsekvensen er så alvorlig og irreversibel, bør beviskravet være tilsvarende højt. Det er det ikke i dag.
Dette leder direkte til et andet grundlæggende juridisk problem: proportionalitetsprincippet. I en retsstat skal indgreb stå i rimeligt forhold til det problem, man forsøger at løse. Aflivning af en hund er et af de mest vidtgående
indgreb, staten kan foretage over for et dyr og dets ejer. Derfor bør det kun ske, når det er strengt nødvendigt og veldokumenteret.
I den nuværende hundelov ser vi imidlertid situationer, hvor hunde aflives alene på baggrund af race – uden at have udvist aggressiv adfærd. Det er vanskeligt at forene med proportionalitetsprincippet. Indgrebet er maksimalt, mens grundlaget ofte er minimalt.
Endnu mere problematisk bliver det, når usikre DNA-resultater eller subjektive vurderinger af udseende lægges til grund for så vidtrækkende beslutninger. Her bevæger vi os væk fra retssikkerhed og ind i et område præget af vilkårlighed.
En moderne og retfærdig hundelov bør derfor sikre:
- At DNA-tests ikke anvendes som eneste eller afgørende bevis i juridiske afgørelser
- At der stilles høje krav til dokumentation og faglig vurdering
- At proportionalitetsprincippet respekteres i alle afgørelser
- At aflivning kun anvendes som sidste udvej, når konkret farlig adfærd er dokumenteret
Samtidig bør der indføres obligatoriske, uvildige adfærdsvurderinger foretaget af kvalificerede fagpersoner, før der træffes irreversible beslutninger. Fokus bør flyttes fra, hvad en hund er, til hvad den gør.
Andre lande har allerede bevæget sig væk fra racespecifik lovgivning og over mod adfærdsbaserede løsninger – med gode resultater. Danmark bør følge efter.
En lov, der ikke bygger på faglighed og retssikkerhed, risikerer at gøre mere skade end gavn. Derfor er det ikke blot rimeligt – men nødvendigt – at revidere hundeloven. Ikke for hundenes skyld alene, men for retfærdighedens og samfundets skyld.
Hundeloven skal op til revision igen!
Husk det når I sætter Jeres kryds på tirsdag!
