Hvorfor skulle Peach dø?

Ordene i sig selv virker ved første øjekast rimelige – et naturligt spørgsmål at stille.
Som sætningen fortæller, var den dejligste lille hund, Peach, blevet sendt til himmels!
Men spørgsmålet blev komplekst, da det var 15. gang inden for 5 timer, jeg blev spurgt.

Den ældre dame sad med sin døde hund i armene. Hun ville ikke forlade den.
Hun havde siddet sådan i mange timer, og nu var det tid at give slip.
Den lille hunds krop skulle lægges på rette sted, velvidende at sjælen for længst var rejst til stjernerne!
Den ældre dame skulle hjem.
Men hvis hjem er dér, hvor hjertet er – så var hjemmet nu revet midt over!
Væggene var blevet til en tom skal, der kun mindede hende om alt det, der ikke længere var: nemlig den allerbedste snudeven gennem 15 år.
At “tage hjem” virkede pludselig ikke appellerende længere. Så længe Peachs legeme stadig fandtes, var der måske en chance for, at det hele bare var en ond drøm?

Peach kom til dyreklinikken torsdag morgen. Hun var blevet dårlig i løbet af de sidste par dage.
Nu kunne hun ikke længere stå på sine ben. Hun virkede slap, ualmindelig trist.
En blodprøve afslørede hurtigt de barske fakta: galopperende lever- og nyresvigt – og et spørgsmål om tid, før kroppen selv ville sige stop.
Vi kunne vælge at lade sjælen tage afsted, før døden ville tvinge den til himmels!

Den beslutning var tung. For Peachs familie føltes den umulig – for et øjeblik siden havde de jo bare håbet, at Peach var midlertidigt dårlig.
Hvordan kan det gå så hurtigt fra start til slut? Peach har jo lige været hvalp?

Som dyrlæge ønsker man mere end noget andet at hjælpe dyrene.
Vi vil gøre alt for at lindre smerte og nære håbet om helbredelse.
Men det kan være svært at bevare objektiviteten, når man står midt i en familie, der er blevet knust.
Vi vil så gerne passe på menneskerne – men dyrenes ve og vel kommer altid først.

Peach var så syg, at selv ikke en indlæggelse med al tænkelig behandling kunne ændre udsigten til liv.
Ejer gik en tur for at samle tankerne. Hun lovede at komme tilbage, og imens blev Peach dårligere og dårligere.
Hun kunne have åndet ud, mens de var væk – men hendes livsvilje var ukuelig.
Hun holdt ud og fik til sidst fred med sin elskede ejer ved sin side!

Under hele forløbet gennemgik vi igen og igen, hvad der var galt.
Jeg bekræftede, at selvom det føltes helt forkert, så var det eneste rigtige at give Peach fred.
Den største gave, vi kan give vores kæledyr, er at lade dem komme afsted i tide – uden unødig smerte og lidelse.
Vi mennesker må påtage os smerten i stedet for dyrene.
Kærligheden til dem må altid være stærkere end frygten for at blive efterladt uden sin lille skygge!

I sådanne stunder kan man som ejer høre ordene og føle autoriteten bag dem.
Man stoler på stemmen, der siger dem – og alligevel når de ikke frem.
Chokket overdøver forståelsen, og hjernen kan ikke rumme budskabet.

Peachs ejer skulle have tid.
Tid til at forstå, at hunden var død.
Tid til at mærke, at beslutningen var den rigtige.
Tid til at kysse Peach en sidste gang – igen og igen.
Tid til blot at være med hende, vidende at stilheden snart ville falde. Timerne gik.

Til sidst gik jeg med Peachs ejer hånd i hånd ud af lokalet!
Snart kommer Peach tilbage i en smuk urne.
Forhåbentlig giver tiden indtil da familien mulighed for at planlægge den afsked, de ikke nåede at tage i første omgang.

Har man som ejer mulighed for at sige farvel i tide, skal man gøre det.
At stå i en akut situation, hvor beslutningen nærmest træffes for én, er ubærligt.
Uanset om man kan forberede afskeden eller ej, vil sorgen være den samme.
Vi kan ikke planlægge os ud af den.

Man kan ikke forberede det akutte, det uforudsigelige.
Men man kan finde trøst i, at forløbet gik hurtigt – at dyret fik fred uden langvarig smerte.

Ugen har budt på mange nye stjerner på himlen.
Et tungt stjernetæppe af afmagt, sorg og kærlighed!
Peachs historie var desværre blot en dråbe i havet.

Hele klinikken runder dagen med et tungsind, der ikke lige vaskes væk.
Selv når dagen går på hæld, sidder erindringerne fast i bevidstheden.
Vi håber, vores sorgcoach kan hjælpe i situationer som denne – give Peachs familie støtte!
At vi kan støtte dem, der mister deres elskede kæledyr, når ensomheden rammer hårdest.
Når sorg og stilhed pludselig bliver hverdagen, hvor det før var dyret, der bragte glæde og mening!

Måske kommer der en dag nyt liv.
Men den slags beslutninger skal aldrig træffes i affekt – tiden må arbejde for sagen!